Louise Juhl

Ingen skal nogensinde fortælle mig, at det ikke betyder noget, om en bog er skrevet af en maskine og ikke et menneske.
– Hvad forskel gør det da, hvis ellers det er de samme ord, der står på skærmen eller papiret.
Hvis indholdet, budskabet er ens?
Ingen, måske, og så alligevel: Al. Det gør al verdens forskel.
Lige nu læser jeg Primo Levis “Hvis dette er et menneske”. Jeg kan kun beklage, at det tog mit et halvt århundrede at nå frem til den bog, men nu er jeg her altså. Og jeg bliver aldrig den samme igen. Det er en fremragende bog. En frygtelig bog. En bog, der ændrer alle, der læser den. Det er et vidnesbyrd, ja, men det er også en beretning om menneskets natur. På godt men mest på ondt. Den foregår under nazityskernes hærgen i 1944 og 45, men kunne – er jeg oprigtigt bange for – lige så godt finde sted i dag. Udrensning, tortur, sult, ydmygelse, masseudryddelser. Så sent som i går læste jeg en artikel i Dagbladet Information, hvor journalisten Anton Geist citerer USA’s leder, Donald Trump, for at mene, at Jordan og Egypten bør tage imod palæstinenserne fra Gaza, helt præcist udtaler Trump:
“Det drejer sig om halvanden million mennesker, og vi renser bare det hele ud.”
Hvor er det nu, man har hørt den retorik henne før? Jeg ved godt, det er ufint at trække nazikortet, men det er endnu værre at lade som om, det ikke ligner Hitlers retorik. Minder om. Ja ligefrem spejler en situation ikke langt fra den, Primo Levi beskriver i sin bog. Jeg kan næsten ikke få mig til at skrive det her. Men det sker. Lige nu. At vi udpeger hinanden til umennesker på hver sin side af forskellige konflikte. Og med umenneskeliggørelsen er afstanden til at spytte, sparke, voldtage, udsulte, ja endda udrydde, frygteligt kort.
Levi kalder sin bog “Hvis dette er et menneske”. Det er ikke tilfældigt. Så længe vi vedbliver at se på hinanden som mennesker, er vi nødt til også at behandle hinanden som sådan. Det vil også sige, at vi IKKE behandler hinanden som kakerlakker eller rotter eller hvad vi ellers kalder de vi kalder skadedyr og uden videre udsletter.
Der findes ikke skade-mennesker.
Der findes kun mennesker.
Vi slår ikke hinanden ihjel. Vel?

Et sted i bogen er bogens fortæller så tæt på at give op, så træt, så ydmyget, så trøstesløs, at han ikke længere under sig selv et bad. Til hvad nytte, spørger han sig selv. ”Vi kreperer jo alligevel alle sammen?” Men en medfange, Hr. Steinlauf, svarer ham:
Netop fordi lejren er én stor maskine, beregnet på at reducere os fanger til dyr, må vi IKKE blive til dyr.
Det er hele bogens ærinde. Vi må aldrig blive til dyr, uanset om vi er jøder eller muslimer, kristne eller ateister. Om vi er røde eller blå eller sorte eller noget fjerde. Uanset om vi er magthavere eller underklasse, om vi er på den ene eller andens side af en konflikt. Vi må ALDRIG blive til dyr.
Det er vores eneste chance. Eller som Hr. Steinlauf udtrykke det:
“Vi har en mulighed tilbage, som vi må forsvare af alle kræfter, fordi det er den sidste. Vi kan nægte at bøje os”
Vi må aldrig bøje os for umenneskeliggørelsen. Vi må aldrig reducere hverken os selv eller hinanden til de dyr, som lejren, krigen, konflikter ønsker at gøre os til.

Og det får mig tilbage til det med bøger, der er skrevet af maskiner.
Mennesket er ikke en maskine.
Maskiner er alt muligt, kan alt muligt. De er stabile, hurtige. De forlanger ikke ferie med løn eller plejeorlov ved en nær slægtning sygdom. Der er meget godt at sige om maskiner, men de er ikke mennesker, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at de aldrig – aldrig – ville kunne skrive et værk som Primo Levis “Hvis dette er et menneske”.
De vil aldrig kunne skrive med samme kærlighed for livet, for de kender ikke til livet. De vil aldrig kunne skrive med samme frygt for døden, for døden er for dem bare et ord på fem bogstaver, ikke en afsked med børn, børnebørn, Tusindfryd og solsorte. En maskine vil muligvis kunne skrive de samme sætninger, men aldrig med samme nødvendighed.
Ingen maskine vil aldrig nogensinde kunne overbevise mig som Primo Levi med denne sætning:
“Og natten kom, og det var en af den slags nætter som man aldrig rigtig overlever, selvom man står den igennem.”
For sætningen får sin kraft og styrke, sin ubærlige skønhed, fra det menneske, der har skrevet den. Fra det levede liv, der ligger bag.
Lad os holde fast i mennesket. I det menneskelige.
Lad os aldrig overgive os til maskinerne – til det nyttige, det effektive. Til kolonner og regneark.
For det er lige netop dér, i det effektive, det tilstræbt fejlfrie, at mennesket ophører med at være menneske.