Louise Juhl

At lyve for at leve.
Jeg har altid lært, at det er forkert at lyve. Beskidt. Grimt. Ufint. Ækelt. Løgnen tilhører de umodne, det ukontrollerede, børnene og de fulde folk.

I Linn Ullmanns mesterlige roman “De urolige” er der en scene imellem en pige og hendes far. Hver onsdag bliver pigen inviteret ind på sin fars kontor til en ugentlig samtale – en slags konstrueret intimitet. Ullmann skriver:
“Alt havde sin plads og sin tid. Der var sat tid af til at pigen og faren kunne ‘snakke sammen’.”
Lin Ullmann omtaler sig selv i tredje person, hun er pigen. Hun har en blå kjole på, den er lidt for lille. Hun sætter sig i en stol, faren har sat frem, han sidder i en anden. Nu skal de ‘snakke sammen’, hendes far lægger ud:
“Problemet er, at der er så stor aldersforskel mellem os. Vi har slet og ret ikke så meget at tale om”, siger han.
Linn, ved ikke, hvad hun skal sige til det: Om det er godt eller skidt, om hun skal gå eller blive, hun ved bare, at det er sådan, det er. At han er gammel og hun er meget ung. Det er ikke rart at sidde sådan, det er ikke rart at skulle tale sammen og så få at vide, at man ikke har noget at tale sammen om. Så hun forsøger sig alligevel. Hun fortæller sin far, at hun ønsker sig en stol. Ikke en hvilken som helst stol – men den fineste stol i hele verden.
Hendes far forstår hende ikke, han virker forvirret:
“Er det en metafor?”, spørger han Linn, der ikke ved, hvad en metafor betyder. Hendes far forklarer:
“Af og til er det sådan, at en ting ikke er den ting, men noget andet. Det kaldes metaforer. Det jeg mener, er: Symboliserer stolen noget inde i dig? Noget, du tænker på? Noget, du drømmer om? […] Er det en magisk stol?”
Og Linn ser på sin far, fortvivlet, svarer ham så:
“Nej. Det er bare en stol.”

Jeg har siddet dér. På et kontor, ligesom det i romanen, og fortalt om en drøm om en stol. Og er blevet mødt af undren. Skepsis. En stol?
Men modsat pigen i Linn Ullmanns roman, havde jeg ikke modet til at insistere på min egen oplevelse. På at min stol “bare” var en stol. I stedet forsøgte jeg at overensstemme mit svar til de voksne retorik, deres forventning. Digtede en stol med ornamenterede armlæn og et ryglæn af guld. Bordeauxrødt pudebetræk, som jeg havde set på gamle malerier. Det virkede, de voksne nikkede: ah, det giver mening, du drømmer om en dronningestol. Du drømmer om at blive dronning.
Jeg blev god til dét, til at svare, så de voksne forstod det, og selvom jeg havde lært, at man ikke måtte lyve, føltes det mere rigtigt, og mindre ensomt, at lyve end ikke at blive forstået. Til sidst anede jeg ikke, hvad der var sandt og hvad, der var løgn. Og hvem, der afgjorde forskellen.

Da jeg senere blev indlagt med en spiseforstyrrelse, blev løgnen mit våben. “To lie is not to die”. Jeg reagerede på personalets sprøgsmål, som et gidsel reagerer på sin bøddels ordrer. Med først at nægte, og når tommelskruerne så blev sat på, ja så løj jeg for at slippe for mere smerte. Ja, jeg har spist op. Nej, jeg dyrker ikke motion i det skjulte. Ja, jeg vil gerne være rask. Nej, jeg er ikke i tvivl. Sandheden var at jeg aldrig spiste op. At jeg lavede mavebøjninger og armstræk i mørket på min stue hver nat. At jeg måske gerne ville være rask, men samtidig slet ikke. Løgnen blev min hud, min kåbe, mit værn mod bødlernes tortur, som var mad. Bjerge af mad. Laksetærte med hakkede mandler, pizza med lardo og blå ost, mazarinkage, chokolademousse, flødeis, flæskestegssandwich. Jeg løj for at overleve, sådan føltes det, og til sidst stolede jeg ikke på nogen, mindst af alt på mig selv.

Vi kender det fra dyreverden. At skifte farve efter omgivelserne, camouflere os, så vi ikke er synlige for fjenden. Kamæleonen kan ligne en sten, en stamme, et blad. Eller den kan spille død, lægge sig siden med stive udstrakte ben og halvt lukkede øjne. Det samme gælder blæksprutter. Og så er der pindsvinefisk, der ændrer form, puster sig op, så den bliver sværere at sluge.
Jeg siger ikke, at det er ok at lyve, skifte ham, form, ændre mening efter omgivelserne, bare fordi der er dyr, der gør det. Det er ikke en undskyldning, men en konstatering. Løgnen findes. Løgnen kan være en nødvendighed. To Lie is not to die.

I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt”, skriver hun
“Og mens jeg skriver det, tænker tilbage på det, er jeg slet ikke sikker på om det hele faktisk har fundet sted. besøgte jeg Ada? Eller drømte jeg at jeg besøgte hende. Eller tænkte jeg på at skrive en historie hvor en kvinde besøger en anden kvinde[..]” Spørgsmålet er, om Hermann lyver, hvis ikke besøget har fundet sted, hvis det hele er en drøm eller måske en fortælling, hun har skabt, for at få sit liv til at hænge sammen. To Lie is not to die. At lyve er at leve, skabe en historie, der får stumperne af dage til at hænge sammen som måneder, år, et liv. Hun skriver:
“Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”

Det er den glød, jeg interesserer mig for. Mørket, der ikke er mørke, men et hul, man kan falde i, sådan som Alice i eventyrland falder i kaninhullet og oplever en verden, der måske er løgn, måske bare noget andet end virkelighed. Når jeg skriver er det virkeligt, ordene er virkelige, følelsen, hullet. Spøgelset også.
Da jeg løj om, hvad jeg spiste, var jeg en kamæleon på flugt fra en rovfugl. Jeg gjorde mit bedste for at ligne sandhed, fortalte, hvad de ville høre, spillede død, når det tjente til min overlevelse. Når jeg skriver skelner jeg ikke mellem virkelighed, drøm, spøgelser, på den måde bruger jeg fortællingen sådan som Judith Hermann fortæller, at hun også gør.
D.H. Lawrence siger det så godt:
“Never trust the teller, trust the tale.”