Louise Juhl

Jeg køber båden en mandag. De har meldt heldagsregn, og jeg har ikke mere at gøre her: Udhænget er malet, blomsterne hængt til tørre, gulvet har fået lak. 
Flere steder er malingen på båden skallet af, ejeren kalder det en charmerende detalje: “Hun er en erfaren dame,” jeg nikker og fører min hånd henover træværket, tilføjer, at damen, som han kalder båden, trænger til en kærlig hånd. 
Sådan står vi et kvarter, tyve minutter måske, bådens ejer får talt sig varm “Hun har sgu tjent mig bedre end min egen hustru”.
En halv time senere er jeg blevet bådejer. Hun hedder Sólrun, er havblå og sytten fod lang. “Hun har mange gode år i sig,” overbeviser ejeren mig. Så kører han, jeg står tilbage, det er først der, det går op for mig, at jeg ikke aner, hvad man stiller op med en båd, hvordan man får den i vandet, hejser et sejl, sætter en kurs. 
En ældre mand med traktor forbarmer sig og trækker Sólrun henover strandbredden, han efterlader en dyb rende i sandet, det ligner et sår. “Held og lykke”, råber han, da han kører traktoren tilbage på “det får du brug for.”
Så sidder jeg der. I båden. Havet synes pludselig stort, langt større end alt, jeg nogensinde er flygtet fra eller længtes imod. Årenes tag gør hverken fra eller til, bølgernes kraft er for stærk, og inden længe opgiver jeg. Lægger mig i bunden af båden, glor op i skyerne. Luften er salt, jeg kan mærker krystallerne mod min hud, små prik af nu. Nu må tiden gøre resten.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger sådan, men da jeg vågner skraber min hund mod døren, den skal ud at tisse. Jeg rejser mig forsigtigt, sengen gynger faretruende, og jeg må støtte med begge fødder på gulvet, for at finde fæste. Udenfor er det stadig mandag, lakken på gulvet er næsten tør og det er holdt op med at regne.

Jeg er bange for ting, jeg ikke forstår. Mine øjenbryn, for eksempel, hvad de gør godt for, mine knæ. Men mest bange er jeg for mig selv.
Jeg åd engang et helt rugbrød, det var nat og jeg var nøgen. Jeg halvt sad og halvt lå på køkkengulvet og tyggede mig bid for bid igennem det tætte brød. Det var svært at synke den klæge masse, mit spyt blev sejt og jeg måtte strenge mig voldsomt an for at sluge de sidste afgnavede humpler. Det tog mig cirka en time, bagefter var intet var forandre: Mørket var stadig mørkt, og jeg var stadig nøgen, den eneste forskel var brødet, der var væk.
I lang tid forsøgte jeg at holde det skjult, kun min bror vidste besked. Jeg gik rundt og dækkede over, hvad jeg troede alle kunne se, de klæge klumper af brød i min hals, knæenes vildrede, skammen i mine øjne. Også min stemme ændrede karakter, jeg begyndte at lyde som en anden. Det var dér, jeg for alvor blev bange. For min fremmede stemme, mørket og mine øjne. Om natten holdt jeg mig for ørerne, jeg var bange for, hvilke løgne jeg kunne finde på at fortælle mig selv.
I flere år nægtede jeg at spise brød: hvidt brød, rugbrød, knækbrød, og lykkedes sådan med at tro, at det var brødet, jeg var bange for, og ikke min sult. Jeg permanentede mit hår og købte en tandem, som om vi var to. Ja til sidst vænnede jeg mig til det, til os begge, hende med stemmen og krøllerne og tandemcyklen og hende, der åd om natten.

Verden skriver med CAPS LOCK her til morgen. Luften er tæt af fugt, som om den er lige ved at græde eller lige er holdt op. Jeg har været vågeni to timer, og er fuld af noget, jeg ikke ved, hvad er. Jeg sætter mig for at skrive det frem, men kommer ved en fejl til at trykke på en knap i øverste højre hjørne af mit tastatur og en mekanisk kvindestemme spørger: “Hvad hedder din mor?”

Min mor hedder Inge, og vejret udenfor minder mig om hende. Da jeg var mindre, led hun meget af migræne – en virkelig infernalsk og ussel een af slagsen. Det startede altid med, at hun blev fjern: Hun blev længere tid om at svare, når vi spurgte hende om noget. Som om hun først skulle finde ind i sig selv, før hun kunne finde ud igen. Når sygdommen så for alvor tog fat, lå hun i sin seng med mørklægningsgardiner rullet ned og et glas vand. Ikke andet. Jeg kan huske, at vi ikke måtte spørge, om der var noget, hun kunne have lyst til for alene tanken om mad, fik hende til at kaste op. Jeg stod som regel udenfor døren til soveværelset, og håbede at få lov at åbne den, at blive lukket ind, få lov at hjælpe. Men jeg vidste, at jeg intet kunne stille op, så jeg blev på den anden side og forsøgte i stedet at vejre, hvor langt hun var, min mor. Om hun var på vej ned eller på vej op.
Jeg spurgte hende engang, hvordan det føltes. Altså at have migræne. Hun svarede, at det var som om hendes hoved var en gryde med kogende vand, der stod og buldrede med låg. En konstant trykken fra indersiden af kraniet, som om det kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. Når det var allerværst, stod hun på badeværelset i flere timer og kastede op. Der gik ikke ret længe, før maven var tømt, så resten af tiden stod hun bare med hovedet bøjet over kummen, ligbleg, og sagde sådan en lyd, som et skibsskrog, der revner.

I starten græd jeg meget, fordi det gjorde mig bange at se min mor have det så skidt. Og magtesløs. Men min mor tryglede mig om at lade være.
“Det dér, det gør kun ondt værre,” forklarede hun.
Jeg har haft svært ved at græde lige siden. Sidst jeg græd, var da jeg fik fjernet en betændt tand ved tandlægen. Det var ikke nogen forløsende gråd men en ren fysisk reaktion, der hverken gjorde fra eller til. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg frygter, at det gør ondt værre, hvis jeg græder. Måske er jeg bare kommet ud af form, måske er jeg bare ikke født med den slags evner. Vi kan jo ikke være lige gode til alt. Til gengæld er jeg god til huske navne og til at koge et æg, så det stadig er smilende, når jeg serverer det.
Kh

Fuglene forsvandt, før du nåede at vinke farvel. Nu var der kun duer tilbage, og selvom de havde vinger og kunne flyve, var de ikke dine fortrolige. Så du sad alene på din altan og røg cigaretter. den ene efter den anden. Du formede dine læber til et O og pustede ringe af røg. Jeg spurgte dig engang, mest for sjov, om det var røgsignaler, du sendte afsted?
Du svarede: Er alt ikke det. Signaler, altså?

Du sov ikke om natten, du var bange for mørket, sagde du. Så du holdt dig vågen, sad ude på altanen – om vinteren bar du tykke handsker og lavede kuskeslag for at holde varmen. Du røg som en skorsten, “det er jeg nødt til”, sagde du, “det er min eneste kilde til lys” – cigaretternes orange glød.
Du tænkte meget på fuglene, betroede du mig: På, om de var bange for mørket, ligesom dig, om det var derfor, de forsvandt?
Jeg jokede tit med, at selvom alt andet i verden ophørte med at være, så ville du stadig sidde tilbage på din altan og ryge dine Kings. Sende røgsignaler ud i natten, små beskeder til fuglene: “Englene fører 3-1” eller “Når sten drømmer er det om at være af glas.”

Jeg ved ikke, om du sidder der endnu – på din altan og skriver beskeder til de natterædde fugle, men jeg kan godt lide tanken om, at du gør.
Kh

Tak til i går for at komme og gå – og til i dag for cirka det samme. Tak til rase for at rime på karse og til hækken udenfor, som sikkert trænger: TAK.
Også tak til den politimand, der for enogtyve år siden hjalp mig ud af et kælderrum, og fik mig til at love at leve videre. For at ringe dagen efter. Og dagen efter igen. “Er du ok?”
Tak til skovjordbær og purløget i min have, til dovne duer og skrigende måger på himlen. Til dit for dat – og vice versa, dat for dit. Tak for tak og bid for bid og se: Hvilken morgenstund!

Dagen efter er der arrangement på biblioteket, en præsentation af forårets bøger. Jeg sidder allerbagerst og ser ind i række efter række af rejste nakker. En kvinde bliver ved at række bagud med sine hænder, trække i sin hestehale, af en eller grund giver det mig lyst til at skrige. 

Efter præsentationen får vi tilbudt ”noget at drikke og lidt godt til ganen.” De har stillet det hele frem på et rullebord af metal, små plastikkrus med hyldeblomstsaft og solbærdrik og tareteletformede papbægre med saltede nødder. Jeg tager af begge dele, solbærdrik og nødder, for et syns skyld og går rundt sådan, med fyldte hænder, i det meste af en time. Ser på folk, der drikker og spiser og snakker og ler. Tænker, at det vel er sådan man gør, sådan, jeg må lære at gøre. 
Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige og heller ikke hvem, jeg skal sige det til, så jeg bliver stående, indtil en ældre bibliotekar råber ”hallooo” og tager ordet.
”Det er dejligt at se så mange fremmødte til vores arrangement, jeg håber I har nydt eftermiddagen lige så meget, som vi har. Kom godt hjem.” 
Folk klapper. 
Jeg stiller saft og nødder fra mig og gør det samme. Klapper og går hjem.

Min mor har kogt torsk og kartofler, ”det er magert og meget sundt”, forsikrer hun. Jeg svarer, at jeg lige har spist tre håndfulde nødder og drukket det meste af en liter saft. At jeg virkelig ikke kan få en bid mere ned. 
”Ellers tak.”

Hver morgen tager jeg cyklen, kører ad de små veje ud til Poulstrup Sø, det er urimelig smukt overalt, foråret lyser stædigt og bleggrønt fra rabatterne. Jeg kan ikke leve op til, det jeg ser, føler ingen glæde ved det. I haverne er der tidlige krokus i haverne, ved søen brysthøje siv. Solen er næsten hvid at se på, iskold og uden varme. Jeg kan lide det sådan. 
Jeg har fået en vane med at sikre, at mine fingre virkelig findes. Jeg rører ved deres spidser, tæller efter: en, to, tre. Når hver gang frem til at de er der alle sammen, ti i alt, og føler mig lettet. Det kan godt være, at jeg er ved at gå i stykker indeni, men udenpå hænger jeg stadig sammen: et hoved, to ben, to arme, ti fingre. 
Derhjemme gemmer min mor badevægten væk, så hver dag må jeg købe en billet til svømmehallen. Jeg klæder mig af i en af de små båse, lægger omhyggeligt tøjet sammen. Undertrøje, trusser og strømper i én bunke, t-shirt, sweater og jeans i en anden. Åbner så lågen ud til det fælles areal og lister mig ud, skjult bag et stort badehåndklæde med motiv af solsikker. Undervejs hen til vægten stjæler mig til at se på de andres kroppe. Unge fyldige bryster, lange sikre ben. En ældre dame med kun én arm og en hud, der er ridset af rynker. Hun hilser med bekymret mine ”Dav.” 
Jeg nikker til svar uden at se hende i øjnene, ingen skal bekymre sig om mig. 

Vægten er sådan en, de også har på hospitaler – med vejestang og modvægt. Det tager tid at ramme præcis det punkt, hvor stangen er i vater i ro. Jeg forsøger længe, skubber forsigtigt til modvægten med min pegfinger, frem og tilbage, nogle få milimeter ad gangen. Endelig finder stangen sit balancepunkt og står stille: 44,2 kilo. 
Det er nøjagtig det samme som i går, jeg har ikke tabt noget som helst, ikke et eneste gram fedt, jeg er stadig lige fed og for meget. Fortvivlelsen er fysisk, det brænder i min hals og i min mave. Jeg stiger ned af vægten, samler håndklædet op og slår det om kroppen. Småløber tilbage til båsen og de to bunker med tøj. Jeg græder og så alligevel ikke, der kommer ingen tårer, bare grimassre: Min mund og mine øjne, der trækker sig sammen. En slags hulken – måske er det sådan afmagt lyder. Halvkvalt og uden vilje.

Det simple som en mulighed:
at gå 
at se 
at rede sit hår 

skære en tomat i både og 
give fuglene 
hvad de fortjener

hælde sorg i en skål 
og stil den ud til kattene 

elsk dem for at slikke
dine sår

Et sort hul er et objekt i rummet, der er blevet presset så meget sammen af tyngdekraften, at det ingenting fylder.
Et sort hul vokser, når stof falder ned i det.

Særlinge findes alle steder. Det læser jeg i en artikel på nettet.
I fysikken kaldes særlinge for singulariteter og er punkter, hvor de vante måder at beskrive tingene på bryder sammen.
Punkter hvor alting bliver uendeligt energirigt, uendelig tungt og uendeligt varmt.

Et sort hul er et eksempel på en singularitet. Passerer man en bestemt grænse omkring et sådan hul, den såkaldte Schwartzschild-radius, bryder de vante forklaringsmodeller sammen. Fysikkens ligninger kan ganske enkelt ikke bruges her. Kræfterne er for store, varmen og energien for voldsom. I et sort huls indre er forholdene så ekstreme, at man må bruge en anden ukendt fysik for at forklare dem, et andet sprog.
Et sort hul røber kun sin eksistens gennem dets indflydelse på omgivelserne. 
Et sort hul kan ikke ses, men alene observeres ved at studere den effekt, de har på omgivelserne, det vil sige ved hjælp af sekundære beviser.

Sorte huller er punkter, der ikke “findes” i traditionel forstand.
Kanten af et sort hul, kaldes en begivenhedshorisont.
Det er derfra, jeg fortæller

“Det rigtigste, jeg håber at kunne skrive, befinder sig nok der, hvor det familiemæssige og det sociale, myten og historierne mødes…hverken fotografier eller mine erindringer eller hvad familien kan fortælle, kan give mig denne sandhed” 
“Det drejer sig om at finde en sandhed […], som kun kan nås gennem ordene”
Annie Ernaux, Kvinden.