Louise Juhl

Engang var mit største ønske at fortrylle verden, jeg drømte om at gro vinger på toiletrullen, tænk sig om det at tørre røv kunne føles som at flyve. Jeg skrev digte om duer, om deres dumme plirrende øjne, og om min brors ørkenspringrotte, Frandsen, der blev ædt af sin bedste ven, Tarzan, og i lang tid troede jeg, at det var sådan kærlighed fungerede. At den ene åd den anden, det var noget med brød og død.

Da jeg fyldte otteogtyve, fik jeg job i en ostebutik og forelskede mig i det hele: I hullerne og syren fra de lagrede oste, der gav mig sår på hænderne og fik mine negle til at krølle. Jeg var god til det, til at sælge, jeg talte i timevis med kunderne – om gedeostens særlige sødme, om hvidskimmel og rødkit, jeg lavede vinduesudstillinger med ternet dug og picnickurv, sølvbestik. Det var ikke så forskelligt fra det med at drømme om vinger på lokumspapiret, at forestille sig at flyve, når man i virkeligheden tørrede røv. I dagene op til jul solgte jeg 41 fonduesæt og fik en bonus af min chef: Et verdenskort med oste i stedet for lande, Savoie og Morbier i stedet for Frankrig, en stor skimlet Gorgonzola hvor Italien skulle ligge. Storbritannien en Stilton, Norge en mistænkeligt brun myseost.

I februar sagde jeg op og flyttede ind hos en kæreste, der havde en kat, Turbo, der var sort og meget blød, der gik næsten to og et halvt år, før jeg indså, at jeg holdt mere af katten end af min kæreste og endnu et halvt år, før jeg flyttede. Så stod jeg der, på et fortov på Langenæs Allé, med et kort over alle verdens oste og en kat og tænkte, at verden nu ikke var helt så fortryllende, som jeg engang havde troet, og at ordsproget talte sandt, når det sagde, at man måtte lære at gå, før man kunne flyve.