Louise Juhl

Og fuldstændig uanset, så dukker jeg hovedet, når jeg hører en fugl, som om den kunne finde på at styrte sammen i mit ansigt. Al den fuglefrie fremmedhed. Al de hænder, der skriver “Himmel” med stort og alle de huller, der danser om kap med ildfluer, asfaltstøv, stynede hække. Overalt.
Jeg har fundet ud af, at jeg tæller mine skridt omhyggeligt, for at håndtere tvivlen. Så længe jeg tæller, niogfyrre, halvtreds, enoghalvtreds, så ved jeg, at jeg bevæger mig. Ikke væk fra, ikke hen mod, men jeg bevæger mig, og det er afgørende.
Så længe jeg bevæger mig, står jeg ikke stille, og så længe jeg ikke står stille, behøver jeg ikke at stille spørgsmålet: Hvorfor står alt så stille?
Niogtres, halvfjerds.
Jeg er også begyndt at vende ordene på hovedet. En omvendt form for demens: Ikke glemme, men huske det, der ikke er sket.
Duggerne ruder. Fugten er luftig.
Treogfirs, fireogfirs, nulogniks.