Louise Juhl

Randi og jeg blev hurtigt bedste venner. Vi læste poetikker og dryppede mønstre af stearin i høje glas, drak kvæde-te og gjorde os umage for ikke at forelske os i de samme fyre. Randi blev kæreste med Samuel, han var fem år ældre og læste idehistorie i Aarhus. De skændtes for det meste men altid kun om meninger, aldrig om følelser, og på en eller anden måde var det som om det det, der holdt dem sammen. uenighederne. Jeg forsøgte mig også med at mene noget, men det var svært, jeg endte for det meste med at føle en masse i stedet. “Måske er det bare sådan, jeg tænker, med hjertet altså”; forsøgte jeg, men Randi mente, at det var noget pis. Hjerter kunne ikke tænke, mente hun, hjertet var en muskel. Tænkning, derimod, foregik i hovedet, inde i hjernen – og det nyttede altså ikke at blande tingene sammen. Metaforer og virkelighed. Jeg hang fast i de første, påstod Randi, “og jeg foretrækker det sidste.” 
I 2.G valgte hun samfundsfag og idræt på A-nivea. Jeg valgte musik og matematik -måske i et forsøg på at blande hjerne og hjerte- og læste op på begge dele. På alt om hjernens, frontal- og isselap, det limbiske system, thalamus, hippocampus. Og om hjertet også, de fire kamre og sinusknuden, som udløste signaler, der blev til hjerteslag. Det var vildt og fascinerende, men meget langt fra mig og mit, fra Randi og det, vi havde sammen. Det var ikke sådan, at vi ikke længere talte sammen. I hverdagene var der bare så mange afleveringer, og i weekenden kom Samuel hjem fra Aarhus, og så var der ligesom ikke flere dage at give af, ikke mere tid tilovers til os.

Sidste skoledag kastede jeg op i en hæk og betroede mig om min ensomhed til en tilfældig fyr på et værtshus. Han hed Troels og var mere interesseret i at drikke gajolshots end i at lytte til mig, og da værtshuset lukkede klokken fem, var han pludselig væk. Jeg fik prajet en taxa ved Tyren på Vesterbro. Han var egentlig på vej hjem, forklarede chaufføren, men tilbød alligevel at køre en sidste tur. Han hjalp også med at spænde min sele, virkede i det hele taget rar. ”Du ser sørme træt ud,” sagde han og lagde en hånd på mit knæ. Så begyndte jeg at græde, måske var det det med Troels, at han bare var forsvundet uden at sige farvel, måske var det noget andet. Uanset hvad fik min gråd chaufføren til at fjerne sin hånd, vi kørte hjem i tavshed. Turen endte med at koste to hundrede og ni kroner, det var næsten dobbelt så meget, som det plejede at koste. Jeg protesterede ikke, rodede bare i min jakkelomme, fandt en bunke sedler og nogle mønter: “Behold resten”. Indenfor faldt jeg om på min seng og vågnede få timer senere, stadig påklædt. Børstede tænder og hastede hen på biblioteket, lidt for sent til at passe min lørdagstjans som bogopsætter. Jeg havde svært ved at balancere den tunge bogvogn, det var også som om mine fødder ikke forstod, hvad jeg bad dem om. Højre, venstre. Jeg kunne lige så godt have bedt dem gå tomat og persille. Hele tiden tænkte jeg på Troels, på hans mange tatoveringer og hans øjne, der på én gang var blå og brune og grønne. 
Efter en time gav jeg efter og satte mig på hug. Kastede op mellem hylderne med 56.5 – mosser og bregner – og 57.5: Frøplanter. Inger oppe fra skranken hjalp mig på benene og fandt også en klud at tørre op med. “Hvad hjertet er fuld af, flyder munden over med”, hviskede hun, og selvom jeg havde det ad helvede til, fik det mig til at le.
I august begyndte jeg på gymnasiet. Der var tre af dem i byen, et med klassisk sprog og kopier af Thorvaldsens gipsafstøbninger stående omkring på skolen. Et andet med elitelinjer for særligt begavede elever – og to årlige gallafester. Endelig var der gymnasiet jeg valgte, det var hverken klassisk eller smart, men virkede hyggeligt. På knagerne hang parkacoats, rulamsfrakker og partisantørklæder og elevtavlen var fyldt med opslag om sangere, der søgte bands og invitationer til fredsdemonstrationer.
Den første uge var en introuge. ”Her er der tid til at lære hinanden at kende”, forklarede rektor fra talerstolen. Mest tid brugte vi nu på at finde rundt på skolen: Alle gange lignede hinanden med rækker af helt ens døre og grå linoleum på gulvet. Vi var fireogtyve i klassen, men Monika var egentlig bare med “på en kigger”, som hun sagde. Hun var stadig i tvivl om gymnasiet var det rigtige: Hendes familie var mormoner, og hun var allerede forlovet med en amerikaner, Gary fra Salt Lake City, de planlagde at flytte sammen derovre. Hun ville helst vente, men hendes forældre mente, at hun gjorde bedst i at tage afsted med det samme. Hun blev kun i klassen to uger, så forsvandt hun. 
På andendagen skulle vi stå i en rundkreds og kaste bold til hinanden. Den, der greb skulle huske navnet på den, der kastede. Det var helt umuligt: Sandra blev til Sussie og Thomas til Morten og alle grinede lettet, hver gang en af de andre, ligesom dem selv, måtte give fortabt. Jeg fik plads ved et bord ved siden af Randi. Hendes forældre var begge to socialpædagoger og arbejdede med voldsramte kvinder. Det lød vildt eksotisk i mine ører, de fleste voksne jeg kendte, var ingeniører og arbejdede med tal og teknik. Jeg besøgte Randi allerede den første weekend efter, at vi fik startet, der var rødbedebøffer og humus til aftensmad. Jeg havde aldrig smagt nogen af delene, det var på én gang fuldkommen fremmed og på samme tid mere hjemligt end derhjemme.

En hurtig overvejelse, jeg sletter sikkert igen. I går talte jeg med en kollega, en god kollega, dygtig også, sympatisk ovenikøbet. Vi underviser begge på samme forløb og skulle i gang med forårets planlægning. Undervejs talte vi lidt om holdets sammensætning, en umage og helt fantastisk blanding af ind- og udadvendte, eksperimenterende og mere mainstream. Vi var enige om, at der var en enorm rummelighed og dermed plads til alle, hvadenten man var den ene eller anden type, den tredje eller fjerde slags. Alligevel faldt det mig for brystet, da talen faldt på en enkelt af deltagerne. Det var tydeligt at min kollega fandt at denne – med sin. megen snak og store armbevægelser – forstyrrede holdet. Mange, mente han, havde brug for ro og tid til at tænke, og det forhindrede hans talestrøm, så ind imellem var min kollega nødt til at bede ham om at dæmpe sig. Alternativt sætte sig ind i et tilstødende lokale. Det kan der sådan set være god ræson i, i det hele taget vil mange opgaver være nemmere at løse, hvis der var plads til at bevæge sig rundt, finde den helt rigtige stol i et lukket hjørne eller modsat foran et panoramavindue.
Det, der ramte mig så hårdt var, at jeg mente at spore en vis irritation hos min kollega, at han ganske enkelt syntes, den sprudlende deltager var ubetænksom, måske endda ubehøvlet. Jeg tog den snakkende lidt i forsvar, sagde noget med, at ligesom det var nødvendigt at bære over med de gakkede, de flagrende, de tavse og hvad der ellers var, lige sådan var det nødvendigt at rumme det stortalende, det fyldige. 
Min kollega var ikke enig. Det her var forstyrrende – underforstået mere forstyrrende og mere hensynsløst end gakkede og det flagrende var. Iøvrigt, tilføjede han, kunne deltageren, vi her talte om, sagtens tåle at blive sat på plads. “Han er robust, han knækker ikke.” 
Her var det så, at jeg fik tårer i øjnene. For hvad i hele hule h….. er det, der får folk til at tro, at hvis man taler meget, så er man robust. Så knækker man ikke. Om nogen burde jeg vide, hvad jeg taler om, når jeg siger: At tale meget er en måde at være i verden på. Ligesom det at være meget stille er det. Det er ikke sådan, at man er født med hårdere hud på hjerteklapperne, bare fordi man har meget på hjerte. Og jeg bliver altså nødt til at insistere på, at præcis som vi tager hensyn til de, der ikke kan sidde stille, dem, der trives bedst i enrum, de, der halter på det ene ben, dem, der kæmper med angst, tinnitus, whatever, præcis lige sådan skal vi tage hensyn til dem, der taler. Det er helt ok at hjælpe de stortalende med at begrænse sig, så alle kan føle sig tilpas og kan komme til orde. Lige som det er fint at skabe trygge og forudsigelige rammer for folk på autismespektret, eller at tilbyde høreværn til de, der har meget strenge krav til støjniveau. Men det skal gøres med samme omsorg og forståelse og fornemmelse for mennesket bag, som når vi sætter rammer for folk med andre nødvendig hensyn og tiltag.
Det jeg vil sige, er, at mennesker, der taler meget, hverken er mere robuste eller “uknækkelige”, end de, der tier. Det er bare to forskellige strategier: at koge over med snak eller at brænde inde med det. Det ene er ikke bedre end det andet, hverken mere eller mindre hensynsløst. Vi er forskellige, og skal der være plads til alle, så skal der altså også være plads til alle.
Kh en der taler (for) meget.

Den dag jeg fyldte ti, fik jeg lov selv at bestemme, hvad jeg ville have at spise til middag. Jeg valgte koteletter, de store med skaft fra slagteren i Brovst med en tyk fedtbræmme allerøverst. Min far grillede dem over åben ild, mine brødre hoppede af jubel: Ild og fedt, hvad mere kunne man ønske sig.  Jeg fik lov at vælge først: “Du er jo dagens fødselar,” og udså mig det største stykke, det med mest fedt på også. Åd det stående og med fingrene. Min mor rynkede panden, lignede en, der havde fået øje på noget fælt. Et dyrs efterladenskaber eller et opløst ådsel. Jeg lod som ingenting, spiste videre og op – rub og stub, og mine brødre abede efter. Udvalgte sig store stykker flæsket kød, ét efter ét, og åd dem alle med fingrene. Der løb perler af fedt ned ad deres hager. 
Tre år senere fyldte jeg tretten og begyndte at lække blod. Jeg vidste godt, hvad det var, hvad blodet kom af og hvorfor, alligevel følte jeg chok. Blodet hørte de voksne til, jeg var jo kun et barn. I en blanding af panik og fortvivlelse råbte jeg på min mor: ”MOR” og hun kom løbende til,. I den højre hånd holdt hun en opvaskebørste, den anden rakte hun frem imod mig: ”Hvad er der los?” Jeg havde ikke noget svar, så jeg pegede bare på den store røde plet mellem mine ben. Mit åbne sår, en blødende begyndelse: ”SE”. Men min mor tyssede -”schss!”- og tog fat om min arm og hev mig med ud på badeværelset. Pegede på et skab under vasken. Og længst omme, bag bunker af vaskeklude og håndklæder og ti stykker sæbe købt på tilbud, lå pakken med bind. ”Dér”, hviskede hun og gik, og jeg stod tilbage på badeværelset. Lagde de blodige bukser og trusser fra mig på fliserne, tog et bind fra pakken. Men jeg havde ikke nogen rene trusser at skifte til, bukser heller ikke, så jeg endte med at sætte mig på toiletbrættet. Halvnøgen og med blodigt skridt. Sådan sad jeg indtil min mor anede uråd og forsigtig lænede hovedet mod døren, hviskede: 
”Er du ok derude?”

I skolen var jeg bedre tilpas end de fleste andre steder – jeg var god til alle fag pånær gymnastik og sløjd. Allerbedst kunne jeg lide musik, men det varede kun indtil Ingrid, min lærer, bad mig om at dæmpe mig lidt. 
”Fællessang handler ikke om at synge højest, men om at synge sammen”, forklarede hun, og jeg skammede mig helt enormt ved hendes ord. Tænk at være sådan en, der ikke var fælles men kun sig selv, som en fugl uden sin flok. Jeg ville være sammen og øvede mig i at bevæge munden men uden lyd, at mime for ikke at forstyrre. Men heller ikke det var godt: To uger senere trak Ingrid mig til side: 
”Nu er der jo ingen grund til at overdrive”, hviskede hun: ” det handler om balance.” 
Jeg var ikke længere bare for meget, nu var jeg også forkert. Jeg betroede mig derhjemme, men min mor sagde, at jeg ikke skulle tage det så tungt: ”Hver fugl synger med sit næb”, trøstede hun. Men det var ikke nogen trøst, for jeg sang for højt, og det handlede ikke om mit næb men om mangel på balance.
Til niende klasses afgangseksamen skulle vi udregne det mindst mulige stykke karton, vi kunne folde en æske af, der kunne rumme tre tennisbolde. Det eneste vi havde at gå efter var boldenes diameter. Min hjerne slog gnister, mine tanker for vild: Runde bolde i en firkantet æske, højde og bredde, diameter, rumfang. Alt flagrede rundt, tal og former, jeg blev svimmel og et øjeblik troede jeg, at mit hoved var kortsluttet, at jeg var. Men så tog fanden ved mig, jeg foldede et stykke papir i blinde. Først på den ene led, så på den anden. Tog en blyant og skrev ned, gangede, dividerede og lagde til og endte med finde målene på et stykke karton, der akkurat kunne rumme tre tennisbolde. Jeg satte to streger under og kaldte det et facit, også selvom jeg ikke forstod hvorfor. Målene viste sig at være rigtige, jeg fik den bedst mulige karakter og følte mig som en svindler. 
Min far protesterede, det var ikke svindel, insisterede han, det var intelligens, og det skulle jeg være stolt af. “Der sidder et godt hoved på dig!,” tilføjede han. Jeg ventede lidt, håbede vel, at han ville sige, at der også sad et godt hjerte, men det gjorde han ikke.  

Min mor har altid sagt, at hvis hun selv må få lov at bestemme, hvad der skal stå på hendes gravsten, skal der stå: ‘Hun var god til gærdej.’
Den er god nok, min mor er god til mange ting også til gærdej. Da jeg var lille, bagte hun altid. Boller og flutes og franskbrød, samme dej bare i forskellige former. Boller til fest, franskbrød til hverdag og flutes til alt det andet. 
Hun elskede at bage, simpelheden i det, vand og mel og gær og salt. Det behøver man hverken være ingeniør for at forstå eller direktør for at have råd til, tilføjede hun, og lod hænderne om resten. Om at blande og ælte, slå ned og forme. Så satte hun brødet i ovnen ved to hundrede grader. Boller fik tolv minutter, flutes lidt mere. Franskbrød femogtyve.
Jeg har altid elsket min mor. Ikke fordi hun bagte, men også derfor. For at holde styr på forholdet mellem mel og vand, grader og minutter. At forstå med hænderne, at ælte sig vej i stedet for at tænke. Det var det, jeg så og det var det, jeg savnede.

Første gang jeg selv fik lov at prøve, var jeg seks år. Det var kort før jul og min mor var lige blevet færdig med at lægge dej til brunkager. At bage den slags var – modsat gærdej – en kompliceret proces, et hav af eksotiske ingredienser: Allehånde, kanel, stødt nellike, potaske, revet appelsinskal, ingefær, sirup. Alt sammen i helt nøjagtige mål: hele og halve teskeer, deciliter, gram, knivspidser. Min mor var stille mens hun blandede, kun hendes læber bevægede sig, linje for linje: ”Smelt smør, sirup og farin ved middel varme,” og så gjorde hun som læberne viste. Smeltede smør og farin og sirup og tog det af blusset, når det hele var opløst til ensartet, tyktflydende væske. På den måde lærte jeg mange ting. Ved at se på min mors læber og rynken mellem hendes bryn, der trak sig mere og mere sammen undervejs. Lytte til hendes vejrtrækning, der ind imellem slog over i et suk. Så kom hun i tanke om mig, løftede ansigtet og smilede ”det varer ikke så længe, så er jeg færdig.” Min mor var altid næsten – men aldrig helt – færdig. Hun var i gang fra morgen til aften, først med at børste tænder, så smøre madpakker til min far og mig og mine to brødre. Så på cykel tværs gennem byen, otte timer på jobbet, så tilbage ad den samme vej på den samme cykel. Undervejs gjorde hun holdt, købte porrer og margarine, hakket svinefars, bacon og løg. Kom hjem og lavede forloren hare, spurgte hvordan dagen var gået, og vi fortalte. Min far fortalte og jeg fortalte og mine to brødre fortalte. Om os og vores. Det var sjældent nogen spurgte til min mor – hvordan hendes dag havde været. 
Hvad mon hun havde svaret.
Jeg overhørte engang, at hun og min gudmor, Anne, talte sammen. Det var ude i køkkenet, de var i gang med at forberede en frokost, halve æg og rejer og tomat på et fad. Ved siden stod af en kurv med brød, lyst brød, mørkt brød, knækbrød. Jeg sad ved et bord lidt derfra, fordybet i en tegning, jeg tror, de havde glemt mig. I hvert fald talte de, så jeg kunne høre, hvad de sagde, min mors: ”Jeg er ikke bare træt, jeg er dødtræt.” Måden hun lagde vægt på ordet død, sok om hun kunne falde sammen hvert øjeblik, det skulle være. Jeg vidste ikke helt, hvor træt man skulle være for at dø, men jeg vidste, at det var det værste i hele verden, der kunne ske. At min mor skulle dø. Anne, min gudmor, lagde en hånd på hendes skulder, tog kniven fra hendes hånd. ”Lad mig,” sagde hun og skar skiver af en pølse og lagde på en tallerken ved siden af brødet. Jeg husker ikke præcis hvordan ordene derefter faldt, men jeg husker at det var min mor, der talte og at hun sagde: ”Jeg skulle nok ikke have haft tre børn, to var rigeligt.” Måske husker jeg forkert, måske sagde noget andet. At det var hårdt med tre børn oveni fuldtidsarbejde og alt det derhjemm. Men det jeg hørte var, at min mor var ved at dø. Af træthed. Og at det var min, barn nummer tre’s, skyld. 
Min tegning forestillede et barn, der gyngede højt, fløj af gyngen og hvirvlede op i luften. Blev til støv. Puf. Ingenting. Væk.

Jeg var god til at tegne. Ikke så det lignede, men med mange farver og svære mønstre, der gentog sig allevegne: En cirkel i en blomst blev matchede prikkerne på en kjole, der igen havde samme runding som solen. Alt på tegningen talte sammen, jeg viste den til min mor: ”Flot,” sagde hun og vendte blikket tilbage på den stage, hun var ved at pudse: ”hvor er den fin.” Bagefter tog jeg den med hen til min far. Han tog brillerne af og tegningen helt tæt til sit ansigt, ville så vide, hvorfor solen hang så lavt og hvilken blomst det mon var, der voksede i plænen. Han genkendte den ikke umiddelbart. Senere tegnede jeg en anden tegning, den forestillede et firkantet hus i to etager. Med en firkantet dør i midten og en firkantet skorsten på taget. ”Sådan!” roste min far og sagde, at det lignede farmors hus på en prik. 
Min far tegnede også et hus, ikke min farmors men det, der engang skulle blive vores sommerhus, froklarede han. En hytte med brændeovn og vægge af træ og med tørv på taget. Han var omhyggelig med sit arbejde, brugte vinkelmåler og lineal og en særlig tynd blyant, der var nem at viske ud. Han sad hver aften med arkitektlampen trukket helt hen over bordet og gangede og dividerede, fandt frem til den helt rigtige hældning på taget, udhængets længde, antallet af brædder på terrassen. Han fyldte først en bog med tal, plus og minus, kvadratrod og brøker. Så en anden. Jeg forstod ikke helt, hvordan tal og hus hørte sammen, men en dag stod hytten færdig. Omgivet af høje nåletræer til alle side, med svenskrøde vinduesrammer og køjeseng til både mig og mine to brødre. Der var skråvægge og mere tid end nogen andre steder i verden, dagene strakte sig lange, jeg læste Jakob og Joakims redningskorps: ”Vi hjælper alle, både tykke og smalle” og fik lov at sove udenfor på terrassen. Jeg tror aldrig, jeg har hørt virkeligheden så tydeligt før. Grene, der knækkede af i vinden, en hund, der gøede langt væk, savnet af de andre, der susede i ørerne. Jeg lå lysvågen hele natten, næste morgen kom min mor ud med ristet brød og juice på en bakke, roste mig for mit mod. Jeg tog en slurk og en bid brød: ”Jeg var slet ikke bange”, påstod jeg. Jeg ved ikke hvorfor.

For halvandet år siden skrev jeg et opslag på Facebook, hvor jeg takkede Statens kunstfond for et arbejdslegat, der muliggjorde, at jeg fortsat kunne skrive bøger. Heriblandt de to, jeg har udgivet i år, og det album jeg og min fantastiske kollega, musiker og komponist David Mondrup, har på vej. Opslaget afstedkom en del kommentarer, de fleste kærlige gratulationer, mens andre undrede sig over, hvorfor det var statens opgave at støtte kunst, der så at sige “ikke kunne betale sig selv.”
For det er sandt: Jeg kan ikke leve af at skrive, dertil rækker mit bogsalg ikke. Man kunne jo argumentere for, at hvis ikke mine bøger sælger, så er det nok fordi, de ikke er gode nok. Hvorfor skal staten understøtte bøger, der ikke sælger, hvorfor dog ikke bakke op om bredere titler, bøger, som læserne efterspørger og nyder. Give penge til det, skatteyderne ønsker, al den stund, at det jo i sidste ende er dem, der betaler?
Jeg vil starte med at sige, at jeg forstår argumentet og hverken synes, det er dårligt eller urimeligt. Bare ufuldstændigt. Jeg holder meget af bøger, både de brede og de smalle, bestsellere og bøger med mere beskedne salgstal. Det eneste jeg siger er, at antallet af solgte bøger ikke er proportionelt med bogens kvalitet. Vi ved udmærket, at den mest solgte bil i Danmark ikke nødvendigvis er den bedste, for hvad vil det sige at være en god bil? Handler det om benzinøkonomi, årlige vedligeholdelsesudgifter, fede dækkapsler og soltag, klimaaftryk eller bagagerummets størrelse? Ja det afhænger af, hvem der skal bruge bilen. Om det er en familie med fire børn, en sælger af luksus-hudprodukter, en datehungrende femogtyve-årig eller en som mig, der er virkelig dårlig til at parkere, og derfor foretrækker bilen så lille som mulig. Jeg siger ikke, at bøger og biler er det samme, men jeg synes, det er klogt, når politikere vælger at nedsætte afgiften på- og dermed støtte klimavenlig transport. Det betyder ikke, at jeg synes en bil med plads i bagagerummet er et ringere valg. Det har bare ikke samme gunstige betydning for miljøet, som eldrevne køretøjer har og sådan er alting en afvejning. Også indenfor støtte til litteratur.
Jeg har et hav af venner og kolleger, der skriver. Nogle, hvis bøger ligger på Saxos bestsellerliste, og andre, som er glade hvis førsteoplaget på 400 eksemplarer bliver udsolgt. Jeg holder lige meget af dem alle, af deres bøger også, alligevel vil jeg her fremhæve et par af sidstnævnte, fordi de ikke får hjælp af top-ti-listernes anbefalinger. Alle udgivelser er fra i år, jeg kunne nævne tusinde andre (jeg ved, hvordan det føles ikke at blive nævnt, tro mig, i banker alle i mit hjerte).
Tidligere i år udkom Lars-Emil Foder med første del af albummet ‘Kun for idioter.’ Udgivelsen udmærkede sig ved at være musikbårne digte, det vil sige litteratur sat til toner eller måske omvendt: toner skrevet som ord. uanset hvordan det hænger sammen er det virkelig værd at lytte til – ikke mindst live. Her et par sætninger fra nummeret ‘Ræven’:
“Og så sagde den ‘Hør hvad gør du egentlig her hvor ingen ved hvor du er?’ Og jeg sagde ‘Jeg har det blå’, jeg sagde ‘Jeg har det blå, det er ligesom jeg ik ka finde den krog jeg skal hænge min smiley på”.
Jeg synes det er fedt. Det er casual og samtidig super præcist, og så taler det jo lige ind i diskussionen om kunst og støtte, smal og bred: ‘Hør, hvad gør du egentlig her hvor ingen ved hvor du er?’
(Ja, hvad gør jeg egentlig her?)
En anden perle er Tina Franks ‘Alt det vi fejler’, en bog om arv og miljø, om Vesterhavet, feberkramper og TV3+. På side 20 står: “Jeg er klog, siger min mor, mine lærere, krydserne i min karakterbog: udmærket. […] Jeg ønsker mig en rubriksterning. Jeg får tre til min fødselsdag. Jeg kan ikke finde ud af at løse dem. Jeg prøver og prøver. Det går op for mig, at jeg ikke er intelligent. Jeg er bare en fighter.” KAPOW! Hvem har ikke siddet der med alle sine udmærkelser og opdaget, at livet er for praktikere og at det ikke nytter en skid, at forstå altings sammenhæng, hvis man ikke selv hænger sammen. Læs!
Jeg kunne også anbefale Elvir, som jeg vejleder på masterclass for forfattere, og som om forhåbentlig ikke så længe udgiver en lille bombe af en bog. Den handler om krig og køer, det lyder måske som en mærkelig blanding, men det er virkelig virkelig godt. Eller en af mine elever på Dansk Talentakademi som lige nu arbejder på et stykke dramatik, hovedpersonen er en snegl, det er stærkt og helt anderledes, det er jo også det kunst skal: Vise os noget andet, end det, vi forventer. En anden virkelighed eller den samme virkelighed – men på en anden måde.
Og før nogen nu råber op om, at det sgu da er godt, at vi kan sidde og skrive om ræve og køer og snegle, mens staten betaler for vores underhold: Jeg har tre ansættelser ved siden af at skrive, en i Holstebro, en som huskunstner ved Randers Kunstmuseum og en som projektansat ved Aarhus Litteraturcenter. Plus alt det løse, oplæsninger, workshops, manuskriptvejledning. Så jeg sidder altså ikke med hænderne vendt mod himlen og venter på, at det begynder at regne med penge. 
Alligevel skal her lyde en stor tak til Statens Kunstfond, for deres virke, og for et samfund, hvor der er plads til alle, både tykke og smalle. 
Lad os for guds skyld holde fast i det – i et fællesskab, der er ægte fælles!

I nat. Smagen af lidt for længe gemte æbler fra min morfars have. Sødt støvet spind.
Jeg kunne også have skrevet “smagen af mug”, men det andet er mere mildt, en måde- måske? – at rumme forfaldet på.
Ord er langt fra tilfældige, det ved fra dengang, jeg sagde til skolesygeplejersken, at jeg var ked af det, og hun svarede: men hvad har du da at være ked af?
“Ikke noget”, svarede jeg og hun purrede i mit hår: “Nej vel?”
Så lærte jeg at bruge andre ord, sur eller skuffet eller usikker.
Jeg blev sur på samfundet og gik med badgets på brystet med håndtegnet segl og:”Penge er magt/ Magt er vold”. Min far rystede på hovedet: “så var det da godt, at du har nogle andre til at betale for huslejen,” han var tydeligvis stødt, og jeg fandt ud af, at hvis ikke jeg havde noget godt at sige, var det nok bedst helt at holde min kæft. I tre uger sagde jeg ikke et eneste ord, ikke engang et “av!” til min kanin, når den bed mig. De voksne sagde “det er bare en periode” og “det går nok over”, og så gik jeg over. Begyndte at tale igen, ikke om noget bare tale, svarede otte, når folk ville vide, hvad mit yndlingstal var og mosgrøn, når de spurgte til hvilken farve, jeg bedst kunne lide.Jeg kunne også have svaret to og gammelrosa, men det gjorde jeg ikke, og nu har jeg vænnet mig til det andet. At elske otte og mos. 
Det med min morfar og de hengemte æbler. Han var om nogen en mand af få ord. Han sagde “goddaw”, når jeg kom, og “farvel min pige” når jeg tog afsted. derimellem var vi vel nærmest tavse. Jeg husker kun lyden af barberkost og skum mod stubbet hud, og standerurets visere, der skar huller i tavsheden. Jeg brugte mange timer på at sidde og stirre på fluetapen over spisebordet, når der kom en flue, viftede jeg den væk. Jeg nænnede ikke andet. Klokken to tændte jeg for TV, så transmissionerne fra Wimbledon, det var her, jeg lærte at nul hedder Love på tennisk. Jeg har siden læst, at udtrykket stammer fra ideen om, at en spiller, der får 0 point, kun kan være motiveret af en sand kærlighed (love) til det ædle spil. Det synes jeg faktisk er en meget smuk pointe. Kærligheden som et ædelt nul, man elsker ikke for at vinde, men for at være med🤍

Ok jeg tror ikke det her giver mening for andre end mig og måske endda ikke engang det, men i dag kørte jeg i en iskold bil ad bittesmå veje forbi Ejer Bavnehøj og ned ad en kilometerlang grusvej til det bosted, jeg engang blev anbragt på, fordi man anså min anoreksi som kronisk og så invaliderende, at jeg havde brug for døgnpleje. Jeg boede med fem andre: H som mærkede stråler overalt – fra biler, højspændingsmaster – og fra mine strømper, som jeg måtte skifte flere gange daglig for at mindske hendes ubehag. Så var der C, der led af svær angst og havde sølvpapir på væggene i stedet for tapet. J led af anoreksi som jeg, vi blev hurtigt konkurrenter, hvem ku’ spise mindst, bevæge sig mest, det var meget sygt og meget ulykkeligt. Af grunde, jeg ikke kender, lykkedes jeg med at sige: nej! Jeg skal ikke tilbringe resten af mit liv på en gård ude på Lars Tyndskids Mark med at skifte strømper og konkurrere om, hvem der kan sulte sig mest. Så jeg flyttede simpelthen, kommunen og hospitalsmyndighederne truede med bål og brand: nul hjælp, nul opfølgning, niks nada. Så jeg klarede mig selv, de første år ret dårligt, så minimalt bedre, så fik jeg en kæreste, der var flot og arbejdede som personlig træner i Fitness World. Desværre var han også sindssygt egoistisk, spilafhængig og utro, så efter to år med ham skred jeg. Det eneste jeg fik med mig var en elkedel, min computer og en pilatesbold, jeg brugte som stol. Så var der Ole og Lars og Jens Christian, der kaldte mig for “narrefisse”, da jeg sagde, at det nok ikke skulle være os to alligevel. Det var der aldrig nogen, der havde kaldt mig før.
Endelig mødte jeg M, min kloge, sjove, søde og let skelende mand – fuck hvor er jeg glad for, at jeg er sammen med ham og ikke sidder på et bosted og brækker et knækbrød i tern. Det er først nu, mens jeg sidder og skriver det her, at det går op for mig, at det faktisk er min egen fortjeneste. Jeg skred og ingen troede på, at det ville gå – ikke engang jeg selv. Men det gik sgu, der er vel altid plads til forbedring, men på en skala fra et til ti er jeg otte en halv lykkelig. Sgu.

Jeg er vokset op med tesen om, at hvis du er født med to arme og to ben, så kan du også selv nå tallerkenerne i skabet over køkkenbordet. Du kan riste dit brød og spise din cornflakes. Er du, sådan som jeg var, heldig også at være født med tankens og talens fulde brug, kan du oveni alt det andet også passe din skole.
Jeg passede det hele, det ristede brød, skolen. Løste opgaver om brydning af lys og skrev lange stile om bænkebideren, verdens eneste landlevende gælledyr. Om den ensomhed, der kommer af, at være den eneste af sin slags. Jeg groede endda to bryster og fandt kæreste, Esben, der boede på Teknisk Kollegium og havde en mening om alt fra lærlingeløn til rumteknologi. Desværre forelskede han sig i min veninde og senere igen i hendes veninde, hans hjerte var cirka lige så omskifteligt som vejret i november. 
Så blev jeg syg, ville ikke længere spise. Min familie reagerede med fortvivlelse, spurgte hvorfor, hvilket er cirka ligeså dumt, som at spørge en sten, hvorfor den ikke vil tale. Min mor kogte torsk, vi besøgte en hypnotisør, han var lige så høj som han var bred. Det virkede ikke. Min bror råbte. “Hallo søster, du er udstyret med en mund, en hals og evnen til at synke. Spis!”
Det var fuldkommen sandt, hvad han råbte: Logisk set var der intet, der hindrede mig i at spise. Hverken min mund eller min hals fejlede noget – ergo måtte det være mig, der fejlede. Mig, den var gal med.
Jeg har sidenhen tænkt meget over det med logiske slutninger. Holberg skrev om det: En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten. Min roman ‘Det dér og dét der’ (2017) handler blandt meget andet om sten. Den starter sådan her: 
“Jeg betror mine hemmeligheder til en sten. Så graver jeg den ned, langt væk, jeg er bange for, at den taler over sig.” 
Og slutter:
“Så tager jeg en sten i hånden og lukker øjnene. Så ønsker jeg, at stenen er en ønskesten. Så ønsker jeg, at min hånd er en andens, og at jeg er stenen. Så ønsker jeg, at stenen åbner øjnene, og at den ikke bliver bange.”
Det, jeg vil sige, er, at sten godt kan flyve, hvis de er ønskesten, ligesom søndag godt kan betyde Solens Dag, selvom solen ikke skinner. 

Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, der havde været i træningslejr hos B.S. Christiansen, at man kan lindre smerte ved at le. Det er noget med frigørelse af endorfiner og måske også adrenalin, jeg husker det ikke præcist, men han fortalte i hvert fald, at om vinteren, når kulden var værst og vinden strid, og han som altid var tvunget ud på cyklen for at træne sine hundrede kilometer, kørte rundt og skraldgrinede. Nogle gange iklædt elefanthue. Jeg mener: kan I forestille jer, hvor uhyggeligt, det må have set ud. En maskeklædte cyklist, der kører rundt i snestorm og ler hysterisk tilsyneladende uden grund?
Nå men i dag var jeg i skoven, og selvom det ikke var frostvejr, og jeg heller ikke var tvunget ud på hundrede kilometer, så regnede det lodret og vandet var vådt. Men pludselig kom jeg i tanke om den her teori, min ven havde lært mig – at man kan grine sig ud af fortvivlelse. Så jeg lo og lo, og det lød så hult, at jeg ikke kunne lade være at grine af mig selv. Og Mumrik begyndte at logre og løbe rundt i alle de våde blade, og jeg løb med, og sådan endte vi med at løbe rundt om os selv og le og det så længe, at vi helt glemte, at der ikke var noget at le ad.
Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale det til andre, men nu har jeg i hvert fald prøvet dét, og det er jeg egentlig ret glad for.