Jeg græd lidt i går, ikke store våde tårer, men en ængstelig sjatpissen, jeg var vred og ked og skamfuld. Drak så en Raw øl fra Ebeltoft bryggeri, 8,2%, blev sløv og endnu mere trist og skældte mig selv ud for mit jeg-fængsel, alle de følelser, alt det besvær til ingen verdens nytte.
I dag vågnede jeg tidligt og læste Ida Holmegaards pragtværk ‘Look’ færdig, helt på røven over den ømhed, bogen fyldte mig med. Sætninger som “Rodet er mit, og jeg må selv passe på det. For andre vil det måske ligne skrald.”
Den frygt for, hvad det ligner, hvad jeg ligner, genkender jeg 1:1. En tudetøs, en flæbeabe, en anstrengt etage klemt inde mellem hoved og krop. Halskatar.
Jeg leder hele tiden efter ord og sætninger, der kan redde mig fra mig selv. I dag er det feberredning, dette at blive frelst af det febrile, at finde hjem i et rum mellem drøm og virkelighed, en sygelig tilstand, der tilbyder redning. Det er smukt og rodet. Det må jeg passe på.
Holmegaard skriver om J.D.salingers The Catcher in the Rye. Om det misogyne blik, hovedpersonen, Holden, har på sin date, Sally. Blandt andet beskriver han hendes måde at tale på sådan her: “Hun havde en af de her høje stemmer, der er rigtig pinlige, når man møder hende et elle andet sted.” Og lige efter: “Hun slap afsted med den, fordi hun så så skide godt ud, men den irriterede mig altid”.
Jeg har i aldrig set godt ud, jeg er aldrig sluppet afsted med min alt for høje stemme. Jeg har bare været pinlig, irriteret folk. Måske var det derfor, jeg græd i går.
Holmegaard skriver: “Jeg har ladet Holden – alle de Holdener jeg har læst – sive ind gennem øjnene. Jeg har set på andre med hans blik. Jeg har set på mig selv med det blik. Jeg er blevet set på af andre med det blik [..] Jeg vil ud af den her lortelabyrint.”
Det vil jeg også. Ud af det firmaformatterede, ud af det patriarkalske, ud af det hold-dig-ved-jorden-det-tjener-dig-bedst-moraliserende. Jeg vil tale højt og rodet og jeg vil græde uden skam, og når jeg har lyst.
Min mormor brugte kirken som et helle fra dagligdagen og det dårlige hjerte, der gjorde, at hun tabte pusten ved den mindste anstrengelse, som for eksempel at skrælle kartofler eller at tale i telefon. Min morfar, derimod, havde ikke fidus til kirkegang og salmer. Jeg tror han følte sig utilpas under de kalkede hvælvinger og prædikeners højstemte patos. Selv talte han kun sjældent og som regel i kommandoer: “Ræk mig lige saven” eller “Stik mig en cigar”. Han var ikke sur eller ubehagelig, han brugte bare sproget, som han brugte penge: Med omhu og tanke på at spare, hvad spares kunne.
På gården holdt de høns og får og dyrkede grønkål, kartofler, mynte og persille. Æbler og bær. De havde på den måde alt, hvad der forlangtes til et veldækket påske bord, indenfor rækkevidde. Blødkogte æg og lammekølle, persillesovs. Frugtsalat med råcreme eller citronfromage pyntet med toppe af flødeskum til dessert. Det var maden, der adskilte helligdagene fra alle andre dage, langfredag drak vi vand på flaske, ligesom dugen den dag var af stof mod dagligdagens plastikunderlag. Der blev tændt levende lys og hentet tallerkener fra skænken i den fine stue. Porcelæn med Mads Stages gengivelser af agerhøns, fasaner og andet vinget vildt. Det var festligt på en meget stille måde, dagesn højdepunkt var ribsgeleen til lammet og så at min morfar tog en time tidligere fri fra gårdens forpligtelser for at høre Radioens Pigekor synge på TV.
Jeg husker ikke selv at have været med i kirke, men jeg hørte tit om den langhårede præst, der huserede i Sdr. Bjert. Han spillede guitar og skrev salmer: “Det er påske! Alting springer ud, alle knopperne er lige ved at briste, det er livet, der vil leves.” Min morfar kaldte det hokuspokus-poesi og rystede på hovedet. Men skepsissen holdt kun til min mormor døde, og han brugte præstens skulder til at græde ud ved. I årene efter bød han ham et par gange årligt på et glas Kijafavin, når den langskæggede præst besøgte min morfar, efter sigende under påskud af at skulle se hans have, der flere gange blev præmieret som sognets smukkeste. Efter et par glas af den søde kirsebærdrik åbnede min ellers forsagte morfar op og fortalte om løst og fast. Om mødet med min mormor, hendes utætte hjerte og alle de forbistrede vildkatte, hun påtog sig at fodre, trods min morfars protetster. Ikke desto mindre fortsatte han med at stille rester ud til de hjemløse dyr efter hendes død. Kattene kunne jo ikke gøre for, at det var min mormor og ikke ham, der døde først, forklarede han.
Skærtorsdag tog vi bussen til Poetszch og Otto Duborg, der, modsat de danske butikker, holdt åbent. Billetten for turen kostede 20 kroner, resten betalte de to supermarkedskæder, der levede godt af letpåvirkelige folk som os, der lod os lokke af løfter om billige dåsesodavanden, niveacreme og 4711 til konkurrencedygtige priser. Selv havde jeg kun øje for slikhylderne. Strategien var klar: Jo mere, des bedre. Kvaliteten, derimod, var helt underordnet. Jeg købte eucalyptusbolcher i fem-kilosposer og store blokke af chokolade beregnet til madlavning, hårdt og bittert men drøjt i brug. Derhjemme vejede jeg alle indkøbene på min mormors køkkenvægt, måske for at tjekke, at fem tyske kilo svarede til fem danske?
Hun døde i påsken 1983. Min mormor. Til sidst orkede hun ikke at sætte vand ud til kattene, og så vidste min morfar, at det var tid. Hun blev indlagt på Kolding sygehus og døde få dage efter. Hun havde sørget for alting. Frosset mad ned i portioner til en hel måneds forbrug, så ikke min morfar skulle sulte. Noteret numrene på de salmer, der skulle synges i kirken, på bagsiden af en konvolut. Jeg tror ikke, man kan komme til Flensborg for en 20’er længere, men hvis du alligevel tager afsted, vil jeg på det kraftigste fraråde at købe fem kilo bolcher med eucalyptussmag. Godt nok er de billige, men de er ikke de få penge værd.
I dag havde vi gæster i hytten i skoven. Til tapas og softice, hvilket i nogles ører måske lyder som en umage kombination, men som varmt kan anbefales. Undervejs mellem hovedret og dessert faldt snakken på de målestokke, der tages i anvendelse til at vurdere værdien af dette og hint i vores samfund. Emnet udsprang af en af gæsternes ansættelse som rådgiver for et universitet. Det vil sige, at hun hjælper dekaner og fakulteter med at afgøre: Hvilke indsatser giver hvilket udbytte og hvor gør vi derfor bedst i at satse fremadrettet? Problemet er, at de parametre, der bruges til at måle udbyttet er regneark og økonomiske tal. Alt opgøres altså efter, hvad det giver i økonomisk fortjeneste. De kan være i form af færdiguddannede, hvis efterfølgende ansættelser medvirker til en anslået øgning i BNP, eller det kan være i forskningsområder, der politisk og industrielt efterspørges, og derfor ofte tildeles midler fra enten stat eller fonde. Det er fint, det er godt, at der forskes i områder, der kan medvirke til øget økonomisk og industriel vækst, bestemt. Men problemet er, hvordan det stiller de for ethvert udviklet samfunds helt essentielle humanistiske og samfundsfaglige viden.
Hvad ville Danmark være uden H.C. Andersen og Inger Christensen. uden Carl Th. Dreyer. Uden Georg Brandes og Anne Marie Helger. Uden Fuzzy, CV Jørgensen, Guldimund. Uden Cirkeline og Snøvsen, Kaj og Andrea. Ja, vi ville muligvis være et nogenlunde lige så økonomisk velstående land, som for nuværende, men vi ville med garanti være det uden noget at bruge velstanden til. For hvad pokker skal jeg med overskud på bankkontoen, hvis det eneste, jeg kan investere pengene i er aktier, obligationer eller endnu en brødrister, foruden de sekshundredeogenogtyve andre køkkenmaskiner, jeg allerede har stående uvirksomme på mine køkkenhylder. Hvad skal jeg bruge min ferie på, hvis ikke der er museer at besøge. Hvad skal jeg læse for mine børn, når de skal sove, hvis der ikke er nogen bøger at læse af? Hvad skal jeg synge for dem og hvorfor, hvis det eneste de skal bruge deres nattesøvn på er at samle kræfter til at tjene (endnu flere) penge. Hvorfor er det så prekært, sådan som Emma Holten forsøger det i bogen Underskud, at tale om andre værdier og andre målestokke end dem, der opgøres i økonomisk valuta. Hvad er det, der er så umuligt i at tænke et lands velstand i andet og mere end penge. Hvordan kan det være, at vi i en verden, hvor vi kan sende raketter og velsagtens også snart mennesker til Mars, ikke kan forestille os andre parametre, andre opgørelsesformer end dem, der kan sætte i tabeller og kolonner, der matcher et excellark? Er vi virkelig så fantasiløse, at vi ikke evner (ikke tør og ikke magter) at tænke udvikling som andet end bare økonomisk opsving, men også menneskelig trivsel, kunstnerisk opblomstring, menneskelig omsorg, solidaritet.
Forrige uge faciliterede jeg et forløb for seks talenfulde skrivende fra Danmark og England. Undervejs lavede de en række øvelser, heriblandt at høre 42 forskellige oversættelser af de tre første linjer i Dantes “Den guddommelige komedie”. 42 så godt som enslydende – og dog vidt forskelige – måder at gengive de samme linjer på. Er det ikke spild af tid, kan man spørge? Hvad i alverden skal det tjene af formål? Hvilke fremtidige ansættelser kan det føre det til for de medvirkende? hvordan skal den slags praksis på nogen måde styrke Danmarks konkurrenceevne i fremtiden? Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de to timer vi brugte på det, er mindst lige så – hvis ikke mere givtige – end en hel måneds undervisning statistik på en højere læreranstalt. De unge lærer at lytte, at forstå selv små nuancer. de lærer, hvor uhyre afgørende det er, at sætte sig ind i et andet menneskes tanker, for at kunne forstå dette menneskes intentioner. Det er – ikke mindst i tider som nu – måske den allervigtigste kompetence at mestre. At lytte. At forholde sig kritisk til de oversættelser (sproglige, kulturelle, politiske) vi hele tiden præsenteres for. At forsøge at forstå – også mere nd bare budskabet, men måden budskabet præsenteres og leveres. Halleluja for humaniora. Og halleluja for den slags valuta, der ikke direkte kan aflæses af aktiekurser eller betalingsbalance, men som i sidste ende er det, der afgør vores fremtid.
Jeg ved ikke, hvorfor det er kommet så sent til mig, men nu er jeg her. Sammen med Luka Holmegaards vidunderlige essay “Look” om at se og om at se ud. Et værk, der handler om tøj, mode, tekstiler. Men også om identitet, om at lade sig omslutte af stof og klæder, bruge tøjet som en rustning mod verden, et skjold. Habittens tilknappede udtryk: Hertil og ikke længere. Men også modsat, at anvende tøjet som en slags invitation. Lade en blomst i knappehullet kalde uden ord: “Kom indenfor.” Det, jeg holder af ved bogen, er, at jeg bliver klogere. På tøj og de følelser, de bærer på, de drømme, de giver form til. For hovedpersonen selv bliver tøjet, tekstilerne, vævninger, dets fald og folder til en udvej fra de snævre rammer, hverdagen tilbyder. En udvej fra kønnet, som en alt for stram uniform, et enten-eller. Her giver tøjet en mulighed for at udfolde sig selv, lade vandrette og diagonale striber tale sammen, sætte kontrastfarver op mod hinanden, kombinere uld og transparente blonder.
“På kalkmalerier er folk altid nøgne i Helvede,” skriver Holmegaard. Tøjet bliver en vej ud af det helvede, et brandtæppe, et værn mod flammerne og fordømmelsens øjne.
Selv kæmper jeg efter mange år som undervægtig med at rumme mig selv som over-middel-vægtig, med en maverunding, der hælder mod det udflydende og bryster, der er tungere, end de er egentligt kønne. Jeg gør mig umage med at klæde mig på, så det, der er i fokus, er de fortrin, der trods alt også findes. Bære en blå, der fremhæver mine øjnes ditto, gå i kjoler med A-facon, hvis pigede udtryk slører for de tiltagende ansigtsrynker. Jeg kan lide bluser rund hals, fordi min halsgrube er uden den ynde, som en V-hals forlanger, og elsker oversizesweatre, hvis force er det bløde og favnende, jeg selv forsøger (med varierende held) at praktisere i verden.
For nylig så jeg en kvinde i en spraglet tweeddragt med noget, der mindede om træskostøvler, knælange og med en høj stabil hæl. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende, der var noget meget smukt og feminint, en robust ømhed, som jeg virkelig holdt af. Hun forsvandt før jeg nåede at bifalde hendes look, måske godt det samme, men jeg tænker stadig på, hvad tøj kan gøre for et menneske. Hvordan det kan være en hjælp, en ekstra buffer mod verden, et statement. Men også omvendt kan være et stempel, en hullet Kanvasdragt er ikke en fordel, hvis man skal mødes med en bankrådgiver til en snak om forhøjelse af kassekreditten. Jeg kan huske, da jeg for tyve år siden søgte et job som regnskabsmedarbejder ved en socialøkonomisk forening. Jeg kom lidt hurtigt ud ad døren, i de samme sko som jeg et par timer tidligere havde været ude at lufte hunden i. En af de fire om bordet bemærkede det som det første: “Nå, du har stadig traveskoene på?” Det var sagt med påstået jovialitet, men jeg vidste allerede da, at det job aldrig ville blive mit. Det blev det heller ikke, det var nu ikke kun skoenes skyld, og ærlig talt ville jeg næppe have fundet mig til rette i en hverdag fyldt med tal og bundlinjer som væsentligste parameter.
I Holmegaards bog er der sætninger, jeg kunne flytte ind i. Hele afsnit faktisk, som dette: “Da jeg fik hofter og lår gik jeg i panik og holdt op med at spise, jeg forsøgte at sulte mig ud af det kvindelige, en uholdbar strategi. Nogle gange kan jeg lykkes med at tænke om brysterne: “Hej I to små, underlige vandmænd.” Jeg øver mig i at optage plads, i bussen, til koncerter, øver mig i ikke altid at krydse benene, armene, dukke mig, krølle mig sammen som en gammel kvittering.”
Hvor Holmegaards utilpashed ved sin krop handler om at føle sig begrænset i et kønsbetinget enten-eller, enten kvinde eller mand, så handler mit besvær om enten at være for meget eller at være for lidt. Men uanset hvad der ligger bag, så er det godt set, at tøjet og al den anden påklædning, vi bærer (makeup, smykker, frisure) har kæmpestor betydning. At jeg – når jeg en sjælden gang imellem klæder mig vildere end jeans og sweater, raser mig ud i en storblomstret farverig pufkjole eller en højrød heldragt i svær kanvas – bliver set på en helt anden måde end ellers. Som mere modig, mere badass. Selvom jeg jo er den samme inde bag ved – eller er jeg? Kan tøjet faktisk give mig en pondus, jeg ellers savner? Kan det, at bære et højglansgult suit, sådan som superseje Lærke Kløvedal gjorde det på forsiden af “Ud og Se,” faktisk ændre på min måde at agere i verden? Gøre mig mere synlig, mindre klassisk-med-slagside-til-det-røvsyge? Jeg ved det ikke, men det er da et forsøg værd.
1. Jeg skrev et digt om gud i går. Og om læger og knæ. En kvinde på instagram skrev til mig og spurgte: Hvorfor skriver du egentlig Gud med med lille begyndelsesbogstav? Jeg svarede: “Det er fordi, det er sådan, jeg kender ham. Med lille g, det er sådan, jeg bedst kan lide ham. Kh”
2. En ting: Her til morgen gik det op for mig, at tværsummen af dag og måned i hele 2025, vil være den samme som tværsummen af dag og måned og år. Fordi hver gang man lægger ni (2+0+2+5) til et andet tal, bliver tværsummen den samme som udgangspunktet. Det beviser ikke guds eksistens, men det er smukt alligevel.
3. En anden ting: For nogle måneder siden steg jeg ombord på et tog sammen med flere andre. Heriblandt en midaldrende mand, der kun med stort besvær klarede de tre trin op i togvognen. Her stillede han sig og ligesom pludrede men uden lyd, som en hest, der vrinsker, prrrr, prrrr, prrr. Flere mennesker stirrede på ham, ubekvemme ved den sære opførsel. Var han mon en slags blotter, hvis hivende vejrtrækning dækkede over en pludselig opstået lyst? Var han uligevægtig, farlig for sig selv eller sine omgivelser? Men manden var hverken blottet erller farlig, han led bare af en sygdom, der betød, at han kun havde 12% af sin lungekapacitet til rådighed. Han måtte derfor snyde hjernen og så at sige forlænge luften ved at lade den hænge lidt mellem læberne. – Det lyder skørt, forklarede han stakåndet, – men det virker faktisk. Det jeg vil sige er: Det er vel egentlig ikke snyd, hvis det virker. Ligesom det ikke er snyd, at tygge tyggegummi, hvis det hjælper din mund til at føle sig mindre ensom. Er det?
Det var aldrig vejrets skyld, altid påklædningens eller min sarte huds skyld. Soleksemen, pigmentmanglen, det røde hår. På samme måde var regnen aldrig våd, nej det var mig, der stod for dumt. Lige under de tunge skyer og sugede af himlens patter. Jeg kunne jo i stedet søge ly eller holde en avis over hovedet, mulighederne var mange, det handlede om at gribe dem. Dicte havde en heldragt i et vandafvisende materiale. Den sad helt tæt, fremhævede både hendes bryster og bagdel og hun bar den gerne, bare der var den mindste smule fugt i luften. Jeg kunne lære noget af hende, sagde de, som nu at drage fordel af vejrets luner fremfor at trække brynene sammen. Den slags satte sig som rynker, og det klædte de færreste, det vidste jeg jo godt. Problemet var bare, at jeg tålte materialet meget dårligt, Polyurethan, jeg fik røde plamager og kløe, lægen foreslog en tjæreholdig salve, og jeg måtte smøre mig både morgen og aften i fire uger, før pletterne forsvandt.
I mellemtiden havde Dicte fået en hundehvalp, en cockapoo hun kaldte Marilyn, opkaldt efter Monroe. Den kunne slå kolbøtter på kommando, de var mere end jeg kunne, mine bryster var i vejen, jeg endte altid med at falde om på siden halvvejs. Øvelse gør mester, mente Dicte, og så gik jeg i træning, lærte at stå på hovedet og at balancere et æg på en ske, jeg holdt i munden. Desværre indså jeg for sent, at den slags tricks er søde og charmerende for en cockapoo, men dermed ikke for en kvinde med sart hud. Dicte skreg af grin, hunden løb baglæns i forskrækkelse.
Det er det, jeg mener: Man kan godt lykkes med så godt som alt og alligevel føle sig til grin.
Ingen spørger, men det forhindrer mig ikke i at svare. Nej. Livet er ikke en gave. Ikke en pligt. Ikke to boller i en sandwich, vi må lægger os imellem som en hakket bøf. Ikke et måltid, der skal fortæres, ikke en krop, der skal begæres.
April kommer af aperire, som betyder “at åbne” på latin; det er måneden, hvor jorden åbner sig for ploven og modtager den nye sæd. Men vi er hverken plov eller jord, og himlen har farve som udtrækningerne på en hals efter en kvælende kærlighed. I Danmark findes der 116 mennesker, der bærer April som navn: Den åbne, den plovfurede, den sædeklare. Selv bærer jeg navnet LouLou. Det er engelsk for darling, sweeetiepie. På fransk, derimod, betyder det rudeboy. En gadedreng, en gangster. Således fanget mellem uskyld og flab, går jeg gennem dagens gader, spiser croissanter og spyr med ild, plirrer med kunstige vipper. Krøller mig sammen på en bænk, som en sommerfugl i sin puppe. For næste morgen at folde mig ud, som et gråbrunt og støvet insekt af natsværmerfamilien. Flaksende og med syv dages forsinkelse.
Hej verden, hej liv. Hej April. Plov. Det er mandag, jeg har tid ved lægen kl 10.45, et tjek for modermærkekræft og en kløende klump i halsen. Dagens tværsum er to, jeg skal huske at købe agurker og brød, dryppe hundens øjne. Hvis bare livet var en croissant. En spytklat. Hvis bare jeg var en gangster. En schweizerkniv. Hvis mandagen var et kram, en mulighed, jeg turde gribe.
Folk har for tiden travlt med at kritisere opslag, der ikke handler om Trump, Musk, Putin, Rasmus Paludan eller hvad de rabiate politiske stemmer, der fylder alt for meget for tiden. De anklager glæden over en netop udsprunget forsythiagren eller sorgen over en tabt drøm for at være navlepillende, irrelevant, eller et first world problem. Ja, Trump er en despot, en rablende megaloman med et voldsomt magt- og pengebegær. Musk er et tidligt skadet barn, hvis følelser må være blevet så eftertrykkeligt lukket ned i de første leveår, at han nu er at sammenligne med en robot uden et fungerende styresystem. Putin moralsk kompas er styret af personlige præferencer og begær og hans loyalitet til salg for en flaske vodka og en flise på Walk of Fame. Ingen – INGEN – skal være i tvivl om, hvor jeg står i forhold til den siddende amerikanske og russiske regering. Eller Viktor Orbán for den sags skyld. De er allesammen meget meget små mennesker med meget meget stor magt.
Men det er ikke forsythiagrenens skyld. Det er heller ikke sådan, at engagement, indlevelse og bekymring kan måles på, hvor mange eder og forbandelser man giver udtryk for, hvor mange karikaturtegninger af den Orange Brøleabe, man deler, eller hvor intolerant og brovten man opfører sig over for dem, der ikke skriver om præcis disse emner.
I går delte jeg nogle overvejelser om en posthum udgivelse af Joan Didion. ‘Notes to John’ hedder den og er en ret nidkær og sært nøgtern beskrivelse af et terapiforløb Didion gennemgik i årene op til sin mands, og senere også sin datters, død. Det faldt en vred, hvid, midaldrende mand for brystet, han gav på stærkt sarkastisk vis udtryk for, at det var en fuldkommen illegitim beskæftigelse, jeg med mit opslag havde gang i. En slags genital leg (jeg er stadig lidt i tvivl om, hvordan kønsorganer blev blandet ind i det hele, men fred være med det). Han kaldte det en #øvremiddelklassevirkelighed, hvilket ikke er usandt, hvis vi taler Didion, mens jeg – med min freelancetilværelse som forfatter og underviser – nok desværre ikke kan påberåbe mig et tilhørselsforhold i lige netop den socialklasse. Jeg vil til det svare, at der i den #denhvidemidaldrendemandsvirkelighed må være være brugt en hel del tid til at læse et længere opslag til ende og tilmed formulere et svar. Tid, som kunne være brugt på at bekæmpe alle de uhyrligheder, der foregår rundt omkring i verden. Man skal passe på med at kaste med sten, når man bor i et glashus: Det er ikke sådan, at man ikke både kan læse bøger om eksistentielle refleksioner og samtidig bekymre sig om konkrete politiske strømninger. Det er heller ikke sådan, at der findes en sand og rigtig måde at agere politisk i verden på. At glædes over en forsythia kan sagtens være udtryk for en omsorg, der ikke kun gælder en selv. At dele overvejelser om skrift og form er ikke alene en esoterisk diskussion, men en snak, der også handler om, hvordan Trump taler. Musk, Putin. Hvordan vi taler til hinanden herinde på Facebook.
Jeg kæmper på én måde. Andre kæmper på anden vis. I stedet for at bekæmpe hinanden, skulle vi så ikke bekæmpe despoterne?
I the New Yorker kan man I denne uges magasin læse et uddrag af Joan Didions dagbøger, som meget snart udkommer i bogform. Posthumt, Didion døde i 2021, 87 år gammel, men efterlod sig altså en lang række personlige notater skrevet i forbindelse med et længere terapeutisk forløb fra 1999 og frem til hendes mand, John G. Dunnes, pludselige død i 2003. Mange af optegnelserne kredser om Joan Didions ængstelighed. Hun frygter for datteren, Quintanas tiltagende depressioner og eskalerende alkoholisme. Hun bekymrer sig om sin svigtende hukommelse og en række arbejdsmæssige prioriteringer, der gør, at hun bruger det meste af sin tid på projekter, hun i virkeligheden ikke brænder for.
De nedskrevne samtaler med terapeuten, Dr. MacKinnon, er henvendt til ægtefællen. Hun beskriver i detaljer deres ordvekslinger, ofte koncentreret om mulige forbindelser mellem Didions ængstelighed og datterens depressioner. En slags søgen efter kausalitet. Mon ikke datterens bekymringer stammer fra Didions ditto, synes hun selv at insinuere. At Quintana så at sige har fornemmet sin mors angst, ja nærmest overtaget den, al den stund den fra Didions side har været tavs og forsøgt undertrykt. Det er interessante noter for så vidt. Ikke mindst hvor aktivt terapeuten forsøger at udpege sammenhænge mellem fortid og nutid. Joan Didions far led således af tilbagevendende depressioner, ligesom hendes datter nu bærer samme sygdom. Quintana var adopteret, så biologiske årsagssammenhænge er der ikke tale om, men, insinuerer psykiateren, kunne der være tale om en gentagelse af reaktionsmønstre. En familiekulturel dysfunktionalitet? Der finder en vis udpegen sted, sådan oplever jeg i hvert fald deres forhold. Didion fortæller om sine problemer og psykiateren synes meget aktivt at søge et svar. Spørgsmålet er, om den slags terapi prikker til den “remoteness as a defense”, de to allerede hurtigt i forløbet afdækker som tilbagevendende forsvarsmekanisme. Er det at springe over følelsernes kropslighed, ængsteligheden som et sprog, ikke en blindgyde. Risikerer man ikke at afslutte sagen som var det et politimæssigt efterforskningsarbejde: “Morderen er fundet – sagen afsluttet”, men hvad stiller man op med den afdøde, hvor går de efterladte hen og hvad med vreden mod den dømte. Hvad skal Didion med en afslutning, når det hun savner, er et nu, et tilstedevær i det svære. Nå, det er bare mig.
Frigivelsen af hendes notater og udgivelsen af dem i bogform har affødt en voldsom debat. Folk tæt på Didion mener, det vil være et overgreb at offentliggøre de personlige noter. Andre mener, at det talerfint ind i forfatterens sene udgivelser: “A year with magical thinking” skrevet på bagkanten af ægtefællens død og “Blue Nights” skrevet med udgangspunkt i datterens død bare to år senere. “Notes to John”, som beskrivelsen af det terapeutiske forløb vil få som titel, vil således trække en tråd bagud i tid. Til årene før Dunnes død og til den bekymring for datterens endeligt, der i sidste ende viste sig alt for berettiget. Det er en svær diskussion. Efter at have læst uddraget er jeg ikke blevet meget mere afklaret. Noterne synes for mig at se, at være så tæt knyttet til Didions “remoteness as a defense”, at selv skriften også bærer præg af en vis fjernhed. Nøgtern skrift, vil nogen måske kalde det, som når hun betror psykiateren detaljer om et voldeligt forhold og følgende udspiller sig:
“Did he ever hit you?” Dr. MacKinnon asked. I said yes. “Did your parents hit you?” I said no, they never even spanked me. Once my mother slapped me but it was totally understandable. “Then wasn’t it a pretty world-shaking thing to get hit by this man?” I said yes, it was, but I had at the time been able to rationalize it, or distance it, as “literary,” “real life,” an example of romantic degradation.”
Didion fremstår næsten som voyeur til sit eget liv. I stedet for at føle, mærke eller at lade sig gribe af situationen med en voldelig kæreste, så mentaliserer hun det øjeblikkeligt. Gør det til en scene i en bog, et “eksempel” på kærlighedens bagside. Det er svært at være vidne til en sådan distance, al den stund, der er tale om noter henvendt til en elsket. Tænk at videregive sit inderste med en sådan kølighed. Det er for mange mennesker forbilledligt, en (påstået) stoisk ro, men kan måske også ses som et udtryk for selv humlen i Didions ængstelighed. En frygt for, hvornår hun ikke længere magter at for-holde sig til livet, men må holde det i hænderne. Som et dødt barn man vugger til afsked. Jeg skal ikke gøre mig klog på ret og vrang, hverken psykologisk eller litterært. Sikkert og vist er det, at udgivelsen af “Notes to John” vil blive tilløbsstykke. Måske jeg endda selv stiller mig i køen.
Det var i rygerstuen alting skete. Det var her, man blev betroet, hvem af lægerne, der var mindst forhandlingsvillig, hvem af laboranterne, der stak nåle i armen med størst sikkerhed. De var her, jeg lev fortalt, at Jørgen Clevin var blevet indlagt på afdelingen overfor, og at svingdørs-Ole var død. Af blodforgiftning, vist nok, sørgeligt var det under alle omstændigheder.
Jeg røg nogle tynde franske cigaretter, det var hverken Mistral eller Gauloises, jeg husker ikke navnet. Kun at de gav mig adgang til et rum af fortrolighed og en pause i mit selvdestruktive tankemylder. Bennys kæreste, Per, lærte mig at holde om cigaretten mellem tommel og pegefinger, som skurken i en westernfilm, jeg kneb øjnene let sammen, når jeg tog et sug. Det andre grinede, jeg mener, jeg var tynd som en strikkepind, vejede kun lidt over 30 kilo, alligevel førte jeg mig frem som en hærdebred cowboy. Men så blev jeg forbudt at ryge og at ses med de andre. I stedet lå jeg i min seng og løste sudoku og forbandede dagene deres længde. Benny kiggede ind imellem forbi, fortalte mig om de stadigt nye former hans svigtende helbred antog. Helvedesild, lungeinfektion, nervebetændelse. Han lo som regel af sin mildest talt triste skæbne. Alternativet var at drukne i sorg, og det havde han ikke tid til, lægerne gav ham max. to år at leve i, og den tid skulle fanme være sjov. Han fik kun 11 måneder, om det var lungerne, nerverne eller noget tredje der endte med at tage livet af ham, ved jeg ikke, men jeg arvede alle hans cigaretter, to kartoner hvide Kings. de var så stærke, at jeg blev svimmel og måtte sætte mig ned under tagudhænget og se op på stjernerne, og jeg var helt overbevist om, at det var Bennys ide, at jeg skulle ende dér. På røven og med udsigt til evigheden.
For to år siden fik jeg synkebesvær. Det var som om en klump i halsen forhindrede mig i at trække vejret frit, spise min mad. Om natten vågnede jeg ved at hoste febrilsk efter at have drømt om langsom kvælning. Jeg fortalte lægen om mine symptomer, hun undersøgte mig grundigt, lyste mig i halsen, trykkede på mine kirtler og sendte mig videre til en pusteprøve, hvor min lungefunktion blev vurderet til aldeles fremragende. En scanning, derimod, viste kroniske forandringer i lungevævet. Ikke noget, der krævede behandling. Det kunne stamme fra så meget, en uopdaget lungebetændelse, følger efter Covid eller bare årringe – ligesom det indre af et træ. Alligevel stoppede jeg med at ryge. Fra den ene dag til den anden og efter 30 år med den salige glæde ved at sidde på jorden og se op mod himlen og huske Benny og alle de andre. Jeg har ikke fundet noget, der på samme måde giver mig et sekunds ro, et øjeblik på røven, men med øje for stjernerne. Jeg savner ikke cigaretterne, men jeg savner dét. Røven og stjernerne. Og Benny.
