Ulysses superlight vol. 2

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg blev opfordret  af en medblogger til at lægge hjernen fra mig, på hylden, på køl…you name it. Så jeg gør forsøget udi tankeløshedens sfære og skriver uden mål og med eller andet. Ved, at det i sig selv ikke virker befordrende for læselysten. Alle de ord. Så lidt mening: ”So many men, so little time”.

Man starter med Adam og Eva, blev jeg belært. Så udgangspunktet er givet og starten er gået. Men hvor går den hen – starten. Frem eller tilbage. Op eller ned? Og gør det nogen forskel. Jeg trækker lod og går fremad, fordi det har historien lært os. At vi bevæger os. Fremad. Udvikling, kaldes det. Ligesom for at insinuere, at der er noget, vi bør vikle os ud af. Fri af. Væk fra. Så man vikler sig, gør man. Ind i historien. På må og få eller bare hovedkulds. Ja, hovedkulds. Netop.

Man begynder med et møde. Som regel. Fordi ensomheden er så trist. Så u-udviklende. Underudviklet. Eller så indviklet. Så man mødes. I fortællingen.

En Adam. En Eva. Et møde.

Et stævnemøde i bedste fald. Med æbler og syndefald og hele baduljen. Men med baduljer følger ballade. Real trouble. Gud tordner og lyner (eller var det Thor?). Forviser. Med fynd og (k)lem. For kan man ikke lære, så må man føle. Sig frem. På hinanden. Og det kan hurtigt gå galt. Eller gå godt. Alt afhængigt af, hvordan man ser på det.

Gud ser rødt. Og forviser.

Så står man der, forvist fra paradis. Skal erobre nyt terræn. Man kunne også bare give op, men så slutter fortællingen og hvad skal man så lave? Så man giver ikke op, men kæmper videre. Med hovedet under armen eller hvad man nu tidligere enedes om. Eller blev uenige om. Ja  uenigheden nok at foretrække. Den bevæger sig mere. Fremad. Udvikler og afvikler, sådan som en god fortælling  jo bør.

Og Gud ser det, og det er såre godt. Med uenigheden, som vi blev enige om. Ja vi bliver uenige. Om alt og ingenting, for intet er så fremmende for fortællingen som et rask skænderi. Det skulle da lige være forsoningsakten efterfølgende. Så man forsones. Forenes. Formeres. Til nye Adam´er. Og Eva´er.

Og så kan man jo begynde forfra. På historien. En gang til. Om igen.

Måske man denne gang skulle bevæge sig baglæns?