Louise Juhl

Jeg læser et essay, to ældre mænd, et par, kommer ad omveje til at tage en ung kvinde med i bilen på vej fra Maine til New York. I syv timer kører de, det er nat, silende regn, de stopper undervejs og spiser McNuggets, tisser bag en bygning. 
Jeg har aldrig sat mig ind i en bil med kun fremmede. Måske fordi jeg fra mit 19. og til mit 35. leveår aflyste alt, der hed eventyr og livslyst og i stedet isolerede mig i et jeg-fængsel af kalorietælling og vægtregimer. 

Mit vildeste ridt var bag på en finsk motorcyklist, der forbarmede sig over mig, da jeg fandt mig selv faret vild i en finsk birkeskov. Fyren, der kørte, hed Pekka, “it means a rock”, forklarede han på kejtet engelsk og jeg tænkte, at en klippe lige præcis var, hvad jeg havde brug for og satte mig op. Jeg må have gået langt, for turen tog mere end en halv time, jeg holdt om hans krop med en vis forsigtighed, det skulle jo nødig misforstås. Men Pekka levede op til sit navn, han kørte med beslutsom mine og uden antydning af noget ufint. Klokken var blevet tolv midnat, men det var stadig lyst, sådan er det deroppe. Myg og lys og klippefaste mænd. “Here you are,” sagde han og pegede på min brors hus, hvor jeg ferierede, og jeg svarede, “yes, here I am”. Der var ingen grund til at sige mere, Pekka kørte sin vej, jeg listede tilbage og fandt min seng, lysvågen og med tanker om alt det, der kunne være sket. En forbrydelse, et trafikuheld. Motorstop, vanvidskørsel. 

En af fordelene ved at være meget alene, sådan som jeg var det i de år af mit liv, er, at man igen og igen finder sig selv i situationer, man ikke ved, hvordan man er havnet i. Jeg endte for eksempel til en familiefest hos en jugoslavisk kvinde, jeg knap kendte navnet på. Nogle dage forinden havde jeg lånt hende hundrede kroner, fordi hun havde glemt sit kort og nu stod ved kassen i Føtex med en pakke bleer og to kartoner mælkeerstatning og ikke vidste sine levende råd. Hun blev så glad, at hun endte med at betale mig to hundrede kroner tilbage – og altså også invitere mig til fest i storfamilien. Der var godt fyrre mennesker samlet i en treværelses lejlighed, alle borde var fyldt med mad og drikke. En fætter stod for musikken, han havde lige startet sit eget band, det fremgik tydeligt: Enhver form for vellyd var fraværende, til gengæld var humøret højt. En ældre kvinde med tørklæde satte sig ved siden af mig i sofaen og tog min hånd, måske synets hun jeg lignede en, der trængte. Så sad jeg sådan en hel aften og knugede en ældre dames hånd og så til, mens familien festede. Det var den ene gang og så aldrig igen. En meget mærkelig men ikke dårlig oplevelse. 

Den særeste ferie var med min kæreste gennem to og et halvt år. Han fandt på, at vi skulle på badeferie. I Danland, et lorteferieparadis nær Ringkøbing. Lejligheden var med vægge i brune mursten, og min kæreste, der ikke brød sig om at bade (?!), sad konstant foran en medbragt computer og spillede krigsspil, mens jeg forsøgte at få tiden til at gå. Det kunne jeg ikke, så til sidst stillede jeg mig ved en indfaldsvej med en taske i hånden og klipklapper på fødderne. Igen var det en motorcyklist, der hjalp mig videre. – Hvor skal du hen?, ville han vide og jeg svarede: – Væk. Og så kørte vi. Op langs kysten, før han drejede til højre gennem landet og småbitte byer, der alle hed noget med bro, Rødkærsbro og Bjerringbro. Jeg blev sat af ved en samkørselsplads lidt uden for Aarhus og gik så de sidste otte kilometer. Jeg kan afsløre, at klipklappere ikke er velegnet til kilometerlange sene traveture. Kæresten blev iøvrigt pissesur, hvad fanden lignede det at køre med en fremmed mand uden at give besked? Lige dét, havde han jo sådan set ret i. 

Der er få ting, jeg ved så meget om, som jeg gør om ensomhed. Ikke den der midlertidige følelse af at være udenfor eller lige lovlig alene, men en helt grundliggende oplevelse at være, hvis ikke ligefrem uønsket, så i hvert fald til overs. At være den femte i en gruppe på vej hjem fra en fest, der lykkes med at praje en taxa med plads til kun fire:
– Hej, hej, det er helt fint, jeg går bare. No problem.
Jeg er tit blevet fortalt, at det er en urimelig følelse, at den intet har på sig, jeg er da elsket og afholdt af mange, siger de, og jeg tror såmænd ikke, de lyver. Problemet er bare, at jeg har svært ved at tro på det og derfor konstant doserer, hvem jeg ser, hvor tit og hvor længe. Hvor meget jeg taler og skriver (ja det går ikke så godt med at moderere mig på det punkt, det ved jeg 😉 )
Min kloge ven, Bjørn, skriver et sted om jeget i en af sine bøger at denne undskylder til alle, hele tiden og tilføjer “Jeg ville såmænd undskylde til Hitler”
Det er en tragikomisk replik, ingen fortjener at undskylde overfor et menneske, der har flere millioner menneskers død på sin samvittighed, det er klart. Når sætningen alligevel rammer så hårdt er det fordi, jeg i en eller anden forstand genkender. Måske ikke at ville undskylde overfor en despot, men så godt som alle andre. At undskylde for min tandlæge, at jeg har så dårlige tænder, for min læge, at jeg har så skavanker, for min psykolog, at jeg har så mange følelser, for min mand, at jeg er så dårlig til at vaske vinduer. Jeg tror, pointen er klar: Man kan være så ydmyg, at man forsvinder for sig selv. Og så er man for alvor alene, ja faktisk så alene, at det kan kaldes ensomhed.

I en artikel i The New Yorker skriver en psykologiprofessor, Paul Blom, om chatbottens mulige afbødende konsekvenser for svært ensomme. For år tilbage publicerede han en kontroversiel artikel med titlen “In Praise of Empathic A.I.”, hvor han talte for, at en chatbot i visse tilfælde kunne gøre det ud for en bedre og mere omsorgsfuld kontakt end visse menneskelige bekendtskaber. Artiklen vakte naturligvis røre, for de færreste ønsker vel at se sig selv reduceret til en mindre empatisk udgave af en attrap. Og hvis det virkelig er sandt, at menneskelige venskaber kan erstattes af en maskingenereret samtalepartner, ja hvad så med kærligheden, familien, fællesskabet? Ender vi hver især med at sidde isoleret og stirre ind i en skærm, der kan levere os alt, vi behøver. Mad, drikke, et kærtegn, en opmuntring, hjælpe til opvasken, toiletbesøget.
Paul Bloms ærinde er dog et andet. Hans (og nogle kollegers) fremhævelse af AI-værktøjer som hjælpemiddel til svært ensomme, er ikke tænkt som en erstatning for virkelige venskaber, men som et supplement, et tilbud til de ældre, svagtseende og dårligt gående uden familie, som ikke har muligheden for at opsøge fællesskaber, melde sig til godgørende foreningsarbejde eller huse et husdyr. For de mennesker er alternativet til et chatbot-venskab at sidde alene, afhængige af fortravlede og nedslidte menneskers mere eller mindre sporadiske hjælp, at holde sig i live på andres nåde. Når Bloms kolleger derfor helt uden forbehold afviser hans arbejde, så er det fordi, de overser de usynlige mennesker, dem, ingen kender og ingen vil kendes ved. De VIRKELIGT ensomme.

Jeg er selv superskeptisk over AI-teknologien, meget af det bunder i en seriøs mistro til, at techgiganterne vil udvikle værktøjer, der sætter menneskelighed over profit, der prioriterer ærlighed og omsorg før magt og indflydelse. Jeg tror simpelthen ikke på, at der for en maskine kan gælde et begreb som “ubetinget kærlighed”. Jo som en term, et smukt og forførende udtryk, men som praksis: Nej. Maskinen vil aldrig overflødiggøre sig selv, for eksempel, tværtimod.
Men artiklens forfatter har nogle gode pointer. For eksempel, skriver han, er vi som samfund imod opioider, de er forbudte og frygtede, fordi de bedøver folk og er stærkt vanedannende. Ikke ulig AI-værktøjer og SoMe-platforme. Ikke desto mindre vil ingen vel nægte en terminalt syg og voldsomt smerteramt patient at få opiodmedicin, der kan lindre det fysiske ubehag og tage toppen af angsten. Opioider har – deres farer til trods – også et potentiale, og på samme måde, hævder Blom, har chatbotten et potentiale for invalideret ensomme mennesker. For livstidsindsatte i fængsler. Og så videre. Og også for psykisk syge, der en sen nattetime søger trøst for sin suicidale overvejelser. her kan maskinen faktisk, med stor “indlevelse”, tale mennesker fra selvmord.
Problemet opstår, hvis vi generelt som samfund tager AI-værktøj i brug for at afbøde ensomhed. Hvis jeg, til eksempel, som lindring for min følelses af “udenforhed” begyndte at betro mig til en chatbot, der kunne give mig oplevelsen af at blive rummet, forstået, ja ligefrem ønsket. For ensomheden har en funktion, den er et symptom på noget, og AI er muligvis fin som lindrende medicin, men den har ingen helbredende effekt. Ensomheden er et vilkår, et bøvl vi alle, i større eller mindre omfang, må kæmpe mod og kæmpe med, og ofte med store indsigter til følge. Jeg har længe vidst, at min ensomhed ikke kun er et problem, men også en følelse, der får mig til at gribe ud. Skrive. Gå tur med min hund. Sende en SMS til min ven “Uden dig – intet”. Ensomhedsfølelsen tvinger mig til at søge væk fra tankerne, ind i verden. Lytte til fuglene som var de venner, der sang for mig. Ae en mariehøne og takke den for besøget. Ensomhed rummer et enormt potentiale for taknemmelighed. Hvis – vel at mærke – vi tager den alvorligt og ikke bare begraver os i drugs and rock’n roll – eller i doomscrolling og samtaler med en chatbot.
Akrobaten tumler for at blive en bedre akrobat. Bokserne lader sig slå på, brækker næsen, for at blive en bedre bokser. Besværet er en del af at være menneske. Det er ikke sjovt at vinde en konkurrence eller bestå en prøve, hvis det er uden anstrengelse, uden besvær. Et liv uden umage, pools og drinks og lange dage, bliver meget hurtigt… ensomt. Det, man i første omgang stræbte efter, det bekvemme, det gnidningsløse, at maskinen gør al besværet, efterlader os uendeligt uforløste. Hvis alle kunne vinde Tour de France, ville der ikke være noget Tour de France. Hvis alle kan løse livets gåde ved hjælp af ChatGpt, så er der ikke længere nogen grund til at leve.

Jeg siger ikke, jeg er lykkelig for min allestedsnærværende oplevelse af ensomhed. Jeg siger bare, at jeg hellere vil bruge et liv på at komme overens med følelsen, end et liv på at blive fri for den.
Hvis det giver mening?

(Undskyld)

De første år, Michael og jeg kendte hinanden, var jeg stadig præget af min spiseforstyrrelse. jeg foretrak at holde ferie derhjemme, hvor jeg kendte maden, kunne passe min træning, tælle kalorier og veje mig hver morgen med vægten placeret præcis samme sted og på præcis det samme tidspunkt. Da han endelig lykkedes med at lokke mig udenlands, var det med meget strenge krav om, at der skulle være adgang til et fitnesscenter, en madvægt, sodavand uden sukker, alt sådan noget.

Et af de første steder, vi besøgte, var Toscana, vi lejede et anneks til en vingård, bygget i sten, koldt og simpelt indrettet: et bord, tre stole, en seng. Men omgivelserne var det hele værd, olivenmarker så langt øjet rakte, kuperet og frodigt. Indkvarteringen var via Agricultura Turisimo, et særligt turisttiltag, der skulle skaffe besøgende til landets mange vinbønder, landmænd og planteavlere, vi endte hos Cristiano, en tidligere lærer fra den italienske pendant til Kunstakademiet, nu pensioneret og glad udlejer, glad for vin også, han var konstant beruset, morgen, middag, aften.
Michael kørte mig to gange dagligt til Firenze, ad små kringlede veje, og ventede de to timer, det tog mig at løbe 12 kilometer på løbebånd, træne mave, ryg, baller, lår. Sjippe og lave armbøjninger.
Så kørte vi tilbage ad de samme smalle og mildest talt halsbrækkende gader, det var meget tid at bruge på noget så ligegyldigt, men Michael kendte betingelserne, brokkede sig ikke én eneste gang.
Om aftenen drak vi limoncello og spiste små delikatesser fra et nærliggende supermarked, syltede svampe, røget skinke, luftfritterede blomkålsbuketter. En sær blanding, men vi blev mætte, senere læste vi kort og Michael fortalte om universitetet i Sienna, den gamle bydel, turismens kvælertag.

Det var mit første forsøg med en virkelighed uden faste måltider, morgenvejning, Cheasy yoghurt og æggehvideomelet. Lige så langsomt fik jeg øje på noget andet, marmorkirken i Firenze, for eksempel, olivenmarkerne, Michaels hænder. Det tog mange år og jeg skylder Michael for de rundt regnet én million timer, han har ventet, mens jeg febrilsk for rundt i et træningscenter og forsøgte at slippe af med mig selv. Fuck, hvor må det have været belastende og kedeligt, præcis som den her opdatering er det.
I år tager vi til Nordjylland, til hytten i klitplantagen, milevidt fra fitness og olivenmarker, vi har ikke så ikke andre planer end at bygge en bænk og et skraldeskur, spille minigolf og at elske hinanden.
Det kan også noget.

Jeg ved, at det er en meget eftertragtet vare, den her tilstand af distance og selvkontrol, den “stoiske ro.” En idealtilstand, hvor man ikke lader sig styre af emotioner eller impulser, men hæver sig op i fugleperspektiv og handler ved hjælp af fornuft. Man græder ikke over spildt mælk, nej, man tørrer op og køber en ny karton, og sådan undgår man at spilde både tårer og tid på det, der ikke står til at ændre. Det samme gælder forliste parforhold, man glæder sig over den tid, der gik godt, og ser sig så om efter en anden eller man vælger måske at leve resten af sit liv uden en partner. Man ser bort fra den ulykkelige barndom, retter i stedet blikket mod den fremtid, man stadig har mulighed for at skabe, på trods og i trods.

Det lyder besnærende, lidt som at gå til fest og nyde dansen og rusen, men uden at skulle slås med tømmermændene. Dem undlader man at beskæftige sig med: Hovedpine – hvem mig? Nej, nej, jeg ser fremad, sluger fire Kodimagnyler og løber tolv kilometer:
– Med ondt skal ondt bekæmpes.
Stoikeren er overmenneskelig, lytter alene til intellektet, regner sig frem til sine handlinger, er vejret vådt, tager han regntøj på, er det solskin, smører han sig ind i faktor 30. Der er altid en løsning, det er supersmart og hensigtsmæssigt, hvorfor ærgre sig over det, der ikke lader sig ændre, når man kan glæde sig over det, man rent faktisk HAR indflydelse på, tanker, handlinger.
Jeg synes, på mange måder den stoiske selvbeherskelse er efterstræbelsesværdig. Smuk ligefrem. At fokusere på den sommerfugl, der stadig sidder tilbage, og ikke på de hundredtusinder, der er gået tabt på grund af klimaforandringer og monokultur. At holde af den sol, der nu engang skinner, uanset om det er for tresindstyvende dag i træk og bekymrende i et meteorologisk perspektiv.
Den skinner jo ikke mindre af at blive nydt. Vel?

Det, jeg vil sige er, at det, der for nogen handler om at vælge glæden, selvbeherskelsen, fornuften, er for andre fyldt med omkostninger. Det er immervæk lettere at lægge en barndom bag sig, hvis de værste knubs, man fik med sig, var en ugentlig grøddag og en arvet høfeber, og ikke, som det er for andre, daglige tæsk, en konstant underliggende trussel om koleriske udfald, psykisk vold eller fattigdom. Det er langt nemmere at forholde sig pragmatisk og med distance til verden og dens fortrædeligheder, hvis man har en god og stabil familie i ryggen, et sikkert hjem og en økonomi, der måske ikke er prangende men dog holdbar.
Omvendt er det svært at forholde sig køligt til urimeligheder, hvis man oveni hverdagens udfordringer er diagnosticeret med posttraumatisk stress eller har en datter, der er ulykkelig, et mobbeoffer, og som nægter at gå i skole. Det er med det mentale overskud som det er med det økonomiske: Det er ikke lige meget, hvad udgangspunktet er. Om din børneopsparing lød på 100.000 eller 100 kroner. Om dine første møder med verden var trygge og tillidsfulde eller præget af sygdom, skilsmisse, mobning, svigt. Alle mennesker er lige, men vi er ikke ens. Det, der for den ene synes ligetil og let, kan for en anden være en stor udfordring, ja en næsten umulig opgave. At læse kan for den ordblinde være en lang og ubehagelig kamp, mens det for andre er en lise for sjælen. At tro på det bedste og rette blikket fremad, er utvivlsomt lettere for den, der er bære på gode oplevelser i sin kuffert, end for den, hvis erfaringer primært består i dysfunktionelle relationer og svigt.

At træffe et valg er ikke det samme for alle. Du kan vælge at bruge dine penge med omhu og fornuft, men hvis udgangspunktet er et månedligt rådighedsbeløb på 15000 kroner, er de valg nogle andre end for den, hvis rådighedsbeløb er en femtedel, det vil sige 3000 kroner. Det samme gælder de mentale valg, at løbe en ugentlig halvmaraton er ikke det samme for en sund og rask halvtredsårig, som for en svært deprimeret nogenogtrediveårig med en nyligt overstået ufrivillig abort.
Et valg er aldrig bare et valg. Det, der for én, kun er er et spørgsmål om at tænke én tanke fremfor en anden, kan for en anden være et helt livs ydmygelser, der skal pakkes væk. Prisen for et valg, er ikke den samme for alle. Hvor stoikeren måske vælger at se på den sidste tilbageværende sommerfugl, nyde de smukke farver, støvet på vingerne, skønheden, kan det for andre være nødvendigt at huske på de tusindvis, der forud gik tabt. Jeg siger ikke, at det er enten eller, jeg siger bare, at lige som der er forskel på dyr, på fisk og på fugle – den ene kæmper med vinden, den anden med vandet – sådan er der også forskel på vi mennesker.

Der hvor jeg findes
rimer bjørn på 
kærlighed og hund 
på fiske og ingen 
er mere sig selv 
end en hest 
er en due 
og en kat 
er tegn 
på regn

mexico ligger i spanien
og resten i ruiner

kontrol er lort
nok stavet bagfra
og ude er godt men
hjemme bedst som
man siger hvis
man ellers ved
hvor hjem
ligger

jeg er langt fra 
hjemme nok
nærmere en rømmen 
i et dødssygt radioprogram 
om skildpadder 
og spædbarnsdød

jeg elsker dig, ven
det gør jeg virkelig
det er så banalt
som et blottet lem
i en tv-reklame for
intimsæbe

men lad os
i stedet blotte
vores hjerter 
bløde og føde
en drøm der
aldrig ender
der er jo sådan 
vi hænger sammen: 

som fuglene 
hænger på 
himlen og 
verden hænger 
i laser

🤍

Jeg havde flere dyr som barn. Gubbyer, ørkenspringrotter, kanin og chinchilla. Jeg holdt også en flue fanget under glas, en slags misforstået omsorg, insektet døde i hvert fald efter få timer, om det var af iltmangel eller den blev stegt i den skarpe sol, ved jeg ikke. Kun, at det var første gang jeg blev bekendt med, at omsorg ikke altid er godt, ja at det forkert håndteret ligefrem kan være dødeligt.
Mange år senere fik jeg en hund, han blev min bedste ven, min nærmeste fortrolige, min trøst, mit hjerte. 
Så da jeg i dag så en artikel med overskriften “How to save a dog” i The New Yorker, var jeg ikke et sekund i tvivl: Den skulle jeg læse! 

Essayet handler om en mand, der efter en hård skilsmisse flytter tilbage til sin hjemby. Han er i stykker, i knæ og byen føles fremmed, han sidder alene derhjemme og savner. Alt. Men så finder han en kat med hævede øjne, tynd og tydeligt såret, og det vækker noget i ham. En kærlighed, en følelse af at kunne bruges til noget. Til at hjælpe dyret, skaffe det medicin og mad. Han finder hurtigt frem til en kvinde, Nita, der har viet sit liv til at redde nødstedte dyr. Han finder vej til et fællesskab, hundredvis af mennesker, hvis fremmeste mål er at hjælpe katte, der af den ene eller anden grund, ikke kan klare sig selv. Ad omveje fører kattene senere til en kvinde, Michelle, der har mistet sin hun. Scrim, hedder den, Hun går rundt i byen og sætter plakater op, efterlyser sin bortkomne ven: “lost: pink collar, brown spots. if you see scrim, don’t chase” 
Det bliver starten på en ti måneder lang eftersøgning. Scrim er adopteret og tydeligt mærket af en dysfunktionel opvækst, hundens adfærd er at flygte, når nogen nærmer sig, og at løbe væk, når den hører sit navn råbt op. Den skjuler sig under bygninger, flygter i fart over sekssporede motorveje. Hele byen er på den anden ende, og nyheden spredes, landsdækkende aviser som Wall Street Journal og Washington Post skriver om den bortkomne hund, om de mange indsatser for at redde dyret hjem. Nogle forarges, de kalder det mishandling: Dyret vil jo åbenlyst ikke reddes, skriver de, og en enkelt truer endda ejeren, Michelle, med at ville riste hunden over bål, hvis han finder den. Til sidst lykkes det dog at redde hunden fra sin egen angst, Michelle får sin hund tilbage, alt er idel lykke. Indtil den dag, hunden igen løber væk. 

Noget af det, jeg oplevede stærkest, da jeg selv fik en hund, var, hvordan min omgangskreds blev væsentligt større, mere divers. Hvor jeg i årevis alene havde omgivet mig med mennesker, der enten var stærkt optaget af litteratur eller af at bedre forholdene for psykisk sårbare – uanset hvad præget af meget dybe og ofte komplicerede samtaler – så var de fleste af mine hundebekendtskaber aldeles uinteresseret i den slags. Eller: Det var i hvert fald ikke det, samtalerne drejede sig om. Pludselig handlede det om pasform på seletøj, billige hundefrisører, gode fif til at fjerne brækpletter af sofabetrækket. Der blev kastet med pinde og råbt underlige lyde i sært skingert tonefald: Dyyyygtiiiiig. 
Det var seriøst et kulturchok. Og jeg elskede det. Det hele. Snak om pelspleje, kast med gummibolde. Min mand og jeg begyndte sågar at skrive beskeder til hinanden efter gåture med hunden: “Fine prutter i dag, god fast konsistens. Tre styk!!” 
Det, jeg vil sige er, at jeg genkenderforfatteren til essayet, hans glæde ved pludselig at kunne bruges, være til nytte. Fremfor at ligge udbrændt og forsmået på sofaen fik han pludselig en mission: At redde dyr, først katte, senere en hund. Han fandt et fællesskab, der på mange måder var tættere end alle andre fællesskaber, han havde været en del af, men uden at han behøvede at udlevere sig selv, sin egen ulykkelighed. De mennesker, jeg møder sammen med Mumrik (min hund), aner intet om min fortid, om mit forfatterskab, om min politiske overbevisning. Om mine mange år med psykisk mistrivsel, om min fetich for halvfjerdserkeramik, min barnløshed, min nedsunkne forfod. De ved kun, at jeg har en hund, det er det, vi har tilfælles, det, vi mødes om. 

Tilbage til essayet. “How to save a dog.” Det lykkes Michelle endnu engang at finde sin hund, Scrim. Eller: Nogen finder den for hende. Scrim søger tilflugt hos en kvinde, der i forvejen har en sort labrador. Hun hjælper den medtagne hund inden døre og ringer så til dens ejer, der er lykkelig for, at hunden er fundet i god behold. Scrim vender aldrig tilbage til Michelle, den får lov at blive i hjemmet, hvor den søgte tilflugt og føler sig tryg. At elske nogen er nemlig også at kende forskel på ens eget og dyrets bedste. Det er nemlig ikke altid det samme – jævnfør min barndoms forsøg med at elske en flue til døde.

Jeg har ikke set tennis, siden jeg var helt lille. Det var altid, når jeg besøgte min morfar, lange ubrudte dage, hvor mine brødre fik lov at følge med ham ud at save tømmer og slå pæle i jorden. Al den slags som det, ifølge min morfar, krævede et “rigtigt mandfolk” for at lykkes med, og hvor jeg af samme grund ikke var til nogen hjælp. I stedet sad jeg i stuehuset, holdt øje med rutebilen, der kørte forbi en gang i timen og slog terninger med et krus. Eller jeg så Wimbledon, som jeg udtalte vim-ble-don, fulgte bolden fra den ene side af nettet til den anden. Frem og tilbage flere timer i træk, damerne havde store hatte på hovedet og mændene var alle i lyse poloshirts og med en pastelfarvet sweater bundet på tværs over skulderen. Jeg holdt med John McEnroe, han var kendt for at være temperamentsfuld grænsende til det hysteriske, han råbte ad dommeren, sin modstander, af publikum og himlen. “You cannot be serious!”

Den slags bilder jeg mig ind, vi ikke ser så ofte i dag. Men det er ikke det samme, som at der ikke kommunikeres lydligt på banen. På DR kan man lige nu læse om, hvordan spillerne stønner i en volumen, så det kan høres på tværs af de forskellige anlæg. Støn og hyl, der ifølge undersøgelser sandt nok kan medvirke til at øge boldens fart med 3,8 procent, men som i langt højere grad har til hensigt at “psyke” modstanderen. Høje skrig og nærmest vulgært langtrukne støn er bevist at distrahere spilleren på den anden side af nettet.
“Bevidst eller ubevidst bruger spillerne lyden fra ketsjerens slag til bolden til at vurdere, hvor hurtigt og hvilken retning bolden kommer. Men når denne lyd maskeres af lyden fra stønnet, mister modstanderen op til 30 millisekunder i reaktionstiden. I den tid har bolden bevæget sig omtrent en meter i luften.”
Det er altså et ufint trick sådan at overdøve boldens lyde med sine egne for at forstyrre modpartens vurdering af boldens tempo og styrke. Tennis har i mange år været anset for en særlig fin sportsgren, langt de fleste spillere kommer af særdeles pengestærke baggrunde og med forældre, der bærer dem frem i guldstol. Her er ingen pubcrawlere, ingen, der er taget for spirituskørsel, ingen bad boys. Kun en enkelt økonomisk bedrager, Boris Becker, og det var på bagkant af sportskarrieren. Modsat fodbolden, hvor det vrimler med den slags, tidligere dømte, bandemedlemmer, voldsmænd, husspektakler. Den mildest talt blakkede flok fodbold”bøller” kritiseres da også for ofte at bringe de beskidte kneb med sig ind på banen. At kaste sig ned og fingere en skade, det kaldes “at filme”. Bad behaviour.
Men nu viser det sig så, at spillerne i tennis ikke er et hak bedre, her er det bare støn, hvin og kraftudladninger, der bruges som ufint trick for at vildlede modstanderens opmærksomhed, vinde en meter, et sekund. Måske lige netop dét, der kræves for at hive sejren hjem.

Jeg ved ikke, om de samme tricks virker, når det kommer til at skrive. Om jeg vil vinde noget ved at kaste mig ned på gulvet og tage mig til anklen, vride mig i smerte. Eller som i tennis, at stønne hver gang jeg trykker en tast ned, åh, ih, uh, ah.
Det er da værd at prøve.

Jeg genlæser Christina Hagens essay fra 2022. Det er ikke første gang, faktisk vil jeg tro, at det er femte eller sjette gang, jeg læser det. Hver gang rammer det mig med samme kraft. I maven, i brystet. Kapow:
“Alle kan se det. Sådan føles det. At livet ikke er min scene”

Essayet handler om selvmordstanker. ikke om de konkrete overvejelser, ikke om pilleglas og overskårede håndled, den slags. Men om at føle sig forkert i verden. Udenfor. Om at se naboen, der griller og griner, kollegaen i silkeskjorte, lysende lykkelig. Vennerne, der sender billeder fra fællessang om et bål: “Du skulle have været her”. Men det var man ikke. Det er man sjældent, måske aldrig. Man er ikke dér, hvor der tændes ild, måske godt det samme. Man synger jo alligevel som en brækket arm, og tøjet lugter også sådan dagen efter, forsøger man at gøre sig hård. At lade som om, man ikke savner. Varmen fra bålet, fællesskabet.
Hagen skriver hårdt, men på en blød måde. Hun skriver fra en rejse til en græsk ø:

“Kunne jeg bare være normal, ville jeg være på ferie nu. Gå rundt med et strandhåndklæde og en øl i hånden. Tale med andre. Tale med de jyder, der lå på håndklædet ved siden af mig før dykkerturen. Diskuterede, om de kunne lade pengene ligge ubevogtet, mens de badede. De hadede sand. Sand mellem tæerne. Sand i røven. Sand i øjnene.
Hadede jeg sand, ville jeg være lykkelig. Jeg kan ikke hade sand. Jeg kan ikke lave mad. Jeg kan ikke kigge på et kort. Jeg kan ikke stå op klokken syv. Jeg kan ikke være lykkelig. Jeg kan støve rundt på en grusvej og kigge ned ad skrænterne.”

Jeg tænker som Hagen skriver i sit essay: Kunne jeg bare være normal. Være som alle andre. Kunne jeg bare finde ud af at at leve, at elske, drikke te med lyd på, Ahhh, skrælle en agurk, glæde mig til i morgen, til jul, til næste år. Til noget som helst. De fleste har smagt på tanken. Og spyttet den ud igen. De færreste ønsker egentlig at dø, de vil bare gerne befries for besværet ved at leve. Min første bog hed “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”. Jeg havde set en film om en mand der kørte rundt på sin motorcykel og ledte efter steder, det ville være rart at dø. Men der var hele tiden noget, der stod i vejen, enten var græsset for højt, eller tågen for tæt. Ét sted var der så mange fugle, at manden frygtede at blive begravet under deres afføring og aldrig fundet. Han ville – trods sit ønske om at forsvinde, gemme sig for livet – gerne findes igen.
For de fleste, der har haft tanker om selvmord, er det ikke livet, de ønsker at slippe for, men sig selv. Og døden bliver i den ligning en mulighed for at lade livet fortsætte, uden selv at være med.
I Christina Hagens essay refererer hun flere gange til filmen “Le grand Bleu”, dykkeren Enzo, der siger til sin ven Jaques:
“Det er der, man burde være. Slip mig, så jeg kan komme derned igen. Tag mig med ned i dybet.” Det befriende blå, det uendelige hav, at være en dråbe, der ikke kan skelnes fra sit hav. Det er ikke farligt at tænke tanken. Det er ikke ulækkert, ikke forbudt, ikke urimeligt eller egoistisk. Hverken pinligt eller utaknemligt. Det er bare en tanke. Om det uendelige blå og bobler, om at synke og falde til bunds og blive liggende dér. På bunden. Drømmen om at give efter, give slip. Ligesom man som barn kunne drømme om at bo i en bagerbutik og leve af kager og slik, studenterbrød og remonce, blå ugler og lakridskonfekt. De fleste af os vidste jo godt, at det næppe var lykken, at vi ville få kvalme, kaste op, få symptomer på fejlernæring og huller i alle tænderne. Alligevel har tanken strejfet de fleste af os. Fordi vi er lækkersultne eller bare ikke orker at æde flere farsbrød med porrer.
Bare kager, for helvede. Og candyfloss.
Bare Big Blue og sandbund, evig solskin i et pletfrit sind.

Livet er pissebesværligt. Man skal skifte fra vinterdæk til sommerdæk, rense tagrender, passe på solens UV-stråler, tungmetaller i fisk, pludselige modermærker. Man skal passe ind uden at gå i ét. Man skal råbe op, men ikke så højt, at nogen tager anstød. Man skal elske sin Næste, men endelig ikke forelske sig i dem, så er fanden løs i Laksegade, især hvis de allerede er gift. Man skal være jagte lykken men ikke så hårdt, at man kollapser med en punkteret lunge og hjerte-arytmi efter kun en kilometer. Man skal være til stede i Nuet men uden at glemme fremtiden, kloden, børnene, de svage. Man skal kunne bære sig selv, sit liv, men også alle de andres, dem med de sjældne sygdomme, vandkantsdanskerne, veteranerne. Man kan så nemt føle sig utilstrækkelig, og så er det man tænker ved sig selv, om det var nemmere at give slip. Forsvinde. Fra ræset og de uopnåelige ambitioner. Så er der jo også én mindre til at forurene jorden, belaste systemet, bære vægt til den kommende ældrebyrde.
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk.

Christina Hagens skriver mod slutningen af sit essay således:
“[..] måske er vi fra en anden planet, os, der indimellem tænker på selvmord. Måske skal vi tillade os at være fra en anden planet. Måske kan vi genskabe den planet sammen. Et sted, hvor man ikke behøver smile, hvis man ikke er glad. En ærlig måde at leve på, hvor man ikke er kaptajn på et skib. Mere en delfin eller en lillebitte ubetydelig fisk med øjne som knappenåle, plirrende, nysgerrige, åbne.”

Jeg vil gerne svømme med Christina Hagen i det bassin. Plirre ubetydeligt med øjnene, være åben. ❤️Link til artiklen i kommentarfeltet.

PS: Har du tanker om selvmord kan du ringe til Livslinien, der tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.

Jeg taler om det med Bjørn. Om rastløsheden, hvad og hvorfor og hvornår og hvad nu. Som en myg, en sommernats evige summen, hvor er det hende, det skide insekt, hvad vil det mig.

Jeg har flere bøger på vej og har netop afsluttet endnu en roman. Sidder nu med to tomme hænder og ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Hvis jeg klapper hunden mere end tilfældet allerede er, risikerer den at få skaldede pletter af omsorg. Ænderne ved søen må ikke længere fodres. Fuglene finder selv vej, helt uden min hjælp. Nu går jeg rundt og skælder ud på mig selv: Hvad ligner det at savne noget, når du nu har så godt som alt?

I går læste jeg en artikel i magasinet ATLAS, den handlede om ubehaget ved at holde fri. Være til men uden at være til nytte. Slikke sol og spise is, soppe i to timer, man kunne have brugt på at læse et klogt essay om kvindefængsler i USA eller på at plante vilde blomster i bede, fodre en bi. Der er så meget skam forbundet ved at nyde, sådan er vi opdraget, til at yde. Ikke bare på jobbet, men i verden, gøre en forskel, være til glæde og gavn. Særligt det sidste, til gavn. Det kan være svært at leve op til, jeg ved ikke, hvem jeg gavner eller med hvad: Min redaktør, mine elever, min hund? Jo måske, men hele tiden ligger der denne her frygt for, at andre kunne gøre det bedre, kærligere, klogere, mere generøst. Og dermed også den evige ånde i nakken: Hurtigere, højere, bedre, videre, videre, videre. Du skal præstere, Louise, vise dit værd. Skrive en bog, der gør en forskel. Men så melder spørgsmålene: For hvem – og hvordan måle den forskel, på en kropslig eller mental skala?
Hvordan måler man vægten af et digt, en sætning som denne “Jeg vil være en lille grøn mand/ i en drøm der aldrig ender”? For ikke at nævne alle de andre parametre: At være den bedste partner, den bedste ven, den mindst forurenende borger, den hyppigste biblioteksgæst, den mindst mutte gæst ved festen.
Den bog, jeg lige har afsluttet handler om Laura. Hun har mistet sit job og Jan, hendes mand, har forladt hende. Nu vil alle, lægen, kommunen, naboerne, vennerne, vide: Hvad nu?

Sådan har jeg det også, hvad nu, lille du? Hvis jeg skriver flere bøger, kaster verden op, hvis jeg elsker mine venner højere, får de åndenød, hvis jeg køber en båd, vil den synke under vægten af alle de følelser, jeg bærer med ombord. Det er helt umuligt at gøre noget, men endnu værre ingen ting at gøre.
Og så er det, at jeg slår ud efter myggen i sommernatten, den irriterende lille satan, klasker den med flad hånd, SLAM.
Og først for sent opdager, at myggen er mig.

Her til formiddag lyttede jeg til en podcast, gæsten var Ulla Henningsen, der er så meget andet og mere end Iben fra Matador. Misforstå mig ikke, jeg elsker Iben, følsom og fyrig og fandenivoldsk. Men det er en rolle, og Ulla Henningsen er ikke det, hun spiller, men den, hun er. Det kom meget fint til udtryk undervejs i udsendelsen, hun er vokset op i et hjem med en maniodepressiv og udadreagerende far, hendes bror var skizofren og døde af selvmedicinering/druk, hun er blevet voldtaget i en skov i Boulogneskoven af en mand, der mente, at kunne veksle en middag til et overgreb, noget for noget?!
En af de ting, jeg bemærkede, var, at hun virkede hvis ikke ensom, så i hvert fald som en voyeur, en betragter af verden. Selv beskriver hun en episode fra hendes midt tyvere, hvor hun så op på nattehimlen og stjernerne og følte sig mere hjemme dér end i den jordiske virkelighed. Det er et stærkt billede af et menneske, der føler sig udenfor, anderledes, umage.

Forleden så jeg en veninde, hvis mand havde fået tatoveret en astronaut på sin arm, David Bowie-inspireret i stilen, og min første tanke var: Ja. Sådan en vil jeg også have. Sådan har jeg det også. Som en rejsende i rummet, der har mistet kontakten til sit rumskib og nu er i frit fald. Heldigvis er rummet jo stort, der går nok et par millioner år, før man rammer gulvet, så at sige. Alligevel er det en svær følelse, en skamfuld følelse, for hvem vil ikke hellere deltage i festen, end at stå udenfor. Hvem foretrækker ikke at være én del af holdet, uanset om det nu er som hjælperytter eller kaptajn. Du kan ikke vinde Tour de France alene, det samme gælder livet: Det giver kun mening, hvis du har nogen at dele det med, venner, familie, kæreste, børn, hund.
I min kommende bog ‘At tælle til lilla’ starter et essay med sætningen: “Det er svært at sige, hvornår det begyndte. Den her følelse af at være placeret i verden som en ost i et udstillingsvindue.” og lidt efter “lige siden jeg var barn, har [jeg] befundet mig på begge sider af udstillingsvinduet. Jeg er den hullede ost, men også det sultne blik på den anden side af ruden.” Ost eller astronaut uden rumskib, same shit on different days.
Måske er det sted, jeg føler mig mest hjemme, mindst udenfor, når jeg er sammen med dyrene. Min barndoms kanin, Smut, der godt nok var både håndsky og irritabel, men havde en blød pels og som ikke himlede med øjnene, når jeg stak min ansigt ned til hans og gnubbede næser. Senere fik jeg en chinchilla, der som den eneste lyttede til min natsorte digtoplæsninger og var helt ligeglad med, at jeg var aldeles talentløs. Han døde af en mavevirus, jeg græd i flere dage og måtte have på skrift fra dyrlægen, at det ikke var min skyld, for at tro på det. I dag har jeg Mumrik, det er helt umuligt at sige, hvad han gør, men det han gør, er præcis, hvad jeg trænger til. Pels og hjertelyd.

Ulla Henningsen afslører i udsendelsen, at hun altid har næret en vis frygt for eller skepsis imod verden og dagene, i mange år havde hun forhold til mænd, hun ikke turde give sig hen til, af samme grund følte hun sig aldrig rummet. Det var ikke deres skyld, man kan ikke give til et menneske, der har svært ved at tage imod. Jeg blev helt forskrækket, for jeg tror egentlig ikke, jeg har svært ved at give mig hen, og så alligevel. Det sted, jeg for alvor åbner op, giver af mig selv, det hele, godt og skidt, råt og blidt, er når jeg skriver. Det er her, jeg for alvor finder sted. Helt bogstaveligt. I ordene. Det er her, jeg tør give mig hen. Det er på mange måder en gave, men også i vid udstrækning et meget ensomt sted at føle sig rummet. For her er ikke nogen til at holde om dig, ingen til at bære dig, når du er træt. Ikke nogen, der kan sige ‘Jeg elsker dig’ eller jo – men så e det jo noget, jeg finder på, ren fiktion, og så tæller det vel ikke?

Podcasten med Ulla Henningsen er fra serien Sørine og livskraften, det er værd at lytte til.