Udråb

by Louise Juhl Dalsgaard

Og ja, jeg skal skrive og skrive lige ud ad landevejen og alene registrere og formidle og holde mig selv udenfor. Jeg skal se på busserne der kører og hjulene der drejer og verden der pulserer. Jeg skal vande blomsterne i karmen og nippe de visne blade af; jeg skal tømme min postkasse, mens jeg høfligt hilser på naboen. Jeg skal pumpe min cykel og køre en tur i støvregnen: holde for rødt og køre ved grønt.

Og jeg skal skrive om det hele og endelig ikke om det halve; ikke et ord om den umage sadel eller naboen der ikke hilser tilbage; ikke så meget som antydningen af et spørgsmålstegn, men i stedet en lang række udråbstegn.

Så gør vi sådan og så gør vi sådan og godt så!

Jeg skal mene, hvad jeg siger og er det ikke tilfældet, så siger jeg istedet noget, som jeg vælger at mene! Udråbstegn. Godt så!

Så jeg skriver og cykler og påberåber mig mine meningers mod eller fejhed, det er fuldkommen uvæsentligt med disse adjetiver, det væsentlige er gerningen, handlingen, effektiviteten og antallet af kilometer cyklen tilbagelægger. Uden punkteringer, vel at mærke, endelig ingen punkteringer eller hindringer på vejen. Den slags akkumulerer altid en helvedes masse spørgsmål, og de tjener sjældent noget formål, de bare fylder og tynger og slider os ihjel. Og jeg skulle jo skrive og skrive uden svinkeærinder, uden spørgsmål og stjernekiggen, uden Siljannætter og fortabthed.

Jeg skriver. Udråbstegn. Jeg er. Udråbstegn. Jeg vil. Udråbstegn. Tralalala.

Godt så!