Louise Juhl

Jeg har lige læst en bog færdig. Det lyder så nemt, så ligetil: Jeg har læst en bog og nu er den færdig. Men det er sådan med bøger, gode bøger i hvert fald, at de aldrig er færdige, at man aldrig bliver færdig med dem. 
Bogen jeg har læst er “Mit navn er Lucy Barton”, jeg har nævnt den før, og jeg vil helt sikkert nævne den igen. Det er en bog om næsten ingenting – og dermed alt. Det er en bog om en kvinde, der får besøg af sin mor på sygehuset. Det er en bog om en far, der aldrig kommer på besøg. Om en nabo, der dør, og en ægtemand, der forsvinder – eller måske bare aldrig rigtig har været der. Det er en fortælling om et samfund. Om fattigdom og hierarkier. Og om at sandheden nogle gange viser sig at være allermest til stede i det, der ligner løgn. Jeg har lyst til at citere hele bogen, men har valgt et afsnit, der i al sin upåfaldenhed er vanvittig vigtigt og voldsomt. Uddraget er en samtale mellem en skrivelærer og hendes kursist. Kursisten forsøger at komme i snak med forfatteren (hun hedder Sarah Payne), der dog virker som om, hun helst er fri:

“På vej hen mod døren, som om hun havde tænkt sig at følges med Sarah ud fra lokalet, sagde kursisten: “Jeg kendte engang en i New Hampshire.”
For mig at se virkede Sarah lidt fjern: “Gjorde du?,” sagde hun.
“Ja, Janie Templeton. Kender du hende, Janie Templeton?”
“Nej.”
“Hendes far var pilot. For et luftfartsselskab. Pan Am eller sådan noget, det var dengang,” sagde denne kursist, der ikke var ung. “Og han fik et nervesammenbrud, Janies far. Han begyndte at går rundt derhjemme og onanere. Jeg fik at vide af en eller anden senere at Janie havde set det – det var måske da hun gik i High Scchool, det ved jeg ikke, men hendes far begyndte at gå rundt derhjemme og onanere helt tvangsmæssigt.”

Jeg blev iskold midt i Arizonaheden. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. 
Sarah Payne rejste sig: “Jeg håber sandelig ikke han fløj ret meget. Nå.” Og hun så på mig og nikkede til mig: “Vi ses i morgen,” sagde hun.
Jeg havde aldrig før hørt om dette “dét” – som jeg kaldte det for mig selv – og har heller aldrig siden hørt det beskrevet på samme måde som det var foregået hjemme hos os.
Jeg tror det var næste dag at Sarah Payne snakkede med os om, at vi skulle skrive med hjertet lige så åbent som var det Guds hjerte.”

Det vilde er, at det her uddrag står på side 157. 
Bogen er på 187 sider i alt. 
Intet sted før nu står der bogen nævnt noget som helst om, at der er foregået noget a la “dét” i jegfortællerens hjem. 
Det kommer simpelthen som en bombe. Bum. Slår benene væk under læseren. Alt hvad der hidtil har stået i bogen fremstår nu i et helt nyt lys. 
Og så uddragets afslutning, hvor skrivelæreren snakker med sine elever – inklusive jegfortælleren, der selv er forfatter – om at skrive med hjertet lige så åbent, som var det Guds. 
Det står jo i den vildeste modsætning til bogen selv, der altså indtil nu har holdt det måske væsentligste i jegfortællerens liv skjult for sin læser. “Dét.” Som hun ikke kan nævne som andet end – “dét”
Pludselig er alt vendt på hovedet. Sandhed og fortielse, fortælleren og det fortalte, læseren og det læste. Hvad der er hvad, hvem der er hvem. 
Måske er jeg dårlig til at forklare, måske er det bare mig.
Jeg synes det er så fremragende. Altså ÅH. Og sådan er hele romanen fyldt med bomber, tæppe-væk-rivende små scener, sindssygt skarpe iagttagelser. 
Læs, læs, læs 

I september begynder jeg at se en læge, jeg har skrantet længe:
Et stigende ubehag hver gang jeg vågner, “nu igen”, tænker jeg, men står alligevel op. 

En dag jeg er ude at handle, bryder jeg sammen. Det foregår helt uden dramatik mellem hylderne med knækbrød og marmelade. Mine ben giver bare efter, jeg sætter mig på hug og klamrer mig til indkøbskurvens hank for ikke at falde helt sammen. Jeg fokuseret mit blik på alle varernes navne: Chia-crackers, Mowglis müslikiks, Franske minitoast.
Nedenunder: En nutella på macademianødder, økologisk ribsgelé og en aflang gaveæske fyldt med variationer over havtornprodukter. Havtorn-chutney, havtornsirup, havtornrelish.
En ung medarbejder kommer tilfældigt forbi og spørger, om han skal hjælpe. Jeg svarer nej tak, og begynder, stadigt på hug, at fylde kurven med tilfældige varer, jeg kan nå fra, hvor jeg sidder. Madpandekager, grønne de puy linser. Til den anden siden: en støvekost med teleskopstang.

Jeg betaler, men efterlader det altsammen i en pose på parkeringspladsen, der er ikke flere kræfter tilbage. Jeg ved, at det er varerne eller mig.
Så er det, jeg beslutter at opsøge en læge.
Jeg finder hans navn i folder fra forlængst og vælger ham, fordi han har adresse tæt på en café, jeg har besøgt. Men mit opkald går direkte på telefonsvareren: “Abonnenten kan desværre ikke besvare dit opkald, men læg en besked efter tonen.” Jeg lægger på og forsøger at glemme episoden, indtil det gentager sig. Denne sidder jeg ved frisøren, en ung praktikant, Anemone hedder hun, har fået besked på at vaske mit hår og vælger en ny shampoo med “duft af gran og sommerregn.” Det er nok, jeg bryder ud i gråd. bøjer mig fremad og hulker i flere minutter. Det er ikke før, den skræmte pige overtaler mig til at læne mig tilbage mod vasken og får skyllet shampooen ud af mit hår, at jeg genvinder fatningen. Tørrer mine øjne og undskylder mig med, at jeg lige før jeg kom, har fået besked om, at min farbror er blevet kørt over. “Det er ret alvorligt, de har lagt ham i kunstigt koma”.
Det hele ender med, at jeg lader mig klippe kort. Jeg ser frygtelig ud, min eneste trøst er, at jeg nu har en gyldig grund til at græde.

Jeg lykkes med at komme igennem til lægen. Han hedder hed Rasmus, har afbleget hår og lange øjenvipper, jeg kan lide ham allerede fra første besøg. Han ler ikke af min selvironi, heller ikke de gange, jeg kalder mig selv for Flæbefruen eller Tudetøsen. Han lærer mig at sige nej uden at skulle forklare hvorfor. Og at bære mine bryster, knæ og tanker med en slags stolthed eller i hvert fald uden skam.
Efter ni besøg hos Rasmus, kan jeg vaske mit hår uden at græde. Efter tolv køber jeg knækbrød og nutella uden at gå i knæ. Det lyder måske ikke af meget, men det er nok.

Første gang jeg blev indlagt var på et somatisk sygehus, en afdeling for mavetarm-lidelser og så alle dem, man ikke vidste, hvad man ellers skulle stille op med. Der var for eksempel én, der var lam fra livet og nedefter, de testede hende for alt, blodprøver, scanning, røntgen, men alt virkede normalt. Alligevel var ingenting som det skulle være, for Hanne, det hed hun, kunne ikke gå, hendes arme var kraftløse, hun skulle bruge begge hænder for at løfte en ske. Efter seks uger fungerede hun igen, hendes ben kunne bære, hun blev udskrevet den første mandag i juni.
Der var også Benny. Jeg mødte ham første gang på rygerstuen. Jeg røg egentlig ikke, men noget skulle tiden jo gå med, så jeg havde købt en pakke grønne Dunhills og en lighter i den rullende hospitalskiosk. Cigaretterne smagte forfærdeligt, surt og af mentol, af en eller anden grund passede det mig fint. Stuen var indrettet med et stort vindue, udenfor blomstrede rododendronbuskene med en nærmest upassende frodighed. Personalet havde hængt et foderbræt op til fuglene, fedt og frø, jeg sad og så på, at de pikkede, trak røg ind, og undrede mig over, hvor simpelt den slags kunne være for dyrene. At pikke og æde.
Så kom Benny ind, han havde dropstativ og vat i albueleddet. Han vidste ikke, hvad det var, de hældte på ham, sagde han, “men de påstår det hjælper.” Det var sidst i juni, min kæreste havde lige fortalt mig, at han havde mødt en anden. Hun hed Mette og spillede klaver og havde langt hår. Det sidste havde jeg selv forlangt at få at vide. At hun havde langt hår, altså, som om det forklarede alt.
Benny havde ikke langt hår, men han havde AIDS. Det fortalte han som det første. Det næste han sagde var, at han ville dø af det. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede ham, om jeg svarede ham, men jeg kan huske, at jeg tog et tæppe fra stolen ved siden af og trak det op omkring mig. Det var seksogtyve grader udenfor, men jeg hundefrøs.
Benny spurgte vist aldrig, hvad jeg fejlede. Heller ikke, om jeg skulle dø af det. Men han strikkede mig et halstørklæde, et langt uldent et, og jeg blev så glad for det, at jeg sov med det på om natten, også selvom det var sommer og stegende hedt.
Ugen efter blev Benny udskrevet, han fik lov at låne en kørestol af afdelingen, de vidste, at han ville komme tilbage. Jeg så ham rulle ud, jeg tudbrølede, først Hanne og nu Benny, alle undtagen mig så ud til at få det bedre, jeg forblev den umulige patient, nægtede at spise, snød og løj og trænede under bruseren. Englehop og armbøjninger, hundrede af hver.
Jeg kom ikke længere på rygerstuen, uden Benny var der kun fuglene og de fede frø og det var ikke nok. I stedet flagrede jeg rundt som et spøgelse i hvidt hospitalstøj, på gange og i forhallen, så på menneskene, der kom og gik. En dag mødte jeg Jørgen Clevin derude, han var større, end jeg huskede ham fra TV, mere træt også, han havde tunge sorte rande om øjnene. Jeg hilste på ham: Hej Jørgen, som om jeg kendte ham, som om han bare var en figur fra TV og ikke et levende menneske. Han havde samme tøj på som mig, med vaskeriets logo: DFD, De Forende danske Dampvaskerier.
Ugen efter blev Benny indlagt igen, han vinkede fra sin kørestol, da han kørte forbi udenfor på gangen. “Im back”, råbte han.
Han havde frygtelig ondt hele tiden, nervebetændelse. Han skreg, bare han skulle have strømper på, sygeplejersken undskyldte hver gang, “undskyld, ven” og Benny svarede: “du skal ikke undskylde, det er ikke din skyld.” Det var ikke nogens skyld.
Senere fik han lungebetændelse og så en særlig ondsindet helvedesild, der fik ham til at skrige af smerte uanset om han lå eller sad eller stod. Jeg besøgte ham på hans stue, nogle gange tog han min hånd, men også det gjorde ondt, av. Og så slap han igen.
Han var min bedste ven i de måneder, jeg var indlagt, han døde i december. Jeg måtte ikke komme med til begravelsen, jeg var for tynd, sagde lægerne, og for skrøbelig. Det er femogtyve år siden, og jeg savner ham stadig. Jeg ved ikke, hvor tørklædet, han strikkede til mig, blev af, det forsvandt bare, ligesom så meget andet forsvandt, kiloene, dagene, sammenhængen.

Jeg sidder og læser, en kvinde er på sygehuset, hun får besøg af sin mor, også af en veninde og sin mand. Hvert besøg betyder noget, hvert besøg betyder noget forskelligt, både godt og skidt, rart og hårdt. Hun ligger der i sengen, hele hendes verden er reduceret til en seng, et bord, en stol, et TV. Og så de besøgende, det er de besøgende, der bringer resten af verden ind. Lyde, dufte, oplevelser, fælles minder, hilsner.

Jeg var engang indlagt på et hospital, længe, ti måneder, jeg lå ikke i sengen al den tid, slet ikke, men min verden bestod af en seng, et bord og et vindue med udsigt til en parkeringsplads. Det sidste lyder måske kedeligt, men det var det ikke, jeg elskede at se ud på parkeringspladsen, se folk ankomme, stige ud af deres biler, unge, gamle, nogle med blomster i favnen. Hver gang forestillede jeg mig, hvad de hed, Eliza, Teddy eller Kim, og hvem de skulle besøge: en søn, en bror, en ven, noget fjerde.
Jeg fik ikke så tit besøg. For det meste, fordi jeg ikke ønskede det, jeg havde jo ikke noget at fortælle, dagene gik med at stå op og holde ud, indtil jeg kunne gå i seng. Der var også andre grunde, men den vigtigste var, at jeg ikke fandt, at jeg var værd at besøge, at det var spild af tid.

Det jeg husker bedst, var et meget stort ur for enden af den gang, hvor afsnittets otte stuer lå. Hvordan viserne bevægede sig i ryk, der kunne høres, uanset hvor på gangen man stod. Tik. Tik. Jeg kan også huske et vaskerum med to maskiner, en til at vaske og en til at tørre, og at jeg elskede at sidde i det rum, når maskinerne kørte, for det var det eneste tidspunkt, jeg ikke kunne høre visernes bevægelser.

Jeg fik nogle gange besøg af min mor, så havde hun blomster og blade med, hun fortalte om alt det, der skete derhjemme, og jeg undlod at fortælle om alt det, der ikke skete hos mig. Nogle gange havde hun hilsner med fra folk, jeg kendte, min lærerinde fra børnehaveklassen, for eksempel, eller en gammel spejderleder. En gang havde hun mødt min klasselærer, Per, han havde sagt, at jeg var den eneste elev, han mente at have oplevet, der aldrig var blevet mobbet eller holdt udenfor. Jeg husker, at jeg svarede, at det måske var rigtigt nok, at jeg havde været heldig, og at mit ansigt brændte af skam, for hvordan kunne jeg så være havnet her, indlagt og ulykkelig.
Hvordan kunne jeg være ked af det, hvis jeg ikke havde noget at være ked af?

En enkelt gang kom en veninde på besøg, lad os kalde hende Cecilie. Hun spurgte, hvad jeg havde lyst til, og jeg svarede, som sandt var: “Ikke noget”.
Hun sagde, at sådan havde hun også engang haft det, men ikke mere, nu havde hun lyst til mange ting, ikke alle, men mange ting. Jeg spurgte “hvad?” og hun fortalte, at hun havde lyst til at ro i kajak, spille klarinet, lære at rulle en mørdej (144 lag og smør imellem dem alle), sluge ild. “Og at besøge dig.” Det er noget af det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig. Så pegede hun ud på parkeringspladsen, en kvinde var på vej ud af en rød 2CV, Cecilie spurgte:
“Tror du, at hun hedder Anni?”

Da jeg var mindre, tilbragte jeg de fleste somre hos min morfar. Her fik jeg lov at sidde i hans lavloftede stue og se Wimbledon, også selvom solen skinnede udenfor. Min morfar trak bare de tunge gardiner for, så hele stuen henlå i et sært halvmørke farvet af gardinernes røde og TV-skærmens blå. Jeg kunne sidde sådan i timevis og se på bolden, der bevægede sig frem og tilbage over nettet. 

Dér, så dér, så dér, så dér. 

Jeg holdt altid med McEnroe, elskede hans inferno af krøller, svedbånd og temperament. Min morfar, derimod, holdt med Bjørn Borg, vistnok fordi Sverige havde den smukkeste dronning og så hed hun ovenikøbet Silvia. 

Fem år i træk vandt Bjørn Borg mesterskabet, og hver gang mente min morfar, at en del af æren var hans. Når den langhårede svensker løftede pokalen, mumlede min morfar altid og med våde øjne “Vi gjorde det sgu!”

Bagefter spiste vi franskbrødsmadder med smør og sukker, min morfar drak grådige slurke af kaffe. Vi sagde sjældent noget dér ved bordet, alligevel vil jeg ikke sige, at der var stille imellem os.

I går så jeg en ål kæmpe sig vej gennem noget sand. Det var smukt at se. Måden den vred sig – lige dele desperat og elegant. Lidt grusomt også.
Senere spillede jeg minigolf og græd over en dreng, der forsøgte at få lov at prøve en rutsjebane. Forlystelsen havde et højdekrav på 115 cm, så det lille menneske strakte sig alt, han kunne. Han stillede sig på tæer, rakte armene over hovedet, hoppede op og ned: “Se mor, jeg må godt.” 
Skuffelsen, da det ikke lod sig gøre, shit altså. Han var helt utrøstelig: Hverken en candyfloss eller en tur i veteranbilerne hjalp: “Dumme mor, dumme verden,” råbte han.
For tiden læser jeg Elisabeth Strouts: ‘Mit navn er Lucy Barton’, hun skriver om de små afgørende detaljer, der afgør så meget. For bogens fortæller er en af de ting, en kæreste, hun har på universitetet. Han er belæst og kunstner, meget velbegavet men helt uden empati, faktisk ser han det som sin fornemste opgave at ydmyge sin kæreste, fordi hun ikke er, som han er. Ikke klassisk kunstnerisk, ikke belæst:
Han gør grin med hendes opvækst, huset, hun boede i som barn, måden, de talte på, tingene, de talte om. Den mad, de spiste: 
“Vi fik tit bønner i tomatsovs,” svarer hun, da han spørger, hvad de fik at spise. Og kæresten reagerer med et: 
“Og hvad så bagefter, sad I så allesammen og pruttede hele aftenen?”

Afsnittet slutter sådan her:
“Så forstod jeg, at det aldrig kunne blive ham og mig. Det er pudsigt, hvordan en enkelt ting kan betyde så meget. Man kan være parat til at give afkald på at få de børn, man altid har ønsket sig, man kan tåle at høre kommentarer om sin fortid og sit tøj, men så – en lillebitte bemærkning, og så går luften ud af ens sjæl med et Åh”
Sådan havde jeg det lidt med den lille dreng i går. Jeg havde udholdt at se en ål kæmpe for livet, og at tabe (stort!) i minigolf.
Men den lille drengs skuffelse altså: Åh!

Da David Bowie døde, kørte jeg 110 km/t på motorvejen, det var i januar og koldt. Jeg hørte det i bilradioen og kørte ind i nødsporet, satte katastrofeblink på. Jeg steg ud af bilen, satte mig på hug i grøftekanten og råbte “nej”. Flere gange råbte jeg, det lød sikkert helt åndssvagt. “Nej”- som om min insisteren, ville vække Bowie til live.
Jeg græd ikke, måske var det for koldt, jeg sad bare og hev efter vejret, mumlede nej, indtil en bilist holdt ind for at høre, om han kunne hjælpe?
Jeg kan huske, jeg så på ham og tænkte, forstår du ikke: “David Bowie er død!”
Manden svarede, at det kunne han desværre ikke hjælpe med og kørte videre, som om intet var hændt.
Jeg tror jeg sad sådan – på hug og bønfaldende – i tyve minutter, før jeg selv lykkedes med at komme videre. Mine fingre var stivfrosne, men det lykkedes mig at dreje nøglen og tænde radioen, de spillede Space Oddity: “Can you hear me, Major Tom?”
Det er seks år siden og i januar. Nu er det juli, jeg sidder på hug i skoven og samler kantareller. Livet er så mange ting: Motorveje, stivfrosne fingre, sommerferie og en uventet ræv på terrassen.

I går var en mærkelig dag. Jeg skrev noget vigtigt men fortrød, og rensede i stedet vasken med en overskåret citron.
Sådan er det med det meste af, hvad jeg gør. At jeg gør det, for at undgå at gøre noget andet.

Senere var jeg ved øjenlæge. 
Min aftale lød på kl. 14.45, men som det autoritetstro menneske, jeg er, møder jeg op i god tid. Klokken 14. tager jeg plads i venteværelset. Her sidder i forvejen en ung mand, trippende med begge ben, op og ned, op og ned. Længere henne sidder en mor med sin søn, han er omtrent 5 år, kort, gyldent hår. Han bærer briller, meget stærke. Hans i forvejen kuglerunde, charmerende øjne, synes endnu mere kuglede og charmerende gennem brillens glas. Drengen sidder på en lille stol ved et ligeså lille bord, han tegner, jeg kan se fem lodrette streger på papiret, sorte. 
– Er det en regnskov, spørger hans mor og peger på stregerne. Drengen vender sig halvt om på stolen, hans tunge er tæt fæstnet til den ene mundvig, koncentreret.
– Nemlig, jubler han. Tegner så et grønt kryds ovenover de fem lodrette streger.
– Det må da vist være en tukan? smiler hans mor og læner sig frem mod bordet.
– Tukan, gentager drengen og peger, tegner så en stor cirkel midt mellem stregerne, fylder den ud med rød.
 – Dét det, det er helt sikkert numsen på en kæææææmpebavian, hvisker moren i drengens øre og han læner hovedet bagover, griner med åben mund:
– Jaaaaaaa.
Så kommer øjenlægen, siger drengens navn:
– Eskil 
Eskil rejser sig, strækker ben
– Det er mig, råber han og gør honnør.
De går alle tre ind i konsultationsrummet, fem minutter efter kommer mor og søn ud, nu mere afdæmpede. Eskil har fået lov at vælge en gave, kan jeg se, en nøglering med et skelet i gennemsigtigt gummi. Han holder det op foran brillerne, kniber øjnene sammen.
– Tak, mumler han og vender sig mod døren ind til øjenlægen.
Den er allerede blevet lukket. 

Der går ti minutter, og jeg begynder at undre mig over, at der ikke bliver kaldt flere patienter ind. Den i forvejen utålmodige mand har nu rejst sig og går frem og tilbage. Fra vinduet og hen til bordet. Løfter en gratisavis, lægger den igen uden at bladre. Tilbage til vinduet. Sukker.
Så åbnes døren til konsultationsrummet, lægen kommer ud, det er mit navn, der bliver råbt op. 
Jeg mærker et aggressivt blik fra vinduet, men forsøger at ignorer både det det hørlige suk. Rejser mig og rækker en hånd frem mod lægen i døren.
– Louise, smiler jeg. 
Lægen tager min hånd, giver den et tryk men ser mig ikke i øjnene:
– Birgitte, mumler hun. 
Jeg gætter på, at det hendes navn?
Hun peger på en stol midt i rummet, tung og klodset. Den minder lidt om en elektrisk stol, jeg så i en film midt i firserne. Den handlede om en dødsdømt, forsøget på at slå ham ihjel med 1000 V. Det lykkedes ikke. Så skruede de op på 2000 V. Det hjalp. Jeg husker, at en voice-over fortalte, at det var afgørende at bruge vekselstrøm, aldrig jævnstrøm. Jeg husker ikke hvorfor.
Birgitte, lægen, beder mig lægge hagen på en plade og presse panden ind mod en anden plade. Hun skubber et apparat ind foran mit ansigt, mine øjne er nu placeret foran to linser. Jeg ser ind linserne, lægen sidder på den anden side, hun ser vel på mine øjne i apparatet. Vi kan ikke se hinanden.
– Du skulle jo også have været her sidste år. Og forrige år, siger hun fra den anden side, mens hun noterer nogle tal i et fortrykt skema.
Jeg begynder straks at undskylde, ja jeg ved det også godt, det ene med det andet, det er for dårligt.
– Ja, jeg kan jo være ligeglad, det er kun for din egen skyld, svarer hun kort.
Jeg fortsætter, nu mere skyldbetynget: jeg burde virkelig også være bedre til at holde styr på den slags, fra nu af…
– Men dine øjne fejler heldigvis ikke noget, siger hun og fjerner apparatet, så vi kan se hinanden. Til min store overraskelse smiler hun bredt:
– Alt er i sin skønneste orden.
Jeg rejser mig lettet, føler mig benådet. Lægen drejer sig mod sin skærm, begynder at gemme gemme billeder af mine øjne. Iris, pupiller, blodsprængninger. Sjælens spejl.

–Hej smiler jeg og rækker hånden frem.
–Hej, hej, svarer hun fraværende unde at vende sig om.
På vejen ud snupper jeg en nøglering, en af dem med et gennemsigtigt gummiskelet, som egentlig er beregnet som trøst til læge-rædde børn.
Jeg ved godt, det er forkert af mig, men det føles helt rigtigt. 

Hver gang jeg sætter mig ned for at skrive, er der en stemme indeni, der hvisker “nej!” Du skal ikke skrive mere, kvindemenneske, du skal tie, ingen orker at høre på dit pis, din åh-så-fucking-inderlige-smerte. Din angst, der vækker dig hver morgen, din tvivl: Hører jeg til her i verden, her i huset, i min krop? Stemmen råber ikke, stemmen er rolig men bestemt, mildt irettesættende: 
Bare fordi du har noget at fortælle, er det langtfra det samme som, at der er nogen, der gider at høre, hvad du har at sige.
Alligevel skriver jeg. Og skammer mig. Og skærer mig på stemmen, der bliver ved at hviske: “Stop dig selv.” For det har jeg lært, det er vi mange, der har lært. At stoppe, mens legen er god. Men den leg, de taler om, er de andres leg. Den er de de seje, de hårdføre, de ubange og altid kontrolleredes leg. Det er en leg, der handler om at løbe hurtigst og længst og om bygge det højeste sandslot. Det er en leg, fuld af jubel og succes. det er en leg uden pludselig flæben. Jeg flæber for meget, for tit, ja næsten hele tiden. Når jeg læser i en bog på svensk, for eksempel, så græder jeg over prikkerne i deres ö. Eller som i går, da jeg læste et essay om barnløshed, da græd jeg, også længe efter at jeg havde lukket bogen.
Så er det, at stemmen hvisker. “Nej”, hvisker den: ikke løbe over med gråd, ikke væde bogens sider, så de krøller. 

Så jeg skriver i stedet. Jeg skriver om at flæbe, og jeg skriver om mine veninders børn, der er så smukke og snart voksne, og som minder mig om de børn, jeg ikke selv lykkedes med at få. De ufødte. Agnes og Stella, dem skriver jeg om. Jeg skriver også om åndenød. Og om de fugle, hvis næb klistrer sammen fordi de spiser vi menneskers efterladte tyggegummi. Og som dør af sult meget langsomt.
Jeg skriver også om hende, jeg troede var min ven, og som, da jeg vejede seksogtredive kilo, i et anfald af afmagt råbte, at hun fandeme håbede, jeg lykkedes. Med at dø. Jeg skriver fordi, hun muligvis havde ret. I hvert fald i, at det nogle gange er bedre at råbe og spytte og spotte, end det er at ae og trøste og tude. Hun fik mig da til at pakke mine ting og gå, i stedet for at blive siddende med lukket mund og nedslået blik.

Jeg gik engang ved en psykolog, han var rar og tålmodig. I tre år talte jeg med ham om min skam. Om alle de mennesker, jeg elskede så uendelig højt og om min sorg over aldrig at kunne gengælde dem deres kærlighed. Jeg græd og græd, tømte flere kasser med Kleenex, nogle gange var huden under min næse helt tyndslidt efter et besøg.
Psykologen afbrød mig sjældent, lyttede bare og rakte mig ind imellem kassen med lommetørkkæder. En enkelt afbrød han og spurgte: “Kunne det tænkes, at du i virkeligheden er vred?” 
Hans spørgsmål fik det til at brænde i min hals. Mig? Vred? 
Jeg husker, at jeg spyttede på hans gulvtæppe, en stor tyk klat, det var et meget smukt persisk tæppe. I samme sekund fortrød jeg, undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg lagde mig på knæ og gnubbede på pletten med et af de mange papirlommetørklæder jeg holdt i hånden, undskyld, græd jeg. Jeg skammede mig som en hund, der har skidt indendøre. Undskyld.
“Det er ok”, svarede psykologen. Faktisk, sagde han, ville han ønske, at jeg spyttede noget mere, og græd noget mindre.

Sådan blev det ikke. Jeg blev aldrig rigtig god til det med at spytte. Jeg græder derimod stadigt en del. Når jeg skriver. Under bruseren og i skoven. Jeg ved ikke, hvor al den gråd kommer fra.

Jeg køber båden en mandag. De har meldt heldagsregn, og jeg har ikke mere at gøre her: Udhænget er malet, blomsterne hængt til tørre, gulvet har fået lak. 
Flere steder er malingen på båden skallet af, ejeren kalder det en charmerende detalje: “Hun er en erfaren dame,” jeg nikker og fører min hånd henover træværket, tilføjer, at damen, som han kalder båden, trænger til en kærlig hånd. 
Sådan står vi et kvarter, tyve minutter måske, bådens ejer får talt sig varm “Hun har sgu tjent mig bedre end min egen hustru”.
En halv time senere er jeg blevet bådejer. Hun hedder Sólrun, er havblå og sytten fod lang. “Hun har mange gode år i sig,” overbeviser ejeren mig. Så kører han, jeg står tilbage, det er først der, det går op for mig, at jeg ikke aner, hvad man stiller op med en båd, hvordan man får den i vandet, hejser et sejl, sætter en kurs. 
En ældre mand med traktor forbarmer sig og trækker Sólrun henover strandbredden, han efterlader en dyb rende i sandet, det ligner et sår. “Held og lykke”, råber han, da han kører traktoren tilbage på “det får du brug for.”
Så sidder jeg der. I båden. Havet synes pludselig stort, langt større end alt, jeg nogensinde er flygtet fra eller længtes imod. Årenes tag gør hverken fra eller til, bølgernes kraft er for stærk, og inden længe opgiver jeg. Lægger mig i bunden af båden, glor op i skyerne. Luften er salt, jeg kan mærker krystallerne mod min hud, små prik af nu. Nu må tiden gøre resten.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg ligger sådan, men da jeg vågner skraber min hund mod døren, den skal ud at tisse. Jeg rejser mig forsigtigt, sengen gynger faretruende, og jeg må støtte med begge fødder på gulvet, for at finde fæste. Udenfor er det stadig mandag, lakken på gulvet er næsten tør og det er holdt op med at regne.