Louise Juhl

Vi taler en del om faren ved skærme. Computerskærme, telefonskærme, tv-skærme, younameit-skærme. Frygten er, a vi ved hele tiden at have en skærm imellem os og virkeligheden mister evnen til nærvær. At det bliver lige så almindeligt at betro sig til en chatbot som til en ven.
Som én, der de første ti år af sit liv betroede mit inderste til en sten, vil jeg gerne have lov at udvide repertoiret for, hvem og hvad, der kan fungere som ven. Jeg opnåede en dyb fortrolighed med min ven, der var både loyal og tålmodig og virkelig virkelig god til at holde på en hemmelighed.

I THE NEW YORKER skriver de I denne uge om “The Attention Crisis”. Om hvordan TIK TOK, Facebook, YouTube Instagram. X og andre skærmbårne medier stjæler stadig mere af vores tid og opmærksomhed. Jeg deler sådan set bekymringen, vel vidende at jeg selv er afhængig. Langt de fleste mennesker, jeg dyrker omgang med, har jeg lært at kende via sociale medier, og for en dels vedkommende, kender jeg dem kun herigennem. Er det så ringere bekendtskaber, jeg har, mindre dybe, mindre ægte end fysiske venskaber? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Det er muligvis en anden slags venskab, for det er klar, at man ved – ikke mere men noget andet om hinanden, når ses ansigt til ansigt, går ture sammen, lytter til hinandens stemmer. Er stille sammen.
Men jeg mener stadig, at jeg har en række meget værdifulde venskaber, som er opstået gennem udveksling af beskeder på sociale medier, herefter mails. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke havde været her i dag, hvis ikke det havde været for venskaber, der svarede i de virtuelle.

Jeg er helt med på, at der er farer forbundet med de sociale medier. Reklamernes manipulerende magt, fake news og en udbredt tendens til a bruge en helt urimeligt hård, ja nærmest umenneskelig tone, en opførsel mange mener at kunne slippe afsted med, fordi de ved, at de aldrig skal stå ansigt til ansigt med den, de forulemper. Jeg er også med på, at skærme kalder på stadigt kortere formater. På instagram er der eksempelvis kun plads til at skrive 2000 tegn, på X er begrænsningen helt nede på 280. Det nye Bluesky lider under samme insisteren på korte formater. Nuancer er der ikke tid til, det kan kun blive om korte overskriftlignende udsagn. “Vind eller forsvind.”
Jeg holder af ord og endnu mere af omhu og nuancer, så det, der for mig er mest skræmmende ved udviklingen, er det gab, der synes at eksistere mellem den tid, folk tilbringer foran skærmen, og den tid, de rent faktisk forholder sig til, hvad de ser, hører, læser.
Jeg skriver opslag, der er for lange. For omstændelige og med et hav af digressioner, fordi det er sådan, jeg oplever virkeligheden. Som fuld af omveje og sideveje, besværlige sandheder, der kalder på modifikationer.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, når alle – af gode grunde – forlader Facebook.
Om jeg igen skal blive bedste venner med en sten?

Jeg arbejder meget for tiden. På at mene noget, eller nej. På at mene noget og stå ved det – også selvom andre måtte mene noget andet. Jeg ved ikke, hvor min frygt stammer fra. Frygten for at blive mødt, ikke bare af kritik, men med foragt. Fyforhelvede. Idiot. Kæmpe fjols.
Jeg er parat til at trække ethvert udsagn tilbage blot for at opretholde freden. Den gode stemning. Jeg får kvalme af uenighed. Bliver svimmel og grådlabil. Et sted i Bjørn Rasmussens roman “Jeg er gråhvid” siger fortælleren: “Jeg har kun lyst til at sige undskyld. Men det havde jeg nok også sagt til Hitler.” Det er så ulykkeligt og samtidig hylemorsomt et udsagn. Jeg genkender følelsen, den absurde ydmyghed, der nærmer sig underkastelse, selvhad.
Undskyld, at jeg er så dum.
Undskyld, at jeg mener noget.
Undskyld, at jeg undskylder.
Det er ret anstrengende at være i nærheden af den slags mennesker, de sky og duknakkede, dem, der hele tiden tvivler på sig selv. Dem, der som kamæleoner tager farve efter omgivelserne. Assimilerer, hvad end der nu tjener bedst som beskyttelse. Tak, siger man, når man bliver bedt om at skride og sørger for at skubbe stolen ind under bordet, før man går. Man skulle jo nødig være til besvær.
Jeg forstår godt dem, der får knopper af den slags adfærd. Finder den fej og får lyst til at råbe: SÅ TAG DIG DOG SAMMEN. Problemet er bare, at det ikke er et valg, ligesom det ikke er et valg for den depressive at blive glad. For den syge at blive rask.
Ingen ville vel råbe: SÅ BLIV DOG FRI FOR DIN LEDDEGIGT.
Eller det er muligt at nogen ville gøre det, men effekten ville være lige så ringe, som at bede den usikre om at blive sikker.
At være konfliktsky handler ikke om mangel på mod, om mangel på intelligens, eller mangel på vilje. Det handler om mangel på selvværd. Ikke selvtillid, som kan opbygges ved at øve sig. På at synge, for eksempel, lære sig noder og blive dygtigere ad den vej.. Eller at træne, så ens krop fremstår mere robust, mere velproportioneret. Man kan ikke træne sig til et værd. Et menneskes værdi er medfødt og ukrænkelig. Og er man – af den ene eller anden grund – i tvivl om, om man er født med en sådan værdi, så hjælper det altså ikke at stille sig foran et spejl og sige: Du er god. Du er smuk. Du må godt være her. Tværtimod får den slags øvelser kun et i forvejen ituslået selvværd til at falde helt fra hinanden. Man føler sig jo som en idiot, som man står der.
Man kunne lige så godt smide bukserne midt på gaden for at bevise sit værd. “Se. Jeg er god nok?” Eller tage et supermankostume på og kalde sig en helt. Jeg mener, det får man jo ikke superkræfter af. Ligesom man ikke får selvværd af at gentage, at man er god.
Jeg er pissetræt af at fortryde. Mig selv. Det, jeg siger. Det, jeg mener. Jeg er tæt af at sige undskyld. Og at undskylde for også det, alle undskyldningerne. Jeg er mest af alt virkelig virkelig udmattet at tage hensyn til alt. Undskylde til alle, bare aldrig mig selv.

Livet er langt, lykken er kort. Det her opslag handler om livet og bliver derfor langt, jeg forventer ikke, at I læser med, jeg skriver det mest for min egen skyld.

I går skrev jeg kritisk om et program, som jeg ikke mente levede op til sit ansvar. Jeg stillede en navngiven vært til ansvar for ikke at forvalte sin rolle tilfredsstillende, for mild hånliggørelse og manglende nuancering.
Når jeg reagerer så stærkt på netop hån, satirens fjerne fætter, så skyldes det egne oplevelser. Jeg er vokset op i et miljø, hvor det, der gav magt, ikke var store overarmsmuskler, heller ikke penge. Nej, det var evnen til at hævde sig intellektuelt. Hvilket jo i sit udgangspunkt lyder godt: At de, der sidder inde med mest viden, størst indsigt, også er de, der har mest at sige. Problemet er bare, når viden og indsigt forveksles med evnen til at latterliggøre andres indsigter, oplevelser, frembringelser. Det vil sige, at man i stedet for at gøre sit eget synspunkt gældende, bruger sine kræfter på at pege fingre ad de, der mener noget andet. Det er en svær balance, for hvornår går noget fra at være en insisteren på et synspunkt til at være en doven affejelse. Ja måske endda en latterliggørelse af de anderledes tænkende, anderledes handlende.

Den hån, jeg selv har oplevet, har handlet om følelser. Det vil sige, at mine oplevelser er blevet affejet som tåbelige, tøsede, overfølsomme. Og hvor man kan opponere imod et almindeligt argument, så er hånen infam, fordi den, der benytter sig af den, på en og samme tid, mener noget – og samtidig påstår, at det bare er sjov: Hvis man altså reagerer imod hånen, får man at vide, at man er sart. “Kan du ikke tage lidt sjov?” “Nååå, hvor eer det synd for dig, hvad?” Den hånende barnliggør sit mål, punkterer gråden:
“Buhuhu, skal du have en sut?”

Mens jeg skriver det her kan jeg mærke raseriet. Ikke et raseri, der leder til trang om at slå, men snarere det modsatte. En trang til at give op, give efter. Pakke sammen, pakke mine følelser ned, lukke af.
Det er sådan afmagt fungerer, man giver op, og opgivelse er en af de værste følelser, vi som mennesker kan rammes af. En følelse af, at lige meget, hvad man siger, hvad man gør, så ændrer det ikke noget. Uanset hvor meget man trygler den hånende om forståelse, så ændrer det ikke på latteren, den manglende respekt. Tværtimod: Din tryglen forstærker blot den hånendes oplevelse af magt og ret.

Lad mig understrege: Jeg kan godt lide Mathias Hammer. Jeg har stor respekt for hans musikfaglige viden og hans lyst til at formidle selv svært tilgængelige musikalske fakta for et bredt publikum. For nogle år siden var jeg leder af en aftenskole, og her havde vi faktisk et stort ønske om at få Hammer til byens sommerhøjskole. Det lykkedes ikke, men blot for at sige, at jeg er sikker på, at han er dygtig på sit felt og en begejstret formidler.
Det, jeg reagerer imod, er det, jeg oplever som disrespekt. Ikke bare overfor det værk, han i programmet ‘Anmelderne’ i sidste uge satte under lup, men også overfor forfatteren, Amalie Smith. Det er små ting, der gør det. Det handler om tonefald. Det handler om den kategoriske afvisning af forfatterens valg: “Nej! Der er ikke nogen, der slynger et barn ind i verden. Man FØDER” (jeg er ikke sikker på, at det var det præcis ordvalg, men brugen af Nej! husker jeg ret tydeligt).
For mig tenderer det ikke bare påståelighed fra værtens side, men også hån. En undergravelse af Amalie Smiths valg af metaforer, som muligvis er relevant, men jo kun i det omfang, man stiller det op som en undren. Hammer kunne have spurgt de andre i studiet (og sig selv): “At slynge et barn ind i verden, lyder for mig forkert. Hvad tænker I?”

For mig er hån vold med ord. Det er en syngende lussing, en afklapsning, den voldelige bagefter påstår, ikke er fundet sted. Vold? Ha! Jeg kan allerede høre påstanden blive affejet. Kritikken af hån blive mødt af hån.
Det er derfor det er så infamt. Fordi det er umuligt at forsvare sig imod, tage til genmæle overfor. Og det er måske også derfor, jeg har det svært med programmer, hvor den her, i mine øjne, dovne selvhævdelse, den her humor, hvis intention ikke er latter men latterliggørelse, finder sted.

Jeg sagde det jo. Det blev langt. Sikkert også rodet. Ligesom livet er et rod. Lykken måske også. God onsdag. Kh

Så gik det bedre med at løbe. Én fod foran den anden, en-og-ty-ve, to-og-ty-ve, et jævnt rytmisk rul. Ikke noget til siden og tilbage, ikke noget med at dreje rundt, bare fremad, videre. Mig og min krop, træerne, himlen og gruset under fødderne Tre-og-ty-ve, fi-re-og-ty-ve. 
Efter få måneder kunne jeg tilbagelægge 7 kilometer på 40 minutter, mine lårmuskler brændte og jeg måtte hive efter vejret, men det var ok, ja mere end det, det var smertefuld fryd. Hellere mørbanke mig selv end at lade mig køre over af alle andre. Jytta roste, sagde ting som – stærkt! og – you go girl! Og jeg rakte min hånd frem og lagde den midt på maven af det kort over kroppen, der hang på væggen. ”Hér”, sagde jeg og placerede et af de sorte selvklæbende mærker. Det var hér, jeg kunne mærke det, løbet, halsen der brændte og syren i musklerne. Himlen og træerne. Fremad, videre. 
En lille galskab, en fakkel, en ild. 

Men så fik jeg problemer med den højre ankel, den hævede til dobbelt størrelse og huden blev blålig. Lægen mente, det skyldtes en overbelastning, at jeg havde lagt for hårdt ud. De hævede led var kroppens måde at fortælle mig på, at jeg skulle tage den med ro, forklarede han, finde en rar plads i sofaen og hæve det skadede ben til over hjertehøjde. Du kan med fordel massere området, tilføjede han, berøring og milde tryk ville øge blodcirkulationen og medvirke til at lindre smerter. Fire ugers hvile. – I første omgang, sagde han, før jeg igen kunne forsøge mig med at starte op. 
– Men langsomt! understregede han og skrev navnet på en ankelstøtte ned på et stykke papir. Zmortz. Et japansk mærke, robust – og med fuld returret, hvis ikke produktet levede op til forventningerne. 

Faklen blev erstattet af en krykkestok og galskaben af savn. Efter fremad og fryden ved syre i musklerne og en smerte, jeg vidste, hvor kom fra og kunne placere. Hér. I maven. Ild. Nu var der bare en grød af tid, en sofa og en japansk ankelstøtte, jeg aldrig rigtig lykkedes med at få til at virke, men hellere ikke orkede at returnere. 900 spildte kroner, pismigiøret. Jeg bed mine negle i bund og længere ned, mens jeg hele tiden fortalte mig selv, hvor ussel jeg var, sådan at sidde og ynke. Buhu og trædeorgel. Min mormor havde jo da levet med et utæt hjerte i årevis uden at klage sig, mens en undseelig blålig hævelse på mit ene ben var tæt på at slå mig ud. 
Flæbeabe, tudetøs. 

Så var det nemmere at spytte på gaden, bære en badge: ”Who, me?”Jeg smed krykken efter to uger, efter fire var der ikke længere noget at se på benet. Jeg begyndte igen at løbe, men ilden udeblev, 5 kilometer på 38 minutter, en veninde sagde – vist nok i sjov – at jeg risikerede at dratte om, hvis jeg løb langsommere. Jytta gjorde sit til at genfinde faklen, hun bad mig lægge en hånd på min mave og råbe, nej skrige, alt var tilladt, Yay, Fuck, Av. Jeg råbte, luk røven, det kom bag på os begge, både Jytta og jeg selv. Hvem er det, der skal lukke røven, ville hun vide, og jeg svarede, – Mig selv, måske. Eller dig? 
Den lille galskab. Ilden

Hvis kroppen er et kompas, hvad er så øst og vest, nord og syd. Er det hænder og fødder, hud og hår. Er det lyst og nød, æble og øje. Er det blod og pølse, sky og postej. Er det hånd og hanke, sansning og tanke?

Martin gik ikke op i den slags, i kompasser og retninger, selvklæbende mærkater. Han kaldte bryster for patter og og hældte sovs på sin burger. Jeg fandt ham brovten men på en sært tiltrækkende måde, der var som om der bag hans brede grin og flabede fremtoning gemte sig noget andet, hvis en blødhed, så i hvert fald en længsel efter det. Noget blødt, noget fint. Måske var det Ib, jeg tænkte på, og det min farmor havde lært mig om at tage sig særligt af de vrantne og vrisne, fordi det oftest var dem, der trængte mest. 

Martin trængte. Det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind, da han kyssede mig første gang. Det var på en tankstation. Q8. Han stod og manglede penge, syv kroner helt præcis, for at kunne betale for den pakke smøger, han var kommet for at købe. Kings uden filter. Jeg tilbød ham at dække de få kroner, og så var det at han vendte sig rundt og kyssede mig. 
– Selv tak. Han tog pakken fra disken og gik. Selv købte jeg en pakke Stimorol Cherry og to lakridspiber, og fyren bag disken roste mig for at være så generøsit. – God stil, han rakte mig bonen men jeg takkede nej og skjulte så mit ansigt i albuens bøjning. Nysede voldsomt.  
– Gid det må gavne. Det var fyren fra før, ham med smøgerne, der igen var trukket indenfor og nu belevent sendte gode ønsker i min retning. Så fuldkommen ulig, hvad jeg havde forventet af en fyr, som ham, i brede træningsbukser og med guldkæde om halsen. 
– Tak.

Måske var det dét, jeg faldt for. Hans uforudsigelighed. Det ene øjeblik med en filterfri smøg i mundvigen mens han sparkede med snuden af en sko til dækket på en sænket BMW, for så i næste sekund at bruge vendingen ”en lækker staccato” om motorens lyd. Han insisterede på at betale de syv kroner tilbage, – med renters rente, tilføjede han og ugen efter ringede et bud på døren med en konvolut. Fra Martin, naturligvis, med syv hundredkronesedler. Jeg ved ikke, hvad det fik mig til at føle, først grinede jeg højt, senere blev jeg bange. For hans hurtighed, fra 0 til hundrede på få dage, og hvordan vidste han, hvor jeg boede? Renters rente, fint nok, men hvad med den anden vej, hvad skyldte jeg nu ham, mit selskab, min krop? Jeg lod konvolutten ligge i en skuffe i entreen, jeg var ikke til fals for den slags, og brød mig ikke om tanken om, at mine bryster skulle være patter og min mad overhældt med brun sovs.

Selvfølgelig slap jeg ikke så let. Martin skrev et brev, der var ingen frimærke på, han må have afleveret det selv, smidt det gennem min brevsprække. Hans håndskrift var formfuldendt, blød og buet, han skrev undskyld. For det med pengene, altså, at det havde virket modsat hans intention, at jeg havde misforstået ham. De syv hundrede kroner var alene et udtryk for hans taknemmelighed. ”Hvor tit oplever man, at få uventet hjælp?” skrev han. ”Og så af så skøn en kvinde. Det kalder på karma og kontant bonus. Sgu da!”
Sgu da ja, fint nok, jeg fortrød min skepsis, måske var han i virkeligheden bare et menneske, der gjorde sig umagen at sige tak og det, uden at forvente noget til gengæld. Jeg risikerede næppe andet end at blive til grin eller skuffet og ærlig talt, sådan var det meste af mit liv jo gået hidtil, med at kalde, hvis ikke på grin og skuffelse, så i hvert tilfælde undren og bekymring. Hvad er ked af, havde Jytta spurgt, og min farmors hund havde knurret og selvom min lærer havde rost mit sprog var der ikke noget at tage fejl af: jeg skrev for mørkt og for mærkeligt og som om det ikke var nok, så sang jeg også for højt og forkert. 

Jeg tog chancen, spurgte fyren på tankstationen om han ville aflevere et brev, hvis Martin dukkede op? Han gjorde sig ikke besvær med at skjule, hvilke tanker mit spørgsmål vakte, hans lagde nakken tilbage og slog en høj latter op, ha!, det kunne jeg fandeme tro, at han ville. I de to år han havde arbejdet bag disken, havde han kun en gang været vidne til en epileptisk anfald og to gange udbetalt en stor gevinst i Lotto. Den ene gang hundrede tusinde, den anden gang en kvart million. – Men det her, sagde han, slog alligevel alt andet. En romance for bare syv kroner, hvor vildt var det lige? Han var tydeligt begejstret, og jeg lod mig skræmme. Var det virkelig så vildt at skrive et brev og sige tak. 
Men det var for sent at fortryde, og jeg smed konvolutten på bordet, vendte mig om for at gå. – Hey? Jeg drejede ansigtet tids nok til at se en lakridspibe komme flyvende: – No regrets?
Jeg greb piben i luften, pakkede den ud af emballagen og stak den lange ende i munden: – No regrets!

Det var først langt senere, jeg fandt ud af, at det var titlen på en bog af Stig Tøfting, måske betød det heller ikke noget. Martin fik jo mit brev og tankpasseren en uventet men glædelig rolle i vores begyndende romance.  

For nogle år siden afholdt jeg nogle kurser på biblioteket i den by, jeg bor. I den forbindelse talte jeg med bibliotekschefen, der bad mig anbefale ham en stærk og anderledes bogoplevelse. Jeg vidste, at Jørgen, som chefen hed, var en travl mand, så jeg lånte ham mit eksemplar af Ola Julens ‘Orissa’, en overkommelig sag på 164 sider, hvoraf der kun står en enkelt sætning på hver anden. Der gik da heller ikke ret længe, før Jørgen afleverede tilbage, – en ualmindeligt rædsom bog, meddelte han, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. ‘Orissa’ er utvivlsomt rædselsfuld: Hård, brutal, håbløs. Den handler om forfatterens kamp med en dyb depression, sætninger som “Hvordan skal jeg kunne leve med den her sorg?” og på en anden side “Jeg er tæt på nu, men jeg har været tæt på hele mit liv.” Det er uudholdeligt, og jeg forstår godt Jørgen, når han efterlyste åndehuller, pauser fra alt det triste og tomme. Det mærkelige er, at bogen er fuld af pauser, tomme sider, der spejler den tomhed, forfatteren mærker indeni. Form og indhold er ikke to adskilte sider, men ét og samme. Det er derfor, bogen er så rædselsfuld. Fordi depressionen, håbløsheden og en endeløs ensomhed, som tematik men også som form og som levet liv, ER rædselsfuld. Julén kunne have skrevet en anden bog, en prosa med fyldte sider, men dermed ville han have ikke have været tro mod sit projekt, som var at skrive det håbløse – ikke at skrive OM det. Det sidste ville, i forfatterens optik, nok svare til at beskrive et hul ved at fylde det med jord. Ligesom det at skrive en bog OM tilværelsens tomhed ville være at fylde tomheden ud. Forklare den, formilde den. Gøre det uudholdelige udholdeligt.

Jeg kom i tanke om oplevelsen, fordi jeg lige nu læser Susan Sontags noter om “interpretation” – eller på dansk “fortolkning”. Hun opponerer imod den tendens litterater og vel også vi læsere har med at fokusere på skønlitteraturen som en slags fordækt eller i hvert fald smykket gengivelse af virkeligheden. Vores opgave som læsere er altså at finde ind til værkets “mening”, at oversætte det, der står, til noget andet. Når Kafka skriver om kakerlakker skriver han “i virkeligheden” om menneskets evne til overlevelse og tilpasse sig et samfund og de hierarkier, der hersker her. Når Homer skriver om Odysseus rejse til øen Ithaka, er det ifølge kunstneren Peter Brandes “[lige]som Bibelen en grundfortælling om menneskelige valg og værdier, blandt andet taknemmelighed for livet.” Jeg tror ikke, noget af det er forkert, men som Sontag siger, så er det interessant, at vi hele tiden forsøger at oversætte fiktion til noget nær fakta, som om virkeligheden er mere sand end kunsten, hvilket jeg vil sætte spørgsmålstegn ved. Trump, for eksempel, er i den grad – alt for – virkelig, men jo ikke af den grund bærer af en sandhed, snarere tværtimod.

Jeg tror derfor, at vi kunne komme virkelig langt ved at kere os mere om formen. Det vil sige, ikke kun, hvad der bliver fortalt, men også måden, hvorpå det bliver fortalt på. Tag nu Naja Marie Aidts forfærdeligt stærke værk “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” og læs så Dmitri Plax bog “Peter”. Begge bøger handler om at miste et barn, i begge tilfælde en søn og begge alt for tidligt. Alligevel er de to bøger fuldkommen forskellige, for nok er de tematisk beslægtede, men hvor Aidts værk er præcist og skarptskåret er Plax’s dagsbogsnotater flydende og uredigerede. Selv siger han “För mig är det inte en bok. Jag har bara skrivit något som jag skickade till mitt förlag, de sa att det var en bok. Jag har inte ens läst igenom texten.” Det er altså to væsensforskellige måder at vidergive en erfaring på, den ene kunstnerisk bearbejdet og dermed mere generisk, end Plax’s bevidst ubearbejdede og således meget personlige chokreaktion. Det er i begge tilfælde formen, der bærer indholdet, ikke omvendt. Begge værker er stærke, men af vidt forskellige grunde.

På et tidspunkt præsenterede jeg nogle elever for to tekster, der begge handlede om det at være forælder. Den ene var den norske forfatter Ingvild H. Rishøis novelle “Vi kan ikke hjælpe alle”, den anden Maja Lucas roman “Gennem natten og vinden.” På mange måder minder de to værker tematisk om hinanden, i begge optræder en socialt trængt mor, der ikke altid evner at fungere som en god rollemodel, og i begge tilfælde et barn, der uanset sin mors uformående, elsker hende ubetinget. Men stilen er langt fra ens, Rishøi skriver følelser frem som vintergækker af en frossen jord, det pibler fra alle sætninger, og som læser er det umuligt ikke at føle empati med novellens to karakterer, elske og tilgive dem deres fejl og mangler.
Hos Maja Lucas er det mere bøvlet, mere barskt, moren fremstår på mange måder inkompetent og uansvarlig, man har flere gange lyst til at smide bogen fra sig, så svært er det at være vidne til det gentagende forældresvigt. Selvom indholdet i de to fortællinger minder om hinanden, er formen, stilen, hvormed fortællingen berettes, synsvinklen, hvorfra det fortalte ses, sprogets temperatur.

Når Jørgen syntes, at ‘Orissa’ var rædsom, kunne det lyde som en uretfærdig dom. Men hvis vi vælger ikke at se det som en dom, men som en oplevelse, et indblik i det rædselsfulde, ja så giver det al mulig mening. Jeg vil påstå, at Julén gør det mesterligt – og rædsomt – netop fordi han med sin skånselsløse form spejler den nådesløse tilstand en dyb depression er.
Når vi læser bøger, anmelder dem, er det derfor helt afgørende, at vi ikke alene fortaber os i indholdet, men i lige så høj – eller højere – grad, ser på, hvordan formen bærer indholdet frem. Om det er på et sølvfad, i de bare næver eller i det blodige gab på en ulv.

(Jeg ved godt, at mine mange overvejelser er nørdede og at verden fungerer fint uden mine input. Men jeg fungerer bedst med at dele mine tanker, kald det oversharing, kald det talepres, litterær kærlighed, taktik eller måske snarere mangel på samme. Det er søndag og nu skal jeg støvsuge. Kh)

Sagen er, at jeg fik angst af de mange spørgsmål.
Hvad (er du ked af)? ville Jytta vide. Hvor (mærker du kedafdetheden henne? Hvordan (føles den)?
Jeg gjorde mit bedste for at svare, placerede mine følelser på et kort over kroppen, som hun havde hængt op på væggen. Små selvklæbende sorte klistermærker, jeg kunne sætte fast, lige hvor jeg ville.
– Der er ikke noget rigtigt eller forkert, lovede hun, og lod mig går frem og tilbage mellem stol og væg nogle gange, før jeg fandt mod til at forsøge mig.
“Hvad” placerede jeg i hjertet. “Hvor” i maven og “hvordan” i hovedet.
Men endte med en sidste selvklæbende mærkat, jeg uanset hvor meget jeg tænkte og mærkede efter, ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med: “Hvorfor”?

Da min mormor blev syg, fik hun svært ved at få luft. Hun måtte holde om bordkanten, når hun skulle bevæge sig fra stol til sofa og nogle dage stod hun slet ikke op, men blev liggende i sengen med blå læber og et glas vand, hun kun knap orkede at løfte. Det var noget med hjertet. Det var utæt, sagde min mor, og jeg forestillede mig, hvordan hendes hjerte stod på klem, og kærligheden langsomt sivede ud ad hendes krop. Til glæde for os, der sad omkring hende og mærkede hendes omsorg og varme, men skidt for min mormor, der mistede mere og mere af sig selv. De dage, det var værst, knuste jeg hendes piller og blandede med sukker, rakte hende det på en ske. Og så strakte hun halsen lang og åbnede munden, som var hun en fugleunge, der havde ventet på føde. Jeg har sjældent følt mig så elsket som dér, ved sengen hos min mormor, med utæt hjerte og vand og ske. De mange navne, hun gav mig. “Elskepotte” og “tutteven”, “trøffelhjerte” og “lille agurk”.
Det jeg vil sige er, at hvis Jytta havde spurgt mig dér. Om sorgen – hvad og hvor, hvordan og hvorfor, ville jeg have svaret: Mormor. Det er noget med at elske så højt, at der ikke er plads nok i hjertet til al den kærlighed og så bliver det utæt. Hjertet altså, og man må ligge i sengen og blive madet med en ske.

Min mormor døde i marts, jeg fik ikke lov at se hende på hospitalet, men jeg så min mor, hvis øjne blev mørke og stemmen mere hul. Og jeg husker min morfar, der i månederne efter begravelsen mistede hørelsen, senere det ene ben og til sidst appetitten. Jeg siger ikke, at det er sådan tingene hænger sammen, jeg siger bare, at det var i den rækkefølge, de skete. Og nu sad jeg så i værelset hos psykologen og tænkte på, om jeg kunne placere et “hvorfor” i min højre knæhase eller den venstre albuebøjning. Ikke fordi det var dér, sorgen havde hjemme, men for at få lov at gå.

Jeg har læst, at katte, der lider, søger væk. De gnider sig altså ikke op ad menneskenes knæ, for at få hjælp. De hvæser ikke eller kradser på døren. Nej, de finder et skjul langt væk og venter på, at det går over, sygdommen, sorgen, hvad end det nu er, de lider af eller over. Jeg har læst, at man ikke skal forsøge at kalde katten frem, trøste eller tvinge den til omsorg. Tværtimod skal man give den tid og plads til at være sig selv, finde sig selv. Stille mad og vand frem, den i et ubemærket øjeblik kan mætte sig og stille sin tørst ved, men ellers lade det være op til dyret, hvornår – hvis overhovedet – den er klar til at vende hjem. Eller man kan indrette skjul med tæpper og trygge kroge, hvor katten kan bygge en egen base, uafhængigt af det hjem, den forlod, fordi den led. Det er ikke hjemmets skyld, det er ikke kattens skyld, det er bare sådan, det blev, sådan dyret nu trives bedst.
Jeg byggede en hule. Et klapudbord fra Trip-Trap med tæpper langs siden og gulv foret med lammeskind fra min morfars gård. Jeg skrev noter fra dagene. “Skyerne driver himlen til vanvid” og “Jeg har ikke noget at sige, og ikke nogen at sige det til”. Kom kun frem for at spise og tl min fødselsdag. Jeg fik et kassettebånd med Lone Kellermann, der sang ‘Se venedig og dø’ og en undertrøje med print af en giraf af min mors kusine. Den var flere numre for stor, min mor forsøgte sig med at kogevaske trøjen, men selvom den krøb fandt jeg mig aldrig til rette i den.

Som en slags trøst for de voksnes sære gave, opfandt jeg en ven, en isbjørn, der hed Malut. Den fandtes ganske vist kun i mit hovede, men det passede mig fint. Vi delte alt. Jeg gav den af min pakke med digestive kiks og tilbød den at smage min mors hjemmebagte boller, mens Malut bragte mig sælspæk og en sær sprød snack, min ven senere afslørede, var frosne øjenæbler fra en selvdød lomvie.
En sjælden gang imellem vovede vi os udenfor hulen. Så krøb vi på knæ rundt og så på alting i knæhøjde. Der var en hel ny verden, der åbenbarede sig med det nye perspektiv. Pludselig blev folderne i min mors plisserede nederdel til et gardin på et kongeslot og støvet i de skrå striber fra en eftermiddagssol til et lyssværds dræbende kegle.
Malut og min mormor havde så godt som ingenting tilfælles, alligevel gav det mening. At vi fandt sammen i sorgen altså, faldt på knæ.

Måske er sorgen slet ikke sort, som man plejer at sige, men hvid og blød som en isbjørn. Ligeså brutal også.

Det kunne selvfølgelig ikke fortsætte sådan. Med mig boende under et udslået havebord midt i stuen og en usynlig isbjørn som min bedste ven. Min mor bekymrede sig og foreslog at jeg erstattede håndbolden med svømning. Det krævede ikke samme mængder af udstyr, bare en badedragt og et sæt briller og så var det endda skånsomt for leddene. Hun fandt et hold til mig mandag aften i Solsidehallen på den modsatte side af fjorden. Vægge og loft var af af glas, og lydene i hallen på en gang mudrede og skingre. Et flik flak af råb og hvin. Min badedragt var med motiv af svømmende pingviner, sorte, lilla og grå. det var en gave fra min onkel, der nu var død. Et tragisk uheld, lød forklaringen, noget med en glød fra en cigaret, der havde antændt et tæppe. Der var noget, der ikke stemte ved historien (min onkel røg for eksempel ikke), men ingen syntes at protestere. Måske var en lettelse at finde en forklaring, også selvom den ikke passede.
Hallen lugtede af klor og konkurrence, og jeg måtte hver gang bruge flere minutter på at finde mig til rette. Dér et sted imellem det hele, lydene, lugtene og et konstant rend af næsten nøgne mennesker. Gispende ansigter, der dukkede op fra under vandet for at trække luft, for så at forsvinde igen.
Jeg havde arvet et par svømmebriller af en ældre fætter. De var flere numre for store og skumgummiforingen utæt, så der trak vand ind. Hele tiden måtte jeg manøvrere mellem at tømme brillerne og at bevæge mig fremad i vandet. Først det venstre glas, så det højre, så et benspark. Svømmelæreren råbte ad mig: Jeg lignede en hund i havsnød.
–Om jeg nogensinde havde set sådan én?
Til sidst lod jeg brillerne blive i tasken, forsøgte i stedet at holde hovedet over vandet og øjnene lukket tæt i, det blev det ikke bedre af. Hver mandag gik på den måde. Med pingviner, hunde i havsnød, flik flak og svømmelæren, der til sidst foreslog, at jeg prøvede noget andet. Trampolinspring eller fodbold? Jeg tror, det var i god mening, han sagde det, men jeg skammede mig og tog det som et nederlag. Derhjemme fandt jeg på, at jeg havde udviklet allergi overfor badedragtens elastan, og da min mor foreslog at jeg i stedet forsøgte mig med en bikini i polyester eller nylon, brød jeg sammen og tilstod, at det ikke gik. Med mig og svømning, min krop i vandet. Det var som om ben og arme ville hver sit og mit hovede noget helt tredje, jeg hulkede så hårdt, at min mor ikke forstod et ord af hvad jeg sagde, men det var heller ike nødvendigt. Gråden alene overbeviste hende, hun ringede og afmeldte mig holdet, træneren virkede lettet:
”Det er nok det bedste for alle.”

Da jeg var ni år blev jeg sendt til psykolog. Hun hed Jytta og havde kontor ved siden af skolesygeplejersken. Er du ked af det?, ville hun vide. Føler du dig udenfor, er der noget derhjemme, der er svært? Jeg rystede på hovedet af det hele: Jeg blev ikke holdt udenfor og derhjemme var alt lige så bøvlet og blidt, som hos de fleste alle andre. Med makrelsalat og ugentlige pligter, en favn at finde trøst i, et hierarki at falde igennem.
Årsagen til, at jeg sad hos Jytta og blev spurgt til ensomhed og mobning, min mor og mine venner, var at jeg i seks uger havde været tavs. Altså helt bogstaveligt, i 42 dage havde jeg ikke mælet et eneste ord, ikke så meget som et ja eller et nej, alt var reduceret til nik og hovedrysten, en afværgende hånd. “Ellers tak”. Og nu ville de voksne så vide hvad der var galt, hvorfor jeg nægtede at tale. Er du ked af det?, spurgte Jytta, men jeg blev hende svar skyldig. For jeg var ked – men ikke af noget, og det – fandt jeg ud af – kan man ikke. Man kan ikke være ked uden et “det” at være ked af. Der skal være “noget” i vejen, et tab, en sorg, en frygt. Og jeg ledte og ledte, men fandt ikke andet, end at min farmors gravhund, Ib, var død, og selvom det var trist, var det ikke ligefrem en sorg.

Måske var det der, jeg begyndte at finde på. At jeg havde en tvillingesøster, der var død, for eksempel, og det, allerede før hun blev født. Ingen kendte hende, udover jeg altså, som jo havde ligget i den samme livmoder, svømmet i det samme vand, delt det samme æg. Hun klarede det ikke og sådan gik jeg rundt, halveret og med en sjæl, der kun vejede fire gram, hvor alle andres vejede otte. For let til at være helt menneske, men for tung til at være andet.
Jytta var ikke så glad for min forklaring. Hun ringede til min mor, der kunne fortælle, at der aldrig havde været nogen tvilling og at jeg iøvrigt vejede til den gode side af hvad der kunne forventes af et barn på min alder. Og så gav jeg op, begyndte at tale, men tilgav aldrig min mor, at hun havde taget Jyttas parti og ikke mit.
Det er kompliceret.

Jeg tænker tit på den sorg, der hverken har en retning eller et omrids, men som ikke desto mindre findes. Sådan som min ufødte tvilling findes, ikke i virkeligheden, måske, men inde i mig, et stykke af sjælen, jeg ikke fik med den torsdag i juli for længe siden, jeg slap min mors skød.

Jeg læste et sted om overvintrende dyr. Om hvordan de lykkes med at finde føde, altså, og at overleve kulden. Det viser sig, at der ikke er ét svar på den udfordring, men tusinde, ti tusinde endda. Nogle udvikler en evne til at skjule deres føde under bark, som de med millimeters præcision kan genfinde selv i sne og mørke. Andre lærer at sænke deres hjerterytme og kroppens temperatur, så de behøver mindre næring end ellers og dermed kan overleve trangere kår. Nogle graver huler i sneen, huller i jorden, lever af laver og mos, hvis næring er minimal, men som dyrene lykkes med at udnytte på næsten mirakuløs vis.
Måske er det også sådan med vi mennesker. At det at overkomme en sorg, ikke har et enkelt svar, men tusinde. At sorgen på samme måde ikke altid har en genstand, et hjem, men kan være en rastløs længsel efter den søster, man aldrig fik, det venskab, der aldrig blev forløst. En følelse af tab, der ikke nødvendigvis handler om død, men om tab af kærlighed, mening, frihed.

I femte klasse fandt min forældre på, at jeg skulle begynde til håndbold. Det ville være godt for mig, mente de, at spille på et hold, være sammen om en bold. “Ind over”. “Hér”. “Jeg er fri”. Den slags ukomplicerede kommandoer. Det var i oktober, og jeg fik et par Adidas sko med striber og matchende shorts og en taske, jeg kunne have over skulderen, ligesom Bjørn Borg. Jeg fik godt nok ikke sådan et svedbånd, som han bar, men knæstrømper og en lille bøtte med talkum, jeg kunne smøre hænderne med, så jeg fik bedre greb om bolden.
Jeg husker tydeligt dagen, hallen var af beton og lå tæt på motorvejsafkørslen, bilernes lygter lyste glimtvis himlen op. Som et Jean Michelle Jarre show, lidt uhyggeligt men også meget smukt. Døren ind til hallen var tung, jeg måtte stemme skuldrene imod, den lukkede bag mig med en dump lyd, som når en stamme falder i en storm eller som en dommers afgørende hammer: Skyldig. Der var ikke tændt lys i rummet, men jeg kunne skimte lange rækker af bænke og ovenover: knagerække efter knagerække. Længst henne en væg med skabe og tilhørende nøgler.
Jeg satte mig for at vente. Lad mig sige det sådan: Der er ikke meget, der er så skræmmende, som lyden af mørke. Den her hæse stilhed, der vist nok skyldes, at man kan høre sit eget blod suse i ørene. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sådan, imellem de aflåste skabe og tomme knagerækker og ventede. 20 minutter, en halv time, til sidst rejste jeg mig og gik, det var svært at holde balancen, jeg var hele tiden ved at falde, måske var jeg stiv af angst, måske havde jeg mistet orienteringen af de mange minutter i mørke. Men jeg fandt den tunge dør, åbnede den og så med det samme motorvejens gule flimmer lyse hallens store flader i grå beton op. Og så græd jeg, nej hulkede. Af skam og vrede og angst og ikke mindst en enorm ensomhed. Altså en ensomhed, som den jeg forestiller mig, man må føle, hvis man sidder på en rumstation hundredetusindevis af kilometer fra den viden, man kender og vinker og ved, at vinket ikke når frem før næste dag, næste uge. Hej, hej.
Det viste sig at håndboldklubben holdt ferie. Det stod på en lille seddel lige over håndtaget. Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overse det, men jeg ved, at jeg satte mig på fliserne udenfor og lod to timer gå, præcis samme tid, som træningen var sat til at vare, før jeg gik hjem. Jeg fortalte ikke noget om det til mine forældre, lagde mit tøj til vask, som trængte det til at blive befriet for svedige kammeratlige kram. Jeg holdt ved, til dåsen med talkum var tom, før jeg fandt mod til at sige til de voksne, at jeg helst var fri. At håndbold nok ikke lige var mig, at jeg havde angst for aflåste skabe og tunge døre, og at jeg forresten bedre kunne lide John McEnroe end Bjørn Borg.

Det er ikke en sorg at skulle holde op til håndbold. Men det er en sorg ikke at kunne fortælle hvorfor.

For hunde der lever blandt mennesker er halen et vigtigt redskab. At kunne logre og please og give pote. Det skaber en relation og sikrer, at hunden får mad, omsorg, vand og en pind at lege. For hunde der lever i flok blandt andre hunde, er det langt vigtigere at kunne sætte sig i respekt. Blotte tænder og knurre. Det sikrer dem en plads i hierarkiet, adgang til parring og mad og ly. Jeg ved ikke, hvordan det er vi med mennesker, men jeg ved, at jeg i mange år logrede i den tro, at det ville gøre mig mindre ensom. Mere mæt.
Men. Mørke forvandler sig ikke til lys af en logrende hale. Og beton ikke til fløjl. Ligesom jeg ikke fik greb om sorgen, uanset hvor meget talkum, jeg smurte mine hænder med.

I sidste uge deltog jeg i et kursus for undervisere i kreativ skrivning. To dage med oplæg og workshops, god mad og kærlig karma. Jeg havde tilmeldt mig et forløb om “Den Meditative Krop”. Ikke, som man måske skulle tro, fordi jeg holder af at meditere, at mærke kroppen, søge nærværet. Eller misforstå mig ikke, jeg holder naturligvis af nærvær, jeg er bare så frygtelig kejtet, når det kommer til udførslen. Mine tanker nægter at slippe kontrollen og min krop nægter omvendt at tage den. Resultatet er en tilstand af skrøbelig våbenhvile, en konstant frygt for, hvornår kampene igen vil bryde ud. Hvornår tankerne igen vil tæske løs på følelserne og knæene flyde ud som gele.
Når jeg alligevel valgte at forsøge mig med netop den workshop var det et udslag af vrede, en mulighed for at råbe min frustration ud i et rum fyldt med forventede zen-eksistenser, der havde det med ro, som en kanin har det med gulerødder. En stærk tilfreds tilstand af gnasken.
Mine forventninger forblev uforløste. De andre tilmeldte syntes cirka lige så sitrende ubekvemme ved situationen, som jeg selv. At sidde der i stilhed og mærke rummet, menneskene omkring, solen, der for første gang i flere uger faldt ind gennem vinduerne. Underviseren, Peter Høegh, var ikke, som jeg ellers havde fået overbevist mig selv om, en kendis med hang til krystaller og religiøs røg, men en supertilstedeværende, generøs, sjov og velbegavet vært for to mildest talt vidunderlige dage. Sådan kan tilværelsen heldigvis tage røven på én.

Peter gjorde sig umagen at tage sig tid. Noget så fundamentalt og tilsyneladende også banalt som at sige – Hej og lade ordet hænge i luften så længe, at det når frem til kroppen. Ikke
– Hej, nu skal I høre, eller
– Hej, hvis I lige rykker lidt tættere på. Bare
– Hej og så ét, måske to, minutters stilhed. Det har jeg aldrig oplevet før, min umiddelbare refleks er tid at fnise forlegent – overbevist om, at der nok er tale om skjult kamera eller om en eller anden gåde, jeg skal løse, et svar jeg skal kunne give. Men stilheden kalder jo lige netop ikke på et svar. Den er en gave, et øjeblik befriet for krav om nytte eller effektivitet.
Det sære er, at de to minutters indledende stilhed fik afgørende betydning for resten af tiden, vi var sammen. Små 20 mennesker, vil jeg tro, som jeg uden at vide det fjerneste om de fleste, alligevel følte mig mere tryg ved, komfortabel måske, end med de fleste andre jeg ellers omgås. Senere dansede vi. Her skal det siges, at jeg er nogenlunde lige så tilpas ved dans, som jeg er ved blodpølse. Jeg forstår ganske enkelt ikke konceptet, bryder mig heller ikke om det. Nå ja, lige med undtagelse af i sidste uge, altså, for det var både sjovt, kærligt og fuldkommen befriende i forhold til tankemylder. Det er ganske enkelt ikke muligt at fastholde en intellektuel kontrol, mens kroppen flegner rundt i trin og takter, kollisioner og kædedans. Prøv selv.

Men sidste uge var sidste uge og i dag er i dag. Nu sidder jeg i min stue og forsøger at regne tilværelsen ud. Torsdag + køre Bjørn + tåge + vente på svar + give lovet feedback på manus + ødemer + kold kyllingesalat + tværsummen af 16012025 = argh!
Kroppen er et åg, jeg ikke orker at slæbe rundt på og hovedet en mislykket råkostsalat – for meget citronsaft og for lidt sukker. Bitter og groftskåret. Jeg prøver at finde tilbage til ankomsten, sige – Hej til mig selv og til dagen, tværsummen også. Otte.
Bare to minutters fred, hvor torsdag ikke er en opgave, jeg skal løse, men et ord på syv bogstaver. Hvor hovedet bare er et hoved og kroppen bare en krop. Ikke min og mig og ikke et åg. Men selvbevidstheden er en gift, den hvisler som slangen i Paradiset: For hvor dum er jeg lige, at sidde med lukkede øjne og opadvendte håndflader og vente. På hvad? På heldet eller lykken eller freden eller. Min bare røv, virkeligheden har sgu ikke tid til, at jeg render rundt som en høne uden hoved eller måske omvendt, som et hoved uden røv eller – åh alle de ord, al den vrede. Jeg bliver så træt. Af mig selv. Mine forsøg på at slippe udenom, forbi stilheden. Kroppen. Hvad er det, der er så farligt, at jeg i årevis undlod salaten og nøjedes med at sutte citronskiver. En mildest talt uhensigtsmæssig vane, der endte med at opløse emaljen på mine tænder og koste mig rundt en halv million i tandlægeregninger. Hvad er det, der er så stort og så skræmmende, at jeg hellere skriver til ingen om alt, som jeg lige har gjort det her, for at undgå to minutter uden ord. Det er ikke et spørgsmål eller rettere: Svaret er stilhed.

I går lyttede jeg til en podcast med Sørine Gotfredsen. Hun havde inviteret Jens Albinus i studiet til en snak. Den første halve time var jævnt hen kedelig. Vi fik en rørende fortælling om Albinus opvækst som søn af en præst, et tidehvervsk hjem med klare holdninger men uden megen snak. Som præst burede skuespillerens far sig ofte inde bag låste døre for at koncentrere sig om livets “egentlige” kerne: At forkynde Guds ord.
I en salmebog som Albinus fik i gave til sin konfirmation, havde hans far skrevet “Den kærlighed du har til mig”. En sætning, der blev titlen på Albinus’ bog, men også et udsagn der i årevis marterede sønnen. For indeholdt den sætning ikke indirekte et påbud om, at det var hans opgave, hans ansvar og lod at elske. Ikke faderens eller Guds – men Jens Albinus’?
Der stod jo ikke “Den kærlighed jeg har til dig”.
Senere i udsendelsen fortæller Albinus om et vendepunkt i sit liv. I mange år havde han gået rundt og søgt en overensstemmelse mellem sit ydre og sit indre. Håbet på, at han som scenekunstner ville opnå en fuldstændig sammensmeltning af karakter og Selv, sådan som blandt andet Lars von Trier og andre dogmeinstruktører havde prædiket. Skellet mellem skuespiller og rolle skulle udviskes, det, der blev vist, skulle være det samme, som det, der var.
Men på en tur til Grækenland med sin forlovede læser Albinus Primo Levis vidnesbyrd “Hvis dette er et menneske”. I forordet gør forfatteren det klart: Hvis du forventer at få en fuldstændig beskrivelse af koncentrationslejrens rædsler, så går du forgæves. Der findes ikke noget sprog, for den slags. Skrev jeg det ned, siger han, ville det være umuligt at forstå.
Alligevel skriver Levi sin bog. Han bruger sproget til at pege på det, der ikke kan siges, til at sige noget andet. Og det får skuespilleren til at forstå, at han ikke skal VÆRE sin rolle, men BÆRE den. Frem på scenen, så publikum kan se den. Han skal ikke sætte ild til sig selv, men derimod bære en fakkel og tænde en kunstnerisk ild.

I lidt over atten år sultede jeg mig selv. Jeg brugte min krop og mit liv, til at fortælle, hvad jeg i virkeligheden skulle have båret i mine hænder, vist frem.
Og selvom det fyger med beskyldninger om selviscenesættelse, selvoptagethed og egocentrisme, når vi taler om nutidens mange autofiktive værker, så er der noget sært selvmodsigende i, at så mange peger fingre og gør sig til doms, når den position i sig selv er selvhævdende. Det at dømme andre til at være forkerte, narcissister, forkælede, whatever – er jo dybest set en måde at hæve sig over forfatteren, dennes intentioner, nutidens ånd. En særlig ophøjelse af sin egen person – “jeg ved bedre”.
Af samme grund tilgiver Jens Albinus sig selv for at være egoist, og for at gøre det til en levevej at sætte sig selv i scene. – Det er ikke mig, siger han, – der er vigtig, men det, jeg bærer frem. Jeg synes, der er stor kærlighed at hente i den tilgivelse. Alle de kræfter, vi – eller i hvert fald jeg selv – hver dag bruger på at afsky mig selv, min skrift, min væren i verden. Mit evige behov for at italesætte mine tanker. Tænk hvis jeg i stedet kunne se det som, at jeg stiller nogle ord til rådighed. Ikke mig selv, ikke min – iøvrigt temmeligt gennemsnitlige og jævnthen kedelige person – men overvejelser, refleksioner. Som den tyske filosof Hannah Arendt er citeret for at have sagt: Jeg er ikke sikker på, at jeg har ret i mit håb, men jeg er overbevist om at det er nødvendigt at tale om det.
Nødvendigheden af at tale. Retten til at håbe. At gøre sit bedste vel vidende, at det langt fra er nok.
Lad os bære over med hinanden og os selv.

Ole Bjerg er ikke ond. Nej, Ole Bjerg er fuld af kærlighed. Han har lagt vreden bag sig, han kommer med fred. Ole Bjerg er – med egne ord: “færdig med »alt det der«. Han vil ikke »evangelisere«, han har ikke »nogen ambition om at overbevise nogen om noget« 
Ole Bjerg var engang lektor på CBS. Han skrev bøger pm bitcoin og pengesystemer: Hvor kommer pengene fra, spurgte han i bogen ‘Gode Penge’: Hvem laver dem og hvem burde lave dem? Men så kom Corona og Ole blev skeptisk. Han genkendte ikke tallene i statistikkerne og forstod ikke hvorfor samfundet skulle lukkes ned. Og så kom “indsprøjtningerne”, som han kalder covid-vaccinerne, og han skrev et brev til sine kolleger på CBS. En, ifølge Dagbladet Informations journalist, Mathias Sindberg,
“lang svada om »kropslig suverænitet«, »genterapi-indsprøjtninger« og mundbind som »dehumaniserende symboler på underkastelse«.”

Ole Bjerg er et menneske, du ikke kan finde på. Han er simpelthen for utrolig. Han mener for eksempel, at Bill Gates vil slå halvdelen af jordens befolkning ihjel. At Onkel Reje er satanist. Og at klimaforandringer er et redskab, som onde mennesker har fundet på for at sikre sig befolkningens underkastelse. Han elsker kvinder, beundrer deres kroppe og evnen til at få børn og mener, at det er deres bestemmelse. At føde børn, altså, og passe hjemmet. Drage omsorg – ikke at føre politik eller tjene penge.
Det er nemt at pege fingre ad Ole Bjerg. Ad hans konspirationsteorier. Men hans vrede kommer et sted fra, den startede, da han kæmpede for at få samværsret med sin søn og følte, at systemet svigtede ham. Det blev kimen til en voldsom skepsis, for hvem var de mennesker, han kæmpede imod? Hvem udgjorde “systemet”? En skepsis han tog med sig i sin interesse for pengesystemet, bankvæsnet og bitcoins. Så langt så godt, hans bog ‘Gode penge’ om netop sidstnævnte emne blev godt modtaget, mange hyldede hans kritiske endevending af kapitalismen og de bagvedliggende mekanismer. Men så kom Corona, og Ole Bjergs skepsis blev pludselig mødt af forargelse. Hans påstande gik fra at være præget af sund skepsis til at bære tegn på en syg mistro – eller sådan oplevede dem omkring ham det. Selv er Ole Bjerg uenig, han mener tværtimod, at det er os “i den anden verden” der er blinde og bange:
“Min metier er at søge mod grænsen. Hvad er de blinde pletter? Hvad er det, man ikke må sige? Det er altid det, der har drevet mig intellektuelt,« siger han. Han ser sig selv som en slags frelser, en helt, en seer – med langt hår og skæg. Ikke ulig Jesus, hvis ord han da også forkyndere i en frikirke lidt udenfor Løkken. Gud er kærlighed, og kærlighed har vi brug for i en verden fyldt med ondskab, prædiker han. – Halleluja. – Amen.

Det er en virkelig god artikel, Mathias Sindberg har begået. Han formår at formidle uden at dømme, men også uden blindt at videregive alt, hvad Ole Bjerg siger og mener. Sindberg er “nysgerrig efter at forstå, hvordan tingene tager sig ud ovre i den anden verden. Konspirationsteoretikernes verden, som vi går og kalder det i verden ét – og måske først og fremmest, hvordan vejen derhen ser ud, og hvorfor så relativt mange mennesker vælger at følge den.” Det er en vigtig åbenhed, synes jeg, og selvom jeg har svært ved at følge et menneske som Bjerg, hvis mantra lyder: “Ja til Jesus. Ja til konspirationsteorier”, så vil jeg gerne prøve at forstå. Vreden, mistroen, frygten for fremtiden. Frelserfortællingen og den identitet, der kan være i at være udstødt, foragtet, forhadt. Martyr betyder en person, der lider eller dør for sin sag. Jeg tror, Ole Bjerg føler sig som en martyr. En frelser, der er klar til at dø for det, han tror på. At månelandingen var fake, for eksempel, eller at Obama var Antikrist. Det kan lyde vildt, men for Ole Bjerg er det fakta.
Det er en forrygende artikel, anderledes og øjenåbnende. Den åbner en dør til en verden, vi helst – og af gode grunde – holder lukket, men som vi måske gør godt i at banke på, sådan som Sindberg gør det. Ikke for at flytte ind, men for at få en kop te, en snak og en slags forståelse af det uforståelige.