Louise Juhl

I den seneste udgave af the New Yorker er der et langt interview med den 97-årige forfatter og psykoanalytiker Robert Jay Lifton under overskriften “How to maintain hope in an age of catastrophe.”
Lifton har i årtier undersøgt både ofre for- men også udøvere af totalitære og menneskefjendske handlinger: interviews med overlevere efter Hiroshima, nazisoldater, støtter af det kinesiske Mao-styre og kultmedlemmer.
Han har også udgivet to tegneserier ‘Birds’ og ‘PsychoBirds’, begge centreret om samtaler mellem to fugle. Jeg nævner det, fordi en af disse samtaler er refereret i artiklen:
En fugl spreder sine vinger og siger: ‘All of a sudden I had this wonderful feeling: I am me!’ ”
Hvortil den anden fugl svarer: “You were wrong.”

Journalisten spørger til Liftons arbejde – i særdeleshed, hvordan det giver mening i dag: Med Trump og Putin og Nethanyahu og Hamas og klimakrise og mistrivsel. Jeg har lyst til at referere det fulde interview, men det er langt, så derfor blot denne ene udveksling , som jeg synes er så slående præcis for den situation, vi oplever i mellemøsten i dag. Journalisten spørger til en række af Liftons termer, her er han nået til et begreb, der vel bedst kan oversættes med “grusomhedsgenererende situationer”:

Journalisten: Next on my list is “atrocity-producing situation.”

Lifton: That’s very important to me. When I looked at the Vietnam War, especially antiwar veterans, I felt they had been placed in an atrocity-producing situation. What I meant by that was a combination of military policies and individual psychology. There was a kind of angry grief. Really all of the My Lai massacre could be seen as a combination of military policy and angry grief. The men had just lost their beloved older sergeant, George Cox, who had been a kind of father figure. He had stepped on a booby trap. The company commander had a ceremony. He said, “There are no innocent civilians in this area.” He gave them carte blanche to kill everyone. The eulogy for Sergeant Cox combined with military policy to unleash the slaughter of My Lai, in which almost five hundred people were killed in one morning.

Jeg kan varmt anbefale hele interviewet, det er indsigtsfuldt og nuanceret, og jeg tror ikke, at nogen vil gå uberørte fra læsningen.

Når jeg skriver, er det altid om det, jeg ikke husker, alt det, der ikke blev sagt. 
Om killingen, der ikke blev druknet, og onklen, der ikke satte ild til sig selv. 
Det er feberens stemme; fluen, der voksede sig stor som en blodbøg og så på mig med otte tusinde øjne, der alle ville vide hvorfor? 
Det har den spurgt om lige siden. 
Hvorfor huller i oste, hvorfor grus på grave, hvorfor kællingeknuder og natmad med sky. 
Hvorfor Borjstj og smilende æg, og hvad er det egentlig for noget, alt det med smed og bager og tanke før tale, med ko på is og kat i nat.

Min terapeut siger, at det skam er gode spørgsmål, men at de alle er uden et svar. Det er fint nok, svarer jeg, jeg skriver jo ikke for at lukke munden på fluen og feberen, men tværtimod for at give dem en stemme.

Hvis man følger den lange lige grusvej længe nok, når man til Vagns gård. En lang hvid bygning med vinduesrammer i falmet blå og mosgroet tegl på taget. På gårdspladsen foran ligger en rusten olietank, den har ligget dér altid eller sådan føles det i hvert fald.
– Vagns gård, er det ikke den med den rustne olietank på pladsen foran?
Han har aldrig været gift, ikke fordi han ikke vil, men fordi ingen har spurgt. – Og så er det jo ikke nemt, vel?
Vagn har travlt. Med krydsord og med at sørge at fluepapiret hænger lige over spisebordet. Ligesom han klipper artikler fra avisen. I lang tid handler de alle om kirken og dem omkring. De afdøde, “Tak for alt”. (–For lidt, tilføjede Vagn, da hans nabo døde). Præsten og kordegnen og den nye stensætning langs kirkegården. Han klipper dem ud og så i stykker, sætter dem sammen igen. Med fluetape til mosaikker, collager af avispapir og døde fluer.
Senere klipper han alt om oprør og protester. En grisefarm lidt syd for byen anklages for vanrøgt af dyrene, en børnehave går i modmarch. Artiklen fylder det halve lokalblad, billeder af hundredevis af børn klædt ud som grise med lyserøde masker og matchende haler.
“Grise har også været børn engang”, står der på banneret, de bører i hænderne.
Og Vagn klipper ud og i stykker og sætter sammen på ny, så tingene går op. Grisene får børneansigter, og præsten holder et banner med tilbud fra Brugsen: “50 pølsehorn for 135 kroner. Kun i dag”.
Der er ingen, der ser hans arbejde, turen derhen er simpelthen for lang. Ni hundrede og enogtredive meter ad hullet grusvej, det er mere end verden kan rumme. Så han nøjes med at vise sit arbejde frem for de vildfarne katte, han fodrer med tun fra dåse. Og bruger diasapparatet som lyskilde, han elsker det sære lys derfra, præcis som han elsker det øjeblik hvert år, hvor den første sne rammer hundens snude: Et enkelt øjeblik, hvor himmel og jord mødes og smelter sammen, bliver til ét.

I går så jeg Slædepatruljen, en dokumentar, der følger 18 kvindelige aspiranter i deres kamp for at leve op til kraven for at gøre tjeneste i Siriuspatruljen. Et udskillelsesløb, kalder de i programmets prolog præmissen, de atten skal reduceres til først seks, senere to, for at nå frem til én vinder. Den stærkeste – ikke bare fysisk men i lige så høj grad mentalt. Det fik mig til at tænke en masse. På det med fysiske og det mentale, udskillelsesløbet, vi hver dag deltager i. Derhjemme, på jobbet, i skolen, blandt venner. For er vi nu gode nok. Dygtige, kærlige, robuste nok. Vi skal være fællesskabsorienterede men omvendt også selvstændige, vi skal kunne give køb på egen interesser for et fælles bedste men også turde sætte grænser, sige fra.
I programmet blev alledeltagere bedt om at rangere deres kammerater: Hvem ville de helst lægge deres liv i hænderne på, og hvem
ville de nødigst tilbringe en måned alene i snestorm med? Det er et barskt spørgsmål, de fleste af os har ikke noget imod at pege på dem, vi holder af og beundrer, men vil nok helst være fri for at pege på dem, vi af forskellige grunde, har det svært med. Måske fordi de råber for højt, måske for de gemmer sig, lader andre tage det hårde slid. Måske er de for egenrådige, løber forrest og kalder kom, men uden at se sig tilbage og sørge for, at alle er med. Andre er for pleasende, lader sig kue og siger ja, også når det, de bliver bedt om er risikabelt eller direkte imod deres egen overbevisning.
I programmet endte Sofie med at være den, de færreste ville satse deres liv på. Hun var simpelthen for sød, brugte for mange kalorier på at rose og heppe i stedet for at finde vej, løbe hurtigt. Hun manglede overblik, gik forkert af retningen og mistede sin vest, tog gang på gang fejl. Alle var enige om, at hun var en fantastisk ven, et rart bekendtskab, et godt menneske.
Men det er ikke nok, når det er femogtredive graders kulde og hundene graver sig ned for ikke at dø. Så giver det ikke meget at være sød og opbakkende, her er det handlekraft, hårde skills, der tæller. Muskelstyrke, overlevelsesinstinkt. Så Sofie blev sendt hjem og var selvfølgelig ok med det, for hun er jo en pæn pige og pæne piger ved, at man skal tage godt imod kritik, bruge det positivt, sige “tak for at kassere mig, det er til mit eget bedste.” Ligesom Nivi smilede, da hun blev sendt hjem, fordi hun var bange for vand. Det dur jo ikke, og hun smilede, så der næsten ikke var plads på skærmen, fordi hun var så glad for at få lov at være med og blive sendt hjem, som en af de første. Tak, tak.
Ok, jeg sætter det på spidsen, det er helt urimeligt, både Sofie og Nivi fortjener alverdens ære for at bære deres nederlag med et smil. Og ja, det er helt sikkert rigtigt set af både de øvrige deltagere og dommerne, det er slet ikke det.
Det er mig. Der tænker på, hvornår jeg bliver sendt hjem. Fordi jeg snakker for meget. Tænker for meget. Deler for meget. Mener for meget (mens andre mener, jeg mener for lidt). Det der daglige udskillelsesløb, hvor vi hele tiden vurderes og skal kunne det hele. Være hårde og kontante, handlekraftige og stærke. Men også være imødekommende, sociale, lyttende, empatisk, følsom. Jeg ville helt sikkert blive sendt hjem som den første. Jeg har Raynaud i svær grad, mine fingre og fødder bliver følelsesløse bare temperaturen nærmer sig nul, mine blodkar trækker sig simpelthen ufrivilligt sammen, der er ingen forklaring eller god grund, det er bare en fejl i mit system. Jeg er også typen, der føler for meget, og spørger for meget: er du ok, kan jeg gøre noget anderledes, er det bedre hvis?
Jeg tror, det er mange kvinders lod. At føle, de skal kunne det hele. Køre på slæde og dykke efter dunke, finde vej men også trøste dem, der farer vild. Være en god kammerat, så længe der er plads til den slags, til omsorg og bekymring, men på samme tid være den, der slår hunden ihjel, hvis alternativet er at dø af sult. Det er skide svært at være det hele. Jeg fejler hver eneste dag, bliver sendt hjem – ikke fra Grønland, men fra Brugsen, fordi jeg har glemt min pung eller fra lægen, fordi jeg ikke har en tid. Andre gange bliver jeg sendt hjem af mig selv, fordi jeg aldrig er god nok, klog nok, kærlig nok, nok nok.

(Det her er ikke en diskussion af programmets præmis eller Siriuspatruljens berettigelse, men alene overvejelser om det daglige udskillelsesløb og om nok NOK)

“Deep in mourning, I thought, What if spring never returns?”

Nogle gange læser jeg noget, jeg ikke kan bære, at andre skal gå glip af. Derfor – igen, igen – anbefaler jeg af et essay fra The New Yorker.
“What gardening offered after a sons death” er skrevet af den kinesiskfødte forfatter Yiyun Li og handler om… ja om sønnens selvmord, men også om Virgina Woolf, murmeldyr, planteskolekataloger, sorte huller, kaninhuller, lotusfrø og Mao.

Sønnens død i 2017 sker samme dag, som Yiyun Li overtager en gammel villa med have. Nogle uger forinden har hun vist huset frem for ham, han siger “This garden needs improvement. I can’t wait to garden with you”.
Men Vincent, som sønnen hedder, kommer ikke til at gå i haven med sin mor, han tager sit eget liv, og Li skriver om tiden efter. Først rammes hun af en afgrund, et sort hul, en massiv kraft der forhindrer hende i at se andre steder end ned i mørket. Hun spørger sig selv hvorfor? hvordan? Men indser hurtig, at den slags hypotetiske fremtider hører livet – ikke døden – til.
Døden rummer ikke alternativer, den er endelig, et faktum, der ikke kan ændres uanset hvor meget, man drømmer, eller hvor mange bøger, man skriver.

I stedet vender hun sig mod haven. Fra sin barndom husker hun farens have, et frimærke på to gange halvanden meter, en køkkenhave med kartofler, spiselige blomster, krydderurter. Nogle få dagliljes også, de er kommet til med vinden, en slags ukrudt – men meget smukke.
Yiyun Li planter først 25 løg, kaster dem et tilfældigt sted i haven. Bruger dagene på at grave i jorden, læse gamle botaniske værker bruger haven som et helle. Men tingene går langtfra som planlagt, insekter æder af bladene, kaniner, råvildt af blomster og planter. Alt hendes arbejde går til spilde, der er ikke andet at gøre end at starte forfra. Plante igen, håbe det bedste men også leve med det værste.
Li citerer fra et værk: “The Saga of the century Trilogy”:

““I am sure that if you had been told when you were a child about all the things that you were going to have to do, you would have thought you had better die at once, you would not have believed you could ever have the strength to do them.”
Og svarer selv til dette:
“Had I been able to go back to my childhood self and tell her that one day I would live as a mother who has lost a son, the child would be equally incredulous: surely such things happen only in fiction, to characters who are much more interesting and tragic?”

Det er et fremragende essay. Vidunderlig velskrevet, inspirerende, håbefuldt og samtidig rasende nøgternt.
Som her:

“Anything can happen in a garden, nothing lasts, and yet something can always be made out of the soil, even with the most destructive weather, even when rabbits and groundhogs and Japanese beetles join forces, greedy and ruthless. All things in the garden, just as in life, are provisional and impermanent. One gardens with the same unblinded hope and the same willingness to concede as one lives, always ready to say, If not now, later; if not this year, next year.
But these sentiments would have sounded preachy had I said them to Vincent when he was alive.

[But]A garden is not a shrine. Living is not metaphorizing. I don’t always think about Vincent’s plan to work alongside me when I potter in the garden. A garden is trustworthy only at this moment, in this now: the past is irrevocable, the future unpredictable.”

Det er så godt gjort, skrevet, det er eksistensen opridset på ganske få sider, det er kærlighed på skrift. Læs💚

Først bemærker jeg det knap nok. Undrer mig bare over de stadig flere totter af pels, jeg finder rundt omkring i lejlighedens hjørner. 
Men efter et par dage bliver jeg urolig og bestiller en tid ved dyrlægen. 

Det er kattens immunforsvar, der trænger til et løft, siger han. Den slags kan skyldes mange ting, infektion, virus eller en mindre forgiftning. Det er ikke usædvanligt, at han får katte bragt ind med den slags symptomer. Hårtab, træthed, apati. De fleste kommer sig hurtigt, beroliger han og sender mig ud ad døren med en seddel med navnene på tre forskellige præparater. Omega3, Omega6 og noget, jeg ikke kan udtale, men som viser sig at være kapsler fyldt med et hvidt pulver. 
Aminosyrer, forklarer sekretæren og rækker mig de tre glas:
Katten skal have en af hver slags, 3 og 6 og syre:
– Morgen og aften.

Martin forstår ikke al virakken. 
– Den har vel bare influenza eller ædt en fordærvet mus, siger han og tager glasset med de pulverfyldte kapsler fra bordet, læser den gule etiket. 
– To hundrede kroner? Han stirrer vantro på mig: 
– De forstår da at udnytte andres omsorg. De gnider sig i hænderne og tjener fedt på dine følelser. 
Han smiler, men øjnene virker hårde: 
– Men synes del, det er fint nok at kaste to hundrede kroner efter et hvidt pulver uden virkning. Omega dit og dat, pis og papir.
Han løfter katten op fra gulvet, holder den ud i strakt arm, et ben på hver side af hånden: 
– For helvede, det er en kat, vi taler om, ikke et menneske, vel? Emo vrider sig fri og lader sig falder ned på gulvet, forsvinder ud på badeværelset. Martin ryster på hovedet:
– En fucking kat, der har tabt lidt hår?

Hvad der sker herfra, er jeg ikke sikker på. 
Han siger, at jeg forsøger at fange katten, griber ud og mister balancen. At jeg falder og slår min arm, vrider hånden af led. 
Han siger, at han tager fat om mine skuldre, hårdt ja. Men jo kun for at sikre sig, at jeg er ok. 
– Er du ok? Og at det ikke er før da, han opdager, at jeg har ondt, måske endda brækket noget. En finger eller en arm måske. Det er Ikke før jeg ømmer mig, av, klynker.

Det med halsen husker han til gengæld ikke. At han skulle have lagt sine hænder omkring den, klemt? Mon ikke jeg husker forkert, spørger han, det hele gik jo så hurtigt, faldet, skriget. Måske er det, jeg i virkeligheden husker, at han bøjede sig ned over mit ansigt og spurgte til mine smerter. Hvor de kom fra, om jeg kunne pege dem ud? Ja, han kunne selvfølgelig være kommet til at røre min hals et sted i tumulten:
– Men jeg har ikke holdt om din hals, og jeg har helt sikkert ikke klemt til. Han lægger hovedet på skrå og stryger mit pandehår til side, aer min kind. 
– Jeg er jo ikke psykopat, vel.

Han undersøger mig. Først min højre arm, så hånden. Bøjer alle fem fingre, én efter én:
– Gør det ondt, vil han vide og bukker forsigtigt min pegefinger ned mod håndfladen. Jeg ryster på hovedet til nej, han forsøger sig med de andre: langfinger, ringfinger:
– Av. Et stærkt jag trækker fra hånden og op til min skulder, da han når til lillefingeren. Jeg forsøger at hive armen til mig, men Martin holder fast:
– Vi er nødt til at binde den finger op, hvis ikke det skal blive værre, siger han og peger en finger mod mit bryst. 

Vi spiser i sofaen, med hver vores tallerken i skødet, skyller ned med vin, skåler hver gang. Skål og skål og skål. Martin tager strømperne af, viser sin lilletå frem, det er ikke andet negl at se på den end en ganske lille knop. Jeg rækker hånden frem for at røre. Martin løfter foden, råber BØH, vi knækker begge sammen af grin. Et af glassene med vin vælter ned fra bordet, en rød plamage breder sig over gulvets planker, Martin lader det ligge. Rækker i stedet en hånd frem imod mit ansigt, stryger en finger over min næseryg: 
– Det lyder sikkert helt åndssvagt, det her, men jeg tror, jeg elsker dig.

Han har aldrig troet på sådan noget. På kærlighed og den eneste ene, altså. Det er jo bare noget pis, vi mennesker har fundet på, siger han. For holde til alt det andet. Til fraværende mødre, hårdhændede fædre.
November, november, november. 
Jeg protester:
– Hvis ikke du tror på kærlighed, siger jeg og rykker mig lidt i sofaen: – hvad tror du så på?  

Jeg stirrer på den fugtige plamage på gulvet, den har form som omridset af Sverige. Aflang og lidt bredere i den ene ende end i den anden. Sidst jeg var deroppe var med min min mor, jeg var kun knap ti. Hun havde lånt en hytte af en kollega, den havde tre køjesenge men kun ét rum. Det regnede alle fire dage. Vi sov og spiste og spillede Kalaha, flyttede kugler fra ét hul til et andet. Læste højt for hinanden. Om Grynet, der hoppede ud fra et tag og brugte en paraply som faldskærm. Jeg måtte love min mor aldrig at gøre det samme. ”Jeg lover”. 

– Jeg tror på dig. På os to – sammen. 
Det er Martin, der taler, han har rejst glasset på gulvet og lagt køkkenrulle henover pletten. 
– Du skal strø groft salt på, siger jeg.
Det er et gammelt husråd min mor har lært mig. At salt suger alt, både fugt og farve. Men så kommer jeg alligevel i tvivl: 
– Eller er det kartoffelmel, jeg tænker på? 
Martin smiler: 
– Potato, tomato. I øvrigt er han ligeglad, siger han. Det er jo bare en plet, og det eneste vigtige lige nu er, at jeg hører efter: 
– At jeg tror på os to. Sammen. 

De sker hele tiden. Skiftene. Først sukker, så salt. Potato, tomato. Som om alt er forskellige sider af den samme sag. Brune kartofler og pizza Marinara, rødvinspletter, plastikkatte. Som om han og jeg allerede er sider af den samme sag. Os to. Sammen. 
– Har du noget salt et sted?
Jeg rejser mig og går ud i køkkenet, åbner skabet til venstre for vasken, så det til højre: 
– Brænder tampen?, råber jeg igennem den åbne dør ind til stuen.

Jeg havde engang en kæreste, hvis far gav ham penge, for at holde mund. Jo mindre, han sagde og fyldte og følte, des flere penge tjente han.
Da jeg mødte min kæreste havde han to bankbøger, hver med mere end 100.000 kroner. Af en eller anden grund foruroligede det mig ikke. Han købte to katte med kilometerlange stamtavler, et udsøgt kradsebræt og et særligt foder imponeret fra Island, og opkaldte dyrene efter to japanske sumobrydere, Hakuho og Aoiyama.
Den endte sørgerligt, den ene slog den anden ihjel, måske var det et uheld. Hakuho faldt i hvert fald otte meter, direkte ned på betonen under vores altan. Jeg græd , samlede katten op og begravede den i en æske foret med vat. Læste artikler om katte og fald, deres ni påståede liv og lærte, at en kats overlevelseschancer forringes for hver meter de falder i op til toogtredive meters højde. Derefter vender det, jo længere, de falder i højder over toogtredive, des større er deres chancer for et ekstra liv.
Jeg sørgede flere dage, indtil min kæreste bad mig om at tage mig sammen. Det hjalp jo hverken den døde kat eller mig at blive ved med flæbe. Der var jo også stadig var en levende kat, at tage sig af, insisterede han.
– Livet forlanger at blive levet, han sagde det på den der måde visse mennesker kan sige ting, som om det er store sandheder. “Elsk, og du skal elskes” eller “Det nytter ikke at græde over spildt mælk” – som om gråden er et yver, man kan malke for nytte.
Jeg boede med ham i tre år. Den anden kat forsvandt også. Jeg hang sedler op på lygtepæle og i den lokale Brugs, ringede til kattens Værn, men ingen havde set Aoiyama. Til sidst opgav jeg.
Jeg ved ikke, om det var kradsebrættet, der stod tilbage i stuen, som en udtørret plante, eller om det var de tusinde kroner, han tilbød mig for at gå, når han så porno på computeren. Jeg endte i hvert fald med at forlade ham, det foregik helt uden dramatik. Senere mødtes vi og fordelte, hvad der var tilbage i lejligheden, han fik det meste. Kobbergrydesættet, den høje standerlampe og også det -næsten- ægte tæppe. Jeg fik en stavblender, en skakplade i marmor men uden brikker. Og så selvfølgelig kattenes kradsebræt.
Jeg ved ikke, om det er Nietzsche eller måske mig selv, der har engang sagt, at vi husker ting, sådan som vi helst vil genkendes. Jeg ved heller ikke, hvad det så siger om mig, at det, jeg husker fra de tre år, vi var sammen, er to forsvundne katte, deres navne. Hakuho og Aoiyama.

Jeg troede, at ordene ville finde sig selv, at vi ville finde hinanden. Men det viser at sværere end dét, mere mudret, mindre mundret. Måske fordi alt har betydning. Præcis hvilke ord, vi bruger, og i hvilken rækkefølge: 
Hortensia, tåge, vanvid. 
Vildkat, guldregn, laks og løgne.
Undskyld, om forlov, jeg beklager.

Vold
Vold?

Hvordan ser angsten ud, når den er gemt bag to lag bomuld? Kan man holde så kæft, at man bliver hæs? Er det ok at ridse sin kind med kattens poter, for at dække over andre sår?

Jeg læste engang at kroppen indeholder nioghalvfjerds organer, og at huden er det største af dem. Et kæmpe lærred, en kødelig seismograf. Længere nede stod der, at der var flere muskler i en elefantunges snabel, end i hele menneskekroppen tilsammen, og at der fandtes en vandloppe, der kunne overleve at blive skåret over to hundrede og elleve gange. Det var også grænsen, stod der: Tohundredeogelleve.
Skar man den over flere gange end det, ville loppen dø.

Jeg ved ikke, hvor min grænse går.

Martin kalder mig for Elskede, Mit skyggehjerte, Min kærlighedsheks. Han lægger en sten under min hovedpude, for at minde mig om, hvor jeg har havn, hører hjemme, siger han. Han skriver små beskeder og lægger dem rundt omkring, under urtepotten, elkedlen. Og knivblokken: ”Ske, skete, skar, skåret”. Han køber røde roser, sætter sig på knæ og siger: 
– Hvis de visner, så ved jeg hvorfor, og de næste måneder bytter jeg buketten for en frisk hver tredje dag, for ikke at prikke til hans paranoia, tirre hans temperament.
Han køber også en cykel. Og et kuppeltelt med plads til to. Et gavekort til et faldskærmsudspring: 
– Du er mit et og alt, siger han og lægger min hånd på sit bryst: – kan du mærke, hvor hårdt du slår? 
Og jeg nikker, ja, læner min pande mod hans og slår med to fingre mod hans brystkasse. Dumdum, dumdum.

I september booker han en overnatning i shelter, han tænder bål og varmer mad til os begge, jægergryde med ris. Han hælder vin i to tinkrus, helt til kanten og rækker mig det ene: 
–Skål. Jeg tømmer glasset i få slurke, tvinger det ned, det smager surt og lidt af metal, han fylder det igen: 
– Nu er vi bare os to. Han lægger en hånd på mit lår, læner sig bagover og puster mig i nakken. 

Hvad der herefter sker, ved jeg ikke, eller, jo, det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, om det er sandt eller rettere – om det er hele sandheden. 
Jeg fortæller ham, at jeg var bange, at han holdt mig fast, at jeg frøs, at jeg glemte at trække vejret. Da jeg endelig fandt tilbage, følte jeg det som om, var en andens vejr, jeg trak. Også en andens krop, der lå i dér i det våde græs og så op stjernerne. For vild imellem Cassiopeia, Cepheus og Store Bjørn. 
Han fortæller modsat, at jeg tager fejl, husker galt. At jeg var kåd og våd og villig, at jeg selv sprang i vandet og kaldte ham til mig, Kom! At han hoppede i og lagde sig på ryggen, holdt mig i sine arme, som en odder-mor bærer sin hvalp. Han siger, at det var ham, der holdt mig varm, og at jeg hægede mig til hans greb, som en tæge til sit bytte. Han siger også, at det var ham, der holdt mine hænder, mit ansigt, dæmpede rusen. Min vildskab, mit ridt. At jeg ikke fandt ro, før han lagde sig ned ved siden af mig og gav min krop, hvad den forlangte.