Louise Juhl

Det forekommer måske irrelevant, at jeg skriver om heste. Om deres maner og manker og forskellen imellem. Men når de nu står her på en mark og damper, som om det ikke var tilfældigt, at de stod på netop den her mark, i netop den her tekst, ja så er jeg nødt til at nævne dem. Hestene, altså.

*

Jeg vågner alt for tidligt. Det er stadig mørkt og månen hænger på himlen, som var den en glemt julekugle på en bøgegren i marts. 

Jeg står op og  skriver ”hest” på et stykke papir. Nedenunder:
”Mule, mane, hals, hove.” 

Mit første minde om en hest er fra en mark i Nordjylland. det var i november, græsset var hvidt af rim, solen iskold i røven. Og der stod de så, hestene, som om de havde stået der altid, med brede hove og åndede så tungt, at det tegnede skyer i luften, små hvide hilsner. Min mor forklarede mig, at dampen skyldtes, at hestenes varme ånde mødte luftens kulde, og jeg syntes, at det møde var det smukkeste jeg nogensinde havde set. 
På engelsk hedder en hest: horse. På indonesisk kuda. På fransk cheval. Häst, hestur, Hiisti. Det sidste lyder som en finsk remse. Yksi kaksi kolme. 
Jeg holder meget af heste. Det er noget med måden, de står på. Som om de altid har stået sådan. På jorden med fire ben og hove i stedet for fødder. Mule i stedet for mund. Flanke, hase, spore. Knæ og albuer. 
Hestens hjerte vejer 9 kilo og dyrets øjne hører til de største blandt de landlevende pattedyr. Jeg ved ikke, hvor store mine øjne er, eller hvor meget mit hjerte vejer, men jeg ved, at jeg engang skrev en digtsamling med titlen ”Det skulle have været en hest” og ét af digtene lød: 
”Sneen er en scene og 
hvert fnug er en debut”

Mon en hest smelter, hvis man fanger den med tungen?

*
Jeg drømmer, at dyret drømmer om mig. I drømmen løber jeg over marker, heya, heya, hela. Jeg er lykkelig sådan, bærende hestens drøm på min ryg.

* 

Hesten er som en feber, den kommer og går. Først er den der, og så er den der ikke. Som en muskel, der trækker sig sammen for øjeblikket efter at slappes. 
Efter sådan et besøg er jeg træt. 

Jeg var et indadvendt barn. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke talte, tværtimod. Jeg talte hele tiden. Om tusindben, der ikke havde tusinde men kun 240 ben og bænkebiderne, der slet ikke bed. Men når ikke jeg talte, var jeg mere stille end de fleste, og kontrasten fik de voksne til at bekymre sig. Er der noget galt, ville de vide, er du ked af det?
Jeg rystede på hovedet, det eneste, der var galt, var jo mig.
Af samme grund drømte jeg om at være en anden, og det var sådan, hesten blev min ven. Jeg lukkede simpelthen øjnene og forestillede mig, hvordan jeg begravede mine hænder i dyrets mane, eller jeg krøllede mig sammen og forsøgte at falde i søvn i håb om, at vågne op som et føl.

I dag anser jeg ikke mit ønske for andet end en uskyldig leg med virkeligheder, en barnlig længsel efter mule og mane, hestens pelsede varme. Men der er dage, hvor jeg genkender savnet og igen ønsker, at jeg var mere hest, mindre mig.

*

Min mor har lært mig, at tåge i virkeligheden er mørke, der vender det hvide ud af øjnene. Måske er heste på samme måde i virkeligheden mennesker, der har fået nok?

I en artikel på dr.dk læser jeg om en ukrainsk kvinde, der er flygtet til Danmark med sine børn. Hun er bange og forvirret, og da hun senere får besked om, at hendes mand er blevet dræbt i krigen, bryder hun sammen. Naboer bemærker hendes ustabilitet, og henvender sig til kommunen med deres bekymring ikke mindst for børnenes vel. Det hele resulterer i, at en socialrådgiver fra kommunen gennem kvindens brevsprække og med hjælp fra google translate, lader hende vide, at de ikke finder, hun er i stand til at tage vare på sine børn, og at de derfor vil anbringe dem udenfor hjemmet.
Gennem brevsprækken? Ved hjælp af google translate?
Kvinden, der i forvejen er voldsomt traumatiseret af først flugt og siden tabet af sin mand, forstår ikke, hvad der foregår. I den maskingenererede oversættelse, bliver begrebet “anbringelse uden for hjemmet” til noget i retning af “arrangement i et andet hjem”. Det lyder mere af fest end af tvangsfjernelse, og da de tager hendes børn er hun således uvidende om, hvad det betyder. At kommunen så at sige har frataget hende sit eget kød og blod, sin eneste tilbageværende relation til fortiden, Ukraine, sin afdøde mand.
Lad mig slå fast med det samme: det er muligt, at kvindens tilstand gjorde, at det var nødvendigt med en midlertidig placering af børnene. Der kan være tilfælde, hvor et menneske slås med så mange dæmoner, at det ikke magter også at tage sig af verden, virkeligheden. Det jeg opponerer imod er måden, det sker på. Gennem en brevsprække. Og – med google translate som budbringer? Altså for mig er det et fuldkomment kollaps af kommunal indsat, et total fravær af empati. Ord er ikke en bon, man kan lange over disken som en slags opsummering af et netop overstået indkøb. Ord er vores relation til verden: Tak. Undskyld. Hjælp. Sproget er som astronautens linje til jorden: Can you hear me, major Tom?
Når man overlader så livsindgribende og specifikke samtaler som de, der handler om anbringelsen af børn, til et generisk og unuanceret værktøj som google translate, ja så er råheden og umenneskeligheden (bogstavelig talt) til at tage og føle på. Og når jeg ind imellem kommer til at lyde som en sur gammel og teknologiforskrækket kone, så er det den råhed, jeg frygter. Det er ikke værktøjet som sådan, jeg anerkender til fulde deres berettigelse i mange situationer, ja jeg bruger det selv på daglig base. Det, jeg harcelerer imod er vores naivitet, når vi tror, at vi kan overlade sproget til maskinerne. For sprog er meget mere end ord, det er situationsfornemmelse, det er pauser, det er den tøven, der giver plads til modpartens reaktion: Placering? Arrangement? Det er interferensen mellem det sagte og det hørte, det intenderede og det konkrete, det er fornemmelsen for det, der sker i det usagte. Det er respekt for døren imellem det menneske, der har mistet alt og den ansatte, der mener at vide, hvad det skal have af konsekvenser.
På lørdag skal jeg interviewes til P4 Østjylland, det handler om AI og litterær kunst, om man kan overlade til maskiner at skønlitterære tekster. Kunst beror på kreativitet, kreativ kommer af latin creativus, afledt af creare ‘skabe’. Ordet kreativs betydning defineres i DDO som det at være “god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde). Meget kan man sige om AI og de værktøjer, der beror på teknologierne, men skabende er de ikke. Tværtimod, det er plagiat på et meget avanceret plan, det er hvidvaskning af en sådan praksis, kunne man sige. AI og ChatGPT er fremragende som netop dét, et redskab, der som en tryllekunstner kan hive en kanin op ad hatten, når man mest behøver den: Voila. Men den ikke selv føde kaniner, den kan ikke opfostre dem, den ingen mælk i sine patter. Den er en maskine, der kan hælde andres ord ned i en hat og trække dem op som om den selv havde fundet på dem. Det er fint og nyttigt, hvis du skal skrive en generisk mail: “Grundet vandskade i kælderen vil der i den kommende tid ikke være adgang til vaskefaciliteter. Der henvises i stedet til møntvaskeriet på Nordre Fasanvej. Viceværten vil være leveringsdygtig i poletter hertil. Vi beklager de gener, det måtte medføre.” Men kunst er ikke generisk, kunst er ikke klokkeklare budskaber formidlet nemmest muligt og på kortest mulig plads. Tværtimod. Kunst er bøvlet, sådan som livet er det. Kunst er mellemregninger, omveje og vildveje, det er spørgsmål, der aldrig finder svar: Hvad sker der egentlig med alle de sten, der falder fra folks hjerter, for eksempel? Det er den lille sitren ved øjenlågskanten, der hele tiden får os til at gribe ud, en flaksen.
Ligesom man ikke kan bruge generiske værktøjer, når man skal fortælle en mor, at man vil fjerne hendes børn, lige sådan mener jeg ikke, man kan bruge ChatGPT, når man skal skabe kunst. Der er simpelthen for mange nuancer, der går tabt. For stor en mangel på situationsfornemmelse. Og ikke mindst: for få mellemregninger. Hele pointen med sådanne redskaber er jo netop at springe den slags over. At gå direkte til facit uden al bøvlet, de grædende børn, den ødelagte mor. I mine øjne er det stik modsat hvad tilværelsen går ud på. Med en mildest talt klichebefængt metafor: Det er ikke målet, der er interessant, men vejen derhen. Lige sådan kan et samfund ikke måles på antallet af løste opgaver, men måden, de løses på. Omsorgen, hvormed de løses. Og selvom de to ting ret beset ikke kan sammenlignes, vover jeg alligevel pelsen: At det samme gælder litterær kunst, det handler ikke om antallet af bøger, deres succes, men vejen derhen. Bøvlet, mellemregningerne. Omsorgen, hvormed de skrives.

Det er smart. Det er effektivt. Det er hurtigt. 
Som OL’s slogan: Hurtigere, højere, stærkere.
Hvem kommer først i mål med en bestseller? 
Hvor mange læsere kan den skaffe?
Hvor effektivt er dens budskab?

Men kunst skal det modsatte. Kunst skal tage sig tid. Gøre sig umage. Den skal have en intention og bringe den til torvs. Alle kan skrive “Undskyld”. Også en maskine. Men hvad skal man bruge en undskyldning til, hvis den er uden oprigtighed? 
Hvad skal jeg bruge et kunstværk til, hvis det er skabt uden indlevelse? 

I et fremragende essay af den amerikanske forfatter Ted Chiang, citerer han lingvisten Emily Bender for at sige, at lærere ikke beder deres elever om at skrive et essay, fordi verden mangler flere skolepålagte essays. Nej, de beder eleverne om at skrive, fordi de dermed træner deres evne til kritisk refleksion, en altafgørende evne i et stadigt mere informationsbedøvet samfund. 
Det er muligt, at AI-genereret kunst på kortere tid kan skabe en bestseller. Men mangler verden flere bestsellere? I mine øjne – nej. Verden har brug for flere bøger, der bringer komplekse, måske endda irriterende dilemmaer, til torvs. 

I et af de mest rørende digte, jeg til dato har læst (Fra Bjørn Rasmussens digtsamling ‘Ming’) kan man læse en sætning som denne:
“jeg er hele solens lille tarm”.
En som enkeltstående udsagn ret uforståelig sætning, som ChatGPT uden tvivl ville stryge og erstatte med noget mere mundret. Men digte skal ikke være mundrette og sætningen giver alverdens mening, når den optræder i digtet. Ja hele digtets fascinationskraft ligger i det kun tilnærmelsesvist forståelige.

ChatGPT tilbyder os en lutrende chance for at nyde uden at skulle yde. At smide en tilfældig ide ind i en prompte: “skriv en novelle om to kvinder på en uopdaget ø, der reproducerer sig selv uden et andet køns hjælp”. På et kvarter vil du få en fortælling, men den vil for mig at se være lige så ligegyldig, som en undskyldning uden oprigtighed. Der er ikke nogen intention bag den genererede tekst, den er bare et konglomerat af allerede tænkte ideer.  
“It is very easy to get ChatGPT to emit a series of words such as “I am happy to see you.” There are many things we don’t understand about how large language models work, but one thing we can be sure of is that ChatGPT is not happy to see you.”
En AI-genereret bog er lige så interessant, som at lytte til DSB’s højttalerkald. “Toget mod København kører fra spor 4 om seks minutter”. Det er god og vigtig rejseinformation, men kunst er det ikke.

Det giver mening at bruge AI til det, den er god til. Klar kommunikation. Koncise budskaber. Men kunst skal mere end det. Kunst skal få os til at stå på tæer for at plukke frugter, kunst skal få os til at undres, provokeres.
Kunst er at få mere, end vi forventer. Få noget andet. AI, derimod, har som sit formål at give os, hvad vi vil have. Nemt og hurtigt. Lagkage med flødeskum. Men er det det, vi vil have? 

Jeg har tilbragt weekenden sammen med en flok helt vidunderlige mennesker, der tilmed delte min mildest talt bundløse interesse for sprog og litteratur. Vi talte om meget, heriblandt hvad der sker, når vi ufrivilligt må kommunikere med andre sprog end det talte. Det kan være, at man har mistet talens brug efter et slagtilfælde eller er født døv, og derfor hele sit liv har udtrykt sig ved hjælp af tegn fremfor tale.
En af deltagerne gjorde mig opmærksom på et essay af den kinesiskfødte forfatter Yiyun Li. Jeg havde citeret hende i anden sammenhæng og den pågældende anbefalede mig at læse endnu en tekst fra hendes hånd “To speak is to blunder”. Også det handlede om tab af sprog, fortalte hun, ikke ufrivilligt som ved sygdom, men en bevidst fralæggelse af sprog. Da Li i 1996 emigrerer til USA i vælger hun i samme ombæring at aflægge sig sit modersmål, kinesisk. Adspurgt hvorfor, hun så nådesløst kapper forbindelsen til sit oprindelige sprog, svarer hun noget i retning af, at det er umuligt for hende at svare på. Det vil svare til, skriver hun, at blive spurgt, hvorfor ens hår er blevet gråt. Det er ikke et valg, men et vilkår.
For Yiyun Li har tabet af modersmålet haft enorme omkostninger. Ved at fralægge sig sin barndoms sprog, har hun langt hen ad vejen også mistet sin barndom. Det fordi et sprog aldrig bare er ord, men også er bærer af en række kulturelle koder, uskrevne regler, hierarkier. Tænk bare, hvor galt afsted man kan komme, hvis man misforstår et lands høflighedskodeks, forsøger sig med ironi eller benytter sig af et mundheld, der er meningsløst på det pågældende sprog.
Jeg oplevede det, da min første roman “Det dér og dét der” skulle oversættes til tysk. Bogen er nemlig fuld af talemåder, som jeg-fortælleren farer vild i. For eksempel: “Alle sender aben videre”.
Hvilken abe?, tænker jeg-fortælleren, der kun er ganske lille og stadig tager sproget for pålydende: – Og hvor bliver den sendt hen? Problemet ved at oversætte er, at udtrykket ikke findes på tysk, og hvad gør man så? Ja så må man gøre noget andet, skrive afsnittet om, finde et andet billede, der på samme vis kan illustrere sprogets upålidelighed.
For Yiyun Li er det ikke bare et afsnit, hun må skrive om, men en hel barndom, ja sig selv. Hun må adaptere et fremmed sprog, forsøge at tilpasse sig dette sprogs humor, tiltaleformer, høflighedsfraser og så videre. Det er svært, og adaptionen går videre end bare til det talte sprog. Selv i tankerne er hun på fremmed grund, hun må så at sige hele tiden tilpasse disse tanker til det sprog, hun ikke helt mestrer. Hun mister sit private sprog, sit indre sprog,.
Da hun i 2012 bliver indlagt efter et selvmordsforsøg spørger lægen, hvad hun føler? Li svarer, at det er hun ikke i stand til at formulere. Hun skriver: “What language, I wonder, does one use to feel?” Li har med fralæggelsen af sit barndomssprog også fralagt sig adgangen til den smerte, hun oplevede dengang. Moderens perfide vrede. Faderens maniske fortagsomhed. Hun kan ikke længere tale som dét barn, kun som den voksne, hun er nu. Og den voksne taler et adapteret sprog, i journalen læser hun sig selv citeret for at sige: ““Patient reports feeling . . . like she is a burden to her loved ones”. Og skriver selv om denne formulering: “this language must have been provided to me. I would never use the phrase in my thinking or my writing.”
Hun taler som en fremmed, og dermed bliver også hendes følelser fremmede for hende. Hun taler som en anden – og OM sig selv som en anden. Det er frygtelig ensomt, hun kan ikke udtrykke sig, men heller ikke længere forstå sig selv.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg begiver mig ud i at skrive om alt det her, måske fordi jeg i en hel weekend har været sammen med mennesker, der kerer sig om sproget, litteraturen. Og for mig at se, er disse størrelser langt hen ad vejen vores adgangsbillet til verden, til os selv. Jeg ved godt, jeg får på puklen for at skrive det her, men jeg tror på, at sprog og bøger kan redde liv. Hjælpe os med at finde ord for, hvad vi tænker. Føler.
“Hjælp”, for eksempel.
Det er så simpelt som det. Og samtidig så utrolig svært. ❤️

Jeg er et meget simpelt menneske, er vågnet op i en seng på et luksushotel, jeg mener: hvor tit sker det, jeg mener: aldrig før. Selv shampooen er luksus Karameju og rundt omkring på værelser står små buketter. Jeg har egen altan med udsigt til parken og bagerst Karen Blixens grav.

Jeg har glemt, hvad han hed (det er selvfølgelig ikke sandt, men I ved, hvad jeg mener), han inviterede mig på ferie ved Ringkøbing Fjord, en lille lejlighed med tekøkken, her er alt, sagde han og pegede ud ad vinduet. – Vandland og supermarked, frisør og et udsalg med kurve, store og små kurve, med og uden hank, neonpink og rustrøde. Han foreslog, at vi skiftedes til at bestemme, hvad vi skulle stille op med dagene. Jeg foreslog at tage hjem, han kaldte mig en utaknemmelig kælling og forlangte forsoningssex, sådan var der hele tiden noget. Jeg ville ud til fjorden at gå, han ville ligge i en stol ved det indendørs bassin, jeg ville spille scrabble, han ville tage nøgenfotos af os i umage situationer, med en støvsuger i hånden eller i gang med at snitte grøntsager, han brugte et semiprofessionelt kamera, et Nikon D50 med stativ. Jeg sagde ikke fra, før han forlangte, at jeg stod på hænder med en banan i munden. Han mente, jeg var hysterisk, – man har kun det sjov, man selv finder på, og da jeg svarede, at jeg ikke syntes, at det var sjovt at stå på hovedet med en frugtpik i munden, foreslog han mig, at jeg tog hjem.
Det gjorde jeg så. Stillede mig ved den lange lige landevej, der fører fra Søndervig til Ringkøbing med en tommel i vejret og blev taget op af en lastbilchauffør, der var glad for fugle, særligt vadehavsfugle: klyder, viber, snepper og klirer. Og dig? spurgte han og jeg fortalte, at jeg var på flugt men han grinede bare: – Aint we all?

Det jeg vil sige er, at Rungsted og luksus er uvant fedt og meget ulig, hvad jeg i lang tid troede, var tildelt mig. Kh

Det siges, at Descartes i et forsøg smed en kat ud ad vinduet for at se, om den viste tegn på frygt. Hans teses var, at dyr var følelsesløse og rent instinktdrevne væsner, og at en kat således ikke ville reagere på den fare, det var, at blive kastet ud fra et højtliggende punkt. Ingen i dag ville forhåbentlig tillade en sådan en tilgang til dyr – selvom svineindustrien og slagtehønsenes kummerlige kår ikke er meget bedre.

Det er nu ikke landbrugsindustrien jeg har i tankerne med det her opslag, men sprog. Nærmere bestemt: fuglesprog. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Jeg har netop færdiglæst en artikel i THE NEW YORKER om forskning i fugles kald, sang og konversation. Og ja, fugle konverserer, også selvom vi har det med at tilskrive enhver af deres lyde som målrettet enten ønske om forplantning, advarsel eller mad. Men de seneste årtiers undersøgelser viser et langt mere komplekst billede af fuglenes indbyrdes sprog. For eksempel at fuglemødre synger for deres æg. Ja – præcis sådan som mennesker synger for deres kommende barn. Og mere bemærkelsesværdigt er det, at ungerne efterfølgende benytter sig af nogle af de sange og lyde, de er “udruget” med, som vokabular. Faktisk, viser forskningen, er det sådan, at lader man en fremmed fugl udruge æggene, ja så er denne rugemors sang den, de bærer med sig og anvender resten af deres levetid. Det er altså ikke en medfødt evne, men en tillært. 

Hos fuglene er en advarsel heller ikke bare en advarsel. Den lyd, der skal advare om en rovfugls ankomst er en anden end den, der varskor om en slanges tilstedeværelse. Den ene lyd, får fuglene til at søge ly på jorden (væk fra rovfuglen fra oven), den anden, får dem til at søge opad (bort fra krybende slange). Den slags indsigt giver et fingerpeg om, at menneskets selvhævdede overlegenhed og påstand om, at være det eneste væsen med abstraktionsniveau og sproglig kommunikation, måske ikke holder vand. Ikke fordi fugle eller andre dyr, har et sprog lig vores, men fordi de med stor sandsynlighed har et andet – lige så kompleks og nyttigt – sprog tilpasset deres liv. Faktisk har langt de fleste dyrearter, og fuglene især, en historie der går langt længere tilbage end menneskets, hvilket vel indikerer, at deres levevis, adfærd og sprog, kunne være mere levedygtige end vores. Måske er det sprog, der får fugle til at søge op og ned, flyve i flok, tage på træk, finde føde, ikke mindre komplekst end vores, men bare et andet. 

I Japan har de grundlagt et center for dyresprog. Her forsøger de – blandt andet ved hjælp af algoritmer og AI – at skabe en slags ordbog over blandt andet fuglesprog. For er det de samme kald, der bruges til at indbyrdes blandt måger at advare om kommende storm, de samme i Danmark, som de kald, der bruges blandt måger i Sibirien? Et stort problem i den sammenhæng er dog, de baggrundslyde, der findes i fuglenes habitat. I Danmark kan der være tale om trafikstøj, kirkeklokker, legende børn. I Sibirien er lydene nogle andre – men uanset hvor, optræder fuglenes kald og sang altid i samspil med andre lyde. Jeg kender problemet på egen krop: I 1997 arbejde jeg et år på Center For personkommunikation ved Aalborg Universitet. Her skulle jeg transskriberet optagelser af mobiltelefonsamtaler og samtaler fra telefonbokse (sådan nogle fandtes dengang). Målet var at opsamle materiale fra dialekter over hele landet, men også – og mindst lige så vigtigt – at finde en måde at frasortere baggrundsstøj, således at de maskiner, der skulle tage imod beskederne, alene bearbejdede det talte sprog og ikke medtog en bilalarms bippen eller en bakkende bus’ ditto. Det var vanvittig hårdt arbejde. Ikke fysisk, men opslidende fordi det forlangte et helt særligt fokus at være sig bevidst om alle de lyde, vi mennesker er omgivet af og som en maskine, der alene reagerer på lyd – og ikke indhold – ikke kan skelne fra andre lyde. 

Nå, jeg tror aldrig vi lærer helt at begribe, hvad fuglene siger til hinanden og hvorfor. Men jeg tror, at vi med en stadig større forståelse af, hvor komplekst og omsorgsfuldt de vingede væsner udtrykker sig, kan blive bedre til at passe på og respektere dem. Og det er der hårdt brug for. 
(Jeg skulle have brugt denne formiddag på at læse en kollegas manuskript, booke togbilletter, gennemskrive et kapitel i en kommende udgivelse og ringe til min mor. Men nu har jeg altså brugt den på at læse om fugle og deres sprog. Klassisk LouLou Let-At-Distrahere)

Jeg ved godt, jeg har skrevet om det flere gange. Jeg ved godt, at det er på tide at komme videre. Jeg ved bare ikke hvor. Hvorhen, hvorfor.
I dag kan man på DR læse, at Danmark er det eneste land i Nordeuropa, der ikke tilbyder psykologhjælp til mennesker i fertilitetsbehandling. Det, selvom der ofte er tale om enlige eller par, for hvem drømmen om at få et barn fylder så godt som alt. Og hvor risikoen for at måtte give køb på denne drøm hele tiden er tilstede. Hver eneste gang testen er negativ føles det som at give afkald på en del af lykken. Det lyder sikkert helt åndssvagt i nogle menneskers ører: Hvordan kan det, at give afkald på noget, man aldrig har haft, være et tab? spørger de. Og hey, det er skam et legitimt spørgsmål. Det er cirka lige så uforståeligt, som at et menneske, der har mistet et arm eller et ben kan opleve smerter i det ikkeeksisterende lem? Andre mener, at det jo ikke er en menneskeret at få børn, og at man derfor ikke kan forlange det offentliges hjælp til det. Det har de jo på sin vis ret i, menneskerettigheder er som udgangspunkt noget, vi giver til hinanden, og her hører retten til at få børn ikke under. Men: Lykken er heller ikke en menneskeret og ingen vil vel derfor mene, at man skal afvise at hjælpe folk med klinisk depression? 
Da jeg selv gik i behandling for barnløshed, var mit ufødte barn ikke en fantasi eller drøm, men en hel konkret del af mig. Et navn. Barbara, hvis det blev en pige, og Johannes, hvis det blev en dreng. Min kamp for at blive gravid, handlede om kampen for kærlighed, for at finde et sted at placere den kæmpe klods af ømhed, jeg bar rundt på. 

Den første lange tid delte jeg brød ud til ænder i alle omegnens parker og fodrede fugle fra et bræt. Men som månederne gik og æggene forblev for for små og chancerne for at blive gravid blev stadigt mindre (8 procent,) blev jeg grebet af en stor sorg. Min drøm om at blive mor, alle de planer, jeg havde for mig og mit barn, alle de steder, vi skulle besøge, alle de bøger, jeg ville læse højt. Alle de dyr, vi skulle ae og alt det vand, vi skulle bade i. Pludselig var alt dét ikke andet end et fatamorgana, en luftspejling. Og jeg stod tilbage med hænderne fulde af brød og et kæmpe hul dér indeni, hvor fremtiden skulle tage form, finde sted. Lægen var effektiv og dygtig til sit arbejde, jeg er ikke i tvivl om, at han hørte til blandt de fremmeste eksperter i landet indenfor fertilitetsbehandling, men lige så ferm han var til det medicinske, lige så håbløs var han til at forstå alt det, der fulgte med. Skammen over en krop, der ikke virkede. Leden ved aldrig at kunne give liv til andet end sit eget latterlige selv. Afmagten ved at vide, at med viljestyrke kommer man muligvis langt, men ikke hele vejen. Han forelagde mig bare fakta, målene på min æg og viste mig en graf over sammenhængen mellem alder og fertilitet. Jeg var 40 og på vej mod et stort fedt nul. 

Jeg havde ikke mistet en nær pårørende, sådan som kravet for at opnå psykologhjælp lød på. Og så alligevel:
Jeg havde mistet den fremtid, jeg troede, skulle være min. En stor del af min kærlighed var blevet hjemløs. Jeg ville gerne have talt med nogen, der kendte til den – muligvis forkælede og forkerte – sorg, det er, at sørge over en dødfødt drøm. At måtte give afkald på et håb.
Jeg ved ikke, hvor pengene skal findes, men det forhindrer mig ikke i at håbe, at der i fremtiden bliver et tilbud til ufrivilligt barnløse. Et sted at gå hen og tage afsked med det barn, der aldrig blev.

Mit vækkeur er løbet tør for batterier.
*
Tiden går alligevel.
*
Jeg skriver en besked til min mor, spørger: Havde mormor søskende?
*
Min mor skriver: De var seks. Fire piger og to drenge. Mormor var nummer tre.
*
Jeg vil vide mere. Hvad hun fik tiden til at gå med, spørger jeg, arbejdede hun?
*
Min mor svarer: Du spørger om meget og videre.
*
Hun passede mig og din moster. Holdt hus i flere etager uden støvsuger, vaskemaskine eller køleskab.
*
Jeg skriver: Bliver du vred over, at jeg spørger
*
Min mor skriver: Nej. hvad skulle jeg dog blive vred over.
*
Og fortsætter: Livet tog længere tid dengang. At handle ind, bage brød, varme vand til te. Etagevask.
*
Jeg skriver igen: Hvornår blev hun syg?
*
Min mor svarer: Hun havde gigtfeber som ung. Det angreb hjerteklappernes, de blev utætte,
*
Hun skriver: Hun blev tilbudt operation, da jeg var 16, men det foregik i København. Patienterne blev kølet ned i en form for isbad. Hun takkede nej
*
Jeg skriver: Uh!
*
Min mor svarer: 6-7 år senere kom hjertelungemaskinen, og hun hun fik indopereret en ny hjerteklap
*
Jeg skriver: Søde mormor.
*
Min mor skriver: I lang tid havde hun det fint, men så blev hun ældre og kroppen sagde fra.
*
Jeg skriver: Søde dig.
*
…
*
Jeg skriver: Jeg skal ud og købe batterier.
*
Min mor svarer: God tur.

Jeg glemte mine øjne på et fly. Det var i i foråret, jeg gik rundt i blinde og spurgte, men ingen havde set dem. Mine knæ gav efter, og jeg faldt om. Da jeg vågnede igen, havde vænnet mig til det. Til intet at kunne se, fyldte selv mørket ud. Med forestillinger om sol og gule marker, vejsideboder med jordbær. En bakke 25 , to for 45. Jeg lærte at spille golf. Ikke med kølle og på en plæne, men derhjemme bag de tomme huler, hvor mine øjne engang havde siddet. Jeg blev hurtigt banens bedste, pottede det ene hole-in-one efter det andet. Lokalavisen ryddede forsiden: “Kvinde mister synet, men vinder evnen til at se”. Det lød så rigtigt, så smukt og stærkt. Jeg lod mig interviewe og citerede Den Lille Prins: “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” En fotograf skød mit portræt – lænet op ad en mur med bortvendt ansigt og en hånd lagt mod brystet. Netflix tilbød at fortælle min historie. To sæsoner a hver seks afsnit. “At veksle et tab til trofæer”. De behøvede ikke andet end min underskrift, sagde de, og lagde pennen min hånd.
Det var ikke før flere uger senere, at telefonen ringede. Det var fra lufthavnen, en fra rengøringspersonalet havde fundet min øjne. De lå imellem to sæder i et KLM fly med kurs mod Dubai. Mit hjerte sank. Det hele var jo fantasi. Solen og pokalerne, overskriften og hånden mod brystet. Vejsideboden, de med billige jordbær. Mine tolv afsnit i den bedste sendetid. Det hele var tomme huler, fine forsider og citater uden bund. Jeg sad lidt med telefonen i hånden, udenfor kørte en renovationsbil larmende forbi:
– Det må være galt nummer, svarede jeg og lagde på.

Hvem kender dig egentlig. Og dybest, bedst? Din mor, der har født og ammet dig, set dig stavre dine første usikre skridt? Din bedste ven, som du har betroet alt: Din angst for træers skygge, for eksempel, eller din håbløse drøm om at blive den første der tager turen rundt om jorden på rulleskøjter. Er det din læge, der har lyttet til dit hjerte, da det var allermest udsat, banket på dine knæ og set dem reagere uden at have fået lov.
De fleste vil nok mene, at deres nærmeste er deres partner, den, de deler seng og hverdag med, ham eller hende, de kan skændes med uden at frygte for følgerne, græde over, grine med. Den elskede, der længe før man selv er klar over det, ser at man er gange og trykker én tæt til sit bryst. Og dér finder man så sig selv, eller i hvert fald den del, der er bange, og lader sig omslutte. Trøste.
I et essay I the New Yorker skriver journalist Joshua Rothman om det ønske, de fleste af os går rundt med, ønsket om at være set, hørt, forstået. Ikke delvist, som mor, som ven, som kollega, men helt og fuldt. Som menneske på godt og ondt. Jeg vil tro, det er det, mennesker, der har fundet Gud, oplever. At være fundet, favnet, set og holdt af. Men at et levende individ, en sjæleven, en fordobler. Rothman bruger Tolstojs karakter Konstantin Levin fra ‘Anna Karenina’ som eksempel. Han er lykkeligt gift og har en søn med sin Kitty, alligevel står der: “Still, he’s noticed that there is a wall between my soul’s holy of holies and other people, even my wife.” Uanset hvor nære, vi er, hvor “godt” vi kender hinanden, vil der altid være en rest tilbage, en ensom plet, et mørke, ingen – måske knap nok vi selv – kender til.
Det er interessant spørgsmål. Om vi altid vil være alene, sådan som Simon og Garfunkel synger det: “I am a rock, I am an Island.” Om der altid vil være en del af os selv, der ikke kan deles, fordi den ikke kan sættes på sprog – lidt ligesom når det spæde barn græder. Vi må gætte os frem, forsøge på må og få, at lære dets behov at kende: Hvad er det, barnet er ulykkeligt over: Er det sult? Søvn? Manglende omsorg? Kulde? Feber? Måske er der – uanset alder – sådanne behov, længsler, drømme, forbudte fantasier, vi mennesker går rundt med, og som vi håber, at nogen kan tyde for os. Svare på. En sult, de kan stille.
Men findes der sådan et menneske, der forstår os fuldt ud? Og hvad vil det sige: At være genkendt fra inderst til yderst, vil et andet menneske forståelse ikke til en vis grad spejle dennes egen horisont, dennes erfaringsrum? Vil min mand, der er opvokset i et fuldkommen andet miljø end mit eget og med andre værdier, ikke altid læse mine behov på baggrund af sin egen bagage? Vil han ikke risikere at oversætte mit sprog til sit eget og dermed miste nogle nuancer. Vil min kærlighed til min elskede ven, ikke ofte komme til udtryk som en spejling af mine længsler. Så jeg mætter ham med knus og kram og tydeligt artikuleret kærlighed, mens det, han måske trænger til, er et mere uudtalt tilstedevær eller larmende latter?
Hvad vil det overhovedet sige at være kendt af et andet menneske. Hvornår kender man sig selv. Er man i virkeligheden mest sig selv, når man er mindst sig selv, sammen med andre, er den Louise, der skriver her, mere sand, end den Louise, der handler i Brugsen, klapper sin hund, kysser sin mand. Lyver vi for os selv, og ved vi det, hvis vi gør? Har digteren Morten Søndergaard ret, når han i marmor ridser ordene: “Ukend dig selv”. Hvis vi gør alvor af det, ukender os selv altså, vil andre så heller ikke kunne genkende os?