Louise Juhl

Vi levede i tre verdener, men havde kun to ben at stå på:
Vores bedsteforældre verden bestod af vitrineskabe fyldt med arvet glas, porcelænsplatter og stuebirk. Måltider, der angav døgnets rytme: Morgenmad kl. 8.00, varm mad kl. 12.00, smørrebrød kl. 18.00. Her spillede radioen altid samme den musik og på den samme kanal, alt var var søvndyssende trygt. Vi havde ingen at lege med, så vi legede med os selv: Gemte os under sofaen i håb om, at nogen ville lede. Men ingen søgte os, og vi endte med at kravle ud igen, missede med øjnene og satte os for at flette stuetæppets frynser eller forestillede os vores fremtid med fire børn, en bungalow og kæreste med motorcykel. Om sommeren plukkede vi mælkebøtter og opdagede først for sent, at vi fik pletter på tøjet. Undlod at sige noget til nogen for ikke at forstyrre idyllen.

Helt anderledes var det derhjemme, her var der altid ting at ordne, indhente: Husk nu dit svømmetøj, har du lavet dine lektier, hvem giver kaninerne mad? Modsat hos vores bedsteforældre stod tiden hjemme ALDRIG stille. Her var alle dagens minutter en advarsel: Hvert brugt minut betød ét mindre – til at handle, rydde op, besøge familien, vaske vinduer. Videre, vi var altid på vej videre. Mod weekendens gæstetræf, august måneds mange fødselsdage. Næste år og året efter. det var som om vi aldrig rigtigt nåede aldrig frem til nu, som om vi altid var på bagkant af tiden og os selv. Vores mødre havde altid rynkede bryn, vores fædre hævede stemmer: Vi har jo ikke hele dagen! 

Endelig var der os selv, vores egen verden, en indre og underlig blanding af ensom onani og tunede knallerter. Hemmelige klubber med stroboskoplys. Idolplakater og ulykkelige forelskelser: Ishockey-Ronni og DJ-Cool, der viste sig at være knap så cool, som navnet antydede. Vi søgte svar på alt – alle steder – og gerne på spørgsmål, vi ikke engang havde formuleret: Vi legede ånden i glasset eller fik læst vores hænders linjer, gik fra seancerne mere forvirrede, end da vi ankom, men alligevel med en følelse at være blevet klogere. Mere kvalificerede i vores tvivl.  Andre dage blev vi liggende i sengen, orkede hverken flere spørgsmål eller svar. Spiste to ruller mariekiks og stod ikke op, før end krummerne på lagnet begyndte at stikke i huden og luften blev for trang. Så stod vi op, drak en lunken Cocio, tændte for tv’et, slukkede igen. Sad lidt foran den sorte skærm og overvejede næste træk.