Louise Juhl

destory.dk

H og e og j

Hvis man har været så alene, at man ikke længere ville hilse, hvis man mødte sig selv på gaden. Hvis man har været så fremmed for sig selv. Så ved man, hvad det vil sige, at blive genkendt af en anden. Altså virkelig genkendt. Som man står der og venter på en bus uden at kunne huske, hvor man skal hen eller hvorfor, og egentlig også være ligeglad, for alle steder føles alligevel helt forkerte, enten for øde eller for meget et mylder. Og så er der pludselig en stemme, der siger: Hej, og der står han så i en sandfarvet hørskjorte med kinaflip og smiler, og man er ikke helt sikker på, hvem han er, måske er det Esben fra teknisk kollegium eller Lukas eller. Måske er det lige meget, for det blik, den genkendelse, at nogen ser det, man selv har mistet af syne, siger “Hej”, som om man fandtes, er blevet fundet. Og man har lyst til at flytte ind det “hej”, fore en hule med puder og tæpper et sted inde bag og sidde sådan: Glo ud imellem et h og et e og et j, som en kænguruunge, der stadig er ved at lære verden og sig selv at kende. 

Det farlige ved at fare vild er, at man tit er parat til så godt som alt, for at finde hjem. Men det er jo ikke altid, at Esben fra Teknisk er den bedste guide, og heller ikke altid, at den hule, man forer med tæpper er det bedste hjem, og nogen gange skal man måske bare vente på den næste bus eller købe sig en Samosa med fyld af feta og persille og pesto og vente på, at tiden og man selv går over.

Hierarki

Min kollega, Kaspar Colling Nielsen, skrev engang noget i retning af, at de, der påstod, der ikke fandtes hierarkier, økonomiske, sociale, kunstneriske, det var dem, der sad øverst eller i hvert fald solidt og godt placeret.
Jeg tror, han har ret, hvis ikke du selv har oplevet, hvad det vil sige at blive valgt fra, diskret dømt ude eller – nok oftest – bare konsekvent ignoreret eller overset, ja så er det svært at tro, det finder sted. Hvis du aldrig har fået afslag på lån til indskud i en lejlighed, fordi din økonomi er for usikker eller svingende eller slet og ret ikke-eksisterende, og derfor må leve på sofaen hos venner og måske med tiden få et kælderværelse mod lovning om at passe alle opgangens katte i ferier og ved fravær, ja så synes du nok, at al den snak pm økonomisk ulighed og fattigdom er lige lovlig overdrevet. Hvor der er vilje er der vel vej, og mon ikke man kan finde en avisrute at passe, ærlig talt. Og hvis ikke man har prøvet at sidde hos lægen og bliver set på henover halvbrillen med et mildt overbærende blik, når du fortæller om en klump i halsen på størrelse med en kattekilling, en hårbold af umulige følelser, ja så vil du næppe tro, at der er forskel på, hvad du bliver tilbudt af undersøgelser og udredningsforløb, alt efter lægens forgodtbefindende eller velmente fordomme. Der er jo sandt at sige også mere potentiale i at undgå en afdelingsleders sygemelding end i at undgå en arbejdsløs sammenbrud. Eller hov nej, den slags finder naturligvis ikke sted, alle har jo lige adgang og ret til behandling, det er klart?
For de, der bliver inviteret til debatter, festivaller, tænketanke og udvalg, synes al snak om hierarkier at være noget med “indsatsområder” og “repræsentation,” og det er supergodt og supervigtigt, men det er også ord formuleret fra toppen af hierarkiet og der er virkelig langt til de mennesker, der ikke engang er bekendt med diskussionen om- og kampen for mere lighed, for dem handler det om at fjerne katten fra halsen, finde et sted at bo. Jeg har ingen løsninger og alene det, at jeg har tid og overskud til at formulere mine tanker beviser, at jeg min røv nok er solidt placeret et godt stykke over vandskorpen. Men jeg prøver altid med min skrift at skrive udenom halvbrillen og at ae katten over pelsen, hviske: “Jeg ved, hvordan du har det.”

Klithede

Første gang jeg oplevede, at nogen tog sit eget liv, var jeg 13 og var lige kommet ud af filmforevisningslokalet på den skole, jeg gik. Vi havde set en film om en krage, der fortalte om tiden omkring stavnsbåndets ophævelse. Jeg kan huske, at jeg havde det svært med den der krage, der vidste meget mere end dem, den talte om, det virkede på en eller anden måde så grusomt, at den betroede sig til os, seerne , men ikke til dem i filmen.
Det var da vi kom ud, at der lød et allekald i skolens højttalersystem: Alle skulle samles i skolens festsal, rektor havde noget, han ville sige. Det var en lillebror til en fra min klasse. J, hed han. Han havde hængt sig i et træ i haven, han blev kun elleve. Vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, det føltes som en time.
Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde talte om det igen, jeg tror ikke engang, jeg nævnte det for min mor og far, jeg ved faktisk ikke hvorfor, om det var misforstået omsorg, at vi ikke ville risikere at gøre nogen kede af det, eller om det var skam. Hvordan kunne en 11-årig miste lysten til livet – og hvordan kunne vi overse det.
Næste gang var mere kompliceret. Min onkel havde i mange år lidt af en stadigt mere fremskreden sklerose, først tog den hans førlighed, så fik han svært ved at se, øjnene kunne ligesom ikke fæstne men blev ved med at flakke fra side til side. Han flyttede på plejehjem med mennesker, der var dobbelt så gamle som han selv, han brokkede sig sjældent, men det var tydeligt, at han det ikke var, hvad han havde forestillet sig af et liv. At sidde i en kørestol og høre tysk radio, spise varm mad til frokost.
Det var et uheld. Han havde forsøgt at tænde en cigaret, sagde de, men tabte tændstikken i skødet, og så gik der ild i det tæppe, der lå over hans ben. Han fik tredjegradsforbrændinger og blev fløjet til behandling på rigshospitalet, men skaderne var for omfattende. Der var aldrig nogen, der nævnte det mærkelige i, at han havde forsøgt at tænde en cigaret, når nu han ikke røg.
Senere var det Julie. Når hun så sig i spejlet, så hun et monster. Louise og Charlotte. Og Carsten, for hvem, der kun gik få måneder fra at have været på toppen, til at han kastede sig ud fra den samme. Og LB, fine, kloge LB, der forstod min kærlighed til vestkysthedens vindblæste buske bedre end nogen anden. Har man nogensinde set sådan en busk, enlig og forkommen i sandet jord, så har man også stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor. Hvorfor være busk, hvis det skal være sådan: altid kold vestenvind, altid tør jord, altid alene.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om det. Om dem, om J og den ene minut, der voksede til fem, om Carsten og min kloge kloge ven. Det vindblæste, det ensomme. Måske skulle jeg holde min mund, lade buskene stå, hvor de står og har stået i årtusinder, i sandet jord og alene. Alligevel vælger jeg at skrive i stedet. Fordi man ikke kan tie døden ihjel, og fordi ingen skal stå alene på en vindblæst hede og tænke hvorfor, tænke, at ingen jo alligevel vil savne dem.
Jeg savner jer.

Pingvin

Da jeg fyldte 30, rejste en veninde sig op og holdt en tale. Den handlede om mod og bad-ass-attitude og en helt særlig omsorg for sære dyr, bænkebidere, tusindben og natsværmer. Jeg blev meget rørt og det, selvom jeg ikke genkendte, have hun fortalt. Jo, det med bænkebiderne, de mærkelige dyr. Men mod og bad-ass havde jeg svært ved at forbinde med mig selv, mine tredive år på jorden. Jeg var jo altid den pæne pige, velforberedt, velformuleret, velsmurt. Pleaser, Pleasant. Jeg er sikker på, at hun ikke løj. At hun virkelig huskede mit mod, at jeg engang kravlede under et elektrisk hegn for at ae en ko over mulen. At jeg engang mødte op på rektors kontor, ikke for at klage over tavlekridtets halskradsende hvin eller skolegårdens mangel på polstrede møbler, men for at udtrykke min bekymring for en lærer. Hun virkede så gennemsigtig for tiden, glemte at indhente vores afleveringer og havde været lige ved at græde, en dag en fugl fløj mod ruden. Alligevel var mod det sidste, jeg forbandt med mig selv, og sådan er vores erindringer ikke bare forskellige (jeg huskede også mit besøg hos Bødker, inspektøren, og min bekymring over Birte, vores vikar i tysk), men også forbundet til vidt forskellige følelser.
“Jeg husker så godt som intet”, sådan hører jeg tit, måske med en slet skjult grad af mistænksomhed: Er det virkelig sandt, når jeg påstår at kunne huske mig selv i en gul hæklet kjole ved Niagara Falls, da jeg kun var to? Næppe. Men jeg stod faktisk ved vandfaldet i 1975, og jeg var i en gul hæklet kjole, så selvom erindringen ikke er min egen men snarere stammer fra genfortællinger og gulnede fotos, så er den (i hvert fald delvist) sand. Alt det for at sige, at hukommelse, minder, er en plastisk størrelse, en container af farver og smage, dufte og lyde, vi kan trække op og sætte sammen på ny. Vi kan forbinde en sommerfugls vingeslag i Japan med et væltet træ på en mark i Thyborøn.

“Why we remember” lyder titlen på en bog, anmeldt I det nyeste nummer af The New Yorker. Den er skrevet af neuropsykolog Charan Ranganath og handler om hvad og hvorfor vi husker. Men også hvorfor vi glemmer, ja hvordan glemsel kan være en del af det at huske. Ranganath taler om to former for erindring, en semantisk og en episodisk. Den semantiske er knyttet til almen viden, det handler om ord, tal, begreber og er den hukommelse vi bruger, når vi spiller Trivial Pursuit eller Scrablle. Den episodiske hukommelse er den personlige erindring, den, der er knyttet til tid og sted og konkrete oplevelser. En fødselsdagsfest, et tandlægebesøg.
Vores semantiske hukommelse er meget kortvarig. I et selvstudie forsøgte Ranagath sig med at huske en række tilfældigt sammensatte bogstavkombinationer, pseudoord på tre tegn, hgy, ygh, kju, læh, gfc. han lykkedes med at huske godt og vel tres, men allerede efter tyve minutter havde han glemt halvdelen igen og efter en time kunne han kun genkalde sig ganske få kombinationer. Den semantiske hukommelse er altså forholdsvist begrænset, nok fordi den ikke er afgørende for vores overlevelse, på samme måde som at kunne genkende en tiger, man tidligere har set flå en gnu (ergo kan den nok også flå et menneske) Begrænsingen er på cirka syv, men vi kan snyde hjernen, så vi kan huske flere. Et telefonnummer på otte cifre kan således brydes ned til fire, hvis vi klynger det i grupper af to, 24358769 bliver på den måde til 24 35 87 69, som igen kan klynges i to grupper af tre og en af to, 243 587 69, og dermed kan vi huske flere telefonnumre, fordi antallet af cifre reduceres fra otte til tre.
Interessant er det jo, hvordan AI og maskinlæring kan huske for os. Men også det har sine begrænsninger, for fodrer du en computer med sematiske koblinger a la : “En skade er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve” “En ørn er en fugl. Den har jler og vinger og næb. Den kan flyve.” En ugle er en fugl. Den har fjer og vinger og næb. Den kan flyve.” Så vil den, når du kommer til pingvin, få et problem, fordi denne er en fugl, den har fjer og vinger og næb. Men den kan IKKE flyve. Det er her den menneskelige faktor kommer ind, fordi vi kobler pingvinen til andet og mere end et semantisk fænomen, til andet og mere end en fugl, eller rettere: Vi kobler fugl til andet og mere end fjer og vinger og næb. Så nok kan en maskine huske langt større mængder data end mennesket, til gengæld vil den koblinger af de lagrede ofte være tilfældig og fejlagtig og således – i menneskelig forstand – mere eller mindre ubrugelig.
Ranagath taler naturligvis også om, hvordan vi tilpasser vores erindringer til vores eget brug. En gruppe studerende fik vist et foto af en afrikansk hytte og blev bedt om at tegne den så præcist af som muligt. Efterfølgende blev en anden gruppe studerende vist de studerendes tegning og bedt om at kopiere denne. Det gentog sig i flere led, og slutproduktet ændrede sig ikke overraskende markant, fra i første led at ligne en afrikansk hytte ganske godt, til slutteligt at ligne en vestlig bivuak og enddog have træk af et menneskeligt ansigt? Vi tilpasser altså det vi ser og husker til vores egen situation, vores eget liv, så det tjener til vores eget bedste. Vores egen overlevelse.
Det viste sig do, at jo mere divers en gruppe, der blev bedt om at reproducere tegningen serielt, des mere præcis blev slutproduktet. Det er – i de her tider hvor vi diskuterer det universelle versus det partikulære – ikke uinteressant, for jo flere minoriteter, nationaliteter, kulturer, der indgik i den kollektive proces, des mere nuanceret blev det færdige produkt, den “samlede” hukommelse. Hurra. Det universelle afhænger altså af en rig repræsentation af minoriteter og partikulære bidrag:

“Our openness to influence and the tendency of serial reproduction to magnify social biases have dispiriting political implications. “Once distortions creep into our shared narratives, they can be incredibly difficult to root out,” Ranganath writes. It’s no wonder that conspiracy theories—about the 2020 election being stolen, about Barack Obama being born in Kenya—prove so resistant to repeated debunking. It also turns out that groups are disproportionately swayed by dominant members who speak confidently. Ranganath offers a crumb of comfort. Research shows that diverse groups remember more accurately than homogenous ones do, and that groups also remember more fully if a wide range of group members contribute to discussion and if contributions from less powerful members are actively encouraged.”

I bogen konkluderer Charan Ranganath mod slut også, at det, vi ikke husker, præger os i så godt som samme grad som det, vi husker. Vi er jo dem, vi er, og dem, vi er, er det, vi kommer af, kommer med. Det, vi husker men også alt det vi ikke husker. Det er alt sammen os. Den modige og pleaseren, sommerfuglens vingeslag og det væltede træ på marken i Thyborøn.

Ost og tak

I disse for taksigelser så trange tider, vil jeg på falderebet for denne så skamløse praksis takke vidt og bredt og helt uden blusel: Tak til honning for at lyde, som det smager. Tak til himlen for ikke at falde ned. Tak til fuglene for deres fjer, og til hundene for det pelsede og bløde. Tak til mine briller for at se, hvad mine øjne overser, og til ordet “duplikatormaskine” for at være truet men endnu ikke uddødt. Tak til min mor for at være min mor og for alt muligt andet. Tak til solen for at gide. Tak til Elsa Gress for sætningen “at erfare med et altid uerfarent hjerte”. Tak til Bjørn. Tak til min tvivl og mit mismod for altid at gå over. Og til glæden for – trods alt – at være glad. Tak til Alice Munro for Livet (og andre noveller), lad hendes død blive startskuddet for en ny novelle-æra. Tak for Nutella og østers og for aldrig at blive serveret sammen (amen). Tak til schss! for – meget mod sin vilje – at være det mest larmende lydord, der findes. Tak til Tina, uden dig intet. Tak til dem, der hellere tror det bedste om andre end altid at tro det værste. Tak til tak og til forkortelser som kh og ily og jemnmhaeavimjsvjhavtg (jeg-er-måske-naiv-men-hvis-alternativet-er-at-være-indebrændt-misantrop-ja-så-vælger-jeg-hellere-at-være-til-grin). Tak til dem, der trods uenighed, finder mig værd at diskutere med. Tak til Thise for deres mellemlagrede skæreost, måske er det faktisk meningen med livet: At spise god ost og hver dag have nogen at takke og noget takke for.

Fe

De siger det er svært. At miste noget, man ikke har haft. Det sværeste måske. Jeg har aldrig haft dig, du har aldrig været min. Kun navnene, du skulle have haft. Fe. Eller Snurre. Johanne, måske. Jeg har ikke noget mørke at falde i, ikke nogen sten at knæle ved. Så i stedet begraver mine hænder i dej, slår brødet ned, det har jeg læst, at man skal gøre. Så hæver det bedre.
Jeg går rundt sådan en hel dag, flere dage. Med klistrede hænder og et tab, der ikke findes. Jeg ved ikke, om jeg skal vinke og til hvem. Jeg ved ikke, om mine hænder hæver, hvis jeg slår dig ned.

Den omsorgsfulde vold

Nogen havde skrevet det på døren ind til min stue. Om natten, mens jeg sov. Med sort pen og i al hast. Forræder. Jeg ved ikke, hvad der ville have været værst. Hvis det var mine medpatienters værk, Ane og Gitte og Eva og Lise, hvis deres ord om mig var dette ene. Forræder. Eller omvendt, hvis det var personalets værk, Kristians, Annelises, Mettes, Elses og Zacharias’ ord. Forræder. Hvis lægernes dom, pædagogernes, lød: Bedrager, løgner. 
Det jeg vil sige er, at det ikke var det muligvis forræderiske i mig selv, jeg frygtede, men dem, der havde skrevet det. Dommen i de andres blikke. 

Jeg læste engang, at det uden de helt store anstrengelser, er muligt at få et menneske til at tilstå alt. Tyveri, overfald, misbrug. Det handler ikke, som jeg ville have troet, om tortur eller trusler, men om omsorg. Eller rettere en særlig balance mellem ømhed og vold. “Du forstår nok, vi vil dig kun dit bedste.” “Det er for din egen skyld.” “Det er ok, du er ok. Bare sig sandheden.” 
Et menneske, der er tæt på at bryde sammen, vil søge mod alt, der kan samle. Alt, der kan læge og hele, klinke skår. Det betyder ikke så meget, hvad eller hvem. En medicinmand, en psykolog, en heks, en drømmetyder, en sjælesørger, en ayahuasca-gudie. Eller en hypnoterapeut, der med hviskende gentagelser og nedtællinger fra ti til nul, kan få en dig til at gale som en høne. Hvad fortæller det: At det er morgen nu? At en fjer kan blive til fem høns? At du er Peter, til hvem jesus siger: “Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” 
Det betyder ikke så meget. Hvor eller hvad eller hvem, der får dig til at tilstå. Bare de begrunder det med kærlighed eller påstået omsorg: “Vi skal nok hjælpe dig, hvis du hjælper os.” Hvis det, at tilstå en forbrydelse, kan skaffe den sigtede en afslutning, en dom og dermed også friheden til at komme videre, væk, så er de fleste parate til at påtage sig skylden. Ja,  jeg galer som en hane, ergo er jeg en forædder. 

Så da jeg så skriften på døren, fandt jeg endelig en overskrift, en brøde, jeg kunne sone, noget, jeg kunne læne mig op ad. En synd og dermed noget, jeg kunne tilgives. Kære gud, tilgiv mig, for jeg har forrådt. Jesus kyssede også Judas. 
Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde skrevet det. Om det overhovedet var rettet mod mig. Hvem jeg i givet fald havde forrådt eller hvordan. Men jeg tog skylden på mig, bar dem som en kappe, jeg kunne gemme mig bag, en rustning, der holdt sammen på min leddeløse krop. Jeg er en forræder.

Nu indser jeg, at den, jeg forrådte dengang, var mig selv. Ved at tilstå en forbrydelse, jeg ikke kendte til, men som stod på døren til min stue – som et navneskilt. Der kunne lige så godt have stået noget andet. Elefantgræs. Myresluger. Janis. Jeg havde taget det hele på mig, uanset hvad. 

Det gør jeg ikke længere.

Mariehøns- eller høner

Jeg vågnede og var ulykkelig, jeg havde drømt, at jeg havde lånt et smykke af en veninde, et arvestykke af stor værdi, og nu ville jeg aflevere det tilbage. Hun boede langt væk, jeg havde bestilt billet og aftalt overnatning, skrevet et langt brev, jeg ville give hende. Om, hvor stor pris, jeg satte på hendes tillid, på at hun havde overladt sit smykke i min varetægt, den generøsitet. Alt var altså klar, da hun valgte at aflyse. Ingen grund til alt det besvær, skrev hun, hun savnede alligevel ikke sit smykke, og – sådan forstod jeg det – tilsyneladende heller ikke mig.
Detvar med den forståelse, jeg vågnede, med en oplevelse af ikke at være savnet, alene, ensom.
Det er ikke sådan, det er i virkeligheden, det skal jeg skynde mig at sige. I virkeligheden ligger Michael ved siden mig i sengen, og lige udenfor døren ligger Mumrik, og hvis jeg tog telefonen og søgte ville mine kontakter være over to hundrede.
Alligevel savner jeg, at det sker lidt oftere. At jeg ringer altså, eller at nogen ringer til mig. Foreslår at gå en tur, finde sten ved stranden, cruise omkring ved de velhavendes villaer i Risskov.
Da jeg mødte Michael havde han allerede været gift. Hun hed Janne og var supersød, det gik bare ikke, måske allermest fordi hun ikke brød sig om, at Michael så sine venner. Jeg ved ikke, om det var en slags jalousi eller måske bare en følelse af, at være holdt udenfor, jeg finder heller aldrig ud af det, for hun døde for ti år siden, æret være hendes minde. Men da jeg mødte Michael, gjorde han det med det samme klart, at han havde venner, og at de sås flere gange om året, til alle højtider og også imellem. Tog i sommerhus og spillede RISK, diskuterede musik, den sædvanlige kamp om, hvem der var hjernen bag The Beatles, Paul eller John. Han formulerede det ikke som et ultimatum, men det var tydeligt, at han ikke havde planer om at droppe vennerne, turene, diskussionerne, heller ikke selvom vi fandt sammen, og heldigvis for det, de ses stadig, tager til Skagen, Sønderborg, Champagne. De er sjældent enige om noget som helst – udover altså, at de er hinandens venner trods uenighederne.
Jeg har ikke på samme måde veninder. Ikke den slags, der går langt tilbage. Jeg blev syg som 19-årig og de næste mange år forhindrede sulten mig i at være noget for andre. Det lyder grusomt, og det var det også, men sandheden er, at uden mad, ingen tanker eller følelser, kun et enormt hul i maven, et sort hul, der suger alt og holder sammen på det. Jeg fik besøg, selvfølgelig gjorde jeg det, og jeg forsøgte mig også med en tur til Tyrkiet med tre veninder, men efter fire dage tog jeg hjem, jeg frøs, selvom der var toogtredive grader varmt, og når de andre gik på diskotek, lå jeg derhjemme i ferielejligheden og drak bananlikør, for at dulme sorgen over ikke at kunne være med, og vågnede klokken fem ved minareternes kald, og så var det, jeg valgte at flyve hjem. De mange års underernæring satte sig i min krop, udtørrede mine æggestokke og nulstillede hormonbalancen, det var så godt som håbløst, mente lægen, da jeg spurgte, om chancerne for at blive gravid. Og selvom jeg ikke hørte efter men sprøjtede mig i maven hver dag kl 15.00 og spiste selen og undgik makrel og tun på dåse, så måtte jeg til sidst sande, at han havde ret, det var håbløst, jeg var håbløs.
Det her er ikke en klagesang, heller ikke en bøn om hjælp, det er bare en konstatering af, at jeg vågnede og var ulykkelig, og at det måske skyldes, at jeg nogle gange savner at have en ven at gå en tur med, spille et spil med. Diskutere hvorfor mariehøner ikke hedder mariehøns i flertal, for eksempel.

Med vilje

Der var nogen, der sagde, at hun havde gjort det med vilje. De sagde ikke hvad, bare at hun havde gjort det, og at det var med vilje. Villads havde ikke fidus til den slags, til rygter: ‘folk siger så meget’, mente han, men Joan var ikke enig, ‘der går jo sjældent røg uden en brand,’ svarede hun ham og kastede tre stykker tyggegummi i munden. Villads himlede med øjnene: ‘AF en brand’ rettede han hende, ‘og: uden at der er ild i den’. Ingrid spyttede på fliserne foran sig og kastede endnu to stykker tyggegummi i munden, klumpen var nu så stor, at den fik hendes kinder til at bule: ‘du er fanme så klog, at du kunne undvære hovedet.’
Ingrid forsøgte at mægle: ‘Vi kan spille dart?’ Hendes fætter havde både skive og pile i sin kælder. ‘Og sprut og bare damer?’ ville Joan, hvis mor arbejdede på et værested for handlede kvinder, vide.
‘Hvad mener du?’ Ingrids fætter var tolv og brugte udover dart al sin tid på at bygge en popcornsmaskine, der kunne fungere som snekanon om vinteren.

Vi endte med at blive siddende på bænken nedenfor blokken. Jason ringede, han var blevet tilbudt 200 kroner for at passe sin niece, og selvom han bar et badge med hammer og segl, så var 200 kroner altså mere, end han sådan lige kunne sige nej til. Villads mumlede noget om ussel mammon og foreslog, at vi fremover skulle sværge ed på troskab mod fællesskabet. Ingrid forlangte først at få at vide, hvori fællesskabet egentlig bestod og om det for eksempel inkluderede fordomme om hendes fætter. Joan syntes bare det lød håbløst konformt, ‘ed og troskab min bare røv’, vrængede hun og trak bukserne ned og viste bagdel, og selvom vi var uenige om både røg og brand og dart og troskab, så kunne vi da enes om dét: At grine ad Joans blottede baller.

Døvnælde

”Så er der sanketur i sigte”. 
Det er Ursula, der skriver. Hun har læst det i ugeavisen. At kommunens naturvejledere tilbyder gratis og guidede ture: ”Med fokus på spiselige planter og svampe.”
Hun får det til at lyde så let: ”Er du frisk?” 
Jeg kan se på de tre prikker på skærmen, at hun stadig skriver, og få sekunder løber den næste besked ind: ”Vidste du forresten, at man kan spise de friske bøgeblade”
Jeg skal lige til at svare, men Ursula er hurtigere på tasterne end mig: ”De skulle gå godt til røget kød”.
”Ok,” svarer og der går da også kun få sekunder, før den næste besked er fremme:
”Er det ok til røget kød eller til guidet tur??”
Jeg er usikker på, hvad de to spørgsmålstegn betyder, om de er udtryk for håb eller irritation:
”Begge dele,” svarer jeg og Ursula svarer med en jublende humøremoji :
”Aftale. I dag klokken 13.00 ved indgangen til Ådalen. Ses.”

Jeg googler ”Gode råd til førstegangs-sankere” og læser, at hyldeblomsstilken smager bittert og derfor bør skæres af så tæt på blomsterhovedet som muligt. At bøgeblade smager bedst, når de er lysende grønne og matte at se på. Jeg læser om dunbirken, hvis saft smager sødligt og kan minde om honning, hvis man ellers koger den tilstrækkeligt ind. Tilstrækkeligt er et ord med vide rammer. Jeg læser også om Karl Johan- og om svovlporesvampen, der på engelsk går under navnet ”chicken of the wood”, fordi smagen minder om kyllingekød. 
Jeg noterer nogle af planternes navne, deres særlige kendetegn: Katosten kan blive helt op til en meter høj og de rødviolette blomster består af fem kronblade. ”Døvnælden er brændenældens rare fætter,” står der på en hjemmeside under overskiften ”naturens forrådskammer,” den brænder nemlig ikke som en brændenælde (deraf navnet, står der tilføjet i parentes) gør det. Den smager nøddeagtig og fungerer godt i både supper og salater, skriver de, ”det er bare med at komme i gang.” 
Martsviol, morgenfrue, skovsyre, salturt, strandsennep, alle de navne, jeg får lyst til at synge dem sang, skrive med kridt på asfalten udenfor: 
”Ramsløg 4 km denne vej -> ”   
”Vild kørvel: 2,3 km mod højre.”

”Glæder mig helt vildt,” skriver jeg til Ursula og minuttet efter:
”Vidste du forresten, at det ifølge Jyske lov af 1241 kun er tilladt dagligt at sanke, hvad der svarer til indholdet af en hat?”
Da hun ikke svarer, går jeg tilbage til computeren, køber to urteknive og en flettet kurv online. Tiælfæjer et sæt tynde havehandsker. Så brummer telefonen, Urusla har sendt sendt et screenshot af en 3 meter høj Willy Wonka hat, hun skriver:
”Det skulle nok række til en enkelt dags behov.”
*

Jeg fortæller ham om sanketuren, min og Ursulas plan. 
– Det er noget kommunen tilbyder. Og med uddannet guide. 
Martin tager sin højre strømpe af, vender foden rundt, så han kan undersøge den under neden. 
– Lort, han rejser sig ogt går ud i entreen, roder i dragkisten mellem værktøj og fiskesnøre og finder en hobbykniv. Går tilbage og sætter sig i sofaen, skyder knivsbladet frem:
– Hvad laver du? Jeg trækker mit ansigt sammen i væmmelse, – du har vel ikke tænkt dig at skære i dig selv? 
Martin svarer ikke, men sætter det skarpe blad mod hælens hårde hud, skræller små flager af. 
– Sanketur. Med Ursula? Han lægger hobbykniven fra sig og samler det afskårne hud i en lille bunke med kanten af hånden: – Aha. 
Jeg går ud i køkkendet og finder et stykke køkkenrulle. Fugter det under hanen, går tilbage i stuen og fjerner bunken med hud fra gulvet. 
– Der er virkelig meget at finde derude, siger jeg siddende på mine knæ: – Både svampe og bær og blomster og blade.
Martin trækker strømpen på foden igen.
– Ja og med lidt held kan vi finde en hasselbusk. Friske nødder – ren luksus.Jeg kigger op fra gulvet, Martin smiler overbærende
– Luksus? Han rækker en hånd frem imod mig, og jeg tager den. Men det er  slet ikke min hånd han vil have, det er det fugtige køkkenrulle, de hårde hudflager:
– Det her, det er luksus, siger han og åbner papiret, så de små stykker hud bliver synlige, og jeg hører mig selv sige:  
– Jeg kan også droppe det, hvis du synes?

Martin synes ikke noget. Det er i hvert fald det, han svarer, da jeg følger efter ham ud på badeværelset og gentager mit spørgsmål.
– Jeg synes ikke noget, svarer han og finder et håndklæde fra hylden over vasken. Åbner det lille skab til højre og finder barberskum og skraber frem: 
– Det må du selv ligge og rode med. Han tænder for vandet. Sætter en prop i afløbet og fylder vasken med vand. 
Jeg bliver stående og ser på, mens han dækker hagen med skum, skraber huden fri for hår. Hans bevægelser er vante og effektive, ind imellem dypper han den skumdækkede skraber i vandet. Pludseligt vender han sig rundt, kun halvdelen af hans ansigt er barberet, resten er stadig dækket af små stride hår:
– Hvad?
– Jeg vil bare gerne, svarer jeg men bliver afbrudt:
– Bare gerne hvad?
– Være sammen med dig, forsøger jeg, – snakke.  Jeg træder et skridt ind i rummet: – Martin, men bliver mødt af en skraberens knivsæg i hans afværgende hånd. Stemmen er kold, nærmest fjendtlig:
– Skulle du ikke på sanketur??