Ferier du ikke vil hjem fra, eller
Jeg læser et essay, to ældre mænd, et par, kommer ad omveje til at tage en ung kvinde med i bilen på vej fra Maine til New York. I syv timer kører de, det er nat, silende regn, de stopper undervejs og spiser McNuggets, tisser bag en bygning.
Jeg har aldrig sat mig ind i en bil med kun fremmede. Måske fordi jeg fra mit 19. og til mit 35. leveår aflyste alt, der hed eventyr og livslyst og i stedet isolerede mig i et jeg-fængsel af kalorietælling og vægtregimer.
Mit vildeste ridt var bag på en finsk motorcyklist, der forbarmede sig over mig, da jeg fandt mig selv faret vild i en finsk birkeskov. Fyren, der kørte, hed Pekka, “it means a rock”, forklarede han på kejtet engelsk og jeg tænkte, at en klippe lige præcis var, hvad jeg havde brug for og satte mig op. Jeg må have gået langt, for turen tog mere end en halv time, jeg holdt om hans krop med en vis forsigtighed, det skulle jo nødig misforstås. Men Pekka levede op til sit navn, han kørte med beslutsom mine og uden antydning af noget ufint. Klokken var blevet tolv midnat, men det var stadig lyst, sådan er det deroppe. Myg og lys og klippefaste mænd. “Here you are,” sagde han og pegede på min brors hus, hvor jeg ferierede, og jeg svarede, “yes, here I am”. Der var ingen grund til at sige mere, Pekka kørte sin vej, jeg listede tilbage og fandt min seng, lysvågen og med tanker om alt det, der kunne være sket. En forbrydelse, et trafikuheld. Motorstop, vanvidskørsel.
En af fordelene ved at være meget alene, sådan som jeg var det i de år af mit liv, er, at man igen og igen finder sig selv i situationer, man ikke ved, hvordan man er havnet i. Jeg endte for eksempel til en familiefest hos en jugoslavisk kvinde, jeg knap kendte navnet på. Nogle dage forinden havde jeg lånt hende hundrede kroner, fordi hun havde glemt sit kort og nu stod ved kassen i Føtex med en pakke bleer og to kartoner mælkeerstatning og ikke vidste sine levende råd. Hun blev så glad, at hun endte med at betale mig to hundrede kroner tilbage – og altså også invitere mig til fest i storfamilien. Der var godt fyrre mennesker samlet i en treværelses lejlighed, alle borde var fyldt med mad og drikke. En fætter stod for musikken, han havde lige startet sit eget band, det fremgik tydeligt: Enhver form for vellyd var fraværende, til gengæld var humøret højt. En ældre kvinde med tørklæde satte sig ved siden af mig i sofaen og tog min hånd, måske synets hun jeg lignede en, der trængte. Så sad jeg sådan en hel aften og knugede en ældre dames hånd og så til, mens familien festede. Det var den ene gang og så aldrig igen. En meget mærkelig men ikke dårlig oplevelse.
Den særeste ferie var med min kæreste gennem to og et halvt år. Han fandt på, at vi skulle på badeferie. I Danland, et lorteferieparadis nær Ringkøbing. Lejligheden var med vægge i brune mursten, og min kæreste, der ikke brød sig om at bade (?!), sad konstant foran en medbragt computer og spillede krigsspil, mens jeg forsøgte at få tiden til at gå. Det kunne jeg ikke, så til sidst stillede jeg mig ved en indfaldsvej med en taske i hånden og klipklapper på fødderne. Igen var det en motorcyklist, der hjalp mig videre. – Hvor skal du hen?, ville han vide og jeg svarede: – Væk. Og så kørte vi. Op langs kysten, før han drejede til højre gennem landet og småbitte byer, der alle hed noget med bro, Rødkærsbro og Bjerringbro. Jeg blev sat af ved en samkørselsplads lidt uden for Aarhus og gik så de sidste otte kilometer. Jeg kan afsløre, at klipklappere ikke er velegnet til kilometerlange sene traveture. Kæresten blev iøvrigt pissesur, hvad fanden lignede det at køre med en fremmed mand uden at give besked? Lige dét, havde han jo sådan set ret i.