toogfirssyvsyv
by Louise Juhl Dalsgaard
derudover er jeg ok, altså udover det der, du ved, der ikke kommer, og det der, der ikke bliver, og så den her følelse af, at have set det før, det usete, uskete, bilerne, der stavrer usikkert forbi, græsset, der klør sig i nakken, duften af brød, optøet og fra Kvickly, så tæt på at smage af ligegyldige skuldertræk som noget, ligesom mig, der aldrig skyller frugten, før jeg spiser den, og bilerne, så fuldkommen uden intentioner, og var der nogen heromkring, ville jeg række dem saltet med et værsåartig, men der er kun mig og mit “selvtak”, da jeg tager en tår af kaffen, den smager faktisk godt, den er ok.