Louise Juhl

Til fødselsdage ønskede min mor sig gerne noget i retning af ”kærlige børn” eller “et rivejern til muskatnødder”.
Hun manglede jo ikke noget, påstod hun.
-Måske pånær flere timer i døgnet og et mere robust helbred, smålo hun, men det var umuligt at overse den samtidige smerte i hendes øjne.
På selve dagen fik hun fik præcis, hvad hun havde ønsket sig, hverken mere eller mindre:
Et kys på kinden, en tegning af et hus og et gavekort til Imerco fra min far. 

I ferierne købte hun os de største is, hun kunne finde: Med fire kugler, softice, flødebolle og guf på toppen. Selv sprang hun over – hun vidste, at vi ville levne nok til, at hun kunne spise sig mæt i vores rester og lod sig nøjes med det.

Måske var det en strategi. Måske tænkte hun, at den bedste måde at undgå skuffelser på, var ved ingenting at forvente sig, ikke at forlange noget af nogen.

Min far vil, at vi tager i sommerhus.
– Vi tager afsted så snart vi har fri på fredag, proklamerer han, det er ikke et spørgsmål

Min mor trækker vejr ind som for at sige noget.
Hun ved, at fredag er en hård dag. At hun er udkørt efter en hel uges arbejde, at den hovedpine, hun har skubbet foran sig siden mandag morgen, vil hænge faretruende lavt og true med at folde sig ud. Hun ved, hvad det kræver at tage afsted, tre børn, to voksne: Tøj, tandbørster, sengetøj, håndklæder, viskestykker. Hun ved, at køleskabet først skal gennemgås for let fordærvelige madvarer og at resten skal pakkes ned, gryn, brød, pålæg, kartofler, te, mælk. Bananer til pludselig opstået sult, søde kiks til gåturene, hurtig energi til små trætte kroppe. Regntøj i tilfælde af regn, vindtætte jakker i tilfælde blæst. Og så videre.

Men hun når ikke at sige noget, før min far rækker ud efter tekanden, afbryder hendes tankerække. Han har svært ved at nå og rækker i stedet koppen frem mod min mor. Han behøver ikke at spørge, hun fylder den op, spørger: Mælk?
Han nikker.
Hun stiller kanden fra sig igen, sætter en tehætte over, prøver forsigtigt:
-Jeg vil nu foretrække, at vi venter til lørdag morgen.
Hun fumler med osten, skærer de voksede kanter af med en lille kniv. Hun ved, at det ikke nytter, det ses af hendes uro, hændernes.
-Nej, vi kan lige så godt komme afsted fredag, svarer min far. Han er ikke vred, bare bestemt og helt uden antydning af åbning eller forståelse. Han taler med den selvfølgelighed, der kommer af altid at få ret, altid at få sin vilje.
Fordi sådan er det, sådan har det altid været.
Fordi det får lov at være sådan. 

Fordi min mor ikke svarer: Nej!
Ikke siger: Jamen så tag du afsted. Hun beder ikke min far om at vaske sengetøjet, handle ind, pakke ned til fem: Tøj, mad, legesager, håndsæbe, solcreme, indesko, den yngstes elskede og svært uundværlige yndlingsbamse (ved han, at den findes?). Hun beder ham ikke sikre husfreden eller om at trøste, hvis skoven bliver for stor eller nattemørket for tæt.
Hun ser bare på ham med et blik, der både kan ligne en tryglen og en trussel.
Og min far, han ser på sin kop, puster på teen, tager en slurk: Ahhh.

Et andet sted skriver Louis om sin mor:
”Hun elskede talemåder og alt det, de kan udtrykke i kun få ord: 
Jeg er ikke rig på noget, kun på sorger. Fattigdom forhindrer ikke renlighed. Man skal ikke vække den slumrende løve. Hunde, der har bidt, bider igen.”

Min mor elskede samme slags, men brugte dem anderledes. Til at overbevise sig selv om at fortsætte, til at overdøve kroppens signaler og blive ved trods træthed og hovedpine. Enhver optakt til mismod trumfede hun med en talemåde, som hun udtalte med en næsten overdrevet høj og klar røst:
Jeg er glad, fordi jeg vil være glad! 
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget.
Med det gode kommer man længst. 

Måske brugte hun talemåderne til at overbevise sig selv om, at det hele nok skulle gå. Som en løftestang. Men det kom til at lyde som irettesættelser, som om hun brugte andres ord til at bebrejde sig selv sine følelser og sit liv. 

I en lomme i sin pung gemte hun på udklip, et af dem lød. ”Fald syv gange men rejs dig otte”.
Kilden var en ukendt mand fra for længst.
Af en eller anden grund virkede det absurd på mig, at min mor gik rundt med den seddel. Som om en ukendt mand havde noget at lære hende: Hun, der rejste sig trehundredeogfemogtres dage om året, tog sig af tre børn, fuldtidsarbejde, indkøb, madlavning, rengøring, opdragelse.
Hvis nogen skulle skrive om den slags, om at rejse sig på og -i trods, skulle det være min mor.
Men så meget betydning tillagde hun ikke sig selv.

Edouard Louis fortæller i bogen om sin mor “En kvindes forvandling”, hvordan han en dag under aftensmaden fortæller sin samlede familie, at han godt kunne tænke sig at få sin historielærer, Frøken Berthe, til mor.
Hans bror irettesætter ham vredt: sådan siger man ikke! Og Louis konstaterer: “Indtil da anede jeg ikke, at det var slemt at ønske sig en anden mor.”

Jeg ønskede mig aldrig en anden mor, men jeg ønskede ofte at min mor kunne få lov at være en anden. Mere krævende og kompromisløs. Mindre hensynsfuld og tilpasningsdygtig.
Spørgsmålet er, om det lod sig gøre. Om det lod sig gøre, at min mor forblev den samme for mig og mine brødre, samtidig med, at hun forlangte noget andet og mere for sig selv.
Om det ikke lige præcis var den mor, vi elskede, og som vi ikke ville bytte for noget i verden, som endte med at stå i vejen for det liv og den kvinde, min mor kunne være blevet.

Min mor gik i kirke, ikke ofte men med ujævne mellemrum. Det kunne være den tredje søndag i maj, for eksempel, efter flere måneder uden et besøg, så stod hun tidligt op, hentede grovbirkes og københavnerstykker, satte smør og ost frem, lavede te. Så meddelte hun, at vi måtte stå for resten selv – at tage for os af det veldækkede morgenbord. Selv ville hun søge lidt åndelig føde, smålo hun og tog afsted, før vi kunne nå at spørge til mere.
Jeg ved ikke, hvor stærk min mors tro egentlig var, hvor konkret. Om hun virkelig troede på en himmelfaren Gudssøn, der sad et sted oven over os allesammen, det hele, alle verdens sandslotte, oven over fjendelene, over Anne og hendes høns. Selv forklarede hun sine besøg med, at de var et forsøg at kvalificere hende tvivl. Selv tænker jeg, at de var en mulighed for at være alene. Kirken var et safespace (min far var ateist og gjorde gerne og tæt på hensynsløst grin med Gud og gudstro, som han sammenlignede med at tro på nisser og søslanger.) Den var et frirum, hvor hun ikke behøvede at forklare sig eller berettige hvad hun gjorde, hvorfor hun gjorde. Her kunne hun være sig selv, sine tanker, her kunne hun, uden at blive gjort til grin eller hånet for sin svaghed, folde hænderne til bøn, bede om hjælp. Jeg forestiller mig, at hendes bønner var simple, at hun bad om kræfter til at overkomme husarbejdet, fødselsdagsforberedelserne. At hun bad om hjælp til at forstå sine børn: Den ældstes uregerlige temperament, den midterstes tøvende natur og yngstebarnets forpjuskede famlen-sig-vej i tilværelsen. Måske bad hun bare om et øjebliks ro. Fra børn, mand, forpligtelser.
Jeg tænker, at min mor vidste, hvad kirken kunne give hende, et sted at rfolde sine hænder, hvile sine tanker, være sig selv. Måske allermest det sidste, bare dét, et sted at være sig selv.

Det sørgerlige er, at min mors ord prellede af. I stedet for at råbe op, stå imod, mimede jeg hendes væren i verden. Jeg undgik enhver form for konflikt, sagde undskyld på forhånd og for ting, jeg ikke havde gjort. Lavede lektier flere uger på forhånd og købte gaver til venner og veninder som en slags “plaster på såret”.
Jeg var såret i den ligning.
Da jeg fyldte nitten, skrev jeg en seddel til mig selv: Fra dags dato ville jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig. Ni måneder senere havde jeg tabt 40 kilo, tæt på 60 procent af min kropsvægt. Jeg kunne knap gå og mistede flere gange orienteringen på vej fra køkken til badeværelse. Ved et rutinebesøg bad lægen mig oplyse mit cpr-nummer, men jeg evnede ikke svare. Jeg var ganske enkelt for afkræftet, min hjerne var på nødblus, mine sanser i dvale.
Samme eftermiddag lod jeg mig modvilligt indlægge på et somatisk sygehus. Behandlingen bestod af døgnovervågning og fem daglige måltider, som jeg i min tæt på hallucinerende tilstand lykkedes med at undgå: Jeg gemte maden i mine trusser, hældte juice i potteplanter og finddelte en fiskefrikadeller i så mange og små stykker, at personalet mistede overblikket, og jeg kunne lade de mange krummer forsvinde på bord, stol, gulv. 

Min mor besøgte mig få dage efter indlæggelsen. Da hun ankom, gik hun lige forbi mig, jeg stod på gangen. Hun kunne ganske enkelt ikke genkende mig; det var først, da hun spurgte en sygeplejerske, der pegede i min retning, at hun så, hvem jeg var. Der var groet små dun i mit ansigt, og mit før så tykke hår var tyndt og pjusket.
I juli fyldte jeg tyve, jeg var stadig indlagt. Min mor kom med blomster og gaver, en marineblå uldsweater med rund hals og en halskæde i børstet sølv. Kæden var sat sammen af lange led i et groft og tungt udseende design. Hun låste kæden op og satte den fast om min hals, en næsten højtidelig ceremoni. Min tynde hals, den tunge kæde, min mor, mig.
Hun græd, jeg trøstede. Og takkede for kæden, undskyldte for halsen, at den var så tynd, at min hals var sp tynd, at jeg var så svag, at jeg lå i en hospitalsseng, når solen skinnede udenfor. Jeg undskyldte for at fylde tyve år, men opføre mig som et barn på fem.
Fjorten dage senere, måtte jeg tage kæden af. De tunge led satte blå mærker på huden omkring min hals. Store lillablå udtrækninger. Jeg følte mig som en forræder, tænk, at jeg ikke engang magtede at bære den smukke kæde, min mors gave, hendes kærlighed.

Hun forsøgte mange gange undervejs. At ruste mig, berede mig på naboernes lidt finere manerer, lidt større biler, lidt renere ruder. Fortælle, at selvom de og deres så ud af mere, så var vi gode nok, som vi var.
Vi ville aldrig blive som dem, det lå i luften. For min mor læste for mange bøger, hun gik for mange ture, havde for mange meninger og af den forkerte slags. 
“Det er umuligt at gøre alle tilfredse” forklarede hun, og alligevel var det som om, dét var præcis, hvad hun forsøgte at gøre.
At gøre alle tilfredse:
Mene og læse mindre, vaske vinduerne lidt oftere, farve sit hår, falde ind.
Men hun lykkedes ikke rigtig med det, og selvom det ikke sås udadtil, tror jeg, det gjorde hende ondt. Måske er det derfor, hun brugte så mange kræfter på at lære mig at gøre noget andet. På ikke at blive som hun, ikke please, ikke holde mund, ikke at forlade sig selv for at blive som de andre.
“Den, der forsøger at gøre alle glade, gør ingen glade” lærte hun mig, og jeg ønskede inderligt, at hun ville efterleve sine egne ord. Ville bruge færre kræfter på at gøre os andre glade og flere på, selv at blive glad.

Ind imellem skammede jeg mig over hende, over min mor, en helt urimelig skam og over helt urimelige ting. Som når hun løb efter bussen, kalveknæet og stakåndet og med sin fine taske over skulderen, altid den skide taske over skulderen og altid i løb efter bussen, som om det gjaldt livet, som om hun ikke forstod, at det var lige meget med den bus, at der gik busser hvert femte minut, hvad fanden kunne fem minutter betyde?
For min mor betød de alt, fem minutter kunne for hende udgøre forskellen på at hænge sammen og at falde fra hinanden. Så hun løb, min mor løb for at hænge sammen, og hun lignede en kejtet pingvin, som hun løb dér, et råkid på usikre ben, og jeg skammede mig. Lod som om jeg ikke kendte den kejtede, kalveknæede kvinde, og hun så det. Min mor så det, så min skam, og hun lod som ingenting.

Andre gange var jeg stolt. Som dengang min bror blev anholdt, efter sigende helt uskyldig, han gjorde blot holdt ved et lyskryds, da en patruljevogn kørte ind til siden og forlangte at se hans papirer – et kørekort, billed-id. De ville vide, hvad han lavede der, så sent på aftenen ved et lyskryds i midtbyen, hvor han kom fra, hvor han var på vej hen.
Jeg ved ikke, om han talte sandt, om han virkelig var så uskyldig, som han påstod, jeg ved bare, at han holdt fast i sine rettigheder, forlangte  en begrundelse for at fremvise identifikationspapirer, besvare deres spørgsmål. Han var fri mand, argumenterede han, og levede i et frit samfund. Det var vel ikke ulovligt at vente for rødt? Politiet tog hans modsigelser ilde op og kontroversen endte med, at de tog min bror med på stationen, hvor han blev anbragt i detention.
Jeg husker ikke, om de ringede samme aften eller først næste morgen, heller ikke hvor vidt det var min bror eller politiet, der talte med min mor. Jeg husker kun hendes reaktion, måske fordi den var så overrumplende, helt ulig hendes vanlige ydmyge og undskyldende natur, denne gang var hun vred, rasende, hun forlod huset uden et ord, en kvinde med en mission, et affyret missil, bare en jakke i hånden, en taske over skulderen og så afsted.
Resten har jeg kun fået genfortalt, hvordan hun slog i bordet, helt bogstavelig og meget hårdt, hvordan hun forlangte at tale med en ansvarlig, hvordan hun råbte om sydafrikanske tilstande, “apartheid”, om magtmisbrug og om en sygeligt selvtilstrækkelig kultur. 
Indtil da anede jeg ikke, at min mor gemte på sådan en vrede, at hun besad den slags kræfter, en næsten overmenneskelig stamina. Indtil da troede jeg, at min mor alene var en øse, en kærligheds-øse, en omsorgsgiver, en lynafleder, fredsmægler. Nu forstod jeg, hvor meget mere, hun rummede, hvor meget stærkere, hun var, at hun var en amazone, at hun ag det milde, eftergivende også bar på en urkraft af af vrede. Et her til og ikke længere – og at grænsen gik ved hendes børn.
Dem skulle ingen få held med at røre. 

I går tilbragte jeg sammen med et menneske, jeg først for nylig har mødt. Hun hedder Eva og er en gave. Vi talte om hvide dværge og om stjernetegn.
Mumrik, min hund, er født i tvillingens tegn, det er min mor også. Tvillingens tegn har Merkur som styrende planet. Merkur er den mindste af alle planeter, den roterer tre gange om sin egen akse, for hver to gange den løber om solen. Jeg ved ikke , hvad det siger – om Merkur, Mumrik eller min mor. Men jeg ved, at da jeg var lille, ønskede jeg mig en tvilling, mere end jeg ønskede mig noget andet. En søster eller en bror, der kunne forstå, hvad jeg tænkte, når jeg nu ikke selv forstod det. I stedet fik jeg en lilla undertrøje med et print af en giraf på maven. Jeg græd i flere timer af skuffelse, men min mor trøstede mig og forklarede, at “det man ønsker sig allermest, er ikke altid det samme som det, man har mest brug for.”
Det har jeg tænkt meget over siden: Jeg fik aldrig en tvillingesøster, heller ikke det barn, jeg så brændende ønskede mig. Men jeg fik guitar til min konfirmation og en hund, Mumrik, da jeg fyldte fyrre. Måske er dét ikke, hvad jeg ønskede mig allermest, men jeg er glad for begge dele, helt utrolig glad faktisk❤️

Haven er frodig men langt fra vild. Tingene har deres faste pladser:
Først for, den høje kristtjørn med skræmmende røde bær, som de voksne siger, er giftige. Jeg tegner mig selv liggende under busken – med et kors henover brystet og kryds for begge øjne. 
Længere nede i haven står roserne i gul, orange og rød. Storbladede og stolte. Jeg plukker et par stykker, men bladene falder med det samme af og så står jeg der med kun de tynde tornede stilke, som forskrækket kaster fra mig. Er det mine hænder, der har taget livet af dem?

Indimellem går vi en tur sammen i haven, min mor og jeg. Så peger hun undervejs, lærer mig navnene:
-Dén der hedder Hypericon, siger hun og peger på en lav busk med kraftigt gule blomster.
-Og dér står en Kejserbusk, og dét der er en Dværgsyren, forklarer hun.
Jeg forsøger at huske det hele, men får det blandet det sammen: Dværgkejser og Hypersyren.

En gang om året trimmer min far det hele, blomster, buske, træer. Han går hårdt til værks, klipper grene af og tynder ud, river krybepilens rødder fri af jorden og fjerner ukrudt. Fandens mælkebøtter, gåseurt og ærenpris.
-Ellers spreder de sig som pesten, forklarer han, mens jeg går bag ham og samler op. Binder en buket, jeg giver til min mor.
Hun siger: -Tak, skat.
Hun siger: -De er så smukke i al deres uvæsen.