Louise Juhl

Det var i rygerstuen alting skete. Det var her, man blev betroet, hvem af lægerne, der var mindst forhandlingsvillig, hvem af laboranterne, der stak nåle i armen med størst sikkerhed. De var her, jeg lev fortalt, at Jørgen Clevin var blevet indlagt på afdelingen overfor, og at svingdørs-Ole var død. Af blodforgiftning, vist nok, sørgeligt var det under alle omstændigheder. 

Jeg røg nogle tynde franske cigaretter, det var hverken Mistral eller Gauloises, jeg husker ikke navnet. Kun at de gav mig adgang til et rum af fortrolighed og en pause i mit selvdestruktive tankemylder. Bennys kæreste, Per, lærte mig at holde om cigaretten mellem tommel og pegefinger, som skurken i en westernfilm, jeg kneb øjnene let sammen, når jeg tog et sug. Det andre grinede, jeg mener, jeg var tynd som en strikkepind, vejede kun lidt over 30 kilo, alligevel førte jeg mig frem som en hærdebred cowboy.
Men så blev jeg forbudt at ryge og at ses med de andre. I stedet lå jeg i min seng og løste sudoku og forbandede dagene deres længde. Benny kiggede ind imellem forbi, fortalte mig om de stadigt nye former hans svigtende helbred antog. Helvedesild, lungeinfektion, nervebetændelse. Han lo som regel af sin mildest talt triste skæbne. Alternativet var at drukne i sorg, og det havde han ikke tid til, lægerne gav ham max. to år at leve i, og den tid skulle fanme være sjov.
Han fik kun 11 måneder, om det var lungerne, nerverne eller noget tredje der endte med at tage livet af ham, ved jeg ikke, men jeg arvede alle hans cigaretter, to kartoner hvide Kings. de var så stærke, at jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned under tagudhænget og se op på stjernerne, og jeg var helt overbevist om, at det var Bennys ide, at jeg skulle ende dér. På røven og med udsigt til evigheden.

For to år siden fik jeg synkebesvær. Det var som om en klump i halsen forhindrede mig i at trække vejret frit, spise min mad. Om natten vågnede jeg ved at hoste febrilsk efter at have drømt om langsom kvælning. Jeg fortalte lægen om mine symptomer, hun undersøgte mig grundigt, lyste mig i halsen, trykkede på mine kirtler og sendte mig videre til en pusteprøve, hvor min lungefunktion blev vurderet til aldeles fremragende. En scanning, derimod, viste kroniske forandringer i lungevævet. Ikke noget, der krævede behandling. Det kunne stamme fra så meget, en uopdaget lungebetændelse, følger efter Covid eller bare årringe – ligesom det indre af et træ.
Alligevel stoppede jeg med at ryge. Fra den ene dag til den anden og efter 30 år med den salige glæde ved at sidde på jorden og se op mod himlen og huske Benny og alle de andre. Jeg har ikke fundet noget, der på samme måde giver mig et sekunds ro, et øjeblik på røven, men med øje for stjernerne. Jeg savner ikke cigaretterne, men jeg savner dét. Røven og stjernerne.
Og Benny.

Der findes vel ikke mange følelser, der er så ildesete som misundelse. Dette ikke at unde andre, hvad der retmæssigt er deres. Det er så småt. Så usselt. En slags følelsemæssig nærighed.
Men hvem har ikke haft småligheden helt tæt på. Eller er jeg den eneste, der har mærket et stik af ærgrelse, når veninden føder sit barn nummer tre, og du stadig har dit første til gode? Når din superdygtige og vidunderligt behagelige kollega løber med al opmærksomheden ved et fælles oplæsningsarrangement? Jeg kan ikke sige mig fri, og det er så utrolig skamfuldt at erkende, at den udelte glæde, man burde føle på den andens vegne, overdøves af skuffelse på sine egne.
I morges sendte en ven mig et link til en artikel om en bookerprize-nominerede forfatter Guadalupe Nettels roman “Dødfødt”.
Den handler, forstår jeg, om en ung kvinde, der har fravalgt børn, fordi hun mener, at moderrollen afskærer hende fra en frihed, hun ellers ville nyde. Det første år af barnets liv ville hun skulle sætte sit eget på pause for at made og drage omsorg for det lille ny menneske. Senere ville hun være nødt til at gå på kompromis med sine rejsedrømme og impulsive indfald, for i stedet at opfylde barnets behov for tryghed og faste rammer.
At sige højt, at man fravælger børn for at tilgodese egne drømme er mildest talt ikke alment accepteret. Det kræver bare et opslag i avisen, at finde de første mange et læserbreve, hvor vreden mod kvinder, der prioriterer egen selvrealisering over ønsket om børn, stemples som forkælede egoister.
Men fortælleren, Laura, holder fast i sit valg. Hun ønsker ikke at få børn. I stedet har hun tid til at se ud ad vinduet, hvor en gøg lægger sit æg i et duepars rede. Gøgeægget udruges hurtigere end de øvrige æg, og den nyklækkede unge ernærer sig ved at prikke hul på skallen af sine stedsøskendes og fede sig selv op ved indmaden, hvide og blomme.
Nu skulle man tro, at duerne fortvivlet søger de forsvundne æg, dere “ægte afkom”. Men de synes tilsyneladende fint tilfredse med den intervenerende unge, fodrer den til den er flyvefærdig. Der skelnes på en måde ikke mellem dit og mit, due og gøg, en unge er en unge er en unge.
Hvorfor taler jeg om fugle og fosterkannibalisme, når jeg lagde ud med at tale om misundelse? Jo, fordi duerne ikke synes at savne det, de ikke har, men at tage sig af det, de har. Og hvor ville jeg ønske at nå dertil, hvor det, der er blevet mig til del, var ikke bare “godt nok”, men nok nok. Hvor mine brødres børn var nok og min glæde ikke blev mindre af, at de ikke er mine. Hvor jeg kunne juble over vennernes succes, fordi deres glæde også er min glæde.
Er gøgen et røvhul, er due-forældrene dumme? Findes der forkerte følelser og hvis ja, hvad gør man så ved dem. Fortrænger dem, lever med dem, bruger dem som brændstof. Jeg ved det ikke. Gør du?

Jeg mister og mister og mister og mister. Grebet om hvem, der er gode, og hvem, der er onde, hvad der er lyng og hvad, der er lilla. Ven og fjende, dit og dat. Der er så mange regler og så mange måder at gøre det hele forkert på. Så mener man måske for meget om det forkerte, eller også mener man for lidt om det, man bør mene noget om. Den her konstante sætten ting op overfor hinanden. Som dikotomier. Sommerfugle overfor våbenkapløb, mycelier i modsætning til nøddeallergi. 

Det er ikke så længe siden jeg lå og læste og spiste chips og fik en flig af den sprøde fede snacks galt i halsen. Så galt, at luftvejen lukkede og jeg hverken kunne trække vejr ind ad næse eller mund. Jeg hev og hev men uden held. I tyve sekunder, et halvt minut, nåede jeg at tænke – uhyggelig klart – at jeg måske ville dø, og at det egentlig var ærgerligt, for jeg havde lige købt 12 luksus flødeboller i et lagersalg og glædet mig til at spise dem alle. Og så tænkte jeg på min hund og på min mand og på de alt, alt for mange timer, jeg havde brugt på at frygte, hvad folk måtte mene om mig. Om min sjældent udtrykte vrede, mine nedbidte negle. Min ensomhed, der sjældent handler om andres fravær, men om mit eget manglende mod til nærvær. 
Til sidst fik jeg rejst mig, stadig uden at kunne få luft og løb ud i gården i håb om at himlen ville rumme tilstrækkeligt med luft til at unde mig en smule af det. Og derude – hvor ingen tænker noget om nogen, hvor skyer er skyer, hvor mos er mos og man selv er det mindste blad på en endnu mindre nælde – var der endelig hul igennem til hals og lunger. Luft. Ånde. Og jeg trak og jeg trak og følte et kort sekund en helt urimelig glæde ved ikke at skulle dø, i hvert fald ikke lige nu. Over, at jeg faktisk havde tid tilbage. Til at se mine hund, kysse min mand, spise flødeboller og mene lige præcis, hvad jeg mener, og kun om det, jeg har lyst til at mene noget om.

Jeg glemte selvfølgelig episoden kort tid efter. Og så blev fortællingen igen til en historie om tab. Om at miste og miste og miste og miste. Selvom jeg lige havde vundet livet. Sådan er det nok bare. Man tænker så godt som aldrig over at trække vejret, før man ikke kan. Eller over flødebollerne, før de forsvinder.

For nogle dag siden skrev jeg om begyndelser. Om anslaget. Den første sætning i en bog, læserens første møde med den verden, der gemmer sig mellem bogens for- og bagside. Det ville derfor være oplagt også at skriver om afslutninger, altså om hvordan den første og den sidste sætning taler sammen. Om de taler sammen overhovedet eller om slutningen fungerer på egne præmisser, måske endda som en ny begyndelse, anslag til et kommende værk eller bare til læsernes egne forestillinger om et videre forløb.
Men nu er en bog jo ikke kun start og slut, tværtimod må man forvente at det, der sker imellem de to, er værkets egentlige ærinde. Handlingsforløbet, kunne vi kalde det, eller historien, narrativet, plottet, dramaet. Ordet dramaturgi kommer af græs og betyder handlingslære. Særligt Aristoteles’ tanker om “den gode historie” danner grundlag for, hvilke forventninger vi også i dag har til et værk: Troværdige karakterer, relevante konflikter eller dilemmaer, og en udvikling fra start til slut. Noget skal forandre sig, det være sig både til det bedre og det værre.
Jeg er så mærkeligt skruet sammen, at jeg holder af fortællinger, der giver lidt modstand til de ovennævnte forventninger. Jeg kan virkelig godt lide bøger, der farer vild lidt undervejs, selvfølgelig ikke mere, end at jeg stadig kan følge med. Ned ad vildvejene, tangenterne, de tilsyneladende irrelevante sidebemærkninger, der afslører sidehistorier, der synes næsten mere dragende end hovedfortællingen. Digressive værker kan man måske kalde det, hvor digression vil sige et midlertidigt skift af emne; en afvigelse.

Et af de allerbedste eksempler er den svenske forfatter Ia Genbergs roman “Detaljerne”. Her introduceres vi indledningsvist for den feberramte fortæller, der i sine milde vildelser kommer i tanke om en række af de mennesker, der har passeret igennem hendes liv, med større eller mindre aftryk, men alle med bidrag uden hvilke, hendes liv havde været et andet. Hun havde været en anden. Det særlige ved romanen er, at den følger den syges logik, feberens febrile famlen, og den indre logik, vi som læsere er så forvænte med, synes opløst eller erstattet med en anden. Venskabets og kærlighedens logik som kan være både urimelig, tilfældig og ja..uforståelig. Vi elsker ikke altid af en grund eller i hvert fald ikke altid af en god grund.

Et andet vidunderligt men ikke helt så vellykket eksempel er Claudia Durastantis “Fremmede jeg kender”. Her er det skiftene, afvigelserne fra det, man må formode er hovedfortællingen, der skaber fremdriften, som i afsnittet her:

“Under et besøg ved World Trade Center, mit første efter tårnene styrtede sammen, snuppede en politibetjent kameraet ud af hænderne på en tysker jeg lige havde mødt på hostel. Han lignede en af de robuste, tavse centraleuropæere om Condé Nast hvervede til at lave reportager om løver, og som før eller siden døde under grufulde omstændigheder eller vandt priser for årets bedste savannefotos. I dagene inden havde vi gået lange ture og drukket på irske pubber drevet af brændmænd, vi ville gerne forelske os, men vi elskede allerede nogle andre som vi havde vist fotos af til hinanden, mens vi smilede ad hvor seriøse vi var som tyveårige, og også skammede os lidt over det.
“Forsvind, der er ikke noget at se her” råbte politibetjenten inden han smadrede kameraet mod jorden.”

Læg mærke til, hvordan det, der egentlig kunne fortælles i en enkelt sammenhængende sætning, nemlig at hun har besøgt World Trade center, tilføjes en to små afvigende fortællinger om 1. en tysker på et hostel, 2. om fotoreportageverdens absurde ekstremer, død eller berømmelse og også lige får fortalt om pubber drevet af irske brandmænd. Det er forvirrende og forrygende, jeg æder de råt og kan ikke andet end beundre forfatterens mod og tillid til læserens tålmodighed og evner udi digressive spor.
Meningerne om den slags er mildest talt delte. Nogle vil klandre begge bøger for at mangel fokus og ikke leve op til kravet om fremdrift og udvikling i gængs forstand. Andre vil hylde dem for det samme: For bøgernes forgreninger, fortællingernes vildskab.

De fleste redaktører vil opponere imod en forfatter, der insisterer på et vidtforgrenet værker. De vil kæmpe for at holde en mere stringent logik, fordi de frygter, at for mange digressioner vil efterlade læseren forvirret, anstrengt og utålmodig efter at komme tilbage “på sporet”.
Men sandheden er jo, at livet ikke er spor logisk, og at kun de færreste af os lykkes med at holde os på noget, der bare minder om et spor. Måske er det også derfor, jeg holder så meget af bøger, der tør lade feberen rase og logikken afspore. Fordi det minder mig om, hvor tilfældigt det hele er, hvor stort og vildt og skørt og smukt det (også) er. På godt og ondt. Som Ia Genberg slutter sin fremragende roman:
“Snart er det for sent”, siger hun og rækker mig termoflasken. “Vi må derfor anstrenge os til det yderste”

Ja, netop.

Der er et før og et efter.Før og efter mine forældre flyttede til Canada og tog mig med. Før og efter den ene af min brors ørkenspringrotter åd den anden. Et før og et efter. at jeg opdagede, at ting ikke altid kun er, hvad de giver sig ud for at være. Min far, for eksempel, var ikke kun min far, men også leder af et institut på universitetet, stor fan af Dr. Hook, Edinburgh Military Tattoo og Othellolagkage. Før og efter, at jeg opdagede, at min bedste ven – udover at være MIN bedste ven – også var en andens bedste ven.

Der er et før og et efter alting. Det er ikke det samme, som at tingene hænger sammen. ”Efter” er ikke nødvendigvis en konsekvens af et “før”. Min far kom ikke til at elske Othello lagkage, FORDI han blev institutleder og min brors ørkenspringrotte åd ikke sin sambo FORDI noget som helst.
Det sidste forklarede min mor mig, efter at jeg i fire dage græd uafbrudt ved tanken om, at det var sådan verden hang sammen: At de stærke åd de mindre stærke; den enes brød den andens død.
– Sådan er det ikke, forsikrede min mor mig, men uden at sige noget om, hvordan det så kunne være, at én rotte kunne leve, mens en anden måtte dø.

Før og efter, at jeg lærte at brænde bogstaver i træ med en lup. Før og efter, at mossets grønne blev en del af mine drømme, en blød og skrumlet længsel efter skovbund og en tilværelse i fingerbølstørrelse.
Før og efter, at min mormor døde og en mand på vejen overfor blev anholdt for at sætte ild til sit eget hus. Han stod uden en trævl på kroppen og råbte til himlen “Russerne kommer, russerne kommer”, mens taget styrtede sammen bag ham og en brandmand dækkede hans nøgne krop med et tæppe. Han blev kørt væk og indlagt på en psykiatrisk afdeling, retten frikendte ham for ildspåsættelse, de mente, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. Hvorfor, spurgte jeg og blev igen fortalt, at det ikke er alt, der findes et svar på, og min far købte kartoffelkager til os alle sammen og gentog flere gange: Vi er vel nok heldige.
Før og efter jeg blev student og farede vild, fordi folk sagde, at jeg “bare” skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Men det, jeg havde lyst til, var mos og sol og så, at nogen kunne svare, når jeg spurgte hvorfor. Og den slags svar talte ligesom ikke, sp i stedet skrev jeg en seddel. “Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig.” På ni måneder tabte jeg 42 kilo, blev indlagt og madet med sonde, fik en ven, Benny, der døde af AIDS få måneder senere. Der var stadig ingen, der kunne forklare mig hvorfor, og så lod jeg mig udskrive og levede syv på grænsen af et sultekollaps. Læste litteraturvidenskab og senere til bibliotekar. Brugte et år på at transskribere mobiltelefonssamtaler. Så blev jeg indlagt igen Og udskrevet på grund af samarbejdsvanskeligheder og indlagt påny. Denne gang i ti og en halv måned.
Før og efter jeg datede amok, som en slags kompensation for de foregående års cølibat. En af dem forelskede jeg mig i, men det var ikke gengældt. Så flyttede jeg sammen med N, han så godt ud og var personlig træner, og selvom jeg ikke havde de store følelser for ham, tænkte jeg på min afdøde mormor, der havde sagt, at det var bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur end at stille en varm gryde på et koldt komfur. Jeg ved ikke, hvem der var gryde og hvem der var komfurs, hvad der var koldt eller varmt, men vi boede sammen i to et halvt år. Han købte læderbukser og hjelm og jakke, så jeg kunne sidde bag på hans motorcykel, han forlangte ikke meget til gengæld. Udover at forvente, at jeg lagde hus til, når han havde lyst. Det havde han tit, og jeg meget sjældent.Før og efter jeg skred. Med nogle få ejendele, en elkedel og en pilatesbold. Og alle spurgte hvorfor? og jeg svarede, som min mor havde svaret mig år forinden. At det ikke er alt, der findes et svar på.

Før og efter Michael. Vi mødtes en søndag eftermiddag, han kom lige fra at have fejret sin mors fødselsdag. Han bød mig på øl og havde den rareste stemme, de roligste hænder. De første måneder var jeg i panik, jeg havde aldrig oplevet noget lignende, så mange følelser, så meget tvivl.Jeg slog op og fortrød med det samme, skrev et brev og ventede. Fire dage. Han var på vej til et møde i Skotland, skulle hjælpe et firma med at visualisere en vindmøllepark. Han stod i kuffertafdelingen i Magasin, jeg tog en taxa til Hans Hartvig Seedorfsstræde og løb resten af vejen. Det må have set mærkeligt ud, jeg græd og kyssede, og han græd og kyssede og endte med at købe en italiensk rullekuffert i mørkebrun nylon.
Før og efter jeg skrev min første bog. Den hed “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” og handlede ikke om noget. Før og efter jeg indså, at jeg ikke kunne få børn. Før og efter, jeg tog en test og fandt ud af, at jeg er helt utrolig gennemsnitlig. Før og efter min hund.
Før og efter nu.
Og så videre.

.

Jeg har – efter nogens overbevisning alt for ofte – skrevet om min sorg over ikke at kunne få børn. Det er og bliver et tab for mig, uanset det kan virke selvmodigende. Man kan vel ikke miste noget, man aldrig har haft?
Jeg ved godt, der findes mennesker der kæmper med langt større sorger. Som nu dem, der har mistet et barn alt for tidligt. Til sygdom, ulykke eller selvmord. Det må utvivlsomt være det mest smertefulde, der kan overgå en mor eller en far. At tage afsked med et barn, efterladt alene med den fremtid, der aldrig blev deres barn til del.
Der findes vel kun en ting, der er værre, nemlig at miste flere børn.

Det er sket for den kinesisk-amerikanske forfatter Yiyun Li, hvis essays, jeg tidligere har omtalt.
I 2017 mistede hun sin ældste søn, den 17-årige Vincent, til selvmord. “Der er ikke nogen god måde at sige, hvad jeg nu skal fortælle”, beklager betjentene, da hun åbner døren. Hun ved godt, hvad de kommer for at sige. I årevis har hun frygtet, at dagen vil komme, hvor nogen vil fortælle hende, at hendes søn har mistet livet til selvmord. Hendes moderinstinkt har flere gange tvunget hende ind i sønnens værelse om natten kun for at tjekke, at han stadig trækker vejret. Det har han gjort hver eneste gang, men nu ikke mere.
Seks år senere, i 2024, vælger også hendes yngste og eneste tilbageværende barn, at tage sit eget liv. På samme måde som sin bror, og også denne gang beklager betjentene med de samme ord: “Der er ikke nogen god måde at sige det her på”.
Begge gange vender betjentene tilbage efter nogle dage for at overbringe forældrene deres barns efterladenskaber. For Vincents vedkommende en telefon, for James’ en rygsæk. Engang var det Vincents telefon og James’ rygsæk, skriver Yiyun Li. “Men nu er det bare en telefon og en rygsæk.”
Så simpelt og så brutalt kan sorg beskrives.

Forfatteren har gjort alt, hvad hun kunne. Hun har bekymret sig om sine børn, ikke mindst fordi, hun kunne se, at de begge var følsomme. Runde i en firkantet verden. Det er svært at leve sådan, for man støder hele tiden imod de mange døråbninger, der er bygget til firkantede mennesker.
Hver eneste dag i de fireogtyve år, hendes yngste søn lever, lægger hun en seddel i hans madpakke: “Med kærlig hilsen fra mor”. I årevis henter hun sine drenge fra skole og fritidsaktiviteter, men hun er også bevidst om at give dem deres frihed. Som da den ældste insisterer på at gå i skole i lyserødt tøj og Yiyun Li advarer ham
“Du risikerer at blive drillet.”
Men Vincent, som den store dreng hedder, fastholder sin beslutning. Hvis nogen vil drille ham med at gå klædt i lyserød, så må de jo gøre det, svarer han. Det er en modig dreng, der taler sådan, men det er også en dreng, der lader sig udsætte for andres had og drillerier og som mor kan man måske ikke undgå at ønske sig lidt mindre mod. Måske at han kunne nøjes med at par lyserøde strømper i stedet for bukser og trøje og halsklud. Selvfølgelig sender hun sin søn i skole i lyserødt dress, stolt over hans integritet, giver ham frihed til at leve som den han er. Men det er ikke det samme, som at hun ikke bekymrer sig. Frihed overfor moderinstinkt, respekt over omsorg. Det er svært at gøre det rigtige, konkluderer Yiyun Li.

Jeg kunne blive ved. Det er så sindssygt velbegavet en tekst, så rørende, så rummelig, så fuld af sorg uden at forfalde til det trøstesløse. Hvis du kun skal prioritere én længere tekst i dag (eller i morgen eller om en uge), så lad det være “The deaths – and lives – of two sons”
Som forfatteren skriver i underrubrikken:
“The truth is that however I choose to express myself will not live up to the weight of these facts:
Vincent died, and then James died.” 💔

En af de mest modbydelige følelser, man kan gribes af, er afmagt. Dette ikke at kunne stille noget op imod det, der sker. I verden. I kroppen. For nogen, man holder af.

Jeg lærte den tidligt at kende. Jeg kan ikke sige hvorfor, jeg var særlig følsom overfor oplevelsen af magtesløshed, men jeg husker allerede fra helt lille at blive leet af i mine forsøg på at blive forstået. Det var en helt harmløs hændelse:
Jeg havde over længere tid samlet en pose med flerfarvede glasperler, alle unikke, og viste den stolt frem til en voksen, der i sjov, gemte den bag sin ryg. – Haps gewesen. Jeg blev et øjeblik bange, men valgte at grine, haha, i forventning om at den voksne hurtigt ville aflevere sine tyvekoster tilbage og forsikre mig om, at det bare havde været for sjov.
Men den voksne handlede helt anderledes, han vedblev at gemme posen bag sin ryg, og hver gang jeg løb om bag ham for at få fat i mine elskede perler, drejede han sig en halv omgang. Sådan løb jeg rundt og rundt om hans store krop i en slags katten efter musen men efter ti omgange brød jeg sammen og begyndte at græde. Jeg kunne jo se, at den voksne var mig overlegen både fysisk og psykisk, og i erkendelse af at være udenfor rækkevidde af retfærdighed, hulkede jeg højt.
Jeg fik mine glasperler tilbage. Den voksne lo af min reaktion, men rakte posen med perler tilbage til mig:
– Det var jo bare for sjov.
Og jeg kom i tvivl, om det var mig, der var dum og sart og humørforladt, eller om det var okay at blive ked af.

Det var som sagt en meget begrænset form for magtesløshed, en tidlig læring i hierarkier, og selvom den voksne aldrig sagde undskyld for at have forvoldt mig gråd, så gentog han det ikke.
Mere uigenkaldeligt mødte jeg afmagtsfølelsen, da jeg efter længere tids fertilitetsbehandling måtte erkende, at jeg aldrig ville blive mor. Vreden var nu ikke rettet mod en urimelig voksen men mod mig selv, min dumme krop, min egen spiseforstyrrelse, der i årevis havde efterladt mig med amenoré og ugunstige vækstbetingelser for et lille nyt menneske. Nu er det sådan, at der per definition ikke er noget at stille op mod afmægtigheden. Uanset hvor meget jeg græd, bed mig i hånden, løb, råbte til himlen, så ændrede det ikke en døjt på, at min drøm om at blive mor ikke lod sig indfri. Hvad stiller man op mod det, der ikke lader sig ændre? Ingenting eller alting? Jeg begyndte at skrive, hver dag og i timevis, det gjorde mig ikke gravid, men det gav mine hænder noget andet at gøre end at slå mig selv i hovedet.

Jeg oplever det stadig. At møde situationer og i endnu højere grad mennesker, der ikke lader sig ændre, uanset hvor meget du trygler om deres forståelse. De er ofte retorisk overlegne og bruger sproget som våben, de leverer svinestreger forklædt som sober argumentation og velformulerede hånligheder, der lige præcis har det strøg af humor, der skal til, for at omgivelserne trækker på smilebåndet og indvender: Det er jo bare for sjov. Præcis som den voksne, der gemte mine glasperler bag sin ryg, sagde det. Haha, det var bare for sjov. Ja for den voksne, men så afgjort ikke for barnet, der frygtede at miste sine perler.
Barnet dengang blev trøstet. Som voksen er der ingen trøst. Grow up. Tag det sure med det søde. Kan du ikke lide lugten i bageriet, så smut.
Tager du til genmæle overfor ydmygelser eller ringeagt, bliver du dømt krænkelsesparat. Igen er sproget et effektivt våben, man kan altid dømme noget eller nogen forkert ved at kaste nedladende termer efter det/dem: Woke. Hysterisk. Selvmedlidende. Og der er ikke noget at stille op overfor den slags beskyldninger, for enhver modsigelse vil i afsenderens øjne alene understrege dennes pointe. At du er selvmedlidende. Hysterisk:
“Nååå, hvor er det synd for dig, hvad?”

Og før nogen kommer farende og fortæller mig, at mine tanker er forkælede, ligegyldige eller udtryk for en barnlig fastholdelse af tidlige traumer, så tænk lige over, hvad du siger. Og ikke mindst hvordan, du siger det.
Det kræver faktisk ikke ret meget at bruge sproget som en håndsrækning i stedet for som en lussing.

Kh

Jeg har ikke selv set den endnu, men her til morgen læste jeg en anmeldelse af dokumentarfilmen ‘Heks’ – et portræt af forfatter Andrea Hejlskov. Anmeldelsen er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, der udover også selv at være forfatter er uddannet præst og således må formodes at interesse sig for tro, hvad enten denne nu udspiller sig i en kristen, en jødisk, en muslimsk eller en naturreligiøs ramme. Det er derfor oplagt, at han har set og anmeldt filmen. 
Det er for så vidt en udmærket anmeldelse, instruktøren roses for et “smukt og helstøbt portræt af en moderne kvinde” og Ditlev Jensen uddeler fire ud af seks stjerner. Jeg ved ikke, hvilke forbehold han har, siden et smukt og helstøbt portræt kun resulterer i flere stjerner, men måske bunder det i den slagside der præger anmeldelsen. Den synes nemlig at fokusere mere på den portrætterede, end på selve filmen. Anmelderen er i hvert fald flittig til at beskrive Hejlskov med termer som “en omrejsende cirkushest” og hendes oplevelser som en historie om “narcissistisk selviscenesættelse og selvmarginalisering”. 

Jeg ved ikke, om det er mig, den er gal med, men fremgår den karakteristik virkelig af filmen eller står den tolkning for Kristian Ditlev Jensens egen regning? 
Det er ikke en udskamning, dertil er der taget de nødvendige forbehold og retoriske helgarderinger som her i denne, virkeligt velformulerede men mildest talt også noget grovkornede venstrefløjskarakteristik: 

“I den neomarxistiske forsagelse af kristendommen og den vestlige verden med kapitalisme og en ekspanderende teknologi famler nutidens centrumvenstre-menneske desperat efter en dybere mening. Imens det dimser rundt med sit hvidvinglas og en rød baskerhue på hovedet og højtideligt siger, at det er heks, imens det drikker café latte.”
Der står klogt nok ikke noget om, hvem dette famlende nutidsmenneske, der dimser rundt, er. Men i og med, vi har at gøre med en relativt kortfattet anmeldelse af en portrætfilm, er det svært ikke at sætte lighedstegn mellem anmelderens karakteristik af et dimsende “det” og så den i filmen karakteriserede Andrea Hejlskov.
Og det er måske netop den her helgardering, der gør anmeldelsen værd at opponere imod. Fordi den påstår en masse, men uden at stå ved sin påstand. Ditlev Jensen siger på sin vis intet om, at Hejlskov dimser rundt med hvidvin, men det svært ikke at at drage den konklusion, ikke mindst når han allerede indledningsvist fastslår, at Hejlskov agerer cirkushest i sognehuse hvor hun iscenesætter sig selv i et narcissistisk selvmarginaliseringsprojekt. 
Jeg har det svært med den slags, for mig at se, retoriske julelege, hvor der siges en masse, men uden at det er muligt at hænge udsigeren op på det.

Jeg har faktisk stor respekt for anmelderens forfatterskab og hans indiskutabelt store retoriske evner, men jeg synes det er ufint at dække sig ind under en anmelderkasket og påstå, at det, der anmeldes er en film, når det nu så åbenlyst er et menneske, han anmelder.

For nylig lyttede jeg til podcasten ‘Supertanker’ på P1 – en udsendelse tilbage fra den 6. januar.
I Programmet taler vært og gæst om lykke.
Hvad er lykke for en størrelse?
Er finnerne virkelig lykkeligere end alle andre mennesker, eller oplever de sig bare sådan? Kan man rangordne lykke: Er lykken ved at se sit barn vokse op, for eksempel større og mere ægte, end den lykke en barnløs føler ved at sidde i skovbunden med lukkede øjne og mærke sig mossets moshed, solens varme?
Er det muligt at gradbøje sådanne oplevelser, tale om en mere ægte lykke end en anden.
Programmets vært, Carsten Ortmann, har inviteret filosoffen Jacob Birkler, det er en rar samtale, eksemplerne er til at forstå og relatere sig til.
Er det rimeligt at påstå, at tryghed er mere afgørende for lykkefølelsen end materielle goder? Er der mere lykke forbundet med at føle sig elsket, end at vide sig sikker på, at der er mad nok, så man ikke er i fare for at dø af sult?

Jeg har en helt konkret erindring om det sidste. Det ligger mere end 20 år tilbage. I årevis havde jeg levet af rå hvidkålsstokke og gule gajoler, agurk og dåsetomater, men nu nærmede jeg mig langsomt nogle nye, mere næringsrige fødeemner. Rejer og knækbrød. En håndfuld knasende cornflakes spist som sprøde chips. En intens lykkefølelse ramte mig en dag, jeg lykkedes med at riste en skive hjemmebagt rugbrød, smøre den med saltet smør og tage en bid. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken. En rig og fed og salt mundfuld. Et sekunds lykke, det aldrig siden er lykkes mig at genskabe.
Betyder det så, at ristet rugbrød er et parameter, når man skal måle lykken? Næppe. Betyder det, at lykken ene og alene er en individuelt betinget størrelse, der ikke kan sammenlignes på tværs af mennesker, kulturer, tider – og som det af samme grund ikke er muligt at tale meningsfuldt om, sådan som de to i programmet ellers forsøger sig?
Nej. Jeg tror ikke, at lykken er ubetinget individuel. Jeg tror, at det at føle sig elsket er en lykke for alle, der oplever det. At få lov at elske tilbage en anden lige så stor lykke. Der er ganske enkelt en enorm glæde forbundet med at række hånden ud mod andre mennesker. Men også andre mere basale goder har betydning for oplevelsen af lykke: At kunne stille sin fysiske sult, ved jeg af erfaring, er helt afgørende for at kunne føle noget som helst.

Ting jeg selv forbinder med lykke:
Nåletræer. Duften lige efter et tordenvejr. Min mand. At bade i havet. Lytte til Bjørns stemme, når han læser op. En sætning som denne af Inger Christensen: “Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog”.

Det er, indrømmet, en liste, der oser af privilegier. Levede jeg under daglig beskydning, ville lykken være helt anderledes. Øverst på listen over veje til lykke, ville stå: Et frit land. At kunne bevæge sig uden at føle angst for fjendens angreb. At kunne udtrykke mig frit.
Jeg er heldig, tænker jeg, at jeg ikke længere behøver at stræbe efter et stykke riste rugbrød, men kan spise det uden videre og uden at stå i gæld og måtte betale tifold tilbage i form af en halvmaraton og seks hundrede mavebøjninger.
Det er noget af det, jeg sætter pris på ved god radio – som nu ‘Supertanker’. At det får mig til at tænke. Over hvem jeg er, hvad jeg har. Over andre menneskers udfordringer, faren ved sammenligninger mellem “din” og” min” lykke, som de sociale medier har det med at fordre.
Og at det minder mig om den helt konkret lykke det er, at spise stykke ristet rugbrød med smør. Uhm.

Jeg bar barnet på ryggen. Varmen fra hendes åndedræt mod min nakkes hud. En forsigtig påmindelse.
Hun græd ikke. Sad helt stille og lod sig bære, uvidende om hvorhen, hvorfor. Af hvem. Jeg nynnede. Lyden satte mørket i bevægelse. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. At vi skubbede mørket foran os, bar det som et skjold, et værn mod verden.
Lygterne fra en bil lidt skar en en søjle af lys gennem natten. Jeg dukkede mig, så vi ikke kunne ses.

Senere fandt jeg læ og hjalp barnet ud af selen. Kyssede hende på panden, strøg en finger over hendes kind. Hviskede: “Lille fingerbøl”, “Elskede elskede”.

Kan man drømme så hårdt, at det slår buler i virkelighedens karosseri. Er det løgn, hvis jeg siger, at jeg er vågnet med selen, der bar hende, i mine hænder? At jeg stadig mærker hendes ånde mod min nakke?
Elskede elskede.
Hvad stiller man op med al den kærlighed, der bliver tilovers, når virkeligheden har taget sit, men langtfra alt, man havde at give?