SÆR
Det er sådan med mig, at jeg let lader mig begejstre. Nogen vil måske forveksle det med slags en svaghed, en nærmest barnlig iver, jeg – en endda meget voksen kvinde – burde være kommet over. Hvad ligner det sådan et juble over ting, jeg med lethed kunne nøjes med at udtrykke mellemfornøjelse ved, eller om ikke anden et vist forbehold i min lovprisning.
Selv er jeg glad for, at jeg lader mig rive med, som da jeg for nylig læste Maria Navarro Skarangers “Jeg fløjter i den mørke vind”, en ubestemmelig, men aldeles fremragende, roman om Sidsel, som bogen indleder med at beskrive:
“Nu et par år efter at drengen kom til verden, er Sidsel begyndt at opføre sig sært. Det er svært at sætte fingeren på, sært er et vagt ord, man må prøve sig frem, bruge ordet i mange forskellige situationer, for det der er sært, kan for eksempel opleves som normalt for den, der lever midt i det, men når man siger det højt, lyder det jo helt sygt.”
Som læser ved man ikke, hvem drengen, der for nogle år tilbage er kommet til verden, egentlig er, ligesom man ikke ved, hvem det er, der fortæller. Vi bliver således på mange måder kastet ind i et drama, der måske slet ikke er et drama: “for det der er sært, kan for eksempel opleves som normalt for den, der lever midt i det.”
Sidsel føler sig ikke sær. Ensom ja. Forvirret og lidt forladt. Hun har ikke noget arbejde, hendes datter er rejst hjemmefra og det er datterens søn, Liam, der antydes at have udløst det hele “Nu et par år efter at drengen kom til verden”.
Det er Sidsel påståede særhed, resten af bogen forsøger at indfange. Men, som der også står på de første linjer: Det er svært at sætte fingeren på, og derfor forbliver romanen også i evig cirkulation om dette ubestemmelige: Hvad er normalt, hvem er normal, hvad vil det overhovedet sige at være det. Handler det om, hvordan du går klædt, hvem du taler med? Om du går i bad jævnligt, opfører dig som forventet, er vågen om dagen og sover om natten?
Det er den slags spørgsmål, romanen rejser, men også: Hvordan beder man om hjælp, hvis ikke man ved, hvad man behøver hjælp til? Sidsel beder ikke om hjælp, hun går omkring i centeret, køber en softice med lyserødt krymmel, ser på sin telefon. Hun spiser spejlæg, kan pludselig ikke finde sin bil, folk spørger, hvad hun leder efter: Det ved jeg ikke. Og så går de igen, folk, de går videre, de har jo også deres ting at passe, måske venter et barn på dem, eller de skal nå en aftale i banken.
Sidsel findes, går omkring, kender nogen men ingen af dem rigtigt, selv hendes datter holder en vis afstand, finder moren belastende, måden hun ud af det blå kan finde på at ringe på døren, ikke af anden grund, end at hun savner sit barn – og drengen, selvfølgelig, Liam, hendes barnebarn. Sidsels datter, Em, derimod, er helst fri for sin mors besøg, og selvom hun lader hende komme indenfor, så er det hele tiden med et underliggende ønske om, at hun skal gå.
Sær. Hvem er ikke lidt sær, har vi ikke alle prøvet at falde lidet udenfor eller ved siden af, uden at kunne sige præcis hvorfor. Måske er vi lidt for åbne, ærlige, betror os om ting, folk helst er fri for at vide. Og så klapper vi som en østers, fordi vi føler os ydmygede, og så er også dét sært, den pludselige tavshed og før vi ved af det, er vi … sære.
Jeg kan selv føle mig, hvis ikke sær, så i hvert fald på kanten, lidt for meget, lidt for begejstret, lidt for kærlig, lidt for sart også. Måske er det derfor Skarangers roman rammer mig som en knytnæve i maven, i hjertet, ikke mindst den helt særlige loyalitet hun udviser for sine karakterer, uanset hvor meget de dummer sig, hvor kejtede og klodset de bærer sig ad, så er aldrig udstillet, altid fremstillet. Og så tillader hun, Skarabger altså, sig at fylde på, skrive langt om bittesmå detaljer, hele tiden krydsklippes der mellem nutidsscener og de associationer i fortiden, de vækker. Det er i mine øjne vidunderlig skrivekunst, form spejler indhold, Sidsels tiltagende forvirring understøttes af sprogets stadigt mere springende form.
Tak til Gutkind for at udgive hende på dansk, tak til Sara Koch for oversættelsen. Og når du nu er i gang med hendes forfatterskab, må du ikke snyde dig selv for forgængeren, Emily forever, der også er en uimodståelig, inspirerende og meget anderledes læseoplevelse.
