Louise Juhl

Havet koketterer, det skiftevis byder sig til og trækker sig tilbage. Jeg blev engang beskyldt for det samme, han hed Jens Kristian og var cand. mag. i historie, men arbejdede som tilsynsførende hos et rengøringsselskab. Første gang vi mødtes, var ved åen i Aarhus, jeg bestilte en Ceasar Salad men uden croutoner, æg og parmesan. Han smilede, kaldte mig ‘beskeden’, jeg tror, det var ment som en kompliment. Senere tog vi på museum, jeg havde forberedt mig hjemmefra, læst om synæstesi og brugte begreber som ‘ farvernes tonalitet’, talte om ´beskæringens narrative potentialer´. Jeg ved ikke, hvor længe vi fortsatte sådan, altså med at tale tillært og spise på restaurant, tre uger, måske mere, det blev i hvert fald tydeligt, at vi bevægede os hver sin vej: Han forærede mig en nøgle til sin lejlighed, jeg tog på tre ugers refugie på et kloster ved Skive. Her skrev jeg tre tekster, Ø I, Ø II og Ø III, han spurgte mig, om han måtte læse med, jeg svarede nej. Sidste gang vi sås var foran Magasin. Han havde medbragt en buket blomster, jeg var kommet for at aflevere hans nøgler tilbage. Narrefisse, kaldte han mig, det kom fuldkommen bag på mig, at han brugte det udtryk, jeg begyndte simpelthen at le. Det fortryder jeg stadig, det ville havet aldrig have gjort.

Hvorfor skal jeg altid være den, der længes.

Jeg drømmer, at jeg er på tur med en flok elever, de er 10-11 års alderen og deres opmærksomhed er svær at fange. Jeg forsøger at udpege spiselige urter og fortæller dem om fotosynteser og lysets brydning i vandoverfladen. Jeg er virkelig entusiastisk, men børnene er mere interesserede i hvem, der vil holde hvem i hånden. 
Pigerne sammenligner længden på deres hår og drengene hiver dem i hestehalen: “Hvem trækker det længste strå?” 

Så med ét, men stadig i drømme, kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min aftale hos min psykoanalytiker, han hedder Anders, det er ved at være nu, heldigvis bor han i nærheden. Jeg slæber børnene med, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Vi kommer til hans lejlighed, ringer på, han åbner. Jeg undskylder, at jeg er for sent på den, og at jeg har været nødt til at tage mine elever med. 
“Kan de sidde i venteværelset så længe, jeg lover, at de nok skal være stille?” spørger jeg. Anders nikker og viser dem indenfor. 

Lejligheden er mondæn, der er stuer en suite og højt til loftet, selvom den ligger i et belastet kvarter. Jeg viser dem ind i venteværelset, et stort stuelignende rum med et langbord og stole beklædt med lammeskindstæpper og med læderryg. Anders og jeg går ind i konsultationsværelset, jeg lægger mig på briksen, lukker øjnene, fortæller, som så mange gange før, om dengang jeg blev betroet en hemmelighed, jeg ikke kunne bære, men som jeg bar og bar, indtil jeg tabte den ud af mine hænder. Jeg fortæller, at jeg føler mig tom uden den, uden en hemmelighed har jeg ikke noget at holde fast i, holde mund om. 

På et tidspunkt åbner jeg øjnene og ser, at stolen, hvor Anders plejer at sidde er tom.  Jeg ser mig omkring, men der er ikke nogen i rummet udover mig. Jeg rejser mig og går ud i venteværelset til mine elever.

De sidder overraskende stille og koncentrerede. Anders sidder imellem dem, han har givet dem hver en fisk, de skal filetere. Det er alle mulige forskellige slags fisk, rødfisk og torsk og kuller og multe og havkat og rødspætter. Børnene skærer først hovedet af, så et dybt snit langs bugen, så en kniv ind under skindet. De er helt opslugte, deres hænder er beskidte af fiskeindvolde og blod, men det lader de ikke til at lade sig gå på af. 

Jeg er forvirret, undskylder overfor Anders, hvis de har været støjende og han har været nødt til at underholde dem.
“Slet ikke,” svarer Anders, “jeg gik herud, fordi jeg kendte historien, du gik i gang med, og så kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt.” 

Jeg kan mærke, at jeg bliver jaloux. Jaloux på eleverne, fordi Anders hellere vil bruge tid med dem end med mig, og jaloux på Anders, fordi eleverne tydeligvis føler sig bedre underholdt af ham end af mig. 
Jeg skynder på børnene, siger, at vi er klar til at gå, at de skal finde deres overtøj og komme med mig, men Anders afbryder: De gerne må blive, hvis de vil. De kan tilberede fiskene sammen, lave fiskesuppe og fiskefrikadeller eller fiskespyd over bål, forklarer han, og børnene jubler. De vil hellere blive, om det er ok? 

Hvad skal jeg svare? Selvfølgelig må de blive, de har det godt, Anders har det godt, hvem er jeg at skulle gøre en ende på det? Jeg tager mine sko på (dem har jeg stillet, da jeg skulle op på briksen), finder min jakke, vinker:
“Hej, hej,” råber jeg, men både eleverne og Anders er alt for optaget af at rense fisk, de hører mig ikke. 

Går så ud af døren, jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Jeg er en helikopter

Natten efter igen vågner jeg ved, at en hund gør udenfor. Jeg står op, går hen til vinduet, men det er helt mørkt, der er ikke noget at se. Hunden bliver ved at gø, det holder mig vågen, det er som om den kalder på mig. 
Jeg tager min fleecejakke på og går ned ad trappen, ud i mørket til hunden. Lytter. Dyrets gøen er helt tydelig her udenfor: 

Vuf [pause] vuf vuf [pause] vuf. 

Lyden kommer oppefra. Jeg lægger nakken tilbage og ser op, deroppe hænger månen, sløret og halv. Jeg står sådan lidt med hovedet bøjet bagover – det er et mærkeligt øjeblik. 

Så retter jeg igen nakken, sætter hovedet tilbage på plads og tænker: der lever ikke hunde på månen, og måner kan ikke gø. 
Går så tilbage i min seng. 

Der er ikke en lyd at høre resten af natten.

Jeg må ændre mig.

Jeg fortæller Anders om drømmene, at jeg ikke forstår dem. At det gør mig vred, rasende faktisk, at jeg ikke forstår mig selv, mine drømme. 

Han forklarer, at min vrede ”i virkeligheden” dækker over en ikke erkendt sorg. At mit intellekt “i virkeligheden” et forsvar mod savn, og min latter “i virkeligheden” angst forklædt som humor. 

Jeg insisterer, næsten råber. “Jamen, jeg er pissevred!”
Anders svarer: “Ja, det siger du jo godt nok.” 

Jeg går derfra, nu mere forvirret end egentlig vred, allermest i tvivl:
Er min sult reel? Er mine nej’er “i virkeligheden” forklædte ja’er? 

Den sidste gang jeg besøger ham, spørger han, om jeg føler mig mere som mig selv – nu, hvor vi sammen har haft lejlighed til at se på tingene? 
Jeg tager koppen med kaffe, som han har stående på et lille tobaksbord ved siden af sig, spytter i den. 
“Jeg ved, at du ikke bliver vred over, at jeg spytter i din kaffe, men du bliver en lille smule ked af det, gør du ikke?” spørger jeg. 

Jeg kan ikke huske, om vi giver hånd, før jeg går, men jeg læser epikrisen, han efterfølgende sender til min praktiserende læge.
I den står der: 
“Jeg oplever patienten som langt mere autentisk ved behandlingens afslutningen end ved dens start.”

Hun elsker sin mand, trodsige tomler og lugten af savsmuld. Titler som “Lad os tale døden ihjel”. Hun elsker, at der er mindst lige så meget at leve for, som der er at dø for. Mest af alt elsker hun de dage, der er simple som gopler – svømmer baglæns i tid, for ikke at se fremtiden i øjnene.

Ting man kan gøre, når der ikke er mere at gøre. Tælle tanker, plukke bryn, vinke til ingen, google telemedicinske termer, spise chokoladekiks, regne dagens tværsum ud (den er otte – juhu), trille tomler, høre ‘Skib foruden sejl’ med Anne Grethe og Peter Thorup, spidse blyant med en dolk, finde på navne: Johannes, Stella, Rasmus, til det barn, man aldrig fik, lytte til mågernes skrig, skrige igen, tælle til ti på finsk, gå over men ikke forsvinde og så videre

Det ligner noget hvidt.
Men tættere på viser det sig at være noget andet. Tåge og afstand. Et bjerg uden krop. 

‘Alle, der har et hjerte, skal dø’. 
Sådan sagde min morfar, da hans røde Cocker Spaniel, Bessie, døde. Jeg var seks år gammel, hunden var elleve: ‘men den er også syvoghalvfjerds’, forklarede han mig. Det var noget med menneske- og hundeår, jeg forstod det ikke rigtigt.
Vi rejste en sten, der hvor hunden blev begravet. Malede et hjerte og et kødben, nedenunder skrev min morfar: ‘Bessie for evigt’ med kridt.
Jeg forstod vist nok ikke, hvad evigt betød.
‘Det er det, der er tilbage, når al tid er gået’, svarede min morfar, og jeg begyndte at græde, for jeg havde lige lært klokken og syntes, at der allerede var allerede for meget at holde styr på: Timer, minutter og sekunder. Nu også evigheden.
Senere gik vi tilbage i køkkenet, min morfar smurte os fire halve med smør og ost. Ovenpå osten dryssede han salt og på toppen af alt det en skefuld af min mormors solbærmarmelade med hele bær. -Ostelagkage, kaldte han anretningen, der smagte himmelsk: surt og salt, men mest sødt. Jeg husker den smag, og at jeg tænkte, at hvis det var sådan evigheden smagte, så var det måske ikke så galt at skulle holde styr på både den og på tiden.

Siden jeg var barn, har jeg af forskellige årsager sovet dårligt. Det skyldes hverken fugle eller liderlige kattes kald, bare tanker i ring. En opskrift på nudelsuppe, for eksempel, der bliver ved at rumstere: forårsløg, bønnespirer, fiskesovs, saft af en halv lime. Eller pludselig gåsehud klokken fire morgen, hår i panik. Men en aften i foråret fandt jeg pludselig hvile, udenfor  vinduet var det onsdag og mørkt. For første gang nogensinde sov jeg elleve timer i træk. Det samme gentog sig torsdag og fredag og lørdag og. Hver aften i flere måneder faldt jeg i en dyb søvn og drømte om en virkelighed af ler. En føjelig masse jeg kunne forme, som jeg ville. Den første nat formede jeg et pindsvin. Det lå på ryggen med blottet mave og piggene skjult, dyrets maveskind lyste som en bleg og utæt måne. Aldrig har jeg sovet så trygt. Næste nat lavede jeg en elefant i ler. En meget, meget lille elefant, for de fleste elefanter drømmer jo om at få lov at være små og ikke grå. Jeg malede den orange og vågnede en enkelt gang, men kun ganske kort, fordi en sulten svale forvekslede elefanten med en blomst og stak sit næb ind i dens øre for at suge nektar. Mange nætter gik sådan med at forme en verden. Et tusindben fik for en dag lov at være giraf og en høg lov at være due. Selv en grim rotte fik sin egen drøm – og lykkedes med at redde et æsel fra at slæbe sig halvt ihjel. De er stadig bedste venner, rotten og æslet. Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker søvnen fremfor virkeligheden, men jeg vil sige det sådan at uden drømme, går det ikke, så meget ved jeg nu.

Kære sten

For nogle år tilbage gik jeg en tur ned til vandet, kort efter fandt jeg mig selv vandrende. Frem og tilbage. Mit ansigt stift var rettet mod vandkanten, mine øjne på jagt efter et eller andet. Rav velsagtens – eller blæretang, skjoldet af en krabbe. Men så fik jeg øje på dig, du lå og så ud af ingenting. Jeg mener, lidt grå og lidt brun, ikke flad, ikke rund, hverken stor eller lille. Jeg hviskede, “jeg ved, hvordan du har det”. Jeg tog dig op, spyttede på en finger, fugtede din overflade. Et øjeblik skinnede du, for så igen at tørre ud, blegne. Jeg lagde dig i lommen på min jakke, der lå du indtil forleden, da jeg ved et tilfælde fandt jakken og stak hånden i lommen. Jeg tog dig frem, du lignede dig selv, stadig samme farve eller nej: stadig samme mangel på farve. Stadig hverken stor, lille, rund eller flad. Alligevel mærkede jeg en forskel i hånden, det var noget med tyngden. Måske vejede du mindre dengang, eller måske er mine hænder blevet følsomme, jeg ved det ikke. Måske betyder det ikke så meget, måske er det nok at vide at alt forandrer sig. Også sten.

Kh 
L

Sneen har klædt sig ud som en sol, der falder og falder. Dens stråler ligner knapt flyvefærdige fugle på vej ud af reden, uvante og lige lovlig lodrette.

Hun læser finske digte og maler på sten. Giver dem mund, øjne og et hjerte i panden. Det er spildte kræfter, hun ved det- men sikke et spild.
Der, hvor hun sidder, er det vindstille og sommer. Stenene ligger og dovner i græsset som slumrende slanger i tæmmede kurve. Hver tirsdag og lørdag spiller hun fløjte for dem, så rejser de sig på deres manglende ben og danser – yndefuldt som intet. Det er let at se, at de har ventet længe på netop dét. At nogen så dem, de malede øjne og dansen. Hjerterne i deres pander, ikke mindst.