Louise Juhl

“Vi lever så mange liv inden i vore liv, mindre liv med mennesker, der kommer og går, venner der forsvinder, børn der vokser op, og jeg forstår aldrig helt, hvilket af mine liv, der er selve rammen. Når jeg har feber eller er forelsket, fremstår alt så selvfølgeligt, mit “jeg” synker bort og giver plads til en navnløs lykke, en helhed med detaljerne bevaret. [..] Måske er det sådan, helheden kan fortælles, med mennesker der vandrer ind og ud gennem mit ansigt. Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.” (Ia Genberg, Detaljerne)

Den dag, jeg første gang skrev med ham, som senere skulle blive min kæreste, mand, bedste ven og livsledsager, var en tirsdag i begyndelsen af februar. Jeg havde været i Storcenter Nord, havde købt cocktailpølser og skurepulver, da jeg faldt over hans profil på en datingside. Jeg havde ellers opsagt mit abonnement, mine forsøg udi at finde en partner online havde hidtil kun resulteret i større eller mindre katastrofer, en skolepsykolog mente således, at jeg bar på et traume fra ene tidligere liv, kun han kunne hele (vær altid på vagt overfor selvudnævnte Frelsere). En anden læste til socialpædagog, lovede mig en husbåd og en bonusdatter, men glemte at fortælle, at han havde lovet det samme til tre andre samtidige dates. De to og flere andre havde overbevist mig om, at gabet mellem folks forventninger til sig selv og deres reelle formåen, var for dyb til, at jeg orkede at bygge bro henover. Men så var der ham her, A Suitable Boy, lød hans profilnavn, jeg fandt senere ud af, at det var titlen på en 1349 sider lang roman om et arrangeret ægteskab.
Hans data var i enhver henseende gennemsnitlige, rødhåret, nogenogtredive, datalog. Men han citerede C.V. Jørgensen og havde ikke andre krav til en partner end at hun skulle have humor og være sød. Jeg skrev hej, ikke andet, og han svarede tilbage med et hej, og sådan kunne vi have skrevet længe sammen, hej og hej og hej og hej, måske var det faktisk det, vi gjorde, og indimellem fik vi også fortalt om os selv, jeg undskyldte, at jeg var sådan en klovn til at sætte kommaer, han forklarede, at han havde let til sved og af samme grund værgede sig mod at bruge regntøj. Vi var begge glade for naturen, viste det sig, og for skaldyr og Dido og Jens Okking.
Der gik tre måneder sådan, med at skrive frem og tilbage om bænkebidere, Roskilde festival, fluefiskeri, italiensk vin, træskæring, DK5 systemet. Indtil han en dag foreslog at mødes og min verden gik i sort, for jeg var tynd som et siv og sær og meget sky, og hvad skulle jeg stille op, hvis han foreslog, at vi skulle gå sammen hjem, men jeg svarede: Det lyder som en god ide, og så blev det sådan, “Drudenfuss på søndag kl. 16.00”, og det var varmt den søndag og bussen var forsinket, så jeg måtte løbe sidste stykke, og han havde allerede fundet et bord og bestilt en øl, og på anlægget spillede de Anthony and the Johnsons. Han skelede en ganske lille smule på det ene øje, og hans hænder var så smukke, jeg kan ikke huske andet, end at jeg tænkte, at det her, var for godt til at være sandt, for jeg var jo nordjyde og i Nordjylland har man det bedst med at holde tingene på afstand, i strakt arm. Ingen skal tage røven på en aalborgenser, slet ikke glæden. Så da han foreslog at vi kunne tage en bid mad, ringede alle alarmklokker, for hvad var nu det for noget overdreven galanteri, hvad forventede han til gengæld, og jeg rejste mig og tog frakken der hang på min stoleryg og sagde tak for i dag, det havde været hyggeligt, kram og knus og vi ses, og så var jeg væk.
The rest is history, han skrev en sms: Er du ok? Jeg forklarede ham, at jeg var et skræmt fjols, to dage senere mødtes vi igen. Hjemme hos ham, han havde lavet gullasch og ovnbagte kartofler, hans bogreoler rummede lidt af alt, mest af det hele, Shakespeare, Vakse Viggo, vinleksikon, en hylde med fiskemagasiner, Cormack McCarthy, James Ellroy. Til dessert serverede han friske bær med rørt is hældt over med en alene kahlua, det lignede lort men smagte himmelsk og næste dag strejkede busserne og jeg måtte gå hjem og jeg har aldrig set verden så tydeligt, hækken, midterstribernes hvide, skyggen af en myg. Vi gik fra hinanden (jeg gik fra hinanden) og fandt sammen igen, flyttede, græd sammen til nyheden om David Bowies død, blev gift, jeg begyndte at skrive. Michael blev bidt af en hjemløs hund, det var i Nice, de rev den gamle græske taverna ned, så kom corona, vi læste højt for hinanden, Fugitive Pieces, en novelle af Aidt. Min hund fik kramper, jeg gik 5000 kilometer på et år, hvert øjeblik talte, tæller: “Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.”

Andre gange lod jeg mig forføre af en tanke om, at gerningsmanden var syg. At han drev rundt i tåger efter et flagermusebid eller et styrt på løbehjul, at han således, svært såret, i ugevis havde famlet sig frem gennem byens parker, subwayens underjordiske tunneller. Forceret høje hegn og krydset højhusenes tage, tiltagende forstyrret. Først som en fugl med vinger af kinesisk silke, så som en gyldenhovedet løvetamarin. Senere overbevist om at være en ny Messias, bragt til jorden for at lyse for de fattiges fødder. Men de fattige frabad sig hans indblanding, hans insisterende omsorg havde virket afskrækkende, og de nægtede at tage imod hans hjælp. Deraf udsprang hadet. Hadet til verden, de fattige, fuglen, og så: Alle de lykkelige mennesker dér. I pavillonen under de rosa kirsebærkroner. Som besat af en djævel havde han taget hævn for alt, han kunne komme i tanke om, afvisningerne, pow, himlens uendelighed, pow, de stigende verdenshave, pow. Min søsters urimelige skønhed. Pow, pow, pow, pow. 
Måske var han blevet hjernevasket af en russisk sekt. Besat af en dæmon. Eller han var blevet grebet af en pludselig og bundløs angst, der havde fået ham til at skyde alt i hans nærhed.

Det eneste politiet med sikkerhed kunne fastslå var hans navn, Jason, og hans alder, 17 år. Nå ja, og så, at han var født med læbeganespalte, en lidelse, han dog allerede i sit første leveår var blevet opereret for med succes. 

Senere forsøgte jeg at genskabe scenen. Min søster under kirsebærtræet. I dueblå kjole og med den karakteristiske tatovering på underarmens bagside: Et bur gik ud for at finde en fugl. I ugen op til sin død, var hun særlig optaget af fuglenes tilbagegang på kontinentet. 2,9 milliarder færre fugle end i 1970, særligt hårdt ramt var spurve, svaler, solsorte, drosler og finker.  Årsagerne var mange, stadig større arealer af land, der blev inddraget til landbrug, monokultur, sprøjtegifte. Byernes fremvækst med høje huse og store glasflader, som fuglene fløj ind i. Motorvejsanlæg, højspændingsledninger, kæmpevindmøller. Hun havde skrevet en kronik til avisen, kaldt til aktion, sat navne på de ansvarlige. Mr. Jochumsen, David McMarran, Susie Hust. ”Spare me your songs about a land of freedom and opportunity if they happen at the expense of other lives. The birds. What about their freedom, their opportunities?” Avisen havde bragt hendes indlæg nederst på side 18, hun havde grædt i telefonen: Enhver vidste, at ingen nåede så langt, særligt ikke politikerne, de skimmede kun de første 6 sider. Det var så langt kaffen rakte, resten måtte embedsværket tage sig af. En sekretariatsmedarbejder havde sendt hende en personlig hilsen på vegne af de McMarran, han var glad for hendes engagement, forstod hendes afmagt. Han ville personligt forsøge sig med at sætte klistermærker i sine vinduespartier, og ad den vej at sikre et fugleliv, måske to. 
Min søster var rasende, måske var hun stadig vred. Den dag i parken, hvor en syttenårig muligvis omtåget, muligvis misrøgtet, ung mand havde affyret seksogtyve skud, hvoraf det ene dræbte min søster. 
Hvad nu hvis. Politikerne havde læst helt til side 18, mærket den unge kvindes afmagt, forstået alvoren. Indkaldt hende til møde den formiddag, hvor kirsebærblomsterne stod i fuldt flor og en læbeganespalteopereret fyr besluttede sig for at skyde i protest over. Ingenting? Eller over det hele, fuglenes uddøen, himlens manglende alibi. Hvad nu hvis torsdag havde været fredag, hvis formiddag havde været aften, hvis min søster havde været en fugl. Jeg læste om andre massakrer, mennesker der havde overlevet ved at spille døde. En 11-årig syrer havde smurt sig ind i sin nedskudte brors blod. En 16-årig pakistaner, der var blevet skudt i begge ben, havde proppet sit slips i munden for ikke at skrige af smerte. En bedstemor havde brugt sit myrdede barnebarn som skjold. Hvad nu hvis. Sol og vind havde været lige, hvis to plus ni gav tolv. Hvis her var der, og jeg var en anden og min søster a quick brown fox. 

På årsdagen for skyderiet besøgte jeg hendes gravsted, jeg vandede træet og fjernede en lille koloni af insisterende paderokker, der var skudt op imellem gruset. Jason var blevet dømt, 21 år, han gav ingen forklaring på sin udåd. Han viste ingen tegn vrede, havde ikke noget misbrug. Han var vokset op på en villavej med popler langs husene og helt ens plæner. Han var ikke offer for kinsesisk hjernvask og bar ingen tegn på bid efter flagermus. 
En fugl på jagt efter sit bur, måske. En doven hund. Eller bare en tilfældig knægt, en tilfældig dag i april, hvor kirsebærblomsterne stod i flor. 
Pow. 

Min søster blev skudt. Ved et skoleskyderi på det universitet i USA, hvor hun læste. Det var i april, kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Dagen forinden havde hun sendt mig et foto af sig selv. Siddende på en bænk i parken. Det kunne have været plakaten til en film, vendepunktet ville være det øjeblik, hvor hun gik fra ung og lykkelig, til ung og sønderskudt. 
Offer for en galnings værk. 
Hendes kiste blev fløjet hjem ugen efter skudepisoden. Hun blev begravet ved siden af sin morfar, kirken var fyldt til bristepunktet, flere gik forgæves. Min mor rejste sig og lagde en buket af blå markblomster på kisten, et suk gik gennem kirken. Så faldt hun sammen. På knæ, hulkede og det så længe, at præsten til sidst måtte hjælpe hende op at stå. Tvinge hende tilbage til sin plads på kirkebænken. Præsten kastede jord på kisten, vi gik ifølge til forsamlingshuset, spiste håndsmurte snitter. Hvidt brød med ost og ringe af rød peber. Rullepølse med sky. Jeg husker den stadig, skyen altsp, en blævrende masse af kødsaft og stivelse.
Jeg fik en henvisning til en psykolog, vi talte om søskendejalousi. Hun mente, at det var vigtigt at komme skammen til livs. Jeg følte ingen skam, men gjorde som hun sagde, talte og kom i tanke om dengang min søster vandt en kæmpebamse i et Tombola, og jeg måtte nøjes med en plade Toblerone. Psykologen foreslog mig at købe en kropspude, en U-formet pølse med fyld, jeg kunne trøste mig ved om natten. 
Så lå jeg der, lysvågen, og forsøgte at finde ind til sorgen, men det eneste, jeg kunne finde, var en gnavende rastløshed, som usynlige insekter der bed. Hele tiden og overalt: Den her enerverende tanke om rullepølse og blævrende sky. 
Jeg fortsatte i terapi i seks måneder, derefter mente lægen, det var tid til at komme videre. Hun gav mig adressen på et træningscenter, motion og frisk luft var den bedste medicin, sagde hun. Og tid. På vej ud ad døren, spurgte hun, om jeg havde overvejet at besøge gerningstedet. Kantinen, hvor min søster var blevet dræbt. Jeg rystede på hovedet, nej det havde jeg ikke.
Men tanken forfulgte mig, derhjemme søgte jeg på afbudsrejser til Pennsylvania, googlede “billig Bed and Breakfast”. Opgav og købte i stedet et japansk kirsebærtræ i Plantorama, plantede det på min søsters grav. Det hjalp ikke på savnet og sorgen, men det gav mine hænder noget at gøre: Jeg gravede et hul og placerede træet i præcis samme dybde, som det havde stået i potten. Dækkede hullet med jord og gik hjem igen. Varmede en pose frosne kartoffelstave i ovnen, dryssede dem med rigeligt salt og spiste det hele. Jeg var stadig ikke mæt.

I tiden efter forestillede jeg mig, hvem han var. Den unge fyr, der havde slået min søster ihjel. Drabsmanden, geværskytten, snigmorderen. Mennesket. 
Måske var han en stakkel, et barn af en af de mange trailerparks, mobilehomes, syv mennesker på nitten kvadratmeter. Måske var den eneste føde, han fik, hvidt toastbrød smurt med peanutbutter. Til fødselsdag måske en coinoffer burger fra Mc.Donalds og en gave fra sin mor. En pakke cigaretter. ”Du kan jo ligeså godt lære det”. Jeg så ham for mig i en T-shirt med et udsagn skrevet i Valhalica Font: The quick brown fox jumps over the lazy dog. Jeg søgte på ”trailerparks USA” og kunne læse mig frem til, at det var profitable forretninger. USA’s næstrigeste mand havde således skabt sin formue på at sælge mobile homes og opkøbe parker. Udleje pladser til mennesker, for hvem fast ejendom og høje huslejer var udenfor rækkevidde. En 70-årig kvinde, Lori Lee fra Orlando, havde specialiseret sig at etablere trailerparks for kriminelle, således også én for dømte seksualforbrydere. Hun tjente godt på sin virksomhed, og var samtidig lykkelig fri for de ellers så udbredte problemer med narkohandel og prostitution. Politiet holdt jo et ekstra vågent øje med de sexdømte beboere og holdt dermed pushere på afstand.
”The residents may be poor,” udtalte hun, ”but the owners are getting rich”.
Måske var hans far seksualforbryder, måske var han selv blevet misbrugt. Måske var de seksogtyve skud, han affyrede i kantinen på universitet i pennsylvania, ét for hver af de gange, han havde været udsat for overgreb. 
Fire af dem ramte min søster, ét af dem kostede hende livet. 

Jeg læser en novelle af Yuyin Li, en forfatter, jeg tidligere har gjort opmærksom på. Dengang var det for hendes hjerteskærende gode essay: “What gardening offers after a sons death”. Essayet er skrevet kort efter, at Li mistede sin ældste søn, Vincent, til selvmord. Det handler om Virgina Woolf, murmeldyr, planteskolekataloger, sorte huller, kaninhuller, lotusfrø og Mao. Og om sønnens død, den altoverskyggende og ubærlige præmis for alt det andet. 
I denne uge er hun igen i The New Yorker, denne gang med en novelle: “The particles of order”. En amerikansk kvinde ankommer med taxa til en afsidesliggende hytte i sydengland, en tidligere forfatters dødsbo, nu indrettet som udlejningsbolig for turister. Boligen bestyres af en ældre kvinde, Mrs. Burnett, der i de sidste årtier af kriminalforfatterens liv fungerede som renskriver af hans manuskripter, en undseelig kvinde, der søger for, at gæsterne trives.
Mrs. Burnett, der bærer fornavnet Ursula, tager imod den nyankome, Lilian Pang, der overraskende intet kender til den nu afdøde forfatter, Mr. Thornton, hvis hus hun skal bebo. “Who’s Mr. Thornton?”, spørger hun Ursula, og allerede her vækkes en undren. For hvorfor i alverden tager en smuk asiatisk kvinde hele vejen fra USA og til en ensomt beliggende bolig i sydengland, hvis intet hun kender til husets historik?
Det bliver naturligvis fortællingens omdrejningspunkt. Ursula opsøger Lilian under dække af at ville tilbyde hende mad, de taler sammen, først alene høflige fraser. Har du fundet dig til rette? Mangler du noget? Men efterhånden taler de to kvinder sig nærmere hinanden, og samtalen bevæger sig fra overfladen til dybden. Det viser sig, at Lilian er taget til Sydengland for at læse Euklid, hans bog ”Elementer”. I den står blandt andet følgende definitioner og logiske følger:
1. Et punkt er det, der ikke kan deles.
2. En linie er en længde uden bredde
13. En omkreds er en begrænsning af noget
14. En figur er det, der indesluttes af en eller flere omkredse

Lilians interesse for geometri er ikke tilfældig. Hun er optaget af dimensioner. Og af logiske slutninger. Og af deres begrænsning ikke mindst:
“Do you have children?” Lilian asked. Ursula shook her head. […] “I had two,” Lilian said. “Two boys, and they both chose suicide. No, you don’t have to say anything. It’s a fact, and there’s nothing I can do about it.”
Så brutalt kan et faktum fremlægges. Så brutal er den virkelighed, hvis logik ikke følger nogen love. Et punkt er den linie, der ikke kan deles. En linie er en længde uden bredde. Men hvad er døden? Og hvad er en mor, hvis ikke hun længere har nogen børn at være mor for? En enkemor? En dårlig mor? En farlig mor? En morDER?
Det er hård læsning, ikke rørende, ikke hjerteskærende, men ganske enkelt så brutal som kun logik kan være, ikke mindst når den bryder sammen. Jeg blev svimmel undervejs og måtte lukke min øjne, men lige lidt hjalp det, alt indeni og udenom forsatte med at dreje rundt og rundt, som vand, der sluges af et afløb.  
I et baggrundsinterview i samme nummer af The New Yorker, fortæller Yiyun Li om sin novelle. Om karaktererne, om sydengland og sit forhold til krimier, som er den afdøde forfatter, Mr. Thorntons speciale:
” I am a middling reader of murder mysteries”, fortæller hun: ”I read Agatha Christie, P. D. James, Dorothy L. Sayers, Colin Dexter, and some others in a passive manner. I accept the contract that a murder (or more than one) will happen and the author will resolve the mystery, and I read without any intellectual participation. “
Men som Lilian Pang I novellen har mistet to sønner til selvmord, sådan har også Yiyun Li mistet sine to børn: Vincent (et tab hun beskriver i det føromtalte essay) og senest James:
” This is the first story I wrote after my husband and I lost our younger son, James. As is the case with a previous story, “When We Were Happy We Had Other Names,” which I wrote after we lost our older son, Vincent, I consider writing these stories the practice to speak humanly from the height or from the depth of experience. So it is important—and imperative—to tackle my life in fiction.”
Li slutter interviewet således. “At one point, Ursula asks herself, “Where could Lilian go? Into a Greek drama or a Shakespeare play?[This is the] question I have been asking myself in the past few months, along with another question: Where do I go in my writing? So, yes, writing the story is offering the possibility of an answer: one goes on writing stories with the hope that they can be part of the acutest speech.”
Akut tale. Vigtig tale.
Jeg anbefaler på det varmeste at læse både essay og novelle. Det er noget af det, litteraturen kan, nemlig at binde den del af livet sammen, som logikken ikke kan tilbyde et svar på. Det er det samme, man oplever i Naja Marie Aidts vanvittigt vægtige værk ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – det er ikke en forklaring, det tilbyder ingen forløsning, det er en sætning, som Euklids trettende i hans værk ”Elementer”: En omkreds er en begrænsning af noget. Det samme er litteratur som denne, det er en kredsen om noget, en begrænsning af en ubegrænset sorg.

Det er 1. september, efterårets første dag, jeg læser en anmeldelse af Nick Caves nye album, Wild god, hæger mig fast til linjerne: “»With its golden touch the light was such/ That the moment was worth saving«. Jeg er holdt op med at tro, det bliver bedre. Det er ok, jeg har det jo godt nok, men plukker alligevel en firkløver og lægger den i pres imellem de midterste sider i en finsk digtsamling. I håb om hvad?
Jeg har svært ved at skrive for tiden. I hvert fald mit eget, i stedet læser jeg andres, tager noter og finder mønstre. Fabulerer over sammenhængen mellem en mors skyld over sit barns død og Newtons tredje lov om aktion og reaktion. “Den kraft, hvormed én partikel påvirker en anden, er lig med og modsatrettet den kraft, hvormed den anden påvirker den første.” Jeg finder ingen paralleller, det er ikke det samme, som at mine overvejelser har været spild. Vel?
Jeg har konstateret at min krop er i forandring. Normalt forbinder vi den slags med noget positivt, forandring fryder, udvikling. Fremad, videre. Jeg ved ikke, om aldring tæller i den statistik, om rynker er fremad, om de er frydefulde, om tørre slimhinder er. Men det er den forandring, jeg undergår, forfaldets forandring. De år, jeg lever fra nu af, er ikke længere grene på livets træ – metaforen er tilsigtet patetisk. Nej fra nu af er hver årsfejring endnu en fure i barken på en gammel eg, endnu en leverplet, et gråt hår. Det betyder noget – for min skrift, jeg er ikke sikker på hvad. Måske at jeg skriver med afvikling som drivkraft, fremfor udvikling. Eller nej, jeg skriver med forfaldet for øje, den trætte møl i gardinet, lyden af kogende vand, den langsomme fordampning, indtil der ikke er mere og gryden er kogt tør. Det er vigtigt at fjerne sådan en gryde, så metallet ikke overophedes og relæet må slå fra for at forhindre brand.
“We’ve all had too much sorrow, now is the time for joy,” synger Nick cave på Wild god, og anmelderen fortsætter: “Ikke i skikkelse af en sorgløs glæde, men en sorgbevidst glæde. Den har et langt større overtoneregister og basfundament end uskyldens”
Den glæde, den sorgbevidste, er septemberens glæde. Den fortjener også en hyldest, så hurra for jordslåede dage, for nedfaldsfrugt og det tidligt sene, for den vilde gud, der med Nick Cave messer »Stop!» »Stop!» »Stop!« »Stop!«

Eventyrerne er fulde af dem. Overgangene. Fra barn til voksen. Næsten al kunst handler om det, om transition og forvandling, puppen, der folder sig ud, spreder vingerne og flyver bort som den smukkeste sommerfugl. Men hvad med den anden vej, forvandlingen fra voksen til ældre eller gammel. Fra springende hjort til opløst ådsel.
For nogle år siden gik jeg tur med en ven i skovene omkring Silkeborg, en masse træer var væltet under en storm, nu lå de hulter til bulter i skovbunden, et virvar af løv, grene og oprevne rødder. Jeg kan huske, at den pludselig uorden gjorde mig glad, det mindede mig om min barndoms land, de nordjyske nåleskove præget af vestenvind og havsalt. En barsk og brutal natur. De østjyske bøgeskove, derimod, var anderledes yndige fra forår og til sidst på efteråret stod kronerne og lyste, først vårgrønne, så dybgrønne, så gule som stolte fakler.
Men på den her tur var faklerne faldet til jorden, og det yndige forvandlet til et morads. Min ven begræd det, han så frem til at skovfogeden ville få ryddet de væltede træer af vejen, renset såret, genskabt den orden, der sædvanligvis prægede hans skov.
Men sandheden er jo, at træer kun står til de falder, og derefter fungerer som føde for insekter og biller, der igen giver næring til fugle og padder, og sådan er den enes nød den andens brød. Det er ikke langtfra yndigt, men helt nødvendigt. At træerne spirer og gror og grønnes, den forvandling. Men også den, der følger: At de ældes, at stammerne bliver hule for til sidst at falde i en storm.
Det jeg vil sige er, at jeg savner fortællinger om den skønhed og nødvendighed, der findes i forfaldet. Huden på halsen, der bliver løs. Begyndende leverpletter på hænder og arme. Vreden, der ikke bliver mindre, men en anden, mere spørgende. Tankerne, der får en anden rytme, knap så meget stortromme, lidt flere slag med whiskers. Det bliver måske lidt sværere at begejstres, men til gengæld nemmere at holde ved, holde ud. Rumme at det går fremad også når det går tilbage. Jeg fyldte halvtreds sidste år. Tænk sig, det er svært bare at skrive det. Det er som at rejse sig op til et selskab og sige at det går den forkerte vej. At man er nærmere festens afslutning end dens begyndelse. En eller anden vil nok at lette stemningen, løfte et glas og råbe “skål”, og alle vil følge efter, “skål”, og tømme deres glas og Jesper fra fodboldklubben vil sende faste med kød rundt og Palle Portvinstud vil råbe: “Får man aldrig noget sovs”. For det er så meget sjovere, at se en sommerfugl sprede sine vinger end det er at se den flakse fortvivlet en sidste gang. Og nu er det ikke fordi jeg er end at dø, og jeg elsker både fester og sovs og at skåle, men derfor synes jeg alligevel at vi trænger til at tale om den del af forvandlingen, der handler om at falde. Som træer i stormen og æbler, der slipper. Brød og død, skål og sovs.
Her i weekenden mødte jeg en ældre kvinde, Fru Damgaard hed hun. Hun var klædt i en smuk dueblå cardigan og lyse bukser. Hun gik med gangstativ. Langsomt, behøvede hjælp. Men hun var helt usandsynligt levende, som hun sad blandt publikum lyttede, mens jeg læste op, og bagefter kom hun hen og roste oplevelsen, og jeg havde lyst til at falde hende om halsen og sige tak. For lige præcis hun, havde med garanti læst og hørt mere end de fleste, og hvis hun fandt mine ord værd at lytte på, ja så var det alt nok. Det kan godt være, at Fru Damgaard ikke spreder sine vinger og flyver, men hun går rundt i verden med sit gangstativ og spreder håb og glæde. Den forvandling fra sommerfugl til noget andet, noget mindre flagrende og flaksende, noget mere, ja jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det.
Men jeg synes, det fortjener at blive hyldet.

Hjerte rimer på “så-ka-du-lær-det”.
For noget tid siden læste jeg en kort roman. Måske var det en lang novelle:
En kvinde planlægger at lægge sit liv om, forlade alt. Hun pakker en kuffert og tager en taxa til lufthavnen, efterlader sin elskede til intet andet end køkkenhaven: fire højbede og en busk med ribs.
I lufthavnen møder hun en kvinde, Hope, hun er netop vendt hjem fra et besøg hos sin amerikanske familie. Hendes hud er dækket af hennatatoveringer, sirlige blomsterranker og cirkelformationer. I håndfladen Et øje. De falder i snak, først en overfladisk udveksling af almindeligheder, vejr og vind, kufferthjulenes særlige liv (altid på tværs), rulletrappen, der er ude af funktion. Hope tømmer et glas vin og ét til og ét til, og kvinden, der havde efterladt højbede og sin kæreste et sted i provinsen, griber chancen og inviterer den nu svært berusede Hope med på en rejse. Ikke med fly eller tog. Ikke på tværs af kontinenter og verdenhave, men en sær og sitrende tur i fiktive scenarier. – Hvis du var en and og jeg var vand, hvad så? – Paragliding eller snorkelsafari? – Sol eller stiv kuling, konsensus eller konfrontation?
De sidder sådan længe, spørger og svarer, ingen af dem ved, hvad det går ud på. Imens tømmes lufthavnen mennesker. En vildfaren svale flakser rundt under loftet, faretruende tæt på en loftsventilators roterende blade. En fejemaskine sluger en lille hund, en kvinde på løbehjul vælter og rejser sig ikke igen.
Det er syret og samtidig helt umærkeligt, alt kan ske og alt sker, men tilsyneladende uden at efterlade sig hverken spor eller reaktioner.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad novellen hed eller hvem, der havde skrevet den. Måske har jeg aldrig læst den, måske er det bare noget, jeg finder på.

For nogle måneder siden skrev jeg om mine tiltagende problemer med min hals, ømhed og problemer med at synke, tør hoste, en følelse af, at noget sad i vejen, en knude måske. Min læge lyttede og mærkede, sendte mig til scanning, testede min lungefunktion, alt var så såre gennemsnitlig som den slags kan blive. “Stresshals”, kaldte hun min tilstand, det var langt fra første gang hun stødte på fænomenet. Halsen forbinder hoved og krop og er af den grund særligt udsat, når fornuft og følelser taler hver sit sprog, som tilfældet ofte er, når man rammes af stress. Hjernen dikterer ét, kroppen og følelserne noget andet, og på et eller andet tidspunkt kolliderer de to. I heldigste fald slipper man med hovedpine og to uger på langs, i værste fald kan det koste livet. 
Mit ubehag var langt fra livstruende, men ikke desto mindre invaliderende nok til, at det fratog mig modet til det meste. “Opsøg en osteopat,” foreslog min læge, og min første reaktion var osten-hvad-for-noget, jeg havde aldrig hørt om sådan en fidus og forestillede mig vel noget i retning af en åndemaner-møder-overtonesanger. Det viste sig dog at være langt mindre eksotisk, osteopati er en manuel behandlingsform baseret på traditionel sundhedsvidenskab – anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik og patologi. I Danmark kan osteopati læses som en 4-årig overbygning på fysioterapeutuddannelsen, det er altså ikke en seksugers coachuddannelse, vi har med at gøre. Således overbevist bestilte jeg en tid hos Danni, første gang var i midten af juni og i dag besøgte jeg ham for tredje gang.
Danni er en mand af få ord. Han spørger ind og noterer til problemstillinger og udvikling siden sidst, derefter beder han mig om at lægge mig på ryggen på en briks. Bøje benene. Strække dem igen. Løfte bagdelen, trække vejret ind, sænke bagdelen igen, mens jeg puster ud. Min første tanke: Kan det virkelig kræve en overbygningsuddannelse at foreslå den slags bevægelser. En vis portion skepsis er sundt, konstant skepsis er undergravende for enhver oplevelse. Jeg har slagside mod den usunde slags. 
Hvad der herefter sker, har jeg svært ved at gengive. Ikke fordi jeg er bevidstløs eller har fortrængt det, men fordi den osteopatiske tilgang til kroppen er så fremmed for mig. Jeg er vant til at løbe for at nå bussen eller for at tabe mig. Jeg kan finde på at cykle, hvis bilen er til mekaniker. Jeg går, fordi min hund skal luftes, og fordi jeg har hørt, det er sundt. Jeg beskæftiger mig kun med min krop, når den skal præstere eller hvis, den gør ondt. Min mave er bare et ord på fire bogstaver, mine knæ et sæt mildest talt akavede kuglelignende lejer midt på benene. Mine fingre er mest til besvær, når de gang på gang hæver og gør ondt, som følge af en bindevævssygdom.
Så når Danni beder mig trække vejret dybt og strække nakken, så er jeg på dybt vand. For hvad vil det egentlig sige at trække vejret dybt og hvordan er det nu lige med nakken, hvordan får man den til at makke ret. Jeg må lukke øjnene og bede om lidt tid, og endelig lykkes det. Jeg trækker vejret – dybt – og forsøger at gøre halsen lang. “Sådan”, opmuntrer Danni, og jeg føler mig som en motorisk udfordret femårig, der for første gang skal binde sit snørebånd. “Først en løkke og så rundt og så en løkke igennem og trække til”. Jeg var frygteligt længe om at lære det, da jeg var barn, og det var kun fordi velcro bød mig så meget imod, at jeg blev ved, indtil det lykkedes. 
På samme måde er det hos Danni. Jeg bliver ved, til jeg lykkes med at trække vejret uden at tænke over det. Bøje benene uden at komme i tvivl. Til jeg har vænnet mig til at min mave er andet end et ord, et let buet område under navlen, der gemmer på al den mad, jeg stadig skammer mig over at spise. I dag græd jeg, da han lagde hånden over solar plexus. Ikke af sorg, heller ikke af rørelse, jeg tror det var forundring. Forundring over, hvordan jeg er lykkedes med at leve et halvt århundrede uden nogensinde at forbinde mig med min krop. At bo i et hus, hvis rum, jeg ikke kender. Alt det, jeg begriber med hovedet, men ikke fatter med som andet end det, teorier og tanker. Alle ved, at det værste, der kan ske, når man kører bil, er pludselig at tænke over, hvad man gør. Hvilken fod, der håndterer bremser og hvilken, der styrer speederen. Hvordan man skifter gear. Den slags er nødt til at sidde på rygraden, ellers er risikoen for at køre galt for stor. Faren for at trykke farten i bund i stedet for at standse for rødt.
Jeg tror jeg skal have generhvervet mit kørekort til kroppen. Lære alle legemsdelene at kende forfra. Arm, skulder. Knæ. Bryst. Hals. Jeg starter i det små. Holder om mine tæer med mine hænder. Vrikker dem op og ned. Hej, hej. Det er meget mærkeligt. Men også spændende. I morgen går jeg videre til anklerne. Ae, ae.

En ting ad gangen. Et ord. En sætning. En følelse.
Nu. En kop kaffe. Udenfor hænger hans t-shirt på snoren. “Can’t help it”, står der skrevet henover brystet.
Tungt vand. Lyden af en guldsmeds flagren mod gardinet. Undskyld.
Jeg har læst et sted, at hunde kan lugte sig frem til angst. Og kræft. Tidlige tegn på migræne vist nok også. Det er noget med hormoner, lugte og spændingsforskelle. Det er det samme med torden, man kan læse det, før det findes. Faldet i lufttrykket får bladene til at vende sig flere timer før uvejret rammer. Det er sådan jeg går omkring i verden for tiden. Som en geigertæller, en sporhund, en tyder af tegn. Støvregn varsler blottede tandhalse. Med svær regn følger gåsehud og e-boksbeskeder. Tørre hænder spejler indre ørke. Alt er tegn på noget andet, intet er bare sig selv. Jeg er ikke mig og dagene ikke dage, men nedtællinger til jul, påske, hundens tiltagende ælde, kystens indhug i landet.
Søndag er anagram for nødsag.
Jeg tænker tit at alt det med sammenhænge, med årsag og virkning. At det er som et spil Tetris.
Vi forsøger at fange en faldende brik, at vende og dreje den, så den passer præcis ned det hul, vi har brug for at fylde ud. Mor-hullet, far-savnet. Kæresten, der skred uden et eneste ord til forklaring.
The Tetris Effect, kalder forskere det. Det er simpelt nok: Vores hjerne søger at skabe mønstre og regler, at sortere og organisere. Det får os til at falde til ro. Giver os en følelse af kontrol.
Men er støvregnen virkelig forbundet til tandkød og halse og tungt vand en konsekvens af guldsmedens flagren.
Er dagliljer natterædde?

I går læste Michael højt for mig fra en artikel om unøjagtigheder. – Vidste du, sagde han, at vandstanden ved ækvator er højere end ved polerne? Det var noget med jordens rotation om solen, centripetalkraften, altså den kraft, der skal til for at holde et legeme i en jævn cirkelbevægelse. – Aha, mumlede jeg uopmærksomt fra sofaen. Vandstandsmålinger har aldrig ligget øverst på min top-ti over emner, jeg ønsker at fordybe mig i. Men så toppede han sin nyerhvervede indsigt med nogle tal, der alligevel var svære ikke at lade sig imponere af: Vandet står 21 kilometer højere ved ækvator end ved polerne. 21 kilometer! Det har enorm betydning fordi alle højder som udgangspunkt er målt fra havets overflade. Et bakke, der på nordpolen er målt til at være 500 meter høj, ville således, hvis den lå ved ækvator, være et himmelhøjt bjerg på 21,5 km. Det er selvfølgelig ikke sandt – men blot for at illustrere at meget af det, vi tager for at være hårdkogte fakta, indiskutable og videnskabeligt evidente, ikke er mere håndfaste, end at de afhænger af, hvorhenne på kloden de måles.
For nogle år siden blev jeg ramt af alvorlig øresten, det varede lidt over en uge. Den eneste position jeg kunne holde ud at være i, var på knæ med min overkrop bøjet fremover, så min isse rørte ved gulvet. Jeg sad sådan, som en angrende munk i alle døgnets vågne timer, simpelthen for ikke at dratte omkuld. Det var en voldsom oplevelse, hvordan alt, jeg indtil da havde taget for givet, hvad der var op og hvad der var ned, pludselig var vendt om. At lave en kop kaffe blev noget nært umuligt. At drikke den en endnu større udfordring: Det forlangte, at jeg løftede hovedet fra gulvet, hvilket medførte akut svimmelhed, kvalme og en angst, jeg bedst kan beskrive som altopslugende.
Øresten, også kaldet Godartet (benign), anfaldsvis (paroksysmal), stillingsafhængig (positions), svimmelhed (vertigo), skyldes en forskydning af de små krystaller i balanceorganet, det er dem, vi også kalder øresten. Der er altså intet forandret i den ydre verden, vandret og lodret har ikke byttet plads, selvom det opleves sådan for den ramte. Jeg nåede på den uge, anfaldet varede, at forsøge mig med cirka alt. At holde mine hænder om mit ansigt, for at få det til at stå stille. At lukke øjnene så hårdt, at det sortnede, i håb om, at det sorte ville skygge for det svimlende ubehag. Jeg prøvede at holde fast om en stol, for ved tankens kraft at overbevise min hjerne om, at tyngdekraften virkede, som den plejede, at vinduesrammerne ikke forskubbede sig i en uendelighed, at verden ikke var løbet løbsk i sin bane om solen. Men intet hjalp. Uanset hvor hårdt jeg pressede øjnene i eller hvor fast jeg greb om stolen, så fortsatte væggene med at falde sammen omkring mig, gulv og loft byttede plads, og når det var værst greb jeg mig selv i at tænke, at hvis dette skulle vise sig at være en permanent tilstand, så ønskede jeg ikke at være en del af den.
I dagens Information fortæller den canadiske forfatter Anne Carson om at være blevet ramt af Parkinsons. Lægen har anbefalet hende at bokse, det handler om at genvinde ejerskab over sine bevægelser, at fokusere, højre, venstre, højre, højre, venstre. Boksning hjælper med at genskabe nogle af de tabte nervebaner: “Neurologer ser nu ud til at mene, at hjernen er plastisk, og at visse aktiviteter kan omkoble den ved at generere nye neuroner til erstatning for tabte eller ved at aktivere neuroner, der er blevet inaktive eller langsomme. Boksning anbefales,” skriver hun.
Jeg ved, at øresten på samme måde kan afhjælpes ved hjælp af øvelser. Ganske simple, for så vidt, man skal holde øret mod skulderen i vandret position, for så at rejse det til opretstående. Derefter det samme igen men nu til den modsatte side. Og op igen. Som med al anden træning, er det hårdt. Måske særligt i dette tilfælde, for øvelserne provokerer netop den svimmelhed, man som ramt, forsøger at undgå. Jeg faldt i gulvet flere gange under mine forsøg. Hvis man holder et spejl op foran ansigtet og virrer med hovedet fra side til side, kan man forstå hvorfor. For når du ophører med bevægelsen og ser dig selv i spejlet, vil øjnene under normale omstændigheder falde til ro. Men ved Benign paroksysmal positionel vertigo (BPPV) fortsætter øjnene med at flakke sidelæns, også efter at dit hoved er i ro. Din hjerne er så at sige stadig i bevægelse, selvom din krop ikke er. Efter 8 dage fortog svimmelheden sig. Jeg husker glæden ved noget så simpelt, som at kunne sidde på en stol uden at føle trang til at kaste op. At vågne uden at være sendt i cirkulation om mig selv.
Verden er konkret, men det konkrete er ikke entydigt. Når man taler om højde over havoverfladen har vi at gøre med differencer på 21 kilometer, det er alligevel en slat. Se på Carson, for hvem det at sætte sin underskrift på et stykke papir er gået fra at være en bevidstløs handling til at være en kamp. Hun er stadig sig selv, men hendes bevægelser er blevet nogle andre, en andens? I nat vågnede jeg og mærkede et anfald være på vej. Loftet drejede rundt, gulvet også. Selv mørket drejede rundt i skypumpeformationer.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det, jo læs det fine essay af Anne Carson i Information og husk at læse det med småt. Det med småt har hverken noget med vandstand, Parkinson eller øresten at gøre, det er bare et godt råd.