Vagn
by Louise Juhl Dalsgaard
Hans drømme voksede af sand. Knastørre og hårdføre, var de. Han plejede at sige, at ballet var for bysbørn og bøsser; litteratur for feinschmeckere og forkælede filantroper. Næh, hans drømme handlede istedet om alt det, der ikke måtte ske: Regnvejr ved høsttid, prisstigninger på cigarer eller en punkteret traktor.
Ambitioner? Nej, ikke rigtigt, og de der måske havde været, var ganske langsomt tørret ud, uden at efterlade hverken tomrum eller savn. Ambitioner og drømme involverede verden – og verden var af lave! Om det nu skyldtes indvandrene, sædernes forfald eller politikerne var egentlig uvæsentligt. Han havde ingen intentioner om at gøre noget ved det alligevel. Nej samfundet var for hans vedkommende et forstyrrende element. Der heldigvis begrænsede sig til de sjældne gange han af misforstået kedsomhed tændte for nyhederne. Eller når han af omstændighederne var tvunget til at frekventere den lokale købmandskiosk, og i den forbindelse ufrivilligt kom til at læse de overdimensionerede avisoverskrifter, der som salmenumre i kirken, stod præget på skilte foran kiosken. – Gud forbyde, at man skulle engagere sig i den slags!
Det var ham på én gang et irritationsmoment og samtidig så uendelig uvedkommende og ligegyldigt. Overskrifterne, altså. Vel nærmest bare en ubestemmelig bismag ved de 3 liter sødmælk, han hjembragte fra kiosken. Og som grundet denne bismag af verden, først var drikkelige efter en dags tid på køl i hans MIELE. – Når verdensudsynet atter kunne begrænses til Arlas børnekonkurrence på bagsiden af en sødmælkskarton. Ikke mere terror end selv en laktoseallergiker kunne tåle.
Der var egentlig ikke de store kriser i hans liv. Irritationer – ja så rigelig! For eksempel de elendige fluer, der altid summede i køkkenet og tvang ham til at ophænge fluefangere, for at undgå det værste sammenrend. Fluefangere, som han flere gange dagligt hang fast i med sin beskedne hårpragt, når han trak stolen ud for at sætte sig. Hvadenten det nu var for at drikke en kop halvlunken kaffe med sukkerknalder og fløde, som – til fluernes udsøgte fornøjelse – altid klumpede efter en hed dag på bordet. Eller om det var for at gumle på en skive optøet toastbrød med smør og honning, som besøget i købmandskiosken ligeledes havde hjembragt. Fluerne var der altid. Og fluer og fluefangere, det havde fanden skabt. Ligesom ballet og bøsser.
Nå jo, så var der også lige hans mor. Ja ikke fordi hun som sådan kunne regnes for et problem i hans liv – hun havde jo trods alt skænket ham det i tidernes morgen, og så var det vel på plads med en smule taknemlighed. Men en forstyrrelse, det måtte hun siges at være, moren. Dog ikke mere end en kop kaffe og en sukkerknald kunne klare.
Så var det alligevel værre med fluerne. Ja, fluerne og den elendige bismag ved mælken.
Elsker at læse dine portrætter og personskildringer. Får sådan lyst til at hive Vagn med ind til storbyen af flere omgange. Men kun i små doser af gangen.
Jeg er ikke sikker på, at Vagn kan hives med nogen steder. Han hader de der nymodens rutebiler og så er der kun køwenhawnersnuder i byerne. Uanset hvor i landet, vi befinder os. Og det samme med fjernsynet og nyhedsoplæserne: De kan ikke snakke ordentligt dansk og kan med garanti ikke håndtere en fræser. Neeej, de tror sig så kloge, gør de 😀
😀 Er der slet ikke en lille bitte mulighed for, at der kan rykkes lidt ved Vagn livsanskuelser?
Hvor der er vilje, er der vej. Men man skal også vælge sine kampe med omhu 😉
Hér er du skarp.
Ja vrede er en stærk drivkraft for mennesket. Uanset hvor grufuldt det lyder. Selv kan jeg bedre lide “Historien om en moder”,- den uerkendte nagende vrede, der viser sig som skam…..