Louise Juhl

destory.dk

Uhals

Jeg er vokset op med tesen om, at hvis du er født med to arme og to ben, så kan du også selv nå tallerkenerne i skabet over køkkenbordet. Du kan riste dit brød og spise din cornflakes. Er du, sådan som jeg var, heldig også at være født med tankens og talens fulde brug, kan du oveni alt det andet også passe din skole.
Jeg passede det hele, det ristede brød, skolen. Løste opgaver om brydning af lys og skrev lange stile om bænkebideren, verdens eneste landlevende gælledyr. Om den ensomhed, der kommer af, at være den eneste af sin slags. Jeg groede endda to bryster og fandt kæreste, Esben, der boede på Teknisk Kollegium og havde en mening om alt fra lærlingeløn til rumteknologi. Desværre forelskede han sig i min veninde og senere igen i hendes veninde, hans hjerte var cirka lige så omskifteligt som vejret i november. 
Så blev jeg syg, ville ikke længere spise. Min familie reagerede med fortvivlelse, spurgte hvorfor, hvilket er cirka ligeså dumt, som at spørge en sten, hvorfor den ikke vil tale. Min mor kogte torsk, vi besøgte en hypnotisør, han var lige så høj som han var bred. Det virkede ikke. Min bror råbte. “Hallo søster, du er udstyret med en mund, en hals og evnen til at synke. Spis!”
Det var fuldkommen sandt, hvad han råbte: Logisk set var der intet, der hindrede mig i at spise. Hverken min mund eller min hals fejlede noget – ergo måtte det være mig, der fejlede. Mig, den var gal med.
Jeg har sidenhen tænkt meget over det med logiske slutninger. Holberg skrev om det: En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten. Min roman ‘Det dér og dét der’ (2017) handler blandt meget andet om sten. Den starter sådan her: 
“Jeg betror mine hemmeligheder til en sten. Så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.” 
Og slutter:
“Så tager jeg en sten i hånden og lukker øjnene. Så ønsker jeg, at stenen er en ønskesten. Så ønsker jeg, at min hånd er en andens, og at jeg er stenen. Så ønsker jeg, at stenen åbner øjnene, og at den ikke bliver bange.”
Det, jeg vil sige, er, at sten godt kan flyve, hvis de er ønskesten, ligesom søndag godt kan betyde Solens Dag, selvom solen ikke skinner. 

Lykkelig uden grund

Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, der havde været i træningslejr hos B.S. Christiansen, at man kan lindre smerte ved at le. Det er noget med frigørelse af endorfiner og måske også adrenalin, jeg husker det ikke præcist, men han fortalte i hvert fald, at om vinteren, når kulden var værst og vinden strid, og han som altid var tvunget ud på cyklen for at træne sine hundrede kilometer, kørte rundt og skraldgrinede. Nogle gange iklædt elefanthue. Jeg mener: kan I forestille jer, hvor uhyggeligt, det må have set ud. En maskeklædte cyklist, der kører rundt i snestorm og ler hysterisk tilsyneladende uden grund?
Nå men i dag var jeg i skoven, og selvom det ikke var frostvejr, og jeg heller ikke var tvunget ud på hundrede kilometer, så regnede det lodret og vandet var vådt. Men pludselig kom jeg i tanke om den her teori, min ven havde lært mig – at man kan grine sig ud af fortvivlelse. Så jeg lo og lo, og det lød så hult, at jeg ikke kunne lade være at grine af mig selv. Og Mumrik begyndte at logre og løbe rundt i alle de våde blade, og jeg løb med, og sådan endte vi med at løbe rundt om os selv og le og det så længe, at vi helt glemte, at der ikke var noget at le ad.
Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale det til andre, men nu har jeg i hvert fald prøvet dét, og det er jeg egentlig ret glad for.

‘Ingens ører hører alt’ – udkommer snart🔥

Video: TINA FRANK
Foto Louise Juhl Dalsgaard: Frej Rosenstjerne, Foto David Mondrup: Mads Fisker

Glasur

Da jeg var lille, tilbragte jeg som regel ferierne med familien i vores sommerhus. Fra midt i juni til august i en hytte i en nordjysk klitplantage. Læste og lagde kabaler uden regler. Bare kort ovenpå kort. Vi tog sjældent på udflugt, en enkelt tur til Dagligbrugsen måske. Så fik jeg lov at lægge varer på båndet, fulgte dem hele vejen fra start til slut. To liter mælk og en pakke mørk pålægschokolade: 
“Seksogtyve en halv., tak”  
Tilbage i hytten læste jeg Jørgen Clevin, jeg kunne det meste udenad:
“Hallo, hallo. Du har ringet til Jacob og Joachims Redningskorps, vi hjælper alle, både tykke og smalle.” Eller jeg gik ture på den store grund, byggede byer af kogler eller kirkegårde med kors af grannåle. Min bedste ven var en hulsten, vi betroede hinanden alt. Jeg fortalte den for eksempel, at jeg ind imellem bad til Gud, selvom jeg ikke troede på ham. Og stenen hviskede, at den for ganske nylig havde hugget en hel pakke flormelis fra skabet i køkkenet og rørt en stor skål glasur. Den havde spist det hele og i hast, og bagefter havde den været så svimmel af sukker, at den knap kunne holde balancen. 
Nogle dage efter fik jeg soleksem og talte i vildelse: Noget om dyr, der havde mistet hukommelsen. En ko, der troede, at den var en fugl og faldt ned fra himlen. Og en bjørn, der glemte at gå i hi og derfor døde af kulde og udmattelse.
Min mor kom med isterninger, jeg skulle lægge på tungen, men jeg nægtede. “For så vil isen jo smelte, og det er synd”. Næste dag var feberen faldet, jeg blev liggende i sengen for en sikkerheds skyld. Jeg kunne høre min mor råbe fra køkkenet:
Om der var nogen, der vidste, hvor pakken med flormelisen var blevet af? Jeg svarede ikke, krammede bare stenen under dynen, vi var jo bedste venner og bedste venner kan holde på en hemmelighed.

Ægyptiske bønner

i går talte jeg med en om, hvor svært det kan være at gøre op med mønstre, også selvom de er direkte destruktive og ødelæggende. Ikke bare dumme, som for eksempel at sidde med benene over kors, selvom man ved, at det er dårligt for ryggen og hindrer blodcirkulation til fødderne. Der er mønstre, der er mere end det, mere end dumme, som lægger en klam kold hånd henover dagene og hindrer ting i at ske. Gode ting, som at ses med en ven uden videre eller at nyde uden tanke for at yde.
Jeg har et mønster med ikke at spise. Folk, der kender mig, vil nok sige, at det ikke kan ses – tøhø – men sagen er den, at jeg ingenting spiser til morgen. Heller ikke til frokost og heller ikke til eftermiddag. Når jeg siger ingenting, så mener jeg ingenting – udover tyggegummi og te, sukkerfri sodavand eller to skiver agurk med salt, uha (jeg ville skrive uhm, men min autocorrect insisterede på uha, og måske var det ikke tilfældigt). Det er ikke sådan, at jeg er bange for mad, jeg elsker alt fra ristet rugbrød til udsøgte salater med kolde ris, ægyptiske bønner og sennepsvinaigrette. Jeg elsker hjemmelavede marshmellows, knækbrødscrumble og blødkogte æg. Boller i karry, krydrede falafler og ovnbagte tern af butternutsquash. Jeg spiser bare ikke noget af det, eller rettere, jeg spiser det meste, men ikke før efter kl. 19.00. Det er ikke sådan, at jeg er dum eller mangler viden. Jeg ved godt, at et jævnt blodsukker er afgørende for trivsel, og at en sund fordøjelse afhænger af stabil stimuli, mad dagen igennem. Jeg er helt klar over, at ved at udskyde mit behov for næring antager det astronomiske højder, klokken halv syv er jeg parat til at spise en køkkenrulle for at stille min sult. Jeg er også helt klar over hvilke mekanikker, der ligger bag min adfærd. At det er noget med at yde for at nyde: Først når alle dagens gøremål er vel overstået har jeg fortjent min mad. Jeg ved godt, at det at sulte ikke kun handler om rugbrød og blødkogt æg men om kærlighed. At den er stor, sulten, og glubsk og grådig, at jeg vil elskes og helst af alle og helst hele tiden. Men at det kan man ikke, man kan ikke blive elsket af alle og da slet ikke uafbrudt, ligesom man kan ikke få alt, hvad man peger på, hvadenten det gælder mad eller kærlighed. Nej man må nøjes, minimere sine forventninger til to skiver agurk.
Jeg har tænkt mig selv halvt ihjel, forstået det meste. Alligevel bliver jeg ved med at gentage mønstret, vente med at stille min sult til mørkets frembrud, yde og yde og yde for at spare op til at nyde. En kugle is og et kram fra min hund. Ikke mere end det – for så skylder jeg, og jeg hader at skylde, stå i gæld, løbe med tungen ud af halsen: “undskyld, please, sorry, beklager”.
Jeg blev ikke klogere af vores snak, men jeg spiste en banan klokken 15, og måske er det selve pointen: ikke at forstå, men at handle? Jeg undrer mig i hvert fald stadig over, hvorfor en nogen-og-fyrreårig bliver ved at gentage tåbelige ritualer, køre dødsdrom efter sin egen sult, hvorfor hun ikke bare hopper af eller hopper ud, gør noget andet? Det undrer mig hvad det er, der er så farligt at denne nogen-og-fyrreårige foretrækker pisk fremfor gulerod, sult fremfor marshmellows, salte nødder, kærlighed. Det er ikke et spørgsmål og da slet ikke som et råb om hjælp. Bare et case-study i mærkværdig opførsel, vanens magt, kærlighedens vildveje.

(det er ikke et spørgsmål)

Hvis sten holdt op med at være sten
og mørke med at være mørke
med hvem skulle vi så
dele skylden for alt
det vi ikke kan
bære alene

Skibbrud

Vi havde lige haft gymnastik. Troels havde hængt sit svedige tøj til tørre over en stoleryg, det stank af gammel urin og kælder. Så kom Ebbe ind og råbte: ‘Jon er død!’ Først troede vi, at det havde noget med lugten at gøre,.pis og kælder, men den var god nok. Jon var døde, han var sejlet ud i en båd fredag eftermiddag i det samme tøj, som han havde haft på til sin søsters konfirmation to uger tidligere. De havde fundet båden ud for én af Aalborg Portlands siloer med bunden i vejret. Der var ingen tegn af Jon, heller ikke af hans tøj eller af kæden, han altid bar om halsen, en slags totemsmykke. Vedhænget var en stor skarabæ i sølv. Det var mere end seks dage siden båden var blevet fundet, og nu havde politiet indstillet eftersøgningen. 
Jeg kendte Jon ikke særligt godt. jeg vidste kun, at han spillede basketball i Nørresundby og altid var den første, man fik øje på i en kø. Høj, bred og lysende. Ikke sådan som en lampe lyser, mere som luften omkring en højspændingsmast i støvregn. Sitrende, noget, der hverken kan ses eller måles, kun mærkes.  
Nu var Jon død, og et øjeblik stod alt, der før havde sitret, stille. Jeg vidste knap, hvad det betød at dø. Eller rettere: hvad døden betød. Kun, at det var det modsatte af at leve, som var det eneste, jeg kendte til og som handlede om alt fra bare tæer til punkterede cykeldæk og risengrød. Døden, derimod handlede ligesom ikke om noget, og det, det var det værste. Det, der ikke handler, mens står stille og for altid. Som en lussing, der ikke når frem. Eller en kys. Den venten på det værste og det bedste, som aldrig forløses. 
Vi holdt mindegudstjeneste en fredag, hans mor udskød det så længe som muligt. Hun blev ved med at håbe, at Jon var gået i land og havde taget den på stop til et sted langt væk. Bygget en hytte af bøjelige grene og sat basketkurve op i hvert eneste træ. Selv ved mindegudstjenesten talte hun om ham i fremtid: “når Jon engang kommer hjem”. Ingen fortrak en mine, vi tænkte vel hvert vores. Jons søster sad helt stiv på en stol ved siden af kisten, hun havde redte sit hår stramt tilbage, hun lignede en gammel dame.
På skolen holdt vi fællessamling, skolepsykologen talte, hun sagde, at det bedste vi kunne gøre for Jon var at leve videre. En, der hed Martin, rakte hånden i vejret og spurgte, hvor hun vidste det fra: Altså hvorfra hun vidste, hvad det bedste for Jon ville være?  
Vi samlede sammen til en buket og sendte til familien og nogle måneder senere gik vi forbi deres hus. Jons mor havde hentet båden hjem, den lå i forhaven med bunden i vejret. Rundt om havde hun tændt levende lys, det var meget smukt men også lidt uhyggeligt. Luften omkring sitrede, som ved en højspændingsmast. Flere af os vinkede, vi vidste vel knap til hvem. Anna sendte et luftkys, hun var sikker på, at hun kunne mærke Jon gribe det, sagde hun, og vi håbede allesammen, at hun havde ret.

De fleste drømme ender med, at jeg vågner.

Som seksårig drømte jeg om at blive så smuk, at jeg kunne køre gratis med bussen. Som tiårig om at blive så dygtig, at jeg kunne springe en klasse over. Måske endda to. Som femtenårig var min største drøm at gro helt lige bryster og at få en kæreste, der elskede mig for mere end dét. Som tyveårig var drømmen at forsvinde fra verden så længe, at nogen ville begynde at lede. Kalde mit navn. Som trediveårig ville jeg gerne vende tilbage igen, være rask og til alt andet end til besvær. Som fyrreårig var drømmen at nå at få et barn: Det endte, som de fleste drømme ender, med at jeg vågnede.
I dag kan jeg ikke huske, hvad jeg drømte i nat. Det var vist nok noget med en fugl, der blev vakt til live igen og finsk dreng, der gemte sig under et bord. Udenfor er temperaturen faldet med seks grader siden i går, himlen er syrligt grå. Til frokost skal jeg have kolde kartofler med flagesalt og hytteost og purløg. Jeg elsker kolde kartofler. Og hytteost. Og flagesalt – også selvom jeg ikke drømmer om det om natten.

Ensomhed er at være nummer fem

At være ensom er at se. På dem, der fester og skåler og råber “resten i håret”. Dem, der smider skoene klokken ti, “Ahhh”, og føler sig frie sådan. Med blottede fødder og glas på stilk. Ensomhed er se dem, der altid finder nogen at dele en taxa med, mens man selv må gå, fordi der var kun plads til fire i bilen. Ensomhed er at være nummer fem. At skamme sig over sin egen skam, over sine fødder og sit nummer i rækken. Ensomhed er at se. På sig selv i spejlet og få ondt af dét, man ser – men ikke af den.

Dorte uden h

Jeg har aldrig været rigtig glad for mit navn. Louise. Ikke, at der er noget galt med navnet, det er fint nok, tre stavelser, fire vokaler, seks bogstaver. Jeg spurgte engang min mor, hvorfor jeg hed, som jeg hed, hun svarede, “det var det, din far og jeg kunne blive enige om.” Et kompromis, ikke helt, hvad hverken min mor eller far håbede, men ok omtrent sådan cirka. Hvert år kan man læse en liste med populære navne, øverst står gerne de mere specielle, Rondudanella og Columbus-Emil, midt i står de navne, der ikke er nået at ryge ud, men som alle ved snart forsvinder- Tore og Alexander og EmmaLou. Og så nederst – men altid – på listen står mit navn. Louise. Stedsegrønt, kalder min mor den slags, de eviggrønne, det, der ikke vil falde, men bliver ved med at stå, selvom ingen rigtig ved hvorfor. Jeg havde engang en kæreste, der hedder Kaspar, hans hud var et hav af fregner, arme, ben, hals, ansigt. Man kunne trække streger imellem og finde alle himlens stjernetegn på hans krop, Skorpion og Vandmand, Tvilling og Vægt. Jeg elskede at finde vej henover hans hud. “Der er Nordstjernen,” kunne jeg råbe og kysse en fregne i hans nakke – og senere én på brystet og lige ved navlen og så videre. Kaspar skulle egentlig hedde Roland, opkaldt efter sin fars elklaver, men det nægtede hans mor. Hun havde købt et orangeri og sat op bagerst i haven, for at sidde i fred for Kaspars fars skalaer, og så ingen grund til at blive mindet om hans musikalske evner eller mangel på samme, hver gang hun ammede sin søn. Hun foreslog i stedet Tormod, men det faldt ikke i god jord. Så enedes de om Malte, indtil Kaspar kom ud “og så var vi ikke længere i tvivl,” fortalte hans mor og strøg sin søn over kinden: “Du var en Kaspar”. 
Det var vist nok der, jeg spurgte min mor, hvordan jeg havde fået mit navn. Og hvor hun svarede “Det var dét, vi kunne blive enige om.” Jeg ville næsten hellere, at hun havde svaret: “fordi det rimer på at spise” eller “jamen det fungerer på alle sprog, tysk, engelsk, dansk – praktisk, kvadratisk, nemt”. 
I nogle år overvejede jeg simpelthen at skifte det ud, kalde mig noget andet. Agnes eller Esther, fordi det smager af blød barm og kloge hænder. Eller Dorte uden h, ligesom min kontaktperson på afdeling G, der holdt alle mine løgne ud, mens jeg var indlagt, og alligevel blev ved at påstå, at jeg var det hele værd. I dag tænker jeg, at skulle jeg skifte Louise ud, ville jeg kalde mig Stella. Efter min mormor, hun døde i påsken ’83, og kunne kalde alle områdets katte til sig med et simpelt: “Kis, kis, kis, kis”. Så kom de løbende alle steder fra, drak den mælk, hun havde stillet frem og lod sig stryge over ryggen – selv de vilde og dem med sår i pelsen. Og så lod hun dem løbe igen.