Louise Juhl

destory.dk

Her og der

Døren derhjemme var af gult matteret glas med tre brede træbjælker på langs. Den bandt en smule, så for at åbne, var det nødvendigt at presse en skulder imod, mens man drejede nøglen rundt. Alle kræfter blev lagt i, indtil døren – uden varsel – gav efter, og man ligesom faldt ind i huset. 

Den tunge glasdør udgjorde en skillelinje. Mellem der og her, ude og hjemme, vi og jeg. Om den skærmede eller lukkede ude, tænkte vi ikke videre over, det var jo bare en dør. Men inde bag døren fandtes vores hjem. Et helle, et sted vi kunne være uden tanke for hvordan eller hvorfor. 

Parcelhuset var i et plan med både entre og bryggers, den ene til fin brug, den anden til daglig. Stue og køkken var adskilte, og selvom der var spiseborde i begge rum, blev det i stuen kun brugt, når der var gæster og til jul.

Huset havde to toiletter, et med badekar og et uden. Begge steder var gulvet belagt med mønstret terrazzo, som man, hvis man havde tiden til det, let kunne fortabe sig i. Men det varede kun indtil nogen bankede på døren og utålmodigt råbte ‘er du snart færdig?’ 

Så så man op, som vækket af en dyb søvn, og lige ind i badeværelsets vindue, der, ligesom glasset i døren, var i mat glas. En klar, køligt lysende firkant. ‘Ja, ja,’ svarede man og søgte efter papiret i holderen, men forgæves. Og så måtte man strække sig så langt man kunne, ud efter en af de mange, der stod stablet på en bænk overfor. I et sirligt system, hver række af ruller var ligesom forskudt i forhold til rækken under. Selv det papir, vi tørrede røv i, var del af en ordentlighed, måske endda æstetik, vi ikke forstod, men som vi, med vores klodsede hænder, gang på gang lykkedes med at ødelægge, når vi rakte ud. 

Alt det arbejde, vores mødre havde lagt i at stable – og så bare forgæves. 

Splittelser I


Barnet, der stadig fandtes i os.
De kun antydningsvist synlige bryster, hvalpefedtet, de kuglerunde kinder. At tigge om simple ting. Candyfloss og Kinderæg. At få lov at blive længe oppe (please!) Fingermaling og yoyo’er, at hoppe i tov. At plage om en hund, jamen så en kat, en kanin da? Lykken som et kompromis, en guldfisk i akvarie.
Lege skibet er ladet med: f som i Fodre ænder, t som i Trefarvet is (især den stribe med smag af jordbær). At læne hovedet mod en mor og betro sig om alt, den lettelse. 

Og deroverfor i samme krop: en begyndende voksen.
En pludselig og uvant ulykkelighed, man ikke kunne sætte ord på. En længsel efter mere. Mere tryghed, lørdagsslik og ludo, selvforglemmende leg. Men også et voldsomt, næsten aggressivt ønske om mindre. Mindre nærhed og ‘lille skat’. Færre betroelser og kompromisser. I stedet mere frihed.
Men også den usikkerhed, der fulgte med.
En kvalmende kildren i maven ved at kysse en tyve år ældre mand med skæg. Ryge en cigaret på knæ bag et lavt hegn. Kalde sin mor og far for ‘de gamle’ med lige dele skam og fryd.

Fremtidsfrygt

Vi lærte at ignorere vores følelser, men følelserne nægtede at ignorere os. 

Med hovedet valgte vi rigtigt. At være en god datter, det betænksomme barnebarn, en loyal ven, flittig elev, ansvarlig samfundsborger, opmærksom cyklist. Ikke for meget, ikke for lidt men lige tilpas, 37 grader celcius og altid rene tænder. 

Indeni var det mere kompliceret, her var det som om rollerne flød sammen, flød ud. Vi var på en gang for meget af det hele men på samme tid for lidt af os selv. Vi spejlede alt omkring os, de andre, men endte således spejlvendt af alt og alle. Smilede med lukkede øjne og krydsede vores fingre bag på ryggen, mens vi sværgede på – ‘amar’ og halshug’ – at vi talte sandt.

Derhjemme på vores værelser, befriet fra egne og andres forventninger, læste vi digte af digtere, der troede mere på utopier end på virkelighed.
Linjer af Strunge formede den måde, vi så på, ville ses:
“Kun ved at gøre os hårde som lys/ kan vi skære i mørkets bløde kød.”
Vi klædte os i sort, bar bælter med nitter og lavede huller i alle kropsåbninger: ører, næse, læber. Altsammen i et tavst oprør imod det, vi så omkring os:
En lukket fremtid, indviklede systemer og urimelige regler, politikere uden visioner og forældre, der virkede tynget og kun talte om karensdage, låneafgifter og manglende reallønsstigning.
Vi ville tale om kærlighed og klædte os som hårde engle. Forsøgte at ligne nogle, der var vrede. I virkeligheden var vi bange. For det manglende lys i vores forældres øjne, men nok allermest for mørket i os selv.

Ting, der bare skete

Uretfærdigheden. Ting, der bare skete.

En nabo fik svært ved at synke, vi lo og sagde “livet kan også være stor mundfuld at sluge.”
Fjorten dage senere lød diagnosen: Aggressiv kræft i halsrøret. Operationen blev planlagt til bare to dage senere, der var ikke engang tid til at blive bange. De fjernede det angrebne område, fire centimer i diameter, det viste sig ikke at være nok. Så fjernede de også resten.

Han kunne ikke længere spise, maden blev ført gennem en sonde direkte ind i mavesækken. Ingen smag eller konsistens, bare en blendet masse af fibre og fedt, proteiner og nødvendige salte. Hvis jeg spurgte, svarede han: “Det går” eller “der er stadig øjeblikke”. Hundens logren, når han rejste sig fra et af dagens mange hvil, forklarede han, eller duften af jasmin-ris også selvom han ikke længere kunne smage.

Vi kørte på ture, hunden var med os overalt. Tilbagelagde hundredevis af kilometer lige landevej, besøgte en ostebutik i Ingstrup. Holdt et langt hvil i klithederne, det var her, han sagde: “sådan et øjeblik.”

Aldrig igen

De berusede aftener, hvor vi afslørede sider af os selv, vi ikke kendte til. 
En voldsom vrede, for eksempel, rettet mod fortiden. 

Hen på aftenen hørte vi os selv forlange barndommen tilbage. Umiddelbarheden, uskylden. Usikre på benene og os selv, stod vi der i et fremmed selskab og forbandende de tusindvis af gange, der var blevet leet af vores fortvivlelse. De voksnes affejelser: “Det er da ikke noget at tude over” eller “hold nu op med det pjat”. At stå sådan, ulykkelige og til grin, dén afmagt. 
Nu stod vi der så igen, godt hjulpet på vej af rødvin og aftenens fremskredne mørke. Med årtiers forsinkelse fik vi endelig afløb for smerten, råbte fortvivlet ad de voksne. Af alle de praktiske hensyn og fornuftens tonstunge arv, der i årevis havde aflivet vores drømme. Stadig gjorde det.

Vi råbte “aldrig igen!”, løftede hånden til en skål, der ikke blev gengældt. Så vi tømte glasset for egen hånd, fyldte det igen, lo og græd, som barnet dengang havde leet og grædt.
Næste morgen vågnede vi uden erindring. Tilbage var kun dunkende tømmermænd, vi opløste med to Treoer i et glas vand. Vi sank den uklare drik og fortsatte så som altid, fordi det var den eneste mulighed, vi kendte til.

hierarkier allevegne

Sund mad og kostpyramiden stod højt på dagsorden.
I husgerningstimerne lærte vi en rækkefølge for opvask, glas og bestik først (det, der var i berøring med munden) dernæst tallerkener og til sidst skåle, gryder, pander. Formålsløst, måske, fordi vi næsten alle havde en maskine til at klare opvasken derhjemme, men omvendt havde det karakter af et dannelsesprojekt, der var hierarkier for alt og overalt – selv for bestik og fade. 
Lige sådan fandtes der regler og systemer for tandbørstning (tolv børst for hverflade), madpakke (først det sunde, hamburgerryg og ost, og først til slut en enkelt med pålægschokolade), tøjets fordeling i skabet (undertøj og t-shirts på hylder, skjorter og kjoler på bøjler). 

Et af tidens store dramaer udspillede sig for åben skærm, da en kogebogsforfatter kom for skade at skylle sit hakkede oksekød under koldt vand for at reducere på indholdet af fedt. 
Landet blev delt i to, de, der spiste for at n yde og dem, der spiste for at kunne yde. Nu havde askesen taget overhånd, mente de første, mens de sidste fandt kokkens anbefalinger værd at følge. Efter lidt tid tog stormen af, men vandene var stadig delte, det handlede om mere om mad, så meget var sikkert. Det handlede om selvkontrol,
”en sund sjæl i et sundt legeme”.
Og deroverfor? En fri sjæl i et frit legeme, måske.

*

kuglerammen

Vi vidste, at tiden var knap, hvert sekund talte, og gjorde vores bedste for at lægge til, følge med. Men undervejs kom vi i tvivl.

Hvad var det for et facit, vi søgte, hvad var det for et mål, vi skulle nå? Hvad var fylde og hvad var bare fyld, kunstigt og ægte, sandt og falsk.
Hvad talte mest: Antallet af drenge, vi havde været i seng med eller gennemsnittet nederst på karakterbladet. Mængden af brosten, vi havde smidt i kampen for retfærdighed eller de timer, vi havde lagt i at læse en bog til.

Tvivlen efterlod os et sted midt imellem. Vi smed en sten, malede et banner, lavede lektier og nåede kun sjældent at lære de fyre, vi lagde krop til, at kende. Glædede os bare til den dag, hvor tiden ikke længere kunne bestemme over os, men vi kunne bestemme over tiden.

Yonder

Vores kroppe var fulde af forventninger og rastløshed, dagen i dag bare et nødvendigt onde på vejen til i morgen. Om et år, så. Når vi blev voksne. 
Mandage, tirsdage, torsdage med lektielæsning, pligtopkald til en fjern grandkusines bryllup, tavse middage og ligegyldig bladren i en morgenavis, altid på vej mod de dødsannoncerne på side fjorten. 

Indimellem fandt vi luft: Sene fredage på en skibsbriks med veninden, Carole King på stereoanlægget, lyden op på max. Vi lænede os tilbage med lukkede øjne, skrålede med og drømte om dette fjerne uidentificerede sted:
“Way over Yonder, where I can find shelter from hunger and cold”. 

Senere på natten, berusede af kvæde-te og overtræthed, betroede vi hinanden ting, vi ikke selv vidste af, før nu: At vi var skrækslagne, trængt op i et hjørne af en altid nagende tvivl. Angsten for at blive som vores forældre, altid halsende og på vej. Men også: drømmene. Om at slå os ned, finde et sted, et hjem, hér. Tre børn, fire, nej fem, allesammen med krøller og kraftige knogle, de skulle have navne som Une og Cav og Era og Svante. Og vi. Vi skulle skrive tykke bøger om kun det mest nødvendige. At elske lodret, for eksempel, stræbe efter dybde og højde fremfor længde. Vi troede på det, det hele var så virkeligt dér i de sene timer på skibsbriksen , når vi sværgede ved hinandens halse, at vi altid altid ville være tro mod os selv og livet, uden at vi dog vidste, hvad det betød.

syvkabale

Det var også i 83’, at min mormor døde. Jeg har ét billede af hende, kun ét, og min
mor vil helst ikke, at jeg viser det frem. Hun synes, at min mormor ser så træt ud på billedet, det yder hende ikke ret, siger hun. Jeg synes, min mormor ser smuk ud på det, træt men smuk, hendes hår er sneglet op i en pølse rundt om hovedet.
Hun var opereret i hjertet. Det gav sådan en pibende lyd hver gang hun trak vejret, jeg elskede den lyd. Nogle gange fik jeg lov at sidde ved siden af, når hun sov til middag, bare for at lytte. Når hun var vågen, skrællede hun kartofler eller lagde kabale, hun sagde ikke så meget imens, måske et ‘jajada’. Eller hun så ud ad vinduet efter rutebilen, der kørte forbi, løftede en hånd til vinken og lagde så spar ni i den bunke, hvor den manglede.


Min morfar var helt anderledes, han var tømrer og kunne lide at banke pæle i jorden. Han forstod sig bedre på mine brødre, end han gjorde på mig, de ‘kunne jo tage fat’, sagde han. Jeg tror ikke, at det var ment som en kritik, bare en konstatering af, at de havde flere kræfter end mig. Kunne sætte hegn og fælde træer og tjære tag. Gøre nytte.


Imens sad jeg så ved min mormor, mens hun løste kryds-og-tværser i Hjemmet og lærte mig at stave til alle de korte ord, hun brugte undervejs: nor og li og ås. Forklarede mig deres betydning. Eller hun kogte æbler til grød, altid siddende på en skammel for ikke at anstrenge sine ben for længe. Jeg kan huske, at hendes ankler var tykke som træstammer, og at hun kun med besvær kunne have sko på. Af samme grund gik hun næsten altid i tøfler, lidt slæbende skridt, selvom hun gjorde, hvad hun kunne, for at løfte fødderne. Den lyd – af besværede skridt og pibet fra hendes vejrtræk. En tryg og rolig lyd, men også en lyd fuld af træthed.

Jeg vidste godt, at min mormor var syg og skulle dø. Alligevel var tomrummet enormt, da det skete, det var i marts, midt i påsken. Nu var der kun mig tilbage i stuen hos min morfar, de andre var ude at slå pæle i jorden. Mig og så lyden af stueurets visere, der mindede mig om, at tiden fortsatte, selvom min mormor ikke gjorde.

en lang dag

Jeg er på ferie hos min farmor, det er første gang, jeg besøger hende alene. Det er helt anderledes, end når jeg er der med min mor og far, hun er ligesom mindre farmor, mere menneske. Det er både spændende og lidt uhyggeligt. Jeg gør mig umage med at hjælpe. Går tur med gravhunden, Ib, og henter to kilo hakket kalv og flæsk, hun har bestilt ved slagteren. Slagteren hedder Jon og går med forklæde, det har jeg aldrig før set en mand gøre, der er blod der, hvor hans mave buler ud. Han rækker mig posen med det hakkede kød, ‘værsåartig unge dame.’ Jeg svarer ham, at jeg ikke er en dame, jeg er en pige. Jon ler højt ‘godt ord igen’, jeg ved ikke, hvad det er, der er så sjovt.

I TV-avisen fortæller de om en dødelig sygdom, der breder sig i USA, de ramte får lilla mærker på huden og hoster og dør. Jeg ser på billederne af de syge mænd med indfaldne kinder og bange øjne, så fuldkommen ulig Jon, slagteren med den tykke mave og blodpletter på tøjet. Jeg vil spørge, hvad det er for en sygdom, hvorfra den kommer, og om min mor og far kan risikere at få blå mærker og dø, før jeg er tilbage fra ferie. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge, mennesket eller min farmor, så jeg låser mig inde på badeværelset og ser mig i spejlet. Mine øjne er ligeså bange, som dem i ansigterne på tv. Jeg står sådan i flere timer, tør ikke slippe mig selv af syne af frygt for at falde om at dø. Indtil min farmor kalder, at der er mad – vi får karbonader med kogte kartofler og syltede rødbeder. Jeg spiser kun det halve, rejser mig så og går hen til min farmor, trykker mit ansigt imod min hendes bryst. Hun lægger en hånd om min nakke, spørger: ‘Nå, har det været en lang dag?’