Louise Juhl

31.12

Mark har pyntet op med serpentiner og sølvlameller, buketter af juleroser og elefantgræs. Han har hængt farvede balloner i loftet, HAPPY NEW YEAR, en skæv og skinger gestus, det ligner en kommando, en majors ordre til sit segnende regiment: 
Dont worry, be 
happy 
New Year.

Udråbstegn. 

Min krop er tung efter aftenens rødvin, halvanden flaske blev det vel til, en Cote du Rhone ‘Mon Coeur’ fra ’21. Mark havde brugt ord som “aristokratisk” og “potent”, havde slynget glasset under næsen. – Umm. Jeg havde forsøgt mig også:
–Tung som et liderligt næsehorn? 
Mark havde trykket mig på næsen:
–Dit dejlige fjols. Fyldt mit glas:
– Vi skal vist arbejde lidt med dit vinøse vokabular. 

Vinøs mig i røven. 

Græsset er hvidt af rim, himlen skyldig i blå.
Hvor ville jeg ønske, jeg glædede mig. Til det nye år, dagene sammen. Til erantis og majstang, sankt hans. Til noget som helst. I stedet det her. En ånde fra helvede og tvivl forklædt som træthed. Godmorgen knasende kvalme. Godmorgen milde vanvid. Fra min seng kan jeg se ham i køkkenet, han strækker sig på tæer, rækker ud efter et krus. Nu råber han fra køkkenet: 
– Elskede. 
Hvad jeg skal svare til det. 
Ja?

Det ligner en hed affære.

Det er i august, varmedis og snegle i salaten. Tørken udtørrer hans hænder, han køber en salve på apoteket og smører sine fingre morgen og aften. Lange omhyggelige strøg fra håndrod mod fingerspidser. 
Overalt i huset hviler en tung lugt af Sisal og påbud, en tid lykkes han med at ignorere lugten, men så vokser den, sniger sig ind under huden, jo mere han søger at gemme den væk, des tungere synes stanken at trykke mod hans tindinger.
Han sætter sig for at opspore kilden, går systematisk til værks. Først skuffer, så hylder og kasser. Poser og punge. Derefter garagen. Han gennemsøger æsker med søm, rustne dåser med låg. Finder metervis af linegrøn snøre, pudseklude, drivtømmer og sjove strandfund, der ikke længere er sjove. En svømmehætte med påsyede blomster, en tæret hundeprop-pistol. Søstjerner med fluorescerende arme; krympet af tid og tæring men stadigt lysende. På kontoret finder han en kasse med breve, udenpå står: ’Fra Aksel til Astrid’. Han skimmer en håndfuld, men finder ikke noget af betydning. Beskrivelser af en halt kat og en feberfantasi, om en meget meget lille mand, der råber meget meget højt men uden at blive hørt. I køkkenet gemmer sig en pose pelsede appelsiner, i reolen i stuen han en sjælden førsteudgave af Dickens juleeventyr. Hynder vendes, tæpper bankes, alt sammen uden held, lugten hænger ved.

Til sidst ser han ikke anden udvej end at brænde huset ned. Strandfund og fordærvet frugt, kassen med breve. Han tømmer en dunk med benzin gennem huset og stryger en tændstik. Flammerne griber fat med det samme, og inden længe er hele stuen omspændt af luer. Inde fra midten af flammehavet hører han en svag piben, det er den lille mand fra feberfantasien, hans mund er åben som til et skrig, men der kommer ikke noget ud. Ingen lyd, ingenting.

I avisen skriver de om den tragiske hændelse, ingen ved hvad der gået galt. Nogle taler om et uheldigt sammentræf, andre om forsikringssvindel. En enkelt nævner noget om ulykkelig kærlighed, men det er alt sammen bare spekulationer.

Jeg talte med S om det forleden. Om at jeg var ødelagt – i ordets egentlig betydning. Lagt øde. Tom for ord. Hun mente, det var helt naturligt, at jeg efter i lang tid at have gødet og dyrket og høstet af ord, nu måtte give dem ro. Lægge dem brak, sådan som jorddyrkere gennem tiden har lagt jorden brak, givet markerne ro til at komme sig. Jeg ved ikke, om man kan søge støtte til den slags, til mental braklægning, sådan som landmænd kan få hjælp til at frede deres marker en sæson eller to. Tre måske, for så at genoptage såningen og som oftest med bedre resultater end før. 

I mellemtiden læser jeg. Lige nu er det ‘Trist Tiger’ af den franske forfatter Neige Sinno. Et ubærligt vidnesbyrd om overgreb, en stedfars årelange voldtægter den purunge Neige. Vi drages af voldsmandens fortællinger, vil så gerne forstå, hvad der ligger bag. Ondskaben, kynismen, den hensynsløse udnyttelse. Men hvad vil vi med forståelsen, hvad er det vi søger at opnå? At kunne tilgive: Han kom jo selv af svære kår. Og Neiges stedfar KOMMER virkelig af svære kår, han har på egen krop oplevet vold og udnyttelse. Giver det ham ret til at voldtage Neige? 
Betyder hans fortid, at hun må tilgive ham hans overgreb? Nej, vel, men hvad stiller man så op med forståelsen, med sig selv? 
Jeg havde engang en kæreste, der holdt mig fanget. Ikke længe, faktisk kun en enkelt aften. Og nå ja, fanget og fanget, døren var jo ikke låst, jeg kunne til enhver tid gå. Det var alene hans: “Du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå”, der holdt mig tilbage. Da jeg bagefter konfronterede ham med hans overgreb, affærdigede han mig med en let håndbevægelse: Vold? Jeg rørte dig jo ikke. 
Og nej, han rørte mig ikke, og jeg ved heller ikke, om han havde gjort mig ondt, hvis jeg havde rejst mig og forladt lejligheden. Jeg ved bare, at jeg blev, også længe efter episoden, og at jeg tilgav ham. Fordi jeg troede, at jeg forstod. Hvorfor han handlede som han gjorde. Hans mor var alkoholiker og hans stedfar behandlede ham som en hund. Bogstaveligt talt: Sit. Dæk. Hinter. Han fortalte mig om at blive nægtet mad og lommepenge, og at han i julegave havde fået et klippekort til det lokale værtshus: Ti genstande, som hans mor var endt med at drikke op. 
Jeg forstod ham kun alt for godt. At han var bange for at blive røvrendt, forladt. At hans kærlighedssprog var hentet fra voldens vokabular. Sit. Dæk. Hinter. 
Jeg ved ikke altid, hvad vi skal bruge alle de forklaringer til. Eller: Jeg er bange for, at forståelsen ind imellem kommer til at stå i vejen for handling. At vi så at sige forstår vores røv i laser. Alligevel ved jeg ikke, hvad vi skulle gøre i stedet? 

Måske er det det, jeg mener med at være tom for ord. At det måske ikke nytter at tale eller at skrive. Men at det heller ikke nytter at lade være.

Jeg har altid lært, at man skal lytte. Til, hvad andre siger, mener, og tage imod deres råd. Jeg har lært, at når nogen siger mig imod, så har de nok deres grunde, og måske er det slet ikke dem, men mig selv, der tager fejl. Da jeg ti og var bange for at gå hjem fra skole, fordi en, der hed Anders, kastede med snebolde og kaldte mig fedtmule, fik jeg at vide, at sådan var drenge i den alder, og at han nok i virkeligheden var forelsket og bare ikke magtede at sige det højt.
Jeg blev fortalt, at man kom længst med at trække på skuldrene, trykke på pytknappen. Glide af. Det var ikke sagt i en ond mening, der kan være meget sandhed at hente i det råd. Ikke at lade sig hidse op, rive med af følelserne, tage til genmæle.
Når nogen kaldte mine reaktioner for latterlige eller ude af proportioner, tog jeg det til mig som en sandhed. De havde sikkert ret, det var mig, der var for følsom, ikke dem, der var for hårde. Det handlede ikke om, hvad jeg oplevede, men om hvordan jeg forholdt mig til oplevelsen. Hvis nogen hånede mig, forsøgte jeg at komme dem i møde, forstå deres indsigelser, deres vrede. Når jeg følte mig urimeligt behandlet eller misforstået trak jeg mig baglæns ind i mig selv, og følte skyld over at være årsag til misforståelsen, urimeligheden.

Senere blev jeg indlagt, jeg var syg og meget ulykkelig. Behandlingen bestod først og fremmest i at sikre mig næring, ellers risikerede jeg at dø af sult. Der var ikke noget forkert i lægernes prioritering, men endnu engang blev mit råb om hjælp mødt med en mundkurv. Luk nu ægget, søster lagkage. det sagde de selvfølgelig ikke, men meningen var den samme: Det nytter ikke noget at snakke eller føle, du skal spise og det skal være NU. Og igen gjorde jeg som de sagde, undskyldte for min ulykkelighed, åd min mad, tog på, smilte og sagde tak. De havde jo trods alt sikret min overlevelse.
Bagefter smed jeg alle kiloene igen, måske i protest, jeg ved det ikke.
Kun, at jeg levede sådan i mange år, datede en mekaniker, en skolepsykolog, en fyr med husbåd, en anden med fransk altan og pacemaker. Flyttede i rækkehus med en personlig træner, der viste sig at have et lige lovlig livligt indre liv. Så livligt faktisk, at han ind imellem ikke kunne skelne mellem drøm og virkelighed og tog kvælertag på mig i søvne. Jeg vågnede heldigvis, før det blev alvor.

Det var ikke før, jeg mødte Michael, at nogen foreslog mig, at tro på mig selv. At vende ryggen til hån, svare igen på urimeligheder. At tage mine egen oplevelser alvorligt. Aldrig nogensinde havde jeg fået at vide, at det var ok at blive sur. At jeg ikke var forkert, fordi mine følelser ikke matchede min modstanders. At jeg godt kunne være taknemmelig for min behandling, men stadig have ønsket mig den anderledes.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik en mail. Fra en nærtstående, der lige ville fortælle mig, at hvis ikke jeg var enig med ham, ja så kunne jeg fucke af. Jeg havde oplevet det før, og nok blev jeg hver gang ked af det, men straks efter fuld af skam. Over min sarthed: Hvad fanden lignede det at flæbe over lidt bramfrihed. Det var jo bare hans måde at kommunikere på. Slap dog af, LouLou, æd din tudekiks. Men så skete der det, at Michael tog over og svarede ham, at sådan skulle han ikke tale til hans kæreste. At det vare en ussel og umoden retorik, og at han kunne vende tilbage, når han var blevet voksen.
Det var simpelthen så rørende en gestus. Efter i 40 år at have taget al skyld på mig, også de flabedes, mobbernes, de perfides opførsel. Efter i alle årene at have følt mig forkert, for sart, for svag, for dullet, for dum, var der pludselig en, der på mine vegne pegede den anden vej. Ud mod angriberen, den ubehøvlede, og bad denne om at tage ansvar.
Jeg øver mig stadig. I at tro på, at jeg har lige så meget ret, som andre. (Og selvsagt lige så ofte tager fejl. Se, der kom den igen, det evige forbehold for mig selv). At mine oplevelser er lige så valide, min intelligens lige så høj, min ret til at sige fra præcis den samme, som alle andres. At jeg ikke behøver sige undskyld, når nogen kalder mig en idiot. At jeg måske endda kan rette skytset den anden vej, svare “Det man siger, er man selv.”

Fik jeg sagt, at jeg elsker min mand?
Og god weekend.

Det meste af livet består af kompromiser. Vi giver og tager, finder en løsning, der måske ikke er den optimale, men ikke desto mindre er mere end tilfredsstillende. Vi spiser en flødekaramel og nyder den bløde, fede fornemmelse i munden vel vidende, at karameller ikke hører til blandt de mest lødige madvarer, vi kan mætte os ved.
Vi siger ja til en opgave, fordi vi har brug for pengene, og selvom det betyder, at vi må takke nej til en fest, vi har glædet os til i årevis, så er det jo sådan tilværelsen er.
En balance mellem at yde og at nyde.

I dag så jeg et opslag fra Carsten Ortmann, en af mine absolut yndlingsformidlere, det er ham, der står bag programmet ‘Supertanker’ på P1. Han advokerede for en boykot af META gældende fra den 5.-11.maj. Alle de platforme, de ejer, Instagram, Messenger, LinkedIn, WhatsApp, Threads og selvfølgelig Facebook. Årsagen er åbenlys, alt jeg skriver her udnyttes, mine ord, mine data, mit netværk, min adfærd. Det er åbenlyst tyveri, det er manipulerende og til fare for demokratiet. Jeg ved det godt, og min første tanke var da også: Klart. Det gør vi. Det gør jeg.
Min anden tanke var: Men hvad så?
For lige så soleklart stupidt det er at benytte platforme, der bidrager til storkapitalisternes fortsatte vækst og despoternes misinformation, lige så soleklart er det, at uden disse platforme, er jeg mere eller mindre lost. Og lad mig sige det med det samme: Jeg behøver ikke blive fortalt om alternativerne, Substack, Pixelfed, Bluesky, jeg kender dem alle, skriver og poster på hver og en. Uden at opnå kontakt.
Og uanset om det vidner om svag rygrad eller en sørgelig ensomhed, så har jeg brug for andre mennesker. Deres besyv, deres tanker. Deres væren i verden. Lad mig nævne i flæng: Birgithe, Gerd, Mikael, Dorthe, Elisabeth, Bjørn, Line, Bjørn, Søren, Mads, Maja, Lotte, Peter, Mathilde, jeg kunne fortsætte i det uendelige med at remse alle de mennesker op, jeg har mødt og holder af, og som jeg ikke ville kende uden de sociale mediers hjælp. Og nej, naturligvis kan et alene mediebåret venskab ikke hamle op med den virkelige verdens møder, men for os der bor i Jylland og hvis arbejdsplads primært er eget hjem, ja så betyder det noget at Facebook og Instagram kan facilitere en kontakt.
Da jeg afsluttede gymnasiet oplevede jeg første gang. hvad det vil sige at være alene. Misforstå mig ikke, jeg havde min familie, min søde kæreste, men den daglige omgang med mennesker i større skala forsvandt. Jeg havde ikke længere nogen at henvende mig til, råbe “hey” ad og kramme, bare fordi. Ikke nogen at svare, for der var jo ikke længere nogen, der spurgte: Hvad så?

Længe efter skrev jeg:
“Jeg har ikke noget at sige og ikke nogen at sige det til.”

Få måneder senere havde jeg sultet mig 40 kilo og måtte tvangsfodres. Jeg lukkede simpelthen munden så hårdt i, at ikke engang føde fik lov at slippe forbi. Jeg mimede ensomheden, gav den en fysisk form. Lille, mindre, mindst.
Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er glad for, hvad anoreksien lærte mig, men jeg ved, at jeg ikke kan leve alene. At jeg skal have nogen at tale med, skrive til, også når jeg ikke har noget at sige.
Derfor er det ikke en nem øvelse at tilslutte mig Carsten Ortmanns ellers geniale forslag om at boykotte META. For uden jer, uden nogen at række hænderne ud til, er jeg meget alene. Det er ikke synd, det er bare et faktum. Jeg har ingen børn, jeg arbejder alene, min inspiration kommer i samtalen med nogen, noget. En mur at spille bold op ad, et net at spille henover.
Den mur, den samtale, det net, har jeg endnu ikke fundet på nogle af de alternative platforme, der foreslås.
Det er ikke ment som en undskyldning. Det er bare sådan, det er. Jeg afskyr META, men elsker det, de tilbyder. Fællesskabet – og lige nu vejer det altså tungest.

Månens bagside er slet ikke mørk, det er bare noget, vi har vænnet os til at sige, fordi vi ikke ved, hvordan den ser ud. Månens rotation er nemlig bundet. Det vil sige, at det vi ser fra jorden, altid er den samme side, det, vi kalder forsiden. Den lyse, den lysende.
I virkeligheden falder der lige så meget lys på den anden side, den påstået mørke. Det læste jeg for nylig i en bog af den franske forfatter og oversætter Neige Sinno.
Trist tiger, hedder bogen, som er en frygtelig bog. Frygtelig, forfærdelig og foruroligende god. Hun nævner det med månens bagside, som en allegori for den magi, vi tillægger det, vi ikke kan se. Ikke kan forstå.
Vi drages mod månens mørke side, i den tro, at mørket rummer et svar. En forklaring, måske, på alt det, vi ikke forstår. Ondskabens mysterium, for eksempel, for hvorfor er der børn, der dør ved fødslen, folk, der sulter, magtliderlige mennesker, der gerne ofrer al anstændighed for et plus på kontoen og en plads øverst på podiet. Svaret, tænker vi, må ligge et sted i det skjulte. Hvis bare vi leder længe nok. Tænker dybt og inderligt nok. Så vil vi finde en forklaring. På mørket. Så vil månen vende den anden side til, sådan som Jesus ifølge Bibelen forkyndte, at vi mennesker, skulle vende den anden kind til.
I virkeligheden falder der lige så meget lys på månens bagside, som på den side, vi kan se fra jorden. Overfladen er en anden, månes bagside er tæt kraterbesat, ja faktisk er overfladen på de to halvkugler så forskellige, at månens geometriske centrum og dens tyngdecentrum ligger tæt på to kilometer fra hinanden.
Det er alt sammen spændende og for en fysiker sikkert også nyttig viden. Men nogen forklaring på ondskab finder man næppe på månens bagsiden.
Det er næsten ikke til at bære.
Hvad er det, der ikke er til at bære.
At mørket ikke rummer flere svar end lyset. At ondskab ikke er mere kompliceret end empati. At svaret på, hvorfor børn dør, måske er det samme som svaret på, hvorfor der (lykkeligvis) er børn, der ikke dør. Fordi. Det jeg vil sige er, at længslen efter svar ofte er større, end glæden ved at finde dem. Det kan godt være, at vi bliver klogere af at vide mere om månens bagside, men det forhindrer næppe børn i at dø.

1.
Det. Det der. Det der, du ved. Ja altså. Tyngden i brysterne. Den spildte mælk. Tidens daglige overgreb. ‘

2.
Man drømmer om noget andet. Der viser sig som en tabt sko i rabatten på E45. Og man hulker, som var det et barn.

3.
Håbet er en tømmerlus. En lille lilla plet på en nedbidt negl. Under mikroskop ligner det en engel.

For nylig skrev jeg til en god ven og undskyldte, at jeg var gået så tidligt fra en fest. “Jeg er lidt blå, det er den tid på året.” April hænger for mig sammen med alt det smukkeste. Blomstrende kirsebærtræer, bøgens første disneygrønne blade. Men også med en tyngde i kroppen, noget, der gør ondt, nakken, lænden. Mine tanker lider af mild migræne, et forstyrrende flimmer, der får alt til at vakle: Hvorfor, hvordan, hvornår, hvorhen?
Min ven svarede mig med T.S. Eliot ord:
“April is the cruellest month”, det er fra digtet The Waste Land, hvor man også finder linjerne
“Winter kept us warm, covering Earth in forgetful snow” og “Summer surprised us.”
Således sommer og vinter, men hvad med våren, den her årstid klemt inde mellem glemsel og glæde, hvad med den sært sitrende tvivl, tungen ud af halsen, knæenes kejtede drømme.
Hvad med fuglene og anemonerne, hvad med taknemmeligheden, der føles som en pligt: tak for sol og tak for måne. Tak for dag og tak for vej.
Og så et sted bagved eller ovenover, den her lede stemme, der er tvivlens: Tak for lort?

Nu er det maj. Jeg kendte engang en pige, der bar måneden som sit navn, hun var født otte uger for tidligt og gik altid i støvler med høj hæl, for at kompensere for sin manglede højde. Da jeg fik stjålet min cykel til skolernes motionsdag, tilbød hun, at jeg kunne sidde bag på hendes, og så slingrede vi afsted, væk fra længdespringskonkurrencer og stafet, til Poulstrup sø, hvor vi svor, at vi aldrig aldrig ALDRIG ville sælge vores sjæl for en plads på podiet.
Lige siden dengang har jeg elsket maj, årets korteste måned talt på bogstaver, men årets længste, når det kommer til venskab og forpligtende løfter. Jeg vil gerne sige noget klogt. Noget om ramsløg og fællesskaber, solidaritet og sen vorterod, men jeg har sagt, hvad jeg har at sige: April er forbi, maj er begyndt.
Det er ok. Det er ok. Det er ok.

Fuglen er ikke en metafor. Himlen er bare himmel. Det er 16 dage siden, jeg sidst har rørt ved et andet menneske. En ældre dement dame forvekslede mig med sin datter. Jeg måtte skuffe hende, jeg var jo bare mig. Her kunne jeg så skifte emne, fortælle om mælkebøttens grelle gule, om min svigerfars prostata, eller den særlig saltede pølse fra Fuerteventura, en ven bragte hjem til mig for nylig. Jeg er god til at tale om noget andet, eller måske er det det samme, det grelle, det fermenterede, det salte. Hvis nogen spørger, er det ok det hele. Det er mig, den er gal med, ikke fuglene, forvekslingen, Fuerteventura.

Du må gerne røre. Du må gerne smadre. Lægge et klæde over min krop og kalde det komposteringskunst. Du må skære min hemmelighed i så mange stykker, at den tåler afsløring. k.l.æ.b.e.k.æ.l.l.i.n.g.
k.v.a.l.m.e.t.ø.s.
p.i.s.m.i.g.i.d.e.t.ø.r.e.j.e.g.e.r.d.ø.v.p.å.

Jeg tror ikke, det går. Mælkebøtten har spredt sine fnok. Den gamle dame har fundet sin datter, men genkender hende ikke. Jeg æder pølsen uden brød, 300 gram fed og fermenteret gris. Er jeg så et svin?

Det sker en en fredag, jeg går i Botanisk have, for ikke at gå i stykker. Fuglene flyver lavt, de skriger og skider, som gæsterne til en fest, der er løbet løbsk. Jeg trækker hætten op om hovedet og går, så hurtigt jeg kan. Væk fra cirklerne, det løbske, finder porten ud. Her står en mand, han kaster en flaske mod fortovets fliser, råber “yeah” og slår sig på brystet. Han virker fortabt i al sin vrede og vælde.

Derhjemme koger jeg vand og hælder over koppen med færdignudler. Det har været min eneste føde de seneste to uger, pånær den dag, jeg spiste nudlerne rå.
Jeg brænder ganen på den skoldhede suppe, det er vel bare løn som fortjent, er det ikke dét, de siger. Fuglene, de vrede mænd og chaufføren, der pegede på sit skridt og tilbød mig at betale i naturalier. Jeg kunne have sagt noget, at han kunne rende mig i røven, for eksempel, eller slikke sin egen usle pik. Men jeg rystede bare på hovedet, stak mit kort frem mod betalingsautomaten og takkede nej, da han spurgte, om jeg ville have en kvittering.

Den fredag beslutter jeg mig for noget andet. End nudler og overbærenhed. Jeg køber en t-shirt med teksten “Not for sale” og lægger mig på plænen overfor lejligheden med begge arme spredt ud til siden. Telefonen ringer, jeg tager den ikke. En nabo råber fra sit vindue: ‘Det ligner en god dag’, jeg nikker. Det ér en god dag, græsset er grønt, min krop er i vater. No more noodles. Det er løn som forfuckingtjent.