Ståluld
Hun arbejdede effektivt og hurtigt, fandt sin største stolthed i det hårde arbejde, som hun ellers skældte ud over, storvasken, slibningen af gulvet i stuen med ståluld. Hun kunne aldrig hvile sig eller sætte sig og læse uden en undskyldning som for eksempel ”nu har jeg fortjent at sidde lidt ned”
Sådan skriver Annie Ernaux i ”Kvinden.”
Jeg genkender formlen fra min mor, først yde så nyde. En følelse af aldrig at slå til, at det aldrig var godt nok, at hun altid stod i gæld. Hvis ikke for dagen i dag, så for den i går, og hvis ikke for dagen i går, så for noget andet. For i spindet i stuen, fluen i karmen eller tandbørsterne, der skulle være skiftet ud for længst. For de ni dage, der vatr gået siden hun talte med sin mor, og allerede nu tanken om, hvad hun ville sige, når de talte sammen igen ”Nå, lever du endnu? Jeg var begyndt at tro, at du var død, siden jeg ikke hørte fra dig.” Latteren, der fulgte med, og som aldrig bare var latter men også noget andet, en løftet pegefinger, en anklage.
Hver dag var en gæld, hun stiftede. Alt det, hun alligevel ikke nåede: At klippe frugttræerne ned, afkalke elkedlen, skifte lys i stagerne. Alt det, hun kunne have nået – ”hvis bare”. Alt det, hun aldrig ville nå, uanset hvor meget hun anstrengte sig, hvor hurtigt hun løb.
Og hver gang hun satte sig ned med et stykke knækbrød og en kop te, det her undskyldende: ”Bare fem minutter”
Senere sad jeg i solen, det var i august. Jeg havde cirka alt, man kunne drømme om: en studentereksamen, en sød kæreste og penge nok til et kørekort. Alligevel følte jeg at noget var forkert. At det var forkert af mig at sidde der, i solen med al den lykke og alle muligheder åbne. Hvordan skulle jeg nogensinde gøre mig fortjent til det?
Det eneste, jeg kunne komme i tanke om at betale med, var min krop. Min lidt for store kæft, mine lidt for runde kinder. Mit behov for omsorg, min umættelige sult – efter mad, kærlighed, anerkendelse.
Og gram for gram, kilo efter kilo, begyndte jeg at betale tilbage. Indtil der ikke var mere at betale med, ikke mere kæft, ikke mere kind.
Så tog jeg af reserverne: muskelvæv, hjerneceller, knoglemasse.
Først for sent, opdagede jeg, at det var med mig, som det havde været for min mor: At uanset hvor meget vi gjorde, hvor hurtigt vi løb, hvor hårdt vi forsøgte os, så ville det – vi – aldrig være nok.