Jeg har altid lært, at man skal lytte. Til, hvad andre siger, mener, og tage imod deres råd. Jeg har lært, at når nogen siger mig imod, så har de nok deres grunde, og måske er det slet ikke dem, men mig selv, der tager fejl. Da jeg ti og var bange for at gå hjem fra skole, fordi en, der hed Anders, kastede med snebolde og kaldte mig fedtmule, fik jeg at vide, at sådan var drenge i den alder, og at han nok i virkeligheden var forelsket og bare ikke magtede at sige det højt.
Jeg blev fortalt, at man kom længst med at trække på skuldrene, trykke på pytknappen. Glide af. Det var ikke sagt i en ond mening, der kan være meget sandhed at hente i det råd. Ikke at lade sig hidse op, rive med af følelserne, tage til genmæle.
Når nogen kaldte mine reaktioner for latterlige eller ude af proportioner, tog jeg det til mig som en sandhed. De havde sikkert ret, det var mig, der var for følsom, ikke dem, der var for hårde. Det handlede ikke om, hvad jeg oplevede, men om hvordan jeg forholdt mig til oplevelsen. Hvis nogen hånede mig, forsøgte jeg at komme dem i møde, forstå deres indsigelser, deres vrede. Når jeg følte mig urimeligt behandlet eller misforstået trak jeg mig baglæns ind i mig selv, og følte skyld over at være årsag til misforståelsen, urimeligheden.
Senere blev jeg indlagt, jeg var syg og meget ulykkelig. Behandlingen bestod først og fremmest i at sikre mig næring, ellers risikerede jeg at dø af sult. Der var ikke noget forkert i lægernes prioritering, men endnu engang blev mit råb om hjælp mødt med en mundkurv. Luk nu ægget, søster lagkage. det sagde de selvfølgelig ikke, men meningen var den samme: Det nytter ikke noget at snakke eller føle, du skal spise og det skal være NU. Og igen gjorde jeg som de sagde, undskyldte for min ulykkelighed, åd min mad, tog på, smilte og sagde tak. De havde jo trods alt sikret min overlevelse.
Bagefter smed jeg alle kiloene igen, måske i protest, jeg ved det ikke.
Kun, at jeg levede sådan i mange år, datede en mekaniker, en skolepsykolog, en fyr med husbåd, en anden med fransk altan og pacemaker. Flyttede i rækkehus med en personlig træner, der viste sig at have et lige lovlig livligt indre liv. Så livligt faktisk, at han ind imellem ikke kunne skelne mellem drøm og virkelighed og tog kvælertag på mig i søvne. Jeg vågnede heldigvis, før det blev alvor.
Det var ikke før, jeg mødte Michael, at nogen foreslog mig, at tro på mig selv. At vende ryggen til hån, svare igen på urimeligheder. At tage mine egen oplevelser alvorligt. Aldrig nogensinde havde jeg fået at vide, at det var ok at blive sur. At jeg ikke var forkert, fordi mine følelser ikke matchede min modstanders. At jeg godt kunne være taknemmelig for min behandling, men stadig have ønsket mig den anderledes.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik en mail. Fra en nærtstående, der lige ville fortælle mig, at hvis ikke jeg var enig med ham, ja så kunne jeg fucke af. Jeg havde oplevet det før, og nok blev jeg hver gang ked af det, men straks efter fuld af skam. Over min sarthed: Hvad fanden lignede det at flæbe over lidt bramfrihed. Det var jo bare hans måde at kommunikere på. Slap dog af, LouLou, æd din tudekiks. Men så skete der det, at Michael tog over og svarede ham, at sådan skulle han ikke tale til hans kæreste. At det vare en ussel og umoden retorik, og at han kunne vende tilbage, når han var blevet voksen.
Det var simpelthen så rørende en gestus. Efter i 40 år at have taget al skyld på mig, også de flabedes, mobbernes, de perfides opførsel. Efter i alle årene at have følt mig forkert, for sart, for svag, for dullet, for dum, var der pludselig en, der på mine vegne pegede den anden vej. Ud mod angriberen, den ubehøvlede, og bad denne om at tage ansvar.
Jeg øver mig stadig. I at tro på, at jeg har lige så meget ret, som andre. (Og selvsagt lige så ofte tager fejl. Se, der kom den igen, det evige forbehold for mig selv). At mine oplevelser er lige så valide, min intelligens lige så høj, min ret til at sige fra præcis den samme, som alle andres. At jeg ikke behøver sige undskyld, når nogen kalder mig en idiot. At jeg måske endda kan rette skytset den anden vej, svare “Det man siger, er man selv.”
Fik jeg sagt, at jeg elsker min mand?
Og god weekend.