Louise Juhl

destory.dk

Lyden af knogler der brækker

Det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Teltlejren lå lige uden for Farum, kurset hed Totem. Det var første gang, jeg var på kursus og første gang, jeg var afsted alene, jeg var lige fyldt tolv.
–Du skal bare være dig selv, forklarede min mor, men jeg var i tvivl – om mig selv og hvordan, så jeg gjorde, hvad de andre gjorde. Gik i lange knæstrømper og lavede bål ved at slå sten imod hinanden. Bandt fireknob og sang sange, der rimede: ”For er du spejder eller ej/mukker du når det gælder – nej!”
Jeg lærte også at lave en røgvender, det var en af de ældste drenge, der viste mig hvordan: Jeg skulle tage et håndklæde og vifte foran bålet og på den måde tvinge røgen til at ændre kurs..Jeg viftede og viftede, til jeg fik krampe i armen og det endelig gik op for mig, at de andre omkring mig lå flade af grin, at det var mig, de grinede af. Og så grinede jeg ligesom dem.
På kursets sidste dag skulle vi flå en kanin. Jeg blev bedt om at føre kniven. Henrik, kursuslederen, fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre. Først skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under dyrets pels og flå den af.
Jeg glemmer aldrig den lyd: af forpotens knogler, der knækkede. Eller Henriks ros. Han slog mig på skulderen og rakte den flåede kanin i vejret: True Hunter!

Vi tilberedte kaninen over bål, alle fik lov at smage. To af pigerne nægtede, de spiste ikke dyr med pels, sagde de. Selv tog jeg en bid, før jeg kastede op i køletasken, der stod ved siden af. Vi måtte kassere indholdet: Fire bakker jordbær og en skål råcreme, der var tænkt som dessert. Henrik kaldte min opførsel forkælet. Jeg ville ikke holde fjorten dage i vildmarken, mente han, og havde sikkert ret. Jeg ville dø og kaninen leve.
Jeg undskyldte flere gange: undskyld. En gang til: Undskyld, virkelig! Jeg ved ikke helt for hvad, om det var for at kaste op eller for at have brækket kaninens knogler.

Min morfar

Min morfar læste engang sin egen dødsannonce. i Kolding Folkeblad. Det var med hans fulde navn og også navnet på den gård, hvor han boede. Fødsels- og dødsdag og “Hvil i fred.”
Begravelsen ville, stod der, efter familiens ønske finde sted i stilhed.
Min morfar klippede annoncen ud og hængte den op på køleskabets låge. Han mente, det bragte held. Og hvis ikke ikke, tilføjede han, så i hvert fald lidt perspektiv på tilværelsen de dage, hvor fløden skilte eller æggene i bakken viste sig at være knuste.
Hver gang, jeg var på besøg, gik jeg ud til køleskabet og læste om min morfar – at han var død. Så stod han ved siden og skød gebisset frem og tilbage, mens han grinede. 

Hundene

For nylig hørte jeg om en flok hunde, der var blevet efterladt i en grønlandsk storm. Fastspændt til en lang kæde, de havde ingen chance for at undslippe. De havde gnavet i deres egne ben, forsøgt at bide knoglen over, hvor kæden sad fastspændt. De var lykkedes ikke, da man fandt dem, var sneen helt rød af blod. Det er ikke til at sige, om de døde af sult, af kulde eller af deres egne bid, men jeg tænker meget på dem. På hundene og på, hvad de skulle have gjort i stedet.
Om der overhovedet var noget at gøre. 

Håb og hældning

Da min far byggede vores sommerhus, lavede han alt selv. I flere uger sad han hver aften og regnede ud: Hældningen på husets tag, antallet af tørv, vinduernes størrelse, væggenes tykkelse. Han fyldte en hel bog med tal og bogstaver, kvadratrod og brøker, to streger under facit. Da huset stod færdigt var alt præcis, som det skulle være: Antallet af brædder, nedløbsrørernes længde. Jeg forsøgte mig ligesom ham, tegnede et hus. Med firkantede vinduer og firkantet dør og en firkantet skorsten på toppen. Men flaget i haven og røgen fra skorstenen blæste hver sin vej, og det gik ikke, forklarede min far og, og jeg måtte lave tegningen om – helt forfra.
Jeg lærte det med tiden. At regne og regne ud. Lærte hvordan røg og vind hænger sammen, og at gøre det ordentligt første gang, for eller skulle jeg bare lave det om.

Senere blev mere kompliceret. Jeg fik en kanin, der bed, også selvom jeg gav den foder og rent hø hver dag. Jeg spurgte de voksne hvorfor og min far forklarede, at det ikke var alt, der gik op på samme måde som tal og brøker, hus og hældning. Så blev jeg kæreste med Jonas. Han havde store hænder og gik til Jiu Jitsu. Fem gange om ugen – jeg så på hver eneste gang. Til sidst lykkedes han med at vinde de jyske mesterskaber. Jeg kørte pokalen hjem, så han kunne blive feste, næste dag ringede han. Han havde mødt en pige til festen, Mia. Hun havde det brune bælte, “men det er altså ikke derfor,” forklarede han, før han slog op.
Jeg tog ud med pokalen til ham, han tog imod og sagde undskyld, gav mig et knus. Det var vildt akavet. Dagen efter pjækkede jeg fra skole og tog bussen op til sommerhuset. Det var i september, bladene på egen foran terrassen var allerede brune, og ruden i vinduet på mit værelse punkteret.

Kladde til fremtiden

Mismod er fint og vist nok også moderne. At sige nej! Pege fingre af fremtiden. Og af følelserne: Hjerte og smerte, fy for helvede. Nej så heller kynisk klarsyn: ‘Verden er ond, det ved selv et barn.’
Det er for sent at elske, siger de, men for tidligt at give op.
Jeg ved ikke, hvad det efterlader os med.

Decimaler

Mit første job var som bogopsætter på Grønlands Torv bibliotek, Jeg trak de afleverede bøger efter mig på en lille vogn og satte dem på plads. Romaner og digte efter alfabetisk orden, faglitterære bæger efter deres nummer. 14.3 spiritisme (herunder borddans), 40.9 jordomsejlinger, 79.63 fægtning. Jeg havde jobbet i næsten to år, så kastede jeg op, det var på min sidste skoledag, otte uger senere begyndte jeg på gymnasiet, vi kaldte det “et naturligt punktum.” Senere fik jeg arbejde som kirkekorssanger, det var i Hasseris Kirke. Organisten hed Mogens, han komponerede selv melodier til gamle salmer og var utrolig rar. I det hele taget var det en drømmetjans, de andre i koret blev hurtigt mine venner. Vi tog på turné og indspillede en CD i et studie på Silkeborg Højskole.
Udover de faste tjenester, kunne vi tjene ekstra ved at synge til bryllupper og begravelser. Jeg forsøgte at spare sammen til et nyt bur til min chinchilla og tog alle de ekstra ceremonier, der lod sig gøre. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg sang til en begravelse for et barn. Jeg stod oppe ved orglet, kunne se det forældres nedbøjede nakker, de hulkede så højt, at det var næsten umuligt at høre, hvad præsten sagde. Kirkegulvet var helt dækket af hvide buketter, vi sang “Sov sødt barnlille,” det vl sige: Det var kun mig og præsten, der sang, resten af menigheden græd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at der er øjeblikke, der føles så meningsløse og samtidig så meningsfulde, at de to ting ophæver hinanden. Bagefter besvimede jeg af anstrengelse, og Mogens måtte køre mig hjem, han havde min cykel med i bagagerummet.

Mange år senere ringede en far. Hans søn var omkommet ved en motorcykelulykke, han var blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men blødninger var ikke til at standse. Han talte meget, faren, og meget højt. Hans søn havde været udsendt som soldat, det havde været hårdt for ham, men nu var han ved at komme sig. Han havde købt hus og havde fundet sig en kæreste og vist nok også et arbejde.
Han fik lov at besøge mig herhjemme, han havde sin kone med. De ville høre, om jeg ville læse vennernes breve op i kirken. De havde allesammen skrevet et brev til deres ven – om en fisketur, en glemt polterabend, en tur i byen. Faren talte stadig hektisk, højt, sidst, hans kone lagde en hånd over hans. Forklarede, at det var en slags chokreaktion – de mange ord, altså. Han havde talt næsten uafbrudt siden sønnens død.
Jeg lovede at læse, jeg husker ikke ret meget fra dagen, men faren talte stadig. Tilføjede detaljer til vennernes breve – “ja, han var glad for den jakke”, eller “var det ham, de kaldte Jokke?”, mens jeg forsøgte at læse henover hans gentagende indspark. Det var en meget mærkelig oplevelse – akavet men også meget rørende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller alt det lige nu, men jeg ved, at begravelser står under 26.5 – kirkelige handlinger.

Hundekobbel

Jeg drømte om dig i nat, vi var langt oppe nordpå, vi kørte på slæde, et kobbel af hunde trak os frem. Vi råbte “Ui, Ui”, hundene glammede af ophidselse og løb – hele tiden hurtigere. Jeg tror, vi havde retning mod noget, men jeg kan ikke huske hvad. 
Du var omsorgsfuld, flere gange lod du mig sidde på slæden, mens du selv løb ved siden af. Råbte ad hundene, for at holde dem i gang “Ui Ui”. Der var sne overalt, det lysende hvide skar i mine øjne, og jeg måtte lukke dem hårdt, for ikke at brænde mig blind. 
Da jeg åbnede dem igen (jeg tror, det er flere år senere) sad jeg i et skur. Eller en faldefærdig hytte måske, der var ikke længere nogen hunde, heller ingen sne. Du var også væk
Jeg kaldte: “Ui Ui.”
Men det lød helt anderledes nu: Som en gal, der søger tilbage til noget, der ikke længere findes. Et vanvid, der engang var smukt og fyldt med glammende hunde, men nu er tavst og tomt.

At skrive sandhed

I går hørte jeg et afsnit af Skønlitteratur på P1, Dy Plambeck var inviteret i studiet for at tale om Agora Kristof, det var virkelig god radio. Det var en diskussion af forfatterskabet og om at skrive som en praksis snarere end som en intention, sådan hørte jeg det i hvert fald. Undervejs talte Kristof selv, en optagelse fra et tog, der var del baggrundsstøj, hendes fransk bar tydeligt præg af hendes ungarske opvækst, det var meget smukt. I klippet fortalte hun blandt andet, at når folk spurgte til hendes romaner – hvad dette eller hint (et stilehæfte, en fabrik) var et billede på, hvad bøgerne så at sige ‘betød’, svarede Agora Kristof: Jeg ved ikke, hvad mine bøger betyder. Den ydmyghed bed jeg mærke i. At hun så at sige ikke skrev for at forklare eller OVERbevise nogen om noget, men ene og alene for at VISE.  
Kristof taler i Det store stilehæfte om, at hun og en søskende hver dag skrev. De havde klare regler, alt skulle være sandt. De satte et emne som ramme: “Ankomsten til bedstemor” og skrev så i en time. Derefter læste de hinandens tekster, rettede og sluttede af med en anmærkning: ‘Godkendt’ eller ‘Ikke godkendt’. Var stilen godkendt skrev de den ind i Det store Stilehæfte, var den ikke godkendt, startede de forfra dagen efter. Skrev igen en time og om det samme emne, indtil de lykkedes med at skrive sandt. Kristof definerer selv i bogen, hvad det sande vil sige: Nemlig at skrive om tingene og mennesker, sådan som de er, hvad der sker, hvad de ser og hører, lugter, mærker, smager. Men ikke skrive, hvad de føler, mener. Det er således ikke sandt at skrive “jeg elsker nødder”, for hvad vil det sige at elske? Betyder det, at man så er parat til at dø for en nød på samme måde, som man er parat til at dø for et barn, man elsker. Nej, at elske er upræcist, i stedet kan man skrive, “nødden knaser,” eller “nødden fylder munden med fedme og maven med ro”. Det, man skriver skal altså ifølge Agota Kristof være i overensstemmelse, med det, man sanser, ikke med ens humør eller følelser. Jeg plejer at bruge ordet ærlighed om den slags litteratur. Jeg kan godt lide det ærlige, og forsøger selv at leve op til det, når jeg skriver. Ærlighed adskiller sig fra sandhed ved, at det ikke er nok (og ikke nødvendigvis afgørende) at det, man skriver, er korrekt. Derimod er det uomgængeligt, at det skal være skrevet uden bedrag. I ordbogen bruger de “oprigtig og åbenhjertig” til at uddybe, hvad det ærlige indeholder. Åbenhjertigt. Med åbent hjerte, ja.
Jeg vil meget anbefale at høre udsendelsen og at læse Agota Kristof. Der er en stor generøsitet i hendes forfatterskab, en stor ærlighed, et stort og åbent hjerte.
Foto: Yvonne Böhler

(Afsnittet af Skønlitteratur på P1 blev sendt i går og hedder “Man skal skrive sandhed”)

Cut

Jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, der havde ringet. Jeg så bare bilen, der kørte op foran blokken og de to betjente, der steg ud og så vidste jeg, at det var mig, de kom efter. Jeg var ikke bange, bare flov. Helt ufattelig flov, så flov faktisk, at jeg tog glassene med piller og gemte under blusen og løb ned i kælderen og gemte mig i det lille pulterrum, der havde mit navn på døren. Der var næsten ikke noget derinde. Kun min cykel, der hverken havde kæde eller sadel, og så en kasse fyldt med billeder fra dengang, jeg gik til foto. De fleste var af Kasper, som jeg havde været forelsket fra syvende til niende, helt håbløst. Han havde haft langt hår i nakken og en far på TV. I kassen var kun billeder af Kasper. Kasper på vej ud af en dør. Kasper, der jublede efter en scoring. Kasper, der afværgende løftede en hånd op foran sit ansigt: Ikke mere nu!
Jeg kunne høre betjentene ovenpå. Hvordan de ringede på min dør og lidt efter bankede. Hårdt – så kaldte de mit navn. Jeg kunne høre min nabo, der kom ud fra døren ved siden af og hans hund, der gøede. Alle stemmerne, der blandede sig sammen. Så blev døren til kælderen åbnet, og jeg forsøgte at holde op med være, kravlede om bag cyklen og holdt mit vejr. Det var, som om jeg var med i en film. Som om alt i rummet var rekvisitter: En cykel, der ikke kunne køre, en kasse med gamle fotos, tre glas med piller. Og så mig.
Så tog jeg mig sammen, slog slåen fra døren, åbnede. “Hej.”
Det var det, jeg sagde, hej, som om vi tilfældigt mødte hinanden ved et busstoppested eller i en kø til toilettet. Hej.
Han lagde en arm om min skulder. Er du ok, ville han vide og jeg ønskede bare, at nogen ville træde frem med et klapbræt og sige “Cut!” 
Vi fulgtes op ad trappen, han havde stadig en arm om min skulder. Den anden betjent nikkede: “I behøver vist ikke mig mere” og forsvandt.
Jeg tilbød ham en kop te.
“Har du kaffe?” Jeg nikkede.
Han hed Henrik og havde lige siden, han var lille, vidst, at han ville være betjent. Vi sad lidt, en halv time måske, det var mest Henrik, der talte. -Spurgte, om jeg havde nogen, jeg kunne sove hos nat? -Nogen, der kunne komme og sove hos mig?
Jeg rystede på hovedet til begge del, men forsikrede ham, at det var ok. At jeg var ok: “Men tak for at spørge.” 
Vi hentede pillerne , han fik lov at tage dem med på stationen. Dagen efter ringede han, det var midt i Nyhederne. Et indslag om fugleinfluenza. Fyrretusinde stykker fjerkræ på Sjælland var i fare for nedslagtning, fortalte de.
Han ville bare høre, hvordan det gik?
“Bedre,” svarede jeg. Det var vel ikke løgn, men heller ikke sandt, jeg vidste helt ærligt ikke, hvordan jeg havde det.

Dust and ashes

I går hørte jeg en podcast, den var tilbage fra november: Eske Willerslev talte om nærdødsoplevelser med Huxi Bach. Indrømmet, min opmærksomhed var ikke hundrede, men jeg hørte en del, og nu kan jeg ikke slippe det igen. Willerslev kunne blandt andet fortælle om en blind, der var død og senere genoplivet og som med fotografisk præcision beskrev steder, han havde besøgt og udseendet på mennesker, han holdt af. Manden var født blind og havde aldrig haft visuel adgang til verden, og uanset hvad han måtte have fået fortalt, var hans gengivelser så imponerende, at det er svært at forestille sig, at  ikke kom fra ham selv. En anden var død på operationsbordet han havde forladt sin krop, svævede under loftet, og deroppefra så set lægen stikke nåle i hans krop, skære i den, han kunne fortælle hvilke instrumenter, der var blevet brugt og i hvilken rækkefølge:, skalpeller, sakse, tænger og da han senere vågnede, spurgte han lægen, hvorfor han havde rystet flasken med et præparat, før han injicerede der – et ryst, der var en rituel handling, der var helt særlig for netop og kun denne læge.  
Stort set alle, der har været døde, det vil sige uden hjertefunktion og flere så længe, at hjernens funktioner ikke længere er intakte, fortæller om et lys. Ikke bare et visuelt lys men også et indre lys, en følelse af kærlighed, der er større end nogen anden kærlighed, de har oplevet i levende livet. Større end kærligheden til deres børn, fortæller de, og selvom jeg aldrig er lykkedes med at få et barn tænker jeg, at det må være den største af alle. Nu er det jo ikke muligt empirisk at bevise kærlighed. Heller ikke at efterprøve deres oplevelser, al etik taler imod, at man bevidst slår folk ihjel for efterfølgende at genoplive dem – alene i forskningsøjemed. Nærdødsoplevelser er og bliver subjektive udsagn, men udsagnene er så talrige og enslydende, at de er svære at ignorere. Og hvorfor egentlige ignorere dem. hvorfor er det så vigtigt for forskere og også mange almindelige mennesker at afvise, at der findes noget udover det jordiske. Ikke nødvendigvis noget guddommeligt (jeg er en lykkelig tvivler), men i hvert fald noget større end os selv. Jeg mener: er det ikke en trøst for de fleste af os, at vi ikke kun bidrager med vores eget men måske til et fællesskab/noget universelt.
Nå: Eske Willerslev argumenterede i hvert fald for sandsynligheden af, at der udover den individuelle kærlighed/mening/sammenhæng, findes en anden form for kærlighed. En slags universel kærlighed (nu hører jeg allerede sablerne rasle derude, puha univers og kærlighed i samme sætning, det bliver ikke meget mere langhåret) Altså at vi mennesker – når vi ikke længere er bundet til vores krop, men får lov at svæve frit som støv i universet – faktisk hænger sammen med alt mulig andet støv derude. Stjerner og meteorer, sorte huller og en celle fra min mors moster Gerda, som jeg kun fik lov at opleve få gange, men stadig savner, fordi hun var så helt forskellig fra mig, bandede og spillede kort og gav pokker i, hvad andre mente. Jeg siger ikke, det er sådan, det er, men selvom det ikke kan bevises, så taler antallet af enslydende beretninger da for, at døden er mere end mørke og nul, at vi faktisk rækker ud over os selv, ind i hinanden, kald mig bare idiot, hvis det er nemmere for dig end at tro på noget mere og andet end din egen holdning, men husk, at vi måske engang mødes derude – i universet: Dust to dust ashes to ashes. Kh