Louise Juhl

“Det stinker”. Det er Sacha, der siger det på torsdagens morgenmøde. Den er overalt, lugten, på toiletter, i opholdsstuen, krea-værkstedet, vaskerummet:
“Man skulle fandme tro, nogen har skidt i hjørnerne.” “Så galt er det nu nok ikke”, svarer Anette, afdelingssygeplejersken,
“har I andre bemærket noget?”

Samme eftermiddag laver de tjek på alle værelser.
Det kommer fra Evas stue, de er fire om at gøre rent derinde og kommer ud med Nettoposer, potteplanter, dynevår og et smykkeskrin. Hun har kastet op i det hele. De må ringe efter en helt ny seng til stuen. Eva har kastet op over det hele, også under madrassen, det er trængt ned imellem lamellerne. Dee er ikke andet at gøre end at skifte hele møblet ud.
Vi kan høre Eva inde fra afdelingssygeplejerskens kontor, hun råber, det er tydeligt, at hun nægter at kende noget til hverken poser eller potterne med opkast. Vi andre sidder samlet i opholdsstuen, der er ikke nogen, der siger noget, vi lytter.
Mette, en af pædagogerne, slår hænderne sammen og foreslår at vi ser en video. Hun har en med i tasken, en slags moderne western, forklarer hun. Der er ikke nogen, der protesterer, så hun sætter filmen i maskinen og så sidder vi allesammen og stirrer på skærmen, der er ist ikke nogen, der følger med.
Efter en halv time kommer Eva løbende forbi på gangen, hendes ansigt er hævet af gråd, hun ser ikke i vores retning.
Det er svært ikke at have ondt af hende.

De indfører dagligt tjek af hendes værelse, Eva protesterer højlydt, taler om diktatorisk formynderi og om personalets uhyggelige mangel på tillid. “Hvordan skal nogen blive raske i sådan et miljø?”, raser hun.

Nogle uger senere er stanken der igen. Denne gang kommer den ikke fra Evas værelse, så personalet må udvide tjekzonen, undersøge alle stuer: skabene, skuffer, madameposer, alt.
De finder to Nettoposer bundet med knude i mit skab. Jeg fatter intet,det eneste våben, jeg endnu ikke har taget i brug i min vanvittige anorektiske krig, er at kaste op.
Jeg nægter alt, græder, skriger: “hvad fanden tror i om mig, så klam er jeg sgu da ikke.”
Det anset jeg kan finde på for at bevise min uskyld er, at de åbner posen. At de løsner knuden og undersøger hvad posen indeholder. De indvilliger modvilligt og finder de majskerner og spor af pålægspølse, chorizo, chilliens lyser ildrødt imellem alt det gulbrune.
Jeg har ikke spist hverken majs eller pølse, jeg fik leverpostej og marinerede sild til frokost både i går og i dag. “Det der er Evas bræk!” Jeg slår til posen, så pædagogen taber den på gulvet, der strinter lidt opkast ud på gulvet.
“Vil du SÅ opføre dig ordentligt,” raser hun, men jeg giver ikke op, jeg er vred, rasende. Der er så meget lort, jeg gør, hver dag, snyder, lyver. Jeg orker ikke også at bære skylden for noget, der ikke er mit: “Hvem fanden er det lige, der skal opføre sig ordentligt her?”, råber jeg og skubber hende ud af min stue, løfter posen fra gulvet og rækker hende: “Værsgo, den er din.” Mine fingre lugter af bræk.

Senere konfronterer personalet Eva med majskerner, chorizopølse og Nettoposen i mit skab. Hun nægter at kende noget til nogen af delene.
I flere måneder taler jeg ikke til hende, ser ikke på hende, mumler “fy for helvede det stinker,” når hun træder ind i opholdsstuen. Jeg er rasende, jeg er helt med på, at hun må lyve, kaste op, kæmper imod. Alt det, forstår jeg. Men at hun bruger mig som syndebuk for sine handlinger, det er for meget, jeg har jo i forvejen alt mit eget lort at slås med.

I går levnede jeg halvdelen af min mad, det var ikke appetit, jeg manglede, men grunde til at spise den. 

Senere ringede en veninde, hendes datter havde fået fnat. Jeg har aldrig haft fnat, det var bare et ord, jeg brugte, når noget gik mig på. Når min cykelkæde hoppede af, for eksempel, eller min mor ville rette på min skjorteflip. 
“Jeg får fnat!” råbte jeg så.
Nu fortalte min veninde mig, at fnat var en art mider, der gravede gange under huden og lagde æg. “De foretrækker huden mellem fingre. Eller i armhuler, kønsdele og mellem ballerne”, forklarede hun, “alt der er mørkt og varmt og fugtigt.” 
Hendes datter var dybt ulykkelig, hun gik rundt med et lagen over hovedet, hendes mor måtte ikke røre hende, ingen måtte. Hun følte en stærk væmmelse ved sig selv, hulkede hjerteskærende og vrængede ansigt, mens hun smurte sig ind i den midedræbende creme, lægen havde ordineret. Hele kroppen skulle dækkes, helt fra kæberand og til ned under fødderne. “Ad” og “fy for helvede”, havde hun gentaget, mens hun smurte sig ind.
Fy for helvede.
Selv efter indsmøring, havde datteren råbt at hendes mor skulle holde sig væk – hun var jo stadig smittefarlig, en rugekasse for mider, en orme-rede. 
Nu ringede veninden så til mig, hendes datter var endelig faldet i søvn. Hun ville så gerne kysse den ulykkelige pige, fortælle hende, at hun hverken var væmmelig eller frastødende men tværtimod vidunderlig og elsket. Men min veninde frygtede, at datteren ville vågne og blive vred: Hun havde jo bedt sin mor om at holde sig væk. 
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare hende, jeg havde jo ikke haft fnat, heller ikke børn. Men jeg kendte til datterens skam. Til at føle mig beskidt og smitsom og uværdig til kærlighed. Så jeg svarede hende, at jeg var sikker på, at hendes datter vidste, at hendes mor elskede hende, og at hun ville stå udenfor døren og tage imod, når cremen havde gjort, hvad den skulle, slået æggene under hendes hud ihjel. 
Nogle gange er dét – at bære over, vente og holde afstand, det eneste, der er at gøre, det bedste måske også.

Det simple som en mulighed:
at gå 
at se 
at rede sit hår 

skære en tomat i både og 
give fuglene 
hvad de fortjener

hælde sorg i en skål 
og stil den ud til kattene 

elsk dem for at slikke
dine sår

Rundstykke, alm, bager                           45 g

Rundstykke, frost                                     50 g

Kuvertflute                                               50 g

Bolle, købt                                                60 g

Bolle, købt                                                70 g

Focassiabolle                                            120 g

Rugbrød, 1 skive, købt                             45 g

Rugbrød, 1 skive, hjemmebagt                55 g

Pitabrød, købt                                           70 g

Flatbröd, kavli                                          5 g

Knækbrød, almindeligt                            12 g

Knækbrød, rundt, kanel                           16 g

Knækbrød, bager                                      30 g

Toastbrød ristet                                        30 g

Tuckiks                                                    4 g

Mariekiks                                                 4 g

Riskiks                                                     7 g

Tvebak                                                     10 g

Digestivekiks                                           15 g

Alt-i-en-kiks                                             17 g

Chokoladekiks (dobbelt)                          18 g

1 dl Special K                                           9 g

1 dl havrefras                                           11 g

1 dl Rice Krispies                                     12 g

1 dl cornflakes                                          12 g

1 dl guldkorn                                            14 g

1 dl all-bran                                              17 g

1 dl havregryn                                          35 g

1 skive ost. Ostehøvl                                8 g

1 skive ost, konsumskåret                        15 g

1 skive ost, strengeskåret                         20 g

1 skiveost, knivskåret                               25 g

Æg, str s                                                   40 g

Æg str m                                                   50 g

Æg str l                                                     60 g

Æg str xl                                                   70 g

Appelsin uden skal                                   160 g

Banan uden skal                                       105 g

Blomme                                                    33 g

Fersken                                                     140 g

Kiwi                                                         60 g

Melon (honning), 1 skive                         60 g

Pære                                                         105

Æble                                                         110

Jeg forsøgte at holde styr på det hele i hovedet, vægten af kiks, boller, rugbrød, ost, æg, frugt. Kalorieindholdet ihver enkelt madvarer:
lyst brød 1120 kj/100 g, rugbrød 980 kj/100 g, knækbrød 1680 kj/100 g
ost 30% 1150 kj/100 g, ost 45 % 1425 kj/100 g
æg 651 kj/100g
kiwi 260 kj/100g, pære 250 kj/100g, æble 240 kj/100g, banan 475 kj/100g.

Knækbrød var mere fiberrigt end franskbørd og boller, guldkorn indeholdt mere sukker end cornflakes, der igen indeholdt mere sukker end havregryn – der til gengæld vejede mere pr 100 gram og sugede mere mælk. Kiwi var rige på c-vitamin og kendt for at sætte gang i peristaltikken, bananer var fede og voksede i munden, æbler var ikke til at stole på, nogle var fulde af frugtsukker andre syrlige og bidende, en pige på afdelingen fik sår i mundvigen og påstod, at det var et tidligt pigeonæbles skyld. Sådan gik dagene fra jeg stod op til jeg gik i seng med at regne ud, lægge sammen, gange og dividere, vægt og kalorie, fiber og fedt, frugtsukker. Madvarerenes fordelagtighed i forhold til at gemme, snyde, smuldre, smide væk. Jeg regnede og regnede. Når jeg gik og stod og sad og sov. Drømte om bananer der ikke var større end en lillefingernegl og brød uden fylde. Jeg kompenserede for hver eneste bid, jeg tog, holdt benene løftet under bordet for at spænde mavemuskler, bruge energi, bed tænderne sammen, når vi så TV – hårdt.
Alt talte, også kæbemusklernes statiske spænding, luften omkring mine sammenpressede læber var tyk af angst og elektricitet.

Jeg mødte Trine i Aalborg, hun fór omkring overalt, på gåben, cykel, i svømmehallen og træningscenteret. ”Hvis ikke jeg bevæger mig, går jeg i stykker,” forklarede hun. Der var ikke nogen, der spurgte ”hvorfor, hvordan?” 
Jeg genkendte følelsen fra mig selv, alle de skridt, jeg gik, for at lægge tankerne bag mig. Hele tiden på vej. væk fra mig selv, tanken om de andre, tanken om tankerne, følelsen af for meget og forkert. Trine havde været på farten i femten år, hun boede stadig hjemme – i sine forældres kælder. Hun havde sin egen indgang, sit eget køkken, badeværelse, et særligt aflukke i haven. De talte ikke sammen. ”Vi har ikke noget at sige til hinanden”, forklarede hun: ”De vil at jeg skal blive rask, for at forstå mig. Jeg vil, at de skal forstå mig, før jeg kan blive rask rask.” Nu levede de i en slags skrøbelig våbenhvile, hun betalte for sit værelse, de stod for reparationer og vedligehold. Hver dag satte hendes en buket friske blomster på trappen ned til hendes værelse. 
Trine levede af riskager og ovnbagt selleri. Hun drak tre liter vand om dagen, hun målte det op fra morgenstunden, hældte det på halvlitersdunke, som hun fordelte hen over dagen. En halv liter når hun stod op, en halv liter klokken 11, igen klokken 14.00 og 17.00 og 20.00. Hun gemte en halv liter til om natten, når hun vågnede og maven gjorde ondt af sult. Så hjalp det at tage en slurk, fortalte hun, trække knæene op til brystet, ligge sådan lidt, indtil kroppen faldt til ro, smerterne fortog sig.

Vi fulgtes fra Skalborg, hvor hun boede, og til svømmehallen på Kastetvej. Det var altid meget tidligt om morgenen, alligevel havde Trine længe været vågen. Hun spurgte altid til, hvordan jeg havde sovet, hun tilbød også at bære min taske. Jeg afslog, hun havde jo sit eget at slæbe på. 
Jeg husker ikke, hvad vi snakkede om de morgener. Kun at der var meget få mennesker på gaden – en ejer med sin hund, en ung pige med en tåre tatoveret på kinden, en mand i kørestol. Og at alle hilste på alle, som om vi kendte eller i hvert fald forstod hinanden, var medlemmer af den samme klub. En klub for de søvnløse, de sørgende, de syge. Det var nogle gode morgener, egentlig.

Trine brækkede hoften en torsdag, Hun steg af cyklen, og så lød der et knæk. Hun skreg af smerte. Det var ikke muligt for lægerne at sige, hvad der var sket, hendes knogler var vel blevet skøre efter de mange år med misrøgt. Hun blev opereret om mandagen, men noget gik galt, en blodprop i lysken. Hun var indlagt i mere end seks uger, hun nægtede at tage imod besøg. Jeg ringede til hendes forældre for at få dem til at overbringe hende en buket blomster, men de var blevet nægtet adgang, hun ville ikke se dem. Jeg skrev et brev til hende, lagde det i hendes postkasse, så hun ville få det, når hun kom hjem.
Men hun ikke hjem, hun sagde sit værelse hus forældrene op og flyttede ud i et fiskerhus ved Limfjorden, der tidligere havde huset hjemløse. Jeg hørte ikke fra hende igen, gjorde vist heller ikke mere for at finde hende. Hun ville jo ikke findes, forsøgte jeg at overbevise mig selv, selvom jeg vidste, at det var løgn. At der ikke var noget i hele verden, Trine hellere ville, end at blive fundet.

Flere år senere, mens jeg var indlagt på afsnit G, sendte hun mig et kort. Det var et hologram med motiv af en sommerfugl. En græsrandøje med orange og lilla og sort på vingerne. Når jeg bevægede kortet i en bestemt vinkel i forhold til lyset, så det ud som om dens vinger bevægede sig, som om den fløj. Bagpå havde hun skrevet ”kh trine” og tegnet en myre med følehorn og seks ben og en mund med skarpe kindbakker. 
Det var ingen afsenderadresse på kortet, så jeg kunne ikke svare hende. Men jeg hang hendes hilsen op på min væg, det var i juni, og i timen mellem fem og seks, når solen stod helt lavt ind ad vinduet på min stue, lignede sommerfuglens orange vinger et flammende bål.

På sygehuset var dagene forudsigelige som viserne bevægelser på en urskive: De gik altid samme vej, altid i samme tempo og sluttede præcis, hvor de begyndte: med en krop, der ville ét og et hoved, der ville noget andet. Derimellem var jeg, der forgæves forsøgte at mægle, at være den gode patient og gøre, som jeg fik besked på, med den ene hånd og med den anden modarbejdede – tørrede mayonaisse af under bordpladen, skjulte et stykke marineret sild i mit ærmegav eller påstod at få et hosteanfald og på den måde slippe afsted med at hoste halvdelen af en crosisant ud i en serviet. ”Undskyld, det kom i den gale hals”.
På afdelingen havde alting sin faste plads og betydning. Bordet til frokost blev dækket med tallerkener der havde en diameter, så de kunne rumme de fem halve stykker brød med tilbehør, der var nødvendige for at vi kunne tage præcis 500 gram på om ugen. Mælken var hældt i gennemsigtige glas kander, så ingen kunne lykkes med at fortynde drikken (ja det skete, at patienter fik sneget sig om bag serveringsbordet og hædt vand i kartonen med sødmælk). TV-stuens sofahynde var skåret i et stykke, så der ikke var muligt at gemme madrester imellem hynde-sprækker. Skraldespandene var i transparent plast ligesom poserne, så det heller ikke her var muligt at gemme ting eller at kaste op uden at det kunne ses af både personale og medpatienter. Der var grønne planter langs væggene og zenith-figurer fra onsdagens kreative værksted, der hang fra loftet. Et grønt dinosaurlignende væsen med hale formet som et segl og en djævel i rustrød med flammegule horn. Det var vel en måde at skabe atmosfære, planternes vækst, muligheden af at gro. Hvad djævelen gjorde i den sammenhæng, ved jeg ikke, men det var den, jeg holdt mest af i al den påståede hjemlighed. 
Der var noget kontrastfyldt ved livet på afdelingen: dagenes monotoni, interiørets gennemsigtighed og så samtidig: mine tankers panik, følelserness uforudsigelighed. Det er ikke til at sige, hvad den kontrast betød, hvad den gjorde ved mig, ved os, om det var godt eller skidt. Jeg ved bare, at jeg befandt mig et sted derinde. Imellem lys og skygge, gennemsigtighed og massivt mørke og følte mig lige dele skræmt ved begge dele: Ved det faste og det uforudsigelige og det totale kaos. 
Men det, der skræmte mig allermest, var måske normaliteten derimellem, en destruktiv interferens mellem det pæne og det grimme, hvor begge dele udjævnedes. Hverken-eller, lidt af det hele men ikke rigtig nogen af delene. Den tilstand forekom mig så skræmmende, at jeg foretrak at forblive syg: Panisk, umulig, forkert, forrykt. 

Et sort hul er et objekt i rummet, der er blevet presset så meget sammen af tyngdekraften, at det ingenting fylder.
Et sort hul vokser, når stof falder ned i det.

Særlinge findes alle steder. Det læser jeg i en artikel på nettet.
I fysikken kaldes særlinge for singulariteter og er punkter, hvor de vante måder at beskrive tingene på bryder sammen.
Punkter hvor alting bliver uendeligt energirigt, uendelig tungt og uendeligt varmt.

Et sort hul er et eksempel på en singularitet. Passerer man en bestemt grænse omkring et sådan hul, den såkaldte Schwartzschild-radius, bryder de vante forklaringsmodeller sammen. Fysikkens ligninger kan ganske enkelt ikke bruges her. Kræfterne er for store, varmen og energien for voldsom. I et sort huls indre er forholdene så ekstreme, at man må bruge en anden ukendt fysik for at forklare dem, et andet sprog.
Et sort hul røber kun sin eksistens gennem dets indflydelse på omgivelserne. 
Et sort hul kan ikke ses, men alene observeres ved at studere den effekt, de har på omgivelserne, det vil sige ved hjælp af sekundære beviser.

Sorte huller er punkter, der ikke “findes” i traditionel forstand.
Kanten af et sort hul, kaldes en begivenhedshorisont.
Det er derfra, jeg fortæller

Jeg er træt af at undskylde ‘bare for en sikkerheds skyld’. Træt af at tvivle og fortryde dage, som om de var et swipe på en datingapp: Dur ikke – næste. Jeg er træt af at tælle. Bøgerne i min reol, stykkerne af brænde i kurven foran ovnen. Antallet af blade under magnoliatræet i haven overfor. 
Jeg har ellers udviklet en særlig teknik. Det er noget med at gange længde, dybde og bredde. Finde det samlede areal og på herfra (og med forbløffende nøjagtighed) kunne fastslå antallet af blade fordelt på det berørte antal kvadratmeter.
Konsekvenserne af et mangnoliatræ er vidtrækkende. 
Det samme gælder køkkenrulle. Hvis man nogensinde har revet sådan en rulle i stykker, altså virkelig revet og i virkelig mange stykker, ved man også, at konsekvenserne er ret uoverskuelige. Det er meget bedre at lade rullen hænge på holderen. Tage et stykke ad gangen. 
Sådan er det også med dage. Det er nemmere at tage dem en for en. Lade fredag være fredag. Ikke fordi det var torsdag i går eller er lørdag i morgen, men bare fordi. Stå op, børste tænder. Skrive noter, ringe til Thomas, sige “på beløbet” til fyren ved kassen i Rema 1000. Aldrig tænke i længde, dybde, bredde. I omfang eller arealer, og da slet ikke i konsekvenser. 
To tusinde fem hundrede og nitten fredage er det blevet til for mig. 2519. Sådan ser det ud i tal. 
Det var en fredag, Charlotte tog sit eget liv. Hun hang sig i en bruseslange, hun var lige blevet udskrevet og havde købt en Cavalier king Charles spaniel, lysebrun og hvid. Hun kaldte den Flis. Jeg kendte hende ikke særlig godt, men jeg flettede engang hendes hår, hundredevis af små fletninger. Det tog mange timer. Vi talte – holdt styr på minutterne, hvor længe det tog at flette hver enkelt og hvor mange vi var nået til undervejs, enogtredive, otteoghalvtreds, fireoghalvfjerds, jeg husker ikke det endelige antal. Kun at hun blev fin, at vi tog et billede, og at hun smilede.

Før jeg fortæller videre, før jeg fortaber mig i beskrivelser, minder, tanker og forestillinger om min mor. Om tingene, hun gjorde, og måden, hun gjorde dem på, som senere blev måden, jeg gjorde ting på, fordi det var sådan, ting skulle gøres, eller i hvert fald sådan, jeg troede, at ting skulle gøres, genlæser jeg Sheila Hetis ord:

Det er som den fortælling, min kusine fortalte mig, når jeg besøgte hende til Shabbat – den om pigen, der lavede kylling, sådan som hendes mor altid havde lavet den, som var den samme måde, hendes mor før hende, havde gjort det; ved altid at snøre kyllingens ben sammen.
Da pigen spurgte sin mor, hvorfor hun bandt kyllingens ben, sådan som hun gjorde, svarede moren: Det var sådan min mor gjorde. Da pigen spurgte sin mormor, hvorfor hun gjorde det sådan, svarede mormoren: Sådan gjorde min mor. Da pigen endelig spurgte sin oldemor, hvorfor det var nødvendigt at snøre kyllingens ben, svarede den gamle kvinde: Det var den eneste måde, jeg kunne få plads til den i gryden. 
(Sheila Heti ”Motherhood” – min ufuldstændig oversættelse)

Om natten drømte jeg om døden, at jeg døde. Udenfor mit stuevindue stod en meterhøj sort engel med spredte vinger, der var ingen træk at se i dens ansigt, bare skyggen af et fjerprydet væsen, et tegn.
Jeg mærkede en enorm lettelse. Ikke over at skulle dø, men over at vide, at jeg nu måtte afslutte mit liv med et sidste overdådigt måltid. En kompensation for de sidste mange års sug i maven, det uendelige hul, min umættelige sult. Endelig måtte jeg give efter, overgive mig til begæret, grådigheden. At smovse, svælge, proppe, æde, sluge. Endelig kunne jeg forgribe mig på alt det fede, det sure, det salte, det søde:
Friterede kyllingevinger, dobbeltpaneret schnitzel, kotelleter med skaft og fedtbræmme. Vafler med blød is og guf, eiskonfekt, mintkarameller, skumfiduser med hindbærsmag. Citrontærte, æblekage, nøddecrumble. Råcreme uden tilbehør, bare den seje, søde sovs direkte fra skålen, skefuld efter skefuld efter skefuld. Flydende og faste oste, blå og rød skimmel, det hele serveret på små croutoner af fransk smørristet brød. Kandiserede kirsebær og sød likør. Flamberede pandekager med fyld af nutella og muscuvadosukker. 
Jeg ville spise det hele med fingrene, flere ting i samme mundfuld, en flødebolle med fyld af lakridsmarengs og knust crumble af peanuts og macademianødder. Det bløde og det knasende i et og samme, som at ae og slå den samme kind. Dén kontrast.

Jeg fandt det hele frem fra køleskab og hylder, anrettede i skåle og et dybt keramikfad med motiv af fede vinterfugle, der pikkede røde bær i sneen. Jeg dækkede bord med tallerken, glas og bestik, foldede servietter som stolte svaner med rank hals og kridhvid krop Tændte levende lys. Alt sammen til ære for den store sorte engel, der var kommet for at hente mig. Jeg tror ikke jeg havde ikke glædet mig så meget til noget, siden jeg var ni år og så tyske Nicole vinde Melodi Grand Prix. Helt alene på scenen med sin guitar, ung og skyldig, syngende ”Ein bißchen Frieden. ” Og jeg troede, det var sådan livet var, sådan det ville blive: Fred og uskyldens sejr.
Men i det samme jeg satte mig ved bordet, forsvandt den sorte skygge, min dødsengel, fra vinduet. Tilbage var kun jeg og maden. Bjergene af fede, friterede kødstykker, bunkerne med skiveskåret brød, de mere end tyve oste og fjorten desserter, fire flasker fransk likør. Jeg løb hen til vinduet for at se, hvor englen havde gemt sig. Håbede til det sidste, at den ville vise sig igen, folde sine sorte vinger ud, give nadveren sin velsignelse. 
Men den var ikke at se. Kun en nattesort parkeringsplads: I den ene ende en rusten Citroen og i midten noget, der lignede en en glemt autostol på asfalten. Så jeg skyndte mig at trække for, så ingen skulle se, hvad jeg havde drømt om, fedt og likør, orgie og frådseri. Jeg fandt en sort sæk fra bunden af et skab, kastede al maden deri, bandt en stram knude og smed det hele i affaldsskakten. Skyndte mig tilbage i i min lejlighed, lukkede og låste døren. Faldt sammen og hulkede så længe, at jeg kastede op.

Da jeg vågnede, var det tirsdag. Jeg havde tygget hjørnet af min dyne i stykker, den var mør og våd og klistret. Jeg skiftede sengetøj og løb så elleve kilometer, vendte om og løb lige så langt tilbage. Gik i bad og følte mig fed og afsløret, men mest af alt svigtet af døden.