Louise Juhl

Damer, for eksempel, der lugtede af tung parfume, og som vi talte om på afstand: Hvad var det mon, de forsøgte at skjule, disse kvinder. Hvad gemte der sig bag skyerne af rosenvand og orientalske krydderier: Skabe fulde af skeletter, skjulte liv, tomme skaller? En mislykket dansekarriere, måske, eller en fortrudt abort? Måske det rene ingenting, som vist nok var værre end alt det andet tilsammen.

Naboens blånende kinder, misbruget. Flaskerne hun skjulte bag udenlandske leksika, og dispenseren til opvaskemiddel, der var fyldt med billig vodka i stedet for sæbe (så tallerkener aldrig blev rigtigt rene) Alle vidste det og alle havde ondt, men dog ikke mere, end at ringeagten overdøvede det. Promille-Pia, blev hun kaldt, af alle dem, der troede sig sikre på aldrig at havne der selv.

Parabolerne øverst på højhusenes tage. Peter Freuchen vej, Ivigtutvej, Diskovej. Og opgangene under, fyldt med lyde fra vidt forskellige liv. Dåselatter fra en tyrkisk sæbeopera, en teenager på trommer og Per Wikings joviale Kvit eller Dobbelt-latter.

Pølsemanden, der trak afsted med sin vogn hver eneste dag, også søndag. Tidlig morgen og igen sen aften. Ven med alle men mest med ingen. En dag var der ingen vogn på torvet, pølsemanden havde fået en hjerneblødning og var blevet en grøntsag, forlød det. Nogle talte om at samle ind til en buket, men ingen kendte hans rigtige navn (vi kaldte ham Pølsen) og heller ikke, hvilken afdeling han lå på, så det blev ved tanken.