Undervejsheder

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er så meget. Undervejs.

Der er Astrid, der stiller spørgsmål til alt det, hun ved. Og som undlader at spørge til alt det, hun ikke vil vide eller vide af. Astrid, der istedet for at søge svar, sår krydderurter og ombetrækker stole. For at få noget at tale om. Noget andet. En dét, der bare vokser og vokser: ligegyldigheden i det fælles liv, kærlighedserklæringerne der har mistet fylde, og nu blot er afværgende klicheer. Kun sagt for at undgå afsløringer og maskefald, og alt det andet. Hun ikke vil vide.

Jens. Der hver morgen punktligt starter sin bil, og lever en hverdag. Gennemlever og tilbagelægger. Dage og veje. Jens, der handler, råder og regerer. Besvarer telefoner og siger sit navn, uden at kunne mærke. Hvem han er og hvorfor. Jens, der som den sidste på arbejdet kører tilbage til hjemmet, og åbner døren til en stilhed der spejler indre tavshed. Og han skynder sig at tænde fjernsynet: døser snart hen til lyden af det blå lys.

Og Maria. Altid parat og rede og villig. Til det ene og det andet: tøjophængning, indkøb, passe børn. Maria, der tager sig af fællesarealerne i opgangsfællesskabet, som bemærker åbenstående vinduer og nedrullede persienner. Banker på og ringer og bekymrer sig. Håber på respons. Håber at gøre sig fortjent, håber at gøre sig bemærket, håber at finde en plads. For en tid. Indtil heller ikke de besvarer hendes opringninger, hendes henvendelser, hendes råb.

Der er så meget. Så mange. Der kommer og går. Går til og fra, støder på og falder fra.

Det er fredag og oktober. Det er koldt og klart og livet går. Videre. Det er, som det er.

Det er ok.