Louise Juhl

Uretfærdigheden. Ting, der bare skete.

En nabo fik svært ved at synke, vi lo og sagde “livet kan også være stor mundfuld at sluge.”
Fjorten dage senere lød diagnosen: Aggressiv kræft i halsrøret. Operationen blev planlagt til bare to dage senere, der var ikke engang tid til at blive bange. De fjernede det angrebne område, fire centimer i diameter, det viste sig ikke at være nok. Så fjernede de også resten.

Han kunne ikke længere spise, maden blev ført gennem en sonde direkte ind i mavesækken. Ingen smag eller konsistens, bare en blendet masse af fibre og fedt, proteiner og nødvendige salte. Hvis jeg spurgte, svarede han: “Det går” eller “der er stadig øjeblikke”. Hundens logren, når han rejste sig fra et af dagens mange hvil, forklarede han, eller duften af jasmin-ris også selvom han ikke længere kunne smage.

Vi kørte på ture, hunden var med os overalt. Tilbagelagde hundredevis af kilometer lige landevej, besøgte en ostebutik i Ingstrup. Holdt et langt hvil i klithederne, det var her, han sagde: “sådan et øjeblik.”