Louise Juhl

destory.dk

Lidt men godt

Jeg ved ikke, hvordan det sluttede, hvorfor, en dag holdt hun op bare op med at ringe, komme forbi. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt hende, er der noget galt? Jeg kunne ventet ved stoppestedet, når hun steg af bussen, men det gjorde jeg ikke.Vi kendte hinanden gennem vores mødre, de var vokset op i den samme by, havde fulgtes til skole og senere gymnasiet, nu boede de kun nogle få hundrede meter fra hinanden. I hver sit gultmurede hus med carport og kristtjørn i forhaven. De sås hver anden torsdag, talte om bøger, en kusines nyopdagede sygdom, den nye rygelov. De spiste tørkager købt ved bageren, små firkantede stykker med skarpe kanter, ‘lidt men godt’. Vi sad hver siden af, Sandra og jeg, efterlignede de voksne. Drak te af kopper med store ører, brugte en gaffel til kagen, skar den i små stykker, at den næsten forsvandt, før den nåede munden. Vi lyttede til de voksnes snak men forstod kun ordene – ikke hvad de handlede om, og fik lov at rejse os efter et kvarter.
Sandra var langlemmet, nærmest akrobatisk i sin ynde. Når hun gik, var det som om hun lettede fra jorden ved hvert skridt. Hun afskyede, når jeg sagde det til hende, ‘du minder om en svane’, kunne jeg finde på at sige. De voksne kaldte hendes bevægelser for graciøse, hun synes ordet lød som en suppe kogt på et gammelt skrog, tynd og sjasket. Hun øvede sig i at trampe, sætte aftryk, men det var som om, det ikke ville lykkes. Nogle gange græd hun, ‘kan I ikke se det?’ Vi vidste ikke, hvad det var, vi skulle se, lod hende bare græde og misundte hende det hele. Det fuglede, fjerlette, ja selv gråden.
Vi var lige begyndt i fjerde, flyttede klasselokale fra kældergangen op i stueetagen. Jeg fik en skoletaske med kun én rem, sådan en man kunne bære på skrå hen over ryggen. I frikvartererne satte vi hår på hinanden, Maria tog øjenskygge og kinderødt med, hun havde arvet efter sin søster. Og en sort blød blyant til at tegne kattede kanter om øjnene. Vi malede hinanden, jeg fik blå over øjnene og en fuldt optrukket meget pink linje, der gik fra fra mundvigen og helt op til øret. De andre gjorde det samme – malede deres ansigter, lavede kyssemund til spejlet. Sandra brugte ingen farver, kun den sorte blyant. Hun tegnede først sine øjne op, så rundt om munden, til sidst trak hun en sort streg henover panden. Maria syntes, det var uhyggeligt, ‘du minder om den der dræberklovn’, sagde hun. Vi andre så bare til, mens det fuglede forvandlede sig til ståltråd og luften blev tæt. Så vendte sig om mod os og rakte tunge. Ingenting forandrede sig, næste dag var den sorte streg i panden væk, det om øjnene og munden. Men hun var ikke længere med, når hendes mor kom på besøg, kun jeg blev siddende ved bordet, med de voksne og en finger i koppens øre. Delte min kage i uendeligt mange bidder. Senere blev det ærter, jeg delte, og kefir, jeg fortyndede med vand. En gul Gajol delt i fire, sådan én kunne vare en hel dag.

Tretten grunde til ikke at dø

Der var tretten af alting. Tretten stole, tretten gafler, tretten grunde til ikke at dø. Den første var nem: Hvem skulle så være mig – der var aldrig nogen, der meldte sig, når jeg spurgte. De andre tolv handlede om sol, skæreost og tilfældige mundheld a la hvor-der-er-vilje-er-der-vej. Min mor rettede det hver gang til: ‘Hvor der er vilje, er der nej’. 
Hun havde lavet revelsben med en tyk krydret sovs, gæsterne dukkede aldrig op. Vi endte med at æde det hele selv, rub og stub, kød og fedt og marv og sovs. Bagefter vaskede vi op i hånden. Der var tre uger til Sankt Hans, min mor lavede sjov: ‘Hvis de brænder os på bålet, hvem skal så stå for sovsen?’ 

Jeg tæller stadig. Sol og skæreost holder endnu. Dertil kommer kravlepil. Og erantis, min mors breve (der er mange), dymomaskiner, sort sol, softice og navne som Judith og Barbara. Kartoffelpizza, bade-ænder, brændt keramik – og halstørklædet, som min ven Benny forærede mig kort før han døde, en lille flig af evighed og uld. I dag er det torsdag, lyset er tiltaget med fire minutter siden i går. Jeg ved knap nok, hvad jeg skal stille op med al den tid – og med alle de grunde. Sikke en luksus.

Tag ikke

Tag ikke regnen personligt, dråberne, det våde. Tag ikke dagens navn personligt, tirsdag, this too shall pass. Tag ikke kapitalismens åg personligt, det, at alt skal ku’ betale sig, at tiden, timerne, tankerne skal. At vi skal. Tag ikke din barndom personligt, de mente det godt og hvis ikke, mente de nok noget andet. Tag ikke tiden personligt, ‘du er nu nummer tretten tusinde firehundredeogseks i køen. Lægger du røret, mister du din plads. Tag ikke fuglenes latter personligt eller himlens grå, hestenes maner. Alt det store, alt det dybe, alt det bløde. Tag ikke digtene personligt, ikke livet, det er bare ord og ting, der skal gøres. Tandbørstning, tværsummer, at krybe udenom hullerne i osten. Tag ikke din krop personligt og slet ikke dine følelser, det ender blindt. I bedste fald, i værste fald galt. Tag ikke imod slik fra fremmede, husk lygter på cyklen, at skifte undertøj hver dag. Hvis nogen spørger, kaldes det tilværelsen, men det er der nok ikke nogen, der gør.

Skifting

Hun hedder Chalotte uden r. Det sidste er blevet en del af hendes navn, det tilføjer hun altid. ‘Hvad hedder du?, spørger folk, og hun svarer: ‘Chalotte uden r.’ Jeg møder hende til et svømmestævne, jeg sidder på en af bænkene. Jeg er udgået efter første heat, jeg har selv trukket mig, måske for at undgå at blive trukket. Så kommer Chalotte forbi på sine lange tynde ben, hun går med hurtige skridt, tripper, hun ligner en vinder. Brysternes begyndende knopskydning i den tætte dragt. Hun går lige forbi mig, hendes hår klistrer til ryggen, jeg kan ikke få mine øjne fra hende, hvis bare. Så standser hun op, vender sig om og spørger: hvad så?
Senere lader hun sig falde i vandet, der er ikke noget at høre, ingen lyd da hun bryder vandoverfladen, det er som om vandet suger hende til sig. Konkurrenceurets ur tæller, så lyder startsignalet, hun vinder også anden runde og den tredje med, tager guld i finalen. Hun jubler ikke engang, bukker sig bare ned fra den øverste skammel og lader medaljen falde om sin hals.

Vi begynder at ses, det er altid Chalotte, der kommer forbi, nogle gange har hun en pose druer med eller et æble skåret i både. Vil du have? tilbyder hun og rækker posen med frugt frem og så går hun indenfor uden at vente på svar. Vi sidder altid på skibsbriksen, og Chalotte fortæller. Om dengang, for eksempel, hendes mor blev slæbt efter en vildhest i Mongoliet. Hun var hårdt medtaget, og det var først da en medicinmand blev tilkaldt, at forbandelsen blev hævet. Jeg spørger, ‘hvad var det for en hest, hvilke farve havde den, hvad skete der.’ Hesten var en skimmel, den havde båret Chalottes mor på sin ryg i niogtyve dage, på den tredivte fik den nok, fortæller hun. Så ser hun over på mig, kaster en hynde i min retning, spørger ‘Og hvad med dig?’ Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Min mor er ikke blevet helbredt af en medicinmand, jeg tror ikke engang, at hun har redet på en hest. Jeg prøver at komme i tanke om noget, en ildebrand, et fald fra en tagryg, men det eneste, der dukker op, var dengang min bror kørte galt på sin bobslæde og fik en blodansamling på det højre lår. ‘Jeg er en skifting’, svarer jeg så. ‘Jeg er født af en heks, min far er en hanbjørn, jeg blev fjernet ved fødslen.’

Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men de lyder rigtige. Mere rigtigt end at være nummer sjok til svømning og uden venner. Jeg fortæller om de mange år, jeg gik på skift mellem bygdens familier, det første år boede jeg ved et purungt kærestepar, Wenche og Ulf, men min gråd blev for meget for dem, min sult også. Så kom jeg hen til Lars og Tiril, men Tiril blev skør, ‘det var ikke din skyld’, forklarede de voksne, alligevel blev jeg sendt videre. Ud af bygden til et andet land, og så endte jeg her. Hos min mor og far, nu havde jeg lært at opføre mig som et menneske: ikke at græde og at skjule min pels, mine kløer:
‘Nu mangler jeg bare at lære at svømme.’

Jeg-huset

I går så jeg en dokumentar om to voksne tvillingebrødre. De er vokset op sammen, er begge gift og har to børn. Nu mange år senere, ejer de også et firma sammen. Deres erfaringer er de samme, i hvert fald de første mange år, eneste forskel er, at den ene bror som 18årig kører galt på motorcykel, slår sit hovede og går i koma.
Da han vågner, kan han ingenting huske. Han husker ikke, hvor han bor, hvem han var, ikke engang sin egen mor. Det eneste, han husker – den eneste – er hans tvillingebror, Marcus. Hans navn er det første, han nævner, da han slår øjnene op. ‘Marcus’. Så begynder et genopbygningsarbejde, alt skal læres forfra, hans hovede fyldes op med en fortid: Hvilken seng, har han sovet i, hvilke lege, har han leget. Alt skal bygges op fra bunden, hans Jeg-hus. Alt skal sættes på plads.
Hans livline bliver broren, Marcus bliver adgangen til hans fortid. Han kan fortælle, hvilken der var hans yndlingsfarve, hvilke piger, han forelskede sig i. Alt hvad han har oplevet de første atten år af sit liv. Marcus, tvillingebroren, er til stor hjælp, fortæller ham alt, viser ham billeder fra, da de var børn, fortæller om deres lege, forældrene, steder, de har besøgt, en ferie på Frankrigs sydkyst.
Det hele varer, indtil tvillingernes forældre dør. Først faren, kort efter deres mor. Hun dør af en hjernesvulst, det sidste hun siger er: Jeg elsker jer. Alex, den hukommelsesløse tvilling, bryder sammen, hans elskede mor, hans varme og sjove mor, hende med de kæmpestore fødder og den høje latter, er nu væk. Marcus, hans bror, virker anderledes kold, nærmest lettet.
De begynder at rydde op i barndomshjemmet, det er fyldt med nips og hemmelige rum, oppe på loftet gemmer sig et bjerg af gaver, der aldrig har været pakket op. Gaver til de to tvillinger fra famile og venner, gaver, som gennem alle årene har ligget gemt. De to brødre har aldrig fået en gave, hverken til fødselsdage eller jul. I et skab finder Alex en aflåst skuffe, i skuffen ligger et foto. Billedet er af ham og Marcus, de er nøgne, deres hoveder er skåret af, kun kroppene er synlige. Så vælter Alex’ verden. Hans fortid falder sammen. Hvorfor har hans mor et nøgenfoto af ham og hans bror liggende. Hvorfor er deres hoveder skåret af.
Alex løber ned til sin bror, njed til sin fortid, beder om hjælp. Hvad er det her, spørger han, hvem er det, hvorfor? Men Marcus vil ikke fortælle ham noget, han nikker bare, ja, og går ud i haven.

Det bliver udgangspunktet for en årelang og smertefuld kamp imellem -og indeni- de to brødre. For Alex er fuld af gru og forestillinger, som kun Marcus kan hjælpe ham med at be- eller afkræfte. Marcus, på sin side, forsøger at holde sammen på sig selv og den fortid han har bygget. For sin bror men også for sig selv, en lykkelig fortid med fester og ferier og kærlighed.
Dokumentaren er langt hen ad vejen forudsigelig og kun momentvis gribende, men jeg synes, det er sindssygt interessant emne. Det her med, at vores liv er fortællinger, vi skaber undervejs. Vi er ikke et resultat af en ligning, vi er noget, vi finder på, erindringer, vi stykker sammen, så de passer til det og den, vi kalder ‘Jeg’. Alle mulige ting, vi husker og gemmer, men endnu væsentligere – alle mulige ting, vi fortrænger, pakker ned og væk. Ikke nødvendigvis fordi det er grusomt eller ubærligt, men fordi det ikke passer ind i den fortælling, vi kalder for vores. Hvad stiller man op, hvis man finder en brik med et palmeblad, når det Jeg-puslespil, man har lagt, er med motiv af en nåletræsskov? Man lægger den væk. Den passer jo ikke, brikken, den forstyrrer billedet, ødelægger motivet, det billede, man har skabt af sig selv.
Måske er det puslespil, vi lægger og som vi kalder ‘os selv’, i virkeligheden kun et lille udsnit af et meget større motiv? Et motiv, der udover skolegang, duelighedsmærker og en guitar måske også rummer to døde ørkenspringrotter og en masse følelser, man ikke kan være bekendt.

Ligner jeg måske én, man kan tjene penge på?

Josefine blev altid kaldt Josse. Hun prøvede engang at forklare mig hvorfor, det var noget med, at hendes mor egentlig ville have en dreng, men så fik hun Josefine, og Josse lød da lidt af nosser, havde hendes mor forklaret. Hun havde flaskegrønne øjne og en kæft så stor som Kim Larsens.
“Hun har ikke haft det nemt”, sådan sagde de voksne, og når vi spurgte dem, hvad de mente med det, svarede de ‘Så længe I bare husker at behandle hende pænt’. Det lød som noget, man siger om dyr, at man skal behandle dem pænt.
Josse boede ikke derhjemme, hun var i pleje ved Jens og Merete. Jens var ortopædkirurg, det betød, at han satte skruer i folks ben og arme. Merete gik derhjemme, der var nogen, der sagde, at hun blev betalt for at have Josse boende, at det var sådan hun tjente sine penge. Men når vi spurgte hende om det var rigtigt, gjorde Josse sig skeløjet, pustede kinderne op og svarede: “Ligner jeg måske én, man kan tjene penge på?”
Josses rigtige mor hed Jeanet, hun kom på besøg hver fjerde lørdag, men de sidste år var der blevet længere imellem. En gang var bilen vist punkteret, en anden gang havde hun låst sig ude. Nogle gange sov hun over sig, også selvom hun først havde en aftale med Josse om eftermiddagen. Det virkede ikke som om det gjorde hende det store, hun talte i hvert fald aldrig om, at hun savnede sin mor. Tværtimod, hun gjorde en dyd ud af at være sin egen, en ener, en Pippi bare uden Nelson og uden hest.
Josse var min bedste veninde i de år, vi skød efter dåser med sten, piftede i græsstrå. En dag spurgte hun mig, om jeg ikke nok ville være hendes søster?
Jeg svarede nej uden at tøve, kastede endnu en sten. Den gav et smæld, da den ramte og dåsen faldt på jorden. Josse bukkede sig ned over sine støvler, strammede knuden på det ene snørebånd, svarede.: ‘Fint nok så’.

Du behøver ikke at sige alt, hvad du tænker, højt

Du behøver ikke at sige alt, hvad du tænker, højt. Sådan sagde en lærer til mig i tredje, hun hed Gunvor og havde hænder på størrelse med tallerkener. Jeg havde lige fortalt, hvordan min mor nynnede. Hver aften lige før hun gik i seng, når hun lavede øvelser for ryggen: Hænderne helt op over hovedet, Mm Mm, så ned og ramme gulvet, Mm Mm. Hele tiden til den her melodi, der måske bare var rytmer og lyde, Mm Mm.

Jeg tegnede også en kat til Gunvor. Den så ud præcis som den, min genbo havde tegnet til mig, dagen før hun blev indlagt. Den havde et enormt hoved og næsten ingen krop, halen kun en stump. Katten havde kæmpestore øjne: ‘Overvågningskamerarer’, forklarede min genbo, ‘de optager alt, hvad vi tænker og og føler og frygter’. Så løftede hun hænderne op over sit hovede, præcis som min mor havde gjort aftenen før: ‘Det er lige før’ hviskede hun, og lod så hænderne falde mod jorden igen: ‘Boooom’.
Dagen efter kom politiet og tog hende med, jeg ved ikke hvorhen. Hun hvæsede af dem, viste kløer. Så fik hun øje på mig i et vidnue på den anden side af vejen, pegede og råbte: ‘Boooom’. Jeg skyndte mig at se ned.
Nu siger Gunvor så, at jeg ikke behøver at fortælle alt det. Alt hvad jeg tænker, frygter og føler, at der er ting, man må bære alene. Og jeg nikker og tier og kan allerede mærke mit hoved vokse. Presset bag øjnene, det er lige før.

Next level

Min eks lærte mig at vente, han var evigheder om alting, hasta la vista, smilede han, når jeg blev utålmodig, han troede, at det betød hastværk er lastværk. Han spillede computer hele dagen og natten med, det handlede om at slå flest muligt ihjel, jo flere, der døde, des nemmere fik man adgang til ‘next level’. Efter tre år gik jeg fra ham.

‘Var det det hele værd’ spurgte psykologen. Jeg ved ikke rigtigt med den slags spørgsmål: “er livet livet værd?” Jeg mener: er dagene dagene værd, er nætterne nat – og hvad med min bare røv, hvor meget er den værd? Men jeg tørrede mine øjne, smilede og svarede: “appelsiiiin.” 
Senere fik jeg anvist en lejlighed af kommunen, den lå i stuen og havde udsigt til en kilometerbred parkeringsplads. Nogle år sad jeg derinde og så ud på menneskene, der startede deres biler, tog på arbejde og kom hjem igen. Var det det hele værd. Så kom jeg på kursus, det var noget med journalisering, alt med A skulle stå under A, alt med G under G og så videre. Jeg ar god til det, fik job som sekretær, stoppede med at besøge psykologen. Jeg gav hende en blomst, den sidste gang, vi sås, det var først senere, jeg fandt ud af, at sådan gør man ikke. Man giver ikke gaver, når relationen er professionel, det er noget med grænser og hierarki. Så blev jeg så meget klogere, jeg ved ikke, om det var det hele værd, hasta la vista.

Brothers before Bitches

Jeg kunne aldrig huske hendes navn, jeg kaldte hende for Anna Beth, Annastasia, Anna Rosa, Anna Maj, fremmede og fine navne, men ingen af dem var hendes.
Hun havde langt kraftigt hår, der nåede til midt på ryggen, mørkerødt – næsten brunt. Det var kun, når solen faldt lige på, at det røde kunne ses, så lyste hun til gengæld som en fakkel. Hun holdt af at være sin egen, en hel vinter kom hun i skole i bare tæer, udenfor var det tre graders frost. Når nogen spurgte hende hvorfor, svarede hun: ‘Er det vigtigt?’
Hun var kæreste med en rocker. Hver dag hentede han hende fra skole, motorcyklen var med højt ryglæn og fremskudte benstøtter. Hans krop var tatoveret fra ankel til ansigt, et flimmer af farvet hud, han kaldte hende ‘My Favorite Bitch’ og gav hende gaver. Halskæder, en ræv til om halsen, en taske med logo. En dag kom han ikke mere, hun sagde, at hunvar færdig med at være den sidste i rækken. Brothers Before Bitches. Det var efter dét med bruddet, at hun begyndte at gå i bare tæer.

Hendes far var græsk, moren halvt svensk. Hun havde også en yngre søster, men hende så vi aldrig, hun boede vist i en anden by og ved en anden familie, der holdt heste. De sås aldrig, udvekslede gaver med posten til jul og fødselsdage, ikke mere end det. Hun skar ansigt, når hun talte om hende, kaldte hende ‘min såkaldte søster’. 
I ottende klasse skiftede hun skole, hun sagde, hun var træt af provinsstemning og dumme spørgsmål: ‘So long!’ Senere fik vi at vide, at hun havde åbnet en butik med accessories – “BlikFang”, hed den. Hun stod selv for det hele, indkøb, ekspedition, regnskab. Butikken lukkede efter nogle år, det var vist nok noget med ham eks’en.
For nylig stødte en fra klassen hende igen – i en kø i City Syd, skrev hun. Hun havde lignet selv, selvom håret var klippet kort – ‘fødderne var stadig bare.’ Hun havde tænkte på at hilse på hende, men kunne ikke komme i tanke om hendes navn, det var noget med A. Det eneste, hun kunne komme i tanke om var ‘My favorite Bitch’, og det var, syntes hun, ikke rigtig passende at råbe i et storcenter.

Fakkel

Vi vendte tilbage nogle dage senere. Til huset. Det var brændt ned til grunden, alle nåle på træerne omkring var svedet gule. Det var altså rigtigt nok, hvad vi havde set. De høje flammer og en sod sortere end nat. Lydene må være noget, vi havde tænkt os til. De hæse, høje fugleskrig, måske var det vores egen angst, der gav genlyd.

Vi talte ikke om det, om flammerne eller røgen, der havde kradset os begge i halsen. Der var vel ikke noget at sige, det var bare nogle få sekunder, en kortvarig fakkel i mørket. Så var det forbi og toget, vi sad i, kørt videre.
Vi stod lidt. Sparkede planløst i jorden med hver vores skosnuder. Så på de stadigt rygende rester: en smeltet rød gummistøvle og skårene af, hvad der lignede en vase. Og så postkassen selvfølgelig – med vores navne på.
Så gik vi, jeg er stadig i tvivl om, hvad det var, vi så, om vi så noget overhovedet?