Louise Juhl

destory.dk

23.4.21

Det startede med, at jeg ville tage mit eget liv. Ikke bogstaveligt, men rent hypotetisk. Hvis, så?
Hvem ville tage sig af hunden, vande min sukkulent? Ville mit tøj blive brændt på bålet eller vasket på fyrre grader og sendt til genbrug. Ville nogen købe min lodne frakke i en second hand shop, stikke hænderne i mine lommer, der nu er en andens, finde en forvasket seddel:
Indespærret i din egen sjæl/ som en hyacint i en plastikpose.

Men jeg tager ikke nogens liv, ikke engang mit eget. Jeg bliver, hvor jeg er, blålæbet, halskrum, søgende. Bestiller tid hos min kiropraktor og finder syv minutter nævet nærvær på den hårde briks. Hårdhændet omsorg. Klæder mig på igen og betaler sekretæren trehundrede og seksogtredive kroner for den stakkede glæde. Overvejer at tage en runde mere, men timeprisen bliver for høj, tre tusinde kroner, det svarer til en måneds madbudget. Der er så meget sult at stille i mig, i min mave, hud.
I skoven jubler fuglene, de ved ikke selv over hvad. Dén følelse, at være glad uden grund, åh. Som at finde hjem ved at fare vild.
At være selv uden for sig selv.

nogle dage og andre dage

Nogle dage er det sådan, at ingen mening giver god mening.

Andre dage er det anderledes.

Status

Jeg ved ikke om der er noget galt. Om jeg er gal, om mine øjne er forkerte – en andens? Jeg mener: græsset er alt for grønt og himlen hænger kun i med det yderste af neglene.

Jeg har grædt tre gange i dag.

Første gang var da min far ringede, anden gang da jeg slog en betændt tånegl imod en bordkant. 

Tredje gang orkede jeg ikke længere at finde ud af hvorfor. 

Jeg er træt nu, for træt til at græde en fjerde gang – sådan kan problemer, uden at ville det, ende med at løse sig selv

Det ligner opskriften på succes

Hun laver mad, fra hun står op, til hun går i seng. Koger, steger, panerer, sauterer, griller, rister, rimmer. Intet må gå til spilde i hendes køkken, alt finder anvendelse. Støv fra en sommerfuglevinge stødes til fin sukker, som med let hånd drysses over en fingerbølstor surmælkspannacotta. En børsteorms tentakler friteres i butterdej og serveres som snacks til en hjemmegjort drik af gærede svampe og fluespy. Uglegylp confiteres, borebiller saltbages, skæres i skiver og serveres som tilbehør til osten. En hugorms afskudte og tørrede ham brækkes i grove stykker og tilføjes en nåletræslegeret suppe som det sprøde element. 
Hendes store talent når hele verden rundt. Et amerikansk børsmagasin bringer således hendes portræt på forsiden, overskriften lyder: Når Kvinder Vil. Hendes signaturret, en bænkebidersouffle med ostevalle, vinder den fornemme pris som Most Surprising Taste of the Year.. Folk fra nær og fjern strømmer til for at smage hendes mad. En terminalt syg professor emeritus fra Japan bruger sine sidste kræfter og penge på at nå frem til hendes restaurant, og finder så stor vellyst i det serverede, at flere uafhængige læger vurderer, at manden derved har fået  op til flere leveår forærende. 
Selv lever hun af rester. Stjæler sig til fugtigt brød fra fuglenes foderbræt, eller de frasorterede lameller fra en lidt for tæret Karl Johan. Hun holder sig kun akkurat på benene, altid på grænsen til et sultekollaps. På den måde, fortæller hun en kendt TV-vært, holder hun kroppen i konstant beredskab. Vågen, grådig og altid på jagt efter næring. 
– Det er ikke mæthed, der holder os i live, siger hun og ser direkte ind i kameraets tomme øje. – Det er sulten.

Det ligner sne i april

Det har sneet i nat, Dahlia og fløjlsblomst er frosset til døde.
-Det er næsten ikke til at bære,
skriver hun i en besked og sender til sin mor.
Efter fem minutter får hun svar:
-Det er ikke sneens skyld.

Det ligner sorg

Det ligner en fejl

Michal har taget det her billede, det er af døren ind til vores sommerhus og væggen ved siden af. Sommerhuset er en gave fra mine forældre, jeg deler det med mine brødre, det er den bedste og sværeste gave, jeg nogensinde har fået. Huset er bygget i midten af halvfjerdserne af min far, det er ikke det mindste fancy men superautentisk og hyggeligt. Det er også velholdt, min far fører skema over, hvilke dele af huset, der skal have Gori eller males hvornår. Hvilke træer, der skal beskæres, hvor meget klatrepil, der skal hives op, mos og lyng. Alt er der en plan for og med, og den plan er blevet holdt i 46 år – til punkt og prikke. Jeg har arvet min fars behov for planlægning og kontrol, men desværre ikke hans evne til at holde planerne til punkt og prikke. Jeg falder i igen og igen, glemmer ting, er for træt eller for ked, og så må lakeringen vente. Men pludselig er det vinter og så er det for sent, og planen falder til jorden. Jeg hader mig selv for at lade det ske, for ikke at slå til. Jeg slår mig selv i hovedet og rækker tunge af mit spejlbilllede: ‘tag dig dog sammen, søster lagkage!’ Derfor har Michael taget det her billede og hængt op herhjemme. Det viser en nymalet svenskrød sommerhusdør, min fars fantastiske flid. Men den viser også et par pletter ved siden af døren, små ufrivillige stænk i det Gori-grønne. På en eller anden måde gør det mig så godt at se på det billede, for det er jo for pokker supersmukt med disse røde pletter, det er jo det, der gør forskellen på flot og smukt, og jeg foretrækker det sidste.

Dagene findes

alt det vi ikke ejer
fordi det aldrig går tabt:

søvnløse nætter
morgenangst
kærlighed
og lidt for
tidlig lykke

hinanden og det derimellem:
hudflet og en hånd om livet
(tænk sig: en hånd om livet!)

at hviske fortroligt
og bagefter dele en
belgisk vaffel betalt med
mønter fra lommen

ingenting er tabt
siger du
og ingenting er fundet

men dagene findes
og hvad skulle vi
stille op med dem
hvis ikke dét: at lede

Dont Think of the White Bear

‘Jeg har for længst lært at ignorere mine følelser. Desværre har mine følelser ikke på samme vis lært at ignorere mig.’
Sådan skrev jeg i et brev til en ven for nogle år tilbage. I dag hørte jeg så en podcast: ’Dont Think of the White Bear’, hed den. Den handlede nu ikke om en hvid bjørn men om følelser. Altså hvordan vi håndterer følelser, og hvilken betydning det har for vores liv og velbefindende. Vi kender alle til historier, hvor nogen udtrykkeligt bliver bedt om IKKE at gøre en bestemt ting – og hvordan det straks får deres tanker til at kredse om det forbudte. For eksempel ’du må IKKE spise slik’, og det eneste man overhovedet har tanker for, er finsk lakrids og vingummiferskner. Eller, du vil ikke tænke på ham den eneste ene, der lige har forladt dig, men uanset hvad du gør, om du skræller æbler eller gør håndvasken ren, minder det dig om ham. Hans yndlingsæble, der var gråsten (og så lige fucking gråsten!), eller den der irriterende måde, han altid lod sine brugte kontaktlinser ligge på kanten af vasken. Åh, hjerte. Fortrængning af følelser, er – videnskabelig bevist -en virkelig skidt strategi, hvis man vil lykkes med at komme overens med dem. 
I udsendelsen taler værten, der er psykolog ved et amerikansk universitet, om hvordan holocaustoverlevernes vidnesbyrd under retssagen mod Eichmann i 61’ hjalp vidnerne. Til trods for, at de tvang sig selv til at genopleve grusomheder, så var det også en måde at se tingene i øjnene på. Ikke fordi grusomhederne derved blev mindre, men simpelthen fordi de ved at sætte ord på følelserne, tog magten tilbage over dem. De gjorde historien til deres egen og ikke som før, nazisternes og bødlernes. 
Senere i samme podcast fortæller værten om nogle forsøg med forældre og deres børn. For hvordan påvirker det børn, hvis deres forældre fortrænger, hvordan de har det, skjuler deres følelser? Én gruppe voksne lod sig udsætte for verbale overfald og blev efterfølgende bedt om at lege med deres børn. Halvdelen blev bedt om at ’beskytte’ deres børn mod dagens ubehagelige hændelse, altså at undertrykke hvad de havde været igennem og følt. De forældre, der blev bedt om at dette, reagerede mærkbart mere vredt og afvisende. De skældte børnene mere ud og var mindre opsøgende i forhold til den halvdel, der ikke havde fået samme besked. De, der skulle forsøge at fortrænge, brugte så at sige deres kræfter på at ’opføre sig som intet var galt,’ hvilket betød, at de ikke havde flere kræfter, da det kom til deres børn. Men værre endnu, denne effekt lod sig ikke kun begrænse til forældrenes adfærd. Også deres børn blev påvirket. De udtrykte mindre glæde, legede mindre engageret, virkede.…trykkede. Forældrenes fortrængning gik i arv til børnene. 
Når vi går rundt og fortrænger, fortier, skjuler, hvordan vi har det, så er det ikke kun vores eget liv, vores egne følelser, vi begrænser. Det er også alle andres. For når vi handler mere vredt, mindre engageret, mindre omsorgsfuldt, så går det ud omkring dem og det, der er omkring os. Børnene, dyrene, naturen. Det er dem, der må lægge ryg til. Og før nogen nu farer i kridthuset og taler om følelsernes vold, altså at lade følelserne bestemme og overtage styringen, så plæderer jeg IKKE for, at man skal lade sig rive med af sine følelser, svælge eller drukne i dem. Slet ikke. Jeg argumenterer alene for, at man skal være tro mod sine følelser. Anerkende dem. De er alligevel svære, ja umulige, at komme udenom. Så hvorfor ikke invitere dem indenfor. Se dem i øjnene og sige: ’hej hej lille følelse, velkommen til – her er plads til alle både tykke og smalle.’
Snakke MED dem, snakke OM dem. 
Noget tyder på, at følelser er kommet for at blive, så lad os da leve med dem i stedet for mod dem.

Det ligner lagkage.

I går læste jeg om en bille, gødningebillen, der finder vej ved hjælp af stjernerne. Jeg læste også, at samme bille lever af at spise lort.
Sådan er det: selv når man rækker efter stjernerne, kræver det jo brændstof at nå derop.