Louise Juhl

En kvinde, jeg kender, tegnede i går en pige på et stykke papir. Eller det var vel egentlig bare en trekant, der skulle gøre det ud for en pige, en kjole hvorfra der stak to ben, to arme. Øverst en cirkel som hoved. Tegningen fik mig til at græde. Her er det måske nødvendigt at tilføje: Jeg græder ellers uhyre sjældent. Jeg har ofte trang, mærker et pres fra bag øjnene, men det bliver ved det. Gråden vil ikke slippe, den sidder fast et sted indeni, bag ved, under, eller hvor nu gråden gemmer sig, når ikke den flyder.

Jeg kan huske en episode, jeg har vel været ni år, i hvert fald var jeg bevidst om, hvornår noget var rigtigt eller forkert. Jeg kunne læse det i de voksnes ansigter, den milde foragt, hvis jeg uden egentlig at ville det, kom til at sige noget upassende. “Jeg er ked af det”, for eksempel, der tilsyneladende virkede som en forstyrrelse af den eller velfungerende orden. Ked af have?, blev jeg spurgt, og når jeg ikke kunne svare, fik jeg at vide, at det kunne man altså ikke. Være ked – uden at være ked af “noget”. Det samme gjaldt det at være bange, “det nytter ikke noget”, fik jeg at vide, og så stod jeg der med min aldeles unyttige angst, der kun voksede af at blive diskvalificeret.
Men den her dag, i en niårigs krop, græd jeg altså, vist nok fordi min nabos hund, Bonzo, var død. Bonzo var en Airedale terrier, stor af sin slags, dens hoved nåede mig til midt på brystet. Jeg var, som jeg husker det, egentlig lidt bange for Bonzo. Ikke fordi han var truende, men fordi han ind imellem blev så voldsom i sin leg, at han af bare begejstring hoppede op og slikkede mig i ansigtet, så jeg faldt bagover og slog mit hoved mod ting, en kommode, en ramme med Monet-motiv, der faldt ned og gik i stykker mod en kommode. Alligevel græd jeg den dag, jeg hørte om dyrets endeligt, og så var det, at jeg fik at vide, at det ikke kunne nytte. Min flæben ville næppe vække hunden til live, blev jeg fortalt, og så stå da fanden at tude højlydt, at man knap kunne høre radioavisen med sidste nyt om situationen i et land, hvis navn, jeg ikke engang kunne udtale.

Efter den dag græd jeg kun, hvis der ikke var nogen i nærheden, og selv da, slog jeg hver gang mig selv i hovedet med, hvor dumt og tøset og selvmedlidende en handling det var, at give efter. For flæb og følelser, hvad fanden skulle det hjælpe? Havde man måske nogensinde hørt om nogen, der var blevet klogere af at tude? Stærkere, mere levedygtige?
Lige sådan lærte jeg at pakke angsten væk, pynte mig med smil og affærdigende snak: “Mig? Åh jeg er ikke værd at beskæftige sig med, jeg er bare fuld af føøølelser”, vrængede jeg ad mig selv og med tiden blev jeg så god til at udstille mig selv, at jeg fandt tanken om min egen gråd og angst latterlig. Loulou smertesvælger, kaldte jeg gerne mig selv. Eller Gurli grædekone, ha, ha.
Og da jeg på en spejderlejr fik tjansen med at tømme toiletter, erklærede jeg hånligt og højlydt: – Det er sgu da bedre end at jeg går rundt og tømmer mit eget indre lort.

Man lærer at føje sig, bøje sig.

Måske var det derfor, jeg ikke kunne lade være med at græde i dag. Det her pindede monstrum på papiret, der skulle gøre det ud for en pige. Det var mig. En trekant, en stang. En nyttig idiot, der i årtier lærte at pege fingre ad sig selv, for at undgå smerten ved at andre skulle gøre det samme. “Det kan ikke nytte noget”, blev til “jeg kan ikke nytte noget”. Jeg kan ikke betale sig. Mine følelser er kun til besvær. Latterlige og uproduktive.
Det er oppe i tiden at smykke sig med stoisk ro, at hæve sig over pøbelens patos, tale i termer af påstået fornuft. Og jeg får lyst til at råbe, som barnet i “Kejserens nye klæder”: De har jo ikke noget tøj på. De råber for at overdøve deres egen udsathed, for at dække over den nøgne hud dér, lige under den selverklærede stoicisme. Som en nyslået konfirmand pakket ind i et alt for stort jakkesæt – hokus pokus – så blev man voksen. Tag slippet af ham og se, hvor han længes efter at bygge huler, klatre i træer. Men alt det kvæler man bag et slips. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.
Følelser er ikke en sygdom. Vi er født med dem, de har en funktion. Det er ikke for sjov, at barnet græder, det er et kald, et kald på mad, på varme, tryghed. Uden gråden risikerer det at dø. Når vi skriger af smerte, er det for at få hjælp. Til at stoppe blødningen, sorgen. Man kan dø af ensomhed, det er empirisk bevist. Levealderen for svært isolerede mennesker er tæt på et årti lavere end for gennemsnittet.
Jeg hørte engang et barn spørge sin mor, “går det nogensinde over?” Hun havde grædt et kvarter, ulykkelig over en venindes svigt. Og moren svarede: “Den slags slipper du nok ikke for, det bliver ved, så længe du lever. Men det er bedre at være ked af det, end slet ikke at være.”
Og det er jo rigtigt nok.

Jeg tror forresten, jeg skriver og spørger kvinden fra i går, om jeg må få hendes tegning. Ikke af nogen grund, men bare fordi.

Fuglene er tavse den dag. Spurvenes sang, der plejer at lyde fra mellem tjørnebuskens tætte grene, er væk.
Nogen kalder fra bag hende: Hey!, og hun vender sig for at se, hvem det er. Så sker det.

Sker hvad?
De vil vide alt. Hvad var der at se, hvem? Han, hun? Bredskuldret? Tæt af bygning? Bar det en jakke? Et våben? Blev hun spurgt om noget, hendes navn, klokken. Om vej?
Men hun husker intet. Udover lyset altså, et voldsomt og skærende lys, som en sol skudt ud gennem en krop, intens og brændende. Hun havde ikke været i tvivl, det var en engel, et sendebud. Hun havde kastet sig mod jorden, tryglet. Tilgiv mig! Rakt ud efter den lysende krop: Tilgiv!

Tilgiv for hvad? spørger de.
Men hun ryster på hovedet, af sig selv eller måske til svar. Fordi hun fortsat er i chok. Hun tror ikke på den slags, på mirakler eller guder, på overnaturlige væsner. Hun tror på handling, et skridt og et skridt til, hun tror på at an må gå for at finde frem. Hun tror på mel og vand og gær og på livet som et vilkår, ingen undslipper. Mandage, tirsdage, onsdage og så videre. Timelange møder, deadlines, høje hæle.
Noget for noget.

Og så pludselig det her, “hey”, et strålende skær, en omsorg så stor, at det kan favne alle. Alle dyr og mennesker, stjerner og sole, en helt ubegribelig kærlighed, der her, i lægens konsultationsværelse synes så fjern, ja næsten umulig. Så hun undskylder. For sit vanvid. Taler om en slumrende epilepsi vakt til live af lys og fuglenes tavshed. En kortslutning i hjernen. Og hun lover at opsøge at lade sin hjerne scanne, sin krop, pupillernes bevægelser, sin puls.
Lægen lægger en hånd på hendes arm, – pas nu godt på dig selv, siger han, før hun går. Og det er ikke før da, at hun vender sig rundt, og han ser det. Hullet i hendes ryg og derindefra: Et lys og bag lyset. Mere lys!

Måske er det kulden.
Vand, der fryser, blade, der falder, lys, der forsvinder. Jeg ved det ikke. Kun, at alt er så alt for åbent. Som et hus uden vægge. Er det så overhovedet et hus?
Er jeg overhovedet mig?
Hver gang jeg prøver at fæstne mig – som ord på papir eller ved at sænke kroppen i vand, at holde vejret – går der kun få sekunder, før jeg må give slip. På øjeblikket. 

I dag i skoven faldt lyset et sted på de gule og brune blade, og det var så smukt, at jeg greb ud. Efter bladene, lyset. Og så forsvandt det. Sådan er det måske bare med det, der virkelig gælder. At det ikke tåler at blive holdt fast. At det er på afstand, at det stråler, glitrer?

Jeg vrøvler. Det har jeg givet mig selv lov til. At fare vild og ikke forsøge at finde tilbage.
For ærlig talt: Tilbage til hvad? Til huset uden vægge? 
Nej, vel!

Og så sker det, sådan som det er sket før og vil ske igen.
Sådan som det skete, da jeg truede med at gå, og han svarede: “Du kan jo prøve at se, hvad der sker”.
Og så gik jeg, og der skete ikke noget, ingenting. Han fulgte ikke efter, truede mig ikke. Kaldte mig ikke for luder eller skøge, flæbetøs eller kuldsejlede kælling, sådan som han havde gjort så mange gange før.

Alligevel var alt forandret, angsten flyttede ind, tung og truende. Det lille gib hver gang telefonen ringede eller nogen råbte højt på gaden – Hey. Og hver gang vendte jeg mig rundt, trak hænderne op foran ansigtet, parat til at afværge hans slag, men de faldt ikke, for det var ikke ham, men to buddies, et glædeligt gensyn. “Long time no see!” Og jeg græd af lettelse og lidt af skam, for hvad var det med mig og al den flæben, al den frygt. Kunne jeg ikk for helvede bare komme videre.
Og det var ikke før han et halvt år senere skrev og spurgte, om vi skulle ses? Han havde tænkt over tingene og bar ikke nag. “Man hælder jo ikke to og et halvt års kærlighed ud med badevandet”, skrev han, som var det et faktum, og jeg turde ikke at svare ham: “Hvad mener du med kærlighed?”

Og nu er den der igen, her mange år efter. Den her frygt for hybris og nemesis, for novembermørke og pludselige beskeder. For ubudne længsler, lidt for ældet angst. For at gå på gaden, for at gå i stå. Kulden i knoglerne og smerten et sted mellem hals og bryst, en klump på størrelse med et pigeonæble. At trække vejret på trods. I trods.
Når der ikke er noget at gøre, er der ikke andet end dét at gøre. At vaske hænder, tøj, købe en kalender og rive dagene af en efter en, atten, nitten, tyve. Så går tiden, og vi går med. På et tidspunkt går det hele vel over og hvis ikke, så gør jeg.
I mellemtiden skriver jeg ting, som dét her, kald det en bøn, kald det et opråb, kald det kærlighed.
Latterligt pis. Novemberblåning.
Who am I to judge?

Og så rammer det.
Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som vand, der pibler nedefra. Op over fødderne, knæene, navlen, indtil det når skuldrene, og jeg kalder. Nej jeg skriger, ikke på nogen, det er bare en lyd fra halsen, en desperat gurglen, dumpt og forgæves. For vandet fortsætter med at stige, det når til halsen, munden, øjnene og så. Bliver det mørkt, og jeg er alene. Der er ikke længere andre at se, ikke noget vejr at trække, ikke noget jord at redde sig i land på.
Der er bare mig og det våde altomsluttende mørke.

Sara siger, det er fortrængningens mørke, det er alt det, du har gemt på, siger hun: – Lukket nede og ude, og som nu vil frem, ses og mærkes.

Det er de tusinde mænd, jeg ikke sagde nej til, den dårlige gullasch, middage i gennemsigtig chiffon. Det er samtaler om vine, deres bouquet, den vulgære glæde ved duften af “døde pelsdyr”, “jordslået stof”.
Den gråd, der lurer under latteren.
– Det er prisen for at holde ud, min skat. For at smile og nikke og fungere. Nu vender det tilbage og med renters rente.
Hun snupper et æble fra skålen på bordet, kaster det op og griber det igen, tager en bid. Saften fra den modne frugt danner skum i hendes mundvige, hun tørrer sig med bagsiden af hånden, før hun fortsætter
– Du må lære at svømme, hvis du vil redde dig selv fra at drukne. Hun smiler: – Alternativt udvikle gæller.

Det er sådan, hun altid gør, strør salt i mine sår. Laver sjov på den der måde, der minder om hån. Og jeg både elsker og hader hende for det, for aldrig at stryge mig med hårene, for altid at slå, aldrig ae. For at vække mig af mit mismod:
– Hvis du tuder mere nu, er det sgu ikke temperaturstigningerne, men din skyld, at verden trues af oversvømmelse.
Jeg trækker på skuldrene, hvad fanden skal jeg stille op?
Sara ved det:
– Du tager din jakke på og binder dine sko. Og så går vi.
Hun rækker mig jakken, tørklædet:
– Det kan du vel for fanden finde ud af?
Jeg tager modvilligt imod begge dele, finder vandrestøvlerne frem, snører dem:
– Og? spørger jeg, mens hun åbner døren og jeg går ud
– Ikke noget “og”, svarer hun – bare gå!

I lang tid har jeg søgt efter noget, jeg kan bruge mine kræfter på. Håndæltede dej-dyr, sindrige blomsterkranse, borddekorationer, papirklip. Alt andet end lediggang. Det er ikke fordi, jeg elsker håndarbejde, langt fra, men en frygt for, hvad mine hænder ellers kan finde på at gøre. Smadre en kande, knuse en krukke. Slå til den i forvejen vakkelvorne reol, så den falder sammen og de mange mørnede bøger og formålsløse nips vil samle sig til et inferno af rod og ragelse i det allerede trange rum. Der er så mange risici, så mange farer, jeg stoler ikke på dem, mine hænder.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke voldelig. Tværtimod, jeg aer og klapper og stryger både dyr og mennesker. Jeg forstår alt og til ukendelighed, jeg forstår naboen og græssets grønne, fuglenes træk, feberens logik. Jeg forstår også, når der ikke er noget at forstå. Forleden nikkede jeg til en mut medarbejder bag kasseapparatet i Føtex, smilede indforstået, i håb om at vinde noget tilbage. Et taknemmeligt blik, en form for fællesskab. Men den unge kvinde smilede ikke tilbage, hun mumlede og det så lavt, at det kun akkurat kunne høres: ”Hvad er det, du tror, du forstår?”
Hvad skulle jeg svare til det?

Det er i den slags situationer, jeg indser, at jeg må finde noget at bruge mine hænder til, mit liv på. Noget andet end at forstå, smile og nikke til halsen, går i kramper, som en nisse i juleudstilling, en mekanisk dukke. Hej, hej, hej, hej.  
Nej, jeg skal ikke forstå den dej, jeg ælter, ikke forstå den blomst, jeg binder til en krans. Jeg skal derimod lade hænderne om at gøre arbejdet, så ikke munden løber af med mig og mine evige appeller kaste i grams på mere eller mindre tilfældige ofre. Bibliotekaren, underboen, min frisør. ”Kig forbi en dag, ikke?” Men ingen, hverken frisør eller underbo, svarer ja, de svarer slet ikke, det er ikke et tegn, nej, det er et vink med en vognstang. 

Nu har jeg købt mos og ler, kogler og gran, kunstige æbler og fingerstore lys. En krans, to kranse, måske kan jeg sælge dem på et marked, 109 kroner lyder som en god pris, som prisen på noget, der er mere værd end Søstrenes Grenes masseproducerede pis, men ikke så eksklusivt, at det alene henvender sig til eliten. 
Hvad vil jeg sige med det: At jul er hjerternes pest? At mos er grønt, penge papir? Eller bare at hænder kan bruges til meget, til at slå med og til at ae?
Never mind:
”Kom og køb!”

Der er morgener, hvor der ikke er andet for end at gribe en bog fra reolen og lade den vise vej. I dag er det Judith Hermanns Lettipark, en novellesamling med 17 ret korte noveller, alle med et strejf af mystik eller måske snarere: et rum midt mellem drøm og virkelighed, en verden hvor fantasien, sindet, ikke er en udskiftningsspiller på bænken, men har rollen som målmand, som forward, som træner måske. 
I novellen Digte møder vi en jeg-fortæller på vej til et besøg hos sin far. Hun tager sig god tid, spiser kage på en cafe, det er tydeligt, at hun forsøger at finde det nødvendige mod, de afgørende kræfter. 
Faren bor, viser det sig, i en lejlighed fyldt med ting, kasser med masker fra fremmede lande, gammelt porcelæn, udtjente klæder. Ikke alt er hans eget, meget stammet fra mennesker, der har brugt farens imødekommenhed som en lejlighed til at slippe af med deres lort. “Det er en lejlighed hvor der egentlig ikke er plads til min far for møbler, billeder, genstande, kister og kasse, og dermed kunne alt sådan set være sagt.” 

Den her sidste linje – og dermed kunne alt sådan set være sagt – er så elegant. For hvad er det, der bliver sagt med billedet af faren begravet i gammelt ragelse, kasser og kister fyldt med ting, ingen ved hvor stammer fra? 
Det viser sig at faren er syg, i årevis har han levet på kanten, været indlagt på psykiatriske hospitaler uden at få det bedre, udskrevet til ingenting andet end et syndigt rod – indeni som udenom sig. Og hans datters besøg bringer ikke noget nyt, faren ser med afsky på den kage, hun har købt til ham på et nærliggende konditori. En blommekage, hun husker fra sin barndom, hvor faren elskede netop denne dessert:
Den kage, siger han harmdirrende, vil han ikke røre med en ildtang, den er bagt af bøssekarle. Hvem vil ellers pynte en kage så sirligt og obskønt, piske flødeskum og pynte med frugt?
Og så sidder man som læser og forarges, hvad Søren bilder han sig ind. ikke nok med, at han afviser sin egen datters omsorg, han sviner også både bøsser og konditorer til, sikke en ussel opførsel. 
men Judith Hermann vil noget andet, noget mere end forargelsen, hun skriver: 
“Alligevel spiste han kagen, han spiste den med den særlige heftige grådighed som jeg den dag i dag kun har set hos gamle mennesker. Det handlede slet ikke om bøsserne for ham. Jeg tror det handlede om at jeg havde købt et stykke kage til ham, og at jeg trods alt, og hvorfra egentlig, vidste at han havde elsket blommekage inden han blev syg. Det handlede om alt det og derudover handlede det sikkert også om noget helt andet.”

Jeg græder, hver gang jeg læser den slutning. Ikke fordi den er særskilt smukt i sin beskrivelse, særskilt yndefuld eller sprogligt ambitiøs, men fordi den giver så meget plads til os mennesker. Vi er ikke ligninger, vi er ikke regnestykker, der går op, kage + foragt for pisket flødeskum = dumt svin, nej vi er mere end det åbenlyse, mere end matematik og kausale forklaringsmodeller, vi er ikke bare syge eller kun raske, vi er kærlighed og kister, omsorgsfulde og griske, det hele på en gang og alligevel ikke alt, det er smukt og håbefuldt.

I dag åbner Bog Forum, Judith Hermanns bøger kan købes hos det eminent gode forlag BATZER & CO, andre bøger kan købes ved andre stande, jeg nævner i flæng: Zadie Smith, Elizabeth Strout, Bjørn Rasmussen, Tina Frank, Christina Hagen, Jens Smærup Sørensen og min gode kloge og sjove ven, Hans Peter Madsens bog, Hyldemeter. Der er så meget at vælge imellem, så mange bøger, så mange verdener, så mange muligheder. 
So little time.
Litteraturen er en mulighed for at forsøge at forstå det uforståelige. At se med den forsmåedes øjne, den synskes, den harmfuldes, den sindssyges blik. Det er kærlighed og had, det er vold og omsorg, det er blommekage og bøssehad, det er uendelig stort. 

At gå forgæves er også at gå

Jeg sad engang i en kirke, den var tom på nær en ung fyr med rastafarihår og brede bukser, der puslede med lidt af hvert: At sætte lys i stager, rette på alterdugen, lægge en salmebog på plads. Kordegnen velsagtens, eller kirketjeneren, jeg kender faktisk ikke forskel, shame on me?

Uanset hvad. Jeg sad og tænkte. Nej, jeg sad og bad: – Kære gud, bad jeg, – selvom jeg ikke tror på dig, har jeg brug for, at du tror på mig.
I femten dage havde jeg ikke vekslet så meget som et eneste ord med et menneske, ikke engang med kassemedarbejderen i Fakta, – på beløbet?, havde hun spurgt, men jeg nøjedes med at nikke, lagde kortet mod automaten, tog mine varer.
– Hav en god dag.
Jeg svarede hende ikkeEn god dag, hvad vil det sige, er det en dag uden nævneværdige problemer: uden stoppede afløb, rudekuverter, brændte børn? Eller bare en dag uden den her vanvittige længsel i mig efter noget andet. Noget andet end min etværelses i Aarhus Nord, noget andet end tynd bouillon og løbetøj lagt til tørre over stolerygge. Noget andet end at skrive fortættede digte med alt for tunge ordspil. “Nåde for noget.”

Jeg kan lige så godt sige det, som det. Gud svarede mig ikke, den unge fyr med knudret hår og slanke fingre gjorde sig færdig og forlod rummet uden at henvende sig.
Og så sad jeg der i stilheden, alene med min virkningsløse bøn og udsigt til femten tommer bænkerækker i blå og for enden af hver: en liljekonval.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, at loftet opsluge mig, at jeg ville forsvinde uden et ord og uden at efterlade mig noget som helst, andet end det stykke papir, jeg havde pudset næse i. Men loftet forblev højt hævet, de buttede engle malet med kalk, skyer og paradisisk fred, og jeg forblev alene. På bænken. I kirken. Med foldede hænder og håbet om, at nogen skulle tage dem, folde dem ud, holde fast.
– Hej. Jeg er her. Jeg er ikke Gud, men jeg har to ører at lytte med og en skulder, du må læne dig imod.

Man kan selvfølgelig sige, at mit besøg i kirken dermed var forgæves, at hverken Gud eller hans tjener tilbød mig en hånd at holde i, ja selv englene holdt sig på afstand højt oppe under i de kalkede hvælvinger. Men faktisk gik jeg derfra med en lettelse, Gud havde opgivet mig, nu var der kun mig selv tilbage at håbe på. Bede til. Kære Louise, selvom jeg ikke tror på dig så har jeg brug for, at du tror på mig. Det handler ikke om at være sin egen lykkes smed, gud forbyde det, jeg er født med ti tommelfingre og ville være en håbløs smed, lykken ville tage form af en fuckfinger, no kidding. For mig handlede det om at rejse mig fra den tomme kirkesal, gå udenfor i novemberens sære gyldne lys og sætte en fod foran den anden. Se, at jeg faktisk bevægede mig og af egen vilje. Måske er det sådan Gud handler, måske er det bare fysikkens love, at ét skridt og et skridt til giver to, jeg ved det ikke, spørgsmålet er om nogen ved det, om det er vigtigt?
Eller om det er nok at konstatere, at jeg gik og nåede frem til noget andet, noget bedre?

Jeg vil gerne starte med at slå fast: Jeg skylder psykiatrien stor tak. For endeløs tålmodighed, hundredvis af journalnotater, recepter på ernæringsdrikke, Truxal, D-vitamin, antidepressiver. For de hundredtusindvis af kroner, jeg har kostet i indlæggelser, ambulante besøg, bostøtter, opholdssteder, you name it. Tak af hjertet, uden jeres hjælp var jeg sandsynligvis død af sult, og dermed også ude af stand til at rette den kritik, jeg rejser nu.
Så undskyld. Men alligevel:

Jeg blev første gang indlagt i maj 1993 på en afdeling med speciale i infektionssygdomme. Hvorfor jeg landede netop der, ved jeg ikke, måske var det det eneste sted med en ledig seng. Jeg lå sammen med Hanne, hendes ben var holdt op med at virke, ingen vidste hvorfor. Det viste sig at være stress, en langvarig affære havde tæret på hendes kræfter, nu sagde kroppen fra. 
For mit eget vedkommende var problemet mere åbenlyst, jeg var svært underernæret. Fra august til maj – på ni måneder – havde jeg smidt mere end halvdelen af min kropsvægt, 42 kilo i alt. Nu var jeg så diffus af sult, at jeg ikke kunne huske de sidste fire cifre af mit cpr-nummer. 

Behandlingen lød på mad. Terapi var ikke en mulighed, når kroppen var så medtaget som min, min hjerne var ikke i stand til at ræsonnere eller reflektere. 
Jeg fik serveret kogt kalvetunge med bearnaise og flødefede drikke. Problemet var, at jeg ikke kunne spise. Eller rettere. Problemet var, at jeg ikke ville spise. De to ting var så nært forbundne, at det ikke var muligt – hverken for mig eller personalet – at skelne. Hvad der kunne ligne trods, var i virkeligheden en altoverskyggende angst, en kvalmende lede ved tanken om at spise, fylde, tage plads. 
Personalet var forstående, de så min splittelse, en Louise, der ville være rask og en anden Louise, der nægtede at sluge, hvad verden bød. Lægen lyttede og forklarede, at det ikke var min skyld. At min madangst skyldtes en sygdom og at jeg var i denne sygdoms vold. Heldigvis, forklarede han, var læger som han selv sat i verden for at bekæmpe den sygdom, den vold. Det føltes som gav han mig et kram, men det var bare hans ord, der virkede som en kærlig favn: 
Jeg var hverken ond, beskidt eller en løgner. Jeg var syg. 

Jeg blev udskrevet i efteråret, husker ikke meget fra de følgende måneder. Jeg boede en tid i Hundested, så i Studiestræde, så på et værelse i Kronborggade. Efter sommerferien begyndte jeg at læse litteraturvidenskab men lærte kun lidt, ikke fordi der var noget galt med undervisningen men fordi min energi gik med at mætte mig selv med næringsløse supper og tælle kilometer. 
Jeg flyttede igen, til en fremlejet etværelses, svømmede og løb før forelæsninger, drak spiritus for at kunne falde i søvn trods sult.
Til sidst gav jeg op, flyttede tilbage til min fødeby og startede på studiet til bibliotekar. Levede af syltekirsebær og revne gulerødder, installerede mig med trappemaskine og spinningcykel i min kælderlejlighed. En konstant stank af sved. 

I 2000 var jeg færdiguddannet, flyttede til Aarhus, stadig så syg, livet kun var en kulisse for mit egentlige ærinde: At forbrænde flere kalorier end jeg indtog, et dødsrace, der ikke altid lykkedes og som derfor fyldte mig med tiltagende væmmelse over min utilstrækkelighed. Svagpisser, grådige svin, ækle tæve. Det var ikke småting, jeg lod mig selv høre. 

I 2001 fik jeg en plads på center for Spiseforstyrrelser, en specialafdeling med plads til i 8 patienter, alle med primærdiagnosen anoreksi. Vi fik enestuer med bad og toilet, blev tilbudt sangaftner, tegneterapi, mild motion og psykoedukation. Seks daglige måltider, derimellem fælles hviletid, det var fast arbejde. – – Det er jo ikke en højskole, mindede overlægen os om, – det er behandling. 
Målet var ikke, at vi skulle hygge os, men at vi skulle blive raske. 
Fair nok og godt i tråd med, hvordan jeg selv var opdraget: Yde for at nyde. Problemet var, at den logik betød, at vi skulle blive raske, før vi kunne få lov at være syge. At vi skulle spise vores mad, før vi kunne få lov at græde, at vi måtte vente med at protestere, til vi vejede, hvad vi skulle. 
Modsat overlægen på Frederiksberg, var der ingen forståelse. Tesen var, at det var sygdommens natur at lyve og manipulere, og at vi, der var ramt af sygdommen, blevet derfor betragtet lige sådan: Som manipulerende løgnere. Græd jeg, fik jeg at vide, at jeg opførte mig som et forkælet barn, der hylede for at få sin vilje: En slikkepind, en candyfloss. Udviste jeg vrede, blev jeg belært om, at det var en utaknemmelig respons på den behandling, jeg modtog. Om jeg da ikke selv kunne se hvor urimeligt, jeg opførte mig? 
Forsøgte jeg at skjule maden i et ærme, en lomme, blev jeg behandlet som en tyv: mødt med anklager om at være dybt utroværdig. Lavede jeg motion i det skjulte, blev jeg straffet med inddragelse af udgang, præcis, som hvis jeg havde været en fange i et fængsel.

Misforstå mig ikke: jeg forstår logikken bag. Noget for noget. Ret og pligt. Yde for at nyde. 
Men ville man byde en somatisk patient samme rationale: Hvis du kaster op efter en behandling med kemoterapi, er du utaknemmelig? Hvis ikke du får trænet tilstrækkelig efter en hofteoperation, er du at sammenligne med et uartigt barn? Udebliver du fra en screening for tarmkræft af angst eller ringe overskud, så er du en dårlig patient?
Nej vel.
I de tilfælde ville vi forsøge at hjælpe. Tilbyde kræftpatienten kvalmestillende midler og de hofteopererede bedre tilrettelagte forløb.

Det samme skete ikke i psykiatrien. Ikke en eneste gang fik jeg at vide, at de forstod. At de havde forståelse for min adfærd – i al dens uhensigtsmæssighed. 
Jeg blev aldrig tilbudt en hånd at holde i. Der blev ikke iværksat strategier, der kunne imødegå min vrede, min sorg, løgnene. Tænk hvis nogen havde sagt: Jeg kan se, at du er ulykkelig. Bange. At du vil alt det rigtige, men at det kommer ud helt forkert. 

Det er muligt, at det for nogle patienter virker med “hårdt mod hårdt”. 
Selv havde jeg ingen glæde af det, jeg var hård nok mod mig selv i forvejen. Det, jeg trængte til var at nogen sagde: Du er syg. Jeg vil gerne hjælpe. Lad os tale om din angst. 
Er det bøffen, du er bange for? Kartoflerne, sovsen? Hvis ikke, hvad så? 
Og jeg ville have fortalt om angsten for at fylde, at være for meget, drømmen om at være et fingerbøl, noget småt og ufarligt. Om frygten for min grådighed, for at jeg at ville æde hele verden, hvis først jeg åbnede munden. 
Men ingen spurgte, for jeg var jo en løgner, en manipulerende patient, syg i hovedet. Og jeg troede dem og tog rollen på mig. 

Det har præget mig i mange år. Undskyld har været det mest brugte ord i mit vokabular. Undskyld, at jeg er dum. Undskyld, at jeg er syg i hovedet. Undskyld, at jeg er mig. Undskyld, at jeg overhovedet eksisterer. 
I årevis har jeg holdt hånden over systemet, fordi de reddede mit liv. Det er jeg dem til stadighed taknemmelig for. Men det må være på sin plads, at jeg også får lov at sige, at de udover livet gav mig en selvforståelse og et selvbillede så utiltalende, at det har været tæt på at æde mig op. 

Det må kunne gøres bedre?

“Jeg ved, at det koster energi og kræfter hver gang, at hun beslutter sig for at skrive noget og være åben omkring at have haft en spiseforstyrrelse eller ensomhed [..] Hun æder sin egen frygt for at blive dømt af andre.”
Sådan motiverede leder af festivalen “Don’t fear the weird”, Caroline Osander, at jeg skulle have årets Åbenhedspris, og jeg har lyst til at sige: tak Og dernæst: Ja.

Det sværeste er nemlig ikke at være åben, men den frygt, der følger med. Frygten for at blive dømt. Alle de motiver, man kan blive skudt i skoene: “Hun lever fedt af sin egen lidelse.” “Hun vræler og vånder sig som et barn.” “Behøver vi andre at høre på alt hendes pis?” Og nej, ingen behøver at høre på noget eller nogen, det er helt frivilligt, og lad mig i samme ombæring slå fast:
Ingen lever fedt af at lide! For mit eget vedkommende kan jeg sige det sådan her: Jeg lindrer smerten ved at formulere den på skrift. Ved at gøre den synlig og dele den med andre. Så er jeg ikke længere alene med den, ikke længere alene om den.

Tro mig, kunne jeg i stedet skrive om medaljeskamler, poste et billede af mig selv på podiet, udråbe mig som vinder af et cykelløb, en verdensomsejling, en gazellepris, ja så gjorde jeg det gerne. Men jeg er mere skildpadde, end jeg er hare og bliver frygtelig let søsyg, så jeg vinder nok hverken det ene eller det andet. Udover livet altså, som vi alle har vundet, på godt og ondt, og det er dét, jeg skriver om.
Hver gang jeg deler en tanke, en oplevelse eller en mening, tænker jeg over, hvem der nu kan finde på at pege fingre. Hvem, der vil belære mig om, at min smerte intet er at regne for VIRKELIG smerte. At min mening er naiv, syg, tåbelig. At mine væren i verden er som fluens, den i suppen altså, som man helst ser fjernet hurtigst muligt. Adr!

Jeg ved godt, at der er mennesker, der afskyr sårbarhed, afskyr kvinder, afskyr personlige fortællinger, afskyr åbenhed, afskyr følelser, afskyr afvigelser, afskyr alt, der ikke mimer det jævne og virksomme, det glatte og tavse, det sunde og raske. Til dem vil jeg sige, undskyld. Undskyld at jeg ikke er en leverpostej, undskyld at mit hår er kort og bleget med kemi. Undskyld, at jeg blev syg og behøvede hjælp. Undskyld at jeg stadig kæmper med at finde ud af det. Af livet og mig selv. Undskyld, at jeg finder det forstemmende, at man i psykiatrien stadig ser patienten som en del af ondet, i langt højere grad end tilfældet er i somatikken. At det stadig er en udbredt tese blandt folk, at psykisk lidelser er noget, nogen finder på, for at slippe for opvasken, skolen, arbejdslivet. At de var bedre tjent med at tage sig sammen. Føle mindre, handle mere. Ai, ai Captain.
Hvem vil sige til en patient med kræft i bugspytkirtlen, at denne bare skal tage sig sammen? Og hvem vil forlange en kvinde med brækket ryg og punkteret lunge udskrevet, fordi der står en anden i kø? Hver dag udskrives patienter med svære selvskadende tanker, der er simpelthen ikke plads til dem. Prøv at forestille jer, hvordan det lyder i et forpint menneskes øre, hvis væsentligste behov er omsorg, at der ikke er plads til dem? At vi – samfundet, sygehuset, systemet – ikke har plads.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Men det er ikke det samme, som at man ikke skal påpege problemet. Jeg kender ikke løsningen og behøver heller ikke femten hundrede, der kloger sig med what-about-ismer: Hvad så med dit og dat, med ulvene og dagligvarepriserne, havmiljøet. Guderne skal vide, at jeg gerne løste det alt sammen. Men jeg har svært ved bare at hænge sammen, holde sammen på det hele. Var det så bedre, at jeg holdt kæft?
Muligvis ja, men det gør jeg altså ikke.