Louise Juhl

destory.dk

030521

Sidder i toget på vej hjem og ‘dømmer’ folk på deres mundbind. En har ét på med dannebrog en anden ét med regnbueflag. En tredje bærer mundbind i pink satin og en fjerde ét med Simpsons. De fleste bærer de medicinske blå, insisterer: “dont judge me by my lack of face”

Det ligner en forklaring

Hun skriver breve. Til ingen, fra ingen. Eller genkalder sig en ordveksling fra for længst:
-Hvordan går det? 
-Det går ikke.
-Det er jeg ked af at høre, hvad er det, der ikke går? 
-Det er det hele. 
-Det hele? 
-Det hele! 
Hun fortæller om ørkenspringrotterne, hun holdt som kæledyr, da hun var barn. Tarzan og Halefrandsen. Hvordan de sov det meste af dagen, og var vågne om natten. Bed og skreg og sked, ikke andet.
En nat var hun vågnet ved stilheden. Ikke en lyd kom der fra buret. Hun var stået op, havde set ind til dyrene, var trådt et skridt tilbage: Tarzan havde ædt Halefrandsen. Bunden af buret var dækket blodstænk, totter af pels, atten småbitte negle.
Ørkenspringrotter er flokdyr. De trives ikke alene. Heller ikke Tarzan, springrotten døde kun fire dage senere. Af ensomhed, måske. Eller kedsomhed, det er ikke til at sige.

det var dengang

Da jeg var omkring de tretten skrev jeg slogans overalt, hele tiden, på forsiden af min Fjällräven, for eksempel.
“Jorden er rund af en grund”, skrev jeg, og når nogen spurgte, hvad grunden så var, svarede jeg:
–At det rimer.

Enfoldig glæde

Man skulle være en hund. Jeg har lige været i skoven med Mumrik, jeg talte: Ethundredeogni gange kastede jeg en pind, og ethundredeni gange bragte hunden den samme pind tilbage. Hver gang med stolthed, logren og stor glæde:
-Juhuuu
-Se!
-Hvad siger du så?
Tænk om man kunne overføre bare lidt af dyrets begejstring til de daglige gøremål.
Betale sine regninger med et ‘Juhuuu’.
Tørre en karm fri for støv: ‘Se!’.
handle: lagereddike, bagepapir, finsk lakrids. Lægge det hele frem på båndet, smile og spørge kassemedarbejderen: ‘Hvad siger du så?’
Det er da et forsøg værd.

Læhegn

Jeg troede egentlig, at man blev mere robust med alderen. At erfaringen ville bibringe lidt hård hud på hjerteklapperne. Ikke kynisme, slet ikke, bare en vis evne til at ’bære over med’ tingene fremfor at bære dem – allesammen og hele tiden. Men noget må være gået galt, eller også har jeg simpelthen misforstået det. Min evne til at sortere i- og lægge afstand til verden, synes i hvert fald at være blevet mindre med årene. For tiden tuder jeg for eksempel hele tiden. Ikke at det skal give nogen anledning til bekymring eller omsorgs-emojis, det er jo bare salt og vand. Men nu i morges, da græd jeg allerede, før jeg vågnede. Vistnok over en over solsort, der sang udenfor mit vinduer (jeg ved ikke, om gråden skyldtes træthed eller taknemmelighed). Senere var det over min mors stemme i telefonen. Så en podcast om Buddha (jeg er ellers ikke buddhist). Til frokost fandt jeg en lille snegl i salaten, også den fik mig til at græde. Tænk hvis jeg havde slugt den lille fætter, det havde jo ikke været til at bære – ikke for mig, i hvert fald, og da slet ikke for sneglen. 
Jeg er ellers opdraget til at kontrollere mine følelser, holde dem i ave. Følelser er jo luftige og lige så uforudsigelige som vinden, der blæser. Tænk bare på et vestjysk læhegn. Det er, har min far lært mig, hvad der risikerer at ske, hvis man giver efter for den slags, for vind og følelser. Man ender kun centimeter fra at kæntre. Set i det perspektiv er jeg glad for, at have lært at betragte mine følelser med en vis distance, overbærenhed. ’Hej, hej lille tristhed’, ’goddag goddag, uforklarlige angst’. Jeg er sikker på, at det utallige gange har tjent mig godt, måske endda reddet mig. Men ind imellem, så kammer det over og bliver giftigt. Det med distancen, altså. Så ser jeg mig selv oppefra og ned, og det er en farlig vinkel, den har det nemlig med at skabe skel, hierarkier: ’Dem, der ligger på jorden, må man træde på’. Så nøjes jeg ikke bare med at pege ud (dér, fortvivlelse og dér, vrede), men at pege ad, række tunge: Tag dig nu sammen, søster lagkage, get over it (’it’ er i dette tilfælde mig). Så tipper balancen, og overbærenheden ender i ringeagt: Flæbetøs, tudemarie, tristessetante. 
’Det handler ikke om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det’. 
’Det man ikke dør af, bliver man stærkere af’. 
Vi har alle sammen hørt det så mange gange, at vi er endt med at tro, at det er sandhed. Men man kunne lige så vel påstå det modsatte. – At måden, hvorpå man tar’ det, afhænger af, hvordan man har det. Og at det eneste vi med sikkerhed ved er, at det man ikke dør – ja, det dør man ikke af. Mere ved vi faktisk ikke.
Jeg plæderer ikke for, at vi allesammen skal sætte os ned og sørge over en snegl i salaten. Det kunne ellers være en fin øvelse. Vi er sikkert mange, der trænger til at græde lidt og snegle kunne være et fint sted at begynde. Men det jeg egentlig vil sige er, at jeg bliver ældre, og at det ikke bliver nemmere af den grund. Det med at være i verden, altså. Det er hverken synd eller skam, jeg har bare altid troet, at det ville være anderledes. Nemmere. Til gengæld har jeg lært at sætte stor pris på vestjyske læhegn. Jeg synes, de er noget af det smukkeste, der findes, faktisk lige til at tude over. Også dem

Brev til et hul i en sok

Kære hul i min sok
Jeg kender godt følelsen. Af at være et hul altså – og så i en sok. Man skal jo starte et sted, og de fleste af os starter præcis som dig, på bunden, og kæmper os op. Op og op og op. Ikke fordi vi ved, hvad vi skal deroppe, men fordi det lyder så dumt at sige, at man kæmper sig ned. Og hvem ved, pludselig en dag er man måske heldig at ramme toppen: Nogen løfter en hånd, peger og råber: Se! Et hul i skydækket. Det er dig, de peger på. De smiler, hilser endda: ‘Hej hej, hul’.
Den dag bliver en god dag, tror jeg.
Kh

Det ligner en tomt

Jeg læste engang en bog om en kvinde, der var så vred, at hun gik i stykker. Huden sprak, tænderne faldt ud, hendes hjerte eksploderede. Det var vildt og voldsomt – der var blod og væv og puds overalt. Skræmmende smukt. Dét, jeg husker bedst, er dog, at selv da kvindes krop var sprængt i tusinde stumper og stykker, knogler og hjerte og vener og pumpe spredt overalt, så forblev hun hel. Hud- og tandløs, ja, og tømt, men ikke desto mindre. Det var en meget ensom scene, husker jeg. Kvinden dér, midt på slagmarken blandt nedbrændte huse, tandrødder, sveden vrede. Jeg husker ikke bogen titel eller kvindens navn, men jeg husker ensomheden og den forbrændte kvinde. Jeg husker også, at hun blev siddende, dér, også efter, at jeg havde lukket bogen. Hun sidder der sikkert endnu.

Det ligner en bøn

For lidt siden fløj en fugl mod min rude, den faldt til jorden. Jeg løb ud på den anden side: Dyret lå med lukkede øjne og stive ben, livløs. Jeg satte mig på knæ ved siden af, i det samme åbnede fuglen sine øjne. Sådan sad vi lidt og så, indtil fuglen fandt tilbage på sine ben og fløj. Jeg sad tilbage, stadig på knæ, som én, der havde bedt en bøn, og var blevet hørt.

23.4.21

Det startede med, at jeg ville tage mit eget liv. Ikke bogstaveligt, men rent hypotetisk. Hvis, så?
Hvem ville tage sig af hunden, vande min sukkulent? Ville mit tøj blive brændt på bålet eller vasket på fyrre grader og sendt til genbrug. Ville nogen købe min lodne frakke i en second hand shop, stikke hænderne i mine lommer, der nu er en andens, finde en forvasket seddel:
Indespærret i din egen sjæl/ som en hyacint i en plastikpose.

Men jeg tager ikke nogens liv, ikke engang mit eget. Jeg bliver, hvor jeg er, blålæbet, halskrum, søgende. Bestiller tid hos min kiropraktor og finder syv minutter nævet nærvær på den hårde briks. Hårdhændet omsorg. Klæder mig på igen og betaler sekretæren trehundrede og seksogtredive kroner for den stakkede glæde. Overvejer at tage en runde mere, men timeprisen bliver for høj, tre tusinde kroner, det svarer til en måneds madbudget. Der er så meget sult at stille i mig, i min mave, hud.
I skoven jubler fuglene, de ved ikke selv over hvad. Dén følelse, at være glad uden grund, åh. Som at finde hjem ved at fare vild.
At være selv uden for sig selv.

nogle dage og andre dage

Nogle dage er det sådan, at ingen mening giver god mening.

Andre dage er det anderledes.