Louise Juhl

Der er morgener, hvor der ikke er andet for end at gribe en bog fra reolen og lade den vise vej. I dag er det Judith Hermanns Lettipark, en novellesamling med 17 ret korte noveller, alle med et strejf af mystik eller måske snarere: et rum midt mellem drøm og virkelighed, en verden hvor fantasien, sindet, ikke er en udskiftningsspiller på bænken, men har rollen som målmand, som forward, som træner måske. 
I novellen Digte møder vi en jeg-fortæller på vej til et besøg hos sin far. Hun tager sig god tid, spiser kage på en cafe, det er tydeligt, at hun forsøger at finde det nødvendige mod, de afgørende kræfter. 
Faren bor, viser det sig, i en lejlighed fyldt med ting, kasser med masker fra fremmede lande, gammelt porcelæn, udtjente klæder. Ikke alt er hans eget, meget stammet fra mennesker, der har brugt farens imødekommenhed som en lejlighed til at slippe af med deres lort. “Det er en lejlighed hvor der egentlig ikke er plads til min far for møbler, billeder, genstande, kister og kasse, og dermed kunne alt sådan set være sagt.” 

Den her sidste linje – og dermed kunne alt sådan set være sagt – er så elegant. For hvad er det, der bliver sagt med billedet af faren begravet i gammelt ragelse, kasser og kister fyldt med ting, ingen ved hvor stammer fra? 
Det viser sig at faren er syg, i årevis har han levet på kanten, været indlagt på psykiatriske hospitaler uden at få det bedre, udskrevet til ingenting andet end et syndigt rod – indeni som udenom sig. Og hans datters besøg bringer ikke noget nyt, faren ser med afsky på den kage, hun har købt til ham på et nærliggende konditori. En blommekage, hun husker fra sin barndom, hvor faren elskede netop denne dessert:
Den kage, siger han harmdirrende, vil han ikke røre med en ildtang, den er bagt af bøssekarle. Hvem vil ellers pynte en kage så sirligt og obskønt, piske flødeskum og pynte med frugt?
Og så sidder man som læser og forarges, hvad Søren bilder han sig ind. ikke nok med, at han afviser sin egen datters omsorg, han sviner også både bøsser og konditorer til, sikke en ussel opførsel. 
men Judith Hermann vil noget andet, noget mere end forargelsen, hun skriver: 
“Alligevel spiste han kagen, han spiste den med den særlige heftige grådighed som jeg den dag i dag kun har set hos gamle mennesker. Det handlede slet ikke om bøsserne for ham. Jeg tror det handlede om at jeg havde købt et stykke kage til ham, og at jeg trods alt, og hvorfra egentlig, vidste at han havde elsket blommekage inden han blev syg. Det handlede om alt det og derudover handlede det sikkert også om noget helt andet.”

Jeg græder, hver gang jeg læser den slutning. Ikke fordi den er særskilt smukt i sin beskrivelse, særskilt yndefuld eller sprogligt ambitiøs, men fordi den giver så meget plads til os mennesker. Vi er ikke ligninger, vi er ikke regnestykker, der går op, kage + foragt for pisket flødeskum = dumt svin, nej vi er mere end det åbenlyse, mere end matematik og kausale forklaringsmodeller, vi er ikke bare syge eller kun raske, vi er kærlighed og kister, omsorgsfulde og griske, det hele på en gang og alligevel ikke alt, det er smukt og håbefuldt.

I dag åbner Bog Forum, Judith Hermanns bøger kan købes hos det eminent gode forlag BATZER & CO, andre bøger kan købes ved andre stande, jeg nævner i flæng: Zadie Smith, Elizabeth Strout, Bjørn Rasmussen, Tina Frank, Christina Hagen, Jens Smærup Sørensen og min gode kloge og sjove ven, Hans Peter Madsens bog, Hyldemeter. Der er så meget at vælge imellem, så mange bøger, så mange verdener, så mange muligheder. 
So little time.
Litteraturen er en mulighed for at forsøge at forstå det uforståelige. At se med den forsmåedes øjne, den synskes, den harmfuldes, den sindssyges blik. Det er kærlighed og had, det er vold og omsorg, det er blommekage og bøssehad, det er uendelig stort. 

At gå forgæves er også at gå

Jeg sad engang i en kirke, den var tom på nær en ung fyr med rastafarihår og brede bukser, der puslede med lidt af hvert: At sætte lys i stager, rette på alterdugen, lægge en salmebog på plads. Kordegnen velsagtens, eller kirketjeneren, jeg kender faktisk ikke forskel, shame on me?

Uanset hvad. Jeg sad og tænkte. Nej, jeg sad og bad: – Kære gud, bad jeg, – selvom jeg ikke tror på dig, har jeg brug for, at du tror på mig.
I femten dage havde jeg ikke vekslet så meget som et eneste ord med et menneske, ikke engang med kassemedarbejderen i Fakta, – på beløbet?, havde hun spurgt, men jeg nøjedes med at nikke, lagde kortet mod automaten, tog mine varer.
– Hav en god dag.
Jeg svarede hende ikkeEn god dag, hvad vil det sige, er det en dag uden nævneværdige problemer: uden stoppede afløb, rudekuverter, brændte børn? Eller bare en dag uden den her vanvittige længsel i mig efter noget andet. Noget andet end min etværelses i Aarhus Nord, noget andet end tynd bouillon og løbetøj lagt til tørre over stolerygge. Noget andet end at skrive fortættede digte med alt for tunge ordspil. “Nåde for noget.”

Jeg kan lige så godt sige det, som det. Gud svarede mig ikke, den unge fyr med knudret hår og slanke fingre gjorde sig færdig og forlod rummet uden at henvende sig.
Og så sad jeg der i stilheden, alene med min virkningsløse bøn og udsigt til femten tommer bænkerækker i blå og for enden af hver: en liljekonval.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, at loftet opsluge mig, at jeg ville forsvinde uden et ord og uden at efterlade mig noget som helst, andet end det stykke papir, jeg havde pudset næse i. Men loftet forblev højt hævet, de buttede engle malet med kalk, skyer og paradisisk fred, og jeg forblev alene. På bænken. I kirken. Med foldede hænder og håbet om, at nogen skulle tage dem, folde dem ud, holde fast.
– Hej. Jeg er her. Jeg er ikke Gud, men jeg har to ører at lytte med og en skulder, du må læne dig imod.

Man kan selvfølgelig sige, at mit besøg i kirken dermed var forgæves, at hverken Gud eller hans tjener tilbød mig en hånd at holde i, ja selv englene holdt sig på afstand højt oppe under i de kalkede hvælvinger. Men faktisk gik jeg derfra med en lettelse, Gud havde opgivet mig, nu var der kun mig selv tilbage at håbe på. Bede til. Kære Louise, selvom jeg ikke tror på dig så har jeg brug for, at du tror på mig. Det handler ikke om at være sin egen lykkes smed, gud forbyde det, jeg er født med ti tommelfingre og ville være en håbløs smed, lykken ville tage form af en fuckfinger, no kidding. For mig handlede det om at rejse mig fra den tomme kirkesal, gå udenfor i novemberens sære gyldne lys og sætte en fod foran den anden. Se, at jeg faktisk bevægede mig og af egen vilje. Måske er det sådan Gud handler, måske er det bare fysikkens love, at ét skridt og et skridt til giver to, jeg ved det ikke, spørgsmålet er om nogen ved det, om det er vigtigt?
Eller om det er nok at konstatere, at jeg gik og nåede frem til noget andet, noget bedre?

Jeg vil gerne starte med at slå fast: Jeg skylder psykiatrien stor tak. For endeløs tålmodighed, hundredvis af journalnotater, recepter på ernæringsdrikke, Truxal, D-vitamin, antidepressiver. For de hundredtusindvis af kroner, jeg har kostet i indlæggelser, ambulante besøg, bostøtter, opholdssteder, you name it. Tak af hjertet, uden jeres hjælp var jeg sandsynligvis død af sult, og dermed også ude af stand til at rette den kritik, jeg rejser nu.
Så undskyld. Men alligevel:

Jeg blev første gang indlagt i maj 1993 på en afdeling med speciale i infektionssygdomme. Hvorfor jeg landede netop der, ved jeg ikke, måske var det det eneste sted med en ledig seng. Jeg lå sammen med Hanne, hendes ben var holdt op med at virke, ingen vidste hvorfor. Det viste sig at være stress, en langvarig affære havde tæret på hendes kræfter, nu sagde kroppen fra. 
For mit eget vedkommende var problemet mere åbenlyst, jeg var svært underernæret. Fra august til maj – på ni måneder – havde jeg smidt mere end halvdelen af min kropsvægt, 42 kilo i alt. Nu var jeg så diffus af sult, at jeg ikke kunne huske de sidste fire cifre af mit cpr-nummer. 

Behandlingen lød på mad. Terapi var ikke en mulighed, når kroppen var så medtaget som min, min hjerne var ikke i stand til at ræsonnere eller reflektere. 
Jeg fik serveret kogt kalvetunge med bearnaise og flødefede drikke. Problemet var, at jeg ikke kunne spise. Eller rettere. Problemet var, at jeg ikke ville spise. De to ting var så nært forbundne, at det ikke var muligt – hverken for mig eller personalet – at skelne. Hvad der kunne ligne trods, var i virkeligheden en altoverskyggende angst, en kvalmende lede ved tanken om at spise, fylde, tage plads. 
Personalet var forstående, de så min splittelse, en Louise, der ville være rask og en anden Louise, der nægtede at sluge, hvad verden bød. Lægen lyttede og forklarede, at det ikke var min skyld. At min madangst skyldtes en sygdom og at jeg var i denne sygdoms vold. Heldigvis, forklarede han, var læger som han selv sat i verden for at bekæmpe den sygdom, den vold. Det føltes som gav han mig et kram, men det var bare hans ord, der virkede som en kærlig favn: 
Jeg var hverken ond, beskidt eller en løgner. Jeg var syg. 

Jeg blev udskrevet i efteråret, husker ikke meget fra de følgende måneder. Jeg boede en tid i Hundested, så i Studiestræde, så på et værelse i Kronborggade. Efter sommerferien begyndte jeg at læse litteraturvidenskab men lærte kun lidt, ikke fordi der var noget galt med undervisningen men fordi min energi gik med at mætte mig selv med næringsløse supper og tælle kilometer. 
Jeg flyttede igen, til en fremlejet etværelses, svømmede og løb før forelæsninger, drak spiritus for at kunne falde i søvn trods sult.
Til sidst gav jeg op, flyttede tilbage til min fødeby og startede på studiet til bibliotekar. Levede af syltekirsebær og revne gulerødder, installerede mig med trappemaskine og spinningcykel i min kælderlejlighed. En konstant stank af sved. 

I 2000 var jeg færdiguddannet, flyttede til Aarhus, stadig så syg, livet kun var en kulisse for mit egentlige ærinde: At forbrænde flere kalorier end jeg indtog, et dødsrace, der ikke altid lykkedes og som derfor fyldte mig med tiltagende væmmelse over min utilstrækkelighed. Svagpisser, grådige svin, ækle tæve. Det var ikke småting, jeg lod mig selv høre. 

I 2001 fik jeg en plads på center for Spiseforstyrrelser, en specialafdeling med plads til i 8 patienter, alle med primærdiagnosen anoreksi. Vi fik enestuer med bad og toilet, blev tilbudt sangaftner, tegneterapi, mild motion og psykoedukation. Seks daglige måltider, derimellem fælles hviletid, det var fast arbejde. – – Det er jo ikke en højskole, mindede overlægen os om, – det er behandling. 
Målet var ikke, at vi skulle hygge os, men at vi skulle blive raske. 
Fair nok og godt i tråd med, hvordan jeg selv var opdraget: Yde for at nyde. Problemet var, at den logik betød, at vi skulle blive raske, før vi kunne få lov at være syge. At vi skulle spise vores mad, før vi kunne få lov at græde, at vi måtte vente med at protestere, til vi vejede, hvad vi skulle. 
Modsat overlægen på Frederiksberg, var der ingen forståelse. Tesen var, at det var sygdommens natur at lyve og manipulere, og at vi, der var ramt af sygdommen, blevet derfor betragtet lige sådan: Som manipulerende løgnere. Græd jeg, fik jeg at vide, at jeg opførte mig som et forkælet barn, der hylede for at få sin vilje: En slikkepind, en candyfloss. Udviste jeg vrede, blev jeg belært om, at det var en utaknemmelig respons på den behandling, jeg modtog. Om jeg da ikke selv kunne se hvor urimeligt, jeg opførte mig? 
Forsøgte jeg at skjule maden i et ærme, en lomme, blev jeg behandlet som en tyv: mødt med anklager om at være dybt utroværdig. Lavede jeg motion i det skjulte, blev jeg straffet med inddragelse af udgang, præcis, som hvis jeg havde været en fange i et fængsel.

Misforstå mig ikke: jeg forstår logikken bag. Noget for noget. Ret og pligt. Yde for at nyde. 
Men ville man byde en somatisk patient samme rationale: Hvis du kaster op efter en behandling med kemoterapi, er du utaknemmelig? Hvis ikke du får trænet tilstrækkelig efter en hofteoperation, er du at sammenligne med et uartigt barn? Udebliver du fra en screening for tarmkræft af angst eller ringe overskud, så er du en dårlig patient?
Nej vel.
I de tilfælde ville vi forsøge at hjælpe. Tilbyde kræftpatienten kvalmestillende midler og de hofteopererede bedre tilrettelagte forløb.

Det samme skete ikke i psykiatrien. Ikke en eneste gang fik jeg at vide, at de forstod. At de havde forståelse for min adfærd – i al dens uhensigtsmæssighed. 
Jeg blev aldrig tilbudt en hånd at holde i. Der blev ikke iværksat strategier, der kunne imødegå min vrede, min sorg, løgnene. Tænk hvis nogen havde sagt: Jeg kan se, at du er ulykkelig. Bange. At du vil alt det rigtige, men at det kommer ud helt forkert. 

Det er muligt, at det for nogle patienter virker med “hårdt mod hårdt”. 
Selv havde jeg ingen glæde af det, jeg var hård nok mod mig selv i forvejen. Det, jeg trængte til var at nogen sagde: Du er syg. Jeg vil gerne hjælpe. Lad os tale om din angst. 
Er det bøffen, du er bange for? Kartoflerne, sovsen? Hvis ikke, hvad så? 
Og jeg ville have fortalt om angsten for at fylde, at være for meget, drømmen om at være et fingerbøl, noget småt og ufarligt. Om frygten for min grådighed, for at jeg at ville æde hele verden, hvis først jeg åbnede munden. 
Men ingen spurgte, for jeg var jo en løgner, en manipulerende patient, syg i hovedet. Og jeg troede dem og tog rollen på mig. 

Det har præget mig i mange år. Undskyld har været det mest brugte ord i mit vokabular. Undskyld, at jeg er dum. Undskyld, at jeg er syg i hovedet. Undskyld, at jeg er mig. Undskyld, at jeg overhovedet eksisterer. 
I årevis har jeg holdt hånden over systemet, fordi de reddede mit liv. Det er jeg dem til stadighed taknemmelig for. Men det må være på sin plads, at jeg også får lov at sige, at de udover livet gav mig en selvforståelse og et selvbillede så utiltalende, at det har været tæt på at æde mig op. 

Det må kunne gøres bedre?

“Jeg ved, at det koster energi og kræfter hver gang, at hun beslutter sig for at skrive noget og være åben omkring at have haft en spiseforstyrrelse eller ensomhed [..] Hun æder sin egen frygt for at blive dømt af andre.”
Sådan motiverede leder af festivalen “Don’t fear the weird”, Caroline Osander, at jeg skulle have årets Åbenhedspris, og jeg har lyst til at sige: tak Og dernæst: Ja.

Det sværeste er nemlig ikke at være åben, men den frygt, der følger med. Frygten for at blive dømt. Alle de motiver, man kan blive skudt i skoene: “Hun lever fedt af sin egen lidelse.” “Hun vræler og vånder sig som et barn.” “Behøver vi andre at høre på alt hendes pis?” Og nej, ingen behøver at høre på noget eller nogen, det er helt frivilligt, og lad mig i samme ombæring slå fast:
Ingen lever fedt af at lide! For mit eget vedkommende kan jeg sige det sådan her: Jeg lindrer smerten ved at formulere den på skrift. Ved at gøre den synlig og dele den med andre. Så er jeg ikke længere alene med den, ikke længere alene om den.

Tro mig, kunne jeg i stedet skrive om medaljeskamler, poste et billede af mig selv på podiet, udråbe mig som vinder af et cykelløb, en verdensomsejling, en gazellepris, ja så gjorde jeg det gerne. Men jeg er mere skildpadde, end jeg er hare og bliver frygtelig let søsyg, så jeg vinder nok hverken det ene eller det andet. Udover livet altså, som vi alle har vundet, på godt og ondt, og det er dét, jeg skriver om.
Hver gang jeg deler en tanke, en oplevelse eller en mening, tænker jeg over, hvem der nu kan finde på at pege fingre. Hvem, der vil belære mig om, at min smerte intet er at regne for VIRKELIG smerte. At min mening er naiv, syg, tåbelig. At mine væren i verden er som fluens, den i suppen altså, som man helst ser fjernet hurtigst muligt. Adr!

Jeg ved godt, at der er mennesker, der afskyr sårbarhed, afskyr kvinder, afskyr personlige fortællinger, afskyr åbenhed, afskyr følelser, afskyr afvigelser, afskyr alt, der ikke mimer det jævne og virksomme, det glatte og tavse, det sunde og raske. Til dem vil jeg sige, undskyld. Undskyld at jeg ikke er en leverpostej, undskyld at mit hår er kort og bleget med kemi. Undskyld, at jeg blev syg og behøvede hjælp. Undskyld at jeg stadig kæmper med at finde ud af det. Af livet og mig selv. Undskyld, at jeg finder det forstemmende, at man i psykiatrien stadig ser patienten som en del af ondet, i langt højere grad end tilfældet er i somatikken. At det stadig er en udbredt tese blandt folk, at psykisk lidelser er noget, nogen finder på, for at slippe for opvasken, skolen, arbejdslivet. At de var bedre tjent med at tage sig sammen. Føle mindre, handle mere. Ai, ai Captain.
Hvem vil sige til en patient med kræft i bugspytkirtlen, at denne bare skal tage sig sammen? Og hvem vil forlange en kvinde med brækket ryg og punkteret lunge udskrevet, fordi der står en anden i kø? Hver dag udskrives patienter med svære selvskadende tanker, der er simpelthen ikke plads til dem. Prøv at forestille jer, hvordan det lyder i et forpint menneskes øre, hvis væsentligste behov er omsorg, at der ikke er plads til dem? At vi – samfundet, sygehuset, systemet – ikke har plads.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Men det er ikke det samme, som at man ikke skal påpege problemet. Jeg kender ikke løsningen og behøver heller ikke femten hundrede, der kloger sig med what-about-ismer: Hvad så med dit og dat, med ulvene og dagligvarepriserne, havmiljøet. Guderne skal vide, at jeg gerne løste det alt sammen. Men jeg har svært ved bare at hænge sammen, holde sammen på det hele. Var det så bedre, at jeg holdt kæft?
Muligvis ja, men det gør jeg altså ikke.

Da jeg var ti blev jeg syg med halsbetændelse. Jeg var på ferie hos min morfar, der ikke var kendte omsorgens praksis, han hentede en dansk vand, tændte for Tv’et og sagde, at den bedste kur mod dårligdomme var tålmodighed. Med tiden ville det gå over og hvis ikke, ville livet gå videre uden mig. Selv havde han svær gigt og ondt døgnets fireogtyve timer og sværgede til tesen om, at med ondt skal ondt bekæmpes. Han sled og slæbte, høvlede ti timer i træk, slog pulde i jorden og græs med en le. Alt gjorde ondt, men nu det var præmissen, kunne han lige så godt få noget ud af al den smerte.

Jeg lå i sengen med 4 puder under hovedet og så tennisbolden fra TV’et flyve gennem skærmen og forestillede mig, at den ville ramme med mere end 100 kilometer i timen, slå mig til idiot, banke enhver tilbageværende kraft ud af min krop. En straf for dengang, jeg låste min veninde inde på mit værelse, fordi hun ikke gad at lege med mig, måske. Eller for den halvtredser, jeg tog fra min mors pung, og som brændte så hårdt i min lomme, at jeg fik brandsår på mit lår og måtte lægge den tilbage, hvor jeg havde taget den. 

Med ondt skal ondt bekæmpes, sagde min morfar, og jeg kæmpede så ondt, jeg kunne: Talte i vildelse, forbandede mig selv: de lede knæ, dumme drømme, for ikke at nævne den blodansamling, jeg var født med på ryggen, men som i mit febervilde selvhad transformerede sig til at være en tvilling, jeg ikke havde undt at leve og som nu tog hævn. Jeg råbte ting, jeg knap nænner at gentage: Lede luder, lortelæs, alt sammen for at imødegå min straf. Som når en anklaget erkender sin brøde i håb om at få mildnet sin dom.

Der gik 3 dage sådan, min morfar kiggede ind hver 4. time, satte frisk vand, tilbød mig ristet brød. På fjerdedagen kunne jeg sidde op, bolden forblev bag Tv’ets skærm, Navratilova slog Chris Evert Lloyd. Tiden tog feberen, min morfars gigt, derimod, forblev den samme, han vedblev at bekæmpe det onde med det onde. Elleve timer hver dag bankede han søm i så hårdt, at han fik gnavsår i håndfladen og vabler på sin tommel. En lettelse måske, at se en sammenhæng mellem indsats og udbytte, som en anden Jens Vejmand forvandlede han – ikke brød til sten, men søm til sår.

Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte, men jeg har næppe været meget mere end elleve år, da jeg første gang lærte betydningen af min væren i verden. Måske var det i en fysiktime eller også var det min far, der viste det, en dag jeg truede med at gå hjemmefra.
– Hvis du vil vide, hvor stor et hul du efterlader dig i verden, hvis du forsvinder, sagde han, – så stik en finger i et glas vand og træk den op og se, hvor stort et hul du efterlader.
Svaret var selvfølgelig: Intet, ikke så meget som en mikrocentimeter, var der at se i glasset dér, hvor mine finger havde været.
Jeg ved ikke, om det var ment som en trussel eller en trøst.

Det var i tiden efter, at jeg begyndte at lægge mærke til dem. Til hullerne, altså, deres betydning. Jeg fandt ud af, at det ikke bare var strengene i en ketcher, der afgjorde, hvor god den var, men også størrelsen på hullerne imellem de opspændte strenge. Lige sådan med de hulkort, min far printede ud og som udgjorde en slags identifikation af deltagerne i det motionsløb, han var med til at arrangere. Hvert hul var en del af en kode, hullerne og deres placering udgjorde tilsammen en profil: Jan Grummel, 39 år, startnummer 44. Og da jeg som 15-årig skulle lære at spille temaet til The Deer Hunter (John Williams: Cavatina) fik jeg at vide af min lærer, at det væsentligste ikke var noderne, men pauserne jeg holdt imellem dem.

Jeg forsøgte mig med selv at udgøre et hul, en pause. I flere uger sagde jeg ikke et ord, når jeg blev spurgt trak jeg på skulderen eller rystede på hovedet, skrev sedler med beskeder til mine klassekammerater “Må jeg låne din vinkelmåler?” og gjorde mig umage for at påtage mig opgaver, hvor håndens arbejde var vigtigere end mundens. Jeg satte stole på plads efter timen og hentede halm til min kanin hos en landmand, jeg vidste, satte pris på tavshed. Jeg gjorde mig særligt umage med de skriftlige afleveringer, skrev sætninger med skiftevis rød og blå kuglepen og rammede siderne ind med blomsterranker.
Til sidst blev mine tomme talebobler for meget for mine omgivelser, jeg blev sendt til en skolepsykolog, der konkluderede, at jeg ikke virkede forpint, og at min tavshed nok snarere var at forstå som et til- end et fravalg.

Senere holdt jeg op med at spise, måske for at blive lige så tynd som den finger, nogen engang bad mig stikke i et glas vand for at vise, hvor lidt jeg betød. Det mærkelige er, at jo mindre jeg blev, desto større voksede lægernes bekymring. Der syntes på en måde at eksistere en slags omvendt proportionalitet imellem, hvor lidt jeg fyldte, og hvor meget det ”lidt” betød.
Måske kan man kalde det hullets magi:
Jo mindre, man siger, des tydeligere bliver det, man ikke siger. Jo flere huller, man laver i et stykke papir, des væsentligere bliver det for papiret, at holde sammen på dem.

Min barndoms biblioteket lå på Grønlandstorv i en grå barak med købmand i stueetagen og bøger på 1.sal. Der var en elevator, men den lugtede af tis, så jeg tog gerne trapperne, selvom jeg havde hørt, at der boede en ung fyr under den. “Smølfen” blev han kaldt, fordi han havde spist svampe og var blevet skør. Han gik omkring i duffelcoat med hætten trukket op om hovedet, sommer og vinter, og sagde underlige lyde. det var mit første møde med en virkelighed, der ikke lignede min egen, der var med Børge Mogensen sofa og årsabonnement til byens teater.
Biblioteket rummede alt. To kummer fyldt med tegneserier og skrå hylder med bøger om alt fra rumfart til oldtidstempler, lange rækker af bogrygge ordnet alfabetisk efter efternavn: Blicher, Sten Steensen. Christensen, Martha. Ditlevsen, Tove. Der var også et filmfremvisningslokale med store puder i stedet for stole. Hver tirsdag var der gratis biograf, Bjergkøbing Grand Prix og Cirkeline.
Jeg kendte bibliotekarernes navne, Hanne og Åse. Og Inge, der stod bag skranken, lidt skrap men også sød, ind imellem fik jeg lov at komme med hende om bag disken og føre bøger gennem udlånsmaskinen, en slags bordintegreret kopimaskine. “Duk Duuuu”. Sådan husker jeg lyden, når jeg førte bogen henover pladen, derefter fulgte et lysglimt, når maskinen tog et foto af bogens data: titel og forfatter. Dato for lån og aflevering.

Jeg lærte cirka alt om verden på det bibliotek. At man for eksempel kunne være både skrap og sød på samme tid. At der fandtes mennesker, hvis liv var helt forskelligt fra mit, som nu Smølfen, men også den ældre mand, der hver dag ventede, når dørene blev åbnet og ikke forlod stedet igen, før otte timer senere, når de lukkede ned. Han medbragte troligt en termokande med kaffe, en madpakke og et lille hæfte, hvor han skrev alle dagens nyheder af fra aviserne. Imgen vidste hvorfor, det kom jo heller ikke os ved, han gjorde ingen fortræd og hilste høfligt, både når han kom og når han gik.
Det var på Grønlandstorv bibliotek, jeg forsvandt ind i verdener befolket af talende dyr og levende træer, besøgte månen med Tintin og smugkroer med Gammelpot. Det var også her, jeg læste Stephen Kings The Shining og Anna Gavaldas Bare sammen og opdagede, hvor forskellige bøger kan være og hvor mange virkeligheder, de kan rumme. Både fiktive og sande, genkendelige og helt fremmede. Alle sammen fik de en plads inde i mig, og da jeg nogle år senere blev syg og ikke anede, hvad jeg skulle stille op med mit liv, blev det igen mit barndoms bibliotek, der hjalp mig: Jeg flyttede fra København tilbage til Aalborg for at læse til bibliotekar – i ægte overbevisning om, at gennem bøgerne kunne lade sig gøre, jeg kunne blive rask og livet kunne makke ret. På biblioteket var alle og alt nemlig lige, syge og raske, levende og døde, virkelige og fiktive, ingen over ingen under. Alle stod de side om side.

I dag findes biblioteket på Grønlandstorv ikke mere. Det er erstattet af en bogbus, der kommer en time hver tirsdag lige midt i aftensmaden. Så må man bare håbe, at ingen får brug for hverken eventyr eller spænding på en torsdag.
Jeg er stadig bibliotekar af hele mit hjerte, også selvom jeg aldrig har praktiseret mit hverv, udover altså at fylde op på hylderne, et sted mellem Daniel Dalgaard og Holger Drachmann. Biblioteket er og bliver mit Helle, et sted for alle, for smølfer, dagbladsnotarer, skrappe og søde, børn og voksne, forgyldte og fortabte.

Jeg fandt ret tidligt ud af, at der var grænser for rummeligheden. At jeg “bare skulle være mig selv”, men dog ikke mere mig selv, end at det kunne passe ind. I skolen, derhjemme, hos veninderne. Eller sammen med den kæreste, der sagde, han holdt af min ærlighed men kun så længe, den begrænsede sig til fredag aften og dermed kunne fungere som en slags optakt til mere. Mere krop, flere åbninger. Hans hænder overalt, først her, så der. Hans mund mod min, som lukkede han min kæft med sine læber
– Jeg passer på dig.
Jeg lærte at tæmme den, åbenheden altså, ærligheden. At docere den, så den kunne rummes, ikke for meget, ikke for lidt. Kun tale, når jeg blev spurgt, kun le, når andre lo.
Alt det, man gemmer væk. I en kiste eller i et kælderrum. Under et mølædt plaid, bag en falmet kommode. Lad mig sige det sådan her: Jordslået sorg stinker. Det samme gør hengemt panik. Vrede pakket ind i VitaWrap.
Selv ord gror mug, når de lever i mørke:
Vanvidne. Tyssetrang. Flæbeabe.
Og så kom angsten. For rummet. Kælderen. At nogen skulle grave det frem fra under jorden. Se, hvilken morgenstund, nej: Se hvilken møgkælling. Alle de følelser, alt det lort. Jeg var sikker på, at man kunne lugte det. At min ånde stank af frygt. Så jeg lukkede munden, smilet blev en lynlås:
“Hej hej, jeg er helt helt stille. Kan du høre hvor meget kæft, jeg holder?”

…

Jeg leder efter andre, der har overlevet det samme. Strategier, der vil hjælpe mig – ikke igennem men videre, væk. Fuckirøven og fuldfartfrem.
Og læser om den nordamerikanske skovfrø, der kan overleve hård nedfrysning, et så godt som fuldkomment ophør af al hjerne og hjerteaktivitet, kun for at tø op, når varmen vender tilbage, verden vågner: Sol, fugle, føde og frihed. Det er noget med sukkerindholdet i blodet, at det sikrer, at frøernes blod ikke fryser til is. Skete det samme for mennesker, ville frosten få vandet i blodet til at udvide sig, og de skarpe iskrystaller sprætte cellerne op indefra.
Men ikke for skovfrøen. Den standser alt, hjerne og hjerte, men uden at fryse til is. Som at lukke for vandet for vinteren vel vidende, at det skal åbnes igen, at vandet skal løbe, når foråret kommer.

Der findes to måder at undgå et angreb, et overgreb. Man kan enten flygte eller fryse. Det værste man kan gøre er at tøve, at strande et sted midt mellem flugt og forbliven, og således ende dobbelt udsat. “Se dog dig selv, så ynkelig.”
Ydmygelsen i entreen, kun iført trusser (frys) men med kufferten pakket (flygt).
“Hvordan synes du selv det går?”
Og man lader kufferten falde fra hånden og dækker de blottede bryster, hører sig selv sige “undskyld”.
Fordi? Alt. Som nu at himlen er helt latterligt blå og fuglene åndssvagt frie, og man smiler og håber, det virker, og han tager med begge hænderne om sit ansigt og hvisker: “Jeg vil dig kun mit bedste”.
Mit og dit. Du og dit.
Vores og venernes, blodet, der løber og hjertet, der slår, holder os i live, vejret, der trækker sig selv i ren refleks, og en veninde siger, at det er det, Kundera mener med tilværelsens ulidelige lethed, at det er så let at trække vejret men så svært at lade være, og vi deler en flaske banalikør og tager en selfie og poster den med ordene: “Dømt til livet – skål og resten i håret.”
Så ringer telefonen, han vil vide, hvor jeg bliver af og min veninde hvisker, at det er nu eller aldrig. Jeg svarer ham “Jeg er på vej”, og ved ikke selv, hvad jeg mener med det. Om det er vejen hjem eller vejen væk. “Hej, hej”, mumler jeg til afsked og lægger telefonen fra mig. Tjeneren kommer forbi og spørger, om han kan hjælpe med noget, – likør eller kaffe måske, og jeg ved ikke, om jeg siger det højt eller nøjes med at tænke: – Min frihed?”

Min bror sagde engang til mig, at jeg led af munddiarré. Det er ikke helt forkert, der løber mange ord ud af mig, ikke kun af min mund, men også af mine fingre. Det er som om, jeg har svært ved at være i verden uden at være sammen med nogen om den.
Om tankerne, hændelserne. Magtesløsheden. Taknemmeligheden.
I dag forsøgte jeg at lægge hænderne fra mig, ordene. Jeg fandt et afsnit af ‘Sørine og Livskraften’, gæsten var Kristian Leth, ham med verdens fedeste bandnavn: The William Blakes. Men også med bøgerne – blandt andet ‘En vej ud af tågen’, der handler om hans forhold til sin far, Jørgen. For ikke at nævne det faste radioprogram “Bibelen Leth fortalt’, hvor Leth med sin makker, Lauge, kritisk gennemgår det gamle og nye Testamente. Sammenligner apostlenes forskellige udlægninger og sætter datidens fortællinger ind i en nutidig kontekst. 

Af en eller anden grund, har jeg altid haft en vis skepsis overfor KL. En skepsis, der nok handler mere om mig end om ham. Måske er det bare det faktum, at han er søn af en kendt, der har tændt mine advarselslamper. Som om nogen kan gøre for, hvad de kommer af, bærer med sig. Med tiden har jeg – for det meste af vanvare – alligevel lyttet til hans program om bibelen, og som aktivt tvivlende, er jeg blevet stadig mere begejstret for hans nysgerrige og pivåbne tilgang til Bibelen, tekste(n)/(erne). Det er både sjovt og vildt, når Kristian Leth bevæger sig rundt i historien om Jesus. Den anden dag kunne han berette om teorier, der peger i retning af, at Jesus skulle have været en tur omkring et sydamerikansk buddhistisk tempel for at lade sig inspirere af munkenes næstekærlige og tilgivende tilgang til menneskelivet. En mildest talt luftig anekdote, men ikke desto mindre et interessant blik på kristendommen og et fint udgangspunkt for at se ligheder snarere end forskelle religioner imellem. 

Nå, nu løber fingrene igen af med mig. 
Tilbage til Sørine og Livskraften, hvor gæsten altid præsenteres for en fordom. For Leths vedkommende lyder Gotfredsens fordom: “Du er en mand, der føler dig for klog til at tro på Gud.”
Jeg synes, det er en fed fordom. Og Leth genkender da også selv hendes skepsis, for sandt er det, at viden – modsat tro – er forbundet med kløgt. Med hjernens arbejde, beviser, empiri, research. Et robust blik på verden. I modsætning hertil er troen jo mere bundet i kroppen, i sansninger, intuition, førviden. Nogen vil sige – i “føleri”. 
At vedkende sig en tro, er derfor forbundet med en erkendelse af, at der er ting, man ikke ved. Måske endda så godt som intet, når det kommer til de store spørgsmål: liv og død, fylde og frihed. Og ikke at vide er vel det samme som at sige, man er dum. Eller – sådan kan det i hvert fald nemt udlægges. 
Jeg er vokset op med en far, der mildest talt ikke havde meget til overs for kristendommen. Han mente, at det var nogenlunde lige så dumt at tro på Jesus, som at tro på julemanden. Han sagde ligefrem, at den slags burde være forbeholdt børn og svagt begavede mennesker. 
Min mor troede – måske? – men talte ikke højt om sin tro, hun ville jo nødig fremstå som svagt begavet. Jeg hørte hende aldrig sige, at hun troede på Gud, men jeg så hende gå i kirke et par gange om måneden. Ligesom jeg så hende lukke øjnene og tage imod præstens velsignelse. 

Jeg føler mig fanget et sted midt imellem. Mellem viden og tro. Min forstand nægter mig at tilbede nogen eller noget: Verdens tilstand taget i betragtning synes den slags oftere at føre til død og ødelæggelse end til kærlighed og liv. 
På samme tid tiltaler meget af særligt Det Nye Testamentes tankegods mig. Jeg husker at læse lignelsen om arbejderne i vingården og forstå, at jeg skulle lære at udvise storsind og unde også de, der havde ydet mindre end mig, det samme i løn. Jeg fik jo ikke mindre end lovet, det var bare de andre, der fik mere. 
Særligt husker jeg dog, da en præst vendte det hele på hovedet og konfronterede mig med muligheden af, at det var MIG, der var den sidst ankomne arbejder. At det mig, der var afhængig af nogle andres nåde, fordi JEG var kommet for sent og havde hjælp behov. 
Og det er vel der, troen kan have sin berettigelse. Der, hvor selv den mest kløgtige kommer til kort, fordi vi behøver andres nåde. Om det behov og den tro så skal vendes mod en gud eller mod medmennesket, det er et spørgsmål, jeg til stadighed kæmper med.
Måske udelukker de to ting ikke hinanden? 

Jeg genkender Kristian Leths tøven, når Sørine Gotfredsen spørger til, om han er for klog til at tro. For hvad vil det sige at være klog? Og hvad er gud for en størrelse: Er det en gråskægget og gammel patriark eller snarere en universel kraft. Sorte huller og stjernestøv. Jeg respekterer ham for hans stadig interesse i at forsøge at forstå det uforståelige. At han holder sig åben for muligheden af noget, der ikke kan erfares med hjernen, men kun med hjertet.
Selv talte jeg engang med en præst om mit problem med at tro. På en gud i hvert fald. Min hjerne tillader mig simpelthen ikke at give slip på mentalitetens tyranni, jeg er for meget min fars datter til at tro, at Jesus er andet og mere end børn og fulde folk forundt.
Præsten var dog ikke spor bekymret på mine vegne: “Det er ikke så vigtigt, om du tror på gud,” sagde han med smittende overbevisning: “Jeg er sikker på, at han tror på dig, uanset hvad.”

Det lever jeg stadigt højt på. Dét håb. At jeg er rummet af en eller anden, selvom jeg ikke selv kan rumme denne anden, dette andet.