Louise Juhl

Det er sådan med mig, at jeg let lader mig begejstre. Nogen vil måske forveksle det med slags en svaghed, en nærmest barnlig iver, jeg – en endda meget voksen kvinde – burde være kommet over. Hvad ligner det sådan et juble over ting, jeg med lethed kunne nøjes med at udtrykke mellemfornøjelse ved, eller om ikke anden et vist forbehold i min lovprisning.
Selv er jeg glad for, at jeg lader mig rive med, som da jeg for nylig læste Maria Navarro Skarangers “Jeg fløjter i den mørke vind”, en ubestemmelig, men aldeles fremragende, roman om Sidsel, som bogen indleder med at beskrive:

“Nu et par år efter at drengen kom til verden, er Sidsel begyndt at opføre sig sært. Det er svært at sætte fingeren på, sært er et vagt ord, man må prøve sig frem, bruge ordet i mange forskellige situationer, for det der er sært, kan for eksempel opleves som normalt for den, der lever midt i det, men når man siger det højt, lyder det jo helt sygt.”

Som læser ved man ikke, hvem drengen, der for nogle år tilbage er kommet til verden, egentlig er, ligesom man ikke ved, hvem det er, der fortæller. Vi bliver således på mange måder kastet ind i et drama, der måske slet ikke er et drama: “for det der er sært, kan for eksempel opleves som normalt for den, der lever midt i det.”

Sidsel føler sig ikke sær. Ensom ja. Forvirret og lidt forladt. Hun har ikke noget arbejde, hendes datter er rejst hjemmefra og det er datterens søn, Liam, der antydes at have udløst det hele “Nu et par år efter at drengen kom til verden”. 
Det er Sidsel påståede særhed, resten af bogen forsøger at indfange. Men, som der også står på de første linjer: Det er svært at sætte fingeren på, og derfor forbliver romanen også i evig cirkulation om dette ubestemmelige: Hvad er normalt, hvem er normal, hvad vil det overhovedet sige at være det. Handler det om, hvordan du går klædt, hvem du taler med? Om du går i bad jævnligt, opfører dig som forventet, er vågen om dagen og sover om natten?
Det er den slags spørgsmål, romanen rejser, men også: Hvordan beder man om hjælp, hvis ikke man ved, hvad man behøver hjælp til? Sidsel beder ikke om hjælp, hun går omkring i centeret, køber en softice med lyserødt krymmel, ser på sin telefon. Hun spiser spejlæg, kan pludselig ikke finde sin bil, folk spørger, hvad hun leder efter: Det ved jeg ikke. Og så går de igen, folk, de går videre, de har jo også deres ting at passe, måske venter et barn på dem, eller de skal nå en aftale i banken.
Sidsel findes, går omkring, kender nogen men ingen af dem rigtigt, selv hendes datter holder en vis afstand, finder moren belastende, måden hun ud af det blå kan finde på at ringe på døren, ikke af anden grund, end at hun savner sit barn – og drengen, selvfølgelig, Liam, hendes barnebarn. Sidsels datter, Em, derimod, er helst fri for sin mors besøg, og selvom hun lader hende komme indenfor, så er det hele tiden med et underliggende ønske om, at hun skal gå.

Sær. Hvem er ikke lidt sær, har vi ikke alle prøvet at falde lidet udenfor eller ved siden af, uden at kunne sige præcis hvorfor. Måske er vi lidt for åbne, ærlige, betror os om ting, folk helst er fri for at vide. Og så klapper vi som en østers, fordi vi føler os ydmygede, og så er også dét sært, den pludselige tavshed og før vi ved af det, er vi … sære.
Jeg kan selv føle mig, hvis ikke sær, så i hvert fald på kanten, lidt for meget, lidt for begejstret, lidt for kærlig, lidt for sart også. Måske er det derfor Skarangers roman rammer mig som en knytnæve i maven, i hjertet, ikke mindst den helt særlige loyalitet hun udviser for sine karakterer, uanset hvor meget de dummer sig, hvor kejtede og klodset de bærer sig ad, så er aldrig udstillet, altid fremstillet. Og så tillader hun, Skarabger altså, sig at fylde på, skrive langt om bittesmå detaljer, hele tiden krydsklippes der mellem nutidsscener og de associationer i fortiden, de vækker. Det er i mine øjne vidunderlig skrivekunst, form spejler indhold, Sidsels tiltagende forvirring understøttes af sprogets stadigt mere springende form.

Tak til Gutkind for at udgive hende på dansk, tak til Sara Koch for oversættelsen. Og når du nu er i gang med hendes forfatterskab, må du ikke snyde dig selv for forgængeren, Emily forever, der også er en uimodståelig, inspirerende og meget anderledes læseoplevelse.

Medierne er i frit fald, de lefler for masserne, Tv- sendefladen er tandløs og populistisk, radioen præget af gentagelser. Værterne er joviale og uden bid, sådan hører jeg hele tiden, jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Eller: det handler nok om, hvor man retter sin opmærksomhed hen, tag nu for eksempel Supertanker på P1, som jeg lyttede til et vistnok gammelt afsnit af til morgen. Temaet var intuition og resonans, i studiet var to vidende eksperter, en erhvervspsykolog og en lektor fra AAU, og selvom samtalen tydeligt nok bar præg af en akademisk diskurs, var det ikke fimset, ikke svært, ikke tilsigtet abstrakt. Tværtimod. Intuition, hvad er det egentlig, spurgte vært Carsten Ortmann: Kan det måles, vejes. Findes det overhovedet – andet end som et udtryk vi bruger, når vi træffer beslutninger udenom de strengt logiske love?
Ja svarede erhvervspsykologen, intuition findes, det er faktisk en slags før-logik, en sorteringsmekanisme, der gør, at ikke alle mulighederne står åbne, hver gang vi skal træffe et valg. Kører du i bil og finder pludselig dig selv foran en stejl klippe, vil du (forhåbentlig) uden overvejelse vende bilen, det er jo sund fornuft, alternativet er at køre ud over klippen og slå dig selv ihjel. Men den sidste mulighed præsenteres de fleste mennesker slet ikke for, den har deres intuition allerede sørget for at frasortere. På den måde er intuition hverken noget med røgelse, blodritualer, stjernetegn eller auralæsning, men en sans, vi alle ville være ilde stedt foruden. Det er også intuition, vi bruger, når vi træder ind i et rum og “læser” det: Hvad er det her for en forsamling, hvilet “sprog” tales der, hvilke værdier er man samlet om? Vi kender det alle, følelsen af at være en elefant i en glasbutik, fejlplaceret, akavet, pinlig.

Grunden til at intuition som begreb er omgivet af så massiv skepsis er nok, at det misbruges. Især til at ignorere fællesskabets rammer, insistere på sit eget uden hensyntagen til omgivelserne: “Min intuition siger mig, at jeg godt må afbryde, for jeg har noget vigtigt på hjerte” – det uanset, at andre måske har siddet med fingeren i vejret i ti minutter. Og her er det, at resonans spiller ind. For resonans handler om samspil, om at lytte og finde den tone, der fuldender en treklang for eksempel. Vi kender der fra jazzmusikkens improvisation, hvordan musikerne ikke bare spiller, hvad de personligt “føler” for, men hvad musikken kalder på. Og det er i skæringspunktet mellem de to begreber, fællesskabets magi opstår. Det handler ikke kun om at lytte til sin egen mavefornemmelse, men til rummets. Men lige sådan vil du aldrig kunne skabe en musikalsk samklang, hvis ikke den enkelte musikere får mulighed for at udtrykke sig selv også.

Vi kan ikke måle og veje alt, men det er ikke det samme som at de ting, der undslår sig det målelige, ikke findes. Det er ikke mere hokuspokus, end at vi alle har oplevet det. De øjeblikke, hvor alt spiller sammen, rum, tid, sted, krop. Jeg oplevede det engang i Musikhuset i Aarhus, Anthony and the Johnsons gav koncert, jeg kendte dem knap, havde fået billetten foræret af min kæreste, der senere blev min mand. Jeg husker, hvordan Anohni åbnede munde og sang, den store krop med de flaksende bevægelser i kontrast til den spinkle men kraftfulde stemme. Mørket i salen, min elskede ved siden af. Og så brød jeg sammen. Simpelthen, hulkede så højt, at jeg måtte forlade rummet, for ikke at ødelægge oplevelsen for de andre. Gråden kom simpelthen et sted indefra, jeg aldrig tidligere havde været i berøring med, Anohnis stemme satte noget i svingninger, der i den grad kaldte på en reaktion i mig. Det var det, jeg vil kalde resonans, en skjult intuition i mig, vakt af en andens stemme.

Det, jeg vil sige er. Så længe, der findes programmer som Supertanker, klog, kærlig, nysgerrig og modig radio, der tør tale om viden – også der, hvor den ikke kan måles og vejes, så er jeg fortrøstningsfuld på mediernes vegne. Tak Carsten, tak P1, det er public service når det er allerbedst!

Jeg har en kronik i dagens Politiken. Den handler om Elon Musk, e-boksbeskeder og længsel.

Et uddrag lyder:
“Nu taler Elon Musk om en snarlig fremtid, hvor han vil tilbyde mennesker en returbillet til Mars – just for the fun of it.
Måske er det her, vi har brug for at standse op. Overveje, om det virkelig er den bedste udnyttelse af vores længslers drift at flyve til Mars. Om vores udlængsel i en eller anden forstand risikerer at spærre for vores væren i livet. Her. Nu. En tirsdag i provinsen med ruder, der trænger til at blive vasket, og en mail, du ikke helt er sikker på, om du forstår. Er den der blinkesmiley opmuntrende eller en kende hånlig? Kan vi ende med at søge væk for ikke at skulle forholde os til den verden, vi er omgivet af, findes i.

Er det mere bekvemt at efterlade lorten på bordet og forsvinde – til Mars – i stedet for at blive og tage livtag med de problemer helt tæt på, der synes stadig mere påtrængende. Klimaudfordringer, mistrivsel. Ender vi mon med at frygte kedsomhed så meget, at den kommer til at definere vores tilværelse. At vi så at sige lader os presse af vores frygt, ikke til at gøre ting, forandre, kæmpe. Men til at flygte, lukke døren ind til rodet og de beskidte ruder. Løse billet til Mars for ikke at behøve at forholde os til Jorden og alle de problemer, der findes her?“

Forleden kørte jeg tværs over landet, undervejs lyttede jeg til Klog på Sprog, afsnittet handlede om sproglig vold og skænderiets dramaturgi. Det vil sige alle de ufine kneb, vi benytter os af for at jorde en modstander, vinde tid og følelsesmæssigt terræn. Der blev spillet eksempler fra filmatiseringen af “Toves værelse, ægteskabelige perfiditeter af en kaliber, som kun de fleste af os heldigvis har overværet, men også den fremragende scene fra matador, hvor Ingeborg hvæser af sin mand, Mads: “Det er DIG, der er syg i hovedet.”
Det er et vanvittigt interessant fænomen, for hvad er det, der sker, når vi forvandler os fra normalvis nuancerede og velreflekterede mennesker, til sproglige terrorister, der bevidst udnytter retorikkens værste kneb i kampen for at vinde en verbal kamp.
Der findes et utal af greb. Man kan almengøre sin personlige vinkel, og dermed få modparten til at lyde infantil og uvidende: “ALLE ved sgu da, at man er mere end almindelig ignorant, hvis man tror på Jesus/atomkraft/at dyr har følelser”. Eller modsat “INGEN normale mennesker, vil da påstå, at…” Underforstået at partnerens argument er unormalt eller værre endnu – at vedkommende selv er det. Man kan udvide den konkrete uoverensstemmelse til at gælde alt: “Du er fanme også ALTID så…” “Du tager ALDRIG initiativ til..” Værst synes jeg det er, når man latterliggør den anden part, ler af dennes følelser, oplevelser: “Hold dog op med det hysteri…” “Tag dog sammen, det er sguda ikke noget at flæbe over” “Nåhh, trækker du lige offerkortet dér, hvad, er det nu synd for dig?”

Jeg tror, mange har oplevet den afmagt, man rammes af, når det, der diskuteres, kommer til at handle om dem, der diskuterer. Når udveksling af synspunkter forvandles til gensidige forsøg på ydmygelse. Og selvom vi alle holder med Ingeborg, det heroiske forsvar af sønnen og dennes seksualitet, så er det næppe særlig hensigtsmæssigt at overtage Mads’ afstumpede retorik, da han om sønnen konkluderer, at han er syg i hovedet. For Ingeborg blåstempler jo dermed ufrivilligt den sproglige vold, når hun kaster beskyldningen tilbage: “Det er DIG, der er syg i hovedet.”
Jeg har selv oplevet dét, jeg vil kalde sproglig vold. Jeg er blevet mødt med affejelser i stedet for nysgerrighed. Med latterliggørelse, – hold nu op med det flæberi, – Du er kraftedme så sart, i stedet for nysgerrighed: – Du græder, hvad er det, du bliver ked af?
Jeg har selv – helt bogstaveligt – fået kastet diagnosen “SYG I HOVEDET” efter mig, og selvom jeg sandt nok havde det svært og handlede højst uhensigtsmæssigt, så var jeg næppe syg i hovedet, men snarere ulykkelig og havnet i et følelsesmæssigt ingenmandsland.

Måske er det derfor, jeg er så optaget af sprog og ikke mindst hvordan relationer og hierarkier kommer til udtryk i det, vi siger og ikke mindst i det, vi ikke siger. “Kan du høre, hvor kæft, jeg holder?”
Jeg har lært uendelig meget af at læse litterære værker som Kamilla Hega Holsts fremragende bog “RUD”, om et dysfunktionelt forhold præget af infamiteter og gaslighting. Jeg har elsket at gå på opdagelse i Linn Ullmanns “De urolige” om et kompliceret far-datter-forhold, en konstant vaklen mellem diskurser, den intellektuelle overfor den emotionelle.
Forleden besøgte jeg en læsekreds på Sjælland, en af deltagerne spurgte til en mikronovelle om en skuespiller, der efter i årevis at være gået under radaren endelig får tilbudt en stor rolle. Men da han står på scenen foran et talstærkt publikum vælger han at vende sig, så han står med ryggen til. helt tavs i halvanden time, før han forlader scenen igen til stående bifald. – Hvorfor gør han sådan, ville læseren vide, og jeg svarede: jeg ved det ikke. Måske fordi det virker bedre end alle de ord, publikum er så frygteligt forvænt med. Tænk sig den pinagtige stemning, den rådvildhed, der må have bredt sig undervejs, den rømmen, de host. Mon ikke publikum husker den forestilling bedre end de fleste.
Sprog er mange ting. Sprog er pauser. Lange pauser, pinlige pauser.
Et interview, hvor journalistens spørgsmål besvares med et blik – ikke andet.
Alt det et “Ingen kommentarer” dækker over.
De retoriske overgreb, der dagligt finder sted i kommentarfeltet på sociale medier, hvor folk ikke ønsker en dialog, en udveksling, men alene at slå sig på brystet som en gorilla, der afmærker sit territorium: Jeg alene vide.
Spørgsmål, der i virkeligheden er konstateringer: “Det mener du ikke, vel?”
Fordrejninger af det sagte “Så det, du siger er altså, at..” hvorefter der følger en svært vinklet udlægning af modpartens udsagn.

Til august udgiver jeg en bog. Den hedder ‘At tælle til lilla’ og handler om kropskam og kærlighed, om pungrotter og løgn. Om ensomhed men allermest handler den om sprog. Alt det, vi siger, for at undgå at sige noget andet. Ord, der dækker over så meget mere og andet, end ordet selv. “Seriøst?” Det kan virke pernittengrynet, nørdet, men det er jo vores allesammens virkelighed. Hver dag.

Hun har altid gjort det, samlet kløver og klistret dem på papir, store collager i nuancer af grøn. Der er noget rart ved at gå sådan, bøjet fremover og med blik for intet andet end de små vækster. Engang fandt hun en kløver med fem blade, hun var ved at revne af stolthed, skyndte sig ned på værtshuset for at dele sin glæde, sit held. En FEMkløver, råbte hun og rakte sin hånd op, spredte fingrene.

Men så rejste Laus sig for at købe endnu en øl og på vej tilbage til bordet slog han ud med hånden i hendes retning:
– Hvor dum er du egentlig, Alma, sagde han, – Ved du ikke, at fire blade betyder held, mens fem betyder ulykke. Han så på hende med noget, der mindede om medlidenhed, og hun skyndte sig at tømme sin flaske, gå.

Derhjemme kunne hun ikke lade være med at undre sig. Var det vet virkelig var rigtigt, hvad Laus påstod, han sagde jo så meget. Og hun tænkte på underboens dreng, Jost, der var født med Downs syndrom, en glad og sjov dreng. Og hvordan underboen havde forklaret om hans udfordringer: At det ikke var en sygdom men en genetisk tilstand, et ekstra kromosom. Måske var det det samme med kløverne, måske var det femte blad et ekstra kromosom.
Og Alma mærkede en lettelse, Laus vidste jo ikke, hvad han talte om, og hun var endt med at tørre femkløveren imellem to sider i en tyk bog, og senere satte hun den ramme, hun placerede midt på spisebordet. Ha, lo hun, uden at vide af hvad, men det var også lige meget. Det føltes jo godt.

Nogen gange falder hun ind i sig selv eller nej, nogen gange falder hun ud af verden. Så står hun bare og står, det kan være ved en fodgængerovergang, og selvom lyset skifter fra rød til grøn, bliver hun stående, mens alle andre går og sådan kan det fortsætte rød, grøn gul rød grøn gul også Alma et sted midt imellem. Alle haster videre, ingen lader sig mærke med den mærkelige dame, sådan er det med dem, der falder udenfor, de falder og falder mens verden står. Alma står også, selvom hun falder, hun holder sig oprejst og stolt, vil ikke være til besvær, det værste hun ved er at være i vejen, folk, der spørger: er du ok. Og Alma svarer – Ja hvad skulle jeg ellers være og svinger sin taske over skulderen med en voldsomhed, der virker næsten komisk, og folk bliver stødte, de trækker sig tilbage,– jamen undskyld så da, mumler de og dét, der før lød af omsorg, er nu forvandlet til foragt: – Hav en god dag?

En god dag. For Alma er det en dag uden alt for mange overvejelser, uden den konstante strøm af bebrejdelser, burde hun ikke trække gardinerne fra, spise mere varieret, se mindre TV, købe sig en cykel, plante blomster i altankasserne, mene noget om alt det, der sker. Men hun tror ikke længere på det, hun tror ikke på at det nytter at cykle, at mene, at fodre fuglene, de dør jo alligevel på et tidspunkt, det samme gør hun selv. Det er den slags tanker, hun ikke kan slippe, tanker om brødkrummer, dødsangst, og så ringer telefonen gudhjælpemig, midt i det hele: – HALLO?, det er fra telefonselskabet, de har et tilbud til hende, fri tale i 40 lande for kun 119 kroner om måneden? Hun svarer, – men jeg har jo ikke nogen at tale med? og fyren i den anden ende bliver stille, undskylder, det er han ked af at høre, så er det måske ikke så aktuelt og Alma råber, måske i vrede, måske i afmagt: 
– Nej, det ved gud, det ikke er.

Det begynder længe før.
En kvinde på det forreste sæde har smidt skoene, det er varmt. Alma træder ind, hej, hej, læner sig ind over den lille låge ind mod chaufføren og giver ham et kram, pyha, sikke en varme siger hun og lægger penge på det lille bord til mønter, præcis nok til en billet, tre zoner, og chaufføren, stadig lidt forvirret, tager imod pengene og trykker en billet ud, værsågod, siger han. Alma går gennem bussen, finder sig et sæde, hendes bukser flagrer om fødderne, det er tydeligvis længe siden, de har været vasket, de nederste kanter har spor af flere ugers jord og græs og hvad hun ellers har samlet op. Hun er træt nu, helt overvældet efter alle anstrengelsen med først at hilse, hej, så kramme. Finde penge, et sæde, hun har helt glemt, hvor hun skal hen, det betyder heller ikke så meget, det er turen, hun sætter pris på, ikke målet, alt det udenfor, en hund, der letter ben, en ung fyr bøjet over styret på sin cykel, et abetræ i forhaven til en gulmuret villa. Og der, mellem to høje graner; en hængekøje bleget af solen.
Silas har advaret hende mod den slags ture, hun glemmer at stå af, siger han, eller hun falder i søvn med kinden mod ruden og må betale for to zoner ekstra, og så er der ikke penge til hjemturen. Han er træt af at blive ringet op, hente hende gud-ved-hvor, lede efter nøgler, skifte sikringer, hælde sur mælk ud i vasken, undskylde overfor naboen, at hun igen har glemt sin trappevask. Ned på knæ, for så må han jo gøre det, Alma er for træt eller for virret eller, hun kan ikke se, hvad alt det postyr skal gøre godt for, har man måske nogensinde hørt om dødsfald forårsaget af en forsinket trappevask, nej vel, slap dog af. Og Silas genner hende ind i lejligheden, laver hende en kop kaffe, trappen har aldrig været renere, end da han er færdig med at skrubbe, men tak, får han ikke noget af, tværtimod, Alma fatter ikke, at han finder sig i det, at han lægger sig på knæ for småborgerligheden, de hysteriske naboer, tænk sig at hidse sig op over en skide trappe, når mennesker samtidig dør, og folk må sove på gaden.
Og ganske rigtigt, hun falder hen, blunder, bussens bevægelser er som vuggens, små suk, hun savler en smule, drømmer lidt om højt græs og nogen, der advarer om hugorm og bjørneklo, men hun er ligeglad, hun går på bare tæer, det er sommer, og når hun vågner, er hun voksen og nogen siger, at det ikke går længere, og hun ved ikke, hvad de mener med det, hvad det er, der ikke går. Om det er det, at hun blunder, de bare tæer i græsset eller trapperne, måske, det betyder heller ikke så meget, siger de, og rækker hende tasken og mælkebøtten, hun har knuget så hårdt i hånden, at den er gået i opløsning, ligesom alt det andet.

Jeg læste for nylig, at fugle, der ikke kan flyve, kaldes for flugtløse fugle. Jeg har aldrig tænkt på det sådan før, på friheden som en flugt. Fra oplagte fjender, Ikea-køer, endeløse powerpointshows, slet skjult hån.
Pingviner har godt nok vinger, men de kan ikke flyve. De må stå i kø, som vi andre, og vente på, at det bliver deres tur. Det løser de ret smukt: De stiller sig i en klump i stedet for på række. Varmer hinanden, udefra og ind og vice versa. Undervejs bytter de plads, så de, der står yderst, får plads i cirklens midte. Sådan fordeler de sol og vind lige – i bogstavelig forstand. Måske er det i virkeligheden en større frihed. Den frihed, der ikke handler om at flygte fra problemerne, men om at løse dem. Sammen. Hvor man ikke slås om pladserne, men fordeler dem, cirkulerer.

Forresten: På mandarin kaldes pingviner for 企鹅. Oversat betyder det “en forretningsgås” – inspireret af dyrenes dragt, der ligner en smoking. Selv tak.

Hun deler dagene op som piller i en dispenser. Morgen, middag, aften. Den første del er den nemmeste, hun tænder radioen og lytter til de to værter, der med et aldrig svigtende humør fortæller om bilkøer ved sammenfletningen på E45 Østjyske Motorvej og en løstgående svane i venstre spor på landevejen mod Gevninge. 
Musikken bemærker hun knap nok, den er valgt for ikke at forstyrre, præcis som den knækkede hvid på væggen i en læges venteværelse. Imens radioen gør sit, spiser hun en skål med skyr og friske bær og frugter. Blåbær, brombær, tern af æble og pære. Bladrer i et magasin, hun har muligvis læst det før, men dengang, som nu, bider hun ikke videre mærke i nogen af de mange artikler om klimavenlige boligformer eller om faren ved brystimplantater. En guide til udeliv i forårsmånederne. 
Hun går skålen efter med skeen og hører for sit indre øre sin egen stemme:
– Hvis du skraber mere, risikerer du at spise emaljen med.
Hun vasker op i hånden, holder af at høre vandet løbe og at gøre sig umage med børsten. Tørre af og hænge viskestykket tilbage på krogen, placere tingene på deres rette plads. Skålen i skabet med tallerkener og glas, skeen i skuffen, koppen på en af de fire kroge under krydderihylden. Det gør vel ingen forskel, alligevel sætter hun en ære i at behandle tingene med omsorg, en ske er en ske er en ske. En natsværmer, en tømmerlus.
En sorg. Er en sorg, er en sorg. 

Klokken tolv lytter hun radioens rådhusklokker, derefter middagsradioavisen. Ind mellem noterer hun på en seddel de vigtigste overskrifter, et droneangreb i det østlige Ukraine, lovende resultater i studie af poliovacciner. Ny forskning, fortæller journalisten, skal afdække hvordan loppefrøen og andre ekstremt små hvirveldyr er lykkes med at bevare de samme funktioner som langt større dyr på meget mindre plads. Sådan fylder hun et hæfte om ugen med overskrifter fra ind- og udland, streger dem under, hun finder særligt udsøgte. “To strandede astronauter har efter ni måneders ufrivilligt ophold nu endelig udsigt til at komme hjem”. Hun føler et stik af misundelse, men kun for at ryste følelsen af sig igen. Vor herre til hest, en pludselige flæben? Måske er det alderen, årstiden, de forsigtige erantis der stikker deres fulde hoveder op ad den stadigt hårde jord. Nogen burde advare dem. Pas nu på.

Skylle grøntsager, skrælle kartofler, salte kød. Altid samme rækkefølge, samme tid. Kartoflerne får 12 minutter, før hun hælder vandet fra og lader dem stå to minutter i dampen under det varme låg. Gulerødderne får ni minutter, broccoli og porre koger med de sidste fire, hun skyller hænderne, hver gang hun griber om noget nyt, salt og peberkværn, paletkniv, kartonen med kaffefløde. Hun foretrækker grøntsager med bid, men kartofler kogt mere end bare møre. Smørret skal smelte sig selv over de stadigt varme porrer, vandet i glasset skal være køleskabskoldt, det er vigtigt at tage sig tid. Tygge maden grundigt, lægge gaflen mellem hver mundfuld, øjeblikkene er en gave, har hun lært. De bedste er dem, der lyser som mos i julisol. Lyng i september. Duften af hav eller minutterne lige efter sommertorden. Af nyligt fældede nåletræer. 

Ritualerne er som streger i den kalender hun engang førte. Over ægløsning, temperaturstigninger, hormonniveau. Vinduer, kaldte lægen de to dage, chancerne for at lade sig befrugte var størst. Som et koøje i en undervandsbåd. Udsigt til vand og vand og vand. 
Hun skrev på en side. Partner søges. Og fik svar fra Morten, der var mekaniker og drømte om åbne et Bed and breakfast for motorcyklister. De mødtes, han talte og talte, til sidst havde hun undskyldt sig med begyndende migræne. “Det er ikke din skyld,” understregede hun, men han lod sig ikke overbevise. 
den næste hed Jarl. Hans hænder var store og grove og påstod at holde hende tæt, men hun følte ingen nærhed, tværtimod følte hun sig fanget i hans arme, hans hvisken: “Jeg ved, hvad du i virkeligheden har brug for”. Og en nat hun ikke kunne sove, havde hun sat sig op, set sig omkring. På det krøllede lagen, gardinerne, hans krop, der slangede sig som et s og kunne ikke længere få sig selv til at blive. han havde kimet hende ned i dagene efter, sendt hende beskeder, først kærlige, “hvor bliver du af?”, senere bydende: “stop nu med dine julelege.”
Fire måneder sendte han hende en buket af blåtidsler og kristtjørn, der var et kort hængt ved
“Selv tak /J”.

Nu sætter hun ikke længere krydser eller længes efter koøjer, men lytter til stemmerne i radioen. En præst fortæller om at holde sin tro ved lige ved hjælp af tvivl. Det er ligesom med surdej, siger han, den skal fodres jævnligt for at give godt brød. Intervieweren, en ung kvinde, ler lidt forvirret: – Så troens gødning er tvivl?, spørger hun, og præsten bekræfter: – ja, lige netop, tvivl og tro er hinandens forudsætning. Hun noterer det hele, så godt hun kan, noget går tabt undervejs, men det vigtigste står tilbage, surdej, tvivl, tro og gødning. Hun søger på præstens navn, Rolf, og finder ham på et billede, en fastelavnsfest foran det, hun formoder er præstegården. Tyve, måske femogtyve, udklædte børn, en Spiderman, en mariehøne, et svanekostume, to drenge i trikot og balletsko. Præsten selv er klædt ud som sig selv med sort dragt og hvid krave og en glorie over hovedet sat fast ståltråd. Alle deltager som noget andet end sig selv, det ser rart ud.

På Svensk TV viser de et program om indretning af huse, dagens tema er japanske minimalisme, simple bænke beklædt med en tynd hynde: – Det handler om at at være tro mod funktion og materialer, forklarer arkitekten, less is more. Journalisten nikker ivrigt, sætter sig ned for at prøve bænken af, rører med begge hænder på hyndens mørkebrune læder. – Med ærlighed kommer man længst, siger han og rejser sig igen, – hvad du ser, er præcis, hvad du får.
Ja? 
Hvis nogen spørger, gentager hun gerne, hvad hun har hørt i de mange programmer. 
– Tvivl og tro er hinandens forudsætning.
– Less is more. 
– Med ærlighed kommer man længst. 
Hun skriver i hæftet: 
Hvor langt når man med ærlighed. Til Vojens? Amsterdam? Katmandu? 

En due har sat sig på vinduets udvendige karm, tripper lidt fra det ene ben til det andet, glipper med øjnene. Det er første gang i fjorten dage, nogen ser på hende, hun stirrer tilbage så længe, at fuglen fortryder og flyver væk.

31.12

Solen udenfor skinner iskoldt som en polarrævs røv.
Mark kalder igen: 
– Kommer du?
Jeg burde vel svare ham.

På bordet: En tommestok, en håndcreme, en brugt tandstikker. Tre bøger af varierende tykkelse, en halvbrille.
Nytår er næsten råt nyt stavet bagfra.

Jeg har pakket en taske med tyggegummi, en teske, hårlak, en digtsamling af Richard Brautigan.
“Døden er en smukt parkeret bil”, skriver han et sted. 
Hvad med livet, hvad er så det?
En boret scooter. Et elløbehjul uden styr?