Louise Juhl

Vi er enige om det. Onsdag lige over middag, hun skriver det endda ned, lyden af læber, der bevæger sig, mens hun noterer på papiret. Måden hun former læberne for hver stavelse, små stød af åndedræt: ons-dag o-ver mid-dag.
Jeg har taget ekstra sko med. Til besøget på kirkegården, det er snart et år siden, jeg har besøgt min fars grav sidst. Min mor, derimod, tager en taxa hver anden uge, nipper forsythiabusken og fjerner græs fra mellem gruset, vander trædestenene. Det sidste har jeg aldrig forstået.
– Det behøver du heller ikke, svarer hun, når jeg spørger.

Landskaberne glider forbi togets vinduer som et flimmer af farver, korngul og kalket hvid, grøn og blå. Jeg lukker øjnene, tænker på samtalen i går. Stefan havde ringet, det var det sædvanlige. Om Alma der græd hele tiden og uden grund, i skolegården, på toilettet, hen over maden. Fortvivlelsen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, heller ikke selvom han forsøgte at vende det til vrede: Jeg gør jo for helvede mit bedste, ja mere til, og alligevel er det som om, det ikke er nok? Jeg forsikrede ham: du gør det godt, Alma er ok, det er kompliceret.
– Kompliceret, gråd er vel gråd? og jeg havde undskyldt, naturligvis, det var ikke sådan ment, der var ikke almas gråd, der var indviklet, men alle følelserne bag.
Jeg er stadig i tvivl. Hvad skal vi stille op med de samtaler, Stefans frustration, min. Med Almas gråd, det komplicerede. De siger, det nytter, at vi er de voksne, og til det voksne hører, at man ikke giver op. Vi må fortsætte med at tale, sætte ord på. Det handler om nærme sig. Sammen, som den familie, vi engang var og vel stadig er. Vi må famle i fællesskab, siger de, at slå ring om barnet. Om ikke andet så for Almas skyld.

En kontrollør går gennem toget, hun smiler og nikker, som vi viser vores billetter, tak og tak, et barn peger se, kontrolløren vender sig rundt og ser, smiler og nikker, ja, svarer hun, ingen ved vist rigtigt til hvad. Jeg rækker hånden frem, viser hende min billet, tak, hun minder om præst, der trykker hånd til de efterladte, samme lidt knugede omsorg. Måske er det bare mig, der suger marv ud af enhver knogle.
– Selv tak.

På perronen vinker en pige, allerede før toget standser. Hun står på tæer og vifter med begge hænder over hovedet, hopper så op og ned. Hendes glæde er som en knytnæve i mit ansigt, hendes jubel så ulig mit eget barns gråd. Jeg løfter tasken ned fra bagagehylden, den slipper ud af mit greb og lander tungt på gulvet. Jeg samler den op, går efter de andre, der også skal af. Dér står hun. Min mor, hun ser så lille ud imellem de mange ventende, det er næsten ikke til at forstå.
– Det behøver du heller ikke, ville hun vel svare til det, og måske har hun ret.
Jeg behøver ikke at forstå.