Louise Juhl

destory.dk

Så svært er det altså heller ikke

Må man nu ikke engang flirte længere?
Sådan spørger mange – flest mænd, men også kvinder – der nødig vil være den kærlige leg mellem to mennesker foruden. Og fair nok, jeg holder meget af, når min mand siger, at han elsker den måde, jeg er mig eller når han kysser mig i nakken så forsigtigt at jeg får gåsehud af skræk og fryd. Men skal vi ikke lige slå fast, at ingen vil forbyde flirt, det, der der opponeres imod er grænseoverskridende adfærd. Uønskede tilnærmelser.


At flirte er noget, der foregår IMELLEM mennesker, det er en gensidig udveksling af kropssprog og komplimenter, det er et Safe Space, hvor begge parter er enige om at lege med hinanden, grine, drille, udveksle blikke, strejfe en hånd, en skulder. Grænseoverskridende adfærd er, som navnet antyder, fysiske og verbale tilnærmelser uden gensidighed. Det er et bombardement, hvor den ene part føler sig under beskydning og ønsker at søge læ. Det er sådan noget, man lærer at skelne imellem allerede som barn, forskellen på at lege og på at slås. Det er det øjeblik, hvor den ældre søskendes kilden udløser først et STOP! hos en lillesøster- eller bror. Siden et NEJ! så måske et hjælpeløst kald på sine forældre og til sidst en hulkende gråd, men uden at nogen af de foregående signaler får den ældre søskende til at stoppe sin handling. Her vil en mor eller far kunne korrigere, trække den ældste til side og forklare, at når nogen siger nej, så betyder det nej, og når en yngre søster græder, ja så er det fordi, hun føler sig magtesløs og utilpas.


Når man er blevet voksen, skulle en sådan forståelse gerne sidde på rygraden, man ligesom ved, hvornår noget går fra leg til mobning, fra kilden til ubehag, fra gensidighed til magtudøvelse. Der er ikke længere forældre til at korrigere, det forventes man at kunne klare selv. Jeg tror virkelig, de fleste kender forskel på rigtig og forkert, på gensidig og ligeværdig flirt og magtudnyttelse. Jeg er selv underviser og kan garantere, at jeg aldrig har sendt beskeder til mine elever om deres læber, mund, bryster, bagdel eller udseende generelt. Jeg har heller aldrig skrevet og inviteret dem til at overnatte hjemme hos mig.
Jeg har set dokumentaren om sexisme i musikbranchen og er ikke i tvivl om, at de involverede kvinder har følt et stærkt ubehag ved at blive komplimenteret for alt muligt andet end deres musik. Jeg er også ret sikker på, jeg selv ville have klædt mig nøgen i en video, hvis magtfulde mennesker, som jeg stolede på og som bedyrede mig, at deres foreslag alene var for at tjene min karrierers bedste, bad mig om det. Og nej, jeg synes ikke dermed, at jeg selv ville være skyld i, at min krop blev allemandseje, ligesom jeg ikke synes, at en lillesøster, der først ler af at blive kildet, men siden græder over det, ligger som hun selv har redt. Indrømmet, det er kompliceret, men så svært er det altså heller ikke.

Tæt på

Jeg er i gang med at skrive en bog, det er en meget nøgtern bog, en hånd er en næve er et slag i ansigtet og så alligevel – nej. For det skete jo ikke noget, han slog jo ikke, vel, og hvad tænker du egentlig på, ja tænker du overhovedet, vil han vide, og jeg kan ikke huske nogensinde at være blevet slået sådan, men jeg ved, hvad det vil sige at være, at nogen spørger: hvad tænker du på og tænker du overhovedet?, jeg ved, hvad det vil sige at være i tvivl om det, man siger, nu er sandt, om det, man husker, er rigtigt, om man egentlig bryder sig om den butterdej, man åd af hans hånd i går, hans fingre man slikkede rene, og det er hele tiden et valg mellem mild angst og kvalmende rædsel, for hvad er egentlig værst, at ofre sig selv eller at ofre alt andet, lejligheden, katten, kolonihaven, at ofre alle andre, de fælles venner, én gang blev jeg så fortvivlet, at jeg drak jeg mig fuld – i belgisk øl, ti procent, indehaveren i den butik arbejde forærede dem til mig, de var over sidste salgsdato og jeg drak alle tre og selvom klokken ikke var mere end syv, var det bælgmørkt udenfor og kulden knivskarp, og jeg måtte holde om flasken med begge hænder, og bagefter cyklede hjem, jeg husker at måtte bruge alle mine kræfter på at huske, hvordan man gjorde, hvordan man cyklede altså, holdt om styret, drejede til højre, så mod venstre, og derhjemme sad han foran og spillede, bang bang du er død, og jeg listede mig forbi hans ryg og ind i soveværelset og lagde mig med alt tøjet på, overfrakken og de forede støvler, og drejede rundt sammen med sengen og loftet og tankerne, og et øjeblik kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg lå sådan, i sengen og græd, hvem det var, der græd, hvad hun græd over, om det var øllene eller ham, skærmen, hovedtelefonerne, hans ryg. Bang. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var dråben, at jeg næste dag forlod ham, sagde op, valgte mig selv fremfor kattene, men sandheden er, at jeg stod op og lavede pandekager til ham, skar skiver af banan til fyld, klatter af nutella, og han spiste fire og satte sig ind igen, foran skærmen, – han var så tæt på, sagde han og lavede V-tegn med pege- og langfinger, så tæt på, at man skulle tro det var løgn, og jeg nikkede, så tæt på, og cyklede tilbage på arbejdet og solgte en hel side røget iberisk skinke til en kvinde, der ville give den i julegave til sin forlovede.

Juni lyder som en fjern planet

Juni lyder som en fjern planet, som nogen, man skriver til, “kære juni”, som en park i New York fuld af løbere med hovedtelefoner og hunde, der pisser. Juni er halvvejs, det er det halvtomme glas, man pludselig ser, er halvfyldt, det er dyner hængt over en snor i haven, det er gæssene hæse flugt over himlen.
Min mor er født i juni. Den fjerde dag i måneden – i tvillingens tegn ligesom Marilyn Monroe og Prince. Mennesker født i tvillingens tegn er tilpasningsdygtige og fleksible, min mor kan nå sin albue med spidsen af næsen og kan flere dage i forvejen forudsige torden, det er noget med bladenes raslen og at hun mærker en trykken for ørene.
Da jeg var mindre, havde jeg tit ondt af hende, ikke så meget fordi hun havde travlt med både arbejde og børn og hus, men fordi hun hvert år til sin fødselsdag ønskede sig ting til huset, kedelige ting, praktiske redskaber. En håndstøvsuger, en ekstra lang fluesmækker, viskestykker, et badeforhæng. Filtdutter til stolenes ben, så de ikke satte mærker på gulvet. Ét år fandt jeg en firkløver og satte i ramme og forærede hende, og hun blev så glad, at hun græd, og jeg var i tvivl, om det var af glæde eller i skuffelse.
Vi havde egentlig en plan om at tage på højskole, bare os to, en uge, to, lære de vilde planters navne at kende, sanke urter, samle bær. Men der var altid noget, der kom i vejen, tiden – enten var der for længe til eller også blev det med for kort varsel, og nu sidder jeg og tænker på, om vi ikke bare skal gøre det. Min mor og mig, om ikke andet, så lave vores egen lille højskole, en uge på klitheden i Thy, finde strandarve, gul snerre, smalbladet høgeurt. Eller bare gå langs vandet, til vi ikke orker længere og så sætte os ned. Måske vil jeg spørge hende, hvad hun tænkte dengang, om hun nogensinde var vred på mig, om hun mente det, da hun sagde, at hun friviligt ville lade sig køre over, hvis hun vidste, at det ville gøre mig rask. Jeg vil også gerne høre, om hun holder mest af morgener eller af aften, hvad hendes yndlingstal er, hvilken kendt person, hun helst ville møde. Der er så meget, jeg ikke ved, om det menneske, der har sat mig i verden.
I dag for 89 år siden blev der sat kulderekord: -3,5 grader målt i Lemvig. Her til morgen viste termometeret 16 grader allerede klokken kvart over syv. Om to dage fylder min mor femogfirs, om fire dage fejrer vi det med kaffe og flag i Aalborg, om ti dage drikker jeg bobler i en boghandel i København, om nitten dage spiller jeg koncert med David i en gårdhave i Aarhus. Jeg elsker min mor. Og Aalborg, mousserende vin og musik. Og juni.

den ægte vare

Hans søster hedder Lene og er ansat ved kommunen, det er sådan hun altid siger: Jeg er ansat ved kommunen. Ikke: – jeg arbejder som eller – mit job er. Nej, hun er ansat ved kommunen, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor det gør sådan et indtryk på mig, at hun bruger de ord. 
De bor på et lukket vænge, hendes mand har indrettet garagen med boksepude og lyskæder, bilen holder altid udenfor. Det handler om prioritering, siger han og griner og jeg spørger ikke, om lyskæderne kommer før boksepuden eller hvad, der kommer efter, nej jeg nikker bare, klart, sådan er det jo med alt i livet. At det handler om prioriteringer.

Selv føler jeg mig som den Mazda, der holder udenfor i al slags vejr, et køretøj, en praktisk foranstaltning. Det er ikke sådan, at han ikke sætter pris på mig, min kæreste, han kalder mig skat og søde og køber en styrthjelm til mig og en frakke af læder, og to gange sidder jeg bag på hans Honda hele vejen til Harzen, og han giver middag på et motorvejscafeteria, bratwurst og kartoffelmos, “den ægte vare”, og så kører vi hjem igen. Og han tager mig bagfra i søvne og mumler ting, jeg ikke forstår, og jeg spørger heller ikke, for jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig ønsker at vide det.
Lene er sød, hun viser mig rundt i haven, Rododendron-bedet og den nysåede plæne, fortæller om planerne med tagetes-rækker og syrenbuske, og så spørger hun, om han er god ved mig, hendes bror altså, og jeg svarer, “den bedste” og jeg kan se, at ingen af os tror på det, hverken på det nysåede græs eller på kærligheden, men måske er det også for meget at forlange, at alting skal gro og sætte blomst, måske kan mindre gøre det.
– Og storkenæb, siger hun, er sådan en smuk og taknemmelig plante, næsten umulig at slå ihjel, og jeg siger, at det nok er den slags, jeg satser på, på sukkulenter og skvalderkål, for mine fingre er ikke grønne, det meste dør imellem hænderne på mig, måske fordi jeg vander for meget, måske fordi noget andet. Og Lene ler og siger, pjat med dig, og senere spiser vi smørrebrød, stjerneskud og dyrlægens natmad, og klokken bliver elleve, før vi kører hjem og han gør det igen, bagfra, men denne her gang, kan jeg skelne ordene, han mumler, fra hinanden, og jeg minder mig selv om, at kærligheden kommer i mange former og at “tæve” og “tøs” måske bare er en af dem.

Hjem – noter til Judith Hermanns værk

Det er sådan en dag, der starter for sent, hvor jeg står op, før jeg er klar til at være menneske, drikker kaffe, tygger et stykke tyggegummi, får så øje på solen. Hej.
Så lytter jeg til et afsnit af skønlitteratur på p1, det handler om Judith Hermann, om hendes roman “hjem”. – Der sker ikke en skid, siger værten. Og alligevel, så er den manglende skid, virkelig værd at læse.
Hvad det skyldes, forsøger bogens de to oversættere, Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, i udsendelsen at komme nærmere. Det er noget med sanseligheden, siger de, med det fortættede øjeblik, at alt i bogen føles som her og nu, også det, der fortælles i datid.
Judith Hermann får selv lov at læse op, et stykke fra begyndelsen af bogen, bogens fortæller er fraskilt og netop flyttet på landet, til et øde hus i et marskområde. Hun hører lyde, måske er det vinden, måske en mår. For en sikkerheds skyld får hun sat en slå for døren. På indersiden. Hun ler af sin egen tåbelighed, hvad vil folk ikke tænke, hvis de så det: En syvogfyrreårig kvinde, der ligger for låst dør. Men alt det behøver hun ikke at bekymre sig om, forsikrer hun sig selv om, for ingen vil alligevel overnatte nogensinde med hende igen, det er hun sikker på.
Det er en stærk beskrivelse, måden hun ligger helt prisgivet landskabet, lydene, ensomheden. Blæstens hæse skrig, gardinernes flaksen, en svag kradsen et sted. Hun har en uladt pistol liggende under sengen. En kniv og i vindueskarmen en tung kikkert, der vil kunne smadre et kranie. Man fornemmer ikke bare angsten, men også uhyggelige kræfter, viljen til at slå ihjel om nødvendigt.
Det minder mig om en oktober. Jeg var taget for at færdiggøre det, der blev min første roman, Det dér og dét der, hed den, det var navnene på min knæ. Det dér, hed det ene knæ, dét der, var navnet på det andet. Jeg havde pakket bøger og tøj til både blæst og regn, et opslagsværk om klithedens flora og et sæt høretelefoner, så jeg kunne lukke alle andre lyde end dem, jeg valgte at lukke inde. Jeg havde lavet en playliste med Neil Young og Gene Clarke, Kris Kristoffersen. Kenny Rogers The gambler. Jeg glædede mig, tændte op i brændeovnen og satte mig for at skrive, det gik godt. Det var lige før Thomas Korsgaard debuterede med første bind af Tue-trilogien, Hvis der skulle komme et menneske forbi, vi skrev lidt sammen på Messenger, han var spændt og lidt nervøs. Jeg gik en tur, så ringede Michael. Om jeg havde hørt det? Hørt hvad, ville jeg vide, men han trak med det samme i land, nå – ikke noget og – hvordan går det ellers. Det var selvfølgelig for sent, ti minutter senere så jeg det i Nyhederne. At en pyroman var på spil, han havde sat ild til i alt tre sommerhuse ved en nærliggende strand, alle var udbrændte, heldigvis var ingen mennesker kommet til skade.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kørte hjem, men noget holdt mig tilbage. Kærligheden til hytten i skoven, at gemme sig blandt træer, blive væk, forsvinde ind i teksten. Så jeg blev og købte to flasker Campari i Daglig Brugsen i Tranum, drak et tandkrusstort glas, før jeg gik i seng. halvandet måske. Alligevel lå jeg søvnløs. Jeg har aldrig følt en rædsel, som den jeg oplevede dér, alene med vinden og træerne, hvis grene ind imellem slog mod husets bjælker. Jeg havde en halvsløv køkkenkniv under puden, ikke meget bevendt, og en tung hammer under sengen. Den sidste kunne både slå ihjel og slå en rude i stykker, tænkte jeg og faldt i søvn, men vågnede kort efter igen og græd af angst og fordi jeg skulle tisse, men ikke turde forlade værelset. Jeg faldt vel i søvn til sidst, i hvert fald vågnede jeg ved, at det var lyst, og jeg så på klokken, og den var langt over elleve, og jeg skammede mig. Over at spilde tiden i stedet for at skrive, over kniven og hammeren, og jeg satte mig ind i turen skrev og skrev, som gjaldt det selve livet, som om skriften ville holde mig i live, holde pyromanen på afstand.

Hermanns “Hjem” handler om at søge og finde. Måske ikke om at finde det, vi søgte, men så noget andet. I udsendelsen læser Judyta Preis et stykke fra slutningen af bogen, hvor jeg-fortælleren for første gang møder sin svigerforældre. Kæresten, Arild, driver et landbrug, sand stordrift med ampuller og kanyler maskiner, helt livløst, beskriver jeg-fortælleren stedet, første gang, hun er på besøg. Han er en mand af meget få ord, men handlekraftig, og har hjulpet hende med at sætte en fælde op, så hun kan fange dét dyr, der holder hende vågen om natten. jeg-fortælleren får plads ved siden af sin svigerfar, Anno, en mand af få ord, de taler sammen, det er ikke nogen nem samtale. Faren spørger til sin søn, og hun svarer, at han gør det godt, han har blandt andet sat en fælde op, fortæller hun. Han gentager – men nu som et spørgsmål: har Arild sat en fælde op? Som om han ikke kan forestille sig noget sådant, men uden at vi som læsere helt ved, hvad den tvivl skyldes. Sådan taler de lidt frem og tilbage, måren er stadig ikke gået i fælden, forklarer hun sin svigerfar, men hun har fanget en solsort og en kat. – Sådan er det, svarer han hende, – man fanger ikke altid det, man regnede med, men så fanger man nok noget andet.

Sådan er Judith Hermanns bøger. Bedst som man tror, at man har fanget pointen, opdager man, at den er anden, end man troede.
Judith Hermann selv siger, at hun altid skriver tæt på egne oplevelser. At hun så at sige ikke finder på, men bare føjer til, fletter ind og sammen. Sådan føles det også at læse hendes bøger, som at genkende det fremmede i os selv, vi ikke har adgang til.
Drømmenes våger, dagenes milde vanvid.

“Han drikker fenikkelte mens han ser videoerne, han spiser en tvebak til teen, han tager allergipiller mod støvet. Han sover meget. I værelsets fire mørke hjørner flyver bittesmå brunlige møl omkring, hvis man slår dem ihjel bliver de straks til støv. Der er ingen proces. Ingen krop, ingen fysisk forrådnelse. Møllene består af støv. De er støv.”

Sart god

Denne morgens mulighed: 

At gribe solen som en chance. Knase et knækbrød mellem tænderne fordi: Lyden. Gemme et nu til senere. Læse sætninger som “Katten er en utilpasset kanin”, eller: “Skriver man hele livet igennem, så lærer man at skrive. Men det redder ikke én fra noget.” Glæde sig over græsset. Køernes patter. At ordet hule lyder hult. Google billeder af storblomstrede tapeter, gå i stå og blive stående sådan. Strække sig lang mod himlen med lyd på: Ahh.

H og e og j

Hvis man har været så alene, at man ikke længere ville hilse, hvis man mødte sig selv på gaden. Hvis man har været så fremmed for sig selv. Så ved man, hvad det vil sige, at blive genkendt af en anden. Altså virkelig genkendt. Som man står der og venter på en bus uden at kunne huske, hvor man skal hen eller hvorfor, og egentlig også være ligeglad, for alle steder føles alligevel helt forkerte, enten for øde eller for meget et mylder. Og så er der pludselig en stemme, der siger: Hej, og der står han så i en sandfarvet hørskjorte med kinaflip og smiler, og man er ikke helt sikker på, hvem han er, måske er det Esben fra teknisk kollegium eller Lukas eller. Måske er det lige meget, for det blik, den genkendelse, at nogen ser det, man selv har mistet af syne, siger “Hej”, som om man fandtes, er blevet fundet. Og man har lyst til at flytte ind det “hej”, fore en hule med puder og tæpper et sted inde bag og sidde sådan: Glo ud imellem et h og et e og et j, som en kænguruunge, der stadig er ved at lære verden og sig selv at kende. 

Det farlige ved at fare vild er, at man tit er parat til så godt som alt, for at finde hjem. Men det er jo ikke altid, at Esben fra Teknisk er den bedste guide, og heller ikke altid, at den hule, man forer med tæpper er det bedste hjem, og nogen gange skal man måske bare vente på den næste bus eller købe sig en Samosa med fyld af feta og persille og pesto og vente på, at tiden og man selv går over.

Hierarki

Min kollega, Kaspar Colling Nielsen, skrev engang noget i retning af, at de, der påstod, der ikke fandtes hierarkier, økonomiske, sociale, kunstneriske, det var dem, der sad øverst eller i hvert fald solidt og godt placeret.
Jeg tror, han har ret, hvis ikke du selv har oplevet, hvad det vil sige at blive valgt fra, diskret dømt ude eller – nok oftest – bare konsekvent ignoreret eller overset, ja så er det svært at tro, det finder sted. Hvis du aldrig har fået afslag på lån til indskud i en lejlighed, fordi din økonomi er for usikker eller svingende eller slet og ret ikke-eksisterende, og derfor må leve på sofaen hos venner og måske med tiden få et kælderværelse mod lovning om at passe alle opgangens katte i ferier og ved fravær, ja så synes du nok, at al den snak pm økonomisk ulighed og fattigdom er lige lovlig overdrevet. Hvor der er vilje er der vel vej, og mon ikke man kan finde en avisrute at passe, ærlig talt. Og hvis ikke man har prøvet at sidde hos lægen og bliver set på henover halvbrillen med et mildt overbærende blik, når du fortæller om en klump i halsen på størrelse med en kattekilling, en hårbold af umulige følelser, ja så vil du næppe tro, at der er forskel på, hvad du bliver tilbudt af undersøgelser og udredningsforløb, alt efter lægens forgodtbefindende eller velmente fordomme. Der er jo sandt at sige også mere potentiale i at undgå en afdelingsleders sygemelding end i at undgå en arbejdsløs sammenbrud. Eller hov nej, den slags finder naturligvis ikke sted, alle har jo lige adgang og ret til behandling, det er klart?
For de, der bliver inviteret til debatter, festivaller, tænketanke og udvalg, synes al snak om hierarkier at være noget med “indsatsområder” og “repræsentation,” og det er supergodt og supervigtigt, men det er også ord formuleret fra toppen af hierarkiet og der er virkelig langt til de mennesker, der ikke engang er bekendt med diskussionen om- og kampen for mere lighed, for dem handler det om at fjerne katten fra halsen, finde et sted at bo. Jeg har ingen løsninger og alene det, at jeg har tid og overskud til at formulere mine tanker beviser, at jeg min røv nok er solidt placeret et godt stykke over vandskorpen. Men jeg prøver altid med min skrift at skrive udenom halvbrillen og at ae katten over pelsen, hviske: “Jeg ved, hvordan du har det.”

Klithede

Første gang jeg oplevede, at nogen tog sit eget liv, var jeg 13 og var lige kommet ud af filmforevisningslokalet på den skole, jeg gik. Vi havde set en film om en krage, der fortalte om tiden omkring stavnsbåndets ophævelse. Jeg kan huske, at jeg havde det svært med den der krage, der vidste meget mere end dem, den talte om, det virkede på en eller anden måde så grusomt, at den betroede sig til os, seerne , men ikke til dem i filmen.
Det var da vi kom ud, at der lød et allekald i skolens højttalersystem: Alle skulle samles i skolens festsal, rektor havde noget, han ville sige. Det var en lillebror til en fra min klasse. J, hed han. Han havde hængt sig i et træ i haven, han blev kun elleve. Vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, det føltes som en time.
Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde talte om det igen, jeg tror ikke engang, jeg nævnte det for min mor og far, jeg ved faktisk ikke hvorfor, om det var misforstået omsorg, at vi ikke ville risikere at gøre nogen kede af det, eller om det var skam. Hvordan kunne en 11-årig miste lysten til livet – og hvordan kunne vi overse det.
Næste gang var mere kompliceret. Min onkel havde i mange år lidt af en stadigt mere fremskreden sklerose, først tog den hans førlighed, så fik han svært ved at se, øjnene kunne ligesom ikke fæstne men blev ved med at flakke fra side til side. Han flyttede på plejehjem med mennesker, der var dobbelt så gamle som han selv, han brokkede sig sjældent, men det var tydeligt, at han det ikke var, hvad han havde forestillet sig af et liv. At sidde i en kørestol og høre tysk radio, spise varm mad til frokost.
Det var et uheld. Han havde forsøgt at tænde en cigaret, sagde de, men tabte tændstikken i skødet, og så gik der ild i det tæppe, der lå over hans ben. Han fik tredjegradsforbrændinger og blev fløjet til behandling på rigshospitalet, men skaderne var for omfattende. Der var aldrig nogen, der nævnte det mærkelige i, at han havde forsøgt at tænde en cigaret, når nu han ikke røg.
Senere var det Julie. Når hun så sig i spejlet, så hun et monster. Louise og Charlotte. Og Carsten, for hvem, der kun gik få måneder fra at have været på toppen, til at han kastede sig ud fra den samme. Og LB, fine, kloge LB, der forstod min kærlighed til vestkysthedens vindblæste buske bedre end nogen anden. Har man nogensinde set sådan en busk, enlig og forkommen i sandet jord, så har man også stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor. Hvorfor være busk, hvis det skal være sådan: altid kold vestenvind, altid tør jord, altid alene.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om det. Om dem, om J og den ene minut, der voksede til fem, om Carsten og min kloge kloge ven. Det vindblæste, det ensomme. Måske skulle jeg holde min mund, lade buskene stå, hvor de står og har stået i årtusinder, i sandet jord og alene. Alligevel vælger jeg at skrive i stedet. Fordi man ikke kan tie døden ihjel, og fordi ingen skal stå alene på en vindblæst hede og tænke hvorfor, tænke, at ingen jo alligevel vil savne dem.
Jeg savner jer.

Pingvin

Da jeg fyldte 30, rejste en veninde sig op og holdt en tale. Den handlede om mod og bad-ass-attitude og en helt særlig omsorg for sære dyr, bænkebidere, tusindben og natsværmer. Jeg blev meget rørt og det, selvom jeg ikke genkendte, have hun fortalt. Jo, det med bænkebiderne, de mærkelige dyr. Men mod og bad-ass havde jeg svært ved at forbinde med mig selv, mine tredive år på jorden. Jeg var jo altid den pæne pige, velforberedt, velformuleret, velsmurt. Pleaser, Pleasant. Jeg er sikker på, at hun ikke løj. At hun virkelig huskede mit mod, at jeg engang kravlede under et elektrisk hegn for at ae en ko over mulen. At jeg engang mødte op på rektors kontor, ikke for at klage over tavlekridtets halskradsende hvin eller skolegårdens mangel på polstrede møbler, men for at udtrykke min bekymring for en lærer. Hun virkede så gennemsigtig for tiden, glemte at indhente vores afleveringer og havde været lige ved at græde, en dag en fugl fløj mod ruden. Alligevel var mod det sidste, jeg forbandt med mig selv, og sådan er vores erindringer ikke bare forskellige (jeg huskede også mit besøg hos Bødker, inspektøren, og min bekymring over Birte, vores vikar i tysk), men også forbundet til vidt forskellige følelser.
“Jeg husker så godt som intet”, sådan hører jeg tit, måske med en slet skjult grad af mistænksomhed: Er det virkelig sandt, når jeg påstår at kunne huske mig selv i en gul hæklet kjole ved Niagara Falls, da jeg kun var to? Næppe. Men jeg stod faktisk ved vandfaldet i 1975, og jeg var i en gul hæklet kjole, så selvom erindringen ikke er min egen men snarere stammer fra genfortællinger og gulnede fotos, så er den (i hvert fald delvist) sand. Alt det for at sige, at hukommelse, minder, er en plastisk størrelse, en container af farver og smage, dufte og lyde, vi kan trække op og sætte sammen på ny. Vi kan forbinde en sommerfugls vingeslag i Japan med et væltet træ på en mark i Thyborøn.

“Why we remember” lyder titlen på en bog, anmeldt I det nyeste nummer af The New Yorker. Den er skrevet af neuropsykolog Charan Ranganath og handler om hvad og hvorfor vi husker. Men også hvorfor vi glemmer, ja hvordan glemsel kan være en del af det at huske. Ranganath taler om to former for erindring, en semantisk og en episodisk. Den semantiske er knyttet til almen viden, det handler om ord, tal, begreber og er den hukommelse vi bruger, når vi spiller Trivial Pursuit eller Scrablle. Den episodiske hukommelse er den personlige erindring, den, der er knyttet til tid og sted og konkrete oplevelser. En fødselsdagsfest, et tandlægebesøg.
Vores semantiske hukommelse er meget kortvarig. I et selvstudie forsøgte Ranagath sig med at huske en række tilfældigt sammensatte bogstavkombinationer, pseudoord på tre tegn, hgy, ygh, kju, læh, gfc. han lykkedes med at huske godt og vel tres, men allerede efter tyve minutter havde han glemt halvdelen igen og efter en time kunne han kun genkalde sig ganske få kombinationer. Den semantiske hukommelse er altså forholdsvist begrænset, nok fordi den ikke er afgørende for vores overlevelse, på samme måde som at kunne genkende en tiger, man tidligere har set flå en gnu (ergo kan den nok også flå et menneske) Begrænsingen er på cirka syv, men vi kan snyde hjernen, så vi kan huske flere. Et telefonnummer på otte cifre kan således brydes ned til fire, hvis vi klynger det i grupper af to, 24358769 bliver på den måde til 24 35 87 69, som igen kan klynges i to grupper af tre og en af to, 243 587 69, og dermed kan vi huske flere telefonnumre, fordi antallet af cifre reduceres fra otte til tre.
Interessant er det jo, hvordan AI og maskinlæring kan huske for os. Men også det har sine begrænsninger, for fodrer du en computer med sematiske koblinger a la : “En skade er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve” “En ørn er en fugl. Den har jler og vinger og næb. Den kan flyve.” En ugle er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve.” Så vil den, når du kommer til pingvin, få et problem, fordi denne er en fugl, den har fjer og vinger og næb. Men den kan IKKE flyve. Det er her den menneskelige faktor kommer ind, fordi vi kobler pingvinen til andet og mere end et semantisk fænomen, til andet og mere end en fugl, eller rettere: Vi kobler fugl til andet og mere end fjer og vinger og næb. Så nok kan en maskine huske langt større mængder data end mennesket, til gengæld vil den koblinger af de lagrede ofte være tilfældig og fejlagtig og således – i menneskelig forstand – mere eller mindre ubrugelig.
Ranagath taler naturligvis også om, hvordan vi tilpasser vores erindringer til vores eget brug. En gruppe studerende fik vist et foto af en afrikansk hytte og blev bedt om at tegne den så præcist af som muligt. Efterfølgende blev en anden gruppe studerende vist de studerendes tegning og bedt om at kopiere denne. Det gentog sig i flere led, og slutproduktet ændrede sig ikke overraskende markant, fra i første led at ligne en afrikansk hytte ganske godt, til slutteligt at ligne en vestlig bivuak og enddog have træk af et menneskeligt ansigt? Vi tilpasser altså det vi ser og husker til vores egen situation, vores eget liv, så det tjener til vores eget bedste. Vores egen overlevelse.
Det viste sig do, at jo mere divers en gruppe, der blev bedt om at reproducere tegningen serielt, des mere præcis blev slutproduktet. Det er – i de her tider hvor vi diskuterer det universelle versus det partikulære – ikke uinteressant, for jo flere minoriteter, nationaliteter, kulturer, der indgik i den kollektive proces, des mere nuanceret blev det færdige produkt, den “samlede” hukommelse. Hurra. Det universelle afhænger altså af en rig repræsentation af minoriteter og partikulære bidrag:

“Our openness to influence and the tendency of serial reproduction to magnify social biases have dispiriting political implications. “Once distortions creep into our shared narratives, they can be incredibly difficult to root out,” Ranganath writes. It’s no wonder that conspiracy theories—about the 2020 election being stolen, about Barack Obama being born in Kenya—prove so resistant to repeated debunking. It also turns out that groups are disproportionately swayed by dominant members who speak confidently. Ranganath offers a crumb of comfort. Research shows that diverse groups remember more accurately than homogenous ones do, and that groups also remember more fully if a wide range of group members contribute to discussion and if contributions from less powerful members are actively encouraged.”

I bogen konkluderer Charan Ranganath mod slut også, at det, vi ikke husker, præger os i så godt som samme grad som det, vi husker. Vi er jo dem, vi er, og dem, vi er, er det, vi kommer af, kommer med. Det, vi husker men også alt det vi ikke husker. Det er alt sammen os. Den modige og pleaseren, sommerfuglens vingeslag og det væltede træ på marken i Thyborøn.