Louise Juhl

Det var ved den her tid på året, at Benny døde. Der var sne udenfor, ligesom nu, og jeg var lige blevet færdig med at børste katten, havde samlet det overskydende pels til en blød og lidt fedtet klump, jeg ikke nænnede at lægge fra mig.
Det var Inger, køkkendamen, der ringede og fortalte mig det. Af alle de mange mennesker, der tilbød at hjælpe mig de år: læger, psykologer, hypnotisører, irisanalytikere, akupunktører, tror jeg, at det var Inger, der hjalp mig mest. Hun afslørede mig gang på gang i at snyde, bytte rundt på maden, skifte min kalorierige portion ud med en skånekost beregnet på diabetikere. Men hver gang gjorde hun det uden at bebrejde, hun tog bare tallerkenen, jeg havde valgt (en ceasarsalad uden dressing og med fedtreducerede parmesanflager), sagde: “den der gør dig ikke noget godt”, og rakte mig i stedet én med brun sovs og pulled pork, brasekartofler.
Nogle gange kørte hun mig rundt i hospitalets have i en kørestol, vi havde lånt af Benny. Så pegede hun ud, – se nogle sejlivede satan, når hun fik øje på et bed med selvsåede storkenæb. Brød ud i sang “I kan ikke slå os ihjel”.
Hun var høj og bred som en kirkeport og kærlig på en hårdtslående måde. Når Benny skreg af smerte på grund af nervebetændelse eller helvedesild, kunne hun finde på at svare “Giv den gas,” og Benny gav den faktisk en ekstra tand og takkede hende bagefter for at forstå. (Hvad var det mon, hun forstod).
– Benny er død, sagde hun bare i telefonen, og jeg knugede den fedtede pelsklump, jeg holdt i hånden og anede ikke, hvad jeg skulle sige.
Hvorfor, hvorhenne, hvornår, hvordan?
Det var jo alt sammen fuldkommen lige meget. Benny var død, og døden svarer ikke, når man spørger. Der er ikke nogen ankeinstans, man kan klage til, ikke en kommision, der kan se på sagens akter og sige: det var ikke fair, det var for tidligt, vi giver ham femogtyve år mere i live.
Så jeg sagde bare “nej!” og Inger svarede “jo, desværre”, og så stod vi sådan i hver sin ende af røret og snøftede, indtil Inger sagde nåmen, og jeg trak vejr ind og sagde tak, og jeg ved ikke den dag i dag, hvem jeg takkede, om det var Inger eller Benny, måske dem begge.
Jeg var for syg til at deltage i begravelsen, men sendte en buket, skrev et kort og lagde ved: “Alle, der har et hjerte, skal dø. Kh”
Det tænker jeg stadig på, når jeg er bange for døden – for de underlige pletter på min ryg og besværet med at synke: At den eneste måde man kan undgå døden, er ved ikke at have et hjerte. Og så er det vel ikke livet værd?

Jeg vil gerne kunne sige det smukt, men nogle ting er ikke smukke, de er bare sande. At jeg stadig er bange for min egen sult, for eksempel, og for fugle, der letter i flok. For løbesod i huse uden skorsten og for ejerløse løbehjul.

Da jeg var lille, elskede jeg torsdagene, det var min mors fridag. Det handlede mest om at se på: Min mors hænder, der slog i dejen, satte flueben ved voksne ting. Købe witawrap, vande blomster, skifte emhættens pære. Det lyder kedeligt, men jeg var meget betaget. Af det fokus, der var omkring hende og som beskyttede hende mod verden, som en rumdragt beskytter en astronaut mod atmosfæriske forstyrrelser, giftige dampe, mangel på ilt.
I går hørte jeg en podcast med Peter Sommer, intervieweren vil vide, hvad han ønskede, at der skulle stå på hans gravsten? Sommer citerede en gammel kollega fra mediebranchen for at sige:
“Når I har prøvet med alt andet, så prøv med sandheden”.
Jeg tænker det er en meget fin gravtekst.

Noget helt andet, jeg har tænkt på: Det er som om verden består af to slags mennesker. De, der læser vinteren som en epilog og så dem, der læser den som en prolog. Ser på sneen som et hæfte fuld af blanke sider, der bare venter på at blive fyldt ud. Jeg tror egentlig ikke, det ene er mere sandt end det andet, men jeg tror på, at vinteren bliver nemmere at bære, hvis vi tænker på den som begyndelse fremfor slutning.

Mit liv lige nu lyder som dårlige avisoverskrifter:
“hjerte på tvungen orlov,” “drømme og drivis”.
Kulden udenfor er smuk, den får græsset til at knase og min ånde til at ligne røgsignaler: SOS. Dagene trækker sig sammen under frosten, sekunderne fylder hver især mindre end et nys, et nu.
I sin bog ‘I civil’ skriver Amalie Smith:
“Om vinteren sætter bierne sig i en vinterklynge omkring dronningen i boet. Den yderste kreds af tætpakkede bier fungerer som en levende pels. Den inderste kerne opretholder en temperatur på 33 grader vinteren igennem”.
Jeg finder trøst i den slags. I tanken om vinterklynger, levende pelse, en inderste kerne, der holder os varme. Og noterer alt, for at dokumentere et hi: Prisen på en brødrister, antallet at aflyste tog mellem Aarhus og Fredericia, timerne fra jeg står op til jeg går i seng (15,27).
Antallet af ord i denne tekst.
Det latinske ord “cura” betyder pleje, omsorg – men også skrift. Så jeg skriver: Om pelse og bier og drømme og brødristere. Det giver ingen mening, men det giver mig et øjebliks varme, et bål jeg kan varme hænderne ved.

Efter det med ham, der kaldte mig for narrefisse, fik jeg arbejde som sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det var et rigtig fint job, jeg var virkelig glad for mine kolleger – og patienterne ikke mindst.
Jeg husker særligt én, C, han var lyshåret og meget høj, kraftig af bygning, alligevel virkede han så utrolig lille, når han forsøgte at få øjenkontakt med personalet gennem glasruden. C bankede aldrig på, ikke fordi han var uhøflig, men fordi han var bange for sine hænder. Det lyder måske fjollet, men for C var det alvor, han var rædselsslagen for sine egne hænder eller rettere: for de hænder, der sad for enden af hans arme. De var ikke hans egne, det var det, han kom for at forklare os. Om og om igen, “det er ikke mine hænder, det er ikke mine hænder, det er det ikke!”
De hænder, C bar, var fremmede, tilhørte nogle andre, indimellem overlægen, andre gange en indiansk flaskeånd. I årevis havde han forsøgt at slippe af med dem, som regel ved at lægge dem i en kraftig sæbeopløsning så længe, at de ville blive opløst. Andre gange gik det mere voldsomt for sig, så smækkede han en bildør omkring dem eller strammede et reb om håndleddet for at forhindre blodet i at nå frem.
C kunne ikke huske, hvor længe han havde båret de fremmede hænder, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Han var bange for hvad de kunne finde på, hænderne: at slå fra sig eller forgribe sig, ja måske endda kvæle nogen. Det, han frygtede mest var dog, at de ville stikke en kniv i hans forældre, han græd, når han beskrev sin angst, bed sig i de fremmede knoer, indtil de blødte.
I dag var det så koldt udenfor, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder, og så kom jeg til at tænke på C. Jeg har ikke set ham siden, jeg håber, han har det godt i dag.

I Judith Hermanns “Vi ville have fortalt hinanden alt,” citerer hun et sted Sarah Kirsch for følgende formulering: “Ikke længere og endnu ikke”.

Det handler om morgenmørket, den time, to måske, hvor natten er forbi, men dagen stadig kun er på vej.
Jeg elsker den time, de timer. Hunden, der smasker i søvne på sofaen ved siden af, lyset fra skærmen, mørket bag alting, ordene, der ikke er mine endnu, men siger ting, jeg kunne have sagt eller engang vil sige:
“søndag, sagn dø, sand gø, sød nag”.

Jeg var engang indlagt med en kvinde, der fra den ene dag til den anden mistede følelsen i sine ben. Hun kunne hverken gå eller stå, lægernes mente, det skyldtes stress. Hun havde længe haft et forhold til en kendt mand, han var gift og ville gøre alt for sin elskerinde – altså lige pånær at forlade sin kone. Hun fulgte ham overalt, på hans rejser, sov på hoteller og ventede i hans bil, mens han holdt møder om vigtige sager og verdens brændpunkter. Flygtige kys, en seddel sendt med bud og skrevet i kode “Hvis du var en violin, ville jeg købe dig en bue”. Det var aldrig helt til at gennemskue, hvad han mente, om det var fordi, han ønskede sig, at hun skulle spille efter hans melodi, eller om han mente, at hun var sød musik i hans ører. Selv forestillede sig det hele, det værste og det bedste, indtil hun altså vågnede en morgen og ikke længere havde magt over sine egen ben. De adlød simpelthen ikke, når hun bød dem at bære sin krop, men hang bare slapt ned, som forlængelser af en umulig drøm.
Så blev hun indlagt. Hun lå i seks uger i sengen ved siden af min, den kendte elsker kom aldrig på besøg, det var for risikabelt, mente han. I stedet fik hun hjælp af en neurolog og en psykomotorisk terapeut og efter seks uger kunne hun igen gå.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om hende nu, måske er det det med timen, den, der ikke længere er og endnu ikke har fundet sted. Men jeg ved, at hun hed Hanne, hende med de pludselige lammelser, hendes kæreste hed vist nok Finn, men det er jeg ikke sikker på.
Selv lå jeg et halvt år på Frederiksberg Hospital, jeg havde ingen problemer med at gå, men derimod svært ved at spise. Jeg husker en søndag, der blev serveret sprængt tunge til middag. Med peberrodssovs og brasekartofler. Jeg græd og græd. Over tungen, der engang havde fyldt et storøjet væsens mund, diet en mors patter, og jeg græd over kalven, hvis tunge nu var ofret for en tyk cremehvid sovs.
Det tog mig tyve år at komme videre, det er helt uden rimelighed, sådan er det nok med ulykkelig kærlighed, sorg i det hele taget, det tager den tid, det tager, og nogle gange mere end det.

Der var tændt hundredeoghalvtreds fyrfadslys. De stod overalt, på gulvet, i karmene, på bordet. De mange flammer trak ligesom vejret ud af luften, gjorde det svært at ånde. Det var som om jeg trak og trak og trak, men at lungerne forblev tomme.
Han havde gjort sig umage, lagt på bordet, sat blomster. Dækket op med tallerkener med riflet kant og røgfarvede glas, han sagde skål og løftede glasset:
– For dagen og for dig, og jeg svarede med et nik, nippede til vinen, der smagte af halm og hengemt frugt, ikke dårligt, bare helt ulig noget andet.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev. I hans stue mellem de mere end hundrede levende lys, skålede for dagen og et dig, jeg ikke genkendte. Trak vejret som gennem et sugerør.
Men jeg husker, at han serverede tre retter, brisler anrettet på pocheret julesalat, lynstegt kalveinderlår og friteret gedeost med syltede pærer. Og jeg husker, at han talte. Uafbrudt.
Om fremtiden “sammen, os to”. På en gård med hestefold og vådområder, fugletårn og hybenkrat, solsikkehegn og et hjemmebygget observatorium, hvor vi kunne ligge på ryggen og tælle stjerner. Pege ud og finde mønstre tværs henover himlen, der forbandt os uanset hvad, uanset fortid og alle dens fejltagelserne, påstand mod påstand. Hun havde jo selv været ude om det, men han havde lært lektien. Nitten måneder på tolv kvadratmeter, aldrig igen. Fra nu af ville han have al plads i verden. Åbne vidder, himmelhøje drømme.
– Og dig, sgu, skål!
Jeg skålede faktisk på det hele. På fugletårn og fortidens fejltagelser:
– Skål. Jeg fyldte munden med vin, sank og smilede. To timer, tre, lyttede til hans drømme, der også inkluderede mig, “os”, stjernerne.
Og da jeg gik, måtte jeg love ham, at vi skulle ses igen, måske køre et smut til Lolland og se på et landsted, der var til salg. Med to heste og en gammeldags fjederharve, begejstringen var åbenlys, han kyssede mig forsigtigt på kinden, skrev sit telefonnummer med tusch på min hånd. – Ring, råbte han som det sidste, og jeg løftede hånden, måske som et løfte, måske noget andet.

Jeg ringede aldrig, han blev ved med at sende breve med billeder af gården, de to heste, harven, så blev der stille. Af en eller anden grund var det værre end alt det andet tilsammen: værre end de mange levende lys, den tæt på ilttomme luft. Vinen, skål og skål. Stilheden der talte ned fra ingenting og til ingenting, fra fugl til tårn, fra hyben til krat, fra skål til sgu.

I den seneste udgave af the New Yorker er der et langt interview med den 97-årige forfatter og psykoanalytiker Robert Jay Lifton under overskriften “How to maintain hope in an age of catastrophe.”
Lifton har i årtier undersøgt både ofre for- men også udøvere af totalitære og menneskefjendske handlinger: interviews med overlevere efter Hiroshima, nazisoldater, støtter af det kinesiske Mao-styre og kultmedlemmer.
Han har også udgivet to tegneserier ‘Birds’ og ‘PsychoBirds’, begge centreret om samtaler mellem to fugle. Jeg nævner det, fordi en af disse samtaler er refereret i artiklen:
En fugl spreder sine vinger og siger: ‘All of a sudden I had this wonderful feeling: I am me!’ ”
Hvortil den anden fugl svarer: “You were wrong.”

Journalisten spørger til Liftons arbejde – i særdeleshed, hvordan det giver mening i dag: Med Trump og Putin og Nethanyahu og Hamas og klimakrise og mistrivsel. Jeg har lyst til at referere det fulde interview, men det er langt, så derfor blot denne ene udveksling , som jeg synes er så slående præcis for den situation, vi oplever i mellemøsten i dag. Journalisten spørger til en række af Liftons termer, her er han nået til et begreb, der vel bedst kan oversættes med “grusomhedsgenererende situationer”:

Journalisten: Next on my list is “atrocity-producing situation.”

Lifton: That’s very important to me. When I looked at the Vietnam War, especially antiwar veterans, I felt they had been placed in an atrocity-producing situation. What I meant by that was a combination of military policies and individual psychology. There was a kind of angry grief. Really all of the My Lai massacre could be seen as a combination of military policy and angry grief. The men had just lost their beloved older sergeant, George Cox, who had been a kind of father figure. He had stepped on a booby trap. The company commander had a ceremony. He said, “There are no innocent civilians in this area.” He gave them carte blanche to kill everyone. The eulogy for Sergeant Cox combined with military policy to unleash the slaughter of My Lai, in which almost five hundred people were killed in one morning.

Jeg kan varmt anbefale hele interviewet, det er indsigtsfuldt og nuanceret, og jeg tror ikke, at nogen vil gå uberørte fra læsningen.

Når jeg skriver, er det altid om det, jeg ikke husker, alt det, der ikke blev sagt. 
Om killingen, der ikke blev druknet, og onklen, der ikke satte ild til sig selv. 
Det er feberens stemme; fluen, der voksede sig stor som en blodbøg og så på mig med otte tusinde øjne, der alle ville vide hvorfor? 
Det har den spurgt om lige siden. 
Hvorfor huller i oste, hvorfor grus på grave, hvorfor kællingeknuder og natmad med sky. 
Hvorfor Borjstj og smilende æg, og hvad er det egentlig for noget, alt det med smed og bager og tanke før tale, med ko på is og kat i nat.

Min terapeut siger, at det skam er gode spørgsmål, men at de alle er uden et svar. Det er fint nok, svarer jeg, jeg skriver jo ikke for at lukke munden på fluen og feberen, men tværtimod for at give dem en stemme.

Hvis man følger den lange lige grusvej længe nok, når man til Vagns gård. En lang hvid bygning med vinduesrammer i falmet blå og mosgroet tegl på taget. På gårdspladsen foran ligger en rusten olietank, den har ligget dér altid eller sådan føles det i hvert fald.
– Vagns gård, er det ikke den med den rustne olietank på pladsen foran?
Han har aldrig været gift, ikke fordi han ikke vil, men fordi ingen har spurgt. – Og så er det jo ikke nemt, vel?
Vagn har travlt. Med krydsord og med at sørge at fluepapiret hænger lige over spisebordet. Ligesom han klipper artikler fra avisen. I lang tid handler de alle om kirken og dem omkring. De afdøde, “Tak for alt”. (–For lidt, tilføjede Vagn, da hans nabo døde). Præsten og kordegnen og den nye stensætning langs kirkegården. Han klipper dem ud og så i stykker, sætter dem sammen igen. Med fluetape til mosaikker, collager af avispapir og døde fluer.
Senere klipper han alt om oprør og protester. En grisefarm lidt syd for byen anklages for vanrøgt af dyrene, en børnehave går i modmarch. Artiklen fylder det halve lokalblad, billeder af hundredevis af børn klædt ud som grise med lyserøde masker og matchende haler.
“Grise har også været børn engang”, står der på banneret, de bører i hænderne.
Og Vagn klipper ud og i stykker og sætter sammen på ny, så tingene går op. Grisene får børneansigter, og præsten holder et banner med tilbud fra Brugsen: “50 pølsehorn for 135 kroner. Kun i dag”.
Der er ingen, der ser hans arbejde, turen derhen er simpelthen for lang. Ni hundrede og enogtredive meter ad hullet grusvej, det er mere end verden kan rumme. Så han nøjes med at vise sit arbejde frem for de vildfarne katte, han fodrer med tun fra dåse. Og bruger diasapparatet som lyskilde, han elsker det sære lys derfra, præcis som han elsker det øjeblik hvert år, hvor den første sne rammer hundens snude: Et enkelt øjeblik, hvor himmel og jord mødes og smelter sammen, bliver til ét.

I går så jeg Slædepatruljen, en dokumentar, der følger 18 kvindelige aspiranter i deres kamp for at leve op til kraven for at gøre tjeneste i Siriuspatruljen. Et udskillelsesløb, kalder de i programmets prolog præmissen, de atten skal reduceres til først seks, senere to, for at nå frem til én vinder. Den stærkeste – ikke bare fysisk men i lige så høj grad mentalt. Det fik mig til at tænke en masse. På det med fysiske og det mentale, udskillelsesløbet, vi hver dag deltager i. Derhjemme, på jobbet, i skolen, blandt venner. For er vi nu gode nok. Dygtige, kærlige, robuste nok. Vi skal være fællesskabsorienterede men omvendt også selvstændige, vi skal kunne give køb på egen interesser for et fælles bedste men også turde sætte grænser, sige fra.
I programmet blev alledeltagere bedt om at rangere deres kammerater: Hvem ville de helst lægge deres liv i hænderne på, og hvem
ville de nødigst tilbringe en måned alene i snestorm med? Det er et barskt spørgsmål, de fleste af os har ikke noget imod at pege på dem, vi holder af og beundrer, men vil nok helst være fri for at pege på dem, vi af forskellige grunde, har det svært med. Måske fordi de råber for højt, måske for de gemmer sig, lader andre tage det hårde slid. Måske er de for egenrådige, løber forrest og kalder kom, men uden at se sig tilbage og sørge for, at alle er med. Andre er for pleasende, lader sig kue og siger ja, også når det, de bliver bedt om er risikabelt eller direkte imod deres egen overbevisning.
I programmet endte Sofie med at være den, de færreste ville satse deres liv på. Hun var simpelthen for sød, brugte for mange kalorier på at rose og heppe i stedet for at finde vej, løbe hurtigt. Hun manglede overblik, gik forkert af retningen og mistede sin vest, tog gang på gang fejl. Alle var enige om, at hun var en fantastisk ven, et rart bekendtskab, et godt menneske.
Men det er ikke nok, når det er femogtredive graders kulde og hundene graver sig ned for ikke at dø. Så giver det ikke meget at være sød og opbakkende, her er det handlekraft, hårde skills, der tæller. Muskelstyrke, overlevelsesinstinkt. Så Sofie blev sendt hjem og var selvfølgelig ok med det, for hun er jo en pæn pige og pæne piger ved, at man skal tage godt imod kritik, bruge det positivt, sige “tak for at kassere mig, det er til mit eget bedste.” Ligesom Nivi smilede, da hun blev sendt hjem, fordi hun var bange for vand. Det dur jo ikke, og hun smilede, så der næsten ikke var plads på skærmen, fordi hun var så glad for at få lov at være med og blive sendt hjem, som en af de første. Tak, tak.
Ok, jeg sætter det på spidsen, det er helt urimeligt, både Sofie og Nivi fortjener alverdens ære for at bære deres nederlag med et smil. Og ja, det er helt sikkert rigtigt set af både de øvrige deltagere og dommerne, det er slet ikke det.
Det er mig. Der tænker på, hvornår jeg bliver sendt hjem. Fordi jeg snakker for meget. Tænker for meget. Deler for meget. Mener for meget (mens andre mener, jeg mener for lidt). Det der daglige udskillelsesløb, hvor vi hele tiden vurderes og skal kunne det hele. Være hårde og kontante, handlekraftige og stærke. Men også være imødekommende, sociale, lyttende, empatisk, følsom. Jeg ville helt sikkert blive sendt hjem som den første. Jeg har Raynaud i svær grad, mine fingre og fødder bliver følelsesløse bare temperaturen nærmer sig nul, mine blodkar trækker sig simpelthen ufrivilligt sammen, der er ingen forklaring eller god grund, det er bare en fejl i mit system. Jeg er også typen, der føler for meget, og spørger for meget: er du ok, kan jeg gøre noget anderledes, er det bedre hvis?
Jeg tror, det er mange kvinders lod. At føle, de skal kunne det hele. Køre på slæde og dykke efter dunke, finde vej men også trøste dem, der farer vild. Være en god kammerat, så længe der er plads til den slags, til omsorg og bekymring, men på samme tid være den, der slår hunden ihjel, hvis alternativet er at dø af sult. Det er skide svært at være det hele. Jeg fejler hver eneste dag, bliver sendt hjem – ikke fra Grønland, men fra Brugsen, fordi jeg har glemt min pung eller fra lægen, fordi jeg ikke har en tid. Andre gange bliver jeg sendt hjem af mig selv, fordi jeg aldrig er god nok, klog nok, kærlig nok, nok nok.

(Det her er ikke en diskussion af programmets præmis eller Siriuspatruljens berettigelse, men alene overvejelser om det daglige udskillelsesløb og om nok NOK)