Louise Juhl

Der er et før og et efter.Før og efter mine forældre flyttede til Canada og tog mig med. Før og efter den ene af min brors ørkenspringrotter åd den anden. Et før og et efter jeg opdagede, at ting ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være. Min far, for eksempel, var ikke kun min far, men også leder af et institut på universitetet, stor fan af Dr. Hook, Edinburgh Military Tattoo og Othellolagkage. Før og efter, at jeg opdagede, at min bedste ven – udover at være MIN bedste ven – også var en andens bedste ven.

Der er et før og et efter alting. Det betyder ikke, at tingene hænger sammen. ”Efter” er ikke nødvendigvis, ja faktisk meget sjældent, en konsekvens af et “før”. Min far elskede ikke Othello lagkage, FORDI han var institutleder og min brors ørkenspringrotte åd ikke sin sambo FORDI noget som helst. Det sidste forklarede min mor mig, efter at jeg i fire dage græd uafbrudt ved tanken om, at det var sådan verden hang sammen: At de stærke åd de mindre stærke; den enes brød den andens død. – Sådan er det ikke, forsikrede min mor mig, men uden at fortælle, hvordan det så hang sammen, at én rotte kunne leve, mens en anden måtte dø.
At spørge til et hvorfor?, er i visse tilfælde et urimeligt forlangende. Min mor kom i hvert fald til kort.

Før og efter, at jeg lærte at brænde bogstaver i træ med en lup. Før og efter, at mossets grønne blev en del af mine drømme, en blød og skrumlet længsel efter skovbund og en tilværelse i fingerbølstørrelse.

Før og efter, at min mormor døde og en mand på vejen overfor blev anholdt for at sætte ild til sit eget hus. Han stod uden en trævl på kroppen og råbte til himlen “Russerne kommer, russerne kommer”, mens taget styrtede sammen bag ham og en brandmand dækkede hans nøgne krop med et tæppe. Han blev kørt væk og indlagt på en psykiatrisk afdeling, retten frikendte ham for ildspåsættelse, de mente, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. Hvorfor, spurgte jeg og blev igen fortalt, at det ikke er alt, man kan besvare, og min far købte kartoffelkager til os alle sammen og gentog flere gange: Vi er vel nok heldige.

Før og efter jeg blev student og for vild, når folk sagde, at jeg skulle gøre hvad jeg havde lyst til. Men det, jeg havde lyst til, var mos og at nogen kunne svare, når jeg spurgte hvorfor, og fordi jeg vidste, at det ikke var nok, skrev jeg en seddel. “Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig.” På ni måneder tabte jeg 42 kilo, blev indlagt og madet med sonde, fik en ven, Benny, der døde af AIDS få måneder senere. Der var stadig ingen, der kunne forklare mig hvorfor, og så lod jeg mig udskrive og levede syv på grænsen af et sultekollaps, læste litteraturvidenskab og senere til bibliotekar. Brugte et år på at transskribere mobiltelefonssamtaler til brug for udvikling af talegenkendelsesværktøjer. Så blev jeg indlagt igen Og udskrevet på grund af samarbejdsvanskeligheder og indlagt. Denne gang i ti og en halv måned.

Før og efter jeg datede amok, som en slags kompensation for de foregående års cølibat. En af dem forelskede jeg mig i, men det var ikke gengældt. Så flyttede jeg sammen med N, han så godt ud og var personlig træner, og selvom jeg ikke havde de store følelser for ham, tænkte jeg på min afdøde mormor, der havde sagt, at det var bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur end at stille en varm gryde på et koldt komfur. Jeg ved ikke, hvem der var gryde og hvem der var komfurs, hvad der var koldt eller varmt, men vi boede sammen i to et halvt år. Han købte læderbusker og hjelm og jakke, så jeg kunne sidde bag på hans motorcykel, han forlangte ikke meget til gengæld. Udover at forvente, at jeg lagde hus til, når han havde lyst. Det havde han tit, og jeg meget sjældent.
Før og efter jeg skred. Med nogle få ejendele, en elkedel og en pilatesbold. Og alle spurgte hvorfor? og jeg svarede, som min mor havde svaret mig år forinden. At det ikke er alt, man kan besvare med et “fordi”.

Før og efter Michael. Vi mødtes en søndag eftermiddag, han kom lige fra at have fejret sin mors fødselsdag. Han bød mig på øl og havde den rareste stemme, de roligste hænder. De første måneder var jeg i panik, jeg havde aldrig oplevet noget lignende, så mange følelser, så meget tvivl.
Jeg slog op og fortrød med det samme, skrev et brev og ventede. Fire dage. Han var på vej til et møde i Skotland, skulle hjælpe et firma med at visualisere en vindmøllepark. Han stod i kuffertafdelingen i Magasin, jeg tog en taxa og løb ham i møde. Det må have set mærkeligt ud, jeg græd og kyssede, og han græd og kyssede, han endte med at købe en italiensk rullekuffert i mørkebrun.

Før og efter jeg skrev min første bog. Den hed “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk” og handlede ikke om noget. Før og efter jeg indså, at jeg ikke kunne få børn. Før og efter, jeg tog en test og fandt ud af, at jeg helt utrolig gennemsnitlig. Før og efter min hund. Før og efter nu. Og så videre.

.

Jeg har – efter nogens overbevisning alt for ofte – skrevet om min sorg over ikke at kunne få børn. Det er og bliver et tab for mig, uanset det kan virke selvmodigende. Man kan vel ikke miste noget, man aldrig har haft?
Jeg ved godt, der findes mennesker der kæmper med langt større sorger. Som nu dem, der har mistet et barn alt for tidligt. Til sygdom, ulykke eller selvmord. Det må utvivlsomt være det mest smertefulde, der kan overgå en mor eller en far. At tage afsked med et barn, efterladt alene med den fremtid, der aldrig blev deres barn til del.
Der findes vel kun en ting, der er værre, nemlig at miste flere børn.

Det er sket for den kinesisk-amerikanske forfatter Yiyun Li, hvis essays, jeg tidligere har omtalt.
I 2017 mistede hun sin ældste søn, den 17-årige Vincent, til selvmord. “Der er ikke nogen god måde at sige, hvad jeg nu skal fortælle”, beklager betjentene, da hun åbner døren. Hun ved godt, hvad de kommer for at sige. I årevis har hun frygtet, at dagen vil komme, hvor nogen vil fortælle hende, at hendes søn har mistet livet til selvmord. Hendes moderinstinkt har flere gange tvunget hende ind i sønnens værelse om natten kun for at tjekke, at han stadig trækker vejret. Det har han gjort hver eneste gang, men nu ikke mere.
Seks år senere, i 2024, vælger også hendes yngste og eneste tilbageværende barn, at tage sit eget liv. På samme måde som sin bror, og også denne gang beklager betjentene med de samme ord: “Der er ikke nogen god måde at sige det her på”.
Begge gange vender betjentene tilbage efter nogle dage for at overbringe forældrene deres barns efterladenskaber. For Vincents vedkommende en telefon, for James’ en rygsæk. Engang var det Vincents telefon og James’ rygsæk, skriver Yiyun Li. “Men nu er det bare en telefon og en rygsæk.”
Så simpelt og så brutalt kan sorg beskrives.

Forfatteren har gjort alt, hvad hun kunne. Hun har bekymret sig om sine børn, ikke mindst fordi, hun kunne se, at de begge var følsomme. Runde i en firkantet verden. Det er svært at leve sådan, for man støder hele tiden imod de mange døråbninger, der er bygget til firkantede mennesker.
Hver eneste dag i de fireogtyve år, hendes yngste søn lever, lægger hun en seddel i hans madpakke: “Med kærlig hilsen fra mor”. I årevis henter hun sine drenge fra skole og fritidsaktiviteter, men hun er også bevidst om at give dem deres frihed. Som da den ældste insisterer på at gå i skole i lyserødt tøj og Yiyun Li advarer ham
“Du risikerer at blive drillet.”
Men Vincent, som den store dreng hedder, fastholder sin beslutning. Hvis nogen vil drille ham med at gå klædt i lyserød, så må de jo gøre det, svarer han. Det er en modig dreng, der taler sådan, men det er også en dreng, der lader sig udsætte for andres had og drillerier og som mor kan man måske ikke undgå at ønske sig lidt mindre mod. Måske at han kunne nøjes med at par lyserøde strømper i stedet for bukser og trøje og halsklud. Selvfølgelig sender hun sin søn i skole i lyserødt dress, stolt over hans integritet, giver ham frihed til at leve som den han er. Men det er ikke det samme, som at hun ikke bekymrer sig. Frihed overfor moderinstinkt, respekt over omsorg. Det er svært at gøre det rigtige, konkluderer Yiyun Li.

Jeg kunne blive ved. Det er så sindssygt velbegavet en tekst, så rørende, så rummelig, så fuld af sorg uden at forfalde til det trøstesløse. Hvis du kun skal prioritere én længere tekst i dag (eller i morgen eller om en uge), så lad det være “The deaths – and lives – of two sons”
Som forfatteren skriver i underrubrikken:
“The truth is that however I choose to express myself will not live up to the weight of these facts:
Vincent died, and then James died.” 💔

En af de mest modbydelige følelser, man kan gribes af, er afmagt. Dette ikke at kunne stille noget op imod det, der sker. I verden. I kroppen. For nogen, man holder af.

Jeg lærte den tidligt at kende. Jeg kan ikke sige hvorfor, jeg var særlig følsom overfor oplevelsen af magtesløshed, men jeg husker allerede fra helt lille at blive leet af i mine forsøg på at blive forstået. Det var en helt harmløs hændelse:
Jeg havde over længere tid samlet en pose med flerfarvede glasperler, alle unikke, og viste den stolt frem til en voksen, der i sjov, gemte den bag sin ryg. – Haps gewesen. Jeg blev et øjeblik bange, men valgte at grine, haha, i forventning om at den voksne hurtigt ville aflevere sine tyvekoster tilbage og forsikre mig om, at det bare havde været for sjov.
Men den voksne handlede helt anderledes, han vedblev at gemme posen bag sin ryg, og hver gang jeg løb om bag ham for at få fat i mine elskede perler, drejede han sig en halv omgang. Sådan løb jeg rundt og rundt om hans store krop i en slags katten efter musen men efter ti omgange brød jeg sammen og begyndte at græde. Jeg kunne jo se, at den voksne var mig overlegen både fysisk og psykisk, og i erkendelse af at være udenfor rækkevidde af retfærdighed, hulkede jeg højt.
Jeg fik mine glasperler tilbage. Den voksne lo af min reaktion, men rakte posen med perler tilbage til mig:
– Det var jo bare for sjov.
Og jeg kom i tvivl, om det var mig, der var dum og sart og humørforladt, eller om det var okay at blive ked af.

Det var som sagt en meget begrænset form for magtesløshed, en tidlig læring i hierarkier, og selvom den voksne aldrig sagde undskyld for at have forvoldt mig gråd, så gentog han det ikke.
Mere uigenkaldeligt mødte jeg afmagtsfølelsen, da jeg efter længere tids fertilitetsbehandling måtte erkende, at jeg aldrig ville blive mor. Vreden var nu ikke rettet mod en urimelig voksen men mod mig selv, min dumme krop, min egen spiseforstyrrelse, der i årevis havde efterladt mig med amenoré og ugunstige vækstbetingelser for et lille nyt menneske. Nu er det sådan, at der per definition ikke er noget at stille op mod afmægtigheden. Uanset hvor meget jeg græd, bed mig i hånden, løb, råbte til himlen, så ændrede det ikke en døjt på, at min drøm om at blive mor ikke lod sig indfri. Hvad stiller man op mod det, der ikke lader sig ændre? Ingenting eller alting? Jeg begyndte at skrive, hver dag og i timevis, det gjorde mig ikke gravid, men det gav mine hænder noget andet at gøre end at slå mig selv i hovedet.

Jeg oplever det stadig. At møde situationer og i endnu højere grad mennesker, der ikke lader sig ændre, uanset hvor meget du trygler om deres forståelse. De er ofte retorisk overlegne og bruger sproget som våben, de leverer svinestreger forklædt som sober argumentation og velformulerede hånligheder, der lige præcis har det strøg af humor, der skal til, for at omgivelserne trækker på smilebåndet og indvender: Det er jo bare for sjov. Præcis som den voksne, der gemte mine glasperler bag sin ryg, sagde det. Haha, det var bare for sjov. Ja for den voksne, men så afgjort ikke for barnet, der frygtede at miste sine perler.
Barnet dengang blev trøstet. Som voksen er der ingen trøst. Grow up. Tag det sure med det søde. Kan du ikke lide lugten i bageriet, så smut.
Tager du til genmæle overfor ydmygelser eller ringeagt, bliver du dømt krænkelsesparat. Igen er sproget et effektivt våben, man kan altid dømme noget eller nogen forkert ved at kaste nedladende termer efter det/dem: Woke. Hysterisk. Selvmedlidende. Og der er ikke noget at stille op overfor den slags beskyldninger, for enhver modsigelse vil i afsenderens øjne alene understrege dennes pointe. At du er selvmedlidende. Hysterisk:
“Nååå, hvor er det synd for dig, hvad?”

Og før nogen kommer farende og fortæller mig, at mine tanker er forkælede, ligegyldige eller udtryk for en barnlig fastholdelse af tidlige traumer, så tænk lige over, hvad du siger. Og ikke mindst hvordan, du siger det.
Det kræver faktisk ikke ret meget at bruge sproget som en håndsrækning i stedet for som en lussing.

Kh

Jeg har ikke selv set den endnu, men her til morgen læste jeg en anmeldelse af dokumentarfilmen ‘Heks’ – et portræt af forfatter Andrea Hejlskov. Anmeldelsen er skrevet af Kristian Ditlev Jensen, der udover også selv at være forfatter er uddannet præst og således må formodes at interesse sig for tro, hvad enten denne nu udspiller sig i en kristen, en jødisk, en muslimsk eller en naturreligiøs ramme. Det er derfor oplagt, at han har set og anmeldt filmen. 
Det er for så vidt en udmærket anmeldelse, instruktøren roses for et “smukt og helstøbt portræt af en moderne kvinde” og Ditlev Jensen uddeler fire ud af seks stjerner. Jeg ved ikke, hvilke forbehold han har, siden et smukt og helstøbt portræt kun resulterer i flere stjerner, men måske bunder det i den slagside der præger anmeldelsen. Den synes nemlig at fokusere mere på den portrætterede, end på selve filmen. Anmelderen er i hvert fald flittig til at beskrive Hejlskov med termer som “en omrejsende cirkushest” og hendes oplevelser som en historie om “narcissistisk selviscenesættelse og selvmarginalisering”. 

Jeg ved ikke, om det er mig, den er gal med, men fremgår den karakteristik virkelig af filmen eller står den tolkning for Kristian Ditlev Jensens egen regning? 
Det er ikke en udskamning, dertil er der taget de nødvendige forbehold og retoriske helgarderinger som her i denne, virkeligt velformulerede men mildest talt også noget grovkornede venstrefløjskarakteristik: 

“I den neomarxistiske forsagelse af kristendommen og den vestlige verden med kapitalisme og en ekspanderende teknologi famler nutidens centrumvenstre-menneske desperat efter en dybere mening. Imens det dimser rundt med sit hvidvinglas og en rød baskerhue på hovedet og højtideligt siger, at det er heks, imens det drikker café latte.”
Der står klogt nok ikke noget om, hvem dette famlende nutidsmenneske, der dimser rundt, er. Men i og med, vi har at gøre med en relativt kortfattet anmeldelse af en portrætfilm, er det svært ikke at sætte lighedstegn mellem anmelderens karakteristik af et dimsende “det” og så den i filmen karakteriserede Andrea Hejlskov.
Og det er måske netop den her helgardering, der gør anmeldelsen værd at opponere imod. Fordi den påstår en masse, men uden at stå ved sin påstand. Ditlev Jensen siger på sin vis intet om, at Hejlskov dimser rundt med hvidvin, men det svært ikke at at drage den konklusion, ikke mindst når han allerede indledningsvist fastslår, at Hejlskov agerer cirkushest i sognehuse hvor hun iscenesætter sig selv i et narcissistisk selvmarginaliseringsprojekt. 
Jeg har det svært med den slags, for mig at se, retoriske julelege, hvor der siges en masse, men uden at det er muligt at hænge udsigeren op på det.

Jeg har faktisk stor respekt for anmelderens forfatterskab og hans indiskutabelt store retoriske evner, men jeg synes det er ufint at dække sig ind under en anmelderkasket og påstå, at det, der anmeldes er en film, når det nu så åbenlyst er et menneske, han anmelder.

Her til morgen lyttede jeg til programmet ‘Supertanker’ på P1 -en udsendelse fra den 6. januar. Det handler om lykken. Hvad er lykke for en størrelse? Er finnerne virkelig lykkeligere end alle andre mennesker, eller oplever de sig bare sådan? Kan man rangordne lykke: Er lykken ved at se sit barn vokse op, for eksempel større og mere ægte, end den lykke en barnløs føler ved at sidde i skovbunden med lukkede øjne og mærke sig mossets moshed, solens varme?
Er det muligt at gradbøje sådanne oplevelser, tale om en mere ægte lykke end en anden.
Programmets vært, Carsten Ortmann, har inviteret filosoffen Jacob Birkler, det er en rar samtale, eksemplerne er til at forstå og relatere sig til.
Er det rimeligt at påstå, at tryghed er mere afgørende for lykkefølelsen end materielle goder? Er der mere lykke forbundet med at føle sig elsket, end at vide sig sikker på, at der er mad nok, så man ikke er i fare for at dø af sult?
Jeg har en helt konkret erindring om det sidste. det ligger vel 20 år tilbage. I årevis havde jeg levet af rå hvidkålsstokke og gule gajoler, agurk og dåsetomater, men u nærmede jeg mig langsomt nogle nye, mere næringsrige fødeemner. Rejer og knækbrød. En håndfuld knasende cornflakes spist som sprøde chips. En intens lykkefølelse ramte mig en dag, jeg lykkedes med at riste en skive hjemmebagt rugbrød, smøre den med saltet smør og tage en bid. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken. En rig og fed og salt mundfuld. Et sekunds lykke, det aldrig siden er lykkes mig at genskabe.
Betyder det så, at ristet rugbrød er et parameter, når man skal måle lykken? Næppe. Betyder det, at lykken alene er en individuelt betinget størrelse, der ikke kan sammenlignes på tværs af mennesker, kulturer, tider – og som det af samme grund ikke er muligt at tale meningsfuldt om – sådan som de to i programmet ellers forsøger sig?
Jeg tror ikke, at lykken er ubetinget individuel. Jeg tror, at det at føle sig elsket er en lykke for alle, der oplever det. At elske en anden lige sådan. Der er ganske enkelt en enorm glæde forbundet med at række hånden ud mod et andet menneske. Men også andre mere basale goder har betydning for oplevelsen af lykke: At kunne stille sin fysiske sult, ved jeg af erfaring, er helt afgørende for a kunne føle noget som helst andet. Også lykke.

Ting jeg selv forbinder med lykke:
Nåletræer. Duften lige efter et tordenvejr. Min mand. At bade i havet. Lytte til Bjørns stemme, når han læser op. En sætning som denne af Inger Christensen: “Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog”.

Det er, indrømmet, en liste, der oser af privilegier. Levede jeg under daglig beskydning, ville lykken være helt anderledes. Øverst på listen over veje til lykke, ville stå: Et frit land. At kunne bevæge sig uden at føle angst for fjendens angreb. At kunne udtrykke mig frit.
Jeg er heldig, tænker jeg, at jeg ikke længere behøver at stræbe efter et stykke riste rugbrød, men kan spise det uden videre og uden at stå i gæld og måtte betale tifold tilbage i form af en halvmaraton og seks hundrede mavebøjninger.
Det er noget af det, jeg sætter pris på ved god radio – som nu ‘Supertanker’. At det får mig til at tænke. Over hvem jeg er, hvad jeg har. Over andre menneskers udfordringer, faren ved sammenligninger mellem “din” og” min” lykke, som de sociale medier har det med at fordre. Og at det minder mig om glæden ved et stykke ristet rugbrød med smør, uhm.

Jeg bar barnet på ryggen. Varmen fra hendes åndedræt mod min nakkes hud. En forsigtig påmindelse.
Hun græd ikke. Sad helt stille og lod sig bære, uvidende om hvorhen, hvorfor. Af hvem. Jeg nynnede. Lyden satte mørket i bevægelse. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. At vi skubbede mørket foran os, bar det som et skjold, et værn mod verden.
Lygterne fra en bil lidt skar en en søjle af lys gennem natten. Jeg dukkede mig, så vi ikke kunne ses.

Senere fandt jeg læ og hjalp barnet ud af selen. Kyssede hende på panden, strøg en finger over hendes kind. Hviskede: “Lille fingerbøl”, “Elskede elskede”.

Kan man drømme så hårdt, at det slår buler i virkelighedens karosseri. Er det løgn, hvis jeg siger, at jeg er vågnet med selen, der bar hende, i mine hænder? At jeg stadig mærker hendes ånde mod min nakke?
Elskede elskede.
Hvad stiller man op med al den kærlighed, der bliver tilovers, når virkeligheden har taget sit, men langtfra alt, man havde at give?

Hvis man har gået langs en sø i streng frost., kender man nok lyden af is, der giver sig. En langstrakt vånden, som lyden af en hval, der kæntrer, eller: sådan som jeg forestiller mig, en hval. der kæntrer, ville lyde.
Jeg nævner det, fordi den minder mig om den lyd, min mor gav fra sig, når hun, i en migrænetilstand så uudholdelig, at hun afstod fra alt, lys, selskab, mad, drikke. Hun lå bare med dynen trukket op over hovedet, ude af stand til at finde hvile, fordi smerten stak som en syl mod hendes kranie, hendes tindinger. Øjnene. Ørene. Hun stod kun op, når kvalmen blev så stærk, at hun var nødt til at rejse sig for at tømme mavens indhold i toiletkummen. Men maven var jo tom, hun havde i dagevis ikke indtaget føde. Det eneste der undslap var gullig galde og så den her lyd. Som vand, der krymper i kulden, eller som en hval, der giver op. lader sig synke.
Det med galden var i tidligere århundreder en tese, læger brugte som forklaringsmodel. Det skelnede mellem sort og gul galde, som en slags væskernes svar på yin og yang, og mente, at folk med migræne havde en ubalance i forholdet mellem de to. Om det var for meget sort galde eller for lidt gul, det husker jeg ikke, men man forsøgte i hvert fald med præparater, der skulle øge mængden af den éne slags -og hvis ikke det virkede, med andre udtræk, der skulle sænke mængden af den anden. Min mor var undersøgt på kryds og tværs, hun havde efter sigende ingen ubalancer, på nær hendes fingre, der blev hvide i frostvejr og så en lilletånegl, der groede indad. Ingen af delene mente lægerne kunne forklare hendes migræneanfald, faktisk er og bliver lægevidenskaben forholdsvis afmægtige, når de møder patienter med Hemicrania, som er den latinske betegnelse for den lidelse, der giver sig udtryk i en periodevis kraftig pulserende og ensidig hovedpine.

Min mors anfald kunne vare fra tre dage til en uge. I den periode var huset i undtagelsestilstand, vi måtte kun benytte toilettet længst fra hendes soveværelse, legehuset, der lå umiddelbart udenfor vinduet, hvor hun sov, var strengt forbudt område. Vi levede af risengrød og æbleskiver, som var de eneste to retter, min far følte sig tryg ved. Den dag i dag har jeg det svært med begge, ikke fordi de smager grimt, men fordi de giver mig mindelser om dage med tilbageholdte vejrtrækninger og så meget bortgemt smerte, at det kunne mærkes i gardiner og vægge.
Børn er børn. Jeg hadede, når min mor var syg. Ikke kun – og måske mindst af alt – fordi hun led, men fordi jeg måtte undvære hende så længe. Jeg ville have min mor, og havde svært ved at forstå, at det virkelig var så slemt fat, at jeg ikke kunne lægge mig ned ved siden af hende i mørket. Det tog mange år for mig at forstå, at det ikke var mig, min mor ikke udholdt, men smerterne og sig selv, og den dag i dag skammer jeg mig over, at jeg havde mere ondt af mig selv end jeg havde af hende.

Når jeg nævner alt det her, så er det fordi jeg er i gang med at læse en bog af den svenske psykolog Celia Svedhem. ‘Det mørke rum’ hedder den og fortæller om forfatterens egne og hjerteskærende erfaringer med sygdommen, men også om migrænens kulturelle og medicinske historie: Freud lindrede sin migræne med kokain, Salvador lod den løbe som smeltede ure gennem sine værker. En amerikansk kvinde forsøgte at bore hul i sit kranie, i et desperat forsøg på at lette trykket mod tindingerne.
En vigtig pointe i bogen er også, hvordan lidelsen altid har været omgivet af en vis mistro. Er det nu virkelig også så galt. De fleste har oplevet slem hovedpine, og tror sig derfor i stand til at sætte sig i den migræneramtes sted. Men det svarer til at påstå at man kan forstå en benamputerets fantomsmerter, fordi man engang har fået fjernet en flis i foden. Det er nu engang ikke det samme. Med Matador blev den sengeliggende kvinde symbol på overfølsomhed og letter hysteri: “Jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”, og samme urimelige etikette har i mange år forfulgt de kvinder, der var ramt af en invaliderende migræne. de var nok bare sarte og sygdommen en måde at slippe fri af hverdagens mange krav. Livets også. I dag ved man, at migræne er en livsindgribende sygdom med alvorlige konsekvenser for den ramte og dennes pårørende. Lægevidenskaben er ikke meget længere end for tre århundreder siden. Godt nok borer vi ikke længere i migrænikerens kranium, men de fleste medicinske præparater er på forsøgbasis og med så varierende effekt, at det vel næppe kan kaldes en egentlig behandlingsform. Alene i Danmark menes 200.000 at lide af sygdommen, alligevel er det de færreste der står frem. For hvad er der at sige: Det er en rædselsfuld lidelse, og der er så godt som intet at stille op imod den. Lev med det, er lægernes bedste bud. Mediter. Undgå stress. Kæmp ikke imod, når et anfald rammer, men lad dig glide med.
Det er nemt at sige, lidt som at sige til en iskold sø: Lad være med at vånde dig, det bliver jo forår engang og så vil du tø.
Det er en virkelig god bog, svenske Celia Svedhem har skrevet. Den findes endnu kun på svensk men jeg ved at den om godt 14 dage findes på dansk også. Oversat af Anna Malou Dahl Andersen og udkommer på Frydenlund.

I går ringede jeg til min mor. Det gør jeg tit. Jeg sad i karnappen, som en nyklækket kylling med eftermiddagssolens stråler som varmelampe og talte med hende. Hun fortalte, at en tidligere nabo var kommet på plejehjem, diagnosen var træthed, udmattelse simpelthen. Efter flere års tiltagende sygdom var smerterne nu så omfattende, at de gjaldt alt. Alt gjorde ondt, at åbne øjnene, bære tøj på kroppen, synke sin mad. Det sidste betød at han var i fare for underernæring. Det var meget trist. Lægerne kunne ikke stille noget op, han var undersøgt for alt, men alle test, prøver, røntgenfotos viste alt normalt. Han fejlede ikke noget, alligevel var han så syg, at han ikke længere kunne være hjemme.
Vi snakkede lidt om det med smerter. Hvordan noget kan gøre ondt, selvom der tilsyneladende ikke er noget at have ondt af, ondt over. Smerter er jo ikke en faktuel størrelse, det kan være mindst lige så grusomt at have helvedesild, som at være forbrændt over hele kroppen. Lige så forbandet at have migræne som smerten ved et kraniebrud.
Tygger du på en chili og tager efterfølgende en slurk kold kaffe, vil du opleve, at du brænder dig på den ellers kølige drik. Du spytter kaffen ud. AV. Oplevelsen er sand nok, smerter er ikke andet end signaler sendt fra hjernen, og hjernens forveksler i dette tilfælde chiliens styrke med temperaturen på din kaffe og så kortslutter lortet.
Uanset hvad der er op og ned, kold og varm, er følelsen helt reel.

Jeg led i mange år af voldsomme smerter, i lænden, i nakken, i hovedet. Jeg fik medicin – mod epilepsi, mod depression, mod opioid-overdosis. Ikke fordi jeg havde epilepsi, var nedtrykt eller havde problemer med stoffer (jeg har aldrig forsøgt mig med den slags), men fordi lægerne greb i blinde. Hvad skulle de ellers gøre, hvordan skulle de reparere noget, der tilsyneladende ikke var i stykker?
Desværre virkede hverken Gabapentin eller Naltrexon, mine smerter forblev de samme. Til sidst endte jeg i en gruppe med en psykolog, der opfordrede os til at lytte til en rosin. Ja, den er god nok, vi fik alle udleveret en skrumpen rosin og blev så opfordret til at lægge den mod øret og lytte til, hvad den havde på hjerte. Det lyder absurd, det var det også, men det fik os til at le, og det lettede et kort øjeblik smerterne.
De er svært at rumme, at nogen har ondt, når ikke man kan se hvorhenne eller forstå hvorfor. 18 år med spiseforstyrrelser har lært mig, at det kan virke som en rød klud i omgivelsernes øjne. Hvad klynker hun over?
Hvorfor kommer hun ikke videre?
– Spis dog din mad og tør’ øjnene.

Ai, ai, Captain, jeg er ked af ikke at kunne passe i din kasse.

Mine forældres nabo vil gerne hjem. Ikke fordi det gør mindre ondt derhjemme, men fordi han der føler sig mindre til besvær. Mindre tilovers. Mindre forkert, følsom
Du kan ikke skælde et barn, der er blevet væk fra sin mor, ud. “Hold nu op, hun kommer om et øjeblik” For barnet er moren forsvundet – måske endda for evigt. Rædslen er hundrede procent sand, også selvom hun blot er få meter væk skjult bag en meterhøj reol med konservesvarer.
Naboens smertehelvede er muligvis indbildt. Det ændrer ikke på omfanget af hans lidelser. Han er reelt ved at dø af sult, fordi det at spise, gør så ondt, at han foretrækker at lade være.
Det jeg vil sige er: Man kan ikke måle andres smerte med sin egen lineal. En meter er en meter, men samme definition gælder ikke følelser. Man kan ikke besvare spørgsmålet: Hvor meget elsker du din hund, med: 2,8 kilometer. Eller det kan man godt, det siger bare ikke rigtig noget om kærlighed. Og heller ikke om smerte.

I Politikens podcast, ‘Den levende’ taler Lotte Folke og Eva Eistrup den 6. februar om den tiltagende psykologisering af sproget. Om begreber som gaslighting, triggere og traumer, der strøs med løs hånd, når der skal sættes ord på et menneskes problemer og udfordringer. Det er en god samtale, de involverer også en ungdomsforsker, Anne Gørlich, der arbejder på at kortlægge unges oplevelse- og brug af psykologiske begreber i hverdagen: Hvordan hjælper det dem, og hvordan kan det omvendt også virke uhensigtsmæssigt til at forstærke mistrivsel og fokus på det, der gør ondt. 
Mest interessant fandt jeg måske den faldgrube, der kan ligge i, med et øget fokus på de psykologiske smertepunkter, at overse, hvordan også samfundsstrukturerne er med til at skabe usikkerhed, ubehag og en følelse af at være udenfor. Selv har jeg længe været optaget af hierarkier. Ikke bare de åbenlyse, monarkiets guldkaret eller bankernes bestemmelsesret: Hvem vurderes gode nok, stabile nok og tilstrækkeligt arbejdsduelige til, at de kan tilbydes et huslån. Nej, hierarkier findes overalt, og det er min opfattelse, at meget af den usikkerhed, vi mennesker plages af, skyldes vores placering eller tvivlen om vores placering i disse.

Nu er det jo farligt at fremdrage sig selv i en debat, der handler om individualisering og psykologisering, men jeg vil nødig tale på andres vegne. Så:
Jeg er halvtreds (51) og kvinde. Det betyder, at jeg i det hierarki, der handler om at tiltrække sig opmærksomhed på grund af udseende og ungdommelig appel, er trådt flere skridt ned ad rangstigen de seneste år, og kun har udsigt til at fortsætte min nedtur. Som barnløs er jeg udelukket fra den samtale, der handler om omsorgsarbejdet derhjemme: Det tæller ganske enkelt lige så højt, at nusse sin hund, kalde ham for “elskede agurk”. Som forfatter står jeg altid med hatten i hånden i det litterære hierarki, der handler om at nogen vil tage imod det, jeg tilbyder, mine bøger. Uanset hvad jeg skriver og eventuelt hvor godt, forbliver det jo en dunkel hemmelighed, hvis ikke et forlag nikker ja til at ville lægge bogryg til mit litterære arbejde. Som kronisk patient er jeg – i forsikringsøjemed – en dårlig forretning og kan ikke tegne en sundhedsforsikring. Som kollega er jeg vellidt men en kende for produktiv til helt at blive taget alvorligt, som låntager kun akkurat tålt og som udfordret på min tandstatus – efter et uhensigtsmæssigt forbrug af rå citron tredive år tilbage – er min anslåede middellevetid under gennemsnittet.

Set i det lys er min usikkerhed næppe alene et udslag af mangel på psykiske stamina, men i lige så høj grad et resultat af de talrige hierarkier, jeg som menneske i verden, borger i et samfund og del af et fagligt fællesskab, indgår i. Måske skyldes min ængstelighed faktisk, at jeg helt reelt risikerer at blive ringet op ad min bankrådgiver med besked om, at jeg er for dårlig forretning til, at han vil fortsætte samarbejdet. Måske skyldes min tristhed (også), at jeg, min alder taget i betragtning, ikke længere er så interessant, som jeg var for tyve år siden. Måske skyldes mit behov for at henvende mig ikke bare oversharing, men at jeg, qua min status som barnløs og således udelukket fra en del kvindelige fællesskaber, rent faktisk kan siges at være mere alene end de fleste.
Og nej, det handler ikke om, at det er synd for mig. Slet slet ikke. Det handler om at se udover de psykologiske symptomer og ind i de samfundsmæssige strukturer der (også) ligger til grund for den, jeg er, dem, vi er.

PS: Jeg kunne tilføje et langt rant om, hvordan jeg modsat den psykologisering, der påstås at finde sted overalt med en uhensigtsmæssig diagnosekultur til følge, er opvokset i en tid, hvor psykolog var noget, man blev, hvis man havde en skrue løs, og hvor kvinder med depressioner, til stor morskab blev tildelt termen “nedsunket livsmod”, som en pendant til nedsunken livmoder, som iøvrigt også – særligt af datidens mænd – blev anset for en pseudodiagnose. Det vil jeg gemme til en anden gang, men bare for at sige, at alternativet til øget psykologisering IKKE er at rense sproget for følelsesmæssigt begrundede udsagn.

I Nobelprisvinderen Han Kangs roman ‘Lektioner i græsk’, møder vi en kvinde, der pludselig mister talens brug. Hun forsøger at forme ordene i munden, tager tilløb, trækker vejret ind, men alt sammen uden held. Hendes stemme forbliver tavs, og resten af bogen forsøger vi, sammen med kvinden og hendes lærer i græsk, at finde ud af, hvor den er forsvundet hen. Hvad hendes tavshed holder tilbage. 
De første år af mit liv gik jeg selv i en børnehave for døve, vi kommunikerede ved hjælp af tegnsprog og lyde, der ikke var ord i almindelig forstand, men en slags lydlig scenografi. Skrig, der fortalte, at det her var sjovt, smældende kald, der gjorde det ud for et STOP. Det var ikke altid nemt, jeg havde svært ved helt at afkode de døves signaler, og ofte betød det, at de for at opnå kontakt slog hårdt eller nev mig på overarmen for at få min opmærksomhed. Jeg, for min del, reagerede som de fleste: Ved at vende mig om, vredt, udstøde et av! og være alt andet end tilbøjelig til at lytte til, hvad de var kommet for at sige. 
Ikke desto mindre holdt jeg utrolig meget af min tid i børnehaven, af min omgang med de døve, der var noget befriende i det sprog, de brugte. Hænder og en tydelig ansigtsmimik, entydige lyde, som regel kun bestående af vokaler, Aae, Uue, Eei. Det var på mange måder nemmere at begå sig her end derhjemme, hvor ting kunne betyde flere ting samtidig, et nå, kunne være udtryk for et ligegyldigt svar på en betroelse, men også for en mild mistænksomhed: nåå?, når man fortalte, at man havde set en søko danse ballet og glemt at tilføje, at det var på film og vel at mærke en animeret en af slagsen. 
Jeg havde det svært med de mange dobbeltbetydninger og ord, der intet betød og dog syntes så afgørende. Et aha som svar, var i bedste fald kort for “nå for pokker, det vidste jeg ikke”, en slags anerkendelse af en viden, man netop havde delt. Men det kunne også – og som oftest – være et tydeligt tegn på mistro, aha, et skjul for det mere direkte “den må du længere ud på landet med”. 

Jeg ved ikke, om jeg var et særlig sart barn – overfølsomt – eller om jeg bare havde et veludviklet sprogligt gehør, der ikke handlede om bøjninger eller udtale eller men i stedet om intention, som alle ved, er en virkelig svær hvis ikke umulig størrelse. For hvordan med sikkerhed vide, hvad et menneskes mål med en besked er. Hvad hedder du, kan lige så godt være en invitation til at lære hinanden at kende, som det kan være et inkvisitorisk spørgsmål, en slags forhør. Jeg fór gerne vild, værst var det når de voksne brugte ironi, den her særlige form for tale, hvor de man siger, er det modsatte af, hvad man mener. “Flot!”, betyder således ikke, at man er lykkedes med noget men tværtimod, at man har fejlet. Et meget brugt udtryk i halvfemserne, sammen med det velkendte “hvordan synes du selv, det går?”, hvor man risikerede at blive slemt til grin ved at besvare det, der lignede et spørgsmål, men som i virkeligheden var et svar. En konstatering af, at man i værste fald var til grin, i bedste fald til besvær. 

Jeg udgav min første bog i 2011, den havde titlen ‘Mit ønske om at dø er rent hypotetisk’. Den og alle ni efterfølgende værker handler om at aflæse verden. Forstå tegn, dem hænderne former, kroppen, mimikken. Men også det talte sprog: alt det, vi siger, for ikke at sige noget andet. “Du ser godt ud”, som udover at være en kompliment, også kan være udtryk for en med- og merviden. En ikke udtalt, men i formuleringen iboende, jeg-ved-at-du-har-haft-det-svært-men-det-ser-ud-til-at-du-er-i-fremgang. Jeg bliver aldrig færdig med at udforske det område mellem mennesker. Det usagte, det på-anden-vis-udtrykte. Ironien eller den latente vrede i det lille “nu”, der tilføjes et ellers harmløst spørgsmål: 
“Hvad er du nu ked af?