Louise Juhl

Vi så til, mens vores forældre vaskede bilen, bankede tæpper, tjærede tag. Og når de som belønning for veludført arbejde købte sig en hindbærsnitte, delte den i to og nød den til kaffen søndag eftermiddag. 
Det vi så, var et voksenliv og en fremtid fyldt med gøremål og pligter. Forældrekonsultationer, tandeftersyn, nye tagrender. Og oveni det – en nedarvet skyld, ingen nogensinde ville lykkes med at betale tilbage. Heller ikke vi.

Vi så på de voksne og så et fængsel. Hverdage, vasketøj, hviletid. At grave huller – kun for at fylde dem igen. Men voksenlivet rummede også muligheder, en chance for endelig at slippe fri. Af skole og pligter, omgivelsernes krav. Følelsernes voldsomhed. Spørgsmålet var, hvad vej vi agtede at gå, i hvilken retning: Ville vi søge det trygge, det jævne og virksomme, gå i vores forældres fodspor? Eller ville vi søge modsat: Købe os en ødegård i Sverige, karte uld og leve kun med tanke for nuet og næsten.

De fleste af os ville det sidste, men endte tæt på det første.
Fik os et job, vi kunne leve af. Fandt et hus lidt udenfor byen, med luge akkurat jord nok til en stribe gulerødder og et bed med vilde blomster. Vi sparede op, så der blev råd til ferie, et ophold på en herregård, godt nok ikke svensk men til gengæld meget øde. Her genoplivede vi en for enkelt weekend drømmen om uld over to flasker vin. På vej hjem i bilen talte vi om, at vi måske ikke var lykkedes med, hvad vi drømte om engang. ‘Men jo heller ikke mislykkes, vel?,’ spurgte vi og håbede, at den anden ville svare nej.