Louise Juhl

Jeg husker volden, som en lyd i luften, når jeg spillede stangtennis med min bror og han med al tænkelig kraft slog til bolden, og jeg kun akkurat nåede at dukke mig. Jeg husker suset for ørene og det mørke i hans blik og smagen af metal i munden. –Men der skete jo ikke noget, svarede min far mig når jeg fortalte ham om det, og jeg tænkte: Det her stopper aldrig. Jeg fik ret. Jeg har holdt øje med bolden lige siden. Lyttet efter den der hvislen i luften, lige før den rammer.