Louise Juhl

I nat drømte jeg, at jeg var med færgen til Vuossari. Undervejs blev vi fanget i en storm og måtte lægge til kyst et sted, ingen vidste hvor var. Landskabet var dækket af klipper, men overalt og op af alle sprækker voksede stride græsser og lysende grøn lav. Som den eneste valgte jeg at gå i land.
Det første jeg bemærkede var, at tiden her gik anderledes. Modsat derhjemme strakte den sig ikke på langs men i højden. Tunge måger fløj omkring på himlen, skreg deres fortid. Råt og blødende som tusinde Janis Joplins. Jeg lyttede længe, så gik jeg lidt længere ind i landet og lagde mig på en sten. Gloede op på skyerne, der ikke så igen – dén befrielse. Da jeg rejste mig, var der faldet sne. Lavens lysende grønne var helt dækket. Øde havde skiftet farve til hvid. Jeg gik tilbage til kysten, hvor færgen havde lagt til, men den var ikke at se. Så skreg jeg. Jeg kan ikke sige, om det var af fortvivlelse eller af lettelse, men spørg mågerne – de ved besked.