Hjælp
Jeg har tilbragt weekenden sammen med en flok helt vidunderlige mennesker, der tilmed delte min mildest talt bundløse interesse for sprog og litteratur. Vi talte om meget, heriblandt hvad der sker, når vi ufrivilligt må kommunikere med andre sprog end det talte. Det kan være, at man har mistet talens brug efter et slagtilfælde eller er født døv, og derfor hele sit liv har udtrykt sig ved hjælp af tegn fremfor tale.
En af deltagerne gjorde mig opmærksom på et essay af den kinesiskfødte forfatter Yiyun Li. Jeg havde citeret hende i anden sammenhæng og den pågældende anbefalede mig at læse endnu en tekst fra hendes hånd “To speak is to blunder”. Også det handlede om tab af sprog, fortalte hun, ikke ufrivilligt som ved sygdom, men en bevidst fralæggelse af sprog. Da Li i 1996 emigrerer til USA i vælger hun i samme ombæring at aflægge sig sit modersmål, kinesisk. Adspurgt hvorfor, hun så nådesløst kapper forbindelsen til sit oprindelige sprog, svarer hun noget i retning af, at det er umuligt for hende at svare på. Det vil svare til, skriver hun, at blive spurgt, hvorfor ens hår er blevet gråt. Det er ikke et valg, men et vilkår.
For Yiyun Li har tabet af modersmålet haft enorme omkostninger. Ved at fralægge sig sin barndoms sprog, har hun langt hen ad vejen også mistet sin barndom. Det fordi et sprog aldrig bare er ord, men også er bærer af en række kulturelle koder, uskrevne regler, hierarkier. Tænk bare, hvor galt afsted man kan komme, hvis man misforstår et lands høflighedskodeks, forsøger sig med ironi eller benytter sig af et mundheld, der er meningsløst på det pågældende sprog.
Jeg oplevede det, da min første roman “Det dér og dét der” skulle oversættes til tysk. Bogen er nemlig fuld af talemåder, som jeg-fortælleren farer vild i. For eksempel: “Alle sender aben videre”.
Hvilken abe?, tænker jeg-fortælleren, der kun er ganske lille og stadig tager sproget for pålydende: – Og hvor bliver den sendt hen? Problemet ved at oversætte er, at udtrykket ikke findes på tysk, og hvad gør man så? Ja så må man gøre noget andet, skrive afsnittet om, finde et andet billede, der på samme vis kan illustrere sprogets upålidelighed.
For Yiyun Li er det ikke bare et afsnit, hun må skrive om, men en hel barndom, ja sig selv. Hun må adaptere et fremmed sprog, forsøge at tilpasse sig dette sprogs humor, tiltaleformer, høflighedsfraser og så videre. Det er svært, og adaptionen går videre end bare til det talte sprog. Selv i tankerne er hun på fremmed grund, hun må så at sige hele tiden tilpasse disse tanker til det sprog, hun ikke helt mestrer. Hun mister sit private sprog, sit indre sprog,.
Da hun i 2012 bliver indlagt efter et selvmordsforsøg spørger lægen, hvad hun føler? Li svarer, at det er hun ikke i stand til at formulere. Hun skriver: “What language, I wonder, does one use to feel?” Li har med fralæggelsen af sit barndomssprog også fralagt sig adgangen til den smerte, hun oplevede dengang. Moderens perfide vrede. Faderens maniske fortagsomhed. Hun kan ikke længere tale som dét barn, kun som den voksne, hun er nu. Og den voksne taler et adapteret sprog, i journalen læser hun sig selv citeret for at sige: ““Patient reports feeling . . . like she is a burden to her loved ones”. Og skriver selv om denne formulering: “this language must have been provided to me. I would never use the phrase in my thinking or my writing.”
Hun taler som en fremmed, og dermed bliver også hendes følelser fremmede for hende. Hun taler som en anden – og OM sig selv som en anden. Det er frygtelig ensomt, hun kan ikke udtrykke sig, men heller ikke længere forstå sig selv.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg begiver mig ud i at skrive om alt det her, måske fordi jeg i en hel weekend har været sammen med mennesker, der kerer sig om sproget, litteraturen. Og for mig at se, er disse størrelser langt hen ad vejen vores adgangsbillet til verden, til os selv. Jeg ved godt, jeg får på puklen for at skrive det her, men jeg tror på, at sprog og bøger kan redde liv. Hjælpe os med at finde ord for, hvad vi tænker. Føler.
“Hjælp”, for eksempel.
Det er så simpelt som det. Og samtidig så utrolig svært. ❤️