Louise Juhl

Jeg sidder og læser i Vigdis Hjorths nye roman ‘Er mor død’. Hun springer lige ind i det. Romanen starter med, at bogens jeg foretager en kejtet, dum og uovervejet opringning til sin mor. Et kald, der – som forventeligt – ikke bliver besvaret. Så flyder siderne over med jegets følelsemæssige tømmermænd. Skammen over at blive afvist (igen), leden ved sit eget (u)bevidste behov for forsonelse. Tankerne om skyld: Hvis skyld er det, at mor og datter ikke taler sammen? Og hvem skal afgøre den skyld – Jeget eller moren? Tiden eller døden? Det er tredive år siden, de sidst har talt sammen. Moren må være gammel nu, måske besværet af dårligt helbred, måske på vej til at dø? Er det sådan, det skal ende: i stædig vrede og afvisning? 
Jeg er kun kommet et par sider ind i bogen, men jeg er glad for Vigdis Hjorths insisterende vilje til at lade skriften kaste op, galden vælte ud. Men også at lade tvivlen komm til orde – for er det egentlig ok at blive væk fra sin fars sygeleje, ja endda hans begravelse, uanset hvor vred, man er, hvor såret? Er det ok, at vælge familien fra og flytte til et andet kontinent – for en forelskelse, man ikke kan opgive? Og findes der overhovedet et klokkeklar svar, en endegyldig afgørelse: skyldig eller frikendt. Hvad hvis det ender med dommerstemmerne fire mod fem. Hvad siger det om en frikendelse, at man har vundet men på den mindst mulige margin?
Man kan sige meget for og imod den slags bøger. Det fiktive skelet har i hvert fald lånt en forfodsknogle eller to fra Vigdis Hjorths egen krop, og man kan diskutere, om det er etisk ok at lade en retssag foregå for så åbne – og vel at mærke fiktive – døre, som hun gør med bogen her. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg læser og mærker og genkender. 
Skammen og ikke mindst tvivlen. I 18 år var jeg syg af anoreksi, i halvandet år lå jeg indlagt på en specialafdeling og kæmpede for mit liv. Eller – jeg kæmpede for dét, jeg troede var livet: nemlig retten til at dø af sult. Jeg førte daglige retssage – mod plejepersonalet, læger, medpatienter. Jeg løj igen og igen. Men for at opnå det, jeg mente, var sandhed. Jeg gemte mad i mine lommer, jeg drak vand før hver vejning, jeg trænede i brusebadet (man kunne ikke høre det for det rindende vand). Under indlæggelsen havde jeg en kontaksygeplejerske, Dorte, en robust kvinde, klar i mælet, ikke så meget pis dér. Jeg holdt meget af hende, virkelig meget. Alligevel svinede jeg hende til hver dag. Råbte og skreg og smed ting efter hende. På et tidspunkt gav hun mig en chance for at give slip, nulstille: fortæl mig alt, sagde hun, jeg lover, at det ikke får nogen konsekvenser.
Så så jeg hende ind i øjnene. Og løj! – Nej, jeg havde ikke gemt noget mad, nej, jeg dyrkede ikke motion i det skjulte, nej, jeg snød ikke på vægten ved at drikke vand. Jeg løj, fordi det føltes som sandhed, eller rettere: Jeg løj i en højere sandheds tjeneste. En sandhed, der handlede om (troede, følte og oplevede jeg), at jeg ville dø en indre død, hvis jeg opgav min anorektiske identitet. 
Jeg skammer mig i dag. Det gør jeg. Men jeg tror alligevel ikke, man entydigt kan tale om, at skylden var min. Virkeligheden er sindssygt kompliceret og følelser er sjældent hverken hundrede procent troværdige eller det omvendte: fuldkommen falske. De er, hvad de er.
Jeg glæder mig til at læse Vigdis Hjorths bog til ende. Jeg glæder mig til at følge hendes argumenter for og imod famileopgøret. Jeg glæder mig til bevisførelsen, overvejelserne. Fremlæggelsen af de eventuelt formildende – og skærpende- omstændigheder. Og tillader mig så i mit stille sind at håbe, at bogen slutter, før dommen bliver afsagt. For det er nok den del, jeg finder mindst interessant.