Louise Juhl

Jeg har ikke selv set den endnu, men her til morgen læste jeg en anmeldelse af dokumentarfilmen ‘Heks’ – et portræt af forfatter Andrea Hejlskov. Anmeldelsen er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, der udover også selv at være forfatter er uddannet præst og således må formodes at interesse sig for tro, hvad enten denne nu udspiller sig i en kristen, en jødisk, en muslimsk eller en naturreligiøs ramme. Det er derfor oplagt, at han har set og anmeldt filmen. 
Det er for så vidt en udmærket anmeldelse, instruktøren roses for et “smukt og helstøbt portræt af en moderne kvinde” og Ditlev Jensen uddeler fire ud af seks stjerner. Jeg ved ikke, hvilke forbehold han har, siden et smukt og helstøbt portræt kun resulterer i flere stjerner, men måske bunder det i den slagside der præger anmeldelsen. Den synes nemlig at fokusere mere på den portrætterede, end på selve filmen. Anmelderen er i hvert fald flittig til at beskrive Hejlskov med termer som “en omrejsende cirkushest” og hendes oplevelser som en historie om “narcissistisk selviscenesættelse og selvmarginalisering”. 

Jeg ved ikke, om det er mig, den er gal med, men fremgår den karakteristik virkelig af filmen eller står den tolkning for Kristian Ditlev Jensens egen regning? 
Det er ikke en udskamning, dertil er der taget de nødvendige forbehold og retoriske helgarderinger som her i denne, virkeligt velformulerede men mildest talt også noget grovkornede venstrefløjskarakteristik: 

“I den neomarxistiske forsagelse af kristendommen og den vestlige verden med kapitalisme og en ekspanderende teknologi famler nutidens centrumvenstre-menneske desperat efter en dybere mening. Imens det dimser rundt med sit hvidvinglas og en rød baskerhue på hovedet og højtideligt siger, at det er heks, imens det drikker café latte.”
Der står klogt nok ikke noget om, hvem dette famlende nutidsmenneske, der dimser rundt, er. Men i og med, vi har at gøre med en relativt kortfattet anmeldelse af en portrætfilm, er det svært ikke at sætte lighedstegn mellem anmelderens karakteristik af et dimsende “det” og så den i filmen karakteriserede Andrea Hejlskov.
Og det er måske netop den her helgardering, der gør anmeldelsen værd at opponere imod. Fordi den påstår en masse, men uden at stå ved sin påstand. Ditlev Jensen siger på sin vis intet om, at Hejlskov dimser rundt med hvidvin, men det svært ikke at at drage den konklusion, ikke mindst når han allerede indledningsvist fastslår, at Hejlskov agerer cirkushest i sognehuse hvor hun iscenesætter sig selv i et narcissistisk selvmarginaliseringsprojekt. 
Jeg har det svært med den slags, for mig at se, retoriske julelege, hvor der siges en masse, men uden at det er muligt at hænge udsigeren op på det.

Jeg har faktisk stor respekt for anmelderens forfatterskab og hans indiskutabelt store retoriske evner, men jeg synes det er ufint at dække sig ind under en anmelderkasket og påstå, at det, der anmeldes er en film, når det nu så åbenlyst er et menneske, han anmelder.