Louise Juhl

Der er år, jeg intet husker fra og andre, der næsten fordobler sig selv, hvor dagenes antal i den virkelige verden slet ikke står mål med alt det, jeg husker. Er det muligt at huske mere, end der er sket, eller er det at lyve?

Judith Hermann fortæller i en af sine bøger om et dukkehus, hun har fået af sin far. Et helt enormt hus med helt utroligt mange rum, kældre og skjulte døre. Hvordan hun bevæger sig gennem huset, ind og ud. Og gennem skakter, åbner et vindue og finder et telt på den anden side. Et omrejsende cirkus med elefanter og slangetæmmere, en sprechstallmeister på 2 1/2 meter og en papegøje, der kan gø og sætte sig på kommando, præcis som en hund: “Sit!” “Dæk!”
Det er det, jeg mener. Med at huske mere end alt, for selvom den unge Judith har været lille af sin alder, har hun næppe været på størrelse med en lillefinger, sådan som det kræves for at kunne bevæge sig rundt i et miniatureunivers. Hun har således ikke, som ellers levende beskrevet, rørt ved væggenes hessian eller aet den due, hun påstod at se gennem dukkehusets vinduer. Er det så løgn, det hele, telt og slangetæmmer, skakter og skjulte døre?

Den sommer, jeg fyldte otte, valgte en mand fra Californien at stige til vejrs i en havestol fastspændt til 45 heliumfyldte vejrballoner. Han havde egentlig en drøm om at blive pilot, men hans syn var for dårligt, og så var det han kom i tanke om, at han jo ikke behøvede et certifikat for at stige til vejrs. Ingen kunne vel forbyde en mand at sætte sig i en stol med en ramme øl og et luftgevær og 45 balloner og følge med, når stolen slap jorden.
Det lykkedes faktisk Larry, som manden hed. Stolen svævede roligt op over baghaven, og han nød endelig at få opfyldt sin drøm. Det varede lige indtil kammeraterne klippede trosserne, der tøjrede stolen til hans jeep, og stolen med 250 meter i minuttet steg til vejrs. 4900 meter steg han, og drev dermed ind i det kontrollerede luftrum over Los Angeles. Flere chokerede piloter meldte til kontroltårnet, at de havde set en mand svæve forbi i en havestol.
Larry lykkedes med at nå tilbage til jorden. Med luftgeværet skød han en efter en ballonerne ned. Stolen dalede mod jorden og på nær en kortvarig kollision med nogle højspændingsledninger, landede han uskadt. Han fik en bøde på 1500 dollars for at føre et ikke-luftdygtigt luftfartøj (contradiction in terms?) og for at krænke det kontrollerede luftrum.
Jeg sad og så det på TV, da myndighederne stod klar til at arrestere ham. Lawnchair Larry, som han blev døbt. Og min mor sagde, at havde det stået i en bog, ville hun have fundet det helt og aldeles utroværdigt. Men nu, hvor det virkelig var sket, var hun fuld af beundring. Sikke en vilje, sikke et mod, sikke en tro. Vi fejrede det ved at folde aviser til både og sende afsted i Slette å, og senere grille majs og tælle nåle på grundens fyrretræer. Vi nåede til mere end 10.000, før det blev mørkt og vi måtte udsætte optællingen til næste dag.

Samme nat blev jeg vækket af en natsværmer, der flaksede mod værelsets gardiner, lyset fra månen fik insektet til at skinne som en lille vinget gud, og jeg var sikker på, at det var min farfar, der ville advare mig mod at svæve for langt væk. Drømme er gode at have, hviskede insektet, men vokser de sig for store, kaldes det for vanvid.
Jeg sagde det aldrig til min mor, men jeg har brugt det meste af mit liv på at finde den balance. Mellem drømme og dårskab, jeg er ikke helt i mål, lad os kalde det “work in progress”.

Jeg blev en gang så flov, at jeg besvimede af skam. Jeg husker det, for da jeg kom hjem og fortalte om det, fik jeg at vide, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget man sagde, ligesom nogen sagde, “ej, jeg tror, jeg dør”, hvis de så noget nuttet, en hundehvalp eller en killing. I virkeligheden døde de jo slet ikke, ligesom jeg heller ikke besvimede.

Det nyttede ikke at insistere, min mor holdt fast i sit, der var forskel på, at dø og så at dø. Og på samme måde med skam, det var en rigtig træls følelse og hun forstod godt, at jeg havde haft lyst til at forsvinde. Besvime, blive usynlig. Men det var ikke det samme, som at det var sket, og jeg forstod ikke, hvordan hun kunne være så sikker, når hun nu ikke havde været der.

Det var i middagsfrikvarteret, Tone havde fået nye briller. Hun gik catwalk på bænken i skolegården, frem og tilbage, skiftevis så på os og lige frem. “Du ligner en million,” råbte Niklas, og alle pigerne piftede. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide Tone eller hendes briller, det var bare det, at jeg altid havde drømt om det samme. Om at gå catwalk og at nogen piftede af mig, råbte “NICE” eller “RIZZ!”, og så var det, at jeg fandt på at sige, at jeg skulle prøvefilmes. Til en hovedrolle, altså, i en Netflixserie. 4 sæsoner, 8 afsnit i hver, jeg skulle spille Theresa. Jeg ville få en million dollars for det, og nyt tøj til hvert afsnit og jeg skulle i Oprah Winfrey Show, og hvis der var tid, skulle jeg være ambassadør for en velgørenhedsorganisation, der samlede penge ind til de paraolympiske lege. Det sidste havde jeg lige lært, det med de paraolympiske lege. Para betød “ud over,” havde min mor fortalt, “ligesom i paraply, der er en skærm, man holder over hovedet for ikke at blive våd.” De paraolympiske lege var en olympiade for dem, der udover at være dygtige til sport, også havde et handicap. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg følte mig udenfor eller ud over eller hvad fanden, at jeg nævnte det med indsamlingen, men Tone tog brillerne af og sagde: “Du er så fuld af løgn.” Og Niklas nikkede og Neel og Krista himlede med øjnene.

Det var der, jeg besvimede, midt i vrimlen og med Tones hån i ørerne. Min krop blev helt slap og skolegården sort og jeg faldt sammen og blev liggende, og nogen sagde, at det var skuespil, at det var noget, jeg gjorde, for at slippe for ansvar. “Offerkortet,” råbte Linn og jeg skulle lige ved at råbe tilbage, at jeg hellere ville spille et offer, end at være en røv med ører, sådan som hun var. Men kom så i tanke om, at man ikke kan høre noget, hvis man er besvimet og slet ikke tale, så jeg forblev tavs og trynet. Og det ringede ind til time, Tone prikkede med spidsen af en tå, da hun gik forbi mig, hviskede: “Get up.” Gården blev tømt, det begyndte at regne, og det der med paraply og en skærm, det virker kun, hvis det ikke bare er ord, men en rigtig ting.

Jeg gik hjem og skiftede tøj, spiste ristet brød med marmelade og sagde til mig selv, højt, at jeg aldrig ville gå catwalk, så hellere lyve og blive til grin og våd. Men det virkede ikke rigtigt, mine øjne flød alligevel over, jeg tænkte på Niklas og på Tones briller, og det blev det ikke bedre af.
Og så var det, at min mor kom hjem og sagde det med, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget, folk sagde, ligesom de sagde, “åh, jeg dør.” Og et øjeblik sortnede det for mine øjne, mine knæ brød sammen, kroppen knækkede, og så lå jeg der. På gulvet. Og det kunne ikke passe, men det gjorde det, vi fik tid ved lægen. Der var ikke noget at se og ikke noget at måle, lægen foreslog ekstra B-vitamin, det styrkede nerverne. Min mor mente, at softice var bedre, hun købte en til os hver. Med flødebolle og krymmel på toppen, og resten af dagen blev jeg hverken svimmel eller faldt om, og min mor sagde, at det måtte være en parapsykologisk effekt – “af softice og krymmel”.

Vi var fem, det var i maj, vejret var usædvanlig varmt. Vi kunne sidde udenfor, selvom det var sent. Bordet var fyldt med rester, tomatsalat, halve majskolber, fladbrød. Nille bad om ordet, vi råbte “preach please”, hun løftede armene over hovedet: “Praise!” Og fortalte så om gruppens guddommelighed, “uden jer var jeg fortabt,” hun var tydeligt rørt, løftede sit glas. “Skål”, råbte hun og tømte det i en enkelt slurk, og vi andre gjorde det samme. “Skål!”
Naboens hund dukkede op, den havde fundet et hul i hækken og lod sig nu fodre med den tiloversblevne mad. Alle rakte noget ned, en humpel brød, en rest skinke, en kold kartoffel.
Fugten tog til, vi måtte finde vores overtøj frem, Sanna sagde: “Jeg vil aldrig hjem herfra”, Freja ville vide, om det var en trøst eller en trussel.

Jeg var blevet fyret samme dag. Teis, min leder, sagde, at han fandt min ivrighed intimiderende.” Det var det ord, han brugte. Intimiderende.
Hele tiden bød jeg mig til, forklarede han, hvis ikke med det så med det andet. “Konstant den her anglen efter…” Han havde ikke gjort sætningen færdig, og nu sad jeg så her i haven hos Nille og spekulerede på, hvad kunne have ment. Anglen efter: Penge, position? Bekræftelse.

Naboens hund gik stadig rundt imellem os, søgte i græsset efter de sidste krummer, Freja fyldte mere vin i vores glas, jeg så på uret. Klokken var næsten midnat, jeg havde været oppe siden klokken seks. “Fyrfadslys?” spurgte jeg Nille, der nikkede mod terrassedøren, “Skuffen i entreen.” Jeg fandt dem med det samme, lighteren lå i en skål under spejle, jeg fik øje på mig selv derinde. Trak læberne lange med to fingre, rakte tunge, måske af mig selv, måske af Teis.

Jeg placerede en håndfuld fyrfadsglas, brugte en tallerken som underskål. Hunden holdt sig tæt til mig, logrede for hver gang, jeg tændte et af de mange lys. Sanna hulkede, det var af glæde, forsikrede hun os om. “Hvad fanden har jeg gjort, at jeg må have det så godt,” snøvlede hun og klappede hunden. Cathrine lagde en arm om hendes skulder, hviskede: “Because your fucking worth it,” og kyssede hende.
“Uhhhh, kærester,” råbte Nille og lavede trutmund, og Cat sprang op og gav hende et kys også, denne gang med tungen.
Hunden begyndte at gø.

Klokken tolv lagde vi os i det fugtige græs, så op på nattehimlen. Cathrine strakte hænderne op, “De er jo lige der,” sagde hun, og jeg tror, det var stjernerne hun talte om. Hunden møflede rundt imellem os, Freja lukkede øjnene, nynnede “Starry, starry night,” vi andre sluttede os til. Så lå vi der og nynnede i natten, hunden fortrak efter en tid tilbage til, hvor den var kommet fra. “Ved I, at man kalder en stime af søstjerner for en galakse”, spurgte jeg, da den fælles nynnen var døet ud, men ingen svarede. De var vel faldet i søvn.
Klokken var blevet over tre, jeg anede ikke, hvad jeg skulle herfra, kun, at jeg måtte videre. Jeg rejste mig og tømte glassene for slatter, det var jo synd, om det skulle gå til spilde. Greb min taske der hang over en stoleryg og fandt en læbestift, mættede mine læber med rødt. På vej gennem entreen standsede jeg foran spejlet, lagde mine læber mod, og efterlod et stort rødt mærke på glasset.
Intimiderende iver, min bare røv.

Det havde været aftalt længe.

Hytten lå tæt ved en sø, værelserne var med udsigt til eng og skov. Der var bålplads og en krocketbane og net til både fodbold og basket. Vi fik alle sammen opgaver: “Det er jo jeres tur, ikke vores”, sagde de voksne. Trine og Anja skulle lægge en madplan for de to første dage, Nikolaj og Alex for de to sidste. Fie og Mark skulle købe ind med hjælp fra Troels og Gerd. Emil og Linea fik til opgave at fordele værelserne, vi skulle sove to og to. Det gik fint, lige indtil de nåede det sidste værelse, og der kun var én elev tilbage.
Gæt selv. Moi.
“Vi kan jo ikke gøre for, at vi er tretten, og at tretten ikke kan deles med to, right?” Og det var jo rigtigt nok, det var hverken Linea eller Emils skyld, at vi var et ulige antal elever til et hytter med dobbeltværelse. 
“Én skal jo ligesom sove alene,” tilføjede Emil, og jeg var så den ene, ligesom jeg havde været det året før og året før da, også. “Lodtrækning”, forklarede de, “helt tilfældigt”. Og tilfældet ville altså, at jeg var blevet tilovers tre gange i træk, og sådan er det med tilfældigheder, de kan næsten virke planlagte.

Min opgave blev at stå for underholdning. 
Jeg er ikke dum. Jeg ved godt, at der er forskel på Nice og på Need. At mad og vand og tag over hovedet hører til de basale niveauer i behovspyramiden, mens underholdning er, nå ja fint nok, lidt hygge, lidt fjol, mens bålet brænder ud.
Det var så det, jeg blev betroet. Hygge og fjol. Jeg fandt en sangbog og kopierede en finsk vise om en nøkke, der betroede sig til en sten, men så fortrød, for tænk nu hvis stenen talte over sig. 
Jannie, vores klasselærer, mente ikke det kunne kaldes for underholdning. Om ikke jeg kunne finde på noget mere “loose”: En quiz om Rihanna, for eksempel, hun var jo både berømt og produktiv, ja på alle måder nøkkens modsætning? Så jeg læste om Rihanna, der viste sig at være sanger at have vundet seks Grammyer. Mest kendt var hun for en syvtalsturné: Syv koncerter i syv byer i syv lande på syv dage. Hun fløj selvfølgelig også i en Boeing 777 og det hele blev samlet i en dokumentar, der varede præcis 77 minutter.
“Fedt,” svarede Jannie, da jeg viste hende, hvad jeg havde fundet frem til, “Det er lige præcis dén slags, vi har brug for. Go, go, go!” 
Og jeg nikkede og tænkte, at det måske var fint nok, at jeg sov alene, for jeg fattede virkelig ikke, hvad der var så fedt ved hende Rihanna og de mange syvtaller.

Den første aften fik vi spaghetti med kødsovs, det stod i kæmpestore gryder på et rullebord, og vi måtte stille os på skamler for at nå op og øse af maden. Dicte rejste sig og holdt en tale, den handlede om fællesskab. Hun var glad for, at så mange havde valgt at bidrage til Klassebogen, sagde hun, snart ville hun få den printet. “Det bliver så fedt. Der er både noveller og fotos og fede jokes. You guys rock!” Et øjeblik overvejede jeg at række hånden op og spørge, hvad det der Klassebogen var for noget, men indså, at det var lige meget, bogen var jo sendt til tryk.
“Shit happens,” svarede Dicte, da jeg senere spurgte, hvorfor jeg ikke var blevet bedt om at bidrage: “Det må jeg have glemt. Nothing personal.”
“Fællesskab min bare røv”, mumlede jeg efter, men undlod at gentage, da Dicte vendte sig om med et: “Hvad?”

Dagen efter stod den på pitabrød. Med tun og feta og majs, jeg spildte dressing på både trøje og bukser. Alex foreslog mig at søge et job i Zirkus Nemo, jeg kunne være assistent for Smadremanden, mente han. “Han kaster også rundt med alting, wienerbrød og grillkyllinger”.
“Zirkus Nemo er altså gået konkurs,” svarede jeg og Alex himlede med øjnene. “Ja så ved jeg ærlig talt ikke, hvad du kan bruges til,” grinede han og slog mig på skulderen: “Ej pjat”. Og jeg grinede også, for han havde jo ret, hvad kunne jeg egentlig bruges til, altså udover at være til overs og spilde på tøjet?

Så blev det onsdag og regnvejr, vi sad på værelserne og spillede kort. Det vil sige, de andre sad på deres værelser og spillede. Jeg gik en tur i storskjorte og shorts, alt blev gennemblødt, selv mine trusser var våde. Og håret, det hele hang, og ja, det føltes ret godt. Og de andre stillede sig i vinduerne og pegede: “Se!”, da jeg spredte armene og løb frem og tilbage – indtil fødderne slap jorden, og jeg var en fugl. Fucking fly on the wings of love Og jeg råbte ad dem: “Bye bye, you guys”, og “farvel fællesskab, have fun on your own.”
Og stenen, den nøkken havde betroet sig til, fik også vinger – og vådt hår ligesom mig, og det var helt umulig og helt vidunderligt.

Torsdag fik vi Pyt-i Pande med spejlæg og engelsk sauce. Fie fik en syltet rødbede galt i halsen og hostede så hårdt, at al maden kom op. Jonas og Alex sad ved siden af, de fløj væk med det samme: “fy for helvede”, råbte de, mens Fie græd af forskrækkelse og Trine tilbød hende sin portion i stedet for den, Fie havde kastet op. Det hele var så skørt og vi endte med at aflyse underholdningen. Så meget for Rihanna og syvtalsturné. I stedet gik vi tidligt i seng, jeg sov næsten med det samme.

Men så bankede det på døren, det var Dicte, hun ville bare sige undskyld for det med bogen. Hun havde udskudt at sende den til tryk – om jeg ville skrive en side eller to. Og jeg svarede hende, at det ville jeg godt nok meget gerne og jeg skrev et digt. Lidt for sjov, men mest for alvor:

Det er jo sådan

vi hænger sammen:

som fuglene

hænger på

himlen og

verden hænger

i laser

Og Dicte læste det, sagde “Fedt tak, så er den ged barberet”, og gik så tilbage til sit værelse.
Fredag tog vi hjem.

Det var den sommer, jeg mistede min badedragt. Jeg havde den på og tog den af og så var den væk. “Ting bliver ikke bare sådan væk”, vrissede min far, “man enten taber dem eller glemmer at tænke sig om.”. Jeg blev sendt ud i klitterne for at lede, gravede i fire timer, lidt her, lidt der. Fandt et pornoblad, en plastikskovl, en badetøffel, men intet spor af min badedragt. Jeg vendte hjem, vidste, hvad min far ville sige. At jeg skulle lære at passe på mine ting, at badedragter var dyre, at “nogen” jo skulle betale for dem og at “nogen” var min mor og far. “Om jeg havde tænkt på det?”. Og ærligt talt, det havde jeg ikke, så jeg undskyldte og rakte ham plastikskovlen, jeg havde fundet, og han tog den og spurgte “Og hvad har du tænkt dig, jeg skal stille op med den?”

Jeg kunne have svaret ham, at han kunne bygge et slot af sand, med tårne og voldgrave, at vi kunne bo sammen der, på slottet, at det var helt gratis og at vi så kunne spare sammen til en ny badedragt til mig. Men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste godt, at man ikke kan bo i et hus af sand uden vinduer og døre.

Dagene gik, en larve forvandlede sig til en sommerfugl, et firben mistede halen. Så kom der en taxa. Med et telegram, min mormor var død, og jeg tænkte et øjeblik om det mon var min skyld, alt det jeg glemte, badedragten og at ringe til hende. Spørge til kabalerne, de syltede løg og hendes hjerte, der lækkede. Min mor tog en taxa, min far tog en havesprøjte med remme på ryggen og sprøjtede alle nåletræerne med en blanding af sulfo og vand. Jeg fandt den enlige badetøffel, jeg havde fundet i klitterne, frem, og kastede den mod ruden, så den gik i stykker. Min far kom løbende, råbte: “What the fuck??” i en blanding af fryd og foragt, jeg samlede skårene sammen med hænderne, der kom blod overalt. Jeg husker ikke, om jeg fik skældud, men jeg blev kørt på skadestuen og fik plaster på – og forbinding på sårene. Min far undskyldte for sin uopmærksomhed. Han burde have vidst, at jeg var i oprør, betroede han sygeplejersken, der tog havesprøjten, han stadig bar på ryggen, af ham. “Vi gør alle vores bedste, mere kan man ikke forlange,” trøstede hun og jeg tænkte, at han burde få et plaster på også. Og min mor, en hånd at holde i. Næste dag lå der en splinterny badedragt på bordet derhjemme, i mørkeblå og med sølvfarvede striber. Og ved siden af: Den solblegede og slidte strandskovl. “Vi bygger et slot i dag,” stod der på en seddel, det var min fars håndskrift. Og vi kørte til stranden, selvom der manglede en rude derhjemme, og det blev en god dag, vi indrettede slottet med stole af rav og et rum, hvor min mormors kiste kunne stå. Vi spiste is til både frokost og aften, en hund lettede ben op ad bilen, min far klappede den, mumlede “din lille skid,” sagde så: “Nå, lad os kalde det en dag” og kørte hjem.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, før min mor kom tilbage, men vi vendte aldrig tilbage til slottet, ind imellem tænker jeg på, om det mon står der endnu – med rav og min mormors kiste – eller om tiden og vandet har visket det ud. Måske godt det samme.

Det er kompliceret.
Engang havde jeg det meget skidt. Så skidt, at jeg var ved at dø. Jeg løb ti kilometer hver dag. Svømmede to. Gik syv. Tyggede tyggegummi for at forbrænde kalorier, tyggede & tyggede & tyggede. Spiste ikke meget andet. Lidt bouillon, en deciliter flåede tomater. Hvidkålsstokke & agurk. Mine ben svulmede op til dobbelt størrelse, det var noget med proteinbalancen og det, de kaldte, de semipermable cellemembraner. Jeg fik mad med sonde, blev tvunget sengeliggende. Blev udskrevet og fulgte en spiseplan, time- og minuttal var noteret for hvert måltid, fødeemner, antal gram. Rugbrød, sønderjysk fra Kohberg, to skiver á 50 gram. Hytteost, alm. fra Arla, 2 spsk., 30 gram. Og så videre. Jeg klarede mig, skruede ned for motionen – fik job som delikatessemedarbejder i en ostebutik, senere som sekretær. Jeg mødte en fyr, vi flyttede sammen, det var ikke lykkeligt, men bedre end bare mig, min sult.
Alt det er længe siden. Jeg har længst opgivet både løb & svømning, jeg spiser tilstrækkeligt, har er normalvægtig (plus), jeg har fundet en mand, der er inkarnationen af alt godt. Han er sjov, klog, dygtig, rar, omsorgsfuld, loyal. Vi har det godt, bor i et ældre & smukt byhus, tæt på skov & sø. Jeg laver det, jeg bedst kan lide, jeg skriver, underviser, faciliterer litterære arrangementer.
Men. For der er et men. Jeg kæmper. Indeni bor en rest af sultens diktat: Yd mere, nyd mindre. Gør mere & bedre. Luk kæften, smil & vær glad. Der er stadig dage, hvor maden volder problemer, hvor jeg skammer mig over hvert gram, jeg vejer. Hvor ti kilometer med hunden burde være tyve. Hvor frokosten burde være en halv agurk. Hvor alt jeg skriver er ækelt, for meget, for svulstigt, forkert.
Jeg øver mig i at slippe askesen, det evige mantra: Less is more. Bare den her sommer har jeg trænet igennem. 5 dages meditation & ro, stilstand. Mad tilberedt af andre. Nydelse uden ydelse. Jeg har badet, mærket vandet om kroppen, forsøgt at finde mig tilpas i de 62 kilo, der engang var 30. Nogle gange er dobbelt så meget ikke dobbelt så godt. (Men absolut nødvendigt). Jeg har spist på Svinkløv Badehotel, uden at ligge søvnløs af angst og uden at ringe og spørge til tilberedningsmetode, brug af fedtstof, mulighed for særlige ønsker. Jeg har overnattet i Buzz’en, vågnet op uden mulighed for alle mine rutiner. Jeg har sovet uden at stille mit ur til 6.04, som ellers er det tidspunkt, jeg står op. Hver dag. Året rundt. Også nytårsmorgen.
Det har været vidunderligt. Det hele. Meditation, mad. Havbad, lange morgener. Buzz & blues. 

Men det koster. For selvom man skulle tro, jeg var ladet op på alle fronter. Udhvilet, velnæret, stimuleret både sanseligt/kropsligt & intellektuelt, så er jeg fuldkommen udmattet. Fladmast som en overkørt kat. Træt ind i knoglerne. For alt er nyt, alt skal aflæres, forstås forfra, automattanker skal erstattes af andre & mere omsorgsfulde indre dialoger.
“Du må godt”. “Det er ok.” 
Verden er stor & livet er kort. I 30 år har jeg minimeret tilværelsen til spørgsmål om mad & motion, vægt, kalorier, trin, tal & timer. Nu er horisonten udvidet med himmel & hav, glæde, nydelse, nærvær. Det er fantastisk & helt forfærdelig hårdt arbejde.
Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at det er kompliceret. At glæden har to sider. En mørk & en lys, en høj & en dyb. Heldigvis kan livet sagtens være godt, uden at være let. Og man kan godt være træt uden på nogen måde at være træt af livet.

Han var 26 og elskede at se atletik. For kroppenes skyld, sagde han, musklernes spændthed. – De her maskiner af vilje, et skridt og et skridt til og længst ude: En medalje. 
Han talte hurtigt, det var svært at finde hoved og hale i de mange ord, alligevel kunne jeg ikke lade være at gøre forsøget: 
– Maskine, medalje, jeg er ikke helt med? spurgte jeg, men han var allerede videre, snurrede rundt om en lygtepæl, – Tadaaa, fjernede halstørklædet fra om sin hals, svingede det rundt som en vimpel: – Shit, det er magisk. 
– Magisk? 
Jeg burde have forudset svaret. 
– Ja livet, for pokker, fucking magisk jo. Og så lo han og rakte hånden frem, og jeg tog den, selvom jeg et eller andet sted vidste, at jeg ville fortryde. 

Han bagte fladbrød på en pande, rev agurker til tzatziki, moste avocadoer og blandende med cremefraiche og hvidløg, kaldte det et måltid. – Dyppemad, forklarede han og delte et brød på midten, stak det ned i skålen med guacamole. Åbnede munden og gabte over det hele, – Uhmmm, rakte mig den anden halvdel af brødet: – Go help yourself. Og jeg tog brødet, stak det i skålen med tzatziki, slugte en bid, en bid mere. Det smagte godt, – Du har sgu da evner i et køkken, grinede jeg og hans øjne tog farve af min ros, blev ligesom mere blå, mere bløde. 
Han viste mig rundt i lejligheden, badeværelset var malet sort og duftede af røgelse, sødt og sommerligt. Køkkenet var småt og bordet fyldt med apparater, saftpresser, souvide-stav, ricecooker, ismaskine, en bordopvasker. Soveværelset var dækket af puder, et flimrende blødt ocean i alle mulige farver, orange, ræverød, beige. – Because I’m worth it, sagde han og lod sig falde omkuld i det bløde pudehav. det var svært at være i, hans åbenlyse begejstring, hans højpuls-rundvisning, ordene, iveren. Navnene på de mange tekstiler, egyptisk bomuld, sateeng, hør og bambusviskose. Alle farvernes oprindelse, krap og cochenille, indigo, gurkemeje, logwood. – Wow, forsøgte jeg at svare, men han gennemskuede mig det samme: – Wow, er det alt, du har at sige? 

Sådan var det længe, han gav og gav, jeg tog og tog. 
En søndag i september bad han mig om at klippe sit hår, – Karsekort, og jeg tøvede et sekund, for hans hår var så fint og langt, men han var ikke til at stoppe: – Man har kun det sjov, man selv laver. Så jeg klippede og lod maskinen rage hans isse gold, han lignede et forladt barn, da han så sig selv i spejlet. Jeg undskyldte, han grinede, græd så, googlede “parykatelier”, fandt en adresse. Kom hjem med fire forskellige, en til fin og en til almindelig brug, en til fest. – Og en til alt det andet. Den var lyserød og lang og klædte ham, han blev mere sig selv sådan. Med fremmed hår og en latter, der var lige dele lykkelig og labilt. Hele tiden den her balance mellem fantastisk og forrykt, ordenes tsunami, der truede med at lægge alt øde. Eller. – Pjat med dig, sagde han, når jeg delte min bekymring, – du ser spøgelser overalt. Og så bredte han armene ud som var de vinger: – Wuhuuuuu, foldede dem omkring min krop: – Det er uhyyyyggeligt. 
Og sådan gled vi fra alvor til sjov, fra skaldet til sært smuk, dagene skiftede farve. Det blev aften, morgen, vi stod op, en nabo blev hentet med ambulance, måneden var hans navn fjernet fra døren. Vi fandt skiltet i en container, A. Poulsen. 

Hele tiden den her venten på, at det skulle slutte. At noget ville gå galt, at jeg ville gå i stykker, at han ville. Men vi gik ikke i stykker, vi blev stående sådan, smadret men sammenhængende, og måske var det problemet. At vi fortsatte med det alt sammen, karseklip, cochenille, atletik og guacamole. 
En dag kom jeg hjem og han havde taget alle vinduer ud af deres rammer. Han trængte til luft, sagde han, – Mere plads. Senere slog han et telt op i stuen, og det var først, da han ville tænde bål på stuegulvet, bage snobrød over levende ild, at jeg trak en grænse. – Nej! Og han så på mig og sagde: Ok. Lagde sig i fosterstilling og græd, i fire dage hulkede han, før han satte vinduerne tilbage på plads, pakkede teltet sammen, smed tændstikkerne i toilettet. Trak ud efter hver enkelt af dem, vinkede: – Bye bye, baby.
Det gik jo ikke. Med os, med ham. Med den her historie om viljesmaskiner og labil latter. 
Alligevel fortryder jeg ikke at have fortalt den. 

Engang var jeg alene hjemme. Jeg havde fået besked på, at jeg måtte tage lige, hvad jeg ville have fra skabe og hylder, digestive kiks, dronningemandler, lakridskonfekt. Is fra fryseren, alt var tilladt, og jeg spiste det alt sammen, kiks og is og mandler, og så sad jeg der, stadig alene og uden mere at trøste mig med. 

Så var det, at jeg kom i tanke om 0059, den her telefonlinje, hvor man kunne møde mennesker, man ikke kendte og næppe nogensinde ville møde igen. Friheden ved det ansigtsløse, bare stemmer, ord, åndedræt. Joakim, Joanna. En fra Stevns, en anden fra Sønder Hurup. 
Hele min opvækst var jeg ellers blevet advaret mod fænomenet. Mod 0059, den her menneskelige markedsplads, hvor folk betroede sig om alt og alt for meget. 

En, der hed Lina, fortalte til fem fremmede, at hun var gravid, faren kunne være hvem som helst, hun havde haft en livlig sommer på en tyrkisk halvø, nu spurgte hun os til råds: skulle hun beholde barnet eller ej. Meningerne var delte, Signe sagde, at ethvert liv var helligt, Jakob mente omvendt, at man ikke kunne tale om liv, så længe fosteret kun var på størrelse med en halvstor spyflue, jeg lyttede mest og håbede sådan, at Lina fandt nogle mindre tilfældige at søge vejledning hos. 
Det værste var ikke den åndelige prostitution, de voksne mente, at træfpunktet var udtryk for, nej det værste var prisen. “5 kroner i minuttet”, råbte min far forarget, og det var først årtier senere, jeg fandt ud af, at det slet ikke passede, at prisen i virkeligheden var 27 øre pr. påbegyndt minut. Så meget for voksne og deres sandheder. 

Den her aften, tung og træt efter alt for meget sukker og alt for meget fedt, var jeg ligeglad med priser og prostitution, jeg savnede nogen at tale med, så jeg løftede røret og trykkede de fire tal og fik kontakt til Jon fra Kalundborg, der elskede at campere. Han havde vundet 125.000 kr. i tips, men det var mange år siden, nu var han på røven, Hans kone havde forladt ham og campingvognens hjulkapsler var tæt på tæret. “Hvad med dig?” spurgte han endelig, og jeg præsenterede mig, “Aila,” og fortalte, at det var finsk og betød lysbringer. At jeg var datter af en drivtømmerarbejder fra Lapland, han var druknet en særligt hård vinter, isen havde besværliggjort redningsarbejdet. Da vi fandt ham var han bundfrossen og blå. “Uhada,” svarede Jon, men jeg beroligede ham, jeg havde lært at leve med mit lod. Nu solgte jeg hjemmegjorte filtsko, fortalte jeg, det var ikke nogen guldgrube, men det gav smør på brødet og varme i rørene. “Og mere behøver jeg ikke.”

Andre gange kaldte jeg mig Flora og var professionel danser, “contemporary ballet”, svarede jeg, når de spurgte, jeg havde fundet udtrykket i en coffeetable-bog på biblioteket. Jeg forklarede Tomas om det benhårde miljø, spidse albuer, spiseforstyrrelser, uigennemskuelige hierarkier, og han betroede mig, at han oplevede lidt af det samme, selvom branchen var en helt anden, han var forskningsassistent på DTU og oplevede dagligt, hvordan lektorer indbyrdes bekrigede hinanden eller kæmpede om de samme få midler. En var endda beskyldt for at plagiere en andens artikel: “Det er det vilde vesten,” sagde han. 
Jeg var Tenna, der lavede hair extensions, og Nanna, der læste til præst. Jeg var Clara, selvstændig vinduespudser og Olivia, der kørte sygetransport for Falck. Jeg fortalte om de lange ture med ensomme ældre og samtalerne i frisørstolen – om brystimplantater og Tantrateknikker. Jeg var mange, men aldrig Louise, alligevel vil jeg ikke sige, at jeg løj. Ikke en eneste gang, hverken for Jon eller Tomas eller nogen af de andre.
Det vil jeg virkelig ikke.

Jeg læste for noget tid siden, om en patient, der i mødet med sundhedssystemet oplevede svær afmagt. Ikke fordi han ikke fik tilbudt hjælp, men fordi den hjælp, de tilbød, ikke på nogen måde resonerede med det, han efterspurgte. Når han forsøgte at få lægerne i tale, forklare dem, at han følte sig misforstået, at hans smerter i deres oversættelse blev nogle andre end dem, han mærkede. Lidt som hvis man opsøgte skadestuen for at få behandlet et asfaltsår på knæet, og de så – med stor overbevisning – insisterede på at lægge din arm i gips. “Fordi det i virkeligheden var armen, der trængte mest til hjælp”. 

Det var ikke sådan, at behandlerne var uden omsorg, de lyttede, mens han talte, nikkede som for at bekræfte, at de hørte, hvad han sagde. Men altid med amme resultat: De anerkendte hans følelser, “bestemt!”, men fastholdt ikke desto mindre, med dets kendskab til og erfaring med hans lidelse, at han havde brug for noget andet end det, han umiddelbart ønskede mest. Hvad gør man så? Når alle de klogeste med en stemme afviser, hvad man siger? Det er lidt som at spille squash i et rum uden vægge. Du sender tusinde af bolde afsted, men ingen af dem kommer tilbage. Til sidst orker du ikke mere. Eller du har ikke flere bolde at sende afsted. Du står bare der med ketcher og svedbånd og lange arme og føler dig…. afmægtig. 
Afmagt er når verden ikke svarer på dine kald. Når du gang på gang bliver mødt med “Louise, du snakker”, når du forsøger at fortælle nogen noget. Det er den følelse, der opstår, når du overvældet af angst bryder sammen i gråd, og nogen så svarer din reaktion med et: “det er da ikke noget at sidde og flæbe over.” Afmagt er række hænderne ud og så se dem visne. Langsomt, fordi ingen griber dem. Afmagt er når en kæreste siger: “Jeg ved, hvad du “i virkeligheden” har brug for”, og hans virkelighed er en helt anden end din. 

Det er et af hovedproblemerne, når man behandler mange i psykiatrien. At den virkelighed, man kommer med, bliver forsøgt tiet, truet eller medicineret ihjel. Mine egne oplevelser begrænser sig til indlæggelser for behandling af en spiseforstyrrelse. At nægte at spise, at takke nej til den føde, der skal holde dig i live, er i enhver forstand provokerende. Ulogisk, dumt, kontraintuitivt, farligt. Det er en terrorhandling mod al sund fornuft. Af samme grund vil behandlerne møde dit sprog, sultens sprog, med lukkede ører. De VIL ikke lytte, det er sund fornuft, det er rimeligt, det er eneste logiske. Problemet er, at de dermed puster til den afmagt, sulten er et udtryk for. Den forseglede mund er afmagtens ar, det er et sår, man forsøger at hele ved at holde læberne helt tæt sammen. At afvise at tage næring til sig er at afvise verden i et forsøg på at slippe afmagten. Man vil ikke længere vente på, at bolden kommer tilbage, at ens talestrøm bliver hørt, gråden forstået. Man har ventet længe nok, nu vender man ligningen om, lader de andre om at vente. Det er næsten en kropsliggørelse af Hartmut Rosa fremmedgørelsesbegreb, han beskriver som en “erfaring af verden, hvor subjektet oplever sin egen krop, sine egne følelser, de sociale interaktionskontekster som udvortes […], ikke- responsive eller stumme.”
Forbindelsen til omverden er så at sige afbrudt, man er som en astronaut, der ser sit rumskib forsvinde væk, og som ved, det ikke nytter at græde, at skrige, at kalde, at vente. Der er kun det store sorte univers tilbage, en stumt og uendeligt mørke.

Jeg har hængt der – uden rumskib. Jeg har slugt det mørke, den store og sorte uendelighed. Mit eneste forsvar var at lukke munden, stoppe mørket i at trænge ind, holde uendeligheden, afmagten ude. Og på sygehuset bød de mig at gøre det modsatte. De forlangte, at jeg åbnede munden, tog imod maden som en mundskænk, der ikke vidste, om det, der blev budt en, var gift eller en gave. Jeg forstår dem godt. Det var det eneste logiske svar på en højst ulogisk adfærd. Men for mig var det samme afmagt, som dengang gråden blev mødt med et: “Sidder du nu og flæber igen?” Som mine mange spørgsmål blev mødt: “Du snakker, Louise!” Nu var det sulten, de nægtede at anerkende: “Spis, blev der sagt!”
Det jeg vil sige er, at vi er nødt til at forstå afmagten som en væsentlig spiller i næsten al uhensigtsmæssig adfærd. Vi er nødt til at se astronauten. Vi er nødt til at kalde: “Can you hear me, Major Tom?” Og forstå, at også tavsheden kan være et svar, måske endda det eneste mulige, hvis dine arme og tunge er visnet efter at have rakt og råbt i årevis. Nej, det giver ikke nogen mening, men det er vel netop afmagtens præmis: Manglen på mening.
Kh

“Har du spyttet på nogen? Bevidst gjort nogen ondt i skrift eller tale? Har du pisset op ad odens bil eller lagt en lort på deres hoved? Hvis ikke,. Så behøver du næppe skamme dig.” 

Sådan sagde en klog og erfaren terapeut engang til mig, da jeg – som så mange gange før – kom til ham, brødebetynget og i tvivl om mit eget værd. Jeg gjorde jo intet godt, sagde jeg, til gengæld fyldte jeg med alle mine ord i en verden, der i forvejen var var ved at drukne i versaler og kategoriske udsagn. 
– Det er så pinefuldt, forklarede jeg og så var det, at terapeuten spurgte: – Har du spytte på nogen og alt resten, og da jeg mildt forarget kunne svare nej til det hele (jeg kunne ikke drømme om med vilje at slå hverken dyr eller mennesker, heller ikke med ord), så frikendte han mi. Eller det, han sagde, var, at min skam var uproportionel i forhold til omfanget af mit synderegister. 

Det tænker jeg en del over for tiden. At ja, jeg kunne gøre mere og bedre, jeg kunne erstatte min litterære karriere med en tjans som frivillig på et plejehjem eller som indsamler til nødhjælpsarbejder. Jeg kunne helt sikkert også udbygge min tolerance og arbejde på ikke at reagere så voldsomt på patronisisme og subtil nedladenhed. Men alt taget i betragtning, så tror jeg, at jeg uden at ryste på hånden kan sige, at jeg ikke bevidst gør nogen ondt, hverken dyr, planter eller mennesker, og at den eneste jeg ind imellem kommer for at skade at spytte på – og det kun i overført betydning – er mig selv, Med det in mente, vil jeg gå ud og nyde solen uden skam, ae min hund, kysse min mand. Måske endda nyde en kold øl, fordi jeg kan. Og må. Og så videre.