Louise Juhl

Hvis man gennemgår studier om arv og miljø, hvad der er hvad og hvem, der er hvem, er forskerne langtfra enige. Flere mener, at miljøet er klart den stærkeste faktor, at mennesker så at sige kan masseres og modelleres ved hjælp af de rette stimuli: Kærlige hænder, lyttende omsorg. At alle sår kan læges, også de, der går generationer tilbage, årtusinders øje for øje og tand for tunge. 
Andre er mindre overbeviste om sindets mobilitet, de siger, at betydningen af den genetiske arv er væsentligt større end omgivelsernes påvirkning. 70/30 viser tallene. Det er ganske enkelt ikke muligt at løbe fra sin DNA. Eller fra arvelige sygdomme, personlighedsforstyrrelser.

Sammenligner man for eksempel børn med henholdsvis genetisk og ikke-genetisk slægtskab, er det tydeligt, at biologien er afgørende. To søskende på samme alder opvokset i samme hjem men uden genetisk slægtskab, vil ikke være mere ens i deres karakter end to tilfældige fremmede. Tager man modsat to genetisk ens individer, for eksempel enæggede tvillinger, men lader dem vokse op i vidt forskellige hjem, vil de fortsat være slående ens, når det kommer til personlighed.
Måske ligger sandheden et sted imellem, i en pardans mellem det ene og det andet, miljø og biologi. 

Han er faldet i søvn igen, der er lidt savl at se i hans højre mundvig. Han trækker vejret roligt og rytmisk, hviler hovedet på sin hånd. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg føler, om det er ømhed eller uro. Men jeg flytter dynen fra min krop med en forsigtighed, så jeg helt er sikker på, at han ikke vågner ved det og lister ud. Lukker døren langsomt.

Kan man arve et undvigende blik, en hjemløs bekymring? Jeg har læst, at hunde med tiden har arvet menneskers mimik, at musklerne i deres ansigter simpelthen har ændret sig. At de for eksempel kan løfte brynene højere end deres forfædre, ulven, for derved at få deres øjne til at fremstå større Hundeøjne, kalder vi mennesker det, og klør dyret bag øret, hvisker ”god hund”. 
Findes der linjer i mine hænder, tråde i min rygmarv, der forbinder min mormors bedende blik med mit? Er fløden, jeg hælder i kaffen om morgenen den samme som den, min mor pisker til skum og fordeler over kagen, så den glider lettere ned. 
Søger jeg umærkeligt det koleriske, det uvarslede skifte fra rosa til grå, sådan som jeg engang søgte min mors bryster? Er der en slags trøst at finde i det, man kender, også selvom det, man kender, minder om vold uden mærker, lyden af en lussing, lige før den rammer. 

Er kattene mine eneste vidner, min pels mod virkelighedens ru hud. 

Længe før vi mødes første gang, han og jeg, forklarer min mor mig vigtigheden af, at jeg får mig en uddannelse. Jeg er fjorten og vred på alt. På de voksne, mit liv, på fremtiden. Jeg beskylder hende for fine fornemmelser, at hun vel bare frygter, at hendes datter skal ende som en simpel arbejder. Betjene kunder i en kælderkiosk eller være endnu: Gør rent i andre folks hjem. 
Jeg råber ad hende, protesterer: 
Om jeg da ikke er god nok, som jeg er? Om hendes kærlighed er betinget af et eksamensbevis, tal på en skala? Og hvad vil hun egentlig stille op, min mor, hvis jeg dropper alt hendes pis, alle hendes råd, og i stedet lægger mig på en luftmadras, tæller byfugle. Duer, gråspurve, grønirisk? 
Det handler om ejerskab, forklarer hun tålmodigt. Om at være sin egen, før man er en anden, nogen andres. Sin mands kone, for eksempel. Og hun spørger mig, om jeg ved, hvilken afmagt, der følger med at leve af andres penge, andres nåde. Hun har set det ske, siger hun, kvinder der er visnet i forhold, fordi de ikke havde mulighed for andet, for at gå, for at klare sig selv.

Så da vi flytter sammen, sætter jeg sedler på alt, jeg ejer og alt, jeg køber. Juicepresseren, yogamåtten og hatteæsken, jeg købte for en tyver på et loppemarked for ni år siden. Selv topmadrassen, som vi ellers er fælles om, får en seddel med mit navn på.
Han griner. Af mig og mine sedler, kalder dem et sygt påfund, ”ren paranoia.” 
– Man skulle jo tro, du var på vej væk, siger han og holder om min hage, kysser mig på panden, hvisker:
– Men du bliver da her, ikke? 
Og jeg lover ham at blive.
– For altid. Vi tilhører jo hinanden. Han er min og jeg er hans. 
– Det er kun tingene, der er hver vores, forsikrer jeg ham. 

Nogle dage senere kommer han hjem med en gave, det er en Grizzlybjørn skåret i fedtsten. Den er sendt helt fra Canada, forklarer han og rækker mig stenen, der er tung som en hammer. Jeg spørger til puklen på bjørnens ryg, det er en stor muskel, forklarer han. Den giver kraft til dyrets forreste labber, så den kan grave dybere. 
– Eller griber om et bytte, kritsj. 
Han lægger hovedet en anelse på skrå, smiler:
– Til dig. Sæt du bare dit navn på.

Ugen efter har han fødselsdag, han ønsker sig ikke andet end mit navn ridset i sin hud, siger han. Han har endda fundet en tatovør, med særlig flair for skrift.
– Hverken for meget schwung eller for kantet. 
Jeg ender med at køberen toastmaskine i stedet. Og et kradsebræt til kattene, det sidste volder mig problemer, det hessianbeklædte bræt bliver ved at rive hul i gavepapiret. Jeg må forsøge tre gange, før det lykkes. 
Jeg bærer gaverne ind til ham i sengen, kattebrættet i den venstre og toastmaskinen i den højre, synger fødselsdagssang. Han flår papiret af pakkerne, griner, da han ser, hvad det er. Han trækker mit ansigt ned til sit, kysser mig længe, siger:
– Jeg var slet ikke klar, at jeg manglede netop dét. Et kradsebræt og et toastjern. 
Hvis han er skuffet, skjuler han det godt.
Senere, da jeg har klædt mig af og taget toppen af hans morgenlyst, indrømmer han, at det helt var, hvad han havde håbet på. Han elsker toast, det er slet ikke det, hvisker han, men det havde været rart med noget mere personligt.
Mit navn tatoveret på sin hud, for eksempel.
– Men du vil måske ikke risikere, at hænge på mig, på min krop, for altid?

Fire dage senere melder han sig til en kursus i kodning og forsøger at finde rundt. I begreber og forkortelser, html og CSS, JavaScript og Objective-C. Pludselig handler det ikke længere om dæmoni og forbandelser men om logik og gentagelser.
Han går hurtigt kold, rejser sig og skænker en kop kold kaffe fra køleskabet. Han har læst et sted, at det virker bedre sådan, koffeinen altså, når den er kold. Mere opkvikkende. Så går han tilbage til skærmen, sætter sig med høretelefoner presset helt tæt til ørene, ser og lytter. Til en mand i en mørkeblå ribstrikket sweater, der taler om kodningens sprog, han heddet Mitchel og siger: ”Når du har lært at læse, kan du læse for at lære. Det samme gælder kodning: Når du har lært at kode, kan du kode for at lære”.
Fremtidens sprog er digitalt, fortsætter Mitchel og peger en finger mod kameraet: ”Vil du være med i samtalen?”

Han opgiver efter et par timer, skubber stolen tilbage. Rejser sig og sparker til et af kattenes mange pivdyr. Det giver en og skinger lyd fra sig. Mono og Emo ser skræmte op, lister så ud i badeværelset. Jeg sidder der også IND IMELLEM, på det varme toiletgulv, med katte i skødet og låst dør. Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg er bange for den, han kan blive. 

Han arbejder på et strategispil, fortæller han en tirsdag aften tæt på tolv. Han vækker mig uden varsel og forklarer mig om baner, labyrinter og levels. Om en valuta, der måles i magt. Antal mennesker, man ejer. Det er noget med en bjørn i et bur og børn med pinde, han taler begejstret og uden ophør. Løfter den venstre hånd op til sin næse, snuser ind, uhm, og taler så videre. Om mærker i sneen efter blod og fugle, der er store som en udslået parasol. Himle, der tager farve efter deres humør, hysterisk hvid, rasende rød. Blommegul. 
Først er han i Arktisk, i sne og nordlys, så i en jungle. Med cikader, deres insisterende sange og vilde hunde, der hyler om kap.
– Forbandelser kender ikke grænser, siger han, da jeg spørger, hvor vi er nu, og et øjeblik virker han vred. Om jeg da ikke forstår, hvad det er, han prøver at fortælle? Det handler hverken om tid eller sted men om had og hævn og dyr. Og om drenge, fortsætter han, med pinde og forkullede knogler i kæder om halsen. 
– Her er det dæmoniens regler, der gælder, siger han, og dem skal man være en djævel for at følge

Han taler i en time, tømmer en pose peanuts og bunder tre øl. Om bjørne og fugle og drenge. Himle og haleløse øgler. 
Hvis ikke, det var for kattene, ville jeg rejse mig og gå. Men de holder sig tæt ved mine ben, smyger sig kælent og lægger sig i mit skød. Jeg kan ikke efterlade dem sådan, alene under hans rablende himmel.

Hun foreslår, at vi går en tur i haven, der er så mange ting, der spirer frem, siger hun og peger rundt. På hækken, der har fået knopper og tulipanerne, der kun er få dage fra at springe ud.
Haven er hendes helle, her er planterne ordnet efter nytte eller nydelse. Køkkenhaven er sået til med persillerod, rødbeder og ærter. Længere henne er der plantet buske. Hvidtjørn og røn, hyld og Blærespirea.
– Anja er blevet indlagt igen, siger hun og peger på genboens hus. 
Min mor så ambulancen fra vinduet, det blinkende blå og reddernes rutinerede hænder, da de trak båren ud. 
Hun havde fyldt et badekar med rødvin og forsøgt at drukne sig selv, det var hendes mand, der fandt hende. Lægerne havde målt hendes promille til tæt på tre og kaldte det et lille mirakel, at hun overlevede. Selv var hun mindre sikker. På det mirakuløse altså. Mirakel betød guddommelig indgriben, og hvis hun skulle tro en gud, skulle det som minimum være én, der respekterede hendes ønske om at dø.

Nu får hun elektrochok. 
– Tre gange om ugen, fortæller min mor, men tilstanden er stort set den samme. Anja, der sidder og nulrer ved dynevåret eller står lænet op ad vindueskarmen med sine arme over kors, stirrer ud på den halvtomme parkeringsplads. 
Hun har altid været lidt sær, mener min far, som nu dengang hun holdt tale til vejfesten. Ti lange minutter om savnet af sine voksne børn og en tiltagende følelse af meningsløshed. Til sidst havde min far været nødt til at rejse sig, gribe om glasset og udbringe en skål. ”For venner og vellyst!” 

Min mor besøger hende to gange om ugen, mandag og torsdag.
Det er ikke nemt, samtalen går trægt. Anja sidder som regel bare i sengen. Ind imellem slår hun masker op på to tynde strikkepinde, tres, kun for at trække dem af igen, starte forfra. Ind imellem taler hun om en søster. En død tvilling, der blev kvalt i en navlestreng, Anja er ikke sikker på hvis, om det var søsterens egen eller hendes, men efter fødslen forsvandt hendes mor. Ind i sorgen og katatoniske kramper, hun lå otte måneder i sengen, og da hun stod op, var det første hun gjorde, at få den døde tvillings navn tatoveret på sin arm. Dato og tidspunktet for fødslen. 261154 08.51. Nøjagtigt niogtyve minutter efter, at Anja var kommet til verden.
Nu er det hende, Anja, der ligger i sengen. I en lang hvid hospitalsskjorte, lægen har ellers flere gange bedt hende om at klæde sig ordentligt på. Den slags betyder noget, siger han, for selvværdet, følelsen af at være mere og andet end bare syg. Men Anja vil ikke være andet, – jo død, siger hun, men det må hun jo ikke få lov til, og så kan resten sgu også være lige meget.

Min mor siger, at det er bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur, end det er at stille en varm gryde på et koldt. 
En kold gryde på et koldt komfur, derimod, det gør ingen som helst forskel. Hverken komfuret eller vandet tager skade, men gør heller ingen gavn, alt forbliver det samme. 

Jeg ved ikke, hvordan det er med os. Om vi er kolde eller varme gryder, da vi mødes der ved busstoppestedet, eller hvordan med komfuret. Jeg ved kun, at vi flytter sammen eller rettere: At jeg flytter ind. I hans liv og lejligheden, der er fyldt med hans ting og katte, hans rutiner og håndklæderne, der alle er kulsorte og med hank i begge ender. Ind til hans søvnløse nætter og vågne mareridt, hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom. Og så kommer jeg. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. Ind i søvnen, otte timer, et godmorgen og tilsyneladende glemsel om den foregående aftens begær, hændernes lidt for hårde vilje. Han stryger mig over kinden og rejser sig. Går ud på badeværelset for at tisse, han lader døren stå åben, den plaskende lyd fra urinen der rammer kummen og og så et suk, da blæren bliver lettet for trykket. Ah!

Jeg får arbejde i en delikatessebutik, møder ind klokken otte og flytter som det første de kilotunge parmesanoste fra kølerum til butik, skærer pølser i skiver og anretter på fade, alt sammen før butikken åbner. Hver gang en kunde træder ind, ringer en lille klokke over døren og jeg rejser mig fra min plads i baglokalet. Glatter forklædet: ”Hej” og ”Hvad kan jeg hjælpe med”. En kvinde i en imiteret sælskindspels kommer hver dag forbi, altid lige før lukketid. Smager på alle ostene, én efter én, det tager tid. ”Njaaa,” hun ryster på hovedet, prøver den næste: ”Heller ikke den”. Til sidst opgiver hun og køber i stedet 6 skiver sønderjysk kropølse på tilbud. Hver dag. & skiver og altid af den samme pølse.
Jeg lærer at lyve, at prise en askerullet italiensk gedeost til skyerne, selvom smagen byder mig imod. En himmelsk mundfuld, kalder jeg den. Eller jeg skriver skilte med snirklede bogstaver, tegner blomsterranker rundt om: ”Gå ikke glip af mysenostens magi” og ”Mageløs Maasdammer”. Kunderne virker tilpasse, de lader sig lokke og køber gerne lidt mere, en de har brug for. Et glas kandiserede valnødder eller en engelsk myntegele, der sælrigt egner sig til lammekød – også selvom de ikke spiser lam. 
De aftener, han ikke selv er på job, henter han mig på sin motorcykel. Kysser mig flygtigt, sætter en hjelm på mit hoved og jeg holder fast. Sådan kører vi gennem byen, han fører maskinen, jeg følger med. Derhjemme løfter han hjelmen af mit hoved igen, binder et tørklæde for mine øjne. Vi skal lege kimsleg, siger han og han lægger ting på min tunge. En rusten mønt, en sukkerknald, en skefuld sennepspickles, polske hindbær (Det er oprindelselandet, jeg skal gætte). Bagefter spørger han til min dag, om den er gået godt, om jeg har solgt noget: Rødkit, blåskimmel. Gammel Knas måske? 
Det er ikke til at vide på forhånd. Om det er en af de dage, han fortsætter legen, altså: 
– Solgte du også lidt af dig selv?
Han læner sig frem og løfter ud i min bluse:
– Hvor meget ryger der egentlig over disken, spørger han. – Altså udover pølse?

Der er også gode dage, ja. Turen til Thy, for eksempel, vi vandrer ni timer ad smalle stier, der er lyng og krat overalt. Og så pludselig: meterhøje klitter. Hans øjne bliver fugtige, – se, han tager min hånd og klemmer den, det gør lidt ondt. 
Han går forrest hele vejen, viser vej, taler og taler, jeg hører kun knap det halve. Noget om lav, som ikke er mos, som man måske skulle tro, forklarer han, men en dobbeltorganisme, halv svamp, halv alge. Han halvråber fra henne foran, om mitokondrier og mycelier, han har talt sig varm, peger ud og kysser mig på kinden. Siger: – er det ikke vildt? Hopper lidt på stedet, for at få rygsækkens stropper på plads på skuldrene. 
Det er ham, der bærer oppakningen, det hele. Soveposer, underlag, Trangia, pandelampe, pulvermad, termokrus, kondomer. Og to lommelærker fyldt med solbærsnaps. Han tænder bål og tager en slurk, hans ansigt er som forandret, flammerne får det til at lyse som en maske fra for længst. Han er smuk at se på og lidt uhyggelig. Han bliver hurtigt fuld, hujer ad ilden og hælder mere snaps i kruset, tilbyder mig en slurk: værsgo. Det smager sødt og bittert. brænder hele vejen gennem halsen og videre ned. Han kysser mig i nakken:
– Vi skulle have det sådan altid, hvisker han mig i øret, – bare dig og mig og ild og nat. 
Da jeg vågner ligger jeg nøgen i soveposen ved siden ad ham. Han ligner et barn, som han ligger der og sover, hans øjne flakker bag lågerne, læberne sitrer, han smasker som en nyfødt, der søger en mors bryst.

Fjorten dage senere forærer han mig en kæde med vedhæng. Et unikasmykke af sølv, håndrejet, kunstneren bag hedder, Morten, han er i en stribet skjorte med bindeluk i halsen og sandfarvede bukser af hør. Han fortæller om vedhænget, hvad det forestiller: En nøjagtig kopi af et flere tusinde år gammelt frugtbarhedssymbol. En kurvet kvinde uden ansigt men med bryster, der når hende til navlen. Bagsiden af smykket er beklædt med en slebet sten, en karneol, siger han, og fæstner kæden om min hals. Viser mig hen til et spejl. 
– Den er smuk, siger jeg og tager med højre hånd fat om smykket, løfter det op og slipper igen. Ser tilbage i spejlet, min krop ligner en stumtjener, synes jeg, og kæden en genstand, nogen har glemt.

Hjemme tager han billeder. Af mig. Nøgen og kun iklædt kæden, gudindens tunge barm hviler over mine egne – kun knap mandarinstore – bryster:
– En lækker lille håndfuld, siger han og griber om det venstre, presser et knæ imod mit skridt, slikker mig i øret. Jeg vender ansigtet væk: 
– Skulle vi ikke tage billeder, spørger jeg, men han ignorerer mine ord, tager i stedet om min hånd og fører den ned til sit stive lem: 
– Det kan vente, hvisker han, og tager vedhænget fra om min hals og putter det i munden. 
Vi står så tæt, at jeg kan mærke hans hjerte banke gennem skjorten, der er kommet noget fremmed i hans blik, jeg har set det før, et næsten naturstridigt begær, lige dele ømhed og vold.

*

I januar fylder han år, 33, men genbruger ønskelisten fra jul. Streger alt det over, han ikke længere mangler. Et gammeldags kompas med nål, en boldpumpe, trådløs controller. Tilbage står Goretex støvler, Rooibos te fra Sydafrika og en globus med lys. 
Jeg foreslår ham at ønske sig en regnjakke. Den han har, er for kort på ærmerne. Han kommer altid hjem og klager over fugtige skjorteærmer, kolde hænder. Jeg har fundet en, jeg tror, han vil synes om, siger jeg og peger i et katalog. Den er armygrøn, længere bag- end fortil og med hætte. Han sætter sig og bladrer lidt frem og tilbage i magasinet, klapper sig på låret:
– Kom. Sæt dig.
Jeg tøver et øjeblik, gør så, hvad han beder om. Han læner sit ansigt frem, hviler det på min skulder, hvisker i mit øre:
– I virkeligheden ønsker jeg mig ikke andet end dig.

Så stikker han en hånd ned, åbner knappen i sine bukser, hiver pikken frem. Den er hård og rød og glinsende. Jeg ved, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Lade hans hænder tage, hvad de vil have, hans mund, hans lem. Og han tager og tager. Med hidsige hænder, alt hvad han kan få fat i, arme, bryster, hals. Han fumler et øjeblik med låsen i min kæde, men opgiver allerede efter få sekunder, river i stedet. Kæden springer i to, frugtbarhedsgudinden falder på gulvet, jeg forsøger at komme fri, men han når at gribe mig i armen, vrider den om på min ryg.
– Ikke nu, byder han, og trænger ind i mig, støder til.
Det gør ondt. I mit underliv og i min arm, jeg hulker, måske tænker han, at det er af vellyst. I hvert fald går der ikke meget mere end nogle få sekunder, så kommer han selv og med et brøl.

Efter to måneder maler han dem over. Væggene altså, de fire hvide. 
Det er det uens i farven, der forvirrer ham. De forskellige nuancer af hvid. De får det til at svimle, siger han, selv når han sidder ned. Det er som om, de kæmper mod hinanden, som om det matte kæmper det blanke, han føler sig klemt. Ja ligefrem kvalt mellem det rå- og det knækkede. 

Han spørger mig ikke, kommer bare hjem med tre bøtter i samme blå. ”Constellation blue,” står der på mærkaten. Han har læst et sted, af den skulle være særligt beroligende for øjet. Vist nok noget med tillid og styrke. Han maler selv det hele, beder ikke om hjælp, bare blå og blå og blå og blå. Han forsøger sig også men loftspladerne, men opgiver. Hans arme kramper og stigen, han står på, er for vakkelvorn, til at han tør fortsætte. Tre af gipspladerne forbliver dækket af blå, resten er stadig, hvide, han siger:
– Hvis det generer sig så meget, så lad dog være at se derop. 

*

Den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Johann Wolfgang von Goethe undersøgte omkring skiftet til det attende århundrede lysets væsen og fandt, at farver ikke, som hidtil antaget, var en egenskab ved lys, men opstod i mødet mellem lys og mørke. Han udviklede på baggrund heraf en farvelære, der omhandlede de grundlæggende spørgsmål: Hvordan opstår farverne, og hvordan virker de på mennesket? 
Goethe endte med at lave en seksdelt farvecirkel med grundfarverne gul og blå, der bestod af lys og mørke og aå det, han kaldte en immateriel eller åndelig dimension. Her tildeltes farverne en særlig betydning. Blå var poesiens farve, kølig, stærk. Rød var fyrig, fremadfarende, grøn vegetativ og frodig. 
Goethe interesserede sig også for efterbilleder. Det vil sige, det, der stod tilbage på nethinden efter, at øjet havde forladt det sete. Han opdagede, at stirrede han intenst på en gul mælkebøtte nogle minutter, for så at flytte øjnene til en hvid baggrund, tonede mælkebøtten efter kort tid frem i sin kontrast – violet. Selv skrev han om sine erfaringer:

Øjet fordrer lys, når man byder det mørke og mørke, når man byder det lys. Det er den stille protest alt levende må ytre, når det bydes faste tilstande.
Det er Gudsbespottelse at sige, at der skulle findes optiske bedrag. 
Bedrageriet findes i vore domme eller utilstrækkelige iagttagelser.
Vi må lære at have tillid til vore sanser, synet i sig selv kan ikke bedrage – men betingelserne, omgivelserne kan.

*

Så han ændrer betingelserne, maler det hvide blåt. Mætter mørket med lys eller måske er det omvendt, måske toner han det lyse med mørke. Han trives bedre sådan, siger han, med det blå. Han føler sig mindre klemt. Tænker også klarere og har nemmere ved at holde fokus.
Han spørger ikke mig, hvad jeg synes eller hvordan, jeg har det med det.

Tirsdag har jeg lukkevagt i butikken, det tager tid. Alle oste og pølser skal pakkes ind i Wita Wrap og flyttes i frysehuset. Glasmontrene skal pudses, gulvene vaskes. Der hænger en lang liste på bagsiden af døren til frokoststuen: 
Husk:
– Rengøre alle håndvaske, pålægsmaskinen. 
– Tømme affaldsspande 
– Lukke vinduer
– Tilslut alarm

Den er lidt over syv, før jeg når hjem. Entreen flyder med møbler og sager. Billedrammer, hynder og også kontorstolen med alle klistermærker under bunden. “SIG FRA!”  
Jeg råber hej, men ingen svarer. Jeg forsøger igen:
– Hej? 
Gennem døren ind til stuen slipper en smal stribe lys ud, grel og skarp. Jeg åbner forsigtigt døren derind. Han sidder på knæ på gulvet og har fjernet al tapet. Dækket gulvet med gennemsigtig plast. Det lugter af maling, en kemisk og kvalm lugt. Overalt står der bøtter uden låg, hvid i et utal af nuancer. Knækket hvid, råhvid, mathvid og blank. Han ser op, hej. Fortsætter så med at røre i en af bøtterne, trækker mønstre i den seje maling. Hvad laver du, vil jeg vide. Han slipper pinden og rejser sig uden at bruge hænderne til hjælp, en næsten akrobatisk øvelse. Han får det altid til at se så nemt ud. 
– Hvad synes du, jeg ser ud til at lave?
Han river et stykke papir af køkkenrullen, tørrer hænderne: 
– Har du bare tænkt dig at blive stående og glo?

Der er ikke nogen tvivl, det er en af dé dage. Hvis jeg er heldig, slipper jeg med tavshed, opsmøgede ærmer og én øl, der bliver til seks, før han falder i søvn. Måske vågner han midt på natten med rejst lem og trænger ind i mig bagfra. Hurtige hårde stød, indtil han falder sammen over min krop, som en ballon, der har mistet luften. Måske kalder han som et skræmt barn fra mørket, nej og hjælp. Fanget som så mange gange før i et mareridt om tunneller uden lys og et omrids af en mand, der kunne være hvemsomhelst, men også hans stedfar. 
Men i dag er jeg ikke heldig, han tager fat om min arm, hiver hårdt.
– Har du tænkt dig, at jeg skal gøre al arbejdet alene, spørger han. Jeg forsøger at trække armen til mig, men han holder fast, i armen og mit blik, stirrer hårdt: 
– Har du tænkt overhovedet?

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Lad os kalde det et digt, en overvejelse. I går kørte jeg med tog til Aarhus, solen blødte gult som et ituslået æg. Tæt på stationen passerede et godstog, det havde syv, måske ti, kampvogne på træk. Kvinden på sædet overfor mig gjorde korsets tegn.
Senere var jeg ved lægen med en betændt kæbe og et hjerte i laser. Hun sagde: “Det er ikke forkælet, at ville have det godt.” Jeg fik piller mod betændelsen, Priminova, 1 tablet tre gange daglig i en uge. Det ville slå inflammationen ned, mente hun. Hjertet ville hun nødig slå ned, så vi lod det blive ved snakken. Noget om kind og pels og smørstegte kantareller. Hun sendte mig et link til en opskrift, sagde: “det læger ikke alle sår, men det ligger godt i maven.”
På gaden udenfor havde en mand spredt indholdet af sin taske ud på fortovet. Han ledte efter noget, men han kunne ikke huske hvad. Kun, at det var noget, han savnede. Jeg hjalp ham med at sortere. To tomme poser fra Netto, en tube tandpasta, stribede sokker holdt sammen med en elastik. Et næsten opløst tebrev, en brochure om moms, et par briller med sorte glas og kun én stang. Og så en æske tændstikker. Jeg rakte æsken frem mod manden, sagde: Hér er den. Hans sagde tak og ja, og dét var godt, og så pakkede vi al resten ned i tasken, vinkede farvel. Jeg ved ikke, om det var tændstikker, han ledte efter, men jeg tror, at han var glad for at finde dem.