Til en ven
by Louise Juhl Dalsgaard
De taler. Om tremmesenge, der rumsterer bagerst et sted, og en lille klode, der lyser.
(Også)
Om realskoletid og gulnede parceller, om blomster uden navne og uendelighedens grænse.
Hvis´er og når og så vidt vides
Engang vil de nøjes med at nikke eller ryste på hovedet.
Alt indtil, er bare kunstigt åndedræt.
‘en lille klode, der lyser’ er en utroligt fin genstand til at stå i mørket og minde om barndommen, indser jeg nu hvor jeg læser det. Generelt skubber hele dit udvalg af ting-de-taler-om elegant og forsigtigt til min forestillingsevne. Og selv om jeg studser over gramatikken (kun tekst nr 2 af dine jeg har læst, fra toppen af bloggen og nedefter, så måske der er en rytme jeg skal vænnes til), er ‘alt indtil, er bare kunstigt åndedræt’ en smuk slutning.
Tak, Cecilie, for at læse og kommentere. Er det lykkedes mig at skabe et rum for billeder af en barndom, er meget lykkedes.
Tegnsætning er ikke min stærkeste side: jeg (mis)bruger tegn, som jeg trækker mit vejr: stødvist og efter (forgodt)befindende. Jeg vil utrolig gerne arbejde med det (forbedre det), men dog uden at give køb på mit litterære åndenød – gisp, pauser og undren – sat i scene af punktum og komma. Går meningen tabt undervejs, er det dog ikke meget værd. Så uddyb gerne hvis du orker og lyster.
(Alt indtil? Er bare kunstigt åndedræt!….kunne der også stå)
Jeg synes at gispet fungerer fint – jeg forstår hvad der menes og studser kun, fordi det ikke er ‘almindelig sætningsstruktur’.