Louise Juhl

Vores kroppe var fulde af forventninger og rastløshed, dagen i dag bare et nødvendigt onde på vejen til i morgen. Om et år, så. Når vi blev voksne. 
Mandage, tirsdage, torsdage med lektielæsning, pligtopkald til en fjern grandkusines bryllup, tavse middage og ligegyldig bladren i en morgenavis, altid på vej mod de dødsannoncerne på side fjorten. 

Indimellem fandt vi luft: Sene fredage på en skibsbriks med veninden, Carole King på stereoanlægget, lyden op på max. Vi lænede os tilbage med lukkede øjne, skrålede med og drømte om dette fjerne uidentificerede sted:
“Way over Yonder, where I can find shelter from hunger and cold”. 

Senere på natten, berusede af kvæde-te og overtræthed, betroede vi hinanden ting, vi ikke selv vidste af, før nu: At vi var skrækslagne, trængt op i et hjørne af en altid nagende tvivl. Angsten for at blive som vores forældre, altid halsende og på vej. Men også: drømmene. Om at slå os ned, finde et sted, et hjem, hér. Tre børn, fire, nej fem, allesammen med krøller og kraftige knogle, de skulle have navne som Une og Cav og Era og Svante. Og vi. Vi skulle skrive tykke bøger om kun det mest nødvendige. At elske lodret, for eksempel, stræbe efter dybde og højde fremfor længde. Vi troede på det, det hele var så virkeligt dér i de sene timer på skibsbriksen , når vi sværgede ved hinandens halse, at vi altid altid ville være tro mod os selv og livet, uden at vi dog vidste, hvad det betød.