Stanken
“Det stinker”. Det er Sacha, der siger det på torsdagens morgenmøde. Den er overalt, lugten, på toiletter, i opholdsstuen, krea-værkstedet, vaskerummet:
“Man skulle fandme tro, nogen har skidt i hjørnerne.” “Så galt er det nu nok ikke”, svarer Anette, afdelingssygeplejersken,
“har I andre bemærket noget?”
Samme eftermiddag laver de tjek på alle værelser.
Det kommer fra Evas stue, de er fire om at gøre rent derinde og kommer ud med Nettoposer, potteplanter, dynevår og et smykkeskrin. Hun har kastet op i det hele. De må ringe efter en helt ny seng til stuen. Eva har kastet op over det hele, også under madrassen, det er trængt ned imellem lamellerne. Dee er ikke andet at gøre end at skifte hele møblet ud.
Vi kan høre Eva inde fra afdelingssygeplejerskens kontor, hun råber, det er tydeligt, at hun nægter at kende noget til hverken poser eller potterne med opkast. Vi andre sidder samlet i opholdsstuen, der er ikke nogen, der siger noget, vi lytter.
Mette, en af pædagogerne, slår hænderne sammen og foreslår at vi ser en video. Hun har en med i tasken, en slags moderne western, forklarer hun. Der er ikke nogen, der protesterer, så hun sætter filmen i maskinen og så sidder vi allesammen og stirrer på skærmen, der er ist ikke nogen, der følger med.
Efter en halv time kommer Eva løbende forbi på gangen, hendes ansigt er hævet af gråd, hun ser ikke i vores retning.
Det er svært ikke at have ondt af hende.
De indfører dagligt tjek af hendes værelse, Eva protesterer højlydt, taler om diktatorisk formynderi og om personalets uhyggelige mangel på tillid. “Hvordan skal nogen blive raske i sådan et miljø?”, raser hun.
Nogle uger senere er stanken der igen. Denne gang kommer den ikke fra Evas værelse, så personalet må udvide tjekzonen, undersøge alle stuer: skabene, skuffer, madameposer, alt.
De finder to Nettoposer bundet med knude i mit skab. Jeg fatter intet,det eneste våben, jeg endnu ikke har taget i brug i min vanvittige anorektiske krig, er at kaste op.
Jeg nægter alt, græder, skriger: “hvad fanden tror i om mig, så klam er jeg sgu da ikke.”
Det anset jeg kan finde på for at bevise min uskyld er, at de åbner posen. At de løsner knuden og undersøger hvad posen indeholder. De indvilliger modvilligt og finder de majskerner og spor af pålægspølse, chorizo, chilliens lyser ildrødt imellem alt det gulbrune.
Jeg har ikke spist hverken majs eller pølse, jeg fik leverpostej og marinerede sild til frokost både i går og i dag. “Det der er Evas bræk!” Jeg slår til posen, så pædagogen taber den på gulvet, der strinter lidt opkast ud på gulvet.
“Vil du SÅ opføre dig ordentligt,” raser hun, men jeg giver ikke op, jeg er vred, rasende. Der er så meget lort, jeg gør, hver dag, snyder, lyver. Jeg orker ikke også at bære skylden for noget, der ikke er mit: “Hvem fanden er det lige, der skal opføre sig ordentligt her?”, råber jeg og skubber hende ud af min stue, løfter posen fra gulvet og rækker hende: “Værsgo, den er din.” Mine fingre lugter af bræk.
Senere konfronterer personalet Eva med majskerner, chorizopølse og Nettoposen i mit skab. Hun nægter at kende noget til nogen af delene.
I flere måneder taler jeg ikke til hende, ser ikke på hende, mumler “fy for helvede det stinker,” når hun træder ind i opholdsstuen. Jeg er rasende, jeg er helt med på, at hun må lyve, kaste op, kæmper imod. Alt det, forstår jeg. Men at hun bruger mig som syndebuk for sine handlinger, det er for meget, jeg har jo i forvejen alt mit eget lort at slås med.