Louise Juhl

Da hun fortalte, at de skulle skilles, var min første tanke, at han havde været hende utro. Eller det, der var værre, måske: havde han mon slået hende, holdt hende som gidsel i et fængsel af tavshed og trusler? Men sådan hang det ikke sammen, vi er bare vokset fra hinanden, forsikrede hun mig. Hans glæde ved arbejdet og store biler var vokset med årene, hendes had til samme var fulgt med. Når han foreslog en tur i cabrioleten, gjorde hun fagter og lod som om hun stak en finger i hilsen: I’d rather die. Hun var begyndt til overtonesang, havde fundet melodien, bogstaveligt talt, et sted midt imellem nedre brystben og hendes navle. Han gik hjemmefra, når hun øvede sig, det næste blev vel, at hun fik en slange tatoveret på anklen, himlede han. Eller kun ville spise ost lavet på brystmælk?
I starten havde de lavet sjov med deres forskelligheder, hun kaldte bilerne for penisforlængere, han pegede fingre af det, han mente var hendes Morder-Jord-Kompleks, en sygelig optagethed af alt, der rimede på kvinde og krop.
Det var ikke til at sige, hvordan det var gået fra sjov til alvor, en dag havde han lagt en japansk vaginadukke på køkkenbordet. Der var sgu mere sjov i sådan et stykke oppusteligt plastik, end der var i hende, sagde han, og sparkede til hendes lædersandaler. Han savnede ærlig talt lidt kød og blod. Hun havde grinet af ham, set henover tekoppen med et hånligt blik. Honestly? Til sidst havde det været det eneste, de havde at give hinanden, sære gaver. En pandelampe: så kan det være du kan finde vej ud af dit åndelige pis?
Nu havde de så valgt at gå videre hver for sig, og pludselig var alt forandret. Hun var begyndt at læse om hestekræfter og ørkenrace, han om stemmens kraft og energier, det jordnære. Caminoer og pilgrimsfærd. Selv deres sexliv havde fået en opblomstring, en særlig ømhed havde indfundet sig når de fandt hinanden under dynen, en nysgerrighed. Hun kunne få timer til at gå med at tegne kort på hans hud, ruter fra hoved til fødder, (dér, et rejst lem) og han faldt i søvn under hendes fingres søgen. Faktisk havde de aldrig elsket hinanden så højt som nu, hvor de vidste, at det var forbi. Som om deres bånd var forvandlet til en line fremfor en lænke, de havde kysset farvel udenfor huset, han havde grædt, hun havde kysset ham på kinden, halsen, lagt hovedet mod hans bryst.

Jeg mødte hende mange år senere, hun talte stadig om ham: det dumme svin, det dejlige svin, nu arbejdede hun som teknisk tegner i et tøjhus, i sin fritid lærte hun sig tegnsprog, så hun kunne fungere som frivillig tolk. Han var flyttet til Schweiz, de havde købt en fælles hund, en Bernhardiner, et værre bøvl sådan at pendle mellem her og der med dyret, vaccinationer og karantæner. Men de elskede den hund, og det var vel det mindste, man kunne gøre for kærligheden. At anstrenge sig, køre lidt frem og tilbage, bøvle.