Louise Juhl

destory.dk

hierarkier allevegne

Sund mad og kostpyramiden stod højt på dagsorden.
I husgerningstimerne lærte vi en rækkefølge for opvask, glas og bestik først (det, der var i berøring med munden) dernæst tallerkener og til sidst skåle, gryder, pander. Formålsløst, måske, fordi vi næsten alle havde en maskine til at klare opvasken derhjemme, men omvendt havde det karakter af et dannelsesprojekt, der var hierarkier for alt og overalt – selv for bestik og fade. 
Lige sådan fandtes der regler og systemer for tandbørstning (tolv børst for hverflade), madpakke (først det sunde, hamburgerryg og ost, og først til slut en enkelt med pålægschokolade), tøjets fordeling i skabet (undertøj og t-shirts på hylder, skjorter og kjoler på bøjler). 

Et af tidens store dramaer udspillede sig for åben skærm, da en kogebogsforfatter kom for skade at skylle sit hakkede oksekød under koldt vand for at reducere på indholdet af fedt. 
Landet blev delt i to, de, der spiste for at n yde og dem, der spiste for at kunne yde. Nu havde askesen taget overhånd, mente de første, mens de sidste fandt kokkens anbefalinger værd at følge. Efter lidt tid tog stormen af, men vandene var stadig delte, det handlede om mere om mad, så meget var sikkert. Det handlede om selvkontrol,
”en sund sjæl i et sundt legeme”.
Og deroverfor? En fri sjæl i et frit legeme, måske.

*

kuglerammen

Vi vidste, at tiden var knap, hvert sekund talte, og gjorde vores bedste for at lægge til, følge med. Men undervejs kom vi i tvivl.

Hvad var det for et facit, vi søgte, hvad var det for et mål, vi skulle nå? Hvad var fylde og hvad var bare fyld, kunstigt og ægte, sandt og falsk.
Hvad talte mest: Antallet af drenge, vi havde været i seng med eller gennemsnittet nederst på karakterbladet. Mængden af brosten, vi havde smidt i kampen for retfærdighed eller de timer, vi havde lagt i at læse en bog til.

Tvivlen efterlod os et sted midt imellem. Vi smed en sten, malede et banner, lavede lektier og nåede kun sjældent at lære de fyre, vi lagde krop til, at kende. Glædede os bare til den dag, hvor tiden ikke længere kunne bestemme over os, men vi kunne bestemme over tiden.

Yonder

Vores kroppe var fulde af forventninger og rastløshed, dagen i dag bare et nødvendigt onde på vejen til i morgen. Om et år, så. Når vi blev voksne. 
Mandage, tirsdage, torsdage med lektielæsning, pligtopkald til en fjern grandkusines bryllup, tavse middage og ligegyldig bladren i en morgenavis, altid på vej mod de dødsannoncerne på side fjorten. 

Indimellem fandt vi luft: Sene fredage på en skibsbriks med veninden, Carole King på stereoanlægget, lyden op på max. Vi lænede os tilbage med lukkede øjne, skrålede med og drømte om dette fjerne uidentificerede sted:
“Way over Yonder, where I can find shelter from hunger and cold”. 

Senere på natten, berusede af kvæde-te og overtræthed, betroede vi hinanden ting, vi ikke selv vidste af, før nu: At vi var skrækslagne, trængt op i et hjørne af en altid nagende tvivl. Angsten for at blive som vores forældre, altid halsende og på vej. Men også: drømmene. Om at slå os ned, finde et sted, et hjem, hér. Tre børn, fire, nej fem, allesammen med krøller og kraftige knogle, de skulle have navne som Une og Cav og Era og Svante. Og vi. Vi skulle skrive tykke bøger om kun det mest nødvendige. At elske lodret, for eksempel, stræbe efter dybde og højde fremfor længde. Vi troede på det, det hele var så virkeligt dér i de sene timer på skibsbriksen , når vi sværgede ved hinandens halse, at vi altid altid ville være tro mod os selv og livet, uden at vi dog vidste, hvad det betød.

syvkabale

Det var også i 83’, at min mormor døde. Jeg har ét billede af hende, kun ét, og min
mor vil helst ikke, at jeg viser det frem. Hun synes, at min mormor ser så træt ud på billedet, det yder hende ikke ret, siger hun. Jeg synes, min mormor ser smuk ud på det, træt men smuk, hendes hår er sneglet op i en pølse rundt om hovedet.
Hun var opereret i hjertet. Det gav sådan en pibende lyd hver gang hun trak vejret, jeg elskede den lyd. Nogle gange fik jeg lov at sidde ved siden af, når hun sov til middag, bare for at lytte. Når hun var vågen, skrællede hun kartofler eller lagde kabale, hun sagde ikke så meget imens, måske et ‘jajada’. Eller hun så ud ad vinduet efter rutebilen, der kørte forbi, løftede en hånd til vinken og lagde så spar ni i den bunke, hvor den manglede.


Min morfar var helt anderledes, han var tømrer og kunne lide at banke pæle i jorden. Han forstod sig bedre på mine brødre, end han gjorde på mig, de ‘kunne jo tage fat’, sagde han. Jeg tror ikke, at det var ment som en kritik, bare en konstatering af, at de havde flere kræfter end mig. Kunne sætte hegn og fælde træer og tjære tag. Gøre nytte.


Imens sad jeg så ved min mormor, mens hun løste kryds-og-tværser i Hjemmet og lærte mig at stave til alle de korte ord, hun brugte undervejs: nor og li og ås. Forklarede mig deres betydning. Eller hun kogte æbler til grød, altid siddende på en skammel for ikke at anstrenge sine ben for længe. Jeg kan huske, at hendes ankler var tykke som træstammer, og at hun kun med besvær kunne have sko på. Af samme grund gik hun næsten altid i tøfler, lidt slæbende skridt, selvom hun gjorde, hvad hun kunne, for at løfte fødderne. Den lyd – af besværede skridt og pibet fra hendes vejrtræk. En tryg og rolig lyd, men også en lyd fuld af træthed.

Jeg vidste godt, at min mormor var syg og skulle dø. Alligevel var tomrummet enormt, da det skete, det var i marts, midt i påsken. Nu var der kun mig tilbage i stuen hos min morfar, de andre var ude at slå pæle i jorden. Mig og så lyden af stueurets visere, der mindede mig om, at tiden fortsatte, selvom min mormor ikke gjorde.

en lang dag

Jeg er på ferie hos min farmor, det er første gang, jeg besøger hende alene. Det er helt anderledes, end når jeg er der med min mor og far, hun er ligesom mindre farmor, mere menneske. Det er både spændende og lidt uhyggeligt. Jeg gør mig umage med at hjælpe. Går tur med gravhunden, Ib, og henter to kilo hakket kalv og flæsk, hun har bestilt ved slagteren. Slagteren hedder Jon og går med forklæde, det har jeg aldrig før set en mand gøre, der er blod der, hvor hans mave buler ud. Han rækker mig posen med det hakkede kød, ‘værsåartig unge dame.’ Jeg svarer ham, at jeg ikke er en dame, jeg er en pige. Jon ler højt ‘godt ord igen’, jeg ved ikke, hvad det er, der er så sjovt.

I TV-avisen fortæller de om en dødelig sygdom, der breder sig i USA, de ramte får lilla mærker på huden og hoster og dør. Jeg ser på billederne af de syge mænd med indfaldne kinder og bange øjne, så fuldkommen ulig Jon, slagteren med den tykke mave og blodpletter på tøjet. Jeg vil spørge, hvad det er for en sygdom, hvorfra den kommer, og om min mor og far kan risikere at få blå mærker og dø, før jeg er tilbage fra ferie. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge, mennesket eller min farmor, så jeg låser mig inde på badeværelset og ser mig i spejlet. Mine øjne er ligeså bange, som dem i ansigterne på tv. Jeg står sådan i flere timer, tør ikke slippe mig selv af syne af frygt for at falde om at dø. Indtil min farmor kalder, at der er mad – vi får karbonader med kogte kartofler og syltede rødbeder. Jeg spiser kun det halve, rejser mig så og går hen til min farmor, trykker mit ansigt imod min hendes bryst. Hun lægger en hånd om min nakke, spørger: ‘Nå, har det været en lang dag?’

No Future

I skolen skrev vi stile om fremmedgørelse og storbysavn, om neon og spejle, der spejlede sig i andre spejle og så videre. Mennesket som en uendelig replikation. Eller vi analyserede musikvideoer som Genesis’ Land of confusion: Verdens ledere karrikeret som forvrængede dukker. Leonid Brezchnev, Margaret Thatcher, Khomeini, Gornbatjov, alle koldkrigspolitikerne linet op i geled. Ikke mindst Ronald Reagan. Klædt i Supermanskostume og derunder Phil Collins stemme: 

Oh Superman where are you now/ When everything’s gone wrong somehow/ The men of steel, the men of power/ Are losing control by the hour.

Symbolikken var til at forstå, ingen troede længere på, at politikerne havde hverken magt eller vilje til at løse noget som helst. 

Halvfjerdsernes blomsterbevægelse og kollektive boformer havde vist sig ulevedygtige. Verden var stadig delt imellem Øst og Vest, fattig og rig, de foregående årtiers drøm om fuldkommen frihed syntes naiv. Nu sad vi så i skolen, læste og lyttede og pegede fingre ad 60er-generations kærlighedsbudskab: Make love not war. Ikke fordi vi var uenige, men fordi troen på at badges, slogans og fri hash kunne gøre en forskel havde vist sig at slå fejl. Så vi gav kritikken frit løb, forkastede enhvert forsøg på teorier og løsningsmodeller, skrev i stedet side efter side om de Store Fortællingers fald. Løsninger, derimod, havde vi ingen af. Tværtimod, kransede vi vores øjne med kulsort kohl, farevde håret sort, klædte os ud som døden, fordi den var det eneste, vi for alvor troede på. 
På gavlen af boligblokkene lige bag Byplanvejen skole, havde nogen med rød spraymaling skrevet:
Fremtiden er aflyst.
*

Vi blev døbt generation X, det var ikke ment som en kompliment, vi fik skyld for at være visionsløse individualister, forkælede og egoistiske, etiketterne var mange, et sted derimellem befandt sig en slags sandhed, der var, at vi havde mistet troen på fremtiden. Håbet om fælleskab og kærlig sameksistens var brast, vi aflyste alle drømme og skrev i stedet verdensfjerne digte om punkterede pupiller og fik tatoveret et No Future på underarmen. Andre klædte sig i læder og latex, dyrkede techno og stroboskoplys og slugte piller, der fik tiden til at gå hurtigere end de selv kunne følge med. Det handlede om at indhente fremtiden, før også det var for sent.

Arvinger

Sprog skabte verdener.
Mænd dannede grupper, skabte sammenhold og fremdrift. Kvinder derimod lavede kliker, skabte splid.
Det var i hvert fald historien, som den blev fortalt og umærkeligt fik lov at glide ind som en slags sandhed, ingen stillede spørgsmål til.
’Kvinder er kvinder værst, lød fortællingen, der blev delt af alle og overalt, selvom ingen rigtig vidste, hvor den stammede fra eller hvad den byggede på. Det var bare én blandt utallige fortællinger, vi havde arvet fra vores forældre – og de af generationerne før dem. En stemme fra for længst, et rungende malm. 

Når eller hvis

Vi levede i parallelle virkeligheder og havde forskellige roller i dem alle.

I den virkelige virkelighed sad vi på tilskuerrækkerne og så til, mens livet udspillede sig på en scene langt væk:
Challenger ulykken, Tjernobyl, kongebryllupper- og skilsmisser, succesfulde borgmestres pludselige fald. Ord som Perestrojka og Glasnost, storladne bogtitler: Himmel og Helvede eller Væbnet med ordenes vinger. Mordet på John Lennon og senere Olof Palme, alt kunne ske og alt skete. Vi så til. For det meste med gru, en sjælden gang med begejstring, men uanset hvad vi følte, var vores rolle givet. Vi var tilskuere og dermed udelukket fra at påvirke handlingen.

Den nære virkelighed, var den derhjemme. Familiens skød, blev det kaldt. Ikke fordi vi sad på skødet af hinanden, men fordi der var en forventning, at det var det, vi gjorde. Stad sammen, sod sammen, skulder ved skulder, uadskillelige. Sandheden var dog mere kompliceret. Vi børn voksede og kom for sent og drak os fulde og svarede igen. De voksne talte til os, som om vores liv var deres, dikterede pligter og rammer, kommehjemtider og alkoholkultur. Lektier først, prædikede de, så fornøjelse. men de talte for døve øren og vænnede sig kun langsomt og med stor modvilje til at løsne tøjlerne, slippe os fri.

Den eneste virkelighed, vi for alvor havde indflydelse på, var den hypotetiske. Når eller hvis, så:

Når vi blev færdige med skolen, gymnasiet.
Når gajolerne blev til bryster eller vi fandt mod til være os selv (hvad det så end ville sige). Når verden blev vores og drømmene til virkelighed. Når kærligheden fik krop og ‘det unævnelige’ endelig fik lov at ske. Når vi fik en mand og fire børn med navne som Joanna og Alexander og Karoline og Karl. Når vi fik et job med ansvar og muligheder og frihed og god løn. Når alting ordnede sig, tvivlen forsvandt og glæden blev konkret (kornblomst og brændt ler og tid til tid). Hvis og hvis.
Så?
Så langt nåede vi aldrig, måske fordi vi ikke turde, måske fordi vi ikke vidste, hvad vi rent faktisk drømte om.

i morges

navnet på min medicin
lyder som rim i græsset
en lille lykkelig gråd

i morges tænkte jeg på min morfar
jeg tror ikke jeg nogensinde 
har set ham græde men
jeg har set ham slå pæle i jorden
og hugge hovedet af en høne
jeg har set ham luge bedet 
i sin have med en omsorg
der minder om septembers

jeg kan godt lide september

jeg kan godt lide de
sene kantareller
det tidlige mørke
jeg kan godt lide
efterårets komme:
at der ligesom ikke er mere at stille op
at det er dét vi så alligevel må gøre
stille op

Bryster og mudret tvivl

Livet var noget der lå foran os, og dagene indtil da forhindringer, der skulle overstås for at nå frem.

Prøvelserne undervejs var mange og vidt forskellige. En uvarslet test i kemi, for eksempel, i det periodiske system. Ag for argentum, der betød sølv. Eller Ra for Radium, der var et ustabilt og derfor meget farligt grundstof. Eller det nok varslede men ikke mindre pinefulde i de to begyndende bryster, der skød frem af kroppen, og som man bare ventede på skulle vokse sig store nok til at være værd at vise frem.

Derimellem var tusindevis af stjålne øjeblikke, man følte en vis skyld ved rent faktisk at nyde. At pjække fra idræt, i stedet købte to pølsehorn og en Cocio. Eller at bladre i kioskernes pornoblade, pege og hviske ‘adr’. Fryden ved i det skjulte at bære billederne med sig. I tankerne ud af butikken, en slags tyveri og så alligevel ikke. Finde dem frem igen, når man kun var sig selv og under dynen.

For det meste var vi fulde af mudret tvivl og vaklen. Ville vi nogensinde nå frem? Og hvis ja, til hvad?

Kun ganske sjældent skete det, at tiden fik lov at gå i stå. Så stod vi der ved siden af og trak vejret, indtil vejret igen trak i os.