Louise Juhl

Jeg er et meget simpelt menneske, er vågnet op i en seng på et luksushotel, jeg mener: hvor tit sker det, jeg mener: aldrig før. Selv shampooen er luksus Karameju og rundt omkring på værelser står små buketter. Jeg har egen altan med udsigt til parken og bagerst Karen Blixens grav.

Jeg har glemt, hvad han hed (det er selvfølgelig ikke sandt, men I ved, hvad jeg mener), han inviterede mig på ferie ved Ringkøbing Fjord, en lille lejlighed med tekøkken, her er alt, sagde han og pegede ud ad vinduet. – Vandland og supermarked, frisør og et udsalg med kurve, store og små kurve, med og uden hank, neonpink og rustrøde. Han foreslog, at vi skiftedes til at bestemme, hvad vi skulle stille op med dagene. Jeg foreslog at tage hjem, han kaldte mig en utaknemmelig kælling og forlangte forsoningssex, sådan var der hele tiden noget. Jeg ville ud til fjorden at gå, han ville ligge i en stol ved det indendørs bassin, jeg ville spille scrabble, han ville tage nøgenfotos af os i umage situationer, med en støvsuger i hånden eller i gang med at snitte grøntsager, han brugte et semiprofessionelt kamera, et Nikon D50 med stativ. Jeg sagde ikke fra, før han forlangte, at jeg stod på hænder med en banan i munden. Han mente, jeg var hysterisk, – man har kun det sjov, man selv finder på, og da jeg svarede, at jeg ikke syntes, at det var sjovt at stå på hovedet med en frugtpik i munden, foreslog han mig, at jeg tog hjem.
Det gjorde jeg så. Stillede mig ved den lange lige landevej, der fører fra Søndervig til Ringkøbing med en tommel i vejret og blev taget op af en lastbilchauffør, der var glad for fugle, særligt vadehavsfugle: klyder, viber, snepper og klirer. Og dig? spurgte han og jeg fortalte, at jeg var på flugt men han grinede bare: – Aint we all?

Det jeg vil sige er, at Rungsted og luksus er uvant fedt og meget ulig, hvad jeg i lang tid troede, var tildelt mig. Kh

Det siges, at Descartes i et forsøg smed en kat ud ad vinduet for at se, om den viste tegn på frygt. Hans teses var, at dyr var følelsesløse og rent instinktdrevne væsner, og at en kat således ikke ville reagere på den fare, det var, at blive kastet ud fra et højtliggende punkt. Ingen i dag ville forhåbentlig tillade en sådan en tilgang til dyr – selvom svineindustrien og slagtehønsenes kummerlige kår ikke er meget bedre.

Det er nu ikke landbrugsindustrien jeg har i tankerne med det her opslag, men sprog. Nærmere bestemt: fuglesprog. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Jeg har netop færdiglæst en artikel i THE NEW YORKER om forskning i fugles kald, sang og konversation. Og ja, fugle konverserer, også selvom vi har det med at tilskrive enhver af deres lyde som målrettet enten ønske om forplantning, advarsel eller mad. Men de seneste årtiers undersøgelser viser et langt mere komplekst billede af fuglenes indbyrdes sprog. For eksempel at fuglemødre synger for deres æg. Ja – præcis sådan som mennesker synger for deres kommende barn. Og mere bemærkelsesværdigt er det, at ungerne efterfølgende benytter sig af nogle af de sange og lyde, de er “udruget” med, som vokabular. Faktisk, viser forskningen, er det sådan, at lader man en fremmed fugl udruge æggene, ja så er denne rugemors sang den, de bærer med sig og anvender resten af deres levetid. Det er altså ikke en medfødt evne, men en tillært. 

Hos fuglene er en advarsel heller ikke bare en advarsel. Den lyd, der skal advare om en rovfugls ankomst er en anden end den, der varskor om en slanges tilstedeværelse. Den ene lyd, får fuglene til at søge ly på jorden (væk fra rovfuglen fra oven), den anden, får dem til at søge opad (bort fra krybende slange). Den slags indsigt giver et fingerpeg om, at menneskets selvhævdede overlegenhed og påstand om, at være det eneste væsen med abstraktionsniveau og sproglig kommunikation, måske ikke holder vand. Ikke fordi fugle eller andre dyr, har et sprog lig vores, men fordi de med stor sandsynlighed har et andet – lige så kompleks og nyttigt – sprog tilpasset deres liv. Faktisk har langt de fleste dyrearter, og fuglene især, en historie der går langt længere tilbage end menneskets, hvilket vel indikerer, at deres levevis, adfærd og sprog, kunne være mere levedygtige end vores. Måske er det sprog, der får fugle til at søge op og ned, flyve i flok, tage på træk, finde føde, ikke mindre komplekst end vores, men bare et andet. 

I Japan har de grundlagt et center for dyresprog. Her forsøger de – blandt andet ved hjælp af algoritmer og AI – at skabe en slags ordbog over blandt andet fuglesprog. For er det de samme kald, der bruges til at indbyrdes blandt måger at advare om kommende storm, de samme i Danmark, som de kald, der bruges blandt måger i Sibirien? Et stort problem i den sammenhæng er dog, de baggrundslyde, der findes i fuglenes habitat. I Danmark kan der være tale om trafikstøj, kirkeklokker, legende børn. I Sibirien er lydene nogle andre – men uanset hvor, optræder fuglenes kald og sang altid i samspil med andre lyde. Jeg kender problemet på egen krop: I 1997 arbejde jeg et år på Center For personkommunikation ved Aalborg Universitet. Her skulle jeg transskriberet optagelser af mobiltelefonsamtaler og samtaler fra telefonbokse (sådan nogle fandtes dengang). Målet var at opsamle materiale fra dialekter over hele landet, men også – og mindst lige så vigtigt – at finde en måde at frasortere baggrundsstøj, således at de maskiner, der skulle tage imod beskederne, alene bearbejdede det talte sprog og ikke medtog en bilalarms bippen eller en bakkende bus’ ditto. Det var vanvittig hårdt arbejde. Ikke fysisk, men opslidende fordi det forlangte et helt særligt fokus at være sig bevidst om alle de lyde, vi mennesker er omgivet af og som en maskine, der alene reagerer på lyd – og ikke indhold – ikke kan skelne fra andre lyde. 

Nå, jeg tror aldrig vi lærer helt at begribe, hvad fuglene siger til hinanden og hvorfor. Men jeg tror, at vi med en stadig større forståelse af, hvor komplekst og omsorgsfuldt de vingede væsner udtrykker sig, kan blive bedre til at passe på og respektere dem. Og det er der hårdt brug for. 
(Jeg skulle have brugt denne formiddag på at læse en kollegas manuskript, booke togbilletter, gennemskrive et kapitel i en kommende udgivelse og ringe til min mor. Men nu har jeg altså brugt den på at læse om fugle og deres sprog. Klassisk LouLou Let-At-Distrahere)

Jeg ved godt, jeg har skrevet om det flere gange. Jeg ved godt, at det er på tide at komme videre. Jeg ved bare ikke hvor. Hvorhen, hvorfor.
I dag kan man på DR læse, at Danmark er det eneste land i Nordeuropa, der ikke tilbyder psykologhjælp til mennesker i fertilitetsbehandling. Det, selvom der ofte er tale om enlige eller par, for hvem drømmen om at få et barn fylder så godt som alt. Og hvor risikoen for at måtte give køb på denne drøm hele tiden er tilstede. Hver eneste gang testen er negativ føles det som at give afkald på en del af lykken. Det lyder sikkert helt åndssvagt i nogle menneskers ører: Hvordan kan det, at give afkald på noget, man aldrig har haft, være et tab? spørger de. Og hey, det er skam et legitimt spørgsmål. Det er cirka lige så uforståeligt, som at et menneske, der har mistet et arm eller et ben kan opleve smerter i det ikkeeksisterende lem? Andre mener, at det jo ikke er en menneskeret at få børn, og at man derfor ikke kan forlange det offentliges hjælp til det. Det har de jo på sin vis ret i, menneskerettigheder er som udgangspunkt noget, vi giver til hinanden, og her hører retten til at få børn ikke under. Men: Lykken er heller ikke en menneskeret og ingen vil vel derfor mene, at man skal afvise at hjælpe folk med klinisk depression? 
Da jeg selv gik i behandling for barnløshed, var mit ufødte barn ikke en fantasi eller drøm, men en hel konkret del af mig. Et navn. Barbara, hvis det blev en pige, og Johannes, hvis det blev en dreng. Min kamp for at blive gravid, handlede om kampen for kærlighed, for at finde et sted at placere den kæmpe klods af ømhed, jeg bar rundt på. 

Den første lange tid delte jeg brød ud til ænder i alle omegnens parker og fodrede fugle fra et bræt. Men som månederne gik og æggene forblev for for små og chancerne for at blive gravid blev stadigt mindre (8 procent,) blev jeg grebet af en stor sorg. Min drøm om at blive mor, alle de planer, jeg havde for mig og mit barn, alle de steder, vi skulle besøge, alle de bøger, jeg ville læse højt. Alle de dyr, vi skulle ae og alt det vand, vi skulle bade i. Pludselig var alt dét ikke andet end et fatamorgana, en luftspejling. Og jeg stod tilbage med hænderne fulde af brød og et kæmpe hul dér indeni, hvor fremtiden skulle tage form, finde sted. Lægen var effektiv og dygtig til sit arbejde, jeg er ikke i tvivl om, at han hørte til blandt de fremmeste eksperter i landet indenfor fertilitetsbehandling, men lige så ferm han var til det medicinske, lige så håbløs var han til at forstå alt det, der fulgte med. Skammen over en krop, der ikke virkede. Leden ved aldrig at kunne give liv til andet end sit eget latterlige selv. Afmagten ved at vide, at med viljestyrke kommer man muligvis langt, men ikke hele vejen. Han forelagde mig bare fakta, målene på min æg og viste mig en graf over sammenhængen mellem alder og fertilitet. Jeg var 40 og på vej mod et stort fedt nul. 

Jeg havde ikke mistet en nær pårørende, sådan som kravet for at opnå psykologhjælp lød på. Og så alligevel:
Jeg havde mistet den fremtid, jeg troede, skulle være min. En stor del af min kærlighed var blevet hjemløs. Jeg ville gerne have talt med nogen, der kendte til den – muligvis forkælede og forkerte – sorg, det er, at sørge over en dødfødt drøm. At måtte give afkald på et håb.
Jeg ved ikke, hvor pengene skal findes, men det forhindrer mig ikke i at håbe, at der i fremtiden bliver et tilbud til ufrivilligt barnløse. Et sted at gå hen og tage afsked med det barn, der aldrig blev.

Mit vækkeur er løbet tør for batterier.
*
Tiden går alligevel.
*
Jeg skriver en besked til min mor, spørger: Havde mormor søskende?
*
Min mor skriver: De var seks. Fire piger og to drenge. Mormor var nummer tre.
*
Jeg vil vide mere. Hvad hun fik tiden til at gå med, spørger jeg, arbejdede hun?
*
Min mor svarer: Du spørger om meget og videre.
*
Hun passede mig og din moster. Holdt hus i flere etager uden støvsuger, vaskemaskine eller køleskab.
*
Jeg skriver: Bliver du vred over, at jeg spørger
*
Min mor skriver: Nej. hvad skulle jeg dog blive vred over.
*
Og fortsætter: Livet tog længere tid dengang. At handle ind, bage brød, varme vand til te. Etagevask.
*
Jeg skriver igen: Hvornår blev hun syg?
*
Min mor svarer: Hun havde gigtfeber som ung. Det angreb hjerteklappernes, de blev utætte,
*
Hun skriver: Hun blev tilbudt operation, da jeg var 16, men det foregik i København. Patienterne blev kølet ned i en form for isbad. Hun takkede nej
*
Jeg skriver: Uh!
*
Min mor svarer: 6-7 år senere kom hjertelungemaskinen, og hun hun fik indopereret en ny hjerteklap
*
Jeg skriver: Søde mormor.
*
Min mor skriver: I lang tid havde hun det fint, men så blev hun ældre og kroppen sagde fra.
*
Jeg skriver: Søde dig.
*
…
*
Jeg skriver: Jeg skal ud og købe batterier.
*
Min mor svarer: God tur.

Jeg glemte mine øjne på et fly. Det var i i foråret, jeg gik rundt i blinde og spurgte, men ingen havde set dem. Mine knæ gav efter, og jeg faldt om. Da jeg vågnede igen, havde vænnet mig til det. Til intet at kunne se, fyldte selv mørket ud. Med forestillinger om sol og gule marker, vejsideboder med jordbær. En bakke 25 , to for 45. Jeg lærte at spille golf. Ikke med kølle og på en plæne, men derhjemme bag de tomme huler, hvor mine øjne engang havde siddet. Jeg blev hurtigt banens bedste, pottede det ene hole-in-one efter det andet. Lokalavisen ryddede forsiden: “Kvinde mister synet, men vinder evnen til at se”. Det lød så rigtigt, så smukt og stærkt. Jeg lod mig interviewe og citerede Den Lille Prins: “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” En fotograf skød mit portræt – lænet op ad en mur med bortvendt ansigt og en hånd lagt mod brystet. Netflix tilbød at fortælle min historie. To sæsoner a hver seks afsnit. “At veksle et tab til trofæer”. De behøvede ikke andet end min underskrift, sagde de, og lagde pennen min hånd.
Det var ikke før flere uger senere, at telefonen ringede. Det var fra lufthavnen, en fra rengøringspersonalet havde fundet min øjne. De lå imellem to sæder i et KLM fly med kurs mod Dubai. Mit hjerte sank. Det hele var jo fantasi. Solen og pokalerne, overskriften og hånden mod brystet. Vejsideboden, de med billige jordbær. Mine tolv afsnit i den bedste sendetid. Det hele var tomme huler, fine forsider og citater uden bund. Jeg sad lidt med telefonen i hånden, udenfor kørte en renovationsbil larmende forbi:
– Det må være galt nummer, svarede jeg og lagde på.

Hvem kender dig egentlig. Og dybest, bedst? Din mor, der har født og ammet dig, set dig stavre dine første usikre skridt? Din bedste ven, som du har betroet alt: Din angst for træers skygge, for eksempel, eller din håbløse drøm om at blive den første der tager turen rundt om jorden på rulleskøjter. Er det din læge, der har lyttet til dit hjerte, da det var allermest udsat, banket på dine knæ og set dem reagere uden at have fået lov.
De fleste vil nok mene, at deres nærmeste er deres partner, den, de deler seng og hverdag med, ham eller hende, de kan skændes med uden at frygte for følgerne, græde over, grine med. Den elskede, der længe før man selv er klar over det, ser at man er gange og trykker én tæt til sit bryst. Og dér finder man så sig selv, eller i hvert fald den del, der er bange, og lader sig omslutte. Trøste.
I et essay I the New Yorker skriver journalist Joshua Rothman om det ønske, de fleste af os går rundt med, ønsket om at være set, hørt, forstået. Ikke delvist, som mor, som ven, som kollega, men helt og fuldt. Som menneske på godt og ondt. Jeg vil tro, det er det, mennesker, der har fundet Gud, oplever. At være fundet, favnet, set og holdt af. Men at et levende individ, en sjæleven, en fordobler. Rothman bruger Tolstojs karakter Konstantin Levin fra ‘Anna Karenina’ som eksempel. Han er lykkeligt gift og har en søn med sin Kitty, alligevel står der: “Still, he’s noticed that there is a wall between my soul’s holy of holies and other people, even my wife.” Uanset hvor nære, vi er, hvor “godt” vi kender hinanden, vil der altid være en rest tilbage, en ensom plet, et mørke, ingen – måske knap nok vi selv – kender til.
Det er interessant spørgsmål. Om vi altid vil være alene, sådan som Simon og Garfunkel synger det: “I am a rock, I am an Island.” Om der altid vil være en del af os selv, der ikke kan deles, fordi den ikke kan sættes på sprog – lidt ligesom når det spæde barn græder. Vi må gætte os frem, forsøge på må og få, at lære dets behov at kende: Hvad er det, barnet er ulykkeligt over: Er det sult? Søvn? Manglende omsorg? Kulde? Feber? Måske er der – uanset alder – sådanne behov, længsler, drømme, forbudte fantasier, vi mennesker går rundt med, og som vi håber, at nogen kan tyde for os. Svare på. En sult, de kan stille.
Men findes der sådan et menneske, der forstår os fuldt ud? Og hvad vil det sige: At være genkendt fra inderst til yderst, vil et andet menneske forståelse ikke til en vis grad spejle dennes egen horisont, dennes erfaringsrum? Vil min mand, der er opvokset i et fuldkommen andet miljø end mit eget og med andre værdier, ikke altid læse mine behov på baggrund af sin egen bagage? Vil han ikke risikere at oversætte mit sprog til sit eget og dermed miste nogle nuancer. Vil min kærlighed til min elskede ven, ikke ofte komme til udtryk som en spejling af mine længsler. Så jeg mætter ham med knus og kram og tydeligt artikuleret kærlighed, mens det, han måske trænger til, er et mere uudtalt tilstedevær eller larmende latter?
Hvad vil det overhovedet sige at være kendt af et andet menneske. Hvornår kender man sig selv. Er man i virkeligheden mest sig selv, når man er mindst sig selv, sammen med andre, er den Louise, der skriver her, mere sand, end den Louise, der handler i Brugsen, klapper sin hund, kysser sin mand. Lyver vi for os selv, og ved vi det, hvis vi gør? Har digteren Morten Søndergaard ret, når han i marmor ridser ordene: “Ukend dig selv”. Hvis vi gør alvor af det, ukender os selv altså, vil andre så heller ikke kunne genkende os?

I dag kan man i Information læse anden del af det tidligere medlem af bandet Efterklang, Rune Mølgaards, beretning om at finde “hjem” i Mormonkirken. For senere at fare vild.
Jeg skal ikke gøre mig klog på kirkens budskaber og ritualer, men der er ting, jeg – uden nogensinde at have været del af et religiøst fællesskab – genkender som var det mine gen ord. Rune Mølgaard skriver for eksempel: “Jeg lærte, at de mænd, der leder kirken, er talerør for Gud. Det betyder, at de rigtige svar på, hvad der er sandt, også er givet på forhånd. En form for patent på sandheden. Hvis man [..] ikke er enig og ikke kan tilpasse sig, så lærer man i sidste ende, at ens indre kompas er forkert, og man ikke kan stole på [..] sig selv”
Det, der beskrives, er en slags dagligdagens gaslighting. Gentagne episoder, hvor ens tvivl og følelser bliver enten afvist eller udskammet. Leet af. “Det er sgu da ikke noget at tude over”. “Stop dig selv”. “Nåhh, hvor er det synd for dig, hvad?” Det er en skjult og derfor særlig perfid form for undergravelse af ens oplevelser, følelser, forståelser, hvor de ikke modsiges men latterliggøres. Det betyder på sigt, at følelser opleves som skamfulde, at man instinktivt begynder at sidestille kedafdethed med barnagtighed og vrede med at være hysterisk eller offervillig. Med tiden bliver man i tvivl om alt – med Mølgaards ord lære man “i sidste ende, at ens indre kompas er forkert”, at man så at sige skal spørge om lov til at mene noget, mærke noget, være sig selv. “Er den her følelse ok?” Der er ting, du ganske enkelt undlader at spørge til, fordi du kender svaret og derfor forhåndscensurerer dig selv.
Til sidst tilpasser man sig. Man finder ud af, hvad der er legitimt at sige, mene. Føle. Du lærer at svare “det går godt”, når du bliver spurgt til, hvordan du har det, fordi du ved, at “det ikke kan nytte noget”, at have det dårligt. Op på hesten. Ind i kampen. Så du har det altid godt, selv når du har det dårligt, dine følelser bliver noget, du tænker dig til, dine meninger bliver et spørgsmål om, hvad der kan nytte eller tjene et formål, og ikke, hvad du undrer dig over eller måske tvivler på.
Det er en virkelig pinefuld tilstand at være i. At gebærde sig i verden som et redskab for andres forventninger, at skifte farve efter vejr og vind, at vinke til vennerne som en Dronning til sit folk, selvom det du egentlig du længes efter er at folde sende et luftkys. Eller at folde hænderne, bede om hjælp.
Jeg kunne fortælle om en kvinde, jeg kender, der som et barometer for andres humør og forgodtbefindende. En konstant vejrende vejrhane, der skiftede retning, glad, alvorlig, tænksom, efter vinden. der fik at vide, at hendes sorg “i virkeligheden” var et udtryk for vrede. At hendes omsorg “i virkeligheden” var en anglen efter anerkendelse. At hendes gråd “i virkeligheden” var taktisk, et forsøg på at påkalde sig omverdens medfølelse. At alt i virkeligheden var noget andet og hver dag noget forskelligt, alt efter hvem der mente, at kende sandheden. Og nej, disse “andre” var sandt nok ikke, som i tilfældet med Rune Mølgaard, talerør for Gud, men værre endnu: De følte sig selv som Guder i deres eget Rige, de dømte selv, hvad der var godt og hvad, der var skidt, de talte måske ikke om Fanden og Synd, men med samme foragt om Følelser, Tvivl.
På kvindens vegne vil jeg bare sige: Luk nu røven, eller prædik jeres påståede Sandhed for nogle andre. Hun har et liv, der skal leves, og nogle følelser, der skal føles. Noget pis, der skal koge.
Kh

I morges faldt jeg over en artikel på Zetland, jeg tidligere har læst, “Måske er det dét, man skal lære” hedder artiklen, og det fik mig til at tænke på det med hjerte, smerte, tid og sår og læger. Jeg var i flere år forelsket i en lyshåret fyr, Kasper, han boede på Parallelvej godt og vel otte kilometer fra det gamle Gug, hvor jeg selv holdt til.
Hver søndag gik jeg de otte kilometer ud og otte kilometer tilbage fra hans forældres gulmurede villa i håb om at se et glimt af ham i køkkenvinduet. Og hver tirs- og torsdag stod jeg ved lægterne i den lokale fodboldklub, når han trænede og tog fotos med mit Minolta-kamera, mere end hundrede blev det til, som jeg ét for ét fremkaldte i ungdomsklubbens mørkekammer. Jeg husker lige så tydeligt at stå i det dunkle røde lys og se mit hjertes udkårne langsomt træde frem af det hvide papir, det var så lykkeligt, indtil han blev kærester med Trine, som havde de smukkeste kridhvide krøller.
Jeg meldte mig syg og efter en uge gik jeg til lægen med symptomer på mavesår, halsbrand og smerter i mellemgulvet. Han afviste dog blankt min frygt, jeg fejlede ingenting, det var følelser, det hele, sagde han, fantomsmerter efter en kæreste, jeg aldrig havde haft. 
Det er jo ikke fordi, det er forkert, det er bare heller ikke rigtigt. Følelser er ikke et fantom, og de smerter, de afstedkommer kan sandt nok ikke afhjælpes med medicin mod sure opstød, men det betyder ikke, at de ikke er lige så reelle, som en brækket arm eller en en blodansamling på bagsiden af låret. Det, der måske er problemet, særligt for lægestanden, er, at hvor man med fysiske sygdomme altid har som mål at blive dem kvit, er det anderledes med følelser, også de smertefulde. Tag nu sorgen ved at miste, det kan være ved et brud med en ven eller kæreste, det kan være ved et dødsfald. Jeg kender ikke nogen, der vil give afkald på minderne – og dermed også på det smertefulde.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der foretrækker at være fri for følelser, for ad den vej at undgå at blive såret, vred, afmægtig. Derfor er løsningen ikke som ved en brækket arm, at reparere et brud, eller som ved blodansamlingen, at få den til at forsvinde. Men at leve med det besvær, det er at elske, holde af, håbe. Og når Freja, i artiklen fra Zetland, siger, at det måske er “det, man skal lære”, så tænker jeg, at det, jeg lærte af at gå seksten kilometer hver søndag i tre år, af at fremkalde hundredevis af foto i et dunkelrødt lokale, af at skrive digte og tyde tegn i te, kun for at se det alt sammen forsvinde i armene på en anden, IKKE var, at komme videre, komme over, men at elske igen og igen og hver gang med et uerfarent hjerte. Jeg tror ikke på, at vi altid skal blive klogere, nogle gange er det bedste, vi kan gøre, at forblive dumme, åbne. For alternativet er, at vi bliver så kloge, at vi kan undvære hinanden og livet, og det synes jeg alligevel vil være en skam.

(Nå ja, Patti siger det også: Hvis vi vil sikre os mod sorg, må vi sikre os mod kærlighed. Og hvem vil det?)

Det er det med september, at.
Det ene øjeblik lun brise, det næste kold regn. Man bliver fanget og ligger i sengen flere dage med øm hals og betændte øjne. Drikker udtræk af urter og forbander mørket. Det når jo knapt at blive lyst, før det er for sent. Måske er det i år, at man skal gøre alvor af det. Hvis bare man vidste hvad. Hvori alvoren bestod. Fem hundrede kroner for fire pakker smøger og en flaske Lagavulin. Det løber op. Dagene, der pludselig samler sig til et liv. Noget trykker et sted bag brystet, noget stort og blødt og skramlet. Det viser sig at være falsk alarm. Æblerne på træet udenfor er begyndt at falde. De nåede aldrig at blive modne. Om få dage er det oktober. Nogen skrev engang om katten, at den er en utilpasset kanin. Det er ligesom med pingviner, de har vinger, men kan ikke flyve.
Man kender følelsen. Af kat og kanin og pingvin.
Den kaldes efterår🍂

Det er den 25. september, og jeg kommer i tanke om dengang jeg boede på til leje på Nørrebro. Det var på femte sal i Kronborggade, der var ikke noget bad i lejligheden, vi vaskede os i en balje i køkkenet og hjalp hinanden – fordelte shampoo i den andens hår. Kvinde, jeg boede hos, hed Eva, hun var født den 25. september og havde de smukkeste krusede krøller og en ekskæreste, der var voldelig, så vil levede halvt i skjul, uden navne på døren og al post måtte sendes via et kontor.
Jeg boede i det, der vel egentlig var tænkt som lejlighedens stue, et stort og højloftet rum med stuk, vinduer med sprosser og franske glasdøre, hvilket også betød, at mit privatliv ikke var mere privat, end at man kunne se alt jeg foretog mig, hvis man befandt sig i lejlighedens køkken eller entre. Jeg lærte at indrette mig, så alt jeg foretog mig kunne tåle dagens lys, jeg græd aldrig på mit værelse, spiste hverken knækbrød, saltstænger eller andre porøse madvarer, der kunne drysse på tøjet eller gulvet. Jeg sov med pyjamas og sørgede altid for at stryge en hånd gennem håret, før jeg stod ud af sengen. Når jeg læste, var det altid lødigt stof, noget om termodynamik eller tyngdekraft, og Eva og jeg diskuterede, om en tung sten mon ville flyde ovenpå vandet, hvis ikke jordens kerne trak i den og om man kunne forestille sig, at man engang i fremtiden ville placere en lige så stor og modsatrettet kraft oppe i luftrummet, af præcis samme størrelse og gørelse som jordens magnetfelt og man derved ville opnå et lufttomt rum. Hvilke fordele, det skulle medføre, ved jeg ikke, måske, at man så ikke behøvede at holde en bog, mens man læste den eller kunne spare knagerne i entreen, fordi jakkerne så at sige bar sig selv.
Andre gange talte vi om alt det lort, der hobede sig op i vores hoveder. Evas ekskæreste var dukket op på hendes arbejde med tyve sorte roser, han havde afleveret dem i receptionen (hun arbejdede som socialrådgiver ved kommunen) med besked om, at der var flere, hvor de kom fra. Politiet havde taget imod hendes anmeldelse, men så længe der ikke var direkte trusler, var der ikke meget de kunne stille op: Det var jo ikke forbudt at aflevere blomster på et offentligt kontor, som de sagde. Jeg fortalte, at jeg havde fået en vane med kun at spise om natten, når det var mørkt og ingen så det. Nogle gange skar jeg et helt brød i skiver og spiste dem alle, enogtyve stykker rugbrød, og næste morgen gjorde min hals ondt af at synke det tørre brød. Jeg havde forsøgt mig med at fryse al mad ned, før jeg gik i seng, men det hjalp ikke, jeg åd alligevel. Frosne ærter og rodfrugter, bådkartofler, ubagt nedfrosset dej.
Vi trøstede hinanden, jeg lovede Eva ikke at lukke fremmede ind, og hun købte en hængelås hun satte på fryseren, og senere læste vi højt for hinanden, Eva læste fængselsdigte og jeg læste fra Suzanne Brøggers ‘Tone’ og vi faldt i søvn på sofaen sammen. Da vi vågnede var det Evas fødselsdag, 38 år, og jeg friserede hendes krusede krøller med en særlig grovtakket kam og hun sagde, at det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået, og det var helt sikkert løgn.
Senere samme dag lå der otteogtredive sorte roser foran lejlighedens dør, dagen efter flyttede vi ud, jeg fandt et kollektiv i Studiestræde, her var der ikke nogen, der redte hinandens hår, der var navn på alle ting i køleskabet, og jeg kom til at tømme en af de andre beboeres kakaomælk en nat, jeg lod mig mætte af mere end søvn, det vakte en voldsom ballade, det var ikke nok at jeg sagde undskyld, jeg havde brudt deres tillid, og så var jeg hjemløs igen.