Louise Juhl

I nat drømte jeg om en sten. Stenen havde ikke noget ansigt og ikke noget navn, og ingen ville kendes ved den – ikke engang den selv. Den lå bare, mens ting skete. Et træ skød op og stjal al lyset, en spætte skiftede køn fra fisk til fugl. To kogler videde sig ud og trak sig sammen. Indimellem forsøgte stenen sig også: klædte sig ud som en anemone men uden held. Afprøvede en ugles kald, uh uh uh, men lyden sad fast i halsen, så kun det stumme h slap ud: h h hNu er jeg vågnen, stenen findes, men ikke her. Udenfor hænger månen helt gennemsigtig og bleg, den ligner en fortrydelse og morgenen dét, den har fortrudt.

Ingen har ringet, men nogen har efterladt en besked. Jeg aflytter den ikke, men forestiller mig, at det er fra en ukendt søster. Hun ringer fra Pyhä-Luosto, skovsamernes hellige sted og har noget, hun vil sige, noget vigtigt. Men hun famler på sit frønnede finsk og alt for langsomt, og beskeden løber ud, før hun får lagt sit navn og sit nummer. Det er cirka sådan, det går for sig: Hver eneste dag de her mystiske opkald, der aldrig finder sted. Halve beskeder fra ingen steder. Spor der farer vild og mig, der farer efter. Det er svært at vide, hvor det ender.

Forleden talte jeg med et menneske, jeg ikke kendte, han var høj og rar og havde afbleget hår, han fortalte mig, at han havde læst på universitetet i otte år, og at han hed Rasmus. Jeg fortalte, at jeg ikke havde læst i otte år, men til gengæld læste dagen lang. At jeg elskede nåleskove, hestenes ånde i frostvejr og ristet rugbrød. Jeg fortalte også, at jeg var lidt ked af det for tiden, ikke ked af at være mig, egentlig, men at være det hele tiden og på højtryk. Så talte vi lidt om mad og min mor, der har lært mig alt, jeg ved, om gærdej. At det handler om håndens arbejde, om at ælte, massere og om at vente, ikke mindst, mens dejen hviler. Men heller ikke længere end det, for så breder den sig, dejen, den vokser og vælter ud over skålens kanter. Jeg viste Rasmus hvordan man tæmmer en dej, man slår i den med forsigtige og flade hænder, milde lussinger. ‘Her til og ikke længere’. Bum, sagde jeg og slog mig på brystet og lo lidt for at tage brodden af den pludselige alvor. Så fortalte jeg, at jeg engang havde læst om en mor, der knugede sit barns hånd så tæt, at barnets hånd brækkede, Rasmus svarede: det lyder voldsomt. Vi talte også om ting, vi er glade for, jeg nævnte: hunden, mine røde gummistøvler, duften af grøn lige efter regn, Kaj & Andrea, halvfjerdserkeramik, Bjørn – og æbler, der har ligget så længe, at de er helt runkne og indtørrede og fulde af smag. Så sad vi sådan lidt, med smagen af æbler i munden, det føltes godt.

I går talte jeg med en, jeg ikke kendte, Rasmus hed han. Han spurgte, er du træt af livet, jeg svarede, nej jeg er træt af mig.

Min første store kærlighed hed også Rasmus, han havde stort krøllet og meget rødt hår, elskede musik. En nat vækkede han mig og sagde: din ryg ligner et klaver, jeg ved ikke, om han talte i søvne.

Det sker, at jeg ikke kan få vejret. Det vil sige, jeg trækker vejret, men det når ikke frem, jeg får ingen luft eller – jeg trækker og trækker, til vejret er helt brugt op af al den trækken.

Rasmus siger, at jeg virker forpint. Jeg slår en latter op: Ha – Jeg er sgu ikke forpint, jeg er forkælet. Det er det jeg mener, siger Rasmus, det ha lyder meget pinefuldt

Der er ting, som går godt. Rasmus beder mig om at nævne nogle af dem. Min sukkulent har rejst sig, svarer jeg, jeg havde ellers opgivet den. – Og hunden, svulsten på højre bagben viste sig at være godartet.

I dag er det tirsdag. I Danmark afholdes kommunalvalg altid på tirsdage. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har fået en ny tid hos Rasmus. 

Vi mødtes første gang på cafe drudenfuss, det er femten år siden i dag, en søndag, du var lige kommet ind med toget, du havde været i skærbæk for at fejre din mors fødselsdag, jeg var i en grøn skjorte med kinakrave, armygrønne bukser, dine sko var købt i italien, fortalte du, du fortalte også, at du holdt af at fiske og engang havde boet på et hotel med tremmer for vinduerne. Du købte øl og jeg blev beruset efter den første slurk, måske var det ikke kun øllet, vi talte begge meget, du var mere rødhåret end på billederne og mere belæst end jeg, Pynchon og Shakespeare og Victor Hugo. Jeg ved ikke rigtig hvad der skete, men det blev for meget, øllet og varmen og dit røde hår, dine helt rolige hænder og mine, der for omkring i luften, fægtende forvirret, og jeg rejste mig og tog min jakke, hej hej, du fik mit nummer og vi udvekslede almindeligheder, hyggeligt og vi snakkes ved. Så gik jeg. Op ad gågaden forbi salling og solcentret, på vej ingen steder hen, følte at jeg skulle dø, så glad var jeg og så ked. Klokken syv sendte du mig en sms, en linje fra en sang af Anthony and the Johnsons og så: om jeg ville kigge forbi til aftensmad på tirsdag? JA, svarede jeg, og du skrev din adresse og klokken 19 og vi ses, og først da gik det op for mig, at jeg jo ikke kunne, ikke turde, og hvad gør man så. Jeg gik i bad med al tøjet på, min mascara trak striber ned af ansigtet, jeg stod sådan i lang tid, det blev mørkt, før jeg slukkede for vandet. Klokken 19 tirsdag aften stod jeg i saltholmsgade, du boede bag en dobbeltdør og var midt i at lave mad, og hvordan skulle jeg nogensinde få fortalt, at jeg ikke duede til det med at spise, at mad var min største frygt, i stedet tog jeg en legetøjsbil, du havde stående i reolen, og spurgte, hvor den var fra, hvilket mærke det var, om du interesserede dig for biler? Var det mon tilfældigt, at den var rød? Jeg husker ikke, hvad du svarede, men jeg husker duften, de søde bløde løg, krydderierne, den dampede ris, og at jeg blev så bange, at måtte sætte mig ned i din sofa. Så sad jeg der med din lille røde legetøjsbil i hånden, og du kom ind og satte dig ved siden af, sagde, du er sød, og efter en lille pause: maden er klar. Det var første gang i atten år, jeg spiste noget, der ikke var vejet af eller regnet ud, det var gullasch, den var sød og salt og syrlig, med kaffe i, har du senere fortalt mig, alle gulerødderne var skåret i nøjagtigt lige store tern, kødet kogt mere end mørt, jeg spiste to portioner, og jeg døde ikke. Tvært imod.

pudevår og virkelig vår
æbletræer i blomst
brudte løfter, knækket hvid
dyreskrog og moonboots
vægge med ører og vanvidner

Hunden finder en enlig handske i græsset ved søen. Bærer den stolt med hjem i munden. Helt op i sofaen, hvor den vogter over fundet med lige dele vagtsomhed og ømhed.
-Dén kærlighed til det tabte, dén stolthed ved at give det nyt liv.

svalerne svimler
græsset ligger i foster
jeg gider ikke tælle til fem

Sidder i toget på vej hjem og ‘dømmer’ folk på deres mundbind. En har ét på med dannebrog en anden ét med regnbueflag. En tredje bærer mundbind i pink satin og en fjerde ét med Simpsons. De fleste bærer de medicinske blå, insisterer: “dont judge me by my lack of face”

Hun skriver breve. Til ingen, fra ingen. Eller genkalder sig en ordveksling fra for længst:
-Hvordan går det? 
-Det går ikke.
-Det er jeg ked af at høre, hvad er det, der ikke går? 
-Det er det hele. 
-Det hele? 
-Det hele! 
Hun fortæller om ørkenspringrotterne, hun holdt som kæledyr, da hun var barn. Tarzan og Halefrandsen. Hvordan de sov det meste af dagen, og var vågne om natten. Bed og skreg og sked, ikke andet.
En nat var hun vågnet ved stilheden. Ikke en lyd kom der fra buret. Hun var stået op, havde set ind til dyrene, var trådt et skridt tilbage: Tarzan havde ædt Halefrandsen. Bunden af buret var dækket blodstænk, totter af pels, atten småbitte negle.
Ørkenspringrotter er flokdyr. De trives ikke alene. Heller ikke Tarzan, springrotten døde kun fire dage senere. Af ensomhed, måske. Eller kedsomhed, det er ikke til at sige.