Louise Juhl

Jeg havde troet, det ville være anderledes. Ikke nemmere bare mere gennemskueligt – hvem jeg kæmpede mod, hvad: Om det var Rhododendronbuskenes voksende skygge eller ensomheden, når jeg for tredje gang samme dag går i Brugsen for at købe ind. Først salt til opvaskemaskinen, så clips til at lukke poser (ikke fordi, jeg har noget, der skal lukkes, men just in case). Endelig – klokken lidt over fem – køber jeg en klase økologiske bananer sat ned til en tier. Går hjem og skærer dem i skiver, overhælder dem med yoghurt og drysser med knust pålægschokolade – en sidste skive, jeg finder bagerst i skabet. Lidt hvid i kanterne, men det ses ikke, når det blandes med yoghurt og frygt.
Enogtredive gange løfter jeg skeen, og enogtredive gange fylder jeg den med yoghurt, frugt og chokolade. Enogtredive gange fører jeg skeen op til min mund, tømmer den og synker. Og så?

Der har altid været noget særligt ved tirsdage. En forventning – ikke stor men dog – om at noget vil være anderledes. bedre måske – end dagen før. Et skridt videre fra mandagen, et skridt væk fra. Men md tiden er jeg kommet i tvivl. Om det skridt altså. Hvor det bevæger mig hen. Mod onsdag, klart, men det er som om, det ikke længere er helt er nok.
Selv er jeg født på en torsdag, det var midt i aftensmaden, mine brødre var blevet lovet hotdogs med ristede løg og remoulade. Men så ringede de fra sygehuset, min mor var gået i fødsel. De måtte efterlade pølser og brød på tallerkenerne derhjemme, min far havde svært ved at finde en parkeringsplads. Min mor skreg et sted langt væk. Jeg tror aldrig, de rigtig har tilgivet mig.
Jeg var en stor baby, 4500 gram, min kinder fyldte fra vindue til væg. De kaldte mig “Verdens bedste Kinderæg”. Jeg har aldrig været glad for sammenligningen. Kinderæg-analogien. En alt for sød og sukret chokolade med noget indeni. En dims. Noget i plastik, en fingerbølstor og ansigtsløs figur eller en trækvogn uden noget at trække.
Det er det jeg mener med, at jeg havde troet, det ville være anderledes. At der var mere end dét, mere end tirsdage, der trækker mandage, mere end knust chokolade og billige bananer, men altså. Måske er det nok.