Louise Juhl

Forleden så jeg den meget omtalte dokumentar, Inside the Manosphere, af Louis Theroux. Jeg var hverken overrasket eller særlig imponeret, for mig blev portrættet af de radikalt maskuline mænd for ufokuseret, og blev mere fremstillet som en genvej til økonomisk profit end som en ideologi, en verdensopfattelse med manden som ypperste repræsentant for mod, styrke og ære.

I dag læser jeg så en artikel i The New Yorker, ”The Camps Promising to Turn You—or Your Son—Into an Alpha Male”. Den handler om en række kurser henvendt til mænd, der ønsker at genskabe deres medfødte men, i et påstået svært feministisk samfund, ofte nedbrudte, maskulinitet. Alfahannen er et begreb, der går igen. Udtrykket stammer oprindeligt fra en hollandsk bog om dominansadfærd i chimpanseflokke og hentyder til, at den dominerende i en flok ikke behøver at være hverken den smarteste eller hurtigste, men derimod den, der forstår at underlægge sig flest mulige af gruppens medlemmer. At lede, at turde stille sig i front for gruppen, familien, samfundet, med den nødvendige hårdhed, det forlanger, er alfahannens kendetegn. Trump fremstilles som et eksempel: Han spørger ikke, søger ikke konsensus, nej han handler og gerne på egen hånd. Starter en krig, forbyder begreber, han mener er woke og dermed skadelige og ophæver miljøaftaler, fordi han ikke gider alt det pis med klima. 

Artiklens forfatter har selv deltaget i et sådan kursus i forsøget på at nærme sig en “morderne ridder”. En brav hverdagssoldat, en stærk faderfigur, og selvsagt: økonomisk succesrig. Nogle få kampråb gentages gang på gang. “Never apologize,” er ét af dem. Her gik man og troede, at mod blandt andet handlede om at erkende sine fejl, men nej, for RISE kursister handler mod om at holde fast. I sig selv, og det uanset hvad. Om at slå sig på brystet, kravle gennem mudder og lade sig begrave i et hul, man selv graver. velsagtens for at bevise, at man er parat til at lade ens tidligere Jeg dø, for at en ny og stærkere udgave kan genopstå. 
Meget af det lyder så simpelt og banalt, at man næsten ikke kan tro, at folk betaler 3000 dollars for at deltage. De skal bære en rygsæk med sten i forskellige farver, hver farve repræsenterer en bagage, de bærer med sig: skam, traumer, frygt. Og ja, symbolikken er så tyk, at det ikke er til at bære, når de granvoksne mænd efter en march på mange kilometer til slud bliver bedt om at kaste rygsækken af sig og hælde stenene ud. Starte på en frisk, befriet for fortidens tyngende åg. En enkelt vælger da også at stå af undervejs. Han føler sig holdt for nar. Men resten gennemfører og udtaler, at de nu kan se sig selv i spejlet uden at føle skam. At de har fundet et fællesskab, et sprog, der ikke handler om at være klogest, men om at være mest ærlig. Ikke så meget pis her. Fra nu af er det slut med at være en menneskepleaser, en logrende køter. En af deltagerne udtaler: “The old man that arrived here three days ago is now dead. And there’s a new man, there’s a king, that has risen.”

I artiklen udtaler en række sociologer sig. De fortæller, at mænd i de seneste årtier har tabt økonomisk terræn til kvinderne. Hvor de før ofte var eneste forsøger i hjemmet, vinder kvinderne nu frem og bidrager med stadigt flere penge til familiens fælles økonomi. Samtidig er kvinderne mere vedholdende i forhold til at gennemføre en uddannelse, de har flere venner og er bedre til at bede om hjælp, hvis de føler sig udsatte eller mistrives. Modsat mænd, der har stadigt sværere ved at finde fora, hvor de oplever at deres følelser er legitime, og som derfor ofte gemmer på dem så længe, at de rammer muren. Selvmordsstatistikken taler sit eget tydelige sprog, fire gange så mange amerikanske mænd som kvinder mister livet til selvmord. 
Det er altså ikke tilfældigt, at stadigt flere mænd søger fællesskaber, hvor de føler sig rummet og hvor der tales et sprog, de kan spejle sig i. Et fællesskab, hvor et ord er et ord, hvor fysisk styrke vægtes højere end lange sokratiske samtaler og nuancerede synspunkter. Never apologize. Det er ikke en opfordring til diskussion, det er en ordre, et krav. Ligesom Nike’s slogan “Just do it”. Ikke noget med at at tage hensyn eller forsøge at få forstå en eventuel modstand. Nej, få det nu bare gjort!, synes det bagvedliggende ræsonnement at være.

Fænomenet synes også at slå stadigt mere igennem i Danmark. Mænd der træner mange timer dagligt for at få en krop, der udstråler fysisk magt og vælde. Bøger, der taler ind i samme bevægelse, langt fra så ekstremt som i tilfældene ovenfor, men ikke desto mindre med udgangspunkt i samme forståelse af samfundet som i usund grad domineret og defineret af kvinderne. Asger Garde og Alexander Kvist Hansens bog, for eksempel: ”Mand, kend din styrke”. En bog, der omtales som En ”field manual” til primært unge mænd om, ”hvordan man kan blive en bedre, stærkere og mere kompetent mand. [..]” Ikke ”en blød mand, der bare gør, som de siger, men hellere en god, stærk mand, der hviler i sig selv, og ikke lader sig skubbe rundt.”
Jeg har sågar set en debattør påstå, at toksisk feminisme er et mere relevant og presserende emne at diskutere, end den voksende Alfahan-bevægelse. Bakket op af blandt andet Eva Selsing, der i en artikel i Berlingske har udtalt, at: ”Enhver snak om et patriarkat, der mobber og tryner kvinderne til at vælge hjemmet, er slet og ret åndssvag. Det er så indlysende omvendt.” Og som i andre artikler har udtalt sympati med den amerikanskfødte ”tradwife”-bevægelse.
Også politisk ser vi partier, der ønsker sig verden tilbage, som den var, før den gik af lave. ”Danmark tilbage” lød et af valgkampens slogan for eksempel. 

Spørgsmålet er så: Tilbage til hvad?

Jeg har givet mig selv mundkurv på. Af mange årsager, væsentligst er ønsket om ikke at vågne med angst. Angst for, hvem der nu har skrevet en spydig kommentar til et indlæg: “Hvis ikke du lukkede så meget af dit lort ud i atmosfæren, ville klimakrisen kunne undgås”. Hvem, der nu har læst en af mine sætninger som et personligt angreb, set mit ansigt, hørt mig medvirke i et program – og på den baggrund finder det nødvendigt at understrege, hvor ækelt et menneske, jeg er. Hvor selvisk, hvor ynkeligt, hvor latterligt, jeg tager mig ud.

Så nu skriver jeg her. På min egen lille avis, destory.dk, som ingen abonnenter eller læsere har, og hvor kommentarfeltet er ikke-eksisterende. Hej, hej. Jeg har ikke nogen daglig Leder, hvori jeg udgyder mig om verdens beskaffenhed generelt, til gengæld har jeg feature-artikler. Om anemoner og om lynglilla som argument. Klummer om tvivl som psykologisk strategi, om fandenivoldskhed og om hvorfor “What a life” fungerer så sindssygt godt som klokkespil.
Om det netop overståede danske folketingsvalg har jeg til gengæld kun få ord:
Mange bække små, gør en….
– himmel grå?
– grumset å?
Jeg ved ikke, om der kommer noget godt ud af at parre så forskellige partier, som der ser ud til at skulle indgå for at opnå en flertalsregering. På den anden side ved jeg, at man indenfor kennelverden siger, at ubestemmelige gadekryds er de mest sejlivede af alle hunde. Det er noget med, at racerenhed faktisk gør dyrene sårbare for indavl og smitte. Jeg er mere end usikker på, om det kan overføres til politik, men det er det eneste halmstrå, jeg lige kunne finde at gribe om.

Jeg mener det godt, når jeg siger, at livsglæde vokser med tilbagevirkende kraft. Nu’et er gerne for broget og belastet til at smilehullerne for alvor for tid til at fæstne sig. Engang vil jeg sikkert se tilbage på i dag og tænke med omsorg på regnen og blæsten udenfor, på hundens snorken, kaffens bitterhed. Glæde mig over at ingen tænder faldt ud (7-9-13), at benene bar, at dagen gik, og at jeg gik med.
Således opmuntret – videre.

Min søster blev skudt ved et skoleskyderi.
Det var i april, kirsebærtræerne blomstrede. Dagen forinden havde hun sendt et foto af sig selv, siddende på en bænk i universitetsparken i den by, hun læste. Fotoet kunne have gjort det ud for plakaten til en Hollywoodfilm.  
Hendes kiste blev fløjet hjem ugen efter. Fra den by i USA, hvor hun havde været udvekslingsstudent. Hun blev begravet ved siden af sin morfar, kirken var fyldt til bristepunktet, flere gik forgæves. Min mor rejste sig og lagde en buket af blå markblomster på kisten, et suk gik gennem kirken. Så faldt hun sammen. På knæ, hulkede og det så længe, at en kordegn måtte hjælpe hende op at stå, tvinge hende tilbage til sin plads på kirkebænken. Præsten kastede jord på kisten, vi gik i samlet række til forsamlingshuset, spiste håndsmurte snitter. Hvidt brød med ost og ringe af rød peber. Rullepølse med sky. Jeg husker den stadig, skyen, den blævrende masse af kødsaft og stivelse.

Jeg fik en henvisning til en psykolog. Hun insisterede på at tale om søskendejalousi. Hun mente, at det var vigtigt at komme skammen til livs. Jeg følte ingen skam, men gjorde som hun sagde, fortalte om dengang min søster havde vundet en kæmpebamse i et Tombola, mens jeg måtte nøjes med en plade Toblerone. Psykologen foreslog mig at købe en U-formet kropspude med fyld, jeg kunne trøste mig ved om natten. 
Så lå jeg dér, lysvågen, og forsøgte at finde ind til sorgen, men det eneste, jeg fandt, var en gnavende rastløshed, som små usynlige insekter, der fløj rundt under huden, bed mig til blods. Og så hele tiden denne her enerverende tanke om hvidt brød, blævrende sky. 
Jeg fortsatte i terapi i seks måneder, derefter mente lægen, det var tid til at komme videre. Hun gav mig adressen på et træningscenter, ”motion og frisk luft er den bedste medicin”. På vej ud af konsultationslokalet standsede hun mig og spurgte, om jeg havde overvejet at rejse derover. Til universitetet, besøge gerningsstedet. Pavillonen, hvor min søster var blevet dræbt. 
Jeg rystede på hovedet. Nej, det havde jeg ikke tænkt på.

Men tanken forfulgte mig, og derhjemme søgte jeg på afbudsrejser til Pennsylvania, googlede “billig Bed and Breakfast”. Opgav og købte i stedet et japansk kirsebærtræ i Plantorama, plantede det på min søsters grav. Det lindrede hverken savnet eller sorgen, men det gav mig noget at stille op med mine hænder: Jeg gravede et hul, omtrent 40 centimeter, samme dybde som potten, og placerede træet dernede. Fyldte hullet omkring med jord og gik så hjem igen, varmede en pose frosne kartoffelstave i ovnen. Spiste det hele, tæt på et kilo, men uden at få stillet min sult.
I tiden efter brugte jeg alle mine vågne timer på at forestille mig. Hvem han var, den unge fyr, der havde slået min søster ihjel. Gerningsmanden, geværskytten, snigmorderen. Mennesket. 
Nogle dage forestillede jeg mig, at han var en stakkel, et barn født og opvokset i en af de mange trailerparks. I et mobilehome. Syv mennesker på nitten kvadratmeter. Måske var den eneste føde, han havde fået sine første leveår, hvid toast smurt med peanutbutter. Til fødselsdag en coinoffer burger fra McDonalds og gaven fra hans far: en pakke cigaretter. ”Du kan jo ligeså godt lære det først som sidst”. Jeg så ham for mig, kortklippet og i en hvid T-shirt med en enkelt linje skrevet med Valhalica Font henover brystet: The quick brown fox jumps over the lazy dog. I dagevis søgte jeg på ”trailerparks USA” og læste mig frem til, at det var profitable forretninger. USA’s næst rigeste mand havde således skabt sin formue på at sælge mobile homes og opkøbe parker. Udleje pladserne til mennesker, for hvem fast ejendom og høje huslejer var udenfor rækkevidde. En 70-årig kvinde, Lori Lee fra Orlando, havde specialiseret sig i parker for kriminelle, også én for seksualforbrydere. Hun tjente godt på sin virksomhed, og var samtidig lykkelig fri for de ellers så udbredte problemer med narkohandel og prostitution. Politiet holdt jo et ekstra vågent øje med de sexdømte beboere og holdt dermed pushere på afstand.
”The residents may be poor,” udtalte hun, ”but the owners are getting rich”.
Måske havde hans far været seksualforbryder, måske var han selv blevet misbrugt. Måske var de seksogtyve skud, han affyrede i pavillionen foran universitet i Pennsylvania, ét for hver af de gange, han havde været udsat for et overgreb. 
Fire af skuddene ramte min søster, ét af dem kostede hende livet. 

Andre dage lod jeg mig forføre af tanken om, at han havde været syg, drabsmanden altså, at han drev rundt i tåger efter et flagermusebid eller et styrt på løbehjul, og at han således, svært såret, havde famlet sig frem gennem byens parker, subwayens underjordiske tunneller. Havde forceret høje hegn, krydset højhusenes tage, tiltagende forstyrret for hver dag, der gik. Først havde han måske set sig selv som en fugl – med vinger af kinesisk silke. Så som en gyldenhovedet løvetamarin. Senere blev han overbevist om at være den nye Messias, bragt til jorden for at lyse for de fattiges fødder. Men de fattige frabad sig hans indblanding, nægtede at modtage hans hjælp. 
Det var vel deraf hadet udsprang, tænkte jeg lettet, som om en forklaring ville bringe min søster til live. Hadet til verden, de fattige, fuglen, og så: Alle de lykkelige mennesker dér. I pavillonen under de rosa kirsebærkroner. Og som besat af en djævel havde han taget hævn for alt, han kunne komme i tanke om: afvisningerne, pow! Himlens uendelighed, pow! De stigende verdenshave, pow! Min søsters urimelige skønhed, pow, pow, pow, pow. 
Det eneste, politiet med sikkerhed kunne fastslå, var hans navn og hans alder. 17 år. 

I ugen op til sin død, havde hun været optaget fugle. Deres tilbagegang på det nordamerikanske kontinentkontinentet. 2,9 milliarder færre fugle nu end i 1970. Særligt hårdt ramt var spurve, svaler, solsorte, drosler og finker. Årsagerne var mange, de stadig større landarealer inddraget til landbrug. Øget monokultur, sprøjtegifte. Byernes fremvækst med høje huse og enorme glaspartier, fuglene fløj ind i. Motorvejsanlæg, højspændingsledninger, kæmpevindmøller.  Hun fik lavet en atovering på sin udneram, et Kafka-citat, Et bur gik ud for at finde en fugl, og sendte en kronik til avisen, hvori hun kaldte på handling. Hun satte navne på flere af de ansvarlige. Mr. Jochumsen, David McMarran, Susie Hust. ”Spare me your songs about a land of freedom and opportunity, if it happens at the expense of other lives. The birds: How about their freedom, their opportunities?” Avisen havde bragt hendes indlæg nederst på side 18, hun havde grædt i telefonen. Enhver idiot vidste jo, at ingen så den der, i særdeleshed ikke politikerne. De skimmede kun de første 6 sider, resten var en opgave for embedsværket. En sekretariatsmedarbejder havde dog, på vegne af McMarran, sendt hende en personlig hilsen. Han var glad for hendes engagement, skrev han, forstod hendes afmagt. Og lovede at forsøge sig med at sætte klistermærker af rovfugle i vinduespartierne på hans kontor og ad den vej sikre et fugleliv, måske to. Min søster var blevet rasende.

Måske var hun stadig vred den dag i pavillionen, hvor en syttenårig ung mand havde affyret seksogtyve skud, hvoraf det ene kostede hende livet. 

Hvad nu, hvis politikerne havde læst helt til side 18, forstået den unge kvindes afmagt, mærket alvoren bag. Hvad, hvis de havde indkaldt hende til møde den formiddag, hvor kirsebærblomsterne stod i fuldt flor og en tilsyneladende tilfældig teenager besluttede sig for at skyde hende i protest over ingenting eller over alt muligt, fuglenes uddøen, himlens manglende alibi.
Hvad nu hvis torsdag havde været fredag, hvis formiddag havde været aften, hvis min søster havde været en fugl. 
Hvad nu hvis. Sol og vind havde været lige, hvis to plus ni gav tolv. Hvis her var der, og jeg var en anden og min søster a quick brown fox. 

På årsdagen for skyderiet besøgte jeg hendes gravsted, vandede træet og fjernede en lille koloni af insisterende paderokker, der var skudt op imellem gruset. Jason blev dømt, livstid, han gav ingen forklaring på sin udåd. Der var ingen tegn vrede, ikke noget misbrug. Han var vokset op på en villavej med popler langs husene og helt ens plæner, han var hverken offer for kinsesisk hjernvask eller blevet bidt af en flagermus.
En fugl på jagt efter et bur, måske. A lazy dog. Eller bare en tilfældig knægt, en tilfældig dag i april, hvor kirsebærblomsterne stod i flor. 
Pow.

Jeg har tit tænkt på, hvad der gjorde forskellen mellem Michael og de henved ti andre fyre, jeg stødte på gennem dating.dk. De fleste var ægte røvhuller, en endte med at kalde mig en narrefisse, fordi jeg ikke ville give ham, hvad jeg, i hans øjne, havde stillet ham i udsigt. En anden lod mig møde hans fireårig datter på første date, senere viste det sig, at jeg var en brik i et meget usympatisk spil, der handlede om at gør hans ekskone jaloux. En tredje var klog og sød og jeg forelskede mig. Desværre så han mig – sådan forklarede han det – mere som søsterpotentiale end som kærestemateriale. Alle ved, at det sådan cirka er det værste sted at havne, når man er forelsket: Som en ven, fordi det er så håbløst uforeneligt med den brændende forelskelse.

Michael var sjov. Ikke på sådan en slapstick-badumtisch-måde, bare lun og det bag en underspillet kløgt. Han havde ingen kvaler med at fortælle, at han indimellem havde nuldage og at han var på fornavn med sit pizzabud. Han arbejdede for meget, skrev han, til gengæld holdt han HELT fri, når han var sammen med sine venner eller på ferie. Han kunne lide at fiske. Han kunne lide The The. Cat Power. C.V. Jørgensen. Cykelsport. Shakespeare. Lakridskonfekt. Vesterhavet.
– Dig, tilføjede han. Helt umærkeligt, hvor efter han fortsatte med at skrive o en bog, han netop havde afsluttet, 1100 sider om en indisk familie, helt ulig men næsten lige så god som Øst for paradis.

Og der sad jeg i min etværelses lejlighed med en ubrugt uddannelse og en klodset stairmaster, på hvilken jeg tre timer dagligt trampede løs til ingen verdens nytte. Jeg var netop kommet ud af et sært, småsygt og alt for langt forhold til en fyr, der mest af alt udmærkede sig ved at være god ved dyr. Desværre ikke helt så god ved mig. Jeg skjulte mig bag digte, fraser fra rundt omkring: “det bliver så tidligt sent” og “if poetry is dead/ act like a zombie”. Når han spurgte, hvornår vi skulle mødes, svarede jeg henholdende. Jeg var hunderæd for at han skulle se mig, opdage, at jeg var nogenlunde lige så tiltrækkende som et cykelstativ, og iøvrigt havde en fortid som sultekunstner bag mig, snyd og løgn og afmagt. Anoreksi betyder fravær af begær. Ikke just hvad de fleste mænd drømmer om i mødet med en fremtidig partner.

Han kastede ting ind ad min brevsprække. CV Jørgensens Tidens Tern, en tekst af Neil Young “I have a friend I’ve never seen, he hides his head inside a dream”. Og til sidst indvilligede jeg i at mødes. På en cafe i Aarhus, det var søndag og jeg kom for sent, og han blev ikke sur, og jeg drak en øl, selvom jeg ellers aldrig indtog væske, der indeholdt kalorier, jeg husker ikke, hvad vi talte om, eller jo, om Anthony and the Johnsons, om algebra, om Roskilde festival. Og han bød mig på mad, og jeg fik angst og fór op og forsvandt, og han skrev en besked, en helt kort: “hvad skete der lige der?” Og jeg forklarede ham, verdens længste sms skrevet i bidder af 200 tegn, om min frygt for at fylde og mit besvær ved mad og at jeg virkelig gerne ville ses igen. Og istedet for at fedte rundt i alle mine betroelser, så foreslog han, at jeg besøgte ham i hans lejlighed ved Botanisk have. “Tirsdag kl. 19.00” Og det var søndag og klokken var halv ni aften, og jeg tænkte: Tirsdag? Jeg kan da ikke vente så længe?

Jeg tror, at det var et tegn. Tænk sig at frygt og forventning kan bo så tæt, så trygt. At et ja og et nej kan eksistere på samme tid og i den samme krop, uden at det ene må vige for det andet. Han havde lavet gullasch. Og købt billetter til en koncert med Joan as Policewoman i VoxHall: Om jeg ville med? Og jeg turde ikke, men svarede alligevel ja, og det var en vidunderlig koncert, og sådan har det været lige siden. Vidunderligt, indimellem bøvlet men altid vidunderligt.
Nej, der er ingen pointe. Kun kærlighed. Kh.

Det er den 25. februar, om fire dage skydes foråret i gang, det er noget med fugle og vintergækker, erantis og altings genkomst. Jeg havde engang en kæreste, der sagde, at menneskeheden forekom ham så dum, at han skammede sig over at tilhøre den. Det var dagen før han pakkede en rygsæk og en kasse med portionspakket frysetørret gullasch, en trangia, en pandelampe og en oversize schweizerkniv, hvis længste blad rakte helt fra håndrod til langefingerens spids.

I ni dage hørte jeg ikke fra ham. Hele tiden tænkte jeg på, hvor han var, hvorfor, hvor længe han ville være væk. Og så på det med menneskeheden, på, hvor dum, den i min kærestes
øjne, var, og at jeg jo var en del af den dumhed.
Han ringede en onsdag. Han sad et sted i sydtyskland, forklarede han, med et betændt højre øje. Om jeg kunne hjælpe: sende penge og tjekke togtider, finde en afgang et sted nær, hvor han var?
Jeg overførte 1500 kroner til hans konto, ringede til hans læge og fik navnet på et håndkøbspræparat, han kunne behandle det betændte øje med, til han nåede hjem. Skrev en lang besked med adresser på banegårde, afgangstider, togskift og muligheder for forplejning undervejs.

Jeg hentede ham ved stationen i Hørning, øjet var ildrødt og omgivelserne hævede, han virkede vred. Som om verden var kommet i verden, og hans uheld i virkeligheden var en konspiration, jeg stod bag for at få ham tilbage og hjem. Han forlangte, at jeg sov på sofaen i stuen og ville ikke høre tale om, at opsøge en læge. Han fortsatte endda med at hælde kogende vand over pakkerne med frysetørret gullasch og åd det af en kop. Jeg forsøgte at få ham i tale, sagde, at man jo godt kunne udnytte verdens fortræffeligheder uden dermed at overgive sig til dens dumhed. – Du snakker og røven går, svarede han, og lagde sig tilbage i sengen. Fandt noget porno og lå sådan længe, men øjet kom i vejen, han havde svært ved at se og lydene alene, var ikke nok til at tilfredsstille ham.
Jeg fik ondt af manden. I to år levede jeg sådan, med et menneske, der så mig som en paria, en del af en verden, han ikke ville vide af. Alligevel kyssede han mig, købte gaver og kaldte mig for elskede, når altså ikke han kaldte mig for kælling eller det, der var værre.

I dag begriber jeg ikke, hvorfor jeg lod det ske. Hvorfor jeg ikke gik, lod ham ligge uforløst med sit betændte øje og en pik, der ikke ville makke ret. Hvorfor jeg fortsatte med at ringe til hans læge, lave mad, finde på undskyldninger, når vi blev inviteret ud, for ikke at risikere, at værterne skulle opleve ha, når han var værst.
Måske fordi jeg havde ondt af ham. Måske fordi jeg ikke troede, jeg var andet værd. Måske fordi dagene gik, som dage nu går, onsdag blev til torsdag og torsdag til fredag. Et år til to.
Jeg endte med at tage bussen væk. En morgen klokken seks. der var kun en anden passager i bussen. Chaufføren havde fuldskæg og drak kaffe af en termokop. Jeg havde kun med, hvad jeg kunne have i en rygsæk, stod af ved banegården uden at vide. Hvad nu?

Jeg er vel det, mange vil kalde privilegeret. Opvokset med ressourcestærke forældre, på en lukket villavej. Jeg gik til kor og spejder og fodbold og to gange om ugen tog jeg bussen til konservatoriet i Vestbyen for at få undervisning af en dygtig guitarist, der hed Ole. Jeg fik hjælp til mine lektier og lommepenge, der akkurat rakte til en månedlig biograftur (men uden popcorn og sodavand, for det var en amerikansk og usund tradition, som mine forældre ikke ønskede at understøtte).
Jeg har aldrig været vidt berejst, min far, hvis arbejde var af internationalt tilsnit, foretrak at holde rejseaktiviteten på jobbet, hvorfor ferierne alle blev tilbragt i sommerhuset i Nordjylland.
Fire uger i en klitplantage med intet andet at foretage sig end at læse og pifte med strå, det sidste lykkedes jeg aldrig rigtigt med. Det var mildest talt kedeligt men også trygt, hver dag gik jeg med min mor gennem skoven op til den lokale Brugs, købte en liter mælk og en banan. Bananen spiste jeg på vej hjem, mælken var min mors påskud for at få mig i bevægelse, jeg var mageligt anlagt og kunne snildt leve et liv på langs, så længe jeg havde en bog og en rulle Mariekiks i nærheden.

Alligevel var jeg fra en tidlig alder ængstelig. Jeg var bekymret for, om min mors ryg skulle flække og hun falde ud og ned og væk, og hvem skulle så gribe mig, hvis jeg faldt? Jeg var bange for, at min bror skulle blive kørt over af en traktor med store brede dæk, mast helt flad mod asfalten. Jeg frygtede, at dagene ville opgive ævred og overlade pladsen til evig sort nat og stjerner, hvis liv for længst var slukket, tilbage kun et forsinket skin. Jeg læste bøger om unge mødre, der fik kræft i hjernen og døde, så barnet som måtte hentes ud operativt, og jeg forestillede mig hvordan det lille uprøvede menneske blev lagt ved sin døde mors bryst for at tage afsked. I guder, hvor jeg græd, hver dag og mange timer, som om jeg måtte opsøge sorgen, for at afløb for min egen, helt urimelige kedafdethed.
Senere læste jeg digte af Saarikoski og Strunge og franske filosoffer, der aflyste fremtiden, kun nuet var værd at beskæftige sig med. Jeg drak kvædete og tændte stearinlys og prøvede at få greb om, hvorfor jeg var så trist, når jeg burde være glad. “Jeg dør en lille smule/for hvert sekund der går/ jeg bærer døden med mig/ igennem livets vår” – åh jeg svælgede i det melankolske og følte mig lykkelig når jeg læste de sidste linjer af Grethe Risbjergs Thomsens digt “en nat, måske en martsnat/ så mild af regn og tø/ skal jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø”.
Holde op med at dø. Ja, det var vel det, tænkte jeg, at jeg havde så travlt med ikke at dø, at jeg glemte at leve. Men så blev jeg forelsket, han spillede saxofon, hans farfar var dyrlæge, vi var sammen i to og et halvt år, så blev jeg syg og det blev marts og nat. Jeg blev sendt hjem fra en højskole, fordi de ikke turde tage ansvaret for mit liv. Fuck hvor var jeg ensom, ikke fordi, dem omkring mig forsvandt, men fordi jeg mistede fornemmelsen af mig selv. Tilbage var kun sulten og en frygtelig følelse af, at hvis sulten forsvandt, ville jeg også forsvinde.

Der følger en særlig skam med at have alt og så at smide fra sig. En god familie, en tryg base, et godt hoved, en sød kæreste. Hvad fanden ligner det så at skabe sig, lukke munden og nægte at spise. Var nok ikke nok, ville jeg have mere og hvis ja mere hvad? Mere af alt, mere opmærksomhed, mere ros, mere saxofonspil, mere liv. Mere mere. Fy for helvede, jeg var vokset op med, at grådighed var en dødssynd, og på en eller anden omvendt måde fik jeg altså det, at jeg afstod fra at spise, til at være udtryk for grådighed, glubende appetit. Selvfedme og en sygelig sarthed. Jeg græd af skyld og skam, sagde undskyld. For at være syg, for at optage en plads på hospitalet, for at gøre min mor bekymret, for at koste samfundet tusinder af kroner. For at være forkælet og privilegeret og alligevel kræve mere eller i hvert fald noget andet. Undskyld, for at jeg lå der og flæbede, når jeg burde flyve rundt og feste, suge viden til mig, takke for livet. Undskyld, at jeg hele tiden undskyldte.
Jeg var umulig at holde af, det tør jeg godt sige, jeg appellerede i øst og vest, hjælp mig, frels mig, mens jeg samtidig afslog enhver hjælp, snød med maden, drak vand, motionerede i det skjulte. Jeg sagde, at jeg ville være rask, bare det ikke betød, at jeg skulle spise og tage på, og når lægen forklarede, at jeg ikke kunne det ene uden det andet, at jeg skulle spise, kaldte jeg ham kynisk og kold og hans ultimatum for ren ondskab.

Hey, undskyld jeg skriver mig ud af en tangent. Jeg vil egentlig bare sige, at ting hænger sammen, men ikke altid med hinanden. Den lukkede villavej hører ikke nødvendigvis sammen med Ole på konservatoriet og de manglende popcorn ikke med lægens ultimatum. At holde op med at dø er sværere end det lyder. Det kræver at man rummer det hele, spejder og mariekiks, saxofon og sult, uden at tro, at man kan regne sig baglæns. Finde en høstak bag enhver nål.

Jeg er i på mange måder ikke fedtet med mig selv. Jeg deler forholdsvis ugenert ud af mine erfaringer, både af de gode og de knap så gode. Jeg har åbent fortalt om mine mangeårige spiseforstyrrelse. Om mit uhensigtsmæssigt store pleasergen. Om en indre stemme, der ind imellem antager karakter af noget nær selvskade: Din lede linselus. Dit bekræftelsessyge monster. Luk nu røven, søster lagkage. Ynkelige flæbefinke. 

Jeg har derimod så godt som aldrig talt om sex. Og bare rolig, det kommer jeg heller ikke til. Jeg er godt gammeldags blufærdig. Ja jeg bliver forlegen, når talen falder på den slags. Måske er jeg præget af en opvækst, hvor krop var noget, man gemte under fem lag tøj. Hvor begær begrænsede sig til mere prosaiske lyster: trang til hjemmelavede flødeboller eller klatkager med kirsebærsovs. 
I min bog ‘Ting jeg tænker på’ beskrives det, hvordan en mor balancerer kejtet i sandet på stranden, med én hånd, der holder det store badehåndklæde, og en anden, der med stort besvær forsøger at lirke en BH på plads uden at så meget som en millimeter bar hud afsløres. Den form for blufærdighed, hvor kroppen synes at være et åg, en skamplet, noget, man skal gemme væk, fordi det er… forbudt? forkert? syndigt? 
Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, jeg mange år senere har det som beskrevet et andet sted i bogen:

“Jeg tænker på alle de år, jeg går rundt og tror, at det er sådan, det er: at sex er koldt og kærlighed varmt.”

Jeg ved kun, at det er sådan, jeg i mange år har levet. Med en oplevelse af sex som noget farligt, noget grådigt, noget “jeg-vil-have-og-du-har-bare-at-give-mig-det”. En følelse af, at min krop er noget, jeg skal passe på, gemme væk, hvis ikke jeg vil risikere at friste sarte sjæle. Sex og kropslig nydelse har på sær måde – for mig – været forbundet med at miste mig selv. Til noget koldt, noget ufølsomt, et begær uden omsorg. Tanken om min krop som et tagselvbord, og mandens lyst som en uhæmmet og ukontrollerbar appetit. Pikken som et våben, en trussel. Alene det at skrive det her, skrive lyst, krop, begær. Pik. Det er svært grænseoverskridende. 
Men også nødvendigt. For med de seneste års afsløringer af vanvittige overgreb begået af mænd, der tror, at kvinders krop er deres ejendel, Dominique Pelicot, Epstein og nu også en svensk mand, hvis navn jeg ikke husker, og som vel næppe heller er værd at huske på, ja så føles det tvingende nødvendigt at komme til bunds i, hvad det er for et hierarki, det utæmmede begær har det med at fastholde. Et hierarki, hvor sex er noget, man tar’, sådan som en digter engang tog kokkens datter. Fordi det var hans “ret”. Sjovt hvordan ordet ret både kan henvise til “rettighed” altså noget man juridisk eller moralsk mener at krav på. Men også en gastronomisk størrelse, en madret, en suppe man kan slubre i sig for at stille et fysisk behov. Min mors usikre balancekunst på stranden i Tranum giver i den forstand god mening. Ikke fordi truslen har været reel, men fordi hundredvis af år med mænds lyst som styrende princip har lært kvinder at gemme deres kroppe væk. 

Ja, vi lever heldigvis i et samfund, hvor kvinder og mænd i princippet er ligestillede og ligeværdige. Men de seneste afsløringer af netværk, hvor mænd uden skrupler har brugt kvinder som et stykke legetøj, mættet sig ved deres kroppe, for så at efterlade dem afgnavede og gennemtyggede. Bøvs. Ja det viser, at der er lang vej igen. At det stadig føles farligt og forkert for mig, at skrive det her opslag, for eksempel. At jeg stadig føler mig utilpas ved at nævne min krop og bruge ord som sex og pik og lyst. Det er vildt nok. 
Nu prøver jeg. Måske fortryder jeg og sletter igen. For det er farligt, det viser de seneste afsløringer med al tydelighed. Skammen hænger som en guillotine over min hals. De ubehøvlede kommentarer truer med at vinde over mit mod. Lad os se. 

Jeg var ikke ret gammel, før jeg forstod, at den bedste måde at lukke munden på folk, ikke var at argumentere imod deres standpunkter, heller ikke at råbe “hold kæft”, men derimod at himle med øjnene, ryste på hovedet og svare dem noget semiperfidt. Noget i retning af “sjældent har jeg da hørt Sverige så tydeligt” eller “er du dum, eller kan du bare ikke tænke klart?”
Det er selvsagt ikke særlig konstruktivt, til gengæld virker det effektivt: Ringeagt og latterliggørelse er stærke våben, når man vil tavsgøre en modstander. “Ha, ha, tror du selv på dit lort?” er jeg ind imellem blevet spurgt. Og i de tilfælde ved jeg godt, at det ikke nytter at svare ja, for med et ja legitimerer jeg, at der rent faktisk er tale om lort. Det nytter dog heller ikke at sige nej, for så medgiver jeg, at det, jeg har sagt, ikke er værd at fæstne lid til.

At nedgøre andres meninger er et usselt kneb.
Man er velkommen til at erklære sig uenig, ja endda at udtrykke modstand for et udsagn, en holdning. Det er sådan dialog fungerer. At man udveksler synspunkter, lytter og reagerer i håb om at blive klogere på den anden og sig selv. Ikke fordi det nødvendigvis skal føre til enighed, men udgangspunktet må dog være et ønske om at forstå. Hvorfor den anden mener, hvad han eller hun nu mener. Og derefter at redegøre for, hvorfor man selv har en anden holdning. Fremføre fakta, der kan belyse emnet fra en anden vinkel.

Jeg ser det på daglig basis. Mennesker, der i kommentarfeltet udbasunerer sig med det ene formål at hævde sig selv ved hjælp af foragt og latterliggørelse.
Det kan foregå mere eller mindre subtilt: De mest trollagtige besværer sig ikke med at fingere en form for lødighed, de bralrer bare afsted med nedrigheder a la “Hvis ikke det var så dyrt, ville jeg visitere dig til den lukkede”, mens de mere lødige – nej vent udspekulerede – er mere subtile i deres fremfærd. De påstår at indgå i en diskussion, men deres input har ikke til formål at så tvivl om det diskuterede, men derimod at så tvivl om den, der diskuterer.

Et typisk eksempel er mennesker, der tager afstand fra det, de kalder wokeister, feminister, holister, what-ever-ister. Ikke med udgangspunkt i disse gruppers krav eller verdenssyn, men ved at rejse spørgsmål om medlemmerne – deres (mangel på) intelligens, deres (påstået tvivlsomme) familieforhold, seksualitet, køn eller udseende. De rykker så at sige agendaen, så den passer til deres personlige vendetta. For nylig udtrykte jeg mishag ved den kendte formulering “Det, du ikke dør af, gør dig stærkere”. Det fik en følger til at fare til tastaturet og rase over, at jeg kunne finde på at nedgøre et udsagn af selveste Nietzsche. Jeg svarede, at jeg for så vidt var helt ligeglad med, hvem udtrykket stammede fra, at jeg, uanset ophav, erklærede mig uenig. Derved gjorde jeg mig, ifølge den forurettede, skyldig i åndeligt hovmod, fordi Nietzsche som bekendt var en af verdens største tænkere. Men, men, men. Jeg har på intet tidspunkt nævnt filosoffens navn, jeg har som udgangspunkt heller ikke noget ondt at sige om dennes teorier og tanker. Jeg taler om det livssyn, hvor enhver smerte, modstand eller lidelse, tages til indtægt for noget positivt, en styrkelse af sjælen.
Jeg husker det fra min barndom det mantra at “børn skal hærdes”. At de har godt af at græde lidt, af at blive mobbet. Jeg er med på, at livet udsætter alle for den slags, men ligefrem at hylde ondskabsfuldheder, nederlag, sorg og smerte, finder jeg ærlig talt absurd. Hærdes – til hvad? Til selv at blive en mobber? Til at bære en brækket næse som en medalje? Er det fedt? For mig at se, er det en måde at undgå at tage den sårede alvorligt. At påstå at svær lidelse gør nogen stærkere, er i min optik udtryk for enten, og i bedste fald, privilegieblindhed. I værste fald for mangel på empati, ja endog ringeagt.

Ingen har lyst til at tale, hvis ikke de bliver taget alvorligt. Ingen har lyst til at indgå i en dialog, hvis der ikke bliver lyttet, men alene bliver skudt salver af ringeagt, konstateringer og tåbelige ordsprog afsted. At tale sammen, at være i verden som væsner, der er forskellige og uenige, er et vilkår. Men uden nysgerrighed og ægte vilje til at blive klogere på hinanden, ja så vil forskelligheden forblive en hindring, en uigennemtrængelig mur. Det, fremfor en mulighed for at blive klogere, ikke mere enige, men dog med større forståelse og respekt for mennesket bag det, konflikten drejer sig om.

Første gang jeg for alvor blev klar over, at jeg skulle dø, var jeg kun 19 år. Jeg lå i min morfars gæsteværelse og forsøgte at sove trods en enerverende sult. Min mave knurrede og jeg var så uendelig træt, men kunne samtidig ikke finde ro. På et tidspunkt lykkedes det dog, jeg faldt i søvn og vågnede ikke før ti timer senere. Til et chok: For enden af mine ben var der ikke længere fødder men to kuglerunde klumper, store som fodboldbolde, blålilla og iskolde. Mine fødder var simpelthen hævet i løbet af natten, og et sekund troede jeg, at det var livores mortis, ligpletter, jeg var vidne til. At jeg var død og nu på mystisk vis var i stand til at betragte mit døde legeme.
Jeg var nu ikke død. De blålilla hævelser viste sig at skyldes hungerødemer. Efter godt et halvt år med utilstrækkelig næring, sagde min krop fra. Lægen fortalte, at det var det samme, man så hos børn i områder med sultkatastrofer. Sådan som deres maver svulmede op, lige sådan svulmede mine fødder nu op. Jeg blev naturligvis rædselsslagen og bad om hjælp:
– Hvad skal jeg gøre?, ville jeg vide og lægen svarede det eneste, jeg ikke ville høre.
– Du skal spise.

De ødematose fødder blev starten på en alt for lang kamp mod spiseforstyrrelsen, i henved 15 år var jeg svingdørspatient, hvis ikke indlagt, så i gang med et andet forløb: En anbringelse på et opholdssted, på daghospital, i psykoterapi eller i hænderne på en selvbestaltet mirakelmager, der lovede at hvis bare jeg købte for tusinde kroner udtræk af en hawaiiansk hængeplante, ville jeg blive rask. Tanken om døden var sært nok ikke særligt tilstedeværende, måske var kampen for overhovedet at leve så hård, at døden ikke for alvor syntes skræmmende. Flere af mine medpatienter mistede ellers livet undervejs, de fleste til selvmord, en enkelt af multiorgansvigt, selv var jeg heldig at slippe med svære hormonelle ubalancer, knogleskørhed, svær Raynaud og en række psykiske ar, der næppe nogensinde bliver lægt. Men altså – med livet i behold.

For en del år siden var jeg ombord på et fly, på vej til Oulu i Finland for at besøge min yngste bror, da vi ramte noget turbulens. Kopper og bøger fløj rundt i kabinen, et spædbarn skreg hjerteskærende, en ældre mand anråbte Gud: “Det er nu, du skal bevise, at du findes,” skreg han. Jeg husker tydeligt, at min første tanke var: “Hvis jeg skal dø nu, så mig i det mindste få en flødebolle med hindbærskum”. Efter halvandet årti med kun gulerødder, flåede tomater fra dåse og drikkebouillon ville jeg ikke risikere at tage herfra uden en enkelt sukkerrig og chokoladetung dessert. Alt det for at sige: Gud og en flødebolle har mere til fælles, end man skulle tro.
Vi overlevede, jeg købte en flødebolle i et finsk supermarked, men mistede modet, og fik den aldrig spist. Sådan er det nok med os mennesker. Vi ved godt, at det handler om at leve, alligevel er det som om, vi bruger al vores tid på ikke at dø.

Måske er det alderen. Måske er det Ditte Gieses død. Måske er den tilsyneladende uendelige vinter, der har ramt os netop i år. I hvert fald er jeg mere ræd end nogensinde, for at falde om. Af en blodprop, et hjertestop. At finde en knude i kroppen, der viser sig at blot en af mange hundreder. Jeg får dagligt åndenød, ikke fordi jeg går op ad trapper eller på anden vis anstrenger mig, men fordi jeg føler, at det for tiden kræver ekstra luft at trække vejret, holde mig i live. Jeg er undersøgt, mit blodsukker ligger lidt lavt, mit kolesteroltal kunne til gengæld godt falde, uden at det ville gøre noget. Min puls er fint, mit hjerte banker, som det skal. Mit diastoliske blodtryk er i den høje ende, men det kan igen falde tilbage på angsten. For at dø.
Det er mildest talt ikke noget, man taler om. “Hej, jeg er bange for at dø. Hvad med dig?” De fleste vil sige, at det er spild af tid, døden kommer alligevel altid, når mindst venter den. Men nu er det jo sådan med psyken, at den ikke altid lader sig kue af fornuft. Jeg ved udmærket, at det ikke kan betale sig, at hver eneste sekund jeg spilder på at være bange for at dø, i stedet kunne bruges til at glæde sig over at jeg jo lige nu og her er i live. Andre vil sige, at der ikke er noget at være bange for. Enten fordi de tror på et efterliv, at de skal mødes med deres kære, deres barndoms kanin, en aldrig glemt ekskæreste. Gud måske også. Mens de, der er mere naturbiologisk orienterede vil sige, at døden ikke er noget, tværtimod, den er fravær af alt. Også af smerte og angst. Og i den forstand helt ufarlig.

Den danske digter Michael Strunge skrev engang “Nej, jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt”. Starte forfra og med en ren tavle. Jo tak. I så fald skulle det være til et liv med færre flåede tomater og flere flødeboller. Indtil det bliver muligt, må jeg tage det, der er til mig i dette liv:
Michael. Mumrik. Angsten for at dø. Glæden ved at leve. Og så videre.

Når vi skildrer sorgen, er det ofte med tårer. På film kender vi det fra skilsmissedramaet. En kvinde og en mand går fra hinanden, vi ser dem fra afstand i hver deres lejlighed, en bus driver forbi på gaderne imellem, en hund letter ben. Og så: zoomer kameraet ind på den efterladte kvindes ansigt, på tårerne, der løber fra øjet og ned, en værdig og smuk sorg, beundringsværdig behersket.
Sidst jeg græd, var det i afmagt. Jeg var tom og trist, en god ven trøstede, sagde: “Det bliver godt igen”, og så var det, jeg brød ud i gråd. Ikke en smuk og behersket en af slaggen, nej en urimelig og arrig gråd: HVAD FANDEN VED DU OM DET?, råbte jeg med et ansigt fortrukket i vrede, fordi vreden er nemmere at rumme end fortvivlelse, håbløshed, mangel på mening. Var det blevet optaget på film, havde kameraet zoomet ind på mig, på tårerne, ville det være langt fra værdigt, snarere tværtimod. Jeg ligner gerne en opkogt grøntsag, slatten og samtidig svulmet. Tænk: strandet hval, sekunder før de indre forrådnelsesprocesser fører til en eksplosion. Et vulkansk udbrud af blod og organer, halvt fordøjede fisk eller i mit tilfælde nok snarere af tilbageholdte følelser, gammelt nag og hengemte skuffelser.

Jeg har kun et enkelt billede af mig selv i tårer. Det er tilbage fra marts 2019, jeg ved det, for det var den mest regnfulde marts nogensinde i Danmark. Det skyldtes ikke min gråd dog, blot vejrlige omstændigheder. Årsagen til gråden? Under en gåtur med hunden sprang linen, jeg sprang med eller rettere, jeg faldt bagover og vred mit håndled så uheldigt, at både håndflade og underarm blev knust. jeg blev fundet af en tilfældigt forbipasserende på landevejen lige udenfor byen, hun ringede efter en ambulance. Jeg blev kørt væk i en neon gul Van, hunden blev taget med ad den forbipasserende, der med nærmest naturstridigt held viste sig at være dyrlæge, endog en meget meget kærlig og omsorgsfuld en af slagsen. Mumrik har aldrig haft en bedre dag.
Lang historie kort, jeg kom hjem med gips op til albuen og en pæn portion morfinpiller. En operation kunne ikke foretages, før hævelsen var fældet, jeg fik en tid fire dage senere. I mellemtiden lå jeg på sofaen, sært bedøvet af den kraftige medicin, smerterne var voldsomme men på en eller anden måde uvedkommende, jeg er senere blevet fortalt, at det er sådan opioider virker. Smerterne bliver ikke mindre – bare mere ligegyldige. Jeg kunne så godt som intet, at gå i bad var udelukket, at bevæge mig rundt førte til svimmelhed og hævelse i hånden, jeg havde svært ved at sove, måske fordi min tilstand var en konstant døs, ikke sovende, men dog langt fra vågen. dagene gik, jeg talte ned til operationen, enogtyve timer, tyve, nitten. Åd piller og stirrede op i loftet, levede af søbemad og druesukker. Atten, sytten. Aftenen før var ulidelig, gipsen strammede, jeg fik blå mærker af at ligge, var lysfølsom og pirrelig. Femten, fjorten.

Så ringede min telefon. Klokken var over ni aften, hvem ringer så sent, jeg turde ikke engang at tænke tanken. Rakte bare Michael røret: Den tager du.
Det var overlægen fra kirurgisk. En glad mand at dømme efter stemmen, der nåede mig helt fra den anden ende af sofaen. Ja nu skal du høre, forklarede han min mand: En tilskadekommen motorcyklist havde brækket så godt som alle knogler i kroppen, ben og arme, ryg og næsen, sågar. Og ja, de havde brugt alt de havde af skruer og møtrikker til at lappe ham sammen. Også den tolv centimeter lange metalplade, de havde reserveret til min operation den efterfølgende morgen. Ha, ha, lo han, det var selvfølgelig uheldigt, men de havde booket en ny tid til mig – fem dage senere. Da skulle de nok have fyldt op i værktøjskassen igen.
Jeg kan den dag i dag ikke begribe, hvordan jeg lykkedes med at høre det hele på afstand. gennem røret og på tværs af sofaen. Men det gjorde jeg og gennem tåger af Ibumetin og morfin skreg jeg: DET GØR DU IKKE!! En indrømmet helt urimelig reaktion, jeg mener, hvad skulle de gøre, lade motorcyklisten ligge radbrækket og uden hjælp, fordi en eller anden hysterisk kvinde med et smertende håndled forlangte sin ret? Nej selvfølgelig ikke. Men ret og rimelig er ikke relevante begreber, når man er ude af balance, når smerter og liggesår og kedsomhed og ydmygelse fylder alt. Så jeg skreg. Af lægen og senere af Michael: Hvorfor havde han ikke insisteret, forlangt at de holdt deres aftale? Hvordan kunne han bare nikke og acceptere – og dermed svigte mig?
Jeg græd. Nej jeg hulkede, hostede, kastede med hovedet, rasede. Råbte ting, jeg helst vil glemme.

Og tog et billede, guderne må vide hvorfor, af mit fortvivlede og hævede ansigt, så langt fra biograffilmenes værdige og smukke gråd, som man kan forestille sig.

Jeg har kun grædt få gange siden. Jeg ved godt, det skulle være sundt, ja ligefrem forløsende. Men det er som om min sorg ikke matcher det yndefulde og beherskede, jeg har set på det store lærred eller læst om i bøgerne. Min gråd er snottet, hvalpet, rødmosset og som oftest urimelig. Og hvem har lyst til at være det?
Jeg fandt billedet fra den gang, det vinder jeg næppe en Oscar for, men mindre kan også gøre det.
Lad os tage gråden tilbage, den grimme og hårdtslående, den kvalmende og kvælende, den gråd, ingen holder af, og som vi derfor må holde for os selv.