Louise Juhl

Jeg arbejder meget for tiden. På at mene noget, eller nej. På at mene noget og stå ved det – også selvom andre måtte mene noget andet. Jeg ved ikke, hvor min frygt stammer fra. Frygten for at blive mødt, ikke bare af kritik, men med foragt. Fyforhelvede. Idiot. Kæmpe fjols.
Jeg er parat til at trække ethvert udsagn tilbage blot for at opretholde freden. Den gode stemning. Jeg får kvalme af uenighed. Bliver svimmel og grådlabil. Et sted i Bjørn Rasmussens roman “Jeg er gråhvid” siger fortælleren: “Jeg har kun lyst til at sige undskyld. Men det havde jeg nok også sagt til Hitler.” Det er så ulykkeligt og samtidig hylemorsomt et udsagn. Jeg genkender følelsen, den absurde ydmyghed, der nærmer sig underkastelse, selvhad.
Undskyld, at jeg er så dum.
Undskyld, at jeg mener noget.
Undskyld, at jeg undskylder.
Det er ret anstrengende at være i nærheden af den slags mennesker, de sky og duknakkede, dem, der hele tiden tvivler på sig selv. Dem, der som kamæleoner tager farve efter omgivelserne. Assimilerer, hvad end der nu tjener bedst som beskyttelse. Tak, siger man, når man bliver bedt om at skride og sørger for at skubbe stolen ind under bordet, før man går. Man skulle jo nødig være til besvær.
Jeg forstår godt dem, der får knopper af den slags adfærd. Finder den fej og får lyst til at råbe: SÅ TAG DIG DOG SAMMEN. Problemet er bare, at det ikke er et valg, ligesom det ikke er et valg for den depressive at blive glad. For den syge at blive rask.
Ingen ville vel råbe: SÅ BLIV DOG FRI FOR DIN LEDDEGIGT.
Eller det er muligt at nogen ville gøre det, men effekten ville være lige så ringe, som at bede den usikre om at blive sikker.
At være konfliktsky handler ikke om mangel på mod, om mangel på intelligens, eller mangel på vilje. Det handler om mangel på selvværd. Ikke selvtillid, som kan opbygges ved at øve sig. På at synge, for eksempel, lære sig noder og blive dygtigere ad den vej.. Eller at træne, så ens krop fremstår mere robust, mere velproportioneret. Man kan ikke træne sig til et værd. Et menneskes værdi er medfødt og ukrænkelig. Og er man – af den ene eller anden grund – i tvivl om, om man er født med en sådan værdi, så hjælper det altså ikke at stille sig foran et spejl og sige: Du er god. Du er smuk. Du må godt være her. Tværtimod får den slags øvelser kun et i forvejen ituslået selvværd til at falde helt fra hinanden. Man føler sig jo som en idiot, som man står der.
Man kunne lige så godt smide bukserne midt på gaden for at bevise sit værd. “Se. Jeg er god nok?” Eller tage et supermankostume på og kalde sig en helt. Jeg mener, det får man jo ikke superkræfter af. Ligesom man ikke får selvværd af at gentage, at man er god.
Jeg er pissetræt af at fortryde. Mig selv. Det, jeg siger. Det, jeg mener. Jeg er tæt af at sige undskyld. Og at undskylde for også det, alle undskyldningerne. Jeg er mest af alt virkelig virkelig udmattet at tage hensyn til alt. Undskylde til alle, bare aldrig mig selv.