Louise Juhl

Apropos ingenting, mellemhed, farverige farvandsfisk:

I en drøm ser jeg et kådt trampolinhoppende barn, der hopper og hopper og ler og føler sig som verdensmester og som råber til de voksne, der nyder solen, vinen og hinandens selskab et stykke derfra, barnet råber: “Se mor, se” eller “Faaaar, er jeg ikke dygtig”.
Og mor og far råber “Jo, du er dygtig, det er flot”, men de kigger ikke op, de abstraherer ikke fra vinen eller samtalen ved bordet. Og barnet råber “Se nuuuu” og mor og far bliver irriteret over forstyrrelsen og vrisser “Ja, vi har set det, det er flot skat”. Men de ser stadig ikke i retning af barnet, de lukker øjnene og forsøger at mærke varmen fra solen, rusen fra vinen, drømmen om et øjebliks fred.
Og til sidst råber barnet ikke mere, det hopper bare op og ned, op og ned. Og drømmer om til slut at hoppe så højt, at det kan hoppe over over hegnet omkring trampolinen, hegnet der er sat op for at beskytte, så mor og far ikke behøver at bekymre sig. Ja, barnet håber at hoppe over, at slå sig, at ligge så stille, at de voksne kigger.