Louise Juhl

For et øjeblik siden var jeg ude at gå med Mumrik og mødte undervejs en ældre dame med gangstativ. Hun spurgte om lov til klappe hunden, ja naturligvis, svarede jeg og undskyldte, at han var både våd og mægtig mudret. Det er helt ok, sagde kvinden, hun havde selv haft hund i mere end 60 år, syv boksere og en Cocker spaniel var det blevet til gennem årene. Nu var hun flyttet i en beskyttet bolig og måtte ikke længere holde hund, det var vist nok noget med plejepersonalet. at de kunne risikere at have allergi og så alt det ekstra arbejde med at gøre rent efter pelsdyr. – Det er så tomt uden en hund, sagde hun, og foretrak derfor at trodse regnen og stavre omkring med sin rollator og opsøge folk på tur med deres hunde, spørge om lov til at låne lidt kærlighed, – et enkelt klap. Det var ikke det samme som at have sin egen, tilstod hun, men alt taget i betragtning var det helt ok og i hvert fald bedre end ingenting. For ti år siden, før jeg fik Mumrik, ville jeg ikke have haft den her samtale og af samme grund heller ikke forstået, hvad der drev et menneske til at gå omkring og klappe hunde. Jeg ville højst sandsynligt have set på den ældre kvinde med medlidenhed, have haft ondt af hende, sådan en ensom stakkel på jagt. I dag er jeg heldigvis klogere og kan se, at kvinden er heldig sådan at have fundet en åben port til kærligheden.
“Hundene er evigt engle, amen,” som min ven, Bjørn, skriver i Fiskesonetterne, og jeg er helt enig. De er engle med pels og på fire ben, hurra.

For tiden kører det pænt geniale tidsskrift Atlas Magasin en serie, hvor forfatter Katrine Marie Guldager og kritiker Kamilla Löfström diskuterer en række anmeldelser, deres styrker og svagheder. Henvendelsesform, involvering, eksempelunderbyggelse, læserens plads i teksten. Al den slags, det er interessant og velgørende med et fokus på den så udskældte anmelderstand, der ofte beskyldes for både arrogance, bevidst fejllæsning og dovenskab. Flere forfattere har fravalgt at sende deres bøger til aviser fordi de har oplevet at blive læst som Fanden læser bibelen, eller med et akademisk begrebsapparat, som deres bøger måske netop forsøger at undslå sig og/eller tilbyde et alternativ til. Lidt som at bede en ateist om at vurdere bønnens kraft: Det er i udgangspunktet forskellige diskurser, der kolliderer og sandsynligheden for at der kommer noget godt ud af det er så godt som ikke-eksisterende. Selv er jeg anderledes positiv overfor anmeldelsen som praksis, jeg bliver oprigtigt glad, når aviser, magasiner og læsere giver sig tid til at gå i dybden med et værk, jeg har begået. Det er jo i sig selv en kompliment, at de finder det umagen værd. Når det er sagt, så er jeg enig i, at der findes læsninger, der synes mere underbyggede, mindre selvtilstrækkelige end andre. Det er vel med litterær kritik som med alle andre fag: Der er forskel, ligesom der er forskel på tandlæger, terapeuter og tømrermestre.
Jeg har læst anmeldelser, der har efterladt mig mere undrende end afklaret: Hvad er det for en bog, jeg lige har set beskrevet? Hvor anmelderens behov for at udstille sin egen viden har stået i vejen for at formidle bogens budskab. Andre gange synes anmeldelsen at være en øvelse i fingerpegen, et indiskret mobberi. Det er heldigvis sjældent, men når det sker, er det tåkrummende. Ikke bare for bogen, men også for anmelderen. Hvad skal en læser med den slags – andet end at agere medskyldig, løbe med hånen, ha, ha? Heldigvis har jeg også læst fortryllende anmeldelser, der med eksempler fra bogen har understreget forfattertone, tematik og ved hjælp heraf tegnet et billede af værket. Tilgængeliggjort dets kvaliteter og måske mindre heldige sider, så læseren herudfra kan gøre sine egne overvejelser. Som i denne anmeldelse af Fine Gråbøls ‘Hundrede Børn’ af Beate Skakkebæk Lindegaard, hvor hun om værket slutteligt konkluderer:
“En af mine professorer sagde engang, at alt det, vi ikke kunne forstå eller forklare, kunne kaldes magi. Det tror jeg er en god måde at forstå, hvorfor Fine Gråbøls nye bog fungerer så godt. Alt det mystiske og magiske er uigennemskueligt og svært at forstå. Men netop derfor spejler det så godt barnetilværelsen, hvor man er dumpet ned i en verden, man ikke har lært at gøre mening af endnu, og hvor man, når man endelig har lært at være barn, pludselig skal til at være voksen.”
Det fine her er, at jeg kan mærke anmelderen som andet og mere end en analytisk pegepind, hun inddrager egne referencer men uden at det bliver personligt, hun lader en professors udtalelse stå som forklarende for hendes egen oplevelse. “Det, vi ikke [kan] forstå eller forklare, kunne kaldes magi.” Og bruger dette til at beskrive værket som nok en kende ubegribeligt, men så meget desto mere tro over for sit eget projekt, som er barnets oplevelse af verden som netop: Ubegribelig. Det er godt gjort; som læser forstår og fornemmer jeg værkets diskurs og er således bedre forberedt på at læse det.
Af mindre gode anmeldelser må jeg ty til det anekdotiske: Her til morgen ville jeg bestille en bog, jeg for nylig blev introduceret til af Asta Olivia Nordenhof. ‘Overskridelsen – fabrikken’ hedder den, et værk fra 1982 af Leslie Kaplan. AON præsenterede et uddrag, alt var skrevet i “man”:
“Man cykler klokken fem om morgenen, i mørket. Man når frem, fra den anden side af broen får man øje på fabrikken. Man skulle tro, den stod på vandet. Man går derhen. Overskridelsen – fabrikken.”
Jeg lod mig straks indfange af den fremmedgørende effekt, man-beskrivelserne havde, som jo netop var en måde at tegne et billede af arbejderen som en skrue i et uendeligt maskineri, en brik i et puslespil uden andet motiv end profit. Vanvittig stærkt.
Men da jeg nu skulle bestille bogen fik jeg samtidig vist et citat fra en anmeldelse i Politiken. Tre hjerter og ordene: “Så hellere arbejderlitteratur med bøvs og prut”. Jeg har ikke læst den fulde anmeldelse, så det er naturligvis urimeligt at vurdere den på baggrund af en enkelt linje, men det understreger måske problemet med anmeldelser. Det er ofte det lidt skingre, det enten ukritisk hyldende eller fuldkommen fordømmende, der fremhæves, og dermed går kritikken – alle mellemregningerne – tabt. Og som en, der trods alt er ret velbevandret i læsning, også kritisk læsning, vil jeg meget gerne modsige det trehjertede let brovtende udsagn overfor:
‘Overskridelsen – fabrikken’ er et originalt, sjældent gennemført og uhyre velskrevet stykke litteratur. Jeg vil nødig uddele stjerner eller hjerter, men på en skala fra et til ti når jeg frem til et: LÆS!

I går genlæste jeg Ida Jessens “Ramt af ingenting” og bladrede i Dmitri Plax’ “Peter: tid” – om hans 16-årige søn, der en augustaften for 5 år siden fuldkommen meningsløst blev slået ihjel med økse af sin ven. Bogen indeholder tegninger og små optegnelser fra drengens opvækst, minder, noter, ligegyldige og dog så betydningsfulde detaljer. Dmitri elsker sin søn, det lægger han ikke skjul på, han siger det igen og igen til sønnen Peter: Jeg elsker dig mere, end jeg elsker noget andet. Og tager så alligevel det forbehold, at han måske elsker ananas en lille smule højere, fordi ananassen jo er sødere end sønnen, mere saftig. Og de griner, det bliver en lille intern joke, der tager tager brodden af alvoren, giver dem mulighed for at sige store ord uden at de blive klæge. Jeg elsker dig – men jeg elsker ananas mest. Det er sådan en fin måde at komme omkring det umulige i at gradbøje kærligheden, stor, større, størst, elsker jeg havet højere end himlen, holder jeg mere af sankt hans end af jul, er min kærlighed til hunden blødere end til min mand, er min hengivenhed mere ubetinget, når jeg taler om at elske ost, end når det handler om at elske livet.
Jeg læser hver dag, det er ikke fint eller flot eller imponerende, det er min måde at nærme mig verden, forstå, hvad der sker, hvorfor, hvordan, jeg læser om Merkur, hvis bane ikke, som solsystemets øvrige planeter, overholder Newtons love. Er Newtons love så løgn? Nej, de er bare utilstrækkelige, når vi kommer tæt nok på solen. Det er vel det samme med mennesker, vi forstår os selv til et vist punkt, handler fornuftigt, indtil vi kommer for tæt på, brænder os og derefter skyr alt det, vi ellers hidtil har elsket: Kammeratskab, confit de canard, kærlighed. Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med alt det, med ananas og ild og lovløse planeter, måske bare at litteraturen rummer det hele, og at bøger måske ikke smager så godt som ost, til gengæld mætter de længere. Kh

Jeg ved det allerede, da jeg lægger bogen fra mig. At han vil samle den op igen, læse bagpå, spørge:
– Hvad fanden er det?

Jeg svarer ham, at det er en bog og ved med det samme, at det skulle jeg aldrig have gjort, at det ikke går at svare sådan, igen, lave sjov.
– Ha?
Han spiler øjnene op og løfter hånden men fortryder ligesom halvvejs. Så hænger den der, hånden, i luften, som dødvægt, et ingenting, der fylder alt.
Han har sagt det så tit. At jeg skal passe på. At jeg bevæger mig på kanten. At nok er han rummelig, men ikke finder sig i alt. Som nu det, at jeg svarer ham det åbenlyse: At det er en bog, der ligger dér på bordet.
Eller som forleden, da han ville vide, hvor jeg havde været, og jeg svarede: – Væk.
– Væk?
Præcis som i dag gentog han mit svar, løftede hånden, fortrød, trådte nærmere. Helt tæt, hans øjne mod mine, brystkassens bevægelse for hvert af hans vejrtræk:
Han havde hvisket ordene i mit øre, et for et: – Væk. – Bræk. – Smæk? Lagt en hånd på mit baghoved og trykket mit ansigt nedad, til det hvilede på hans skulder:
– Behave yourself.

Bagefter havde han åbnet en flaske vin, tændt levende lys, sat en gammel plade på grammofonen. Nora Jones. Bedt mig danse med ham, en langsom dans, kind mod kind, vi havde bevæget os rundt sådan til pladen var slut, rundt og rundt og rundt, som modsatte poler, helt tæt.

Han hjælper. Det er det, han siger, at han hjælper mig.
Med at navigere:
– Den, der hvisker lyver og den, der tier samtykker, forklarer han.
Man skal passe på med den slags. Med løgne og tavshed og tanker, der løber løbsk. Fjer, der bliver til fem høns.
Ind imellem sker det samme for mig, siger han. At jeg lader en fjer gøre det ud for en høne. Fem.
– Og de høns, de kagler løs inde i dit kønne hoved.
Han stryger en hånd over min kind. Jeg fortjener bedre end det. End at bryde min hjerne med luftige tanker, siger han, med forvirring og frygt.
Der er ikke noget at frygte, ikke noget at bekymre sig om. Han skal nok passe på mig. Han går om bag min ryg, løfter mit hår og kysser mig i nakken.
Hans ånde mod min nøgne nakke får mine skuldre til at trække sig sammen i et gys.
– Slap af. Hans stemme i tusmørket. Det er svært at afgøre, om det er en ordre eller omsorg.
Han bøjer mit hoved lidt fremover, så mere af min nakke blottes. Et øjeblik føler jeg mig sært udsat.
Men han kysser bare, kysser og kysser og stikker den hånd frem og ind imellem knapperne på min skjorte, griber om mit håndled med den anden:
– Kom.

Der er ting, det er svært at komme overens med, men som det ikke desto mindre er umuligt at løbe fra. For mit eget vedkommende gælder det blandt andet en periode med permanentkrøller og en villighed til at gå på kompromis med alt, ikke mindst mig selv, for at komme til at ligne alle andre. Min utroligt dårlige men uhyre vedholdende vane med at spise om natten. Ikke en fornuftig skive brød med ost formen dumme ting, en håndfuld skumfiduser, tre kogte kartofler, en rest smørristede croutoner efterladt i en skål på bordet. For nogle år siden var jeg så inviteret til at udfylde rollen som DJ ved en lydlitterær festival, jeg skulle sammensætte en playliste med numre, jeg holdt af og som jeg mente flere skulle nyde godt af. Det var vel i den forbindelse jeg indså, at jeg er en countrypige, ikke med boots og rottehaler og linedance, men med en slagside mod det ensomme og ofte plagede udtryk, der går igen i countrytraditionens sange. Vi kender det fra Dolly Partons ‘Jolene’: Please dont take my man/ just because you can. Det er ikke stor sprogkunst, men det er simpelt og fuld af følelser og så er det leveret så autentisk og overbevisende, at alle krav om originalitet og nyskabelse, og hvad vi ellers forventer os af kunstneriske udtryk, viger til fordel for en umiddelbar lyst til at lægge en hånd på hjertet og synge med. 

Min glæde ved countrygenren starter mange år tilbage, først det simple, det ligefremme, The Gambler, Highwayman, Apple Jack, senere sendte min bror mig et kassettebånd med blandet godt, jeg var syg og min eneste glæde var musikken. Et af numrene var Neil Youngs Old Man, som muligvis ikke er klassisk country, men som bærer de samme kendetegn, det tilbageskuende, det følsomme, det simple (nogle vil nok insistere på at kalde det for banalt): “Old man look at my life, Im a lot like you were […] I’ve been first and last/ Look at how the time goes past / But I’m all alone at last /Rolling home to you” Jeg husker at trave stierne tynde i Aarhus Nord, iklædt forede gummistøvler og ankelvægte om benene for at forbrænde mest muligt for hvert skridt. Og så dén sang: “Old man, look at my life/ Twenty four and there’s so much more,” og jeg var i tvivl om der var mere til mig, og jeg græd og skruede lyden op på max, og der var ingen andre at se i miles omkreds, for klokken var fem om morgenen og det var pivkoldt, og man skulle være mere end almindelig tåbe for at vade rundt så tidligt og så i det vejr. 

Senere introducerede min mand mig for beslægtede genrer, Martha Wainwrights folk-rock, Sam Amidons neo-traditionelle bålsange, jeg lærte ikke at skamme mig over min smag, men med stolthed at elske musikere som Willie Nelson, der jo indiskutabelt hører til blandt de allerstørste og som indiskutabelt leverer den mest overbevisende præstation på “We are the world”. Jeg er ikke længere flov over at skråle med på Islands In The Stream med Kenny Rogers og Dolly Parton, deres sceniske tilstedevær er nok til at genskabe troen på menneskeheden, kærligheden, det er så rørende og fint. Og helt ulig men også virkelig fantastisk i den danske version, Skib foruden Sejl, med Anne Grethe og Peter Thorup.

Med tiden er min glæde ved genren blevet mere omfattende, dybere, det samme er rækkevidden af, hvad jeg putter i den kasse, jeg kalder country. Helt helt særlig er min glæde ved Gene Clarke, hans album ‘No Other,’ som ikke vandt den helt store udbredelse, da den udkom i 1974, ikke mindst fordi hans udgiver, David Geffen (min autocorrect insisterer på at kalde ham David Ueffen) mildest talt ikke var begejstret. Faktisk var han voldsomt utilfreds med Gene Clarkes præstation “Du har skrevet otte fucking sange af seks minutters, hvad fanden skal jeg stille op med det? Giv mig for helvede et ALBUM,” var hans reaktion, da Clarke præsenterede ‘No Other’, der dog senere – naturligvis efter hans død, same old story – blev vidt berømmet af hans kolleger med bandet Beach House i spidsen, der genopførte hele albummet med hjælp fra medlemmer af blandt andet Fleet Foxes, Grizzly Bears og Walkmen. Det er et fuldkommen absurd godt album, lyt for eksempel the Strength of Strings, så indfølt, så musikalsk nervespændt, så ubegribeligt og samtidig aldeles nærværende. 

Der findes rigtig meget, lad os kalde det .. mindre god countrymusik. Mildest talt. Men når det er godt, vil jeg vove at påstå, at det er bedre end noget andet. The Gambler holder hundrede procent, hvem andre end Kenny Rogers kan synge som en frø, der har punkteret stemmebåndet, og alligevel slippe helt helt utrolig godt fra det? Lyt til Americas “A Horse with no name”, Carly Simons “You’re so vain”, det er jo rasende fed musik, muligvis mere folk end country, but who cares? Emmylou Harris, James Taylor, Johnny Cash, det er himmelske perler på en snor, og man behøver hverken at være til frynser eller dyrskuer for at holde af musikken. 
Jeg vedkender mig at være A cattlegirl, at tude til Towns van Zandt, at danse henført til Gordon Lightfoot. Jeg har en fest med at overgive mig til det uprætentiøse, til lejrbålslugt og knuste hjerter, hvis nogen vil lytte med, findes min playliste på Tidal og hedder “loulous Lounge” 

Hvis det var december, ville jeg måske græde, men det er sommer, og jeg græder ikke. Jeg aflytter min telefon, nogen har lagt en besked, forkert nummer, viser det sig, en mand undskylder forstyrrelsen, jeg overvejer at ringe ham op, svare: – Ingen årsag.

Jeg hørte for nylig en podcast om en mand, der var blevet ramt af en dyb depression, i årevis havde han via sit fag forsket i emnet, skelnet mellem let, moderat og dyb depression, protesteret mod diagnosesamfundet og den lemfældige omgang med sproget: – Jeg er så depri i dag, om noget så ligegyldigt som vejrets beskaffenhed, en parkeringsbøde, støvsugerens fyldte pose. Nu var han selv blevet ramt, dybt, ikke af vejret eller en bøde, men af livet, til hans kone sagde han: – Jeg ved godt, du elsker mig, men jeg kan ikke mærke det.
Det er sjældent ulykkeligheden, der er værst, men netop manglen på følelser, en uforløst og dump trykken i brystkassen, maven. Dump kommer af tysk dumpf ‘klangløs’, hul, og bruges også om en sindstilstand, der ikke kan forløses, men forbliver ubestemmelig og trykkende. Et snærende bånd der trykker luften ud af alting dér, hvor glæden skulle sidde. Og smerten, håbet, kærligheden.
Manden de talte om i podcasten endte med at tage sit liv. Ligesom Chalotte (uden r) gjorde, og Anders og Lars Bo og Julie og Anne Sofie.
Er det forkert at sætte navne på, huske dem som andet end tal i statistikker? Er det skamløst at nævne, at Chalotte i dagene op til var ved frisør og brugte næsten seks timer og flere tusinde kroner på at få ordnet sit hår, lavet hundredevis af små fletninger. Hun blev så fin. Er det bedre at tale om noget andet, om juli, der er opkaldt efter den romerske kejser Julius cæsar, august efter Augustus. Om september, der kommer af septem der betyder syv, oktober efter octo der betyder otte, ligesom en blæksprutte hedder octopus efter dyrets otte navne.
Hvad må vi tale om, og er tavshed virkelig det bedste svar på depressionens dybeste mørke. Jeg ved det ikke, og jeg sletter sikkert snart det her opslag igen, ligesom jeg har slettet beskeden på min telefon. Jeg ringede forresten ikke tilbage, måske var det dumt.

– Men hvad er det værste, der kan ske? Hun stikker hovedet ud inde fra køkkenet, det våde hår hænger i striber ned over skuldrene, sætter våde mærker på hendes t-shirt. Før jeg når at svare, er hun videre:
– Over eller under, vil hun vide, det er så typiske Matilda. At tænke på den slags altså, over eller under, ingenting er tilfældigt, i hendes univers er det langt fra ligegyldigt, om man foretrækker en sprød overbolle med birkes eller en dejtung bund.
– I dont mind.

Jeg er egentlig ikke sulten, men nu har hun gjort sig umagen, og det er vel også på sin plads at få noget i maven ovenpå nattens strabadser. De mange mistænkeligt kulørte drinks, den hovedløse dans. Matildas minutlange latter, ingen havde vel egentlig helt fattet, hvad det var, der var så sjovt.
– Hvis han nu har blomster med? Jeg stiller mig i døren ind til køkkenet: – Pæoner og løvemund, hindebæger og roser. Hvad fanden stiller man op med den slags mænd?
Brødristeren bipper, Matilda finder smør og ost frem fra køleskabet, juice og to kopper.
– Ja puhada, tænk hvis han var galant, fy for pokker.
Hun rækker mig bakken med boller og ost, – tænk: jeg ville nok frygte det modsatte, men sådan er vi så forskellige.
Hun nikker mod stuen:
– S’il vous plait, griber termokanden og en kande med mælk, går forrest.
– Hvis det er det værste, du kan forestille dig, ville jeg nok tage chancen.
Hun rækker ud og tager overen, mætter det varme brød med smør, skærer en skive ost:
– Jeg lærer sgu aldrig at forstå dig. Hun skænker kaffe til os begge, smiler tager en slurk:
– Det er nok derfor, jeg holder så meget af dig.

Jeg fortæller hende ikke om hænderne for munden, om den skarpe smerte, jeg et øjeblik forvekslede med fryd, en velfortjent straf for min længsel. Jeg siger ikke noget om hans beskeder, flæbeabe, tøjtetøs, pismigiøret. Eller om mine svar, undskyld, aldrig igen. Nætterne forud med lysende skærm og ømme trusler, hans omsorgsfulde vold: – Lille skat, du ved jo ikke selv, hvad du har brug.

Hvad har jeg brug for?

– Ost?
Jeg ryster på hovedet, nej tak, tager en bid af den tørre underbolle: – Har du hans nummer?
Hun griner og skærer en skive ost, dækker den med smør, ruller den sammen. Tager en bid, smørret trækker ud mellem de to forreste tænder, en fed flydende masse:
– Klart, hun finder en seddel frem af sin lomme: – Grab a bite.

Jeg talte for nogle måneder siden med en kollega, han havde læst nogle essays fra min hånd og skulle opsummere, hvad de handlede om. Han havde særligt bidt mærke i ét billede, der gik igen: Astronauten, der havde mistet kontakt til sit rumskib. Osten i udstillingsvinduet. Fluen i glasset. Dette, at være lukket ude fra- og inde i noget på samme tid. En tilstand af ensomhed.

Jeg husker de år, jeg kæmpede for at blive til flere. Få et barn, to, tre, jeg fandt på navne og gik i butikker med sko så små, at de kunne fungere som tommelfingerhætter. Jeg købte folinsyretabletter, jerntilskud og d-vitamin, undgik fiskekonserves og højspændingsmaster, det sidste var bare en fiks ide. Blev henvist til en klinik, og ventede syvogtredive minutter på en mand, der med en empati der mindende mig om et cykelstativs, undersøgte mine æggestokke, ovarier, målte størrelsen på mine æg. Spurgte til blødningsmønster, sexuel aktivitet, eventuelle kønssygdomme. Satte krydser og skrev i sin journal og sendte mig hjem med instruktioner om at injicere mig et follikelstimulerende hormon. Det blev ensomheden ikke mindre af. Jeg lykkedes ikke, graviditeten udeblev, endnu engang var jeg i tvivl. Havde min krop lukket mig ude, eller var jeg låst inde i samme, måske var det lige meget, jeg bestilte et par langskaftede gummistøvler med snørebånd som trøst, hoppede i samtlige vandpytter, jeg stødte på, en glædesløs men velgørende proces, ha, fanden stå i at være en ørken, når verden var af vand.

Her til morgen hørte jeg 11.afsnit af Sigurd Hartkorn Plaetners fine podcast serie, Du dør, hvis du græder. Forlagschef Line Miller fortalte om at være blevet diagnosticeret med sclerose, den akutte vildrede, sorg, fortvivlelse, vrede, der fulgte med og som bedst kunne sammenlignes med en oplevelse på Bali tyve år tilbage, hvor et terrorangreb fuldkommen meningsløst og tilfældigt kostede tre højskolevenner livet. Dengang som nu var hendes oplevelse et kæmpe svigt. En følelse af, at være blevet frataget alt, hun var blevet lovet, et godt liv, et langt liv, et lykkeligt liv, tilværelsen havde ligesom taget røven på hende, havde præsenteret hende for døden længe før, den var blevet stillet hende i udsigt, dengang var det veninderne, der var blevet ramt, nu var det hende selv. Tre år brugte hun efter sin diagnose. På at finde en mening, en vej, på at kunne se udover og videre end sygdommen. I udsendelsen siger hun det så fint: Vendepunktet kom, da hun tilgav sig selv, sin krop, da hun opgav at lede efter en årsag, en skyld, og i stedet begyndte at bruge kræfterne på at drage omsorg for sig selv, sit liv. I stedet for at lukke sig inde i sorgen, lukke andre ude fra den, lukkede hun op. For verden, mulighederne, sine børn, venner. For livet.

Jeg tror stadig, jeg mangler at tilgive mig selv. For de år, jeg sultede mig selv, lagde min krop brak, åd af mig selv og dermed af det, der kunne være blevet til noget andet, en anden, et barn. Jeg mangler at tilgive min krop, at den ikke evnede at holde på et barn, ikke havde kræfterne, tilliden til at det ville gå godt, at der ikke igen ville opstå mangel på næring, hungersnød, en sultkatastrofe, der kunne koste et ufødt barn livet. Det skal nok komme, ligesom tilliden til, at jeg ikke fucker op med det hele, mig selv, nok skal forsvinde en dag. At astronauten engang vil lande på jorden, tager hjelmen af, dragten. Lukke op, lukke ud, lukke ind.

Jeg vil meget anbefale at lytte til afsnittet, det handler om sclerose og om ensomhed, men det handler mest af alt om tillid og tilgivelse og en særlig – næsten universel – glæde ved at parkere ulovligt.

Ensomheden findes og usikkerheden, usikkerheden findes også, engang var den min værste fjende, jeg læste bøger om at slå den ned, skamme den ud, ”værd dig selv”, ”kvind dig op”, jeg pegede fingre ad mig selv i spejlet, hviskede ”kom nu an”, ”vis mig, hvem du er”, jeg pressede bumser ud med en ihærdighed, som var det min egen tvivl, jeg ad den vej slap af med, gul og betændt. Jeg skjulte min vaklen bag en selvironi, der på afstand lignede ro, kontrol, ”jeg er så klog, at jeg kan undvære hovedet”, grinede jeg og slog mig for panden og – ”ha, hun skyder med skarpt,” sagde folk, overbeviste om, at slangen var immun overfor sit eget bid, men jeg var langtfra immun, hjemme på værelset straffede mig selv for at tale så meget og så dumt, skrev digte og lod had rime på mad, sær på mær, ked på fed. 
Det var ikke før senere, at én, der hed Kenneth, foreslog mig at tale med den. Spørge den, hvad den ville mig, hvordan verden så ud, derfra hvor den sad, og selvom jeg syntes det lød som noget pseudopsykologisk fis, gjorde jeg forsøget. Er du mavesur, spurgte jeg, eller barmblød. Hovedpinet eller hælsporet? Er du en en guløjet kat? En sølvpapirshat, en handske strikket i stål? Det lyder helt åndssvagt, det ved jeg godt, en hælsporet skam, en uglet usikkerhed, uh uh uh, men det hjalp faktisk at spørge, det var ikke sådan at jeg fik svar, jeg fik ikke drømme om amputerede kæledyr eller andre symboltunge tegn, jeg kunne tyde, slet ikke. Men usikkerheden fik en mikrofon, et sted at tale fra, og det alene var nok til at lindre.
Min usikkerhed hedder Svend, FølgeSvend, det er ham, der vækker mig om natten og får mig til at slette et opslag, fordi det er for krukket, for meget. Det er ham, der får mig til at forsvare mig, selvom ingen har sagt mig imod, fordi jeg forventer det vil komme. Kritikken, hånen, tavsheden. Det er en dum position at tale fra, venner forvandler sig til potentielle fjender, ros kommer til at ligne trøst. Det taler jeg med Svend om. Om at lægge den fra mig, frygten, forventningen om det værst tænkelige, at øve mig i at turde tro. På vennen som ven og roserne som et ægte. På tak som tak og søndag som andet og mere end et varsel om mandag.