Louise Juhl

I går læste Michael højt for mig fra en artikel om unøjagtigheder. – Vidste du, sagde han, at vandstanden ved ækvator er højere end ved polerne? Det var noget med jordens rotation om solen, centripetalkraften, altså den kraft, der skal til for at holde et legeme i en jævn cirkelbevægelse. – Aha, mumlede jeg uopmærksomt fra sofaen. Vandstandsmålinger har aldrig ligget øverst på min top-ti over emner, jeg ønsker at fordybe mig i. Men så toppede han sin nyerhvervede indsigt med nogle tal, der alligevel var svære ikke at lade sig imponere af: Vandet står 21 kilometer højere ved ækvator end ved polerne. 21 kilometer! Det har enorm betydning fordi alle højder som udgangspunkt er målt fra havets overflade. Et bakke, der på nordpolen er målt til at være 500 meter høj, ville således, hvis den lå ved ækvator, være et himmelhøjt bjerg på 21,5 km. Det er selvfølgelig ikke sandt – men blot for at illustrere at meget af det, vi tager for at være hårdkogte fakta, indiskutable og videnskabeligt evidente, ikke er mere håndfaste, end at de afhænger af, hvorhenne på kloden de måles.
For nogle år siden blev jeg ramt af alvorlig øresten, det varede lidt over en uge. Den eneste position jeg kunne holde ud at være i, var på knæ med min overkrop bøjet fremover, så min isse rørte ved gulvet. Jeg sad sådan, som en angrende munk i alle døgnets vågne timer, simpelthen for ikke at dratte omkuld. Det var en voldsom oplevelse, hvordan alt, jeg indtil da havde taget for givet, hvad der var op og hvad der var ned, pludselig var vendt om. At lave en kop kaffe blev noget nært umuligt. At drikke den en endnu større udfordring: Det forlangte, at jeg løftede hovedet fra gulvet, hvilket medførte akut svimmelhed, kvalme og en angst, jeg bedst kan beskrive som altopslugende.
Øresten, også kaldet Godartet (benign), anfaldsvis (paroksysmal), stillingsafhængig (positions), svimmelhed (vertigo), skyldes en forskydning af de små krystaller i balanceorganet, det er dem, vi også kalder øresten. Der er altså intet forandret i den ydre verden, vandret og lodret har ikke byttet plads, selvom det opleves sådan for den ramte. Jeg nåede på den uge, anfaldet varede, at forsøge mig med cirka alt. At holde mine hænder om mit ansigt, for at få det til at stå stille. At lukke øjnene så hårdt, at det sortnede, i håb om, at det sorte ville skygge for det svimlende ubehag. Jeg prøvede at holde fast om en stol, for ved tankens kraft at overbevise min hjerne om, at tyngdekraften virkede, som den plejede, at vinduesrammerne ikke forskubbede sig i en uendelighed, at verden ikke var løbet løbsk i sin bane om solen. Men intet hjalp. Uanset hvor hårdt jeg pressede øjnene i eller hvor fast jeg greb om stolen, så fortsatte væggene med at falde sammen omkring mig, gulv og loft byttede plads, og når det var værst greb jeg mig selv i at tænke, at hvis dette skulle vise sig at være en permanent tilstand, så ønskede jeg ikke at være en del af den.
I dagens Information fortæller den canadiske forfatter Anne Carson om at være blevet ramt af Parkinsons. Lægen har anbefalet hende at bokse, det handler om at genvinde ejerskab over sine bevægelser, at fokusere, højre, venstre, højre, højre, venstre. Boksning hjælper med at genskabe nogle af de tabte nervebaner: “Neurologer ser nu ud til at mene, at hjernen er plastisk, og at visse aktiviteter kan omkoble den ved at generere nye neuroner til erstatning for tabte eller ved at aktivere neuroner, der er blevet inaktive eller langsomme. Boksning anbefales,” skriver hun.
Jeg ved, at øresten på samme måde kan afhjælpes ved hjælp af øvelser. Ganske simple, for så vidt, man skal holde øret mod skulderen i vandret position, for så at rejse det til opretstående. Derefter det samme igen men nu til den modsatte side. Og op igen. Som med al anden træning, er det hårdt. Måske særligt i dette tilfælde, for øvelserne provokerer netop den svimmelhed, man som ramt, forsøger at undgå. Jeg faldt i gulvet flere gange under mine forsøg. Hvis man holder et spejl op foran ansigtet og virrer med hovedet fra side til side, kan man forstå hvorfor. For når du ophører med bevægelsen og ser dig selv i spejlet, vil øjnene under normale omstændigheder falde til ro. Men ved Benign paroksysmal positionel vertigo (BPPV) fortsætter øjnene med at flakke sidelæns, også efter at dit hoved er i ro. Din hjerne er så at sige stadig i bevægelse, selvom din krop ikke er. Efter 8 dage fortog svimmelheden sig. Jeg husker glæden ved noget så simpelt, som at kunne sidde på en stol uden at føle trang til at kaste op. At vågne uden at være sendt i cirkulation om mig selv.
Verden er konkret, men det konkrete er ikke entydigt. Når man taler om højde over havoverfladen har vi at gøre med differencer på 21 kilometer, det er alligevel en slat. Se på Carson, for hvem det at sætte sin underskrift på et stykke papir er gået fra at være en bevidstløs handling til at være en kamp. Hun er stadig sig selv, men hendes bevægelser er blevet nogle andre, en andens? I nat vågnede jeg og mærkede et anfald være på vej. Loftet drejede rundt, gulvet også. Selv mørket drejede rundt i skypumpeformationer.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det, jo læs det fine essay af Anne Carson i Information og husk at læse det med småt. Det med småt har hverken noget med vandstand, Parkinson eller øresten at gøre, det er bare et godt råd.

I et essay af Annie Ernaux ‘Landscapes of Cancer and Desire’ beskriver hun et sygdomsforløb med brystkræft i 2003. Teksten er ikke, som man måske kunne forvente, trist, snarere tværtimod, det er en nøgtern gennemgang af fotos og dagbogsnotater hun har gemt.
Opdagelsen af hendes sygdom falder sammen med, at hun møder en ny mand: M. Hun fortæller ham om sygdommen uden omsvøb: – Jeg vil gerne invitere dig med til Venedig, siger hun, – men ikke lige nu, for jeg er syg af kræft. Han reagerer ikke som forventet, han virker hverken forskrækket eller frastødt. Det eneste, der falder ham svært er, at den frisure, han flere gange har komplimenteret, er en paryk.
Ernaux vælger i sit essay at fortælle sin historie ved hjælp af fotografier hun har gemt fra tiden omkring kræftforløbet: Primært fotos af mennesketomme rum fyldt med tøj og ting, et par gamle sneakers, en morgenkåbe, BH, to dybe tallerkener og en vinkaraffel. Selv erindrer hun ikke, hvad der ligger før billedet, om de har smidt tøjet i ophidselse, eller om det omvendt er lagt frem til vask. Heller ikke, hvad der fulgte umiddelbart efter.
“It’s my imagination that deciphers the photos, not my memory.” Det er en meget vigtig pointe: At det sted, hvorfra hun genkalder sig sin fortid, ikke er hukommelsen, men fantasien. Når hun i dag tolker billedet, er det som at udlægge en Rorschach tekst blot med lingeri i stedet for farvede pletter. Der findes ikke længere et “svar på billedet”, en sandhed om, hvad det forestiller. Ingen kan længere med sikkerhed sige, hvilke lyde der lød i baggrunden, da det blev taget, om de dybe tallerkener indeholdt stærkt lugtende madrester, om en kat lige havde pisset i hjørnet. Alt det, er noget hun som forfatter tilskriver tingene, ikke fordi det, hun ved hvordan, men fordi hun forestiller sig, hvordan tingene må have hængt sammen.
Jeg har en lang række fotos fra da jeg var helt lille, men så godt som ingen, fra da jeg var 7 og frem til jeg fyldte 18 og blev student. Det er slående, hvordan det påvirker min hukommelse – eller min fantasi. Hvordan jeg er langt mere “sikker” på den 3-årige Louise end på den 11-årige ditto, hvilket jo virker usandsynligt. Det må alt andet lige være nemmere at genkalde sig ting fra mine ældre år, end fra da jeg var 3.
Da jeg blev syg, fik jeg taget kliniske fotos af min magre krop. Det var en del af behandlingen, et bevis for, hvor tynd og syg, jeg havde været. Lægernes erfaring var nemlig den, at patienterne havde lettere adgang til at huske deres tilstand, hvis de havde billedmateriale til hjælp, end hvis de kun blev konfronteret med data: blodtryk, puls, vægt. Det tror jeg, er sandt.
En af mine helt store sorger er, at jeg har mistet et foto fra. da jeg var indlagt på Frederiksberg Hospital. Jeg sidder i opholdsstuen med min ven Benny. Han i en dyb polstret stol, jeg på armlænet. Jeg smiler, mine tænder virker uforholdsmæssigt store i mit indfaldne ansigt. Bennys øjne er blanke hans skæg nytrimmet. Han er i en hospitalsskjorte, man kan ane hans brysthår mellem de øverste knapper. Der står en stuebirk i baggrunden.
Jeg kan ikke længere finde billedet. Det var i A4format, og altså ikke sådan at overse. Jeg husker, at jeg sendte billedet i forbindelse med udgivelsen af min første roman ‘Det dér og dét der’. Måske til en avis, uanset hvad fik jeg det aldrig tilbage. Det er som at miste en lille smule af sig selv, også selvom det jo er noget pjat, det eneste jeg har mistet er et stykke papir. Men. Måske er det ikke sandt, hvad jeg husker, måske var Benny klædt i sin sædvanlige rød og sortstribede skovmandsskjorte? Måske var det ikke en stuebirk i baggrunden men en violinfigen.
Mens Ernaux er syg læser hun alt i sine omgivelser som varsler. Hvad klokken er, bliver et muligt tegn på, hvor langt (eller kort) tid hun har igen. Kirkeklokkernes ringen får hende til at tænke på sin egen begravelse. Hun går endda så vidt som til at bestille det sted på kirkegården, hvor hun vil stedes til hvile. Kvinden bag disken spørger til hendes alder. Det viser sig, at hun er for ung, man kan ikke reservere et gravsted, før man er fyldt halvfjerds. Den 1. september fylder Ernaux 84 år. Brystkræften tog ikke livet af hende, hun er her endnu
Benny er her ikke, hans sygdom tog livet af ham, til sidst var der næsten ikke noget tilbage. Han havde nervebetændelse og skreg, både når han fik strømper på og når hans kæreste forsøgte at rede hans hår. Jeg vil så gerne finde billedet af os sammen. Det bringer ikke Benny tilbage, men måske kan det et kort øjeblik bringe mig tilbage til ham.

De fjerner hendes bryst under fuld bedøvelse. Bagefter husker hun intet. Først var det der, siger hun, – og så var det der ikke. Jeg spørger, hvad de gør af den slags bagefter. Af det fjernede bryst. Hun trækker på skulderen, siger: Mon ikke de brænder det? I radioen advarer de om kødannelser ved Limfjordstunnellen. En mand i Holstebro har reddet en kalv fra at drukne.
Arrene vil læges i løbet af nogle måneder, siger overlægen, derefter vil hun blive tilbudt en protese.
Jeg går i hospitalskiosken for at veksle en seddel til mønter. En sovende mand bæres væk af to vagter. Han har skidt i bukserne. Undskyld, mumler han. Jeg løber og når akkurat elevatoren, før dørene lukkes. Trykker på knappen til femte etage, hun ligger på ottende. Det er vane jeg har fået. At gå ad trapperne det sidste stykke, seksogtredive trin.

Senere siger hun: “En vranten kvinde er som skidt under Herrens negl”. Hun er så tapper. Jeg spiser en grapefrugt, jeg har læst et sted, at frugtens bitterstoffer påvirker centralnervesystemet, narrer kroppen til at tro, at den er mæt. Men jeg får blæner om læberne og blister i munden og må opgive. Hun køber en badedragt med vandskyende fyld der, hvor brystet engang sad. Jeg står på kanten af bassinet og vinker.

I The New Yorker læser jeg brancehanalytiker Kristen McLean, citeret for at sige, at to tredjedele af de udgivelser, der stammer fra USAs ti største forlag, sælger færre end 1000 styk. Som forfatter er det en både forfærdende men også lidt fantastisk nyhed, det sidste sådan at forstå, at ens egne salgstal måske ikke er så lunkne, som man skulle tro, sådan overordnet betragtet.
Jeg ville gerne sælge flere end 1000 bøger per titel, jeg udgiver, også gerne flere end de 20.000 som de 4% bedst sælgende amerikanske udgivelser opnår at sælge. Men selvfølgelig ikke for enhver pris, jeg skriver ikke på bestilling, det har jeg ganske enkelt hverken evner eller lyst til, så selvom jeg kan læse mig frem til at flest foretrækker krimi, dernæst historiske romaner og på en tredjeplads fantasy, ja så er det ikke indenfor de genrer, jeg kommer til at gøre mig gældende. Faktisk skriver jeg som udgangspunkt sjældent med tanke for hverken genre eller tematik, men fordi jeg bliver hjemsøgt af en undren, jeg ved hjælp af fortællingen, forsøger at besvare .
Når jeg derfor kunne drømme at skrive en bestseller, så er det vel egentlig mest for at please mit ego. For at føle, at jeg kan være bekendt at kalde mig forfatter. At jeg ikke behøver at undskylde, hver gang jeg skriver: tage alverdens forbehold om at være for meget og for ligegyldig. Talentløs. Solgte mine uger 20.000 eksemplarer ville jeg da i det mindste have dét talent: At tjene penge på min metier. Selv har jeg læst bøger, der næppe har sprængt den salgsmæssige richterskala men som ikke desto mindre skabt stort litterært røre, måske fordi værket er sprogligt virtuost eller har været stilistisk overlegent (her tænker jeg for eksempel på Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og Det ensomme og Anders Abildgaards digtsamling IBIS) Jeg ved ikke, hvor meget en gennemsnitlig dansk skønlitterær udgivelse fra et større forlag sælger, men jeg forestiller mig, der findes forholdvist få – mellem 500 og 1000. Og så er der selvfølgelig storsælgerne, Kim Blæsbjergs De bedste familier, hører til i den kategori. Måske også Linda Maja Ernst’s Kun til navlen. Og selvfølgelig (og hver eneste gang, han udkommer med nyt): Jussi Adler Olsen, som har i hvert fald har stået i reolen i samtlige sommerhus, jeg har lejet gennem årene.
Lige nu læser jeg en fremragende bog, den er ikke udkommet og jeg holder derfor kortene tæt til kroppen. Det er en bog, der oser af litterært overskud, læserens forventninger bliver hele tiden sat på prøve: Bedst som man tror, man har greb om fortællingen, vender den sig mod sig selv. Afsnittene tillader sig spring, der hos de fleste redaktører ville afføde en bemærkning om, at her skulle der arbejdes med overgangen, men ikke her, og det er effektfuldt og velgørende i en tid, hvor selv fiktionen og den litterære kunst forsøges tilpasset markedet krav om bekvemmelighed, også hos læserne. Jeg er ikke sikker på, den når top tre på bestsellerlisten, dertil er den simpelthen for insisterende i sit kunstneriske projekt (og tak for dét), men det er jo ikke ensbetydende med, at den derfor er en mindre succes, end nummer et og to og tre på disse lister.
Tilbage til artiklen i The New Yorker, som fokuserer mere på markedskræfternes logik end på den litterære kunsts vilkår. Og det er bestemt også relevant: For hvordan sælger man en bog, hvor sælger man den. Hos den lokale boghandler? Ikke hvis man skal tro artiklens forfatter. Ifølge denne sker langt det største salg online, særligt Amazon og i Danmark Saxo. Disse sites kan tilbyde helt enormt mange titler, modsat en fysisk boghandel, der jo har begrænset plads. Lige sådan kan de – blandt andet ved at spare udgifter til lokaler og personale, gerne sælge bøgerne op til 30% billigere end hos de mindre boghandlere. MEN: Ved den form for salg, bliver din eneste betjening en række algoritmestyrede forslag til “Bøger som denne ” eller “Andre, der har købt denne bog, har også set på” – altså bøger, der i en eller anden grad ligner det, du allerede har købt. det vil sige: Laver du noget nyt, noget anderledes, noget skævt, noget originalt, ja så er din mulighed for at optræde i de foreslåede titler lille, ja faktisk minimal. Det betyder også, at de bøger, der ligger øverst på bestsellerlisterne typiske vil ligne hinanden. Ikke sådan at forstå, at de alle vil være gule, eller at vi nu ser et boom i bøger om Cheminova, men de vil appellere til de samme læsere, formen og opbygningen, strukturen vil typisk være den samme. Og ikke et ondt ord om det, det er ganske ofte fremragende bøger, der ligger i toppen, men det har jo som konsekvens, at vi rent kunstnerisk måske ikke ser de store fornyelser.
Her har de fysiske boghandlere deres helt store berettigelse. Jeg oplever, at de – modsat papirvarekæderne og supermarkederne – har personale, der ikke bare er virkelig belæste, men som også ser det som deres opgave at pege måske mere oversete titler ud, lægge dem frem på bordet som med overskrifter som “For feinschmeckere” eller “Til læseren, der vil udfordres” Jeg elsker boghandlere, der tror på deres kunder, tror på, at de gerne vil overraskes, pirres, provokeres. Det samme konkluderer artiklen i The New Yorker, fremtidens boghandler vinder på dedikation, på faglig viden, personligt engagement. Jeg lærte engang, at god service er at give kunden mere, end de forventer. Hvor de store onlineboghandlere holder sig til det forventede, så er boghandlernes fremtid at give læserne mere end dét. Pege de oversete bøger ud, hjælpe stilistisk overrumplende værker frem. Kærligheddigtene, de dystopiske noveller. Lave en udstilling med “Romaner man ikke vil hjem fra”. Jeg tror på det. Og hepper❤️

Her til morgen faldt jeg over et essay. “Problemet med venner” lød titlen på dansk, på originalsproget “The trouble with friends”.
Jeg kastede mig straks over det, for jeg har længe grublet over det med venskaber, hvad de kommer af og hvad der får dem til at forsvinde igen. Kollapse, glide ud. 
Jeg er ikke sådan en, der har været veninder med min mor. Jeg har ellers hørt en del fortælle om shoppeture og forlængede weekender, bare dem og deres mødre, arm i arm ned ad Avenue de Champs-Élysées. Min mor har altid været mor, det vil sige, lyttet og båret alle mine sorger og glæder, men aldrig delt sine egne. Jo glæderne måske nok, men aldrig det, der gjorde ondt, da hun blev syg med kræft insisterede hun på ikke at få besøg på hospitalet, hun foretrak det sådan. At græde alene og vende tilbage, når hun havde fattet mod og genfundet styrken til at være mor, farmor. Den bærende, den stærke. 
Mine bedsteforældre boede i den anden ende af landet, og jeg anede intet om dem udover det åbenlyse, at min farmor var god til at lave mad og min morfar dygtig med sine hænder. Hvad de tænkte og følte derimod, er noget jeg senere har fundet på. At min farmor var bange for at dø, for eksempel, er ikke noget hun nogensinde har sagt, men bare noget jeg fornemmede, en hidsig holden fast i livet selv efter, at der ikke var mere tilbage at leve for.
Min første veninde hed Lea, vi delte alt, bogstavelig talt, fra tøj til tabte mælketænder. Hver weekend sov vi sammen, og vi gik til de samme fritidsaktiviteter, spejder, svømning og guitar. Vi fulgtes ad til og fra skole og ringede sammen om alt: Hvad er egentlig dit yndlingsnavn, hvad skal du have at spise til aften? Jeg kan stadig husker stadig hendes telefonnummer – 98143443. Men så slog hendes far et stort hul i badeværelsesdøren og nogle uger senere fortalte Lea, at hendes forældre skulle skilles, og jeg forstod ingenting, for vi delte jo alt. Lea og mig, og hvordan kunne hun så holde hemmeligt, at hendes mor og far ikke længere kunne lide hinanden? De solgte deres bil, en grøn Simca, og Lea og hendes bror flyttede i et rækkehus med deres mor, og de fik et nyt telefonnummer, og jeg lærte det aldrig udenad.
Så blev jeg veninder med M, hendes mormor var italiener, det understregede hun fra første færd, jeg ved ikke hvorfor. Hun var helt anderledes end mig, rap i replikken og smart i tøjet. Hun gav mig min første orgasme, det var på helt venskabelig vis, sådan og sådan, skal du gøre, og jeg havde aldrig oplevet noget lignende og blev meget flov, men M sagde, at der ikke var noget at være flov over, og når hun sagde det, så var det rigtigt.
Nogle år senere fandt hun en kæreste, der var kommunist, ligesom sin far, og ingen af dem børstede tænder. Det var småborgerligt, mente de, og jeg fik lov at besøge dem i Skalby, men på vej hjem blev jeg kørt ned på cykel af en taxa, og selvom der ikke skete noget, kom jeg aldrig igen. M forandrede sig, hun begyndte at læse græske tragedier og lave buster i gips, og da vi skulle på gymnasiet valgte hun en klassisksproglig linje, mens jeg valgte matematik og musik, og det blev svært at tale sammen. Det var gik ikke fordi noget gik i stykker, det var mere som en kyst, der langsomt bliver ædt op af havet. Det er bare naturens gang men derfor ikke mindre brutalt. 
Jeg fandt nye venner, en af dem var – lad os kalde hende Liv. Vi havde spillet fodbold mod hinanden, hun for Vadum, jeg for Gug. Der stod 5-3 i indbyrdes opgør, da vi startede i sammen klasse på gymnasiet. Liv havde gået på efterskole og hendes forældre var vegetarer, og jeg var fuldstændig forblændet af deres måde at leve på. Deres hund sov i sengen og de havde humus i køleskabet. Hjemme hos mig boede kaninen udenfor, og vi spiste kun sjældent krydret mad og aldrig rødbedebøffer, som var det første, jeg fik serveret hjemme hos Liv.
Jeg var glad for at gå i gymnasiet, havde mange venner, men så en torsdag indkaldte to af pigerne i klassen til et fællesmøde. De var trætte af, at jeg altid rakte hånden op i timerne og så hurtigt, at ingen andre kunne nå at følge med, og jeg havde slet ikke set det komme og det ramte mig som en betonpille, for det var sandt nok, hvad de sagde, at jeg tit rakte fingeren op, højt op og måske endda viftede med den. Men der var noget med måden, de sagde det på, som om jeg gjorde det, fordi jeg var ond og mine albuer skarpe, men sandheden var, og her lyver jeg ikke, at min finger bare var ivrig og impulsiv. Og ikke så længe efter kom Liv og fortalte, at hun var ved at kaste op over, at jeg fik 13 mens hun fik 9, selvom vi så godt som havde skrevet den samme stil, hun bare med færre fremmedord og fimsede vendinger. Ja hun kunne næsten ikke holde ud at tænke på, hvis det var sådan verden hang sammen: At det glatte og firmaformaterede havde forrang frem for det ru og autentiske, og det jeg hørte hende sige, var: Du er en falsk fims, og lige pludselig var alt det, der ellers havde været så godt, ret skidt, og jeg begyndte at blive bange for at knytte mig til nogen, for jeg vidste jo ikke, om de pludselig ville indkalde mig til møde eller kaste op over mig.
I nogle år holdt jeg mig mest for mig selv, altså ikke sådan at jeg lukkede mig inde på mit værelse eller undlod at se nogen. Jeg var omkring og ude og grinede og festede og sang, men jeg knyttede mig ikke til nogen, og jeg sørgede for kun at række fingeren op, når der ikke var andre, der ville svare, og jeg viste aldrig igen mine stile til nogen. 
På et tidspunkt holdt jeg op med at spise, mine kinder blev hule og brysterne forsvandt, jeg tabte mig fra 72 og til 32 kilo, blev indlagt. Her mødte jeg Benny, han lånte mig cigaretter, han aldrig fik tilbage, for Benny skulle dø, og han havde ikke tid til at holde regnskab med noget så ligegyldigt som smøger. Han var min totale modsætning, elskede Birte Kjær og mormormad, platte jokes og quizshow, og måske var det derfor, vi kom så godt ud af det med hinanden. Fordi vi ingenting forventede af hinanden og alt derfor var ren bonus. Jeg har ikke grinet så meget med nogen, som jeg gjorde med Benny, og det selvom jeg var ved at dø af sult og han af AIDS, jeg tror vi begge havde grædt os tørre og nu var der kun tilbage at le. Han døde i december. Jeg måtte ikke være komme til begravelsen, jeg var for syg, mente lægerne, og jeg råbte: For syg til hvad, til at sige farvel til min ven? 
Jeg savner Benny. Og M og Liv. Jeg savner at have helt tætte venner. Misforstå mig ikke, jeg har mange venner, gode venner, venner jeg vil gå til verdens ende for. Men jeg er blevet bange for mig selv, min fede finger, min store kæft, mine firmaformaterede ord. Jeg er blevet bange for at være for stor en mundfuld, for meget, for fimset, for dum. Heldigvis har jeg skriften, jeg betror mig til papiret, til skærmen, kald det bare en sørgelig erstatning, en falsk fortrolighed, jeg har hørt det, der er værre. 
I Weike Wangs essay “The trouble with friends” fortæller hun, at hun ofte beder sine studerende skrive om en hændelse, der har vendt op og ned på deres liv. Langt de fleste skriver om at blive svigtet af en ven. Forrådt, valgt fra eller bare glemt.
Jeg tror virkelig der er noget om det. Venner er det vigtigste i livet. På godt og på ondt. De kan være kilde til den største glæde men også årsag til en enorm sorg.
Sådan er det med ting af stor betydning. Det er svært.

Jeg fik at vide, at jeg havde fået tingene galt i halsen, min vrede, min sorg, min døde tvilling. Det hele var bare noget, jeg fandt på, sagde de, og derefter pakkede jeg alting ind. Mine tanker i cellofan (svært knitrende), og mine følelser i witawrap (svært klæbende). Sagde ja, når jeg blev spurgt.
– Er du sulten, ja, – er du træt, ja, – er du en kokosnød, ja.
Og så tog de en hammer og slog mig i hovedet, – for at flække skallen, forklarede de, og jeg lo, for det var bedre at flyde med end det var at at kæmpe imod, det havde jeg lært til svømning. Det var noget med hestehuller og død, – flyd altid med strømmen, råbte vores svømmelærer og kastede sig til højre, og jeg gjorde, som han sagde, flød og flød. Ud over det hele, som en vildt voksende dej, en ondartet svulst, og en der hed Vilhelm, spurgte om jeg ville være hans kæreste, og jeg svarede ja. – Er du dum eller hvad? svarede han mig og så ud som om, jeg havde tilbudt ham at blive kæreste med en død fugl. – Ja sagde jeg og trak hans ansigt tæt til mit og kyssede ham, men min tunge fast i hans togskinner, og han rev mit ansigt væk, og jeg blev syet med ni sting og måtte ikke spise andet end flydende kost i en uge. Jeg fortalte det til de voksne: Der går sjældent røg uden en brand, svarede de mig, og jeg forstod ærligt talt ikke, hvad en økse og ni sting i tungen havde med ild og røg og bål og brand at gøre, men jeg nikkede alligevel, ja.

I går besøgte jeg en ven. En god og klog ven, en kærlig ven også. Vi talte om bøger, vores egne og andres, og om sushi og butter chicken og usikkerhed og grundtvivl. Om frygten for at være meget. For kert. Jeg fortalte om en dårlig vane, jeg har, med at knytte mig for tæt til mennesker. Til dyr også: Da min kanin, Smutti, døde, hulkede jeg så hårdt og længe, at jeg endte med at kaste op. Kaskader af en ildelugtende gul galde. Og da min chinchilla nogle år senere døde (af en tarmbetændelse, jeg muligvis havde forskyldt ved at fodre den med rosiner), mistede jeg appetitten i flere uger. Ikke engang min yndlingsspise, ristet rugbrød med smør og skiveost og flagesalt, kunne jeg klemme ned. Det er det samme med venner, jeg knytter mig for tæt, spørger til for meget og deler endnu mere, og når det så viser sig, at de ikke har samme lyst eller behov for at dele deres tanker og følelser, så bliver jeg ked af det. Flov, skamfuld, for hvorfor er jeg så dum og så dåser, hvorfor føler jeg så meget og så tit, hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med hej, hvorfor skal jeg skrive Kære og endda med stort – og Kh stedet for Vh. Min ven kendte det godt, også han har oplevet at brænde sig, at fortælle, betro og få tavshed retur. Ghosting kaldte han det, det, at et menneske pludselig forsvinder, undlader at svare på ens beskeder eller måske bare bliver fåmælt. Ja, nej, nå.
Vi talte om den sorg, det kan være, gang på gang at træde forkert, ved siden af, den smerte, der følger med at blive valgt fra eller “muted”. Måske skulle vi lære at screene vores beskeder, foreslog jeg – at sortere i vores tanker, gemme det vigtigste til skuffen eller senere endnu: tage det med os i graven.
Det, som ingen ved (og aldrig får at vide), har ingen ondt af.
Men jeg gider ikke at vente til graven. Jeg vil ikke slutte mine beskeder med vh. Jeg vil ikke begrænse min væren i verden til høflige samtaler om elpriser og solceller på taget. Nordlys og nye retskrivningsregler. Majonæse. Ikke fordi, der er noget galt med hverken solceller, nordlys eller retskrivning, bestemt ikke, men fordi der er så meget andet også. Flåede drømme, rablende remser, skøre ideer, smertefulde savn. Der er bøger, der fortjener at blive nævnt, digte, der ikke må blive glemt. Og helt ærligt, hvad er det, vi griner over, når vi mødes, det er jo alt det pinlige, det skæve, det akavede, som nu dengang jeg forvekslede mind mand med en fremmed – og kyssede denne i nakken. Ups – sorry, undskyldte jeg og fik heldigvis et stormsilende: – Ingen årsag, retur. Det er så fint, at nogen begrænser deres betroelser til nummeret på deres hundefrisør og opskriften på hjemmesyltede løg. Jeg vil bare gerne mere end det. Jeg vil gerne tale mere – sammen. Det er nok at tage fat på:
Hvad med hyggeracismen, hvad med det massive fald i bestanden af fuglearter i Europa. Hvad med ensomhed. Hvad med angst.
Hvad med fællesskabet, kærligheden.
Hvad med dig❤️?

Seksten måneder blev til tyve og tyve måneder til et år. To år: Martin fejrede vores Bomuldsbryllup. Jeg huskede ham på, at vi ikke var gift, men hvad betød den slags formaliteter, svarede han, så længe kærligheden var ubetinget, vores forhold for evigt. Han havde købt gaver, en picnicrygsæk to knive, to gafler, to tallerkener og glas på stilk. En E.T. lampe, der lyste både blå og rosa.
Efter tre år begyndte han at prikke mig i siden, når vi gik forbi far med barnevogn.
– Av, ømmede jeg mig, men Martin lod som ingenting, lagde sit ansigt mod min skulder. Han kunne bedst lide klassiske navne, fortalte han, Anders, Jens, Peter og Thomas:
– Og hvis det bliver en pige: Karen eller Jenny.
Der var noget med måden, han sagde det på, som om det var et spørgsmål om tid, før det hele ville blive, sådan som han forestillede sig. Med bryllup og bæresele, dørskilt i messing og rosa orkideer i vindueskarmen.
Jeg fik svært ved at trække vejret. Første gang jeg oplevede et decideret angstanfald var, da han overraskede mig med et weekendophold på en kro i Rebild Bakker. To nætter, tre retter mad, spabad og roomservice. Han havde sikret sig, at der ikke stod andet i min kalender, hans ansigt lyste af forventning:
– Bare os to og al tid i verden.
Angsten ramte mig bagfra. Som en flodbølge, der skyller ind over kysten og river alt med sig tilbage. Huse, biler, børn. Mine knæ gav efter og det sortnede for øjnene. Jeg sank sammen i entreen og Martins glæde forvandlede sig på sekunder til dyb bekymring:
– Elskede?
Lægen kaldte det stress, Martin ville vide, hvad han kunne gøre, jeg svarede:
– Giv mig lidt tid. Lidt plads, også.
Jeg tog på klosterophold i Italien, fire uger i et muret værelse med tre meter høje lofter og udsigt over olivenmarker. det var ikke fordi, jeg troede på hverken en Gud eller andre overjordiske væsner, men klostertilværelse virkede som den mest skånsomme forklaring på at søge væk. At isolere sig og søge en sandhed ud over sin egen.
Martin græd, da han satte mig af ved lufthavnen:
– Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ, hviskede han og kyssede mig først på hånden, så på halsen.
– Det ved jeg, svarede jeg ham og steg ud, trak min kuffert frem af bagagerummet: – Jeg skriver til dig. Jeg vinkede den ene hånd, holdt om kufferten med den anden:
– Kys, kys, råbte jeg og Martin sendte mig det ene luftkys efter det andet, satte læberne mod ruden, der efterlod et fedtet aftryk.

Det stod klart allerede fra begyndelsen, alligevel blev jeg hos ham i seksten måneder, vi nåede at plante hjertesalat og ærter i højbede, gulerødder og skovjordbær og at få papirer på et rækkehus lidt udenfor Lystrup, før jeg lagde kortene på bordet. Sagde det, som det var, at det ikke skulle være os to og at han fortjente noget bedre: Én, der satte pris på hans umage, hans grundighed, fortsatte jeg. og Martin gentog: – Umage, grundighed? som om jeg havde talt på et fremmed sprog, eller bare håbet på noget ømmere, mere kærligt end lige grundighed.
Jeg kan vel bedst sammenligne det med det år, jeg spillede håndbold. Det var en katastrofe allerede fra start, jeg kom en time for tidligt og sad alene i det tomme og mørklagte omklædningsrum og talte til tres et utal af gange, om og om igen, før de andre begyndte at ankomme. Ikke én bemærkede min tilstedeværelse, hilste på, så jeg fulgte bare efter dem, da de én efter én rejste sig og løb ind på banen og alle syntes at kendte deres plads i rækken, og jeg var den sidste. Jeg blev aldrig fortrolig med spillet, var bange for bolden og rystede på hovedet, hvis en af de andre spillere så i min retning, og valgte de så alligevel at trodse mine signaler og kaste boldentil mig, greb jeg den uden at vide, hvad jeg skulle stille op herfra. Om jeg skulle løbe eller blive stående, kaste eller drible. Jeg stod bare som en tung sæk og håbede, at det spillet ville blive fløjtet af og alle løbe af banen og at jeg ville forsvinde og aldrig mere vende tilbage hallen og stemmerne. Men spillet fortsatte, og de andre råbte, “Kom nu for helvede!” og så kastede jeg, men til den forkerte og en eller anden råbte: “Helt ærligt, har nogen byttet om på dit hoved og din røv?”
Jeg tryglede mine forældre om at få lov at stoppe, fortalte dem om mørket, følelsen af at min krop var tung som en sæk og alle råbene, der sprang som bomber omkring mig: “Hér” og “Ind over” og “jeg er fri”. Men de mente, at jeg var nødt til at give det en chance, at al begyndelse var svær, og nu havde de jo også betalt kontingent for et helt år, næsten 800 kroner. Om jeg vidste, hvor mange penge det var? Jeg rystede på hovedet, og min far trak sin pung frem og hev en halvtredser op – og én til og en mere, og og jeg forstod alvoren og torsdagen efter klædte jeg igen om i rummet sammen med de andre og sådan fortsatte jeg, hver tirsdag og torsdag et helt år. Og året efter igen, for nu var jeg jo kommet så godt igang, sagde min mor, og jeg nænnede ikke at sige hende imod.
Med Martin var det selvfølgelig noget andet, her var der ingen, der råbte, og heller ikke noget kontingent, der skulle betales. Alligevel var det svært at give slip, noget holdt mig fast, det var ikke kærlighed. Måske var det tesen om, at begyndelse er svær, at man skal give både boldspil og parforhold en chance. Der var jo heller ikke noget galt, hverken med Martin eller mig, det var bare kombinationen, der ikke helt fungerede. Dagene gik, han købte en kolonihave lidt udenfor byen og opkaldte hytten efter mig, og det blev stadigt sværere at tale uden om. Han kaldte mig sit hjertes fe og “Elskede, elskede” og jeg lagde hovedet tilbage og lo overstadigt, og han håbede vel, at jeg på samme måde ville kalde ham ved navne, Min Hjertefordobler eller bare “skat”, men jeg kunne ikke få det over mine læber.
Han købte mig en håndkultivator og en haveskovl og vi lå på knæ sammen i kolonihaven og gravede bede og en dag vi lå sådan fandt han en æske frem af lommen, og jeg vidste med det samme, at det var nu, jeg måtte sige tingene, som de var: At det var slut. At han var en fin fyr, en god fyr, en rar fyr, men at jeg bare ikke elskede ham.
Men så åbnede han æsken, og ringen var så fin og hans øjne så bedende, og så kom jeg fra det igen, tog bare imod og sagde: “Åh, Martin altså”.

Min første forelskelse var i en pige. Ikkeast det i sig selv var bemærkelsesværdigt, men det var alt andet omkring hende. For eksempel havde hun klippet håret helt kort i den ene side men ladet det vokse langt i den anden. Det gav anledning til mange rygter, nogle mente, hun var opereret for en hjernesvulst, andre at hun havde en halvsidet hudsygdom, der blandt angreb hårrødderne. Når nogen spurgte, svarede hun: – Det er kompliceret, hvilket kun pustede til de mange teorier om hendes frisure. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, om det var et æstetisk valg eller symptom på en sygdom, jeg var også ligeglad, for det, der optog mig, var alt det andet. Hendes aldrig vigende blik og måden, hun kunne vende en samtale på ingen tid: – Hvem siger, det normale er at foretrække, kunne hun spørge, og forklarede, at der var flere bakterier i ét gram lort, end der var mennesker i verden. – Om bakterier dermed var at foretrække fremfor mennesker, fordi de var flest? Det var selvfølgelig et helt urimeligt argument, men ikke desto mindre skabte det altid diskussion, folk råbte højt, nogle forlod selskabet, en enkelt smed tøjet og erklærede sig inhabil, ingen fattede, hvad det gik ud på.
Selv var jeg mindre modig, tænkte altid længe før jeg talte, ja som oftest var samtalen forbi, før jeg var klar med et synspunkt. Jeg brugte cykelklemmer for ikke at snavse mine bukser til, jeg skrev med blokbogstaver for at være sikker på at blive forstået. Jeg var praktisk anlagt, pakkede tasken, så de bøger, jeg skulle bruge i første lektion lå forrest, og resten fulgte samme princip. Time to lå næste, tre og fire nederst.
Så mødte jeg Pi, og jeg var først forfærdet men meget hurtigt efter fortvivlende forelsket. Hendes kinder og fingrenes måde at holde om styret på, blødt men også bydende, som om hun vidste, hvad hun ville, hvor hun var på vej hen. Og jeg fulgte efter. Overalt, til demo for dyrevelfærd, til raveparty på teknisk kollegium. I skoven for at sanke ramsløg, på toppen af Hote Hvide Hus for at råbe slagord: “Sort eller hvid/ det betyder ikke en skid.”
Jeg kyssede hende flere gange, hver gang var det som at blive født på ny, vi flettede fingre og delte sovepose, jeg duftede længselsfuldt til den savl, hun efterlod på min pude. Hun var troløs som en kat, gik sine egne vegne, jeg faldt i søvn ved hendes side og vågnede op alene, hun købte en motorcykel og blev medlem af en klub, blev kærester med en fyr fra Polen, han hed Pietr og piftede så højt efter, at Pi sprang sine ene trommehinde. Hun elskede det hele, det højlydte, det sprængte, jeg opgav at vinde hende tilbage.
4 uger senere mødte jeg Martin, det var dødsdømt på forhånd, hans hår var klippet som de fleste andres, i spiste popcorn ig så Ondskabens Øjne, jeg gemte mit ansigt mod hans hals, når Hannibal Lecter dukkede op på skærmen, det var trygt og ømt men meget langt fra mere end det.