Louise Juhl

Jeg læste for noget tid siden, om en patient, der i mødet med sundhedssystemet oplevede svær afmagt. Ikke fordi han ikke fik tilbudt hjælp, men fordi den hjælp, de tilbød, ikke på nogen måde resonerede med det, han efterspurgte. Når han forsøgte at få lægerne i tale, forklare dem, at han følte sig misforstået, at hans smerter i deres oversættelse blev nogle andre end dem, han mærkede. Lidt som hvis man opsøgte skadestuen for at få behandlet et asfaltsår på knæet, og de så – med stor overbevisning – insisterede på at lægge din arm i gips. “Fordi det i virkeligheden var armen, der trængte mest til hjælp”. 

Det var ikke sådan, at behandlerne var uden omsorg, de lyttede, mens han talte, nikkede som for at bekræfte, at de hørte, hvad han sagde. Men altid med amme resultat: De anerkendte hans følelser, “bestemt!”, men fastholdt ikke desto mindre, med dets kendskab til og erfaring med hans lidelse, at han havde brug for noget andet end det, han umiddelbart ønskede mest. Hvad gør man så? Når alle de klogeste med en stemme afviser, hvad man siger? Det er lidt som at spille squash i et rum uden vægge. Du sender tusinde af bolde afsted, men ingen af dem kommer tilbage. Til sidst orker du ikke mere. Eller du har ikke flere bolde at sende afsted. Du står bare der med ketcher og svedbånd og lange arme og føler dig…. afmægtig. 
Afmagt er når verden ikke svarer på dine kald. Når du gang på gang bliver mødt med “Louise, du snakker”, når du forsøger at fortælle nogen noget. Det er den følelse, der opstår, når du overvældet af angst bryder sammen i gråd, og nogen så svarer din reaktion med et: “det er da ikke noget at sidde og flæbe over.” Afmagt er række hænderne ud og så se dem visne. Langsomt, fordi ingen griber dem. Afmagt er når en kæreste siger: “Jeg ved, hvad du “i virkeligheden” har brug for”, og hans virkelighed er en helt anden end din. 

Det er et af hovedproblemerne, når man behandler mange i psykiatrien. At den virkelighed, man kommer med, bliver forsøgt tiet, truet eller medicineret ihjel. Mine egne oplevelser begrænser sig til indlæggelser for behandling af en spiseforstyrrelse. At nægte at spise, at takke nej til den føde, der skal holde dig i live, er i enhver forstand provokerende. Ulogisk, dumt, kontraintuitivt, farligt. Det er en terrorhandling mod al sund fornuft. Af samme grund vil behandlerne møde dit sprog, sultens sprog, med lukkede ører. De VIL ikke lytte, det er sund fornuft, det er rimeligt, det er eneste logiske. Problemet er, at de dermed puster til den afmagt, sulten er et udtryk for. Den forseglede mund er afmagtens ar, det er et sår, man forsøger at hele ved at holde læberne helt tæt sammen. At afvise at tage næring til sig er at afvise verden i et forsøg på at slippe afmagten. Man vil ikke længere vente på, at bolden kommer tilbage, at ens talestrøm bliver hørt, gråden forstået. Man har ventet længe nok, nu vender man ligningen om, lader de andre om at vente. Det er næsten en kropsliggørelse af Hartmut Rosa fremmedgørelsesbegreb, han beskriver som en “erfaring af verden, hvor subjektet oplever sin egen krop, sine egne følelser, de sociale interaktionskontekster som udvortes […], ikke- responsive eller stumme.”
Forbindelsen til omverden er så at sige afbrudt, man er som en astronaut, der ser sit rumskib forsvinde væk, og som ved, det ikke nytter at græde, at skrige, at kalde, at vente. Der er kun det store sorte univers tilbage, en stumt og uendeligt mørke.

Jeg har hængt der – uden rumskib. Jeg har slugt det mørke, den store og sorte uendelighed. Mit eneste forsvar var at lukke munden, stoppe mørket i at trænge ind, holde uendeligheden, afmagten ude. Og på sygehuset bød de mig at gøre det modsatte. De forlangte, at jeg åbnede munden, tog imod maden som en mundskænk, der ikke vidste, om det, der blev budt en, var gift eller en gave. Jeg forstår dem godt. Det var det eneste logiske svar på en højst ulogisk adfærd. Men for mig var det samme afmagt, som dengang gråden blev mødt med et: “Sidder du nu og flæber igen?” Som mine mange spørgsmål blev mødt: “Du snakker, Louise!” Nu var det sulten, de nægtede at anerkende: “Spis, blev der sagt!”
Det jeg vil sige er, at vi er nødt til at forstå afmagten som en væsentlig spiller i næsten al uhensigtsmæssig adfærd. Vi er nødt til at se astronauten. Vi er nødt til at kalde: “Can you hear me, Major Tom?” Og forstå, at også tavsheden kan være et svar, måske endda det eneste mulige, hvis dine arme og tunge er visnet efter at have rakt og råbt i årevis. Nej, det giver ikke nogen mening, men det er vel netop afmagtens præmis: Manglen på mening.
Kh

I 2016 døde dokumentarfilmsinstruktøren Ross McElwees søn af en overdosis fentanyl, kun 27 år gammel.
I årene forinden havde han medvirket i flere af farens film, som barn i filmen “In Paraguay” fra 1995, hvor hans forældre har den kun knap skolesøgende dreng, med for at hente endnu et adoptivbarn, og som ung, stakåndet og stridslysten i filmen “Photographic Memory” fra 2011.
Sønnen har op til sin død forsøgt sig i samme fag som sin far. Han drømmer om en Hollywoodkarriere og bebrejder sin far for at have lavet eksperimenterende, håndholdte dokumentarfilm, fremfor film til de store lærreder. McElwee bliver skilt, sønnen bliver indlagt efter en overdosis og flytter derefter ind til sin far, der stadigt mere insisterende kæmper for at hjælpe sin søn til et job indenfor filmbranchen. Alt sammen forgæves, sønnens udskejelser bliver stadigt mere voldsomme og ender, som indledningsvist nævnt, med hans død i 2016.

Nu har Ross McElwee så – ti år senere – skabt et nyt værk. “Remake” hedder filmen, og er, som titlen antyder, et tilbageblik eller en genindspilning af hans liv og karriere som begge dele tager sig ud med bevidstheden om Adrian, sønnens, død. For har farens brug af sønnen som stof til sin kunst, været medvirkende årsag til dennes senere misbrug? Er det ok, at faren, da han, syg efter en operation for en kræftsvulst, bevæger sig rundt med et kamera fastspændt til den kasket, der skal skjule hans skaldede hoved og mange sting? Og har sønnen ret, da han kritiserer sin far for altid at filme, men aldrig at lade sig filme: you should be “reversing the roles, sometimes, a little more,” foreslår han, men uden held. Og da McElwee nogle år senere gifter sig påny med en kvinde, der selv arbejder som filminstruktør, indvilliger hun i, at lade sin mand optage hvad hun siger, men aldrig at filme hendes ansigt. Kun fra halsen og nedefter. Hun vil ikke være et redskab i hans kunstneriske virke, eller i hvert fald kun på hendes egne præmisser.
Det er meget tankevækkende. For er det virkelig så entydigt, at optagelser af sønnen har ført til dennes bipolaritet og afhængighed af stoffer? Og må man ikke dokumentere, hvis det, der dokumenteres, rækker ud over en selv? Hvad er et tilsagn: sønnen lod sig villigt filme og sagde selv god for at frigive optagelserne. Var det så alligevel et svigt?

I 2017 udgav jeg min første roman. Jeg havde inden da udgivet 4 andre titler, men med “Det dér og dét der” skrev jeg for første gang en fortælling, hvis omdrejningspunkt var mig selv, min opvækst, min årelange kamp med anoreksi – og endelig en voksen”dom” præget af stor lykke, men også stor melankoli.
Omkring udgivelsen blev jeg inviteret til at læse op fra- og fortælle om bogen på en festival. En journalist interviewede mig om at fortælle min egen historie, på forreste række sad min far og lyttede. Da arrangementet var overstået mødte jeg ham udenfor. Jeg stod med journalisten, der havde talt med mig på scenen, hun spurgte ham, om ikke han var stolt af sin datter? Min far svarede smilende: “Jo, det er jeg. Men den bog skal jeg ikke læse!”
Jeg respekterer min fars valg. Han havde ikke lyst til- eller brug for- at kende min historie, som næppe flugtede hans version af samme. Ikke fordi min far er ond, men fordi hans verden primært hænger sammen ved hjælp af logik, mens min enten ikke hænger sammen eller i hvert fald kun nødtørftigt. Et sted i bogen beskriver jeg, hvordan romanens jeg-fortæller er indlagt med en livstruende spiseforstyrrelse, hendes far kommer på besøg, han taler og taler. Om vejret, busforsinkelser og en krydsord, han har svært ved at løse. Så sætter han sig ved hospitalssengens gærde med avisen, for halvanden time efter at se på sit ur, rejse sig og sige:
“Jeg er nødt til at gå. Jeg har en returbillet 16.52.”
Jeg er ikke sikker på, at min far talte om vejret eller at billetten gjaldt afgangen 16.52. Men jeg er sikker på, at jeg oplevede en afstand mellem ham og jeg. At vi begge forsøgte at række ud, men i hver sin retning. Og da bogen udkom, var det noget af det samme, der gjorde sig gældende. Jeg rakte ud ved at dele (for?) meget, han rakte ud ved at afslå at læse det.

Diskussionen har fundet sted gennem længere tid. Både hvad angår film, musik og litteratur. Autofiktionens storhedstid har I den grad fået sindene i kog: Karl Ove Knausgårds bestseller-serie “Min kamp” førte til romanen “Oktoberbarn” fra hans ekskones, forfatteren Linda Knausgårds, hånd. Heri skildrede hun blandt andet, hvordan Knausgårds beskrivelser af hendes psykiske sammenbrud var årsag til forværring af hendes sygdom. For den norske forfatter Vigdis Hjorth førte romanen “Arv og Miljø”, der skildrer farens overgreb, til et sagsanlæg og et litterært modsvar fra søsteren. Herhjemme har senest Thomas Boberg roman “Insula” ført til anklager om injurier og en sag, der stadig er under afgørelse hos domstolen. 
Men trods de mange og vedvarende påstande om, at autofiktionen er et udslag af stadigt stigende selvfiksering og identitetsfokus, så er genren langt fra et nyt fænomen. Sylvia Plath skrev i 1963 “Glasklokken” om sin tiltagende psykiske smerte og selvmordsforsøg. Før da havde også Virgina Woolf brugt sin egen historie som romanforlæg, det samme gjaldt Knut Hamsun og med ham mange andre. Herhjemme kender vi genren fra blandt andet Tove Ditlevsens roman “Gift” om hendes dybt ulykkelige ægteskab med chefredaktør Victor Andreassen.

Var det lige sådan amoralsk og uetisk, at Tove Ditlevsen “udstillede” sin mand, trods dennes fysiske og psykiske vold? Burde Karl Ove Knausgård, trods sin ekskones tilladelse til at skrive om deres samliv, have afholdt sig fra at gå i detaljer? Hvem ejer fortællingen, i hvor høj grad har vi ret til at fortælle vores egen historie hvis denne involverer andre mennesker også – på godt og ondt? 
Skal vi sætte grænser, udover den allerede gældende injurielovgivning. Hvad vi må sige og om hvem? 

Det er svært. Personligt ville jeg nødig optræde i et værk forfattet af et menneske, jeg følte mig misforstået og fejlagtigt gengivet af. På den anden side finder jeg det skræmmende at forestille mig, at enhver fortælling, der rummer et element af anklage eller beskriver ubehagelige hændelser, der involverer virkelige personer, skulle underlægges en hårdere censur end den foreliggende. 
Jeg tror kun, der er ét at gøre. At sætte sin lid til, at den, der skriver sin fortælling, laver musik eller skaber flmkunst, spørger sig selv:  Gør jeg vold mod de karakterer, jeg skildrer? Husker jeg på, at jeg som kunstner skal agere både forsvarer og anklager for alle værkets medvirkende? Sørger jeg for at skelne mellem det at udstille og det at fremstille et sagsforløb? 

Selv med alle de forbehold, vil der altid være en rest af tvivl. Det er det lod, en kunstner må bære, hvis det, der bedrives, betyder noget. Hvis man vil andet og mere end at skrive strengt fiktive forløb, hvis man ønsker at vidne om levet liv på godt og ondt, så vil der altid eksistere et element af tvivl. Som jeg læste det formuleret et sted: Jeg læste et sted:
”En sportsmand må aldrig tvivle på sit værd. En kunstner skal altid tvivle på sit.”

Tvivlen findes også hos mig: 
Var det unfair at skrive en roman, der involverede elementer fra mit eget liv, mine nærmestes? 
Var det dumt af min far at sige, at dén bog ville han ikke læse? 
Er det dumt, hvis jeg stadig håber, at han en dag læser den? 
Hvem skal svare på de spørgsmål, skal han eller jeg – eller en domstol?
Måske er det eneste svar, jeg kan komme med, at vi, uanset hvad, stadig elsker hinanden.

“Har du spyttet på nogen? Bevidst gjort nogen ondt i skrift eller tale? Har du pisset op ad odens bil eller lagt en lort på deres hoved? Hvis ikke,. Så behøver du næppe skamme dig.” 

Sådan sagde en klog og erfaren terapeut engang til mig, da jeg – som så mange gange før – kom til ham, brødebetynget og i tvivl om mit eget værd. Jeg gjorde jo intet godt, sagde jeg, til gengæld fyldte jeg med alle mine ord i en verden, der i forvejen var var ved at drukne i versaler og kategoriske udsagn. 
– Det er så pinefuldt, forklarede jeg og så var det, at terapeuten spurgte: – Har du spytte på nogen og alt resten, og da jeg mildt forarget kunne svare nej til det hele (jeg kunne ikke drømme om med vilje at slå hverken dyr eller mennesker, heller ikke med ord), så frikendte han mi. Eller det, han sagde, var, at min skam var uproportionel i forhold til omfanget af mit synderegister. 

Det tænker jeg en del over for tiden. At ja, jeg kunne gøre mere og bedre, jeg kunne erstatte min litterære karriere med en tjans som frivillig på et plejehjem eller som indsamler til nødhjælpsarbejder. Jeg kunne helt sikkert også udbygge min tolerance og arbejde på ikke at reagere så voldsomt på patronisisme og subtil nedladenhed. Men alt taget i betragtning, så tror jeg, at jeg uden at ryste på hånden kan sige, at jeg ikke bevidst gør nogen ondt, hverken dyr, planter eller mennesker, og at den eneste jeg ind imellem kommer for at skade at spytte på – og det kun i overført betydning – er mig selv, Med det in mente, vil jeg gå ud og nyde solen uden skam, ae min hund, kysse min mand. Måske endda nyde en kold øl, fordi jeg kan. Og må. Og så videre.

I Zadie Smiths vidunderligt velskrevne essaysamling “Frit spil”, beskriver hun i et essay med den sigende titel “Min ungdoms fald”, hvordan hun som syttenårig og ulykkeligt forelsket i både Prince og sin bedste ven, en dag falder ud af et vindue. Ikke et hvilket som helst vindue, men vinduet i sit teenageværelse, hvor hun – opløst af gråd og med en stjålet cigaret i mundvigen – pludselig falder ud over karmen. Ni meter ned i haven, hvor hun hendes “store numse” – i hvert fald ifølge lægen – redder hende fra alvorlige skader. 
Hun husker ikke selve ulykken, men hun husker alle tankerne, fra hun slipper karmen og til, hun ligger på græsset. Melodramatiske og sært fuldendte formuleringer a la:”Jeg har elsket alt til nu”, “Intet kan stå i vejen for kærligheden” og “Himlen er blå”. Og så: “Giv slip”
Men var det det, der skete, gav hun slip eller faldt hun, var det med vilje og hvad er vilje overhovedet for en størrelse?

Jeg elsker det essay, nok især fordi jeg genkender teenage-dramatikken: den stjålne smøg, den ulykkelige forelskelse, det teatralske fald fra et vindue. Jeg er godt nok aldrig faldet som Zadie Smith eller jo, men det var på rulleskøjter og meget udramatisk. Men jeg har i den grad forsøgt mig med at afprøve grænser, hvor langt kan jeg gå, hvor langt kan jeg nå? Jeg har drukket mig fuld på en motorvejsbro mutters alene, hulket mig selv i søvn med et foto af John Taylor i favnen. Jeg har skrevet digte, der var så sorte, at min lærer orienterede skolepsykologen, der dog ikke mente, der var tale om andet end aldersbetinget tristesse. Min mor, der kendte mig bedre end de fleste, udtrykte det sådan her: “Hvis ikke du har nogle problemer, ja så laver du nogen.” Og selvom det måske lyder hårdt, så var det ikke helt usandt. Jeg var klart mere til kontraster og voldsomme armbevægelser, end jeg var til hverdag og skummetmælk. Drama Queen men med selvhøjtidelig mine, det var digte, det var stearinlys, det var strikkede strømper og badges med linjer som “Selv uden dig bliver det forår”.
Som 11-årig holdt jeg op med at tale. Som 19-årig holdt jeg op med at spise. På sygehuset mente overlægen, at jeg brugte mine følelser som et våben. Græd for at få min vilje. Råbte af samme grund. “Vil ikke.” Kan Ikke.” “Hjælp”. Han kaldte det dramatisk impulsivitet, jeg svarede: Kunne man ikke med samme ret kalde det ulykkelighed? Afmagt? Smerte?

Jeg ved ikke, om nogen på samme måde rystede på hovedet af Zadie Smiths ungdommelige fald, men jeg ved, at det altid har været sådan. At når kvinder føler “for meget”, så kaster vi en diagnose på det. Engang blev alle kvinder med angst eller restriktiv adfærd parkeret i en bås med hængelås og et skilt, hvorpå der stod “Hysteri”. Jeg husker tydeligt, hvordan min genbo, som led af svær bipolaritet, fik den lident flatterende dom, at være “syg i hovedet”.
Jeg var langt hen ad vejen heldig, jeg er opdraget med en stærk autoritetstro, så jeg åd alt, hvad lægen sagde, drama Queen, følelsesstyret, impulsiv. Takkede ham endda. For alligevel at give mig en plads på hans afdeling, hvilken ære, hvilket åg.

Da jeg fyldte 30 fik jeg en bog. “Tone” af Suzanne Brøgger. Om en teaterskrædder, der var for stor, for farverig, for højttalende, for kærlig, for meget. Jeg husker desværre ikke, hvem der var klarsynet nok til at se, at det var lige præcis, hvad jeg savnede. Et epos, et heltedigt, for den (alt for) glade, storbarmede, skørt kreative, vildt erotiske, svært følsomme kvinde. Jeg hulkede uafbrudt i fire dage. Af glæde og genkendelse og sorg. For Tone, som kvinden i bogen hedder, hun ER for meget. Hun handler for hurtigt, elsker for højt, lever for vildt. Og det er både besværligt og smukt, belastende og helt helt nødvendigt. Jeg tror, at Tone, Ligesom Zadie Smith, kunne finde på at falde ud af et vindue. Med et hyl, Ahhhhhh, for at lade sig bære på en båre gennem byen. Med et hornorkester forrest, lade sig pleje og passe i en måned. Fordi? Fordi livet. Fordi kærlighed. Fordi en hel masse og sikkert helt urimeligt. Men ikke desto mindre.

For nylig så jeg en kollega skrive, at hun var færdig med at overshare. Jeg har hørt det udryk mange gange, og kan ikke lade være at synes, at der ligger en dom i det. Overshare. Det er ikke bare at dele meget, nej: det er at dele FOR meget. Men hvem bestemmer, hvad der er nok og hvad der er mere end nok? Hvem? For hvis skyld? Var Tone for meget, når hun åbnede alle vinduer i huset og sang for fuglene, himlen, glæden? Var Zadie Smiths ulykkelige teenageforelskelse hysterisk? Var min vrede på sygehuset et udtryk for manglende impulsstyring eller modsat: Et udtryk for berettiget oprør, en modstand mod etiketter og systemformatterede kasser? Er det her opslag et udtryk for oversharing eller bare en henvendelse til verden, en måde at dele mine tanker og overvejelser på, et forsøg på samtale, dialog?
Jeg er træt af trække vejret gennem et sugerør. Af at begrænse vildskaben til en papirparasol i den kulørte drink en sen aften i juli. Hvorfor skal det være så pænt, så poleret, hvorfor skal kvinder opføre sig pænt, hvis der ikke er nogen grund til det, hvis verden, omstændighederne tværtimod kalder på protest? Hvad fanden er det, vi er bange for, hvem: De skøre eller det skøre i os selv?
Solsikken, stenbuen, sorgen – eller den lille frosne kylling, måske, der bor i vores hjerter, og om vi ikke tør at tø op?

Da jeg havde været i fertilitetsbehandling, først hos en privat klinik og siden i offentligt regi, blev jeg mødt af en ældre overlæge. Skaldet, rund, rar og utrolig klartseende. Han lyttede til mig, alle mine drømme om at indgå i et kredsløb, at give tilbage, hvad jeg havde fået skænket. Livet. At sætte et aftryk der var større og vigtigere end mine egne fedtede fodspor, der mest af alt mindede om en snegls slingrende slim hen over tilværelsens asfalt. Jeg betroede ham alle de navne, jeg havde listet op, deres betydning: Stella betød stjerne, Barbara betød “den, der taler et andet sprog”. Anders kom af Andros, der er det græske ord for menneske og Johannes kom af det hebraiske ord for nåde.

Han lyttede til det hele, selvom det mildest talt var irrelevant i den pøl af tal, der afgjorde om jeg ville få opfyldt mine drømme. Mængden af anti-müllersk hormon, FSH, gulekropshormoner. Han lyttede og foldede hænder foran sig på bordet og sagde: Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her. Jeg husker det tydeligt, det var ikke et diktat, heller ikke en køligt videnskabelig antagelse. Det var et råd fra ét menneske til et andet. Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her.
Det var noget med sandsynlighed og risiko. At chancerne for at opnå graviditet var nedslående lave, og at risikoen for efterfølgende abort omvendt var svært forøget. Den kombination sammenholdt med mine drømmes omfang, mit næsten ekstreme engagement, måden, jeg talte om de ufødte børn på, som om de var virkelige. Alt det tilsammen gjorde, at han fandt, at omkostningerne langt oversteg det mulige – eller nærmere umulige – udbytte. Jeg ville med stor sandsynlighed ikke kunne bære at opnå en graviditet for så efterfølgende at abortere, jeg ville med garanti bebrejde mig selv i endnu højere grad end det allerede var tilfældet. Al den skam, jeg bar rundt på. Hvorfor havde jeg sultet mig selv, hvorfor fyldte min egen røv så meget, når jeg så ud ad øjnene? Hvordan kunne jeg leve med, at min selvpåførte afmagring indirekte havde kostet mine ufødte børn deres liv?
Jeg tror, du vil have bedst af at stoppe her. Af at bruge dine kræfter på at sætte aftryk på andre måder, elske din mand, vande din have, hjælpe et nødstedt pindsvin, rumme dig selv. Jeg brød sammen. Dér, foran ham, på kontoret med hvide vægge og vask, hylder med opslagsværker, en plakatstor stregtegning af skildpaddes skelet. Jeg græd og han lod mig græde, han så ikke på uret, han rømmede sig ikke, han lagde ikke en faderlig hånd over min. Han sad bare i sin stol og lyttede til gråden og da den ophørte, sagde han: Der er så meget at gøre her i livet. Gør dét, du kan.

Jeg husker, ikke hvad han hed. Jeg husker bare, at min krop på en gang var lettet og tonstung, da jeg gik henover parkeringspladsen til min bil, drejede nøglen. Og blev siddende sådan, med hænderne på rattet og tænkte: Hvor skal jeg køre hen. Og jeg græd så meget, at jeg tændte viskerne, i håb om at kunne se ud, selvsagt forgæves, men jeg kom hjem, og jeg kom videre og jeg ved ikke med hvad, men jeg er her endnu. Og har lige plukket en buket cikorier fra en høj ude ved vandværket. I guder hvor er de smukke. Det er ikke sådan, at det går op, det hele, smerte med glæde, savn med cikorier, men det er måske heller ikke meningen.
Kh 🩵

Læsenote til Janus Kramhøft ‘De nærmeste’


“For nogle år siden skrev jeg et brev. Det var stilet til den afdeling, jeg havde tilbragt tæt på ti måneder tilbage i 2001. Svært syg af en spiseforstyrrelse, jeg skrev for at sige undskyld, undskyld for at have snydt og løjet, grædt og råbt, undskyld for at være en dårlig patient, en elendig case, en dyr og utaknemmelig 28-årig kvinde. Jeg sendte aldrig brevet, en eller anden med forstand på hierarkier og præcedens fortalte, at man indenfor behandlingssystemet altid handler med vandtætte skodder mellem inde og ude. Mellem person og patient. Mit brev ville blive opfattet som grænseoverskridende, i bogstaveligste forstand, min menneskelighed ville stå i vejen for systemet.
Jeg skrev også et brev til en ven. Jeg var ked af det, skuffet, skrev jeg. Træt af, at vores relation var så ensidig, at det altid var mig, der måtte tage kontakt, indrette mig, sige tak, når jeg kom og tak, når jeg gik. Tak fordi du vil se mig, tak fordi du tog dig tid. Min ven blev vred, han sagde, at det var umodent at gøre et venskab op på den måde, at det jo ikke var en byttehandel, noget for noget, og hvis jeg så det sådan, ja så var det måske bedst slet ikke at ses. I flere år ventede jeg på, at han skulle skrive igen, sige hey, skal vi prøve forfra, men han skrev aldrig, og i dag skammer jeg mig over, at jeg var så dum og at jeg ventede så længe.

Nu skriver jeg ikke mere, kun til skærmen, det er lidt som at bruge tegnsprog for en blind, jeg mener, ingen læser jo, hvad der står og hvis de gør, så ved de ikke, hvem jeg er. Måske er det forkælet at sige, men det er som tilværelsen vil fortælle mig noget, men at jeg nægter at forstå det. Brevene, min vens afvisning, skærmens statiske elektricitet, der får stoffet i min skjorte til at knitre. Hvad betyder det:
Skråt op, skrid, du er for lille, måske? Eller: få dig et liv og hold os andre udenfor?

Sidst nogen henvendte sig var det genboen. En seddel i postkassen om, at der skulle anlægges en ny terrasse, og at det derfor ville støje de kommende dage. “Mvh nr. 23.” Jeg overvejede at skrive tilbage: “Kære nr. 23. Jeg elsker støj. Og nye terrasser. Og breve. Kh nr. 18” Men så kom jeg i tanke om det med inde og ude, og at jeg nok ville overskride en grænse med mit svar, og hvis der er noget, der er skamfuldt, ja så er det at række hånden frem, uden at nogen griber den. Man kan stå sådan længe, med hånden flagrende i luften, og for ikke at miste ansigt, begynder man måske at bevæge dem, store bølgende bevægelser, som en flamencodanser, bare uden flotte rober og slanke hofter. Jeg skrev ikke, men jeg købte et høreværn og satte mig på den anden side af rækværket, så på mens håndværkerne skar stenene til, lagde dem til rette, fyldte efter med sand. Det var den bedste dag længe, dem bag hegnet, jeg udenfor, det var ikke helt som at have en ven, men det var lidt derhenad.
Nu overvejer jeg at skrive en annonce til den blå avis: “Høreværn byttes for en ven.” Eller “Aldrig sendte breve foræres væk, helt ulæste, frimærkerne er uden stempel og kan dampes fri. Værdi 16 kroner.” Henvendelser skal ske via postbox. Det er vigtigt at bevare distancen. Mellem afsender og modtager. Inde og ude.”

(NB: det her er ikke virkelighed men “virkelighed”)

Jeg kan huske, at jeg ikke læste, men levede de bøger, jeg læste, at jeg ligesom stod der i natten, da et lyn flængede himlen, og Ronja Røverdatter blev født. Det var ikke noget, der stod i en bog, det var virkelighed i mit hoved. Og senere læste jeg om en kvinde, der solgte sin krop, for at redde sit barn, og jeg skrev på et stykke papir: “Aldrig give op!”, og jeg ved ikke, hvad det havde med noget at gøre, men hver gang jeg læste sedlen vidste jeg, at der er ting, man må gøre, også selvom det er frygteligt eller farligt eller dumt. Og da min tysklærer kom fuld i skole og råbte ud over klassen “skru’ lige lidt ned for volumen,” mens hun støttede sig til katederet for ikke at miste balancen, lod jeg som om, jeg var blevet stukket af en bi. 

“AV AV AV AV!!” råbte jeg og lod mig falde ned fra stolen, og alles opmærksomhed rettede sig mod mig, og en, der hed Thomas, vidste, hvad man skulle gøre, han satte læberne imod og sugede. “Det er for at trække brodden ud,” forklarede han, og folk var sådan – WOW – og spurgte, om jeg var ok, og klappede Thomas på skulderen. “Stærkt!” Og så ringede det ud, og ingen lagde mærke til tysklæreren, der tydeligt usikker på benene vaklede ud, og det var måske ikke ligefrem frygteligt eller farligt, hvad jeg gjorde, men lidt dumt vel nok, og sådan er litteratur dannende, ikke bare i åndelig men også, i konkret forstand.

Der er gaver, der bliver ved med at give. The New Yorker er sådan en. Michael forærede mig for nogle år siden et digitalt abonnement til magasinet, og hvad jeg siden har læst og lært er næsten ikke til at fatte. Om kvindefængsler, trækfugle og deres ruter, pungrotter og ensomhed er ganske enkelt ubetaleligt.
I går læste jeg så en artikel af bladets musikkritiker, Amanda Petrusich, den handler dog ikke om musik men om sorg. 

Petrusich mister sin mand ganske pludseligt ganske kort efter at have født deres fælles datter. I den første tid efter fungerede hun i verden som via fjernstyring. Hun må have vejledning til alt. At spænde sin sikkerhedssele, lukke køleskabet efter brug, tænde for vandet, når hun står under bruseren. Ting, der før er forekommet hende indlysende, som for eksempel at dreje på hanen for at få vand, er nu en uoverkommelig udfordring. Hendes mands død hensætter hende i et chok, der ikke kun handler om følelser, men om alt, kroppens funktioner, tidens sammenhæng. Hver handling og hændelse oplever hun som et stroboskoplys’ hakkende og stacattoagtige blinken. Nu. Nu. Nu. Men intet til at binde de mange Nu’er sammen. 
Amanda Petrusich går i terapi, i timevis taler hun om sin mand, om hans død, om deres datter. Men det er som om sorgen kun vokser ved det. Jo flere ord hun sætter på hans fravær, des mere fylder det. Helt omvendt den terapeutiske logik, der siger, at sproget hjælper os med at forbinde det sammenhængsløse, og med at forbinde vores nuværende sorgfulde, meningstabte Jeg med det Jeg, vi længes efter. Det livsglade og meningsfulde Jeg. 
Hun lytter til musik og læser bøger. C.S. Lewis skriver efter sin kones død: “Min sorg føles stadig som angst.” Eller rettere, den føles som en livslang cliffhanger, en venten på at det meningsløse tab skal give mening. Psykiatere taler om, at det værste ved sorgen ikke er dens genstand, den tabte, men selve tabet af mening. Dét, at nogen, man har elsket, kan forsvinde uden grund. At døden ligesom bare kommer og at det, den tager med sig, aldrig vender tilbage. Vi lever i et samfund, hvor enhver bevægelse driver os videre, fremad. Vi bliver klogere, ældre, vores pension vokser, den teknologiske kunnen bliver stadigt mere imponerende. Alt bevæger sig – undtagen døden. Den står stille, ja mere end det, den tager ligesom luften ud af tiden, piller viserne af skiven. Og så står vi der og glor på en cirkel og tænker: Hvad nu?

Jeg har været forskånet for store tab. Jeg har mistet mine bedsteforældre, men de var alle enten svækkede af alder eller sygdom, og på en eller anden måde synes døden for deres vedkommende befriende. Selvfølgelig savner jeg dem, min mormor og morfar, min farmors bløde barm. Men jeg tænker ikke på dem med den afmagt, der kendetegner sorgen, den her vilde,, nærmest rasende længsel, en sult, et hul i hjertet på størrelse med den, man har mistet. Nej, jeg tænker på dem med omsorg og taknemmelighed, ja ligefrem glæde. 
Mit første møde med den hule sorg, det afgrundsdybe, var, da jeg mistede mig selv. Til en sygdom, jeg ikke forstod, men som jeg ikke desto mindre så æde min krop, min fornuft, alt det, jeg troede var mig. Jeg blev afvisende, opsøgte ensomhed, nægtede besøg. Jeg åd muggent brød i håb om at blive syg og dø. Jeg løj, når nogen spurgte, hvordan jeg havde det. “Jeg har aldrig haft det bedre”. Jeg snød lægerne, mine forældre, mine venner. Mig selv. Jeg var overbevist om, at jeg kæmpede for noget stort og sandt, også selvom jeg ikke vidste, hvad det var. Jeg blev heldigvis rask, det tog halvandet årti, men sorgen over at se så stor en del af mit liv bundet til en sygeseng, et jeg-fængsel, er en kæmpe sorg. Jeg forstår godt, hvis folk tænker: nu igen. Skulle hun ikke se af at komme videre. Væk. Se ud, se frem. 
Præcis det samme oplever Petrusich. Efter et år orker folk ikke mere tungsind, de vil så gerne se noget spire, noget gro. En glæde, en løftet mundvig. Men sorgen giver ikke, hvad folk vil have, nej, den tager. Den tager og tager indtil den har fået sit, og først da giver den slip. den forsvinder ikke, men den løsner sit greb. Giver plads til noget andet, noget mere. At glæde sig over en uventet fridag, en udsprunget rose, at yndlingsosten er på tilbud. Og selv da, risikerer den sorgramte, midt i ostemaden, at begynde at græde, fordi hullet i osten minder om hullet i hjertet. det hul, der har samme omfang som det, man har mistet. 

Petrusich finder sin vej ud ad den akutte sorg ved hjælp af en særlig terapiform EMDR, hvor klassisk konfrontationspsykologi møder gestaltterapi. Hun ved ikke, om det er terapeuten, den gentagende konfrontation med traumet eller den pind, hun holder i hånden mens hun taler, der gør udslaget, hun ved kun, at hun får det bedre. Jeg genkender den her skepsis overfor sin egen bedring: Hvorfor har jeg det pludselig godt? Kan jeg få det dårligt igen? Er det indbildning? 
Ja, det er det vel nok. Som den amerikanske sangskriver Fiona Appel synger ”He said, It’s all in your head / And I said, So’s everything.” Sorgen er I hovedet. Det samme er glæden. Spørgsmålet er, hvordan vi finder vej til det ene eller det andet. Om vi finder vej. jeg sad i tre år hos en psykiater på Skt. Pauls kirkeplads. Jeg kunne viselig ikke lide ham, ikke fordi han ikke var sød og dygtig, men fordi han ikke hjalp mig. Eller. Jeg sad der og klagede min nød og bad om hans råd, og han svarede: Hvad har du brug for. Og jeg råbte ad ham, “Det er dét, DU skal fortælle mig”, og det var først langt senere, jeg forstod, at han havde ret. At JEG måtte finde ud af, hvad jeg savnede, længtes efter. Hvad jeg havde mistet. Og på tre år sad jeg så der, en gang hver uge, og skældte ham ud over alt det, han ikke gav mig, og som jeg ikke kunne finde ud af at give mig selv. Og så en dag sagde han, “jeg tror ikke du behøver mig mere”, og selvom jeg blev ked af det og følte mig svigtet, så havde han ret. På tre år havde jeg lært at råbe. Højt. Om hvad jeg ville have, hvad jeg havde brug for. Nu handlede det om, at jeg gjorde alvor af mine krav. Fandt, hvad jeg savnede, tog den mad, jeg havde brug for, satte de grænser, jeg havde bedt ham om at sætte for mig. 

Grief can’t be “fixed”—death/[loss] is famously irreversible—so conversations about it require both parties to abandon problem-solving and accept a kind of unpleasant stasis,” citerer Amanda Petrusich en psykiater for at sige. Vi må lære at leve med, at livet er (død)uretfærdigt. Heldigvis også vanvittigt smukt. Sjovt og sørgeligt, ind imellem kedeligt. Det blev langt, men døden er immervæk længere, nogen siger for evigt. 

Vi mennesker er afhængige af hinanden. Fra det øjeblik, vi undslipper livmoderen, søger vi andre. Spejler deres mimik. Vi pludrer og bliver mødt i vore pludren, søger øjenkontakt og finder hjem i en mors bekræftende blik, en fars.
I børnehaven lærer vi, at vi kommer længst med at spørge om lov. Jeg husker tydeligt, at jeg rev en skovl fra en anden og blev skubbet omkuld “MIN!” lød det fra den dreng, hvis redskab jeg uretmæssigt havde tilranet mig. Og pædagogen satte sig på hug og forklarede, at hvis der var noget, man svajede eller gerne ville have, så måtte man spørge om lov. Og jeg spurgte – lettere modvilligt – “Må jeg låne din skovl?” og drengen, der for kort siden havde råbt ad mig, rakte mig skovlen: “Hér.”

Jeg ved ikke, om vores afhængighed bliver mindre med tiden. Vi har selvsagt ikke længere brug for at spejle en mimik, vi udvikler vores egen, og når vi møder en andens blik er det ikke et hjem, vi finder, men bare et øjebliks samhørighed. Jeg husker tydeligt, hvor svært det var at indse, at den veninde, jeg som barn og helt ung havde været i et næsten symbiotisk forhold til, nu fik andre venner, kærester og tog på ferie uden at sende postkort hjem. Vi var jo stadig venner, det var bare noget andet, noget mindre tæt. Og jeg savnede det nære, men vidste også, at det at blive voksen handlede om, at klare sig selv, og det gjorde jeg så. Jeg klarede mig, fik Danmarks næsthøjeste eksamensgennemsnit, klippede hækken mod betaling og læste Eric Fromms “At have eller at være” og besluttede, at jeg ville være. Desværre vidste jeg ikke hvad, jeg ville være, hvori min væren skulle bestå, og så fandt jeg på at tabe mig, jeg aflagde mig min krop, nu skulle jeg være ren ånd, og i guder hvor var det dumt, men altså meget selvstændigt. Og det var jo dét, der her med at blive voksen gik ud på.

Jeg tænker stadig meget på det med afhængighed. At det er et fy-ord, at vi endelig ikke må stå i gæld til nogen, at vores frihed kommer før alt andet. Så hvorfor er det, at jeg længes efter noget andet. Hvorfor vil jeg gerne være nødvendig for nogen, for noget, hvorfor vil jeg nødig være så fri, at jeg bliver min egen eneste nødvendighed. Da jeg fik min hund, var det en lykke at have nogen at synge for, ae, fodre, gå tur med. Læne sig op ad, vågne op ved siden af. Og lige sådan en gave at se ham logre, når jeg kom hjem, følge mig rundt i huset, som jeg engang havde fulgt min mors blik for at søge hjælp, anerkendelse, læring. Er det forkert, ækelt, er jeg forkert, når jeg nogen gange længes lidt efter den nærhed, der engang betød, at jeg vidste hvad min veninde tænkte og følte, hvilken tandbørste hun brugte, størrelsen på hendes sko, som ikke var den samme for gummistøvler og hjemmesko? Er det umodent at ønske sig relationer, hvor det at have brug for hinandens hjælp, hinandens opbakning, ikke ses som en fejl, men som en forudsætning for det at være menneske.

Min mor skriver stadig SMS’er om, at jeg skal huske en paraply, hvis der i vejrudsigten varsles regn. Jeg griner ad det, jeg er fyldt halvtreds og er nogenlunde selvkørende udi regntøj og andre foranstaltninger mod at blive våd. Alligevel elsker jeg, at hun tænker på mig og stadig føler sig, hvis ikke ligefrem ansvarlig for så i hvert fald, forpligtet på at varsko sin datter om vejrliget. Og jeg frygter den dag, hun ikke er her til at sende sine hilsner, for hvem skal jeg så grine ad, svare med en hjerte-emoji: “Jeg elsker også dig ❤️”
Afhængighed er ofte noget vi bekæmper. Puha, vi skal jo være selvstændige, frie væsener, men ind imellem føles friheden som et jeg-fængsel, og jeg vil så gerne være andet og mere end bare mig selv, i hvert fald vil jeg nødig være mig selv NOK. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skriver sådan, hvem jeg skriver til. Nu skriver jeg det her – og så går jeg en tur med hunden.

Jeg boede nogle år i en etværelses lejlighed i det nordlige Aarhus. Den var billig, 2200 kroner om måneden inklusiv el, vand og varme. Den lå i stuen med udsigt til en parkeringsplads og tørrestativer for alle boligforeningens logerende. Jeg lærte hurtigt at skelne mellem det tøj, der tilhørte den ældre sengevædende Else, jodleren Gert og misbrugeren Jimmy, der de weekender han havde overvåget besøg af sin søn, altid efterfølgende vaskede en hvid skjorter og et par pressefoldede bukser. Det var kommunen, der havde sørget for lejligheden, jeg var, hvad de vurderede en “særligt sårbar borger,” jeg gik 12 kilometer hver morgen, løb 10 km først på eftermiddagen og stod hver aften en time på den stairmaster, der var lykkedes mig at presse ind i stuen, der også fungerede som kontor, soveværelse og altså fitnessrum. 

Alle kvarterets veje var opkaldt efter steder på Bornholm. Tamperdalsvej, Ekkodalen, Hammershusvej og Rytterknægten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg nævner det, måske fordi der var så lidt at holde fast i, i de år, at Bornholm fik en særlig betydning. Der lå en slagter rundt om hjørnet, der leverede mad til mange af de ældre, jeg fik en tjans med at bringe det ud. Skipperlabskovs var særligt populært blandt enlige mænd, hønsefrikasse med ris og ærter hos dem med kunstige tænder. Maden var pakket i en lille sort boks med gennemsigtigt plastlåg, og jeg ringede på og rakte frem, og hver gang vidste jeg, at det, de allerhelst ville have, ikke var maden, men mit selskab. “Hvad Søren, så er du der igen,” sagde de, og håbede vel på, at jeg ville svare dem noget i retning af, “ja sørme så” og måske en anekdote ude fra virkeligheden. Noget om vejret eller dagens menu eller måske, at jeg ville spørge ind til dem: “Ja her er jeg, men hvordan med dig?” Men jeg lærte hurtigt at bøde af. Række dem maden med et jaget blik, “ja, her er jeg og jeg har travlt,” for så at forsvinde ned ad trappen igen. Der var jo andre, der ventede og lønnen rakte kun til levering, ikke til omsorg og medfølelse. 
Jeg ved ikke, om jeg tog jobbet, fordi det smagte lidt af mad og næring. En slags mad-by-proxy. Eller om det simpelthen var en smart måde at bedrive motion og samtidig blive betalt for det. Men slagtermesteren kaldte mig ind på sit kontor, han havde fået en underretning, han ville ikke sige fra hvem. Men “nogen” havde ringet, bekymrede for mit velbefindende. Det var ikke bare min vægt, de tynde arme og ben, nej det var noget med øjnene også, sagde han. At jeg virkede … han holdt en pause som for at finde ordet … jaget? Jeg lo højt, jaget? Mig? Mon ikke der var tale om en projektion, om det, den bekymrede så i mig, i virkeligheden spejlede dennes egen nervøsitet? Det var jo ensomme mennesker, forklarede jeg, de fleste var nok mere sultne på selskab end på skipperlabskovs, grinede jeg, og håbede, at mine retoriske manøvrer kunne lette på stemningen. “No worries,” sagde jeg og rejste mig. Og min chef nikkede forvirret, som om de mange ord (“jeg har klaret mig i 30 år, jeg klarer mig nok de næste 30 også” og “hvis jeg ser jaget ud, er det nok fordi jeg har travlt, ha”), jeg øsede ud over ham, druknede hans indsigelser. “Nå ja”, og “hvis det er sådan det hænger sammen”, lod han sig overbevise, og jeg tog listen med navne og numre, Freddie i opgang 8, Tove i opgang 2 og så videre. 

Jeg havde jobbet i næsten to år, tre af mine kunder faldt fra, Judith fik lungebetændelse og kom sig aldrig, Mads flyttede på plejehjem og den misbrugende blev fundet af sin ekskone: En overdosis. Jeg tror aldrig man fandt ud af, om det var med vilje eller et uheld. Freddie og jeg blev så fortrolige, at jeg fik overtog hans avis hver dag kl. 12.00. Tove blev vegetar og måtte have mad et andet sted fra. Slagteren fnysede og forbandende “det moderne stads”. En enkelt gang snød jeg og tog et måltid med hjem. Sprængt oksebryst med kartofler og peberrodssovs. Jeg dyppede enden af en teske i sovsen og lukkede øjnene, mens jeg lod den fede, stærke smag fylde min mund. Så et stykke kartoffel på størrelse med en lillefingernegl. Et stykke kød, så mørt, at det trevlede allerede på gaflen. Jeg tænkte på Judith og på Mads og på misbrugeren, tænk sig, at jeg aldrig igen skulle møde dem, og måske fik jeg ad den vej overbevist mig selv om, at det var ok. Ok at spise hele portionen, at det var min måde at sige farvel på, en slags bod for alle de gange, jeg havde afvist deres håbefulde blik. “Jamen hvad søren.” 
Den ligger der stadig, slagterbutikken, men ejeren er en anden. Mansour Al Safadi, han får fem stjerner på trust Pilot.