Jeg er ikke på nogens side, mindst af alt min egen.
*
De siger, at mørke i virkeligheden fravær af lys. Er huller så fravær af fylde?
*
Jeg læste det på Mikkels væg. At du var død, der var ikke nogen grund. Dit hjerte var bare holdt op med at slå.
*
Den sidste et menneske mister, er hørelsen. Det er derfor, jeg bliver ved at tale med dig. Forstår du?
*
Måske er døden ikke en dør men en drøm, der går op.
*
Det meste er med vilje
*
I sommer så jeg en fugl udenfor mit vindue i sommerhuset. Den var i færd med at æde en anden fugl. Den enes død, den andens brød. Et virvar af fjer og følelser
*
Nogle dage senere badede jeg for første gang i flere år i vesterhavet. Jo tungere jeg lod mig falde, des mere viste vandet sig at kunne bære
*
Sten drukner ikke, de falder bare til bunds
*
Der er atten dage til jul, og jeg skriver et digt:
du er dig og
dis og fugle
der synger et
andet sted og
for nogle andre
I radioen spiller de “Don’t get me wrong” med Pretenders
*
For nylig læste jeg et essay. En pige lyver, hun plukker vat i stykker og påstår for veninderne i skolen, at det er stumper af en sky, hun har fanget. Det er noget, hun har lært af sin far, at finde på, at fylde dagens huller ud med fri fantasi. Jeg elsker den pige, hendes løgne. At dele ud af en sky, det er da smukt
*
Jeg har læst et sted, at det forestillede og det virkelige findes samme sted i hjernen, at vi så at sige har lige stor gavn af- og kan leve lige lykkeligt på en fantasi som på fakta
*
Glædelig jul
Jeg havde engang en kæreste, der var så mærkelig, at jeg græd af lettelse, da han gik fra mig.
*
Jeg har det på samme måde med december. Det burde være så godt, og det er det vel egentlig også, alligevel er jeg helst fri.
*
December forlader mig ikke, sådan som den sære kæreste gjorde. Den bliver med sit appellerende mørke, krydrede dufte og løfter om rensdyr med røde næser, der kommer og lyser for os, som lampen i vinduet hos en sexarbejder i Kurfürstenstraße.
*
Jeg er ikke vred, jeg er ked af det. Det går over. Det samme gør december og hvis jeg venter tilpas længe: Også jeg.
*
Jeg vandt engang en halv gris i spejdernes julebanko i Budolfi kirkes Krypt. Jeg havde den liggende i skødet på vej hjem i bussen. Aede dyrets gennemskårne ansigt. Så, så, så. Jeg husker ikke, hvad min mor stillede op med gevinsten. Om hun skar den i stykker og frøs ned eller om hun uden mit vidende kørte den på Forbrændingen og lod den få en slags fred. Jeg ved bare, at jeg ikke længere spiser gris og at ikke længere spiller banko.
*
I dag skal jeg til København for at tælle til lilla.
*
Mit yndlingstal er otte og min yndlingsfarve lyng. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg heddeg Stella – efter min mormor. Men det virker ærlig talt lidt pyntekært at smykke sig med en andens navn, når man er over halvtreds. Gør det ikke.
*
Min far ville have, at jeg skulle hedde Lovise med v, men præsten mente, at det var en dårlig idé. Det gjorde min mor heldigvis også.
*
Ingen har bedt mig om at skrive alt det her. Jeg har heller ikke spurgt.
*
Søger man på synonymer for begreberne “kejtet” og “akavet” finder man ordet: drattevorn. Det er et dejligt ord.
*
Selv tak.
Jeg vågner med et billede på nethinden, jeg ikke kan slippe: Det bløde, gule lys fra en dør, der står på klem. Det er ikke nogen bestemt dør og lyset ikke ét, jeg genkender, men alligevel kender.
*
At kende eller at genkende, thats not a question.
*
For nylig talte jeg med en kvinde, der netop var kommet ud af et voldeligt forhold. Hun havde forladt sin mand i al hast og uden andet end sine børn ved hånden og en bog, hun tilfældigt havde grebet på natbordet: “On gratitude”. De havde fundet husly hos en fjern ven, hans hund blev hendes redning. Pelsen og den ubetingede kærlighed, hun så længe havde savnet. Hun havde aldrig tidligere haft en hund, endsige været i nærheden af en. Faktisk var hun, hvad hun selv ville kalde, et “udpræget kattemenneske”.
*
Senere fandt hun og børnene et værelse til leje i en forstad. Med adgang til have og natur i gåafstand. Skov og stier, engarealer. Nu overvejede hun at få en hund.
*
Jeg genkendte kvindens fortælling. Jeg har godt nok aldrig været direkte truet på livet og heller aldrig kaldt mig selv for et kattemenneske. Men jeg har læst et hav af bøger om taknemlighed og ligesom hun forladt en partner i al hast, med kun en elkedel og en punkteret pilatesbold under armen.
*
Jeg var heldig, en norsk kvinde tilbød mig et værelse. Vi boede fire på en etage, jeg levede af minutnudler og alt-i-en-kiks og vandt 1000 kroner på et skrabelod, som jeg sendte til den fyr, jeg havde forladt. Jeg er stadig i tvivl om hvorfor, om det var et udtryk for taknemlighed eller det modsatte, en slags “tak for lort”
*
I en artikel læser jeg, at man skelner mellem taknemlighed og påskønnelse. Det sidste udtrykker en glæde ved en specifik handling (at nogen har passet din hun eller reddet dig fra at drukne i en svømmehal), det første en mere generel glæde. For skønheden ved en blåtidsel, for eksempel, eller solens vedholdenhed. Tænk sig at den gider blive ved, også selvom skyerne igen og igen viser sig at være i vejen.
*
Jeg påskønner den norske kvindes omsorg og værelset hun tilbød mig, også selvom det var alt for dyrt og alt for trangt og efterlod mig en livslang lede ved minutnudler. Det samme tror jeg gælder ekskæresten. Jeg påskønner de små tre år, vi var sammen, de lærte mig meget, nok mest, at jeg trods alt var bedre tjent med mig selv end med den, jeg blev sammen med ham.
*
Den dør dér. Og lyset. det bløde og gule. Hmm.
Jeg læste et sted, at det vi ikke lykkes med, definerer os mennesker langt mere, end det, vi rent faktisk opnår. Det lyder jo helt åndssvagt: Hvorfor spilde et liv på at længes i stedet for at glædes over, hvad vi har. Men måske er det en drivkraft, en indre pisk, der hele tiden driver os videre. Mod “det der” – drømmen om bryde op, bryde ud. Kaste sig over en karriere som flugtkonge, oversavet kvinde. Åbne et herberg for hjemløse dyr: Fugle, pindsvin, hunde, katte, bænkebidere og myg. Et inferno af flaksende vinger og logrende haler, pels og pigge.
Hvis vi havde nemmere ved at stille os tilfredse, boede vi muligvis stadig i huler og lunede os ved åben ild. Hvad skal man egentlig med mere end mad og søvn og sex? Jeg skal ikke kunne sige det, men realiteten er, at vi søgte efter mere, et hus af sten, elektrisk lys og varme. Asfalterede veje og selvbetjeningsautomater. Om vi er lykkeligere i dag, end dengang børnene døde i hobetal og sult var en tilstand og ikke et fremmedord på fire bogstaver, det er svært at afgøre. For der var hverken analyseinstitutter eller verdenssundhedsorganisationer for to tusinde år siden, og spørgsmålet er også, om det er rimeligt at sammenligne på tværs af tid og sted og privilegier. Om man med med rimelighed kan sammenligne en kølle med en kalashnikov eller glæden ved en ske af træ med glæden over en elbil. Uanset hvad så er tilværelsen for de fleste blevet nemmere med tiden, mere bekvem. Mere lige og mindre rå. Kvinder er i de fleste lande ikke længere underlagt mandens forgodtbefindende og børnedødeligheden er heldigvis faldet markant. Med bekvemmeligheden følger også større tolerance, for når vi ikke længere bruger alle kræfter på at finde føde og læ, ja så bliver overskuddet til at rumme mennesker der er forskellige fra os selv også større. Der er ofte en lige linje mellem accepten af anderledes tænkende, følende og udseende i samfund med velfærd og velstand end i de lande, hvor indbyggerne stadig slås om de få goder, der er til rådighed eller der, hvor uligheden mellem samfundets mest og mindst velhavende er størst.
Alligevel er det med en vis ærgrelse, at jeg hele tiden støder på den der – hvis ikke utilfredshed, så i hvert fald evige længsel. Efter mere himmel, mere tid og skæreost. Flere hunde, færre firhjulstrækkere. Efter anderkendelse, omfavnelse, inklusion, venner. Tid til keramik og nærvær med heste. At bade i havet. Tørre tøj i vinden. Spise smørstegte rodfrugter og grillet brød med hummus. Uden skam.
Jeg har det meste. Jeg har penge på min konto, ikke mange, men tilstrækkelig til at købe både brød og humus og skæreost. Jeg har et sommerhus tæt ved havet, og en badedragt. Jeg har en lille lukket gårdhave med plads til at tørre tøj og mere tid til rådighed end de fleste. Så hvad er problemet? Er længsel – til forskel fra savn – simpelthen defineret ved at være så luftig en størrelse, at man aldrig kommer nærmere end nær? At der i selve begrebet ligger en grad af uforløsthed, der fra tidernes morgen har været tænkt som en motor. Hvorfor stå op, hvis ikke der er mere at kæmpe for? Flere bål at tænde, flere kilometer at tilbagelægge. Hvis det sner på ottende døgn, og din krop er så kold, at det overdøver din sult, hvorfor så ikke blive liggende i din hule under et skind og vente på at dø? Det bliver jo aldrig anderledes, vinteren er kommet for at blive, det samme er sulten. De døde børn og såret på dit skinneben, som ikke vil læges. Det er vel her, den forbandede længsel har sin berettigelse. Her, hvor kulden og sulten må vige for en eller anden uudgrundelig drøm om noget andet. Og mere. En hytte af træ. Et levedygtigt barn. En nedlagt bjørn, hvis sul vil kunne mætte fire munde i lige så mange uger.
Så selvom det lyder skammeligt, forkælet og privilegieblindt, at jeg stadig har drømme om noget andet, end det jeg har. En udgivelse mere. En hund mere. En halv grillet hummer med ingefærchutney. Flere nære venner. Flere dage uden bevidstløs gentagelse af gamle og højst uhensigtsmæssige mønstre. Færre e-boksbeskeder. Mere hede. Mere lyng. Mere kærlighed. Så er det måske for det bedste, så længe det driver mig i retning af planter og dyr og mennesker. Hvid glögg og omsorg for det hele.
Foto: Fotograf Kirsten Adler
Det forekommer måske irrelevant, at jeg skriver om heste. Om deres maner og manker og forskellen imellem. Men når de nu står her på en mark og damper, som om det ikke var tilfældigt, at de stod på netop den her mark, i netop den her tekst, ja så er jeg nødt til at nævne dem. Hestene, altså.
*
Jeg vågner alt for tidligt. Det er stadig mørkt og månen hænger på himlen, som var den en glemt julekugle på en bøgegren i marts.
Jeg står op og skriver ”hest” på et stykke papir. Nedenunder:
”Mule, mane, hals, hove.”
Mit første minde om en hest er fra en mark i Nordjylland. det var i november, græsset var hvidt af rim, solen iskold i røven. Og der stod de så, hestene, som om de havde stået der altid, med brede hove og åndede så tungt, at det tegnede skyer i luften, små hvide hilsner. Min mor forklarede mig, at dampen skyldtes, at hestenes varme ånde mødte luftens kulde, og jeg syntes, at det møde var det smukkeste jeg nogensinde havde set.
På engelsk hedder en hest: horse. På indonesisk kuda. På fransk cheval. Häst, hestur, Hiisti. Det sidste lyder som en finsk remse. Yksi kaksi kolme.
Jeg holder meget af heste. Det er noget med måden, de står på. Som om de altid har stået sådan. På jorden med fire ben og hove i stedet for fødder. Mule i stedet for mund. Flanke, hase, spore. Knæ og albuer.
Hestens hjerte vejer 9 kilo og dyrets øjne hører til de største blandt de landlevende pattedyr. Jeg ved ikke, hvor store mine øjne er, eller hvor meget mit hjerte vejer, men jeg ved, at jeg engang skrev en digtsamling med titlen ”Det skulle have været en hest” og ét af digtene lød:
”Sneen er en scene og
hvert fnug er en debut”
Mon en hest smelter, hvis man fanger den med tungen?
*
Jeg drømmer, at dyret drømmer om mig. I drømmen løber jeg over marker, heya, heya, hela. Jeg er lykkelig sådan, bærende hestens drøm på min ryg.
*
Hesten er som en feber, den kommer og går. Først er den der, og så er den der ikke. Som en muskel, der trækker sig sammen for øjeblikket efter at slappes.
Efter sådan et besøg er jeg træt.
Jeg var et indadvendt barn. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke talte, tværtimod. Jeg talte hele tiden. Om tusindben, der ikke havde tusinde men kun 240 ben og bænkebiderne, der slet ikke bed. Men når ikke jeg talte, var jeg mere stille end de fleste, og kontrasten fik de voksne til at bekymre sig. Er der noget galt, ville de vide, er du ked af det?
Jeg rystede på hovedet, det eneste, der var galt, var jo mig.
Af samme grund drømte jeg om at være en anden, og det var sådan, hesten blev min ven. Jeg lukkede simpelthen øjnene og forestillede mig, hvordan jeg begravede mine hænder i dyrets mane, eller jeg krøllede mig sammen og forsøgte at falde i søvn i håb om, at vågne op som et føl.
I dag anser jeg ikke mit ønske for andet end en uskyldig leg med virkeligheder, en barnlig længsel efter mule og mane, hestens pelsede varme. Men der er dage, hvor jeg genkender savnet og igen ønsker, at jeg var mere hest, mindre mig.
*
Min mor har lært mig, at tåge i virkeligheden er mørke, der vender det hvide ud af øjnene. Måske er heste på samme måde i virkeligheden mennesker, der har fået nok?
I en artikel på dr.dk læser jeg om en ukrainsk kvinde, der er flygtet til Danmark med sine børn. Hun er bange og forvirret, og da hun senere får besked om, at hendes mand er blevet dræbt i krigen, bryder hun sammen. Naboer bemærker hendes ustabilitet, og henvender sig til kommunen med deres bekymring ikke mindst for børnenes vel. Det hele resulterer i, at en socialrådgiver fra kommunen gennem kvindens brevsprække og med hjælp fra google translate, lader hende vide, at de ikke finder, hun er i stand til at tage vare på sine børn, og at de derfor vil anbringe dem udenfor hjemmet.
Gennem brevsprækken? Ved hjælp af google translate?
Kvinden, der i forvejen er voldsomt traumatiseret af først flugt og siden tabet af sin mand, forstår ikke, hvad der foregår. I den maskingenererede oversættelse, bliver begrebet “anbringelse uden for hjemmet” til noget i retning af “arrangement i et andet hjem”. Det lyder mere af fest end af tvangsfjernelse, og da de tager hendes børn er hun således uvidende om, hvad det betyder. At kommunen så at sige har frataget hende sit eget kød og blod, sin eneste tilbageværende relation til fortiden, Ukraine, sin afdøde mand.
Lad mig slå fast med det samme: det er muligt, at kvindens tilstand gjorde, at det var nødvendigt med en midlertidig placering af børnene. Der kan være tilfælde, hvor et menneske slås med så mange dæmoner, at det ikke magter også at tage sig af verden, virkeligheden. Det jeg opponerer imod er måden, det sker på. Gennem en brevsprække. Og – med google translate som budbringer? Altså for mig er det et fuldkomment kollaps af kommunal indsat, et total fravær af empati. Ord er ikke en bon, man kan lange over disken som en slags opsummering af et netop overstået indkøb. Ord er vores relation til verden: Tak. Undskyld. Hjælp. Sproget er som astronautens linje til jorden: Can you hear me, major Tom?
Når man overlader så livsindgribende og specifikke samtaler som de, der handler om anbringelsen af børn, til et generisk og unuanceret værktøj som google translate, ja så er råheden og umenneskeligheden (bogstavelig talt) til at tage og føle på. Og når jeg ind imellem kommer til at lyde som en sur gammel og teknologiforskrækket kone, så er det den råhed, jeg frygter. Det er ikke værktøjet som sådan, jeg anerkender til fulde deres berettigelse i mange situationer, ja jeg bruger det selv på daglig base. Det, jeg harcelerer imod er vores naivitet, når vi tror, at vi kan overlade sproget til maskinerne. For sprog er meget mere end ord, det er situationsfornemmelse, det er pauser, det er den tøven, der giver plads til modpartens reaktion: Placering? Arrangement? Det er interferensen mellem det sagte og det hørte, det intenderede og det konkrete, det er fornemmelsen for det, der sker i det usagte. Det er respekt for døren imellem det menneske, der har mistet alt og den ansatte, der mener at vide, hvad det skal have af konsekvenser.
På lørdag skal jeg interviewes til P4 Østjylland, det handler om AI og litterær kunst, om man kan overlade til maskiner at skønlitterære tekster. Kunst beror på kreativitet, kreativ kommer af latin creativus, afledt af creare ‘skabe’. Ordet kreativs betydning defineres i DDO som det at være “god til at få nye ideer og realisere dem (på en fantasifuld eller kunstnerisk måde). Meget kan man sige om AI og de værktøjer, der beror på teknologierne, men skabende er de ikke. Tværtimod, det er plagiat på et meget avanceret plan, det er hvidvaskning af en sådan praksis, kunne man sige. AI og ChatGPT er fremragende som netop dét, et redskab, der som en tryllekunstner kan hive en kanin op ad hatten, når man mest behøver den: Voila. Men den ikke selv føde kaniner, den kan ikke opfostre dem, den ingen mælk i sine patter. Den er en maskine, der kan hælde andres ord ned i en hat og trække dem op som om den selv havde fundet på dem. Det er fint og nyttigt, hvis du skal skrive en generisk mail: “Grundet vandskade i kælderen vil der i den kommende tid ikke være adgang til vaskefaciliteter. Der henvises i stedet til møntvaskeriet på Nordre Fasanvej. Viceværten vil være leveringsdygtig i poletter hertil. Vi beklager de gener, det måtte medføre.” Men kunst er ikke generisk, kunst er ikke klokkeklare budskaber formidlet nemmest muligt og på kortest mulig plads. Tværtimod. Kunst er bøvlet, sådan som livet er det. Kunst er mellemregninger, omveje og vildveje, det er spørgsmål, der aldrig finder svar: Hvad sker der egentlig med alle de sten, der falder fra folks hjerter, for eksempel? Det er den lille sitren ved øjenlågskanten, der hele tiden får os til at gribe ud, en flaksen.
Ligesom man ikke kan bruge generiske værktøjer, når man skal fortælle en mor, at man vil fjerne hendes børn, lige sådan mener jeg ikke, man kan bruge ChatGPT, når man skal skabe kunst. Der er simpelthen for mange nuancer, der går tabt. For stor en mangel på situationsfornemmelse. Og ikke mindst: for få mellemregninger. Hele pointen med sådanne redskaber er jo netop at springe den slags over. At gå direkte til facit uden al bøvlet, de grædende børn, den ødelagte mor. I mine øjne er det stik modsat hvad tilværelsen går ud på. Med en mildest talt klichebefængt metafor: Det er ikke målet, der er interessant, men vejen derhen. Lige sådan kan et samfund ikke måles på antallet af løste opgaver, men måden, de løses på. Omsorgen, hvormed de løses. Og selvom de to ting ret beset ikke kan sammenlignes, vover jeg alligevel pelsen: At det samme gælder litterær kunst, det handler ikke om antallet af bøger, deres succes, men vejen derhen. Bøvlet, mellemregningerne. Omsorgen, hvormed de skrives.
Det er smart. Det er effektivt. Det er hurtigt.
Som OL’s slogan: Hurtigere, højere, stærkere.
Hvem kommer først i mål med en bestseller?
Hvor mange læsere kan den skaffe?
Hvor effektivt er dens budskab?
Men kunst skal det modsatte. Kunst skal tage sig tid. Gøre sig umage. Den skal have en intention og bringe den til torvs. Alle kan skrive “Undskyld”. Også en maskine. Men hvad skal man bruge en undskyldning til, hvis den er uden oprigtighed?
Hvad skal jeg bruge et kunstværk til, hvis det er skabt uden indlevelse?
I et fremragende essay af den amerikanske forfatter Ted Chiang, citerer han lingvisten Emily Bender for at sige, at lærere ikke beder deres elever om at skrive et essay, fordi verden mangler flere skolepålagte essays. Nej, de beder eleverne om at skrive, fordi de dermed træner deres evne til kritisk refleksion, en altafgørende evne i et stadigt mere informationsbedøvet samfund.
Det er muligt, at AI-genereret kunst på kortere tid kan skabe en bestseller. Men mangler verden flere bestsellere? I mine øjne – nej. Verden har brug for flere bøger, der bringer komplekse, måske endda irriterende dilemmaer, til torvs.
I et af de mest rørende digte, jeg til dato har læst (Fra Bjørn Rasmussens digtsamling ‘Ming’) kan man læse en sætning som denne:
“jeg er hele solens lille tarm”.
En som enkeltstående udsagn ret uforståelig sætning, som ChatGPT uden tvivl ville stryge og erstatte med noget mere mundret. Men digte skal ikke være mundrette og sætningen giver alverdens mening, når den optræder i digtet. Ja hele digtets fascinationskraft ligger i det kun tilnærmelsesvist forståelige.
ChatGPT tilbyder os en lutrende chance for at nyde uden at skulle yde. At smide en tilfældig ide ind i en prompte: “skriv en novelle om to kvinder på en uopdaget ø, der reproducerer sig selv uden et andet køns hjælp”. På et kvarter vil du få en fortælling, men den vil for mig at se være lige så ligegyldig, som en undskyldning uden oprigtighed. Der er ikke nogen intention bag den genererede tekst, den er bare et konglomerat af allerede tænkte ideer.
“It is very easy to get ChatGPT to emit a series of words such as “I am happy to see you.” There are many things we don’t understand about how large language models work, but one thing we can be sure of is that ChatGPT is not happy to see you.”
En AI-genereret bog er lige så interessant, som at lytte til DSB’s højttalerkald. “Toget mod København kører fra spor 4 om seks minutter”. Det er god og vigtig rejseinformation, men kunst er det ikke.
Det giver mening at bruge AI til det, den er god til. Klar kommunikation. Koncise budskaber. Men kunst skal mere end det. Kunst skal få os til at stå på tæer for at plukke frugter, kunst skal få os til at undres, provokeres.
Kunst er at få mere, end vi forventer. Få noget andet. AI, derimod, har som sit formål at give os, hvad vi vil have. Nemt og hurtigt. Lagkage med flødeskum. Men er det det, vi vil have?
Jeg har tilbragt weekenden sammen med en flok helt vidunderlige mennesker, der tilmed delte min mildest talt bundløse interesse for sprog og litteratur. Vi talte om meget, heriblandt hvad der sker, når vi ufrivilligt må kommunikere med andre sprog end det talte. Det kan være, at man har mistet talens brug efter et slagtilfælde eller er født døv, og derfor hele sit liv har udtrykt sig ved hjælp af tegn fremfor tale.
En af deltagerne gjorde mig opmærksom på et essay af den kinesiskfødte forfatter Yiyun Li. Jeg havde citeret hende i anden sammenhæng og den pågældende anbefalede mig at læse endnu en tekst fra hendes hånd “To speak is to blunder”. Også det handlede om tab af sprog, fortalte hun, ikke ufrivilligt som ved sygdom, men en bevidst fralæggelse af sprog. Da Li i 1996 emigrerer til USA i vælger hun i samme ombæring at aflægge sig sit modersmål, kinesisk. Adspurgt hvorfor, hun så nådesløst kapper forbindelsen til sit oprindelige sprog, svarer hun noget i retning af, at det er umuligt for hende at svare på. Det vil svare til, skriver hun, at blive spurgt, hvorfor ens hår er blevet gråt. Det er ikke et valg, men et vilkår.
For Yiyun Li har tabet af modersmålet haft enorme omkostninger. Ved at fralægge sig sin barndoms sprog, har hun langt hen ad vejen også mistet sin barndom. Det fordi et sprog aldrig bare er ord, men også er bærer af en række kulturelle koder, uskrevne regler, hierarkier. Tænk bare, hvor galt afsted man kan komme, hvis man misforstår et lands høflighedskodeks, forsøger sig med ironi eller benytter sig af et mundheld, der er meningsløst på det pågældende sprog.
Jeg oplevede det, da min første roman “Det dér og dét der” skulle oversættes til tysk. Bogen er nemlig fuld af talemåder, som jeg-fortælleren farer vild i. For eksempel: “Alle sender aben videre”.
Hvilken abe?, tænker jeg-fortælleren, der kun er ganske lille og stadig tager sproget for pålydende: – Og hvor bliver den sendt hen? Problemet ved at oversætte er, at udtrykket ikke findes på tysk, og hvad gør man så? Ja så må man gøre noget andet, skrive afsnittet om, finde et andet billede, der på samme vis kan illustrere sprogets upålidelighed.
For Yiyun Li er det ikke bare et afsnit, hun må skrive om, men en hel barndom, ja sig selv. Hun må adaptere et fremmed sprog, forsøge at tilpasse sig dette sprogs humor, tiltaleformer, høflighedsfraser og så videre. Det er svært, og adaptionen går videre end bare til det talte sprog. Selv i tankerne er hun på fremmed grund, hun må så at sige hele tiden tilpasse disse tanker til det sprog, hun ikke helt mestrer. Hun mister sit private sprog, sit indre sprog,.
Da hun i 2012 bliver indlagt efter et selvmordsforsøg spørger lægen, hvad hun føler? Li svarer, at det er hun ikke i stand til at formulere. Hun skriver: “What language, I wonder, does one use to feel?” Li har med fralæggelsen af sit barndomssprog også fralagt sig adgangen til den smerte, hun oplevede dengang. Moderens perfide vrede. Faderens maniske fortagsomhed. Hun kan ikke længere tale som dét barn, kun som den voksne, hun er nu. Og den voksne taler et adapteret sprog, i journalen læser hun sig selv citeret for at sige: ““Patient reports feeling . . . like she is a burden to her loved ones”. Og skriver selv om denne formulering: “this language must have been provided to me. I would never use the phrase in my thinking or my writing.”
Hun taler som en fremmed, og dermed bliver også hendes følelser fremmede for hende. Hun taler som en anden – og OM sig selv som en anden. Det er frygtelig ensomt, hun kan ikke udtrykke sig, men heller ikke længere forstå sig selv.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg begiver mig ud i at skrive om alt det her, måske fordi jeg i en hel weekend har været sammen med mennesker, der kerer sig om sproget, litteraturen. Og for mig at se, er disse størrelser langt hen ad vejen vores adgangsbillet til verden, til os selv. Jeg ved godt, jeg får på puklen for at skrive det her, men jeg tror på, at sprog og bøger kan redde liv. Hjælpe os med at finde ord for, hvad vi tænker. Føler.
“Hjælp”, for eksempel.
Det er så simpelt som det. Og samtidig så utrolig svært. ❤️
Jeg er et meget simpelt menneske, er vågnet op i en seng på et luksushotel, jeg mener: hvor tit sker det, jeg mener: aldrig før. Selv shampooen er luksus Karameju og rundt omkring på værelser står små buketter. Jeg har egen altan med udsigt til parken og bagerst Karen Blixens grav.
Jeg har glemt, hvad han hed (det er selvfølgelig ikke sandt, men I ved, hvad jeg mener), han inviterede mig på ferie ved Ringkøbing Fjord, en lille lejlighed med tekøkken, her er alt, sagde han og pegede ud ad vinduet. – Vandland og supermarked, frisør og et udsalg med kurve, store og små kurve, med og uden hank, neonpink og rustrøde. Han foreslog, at vi skiftedes til at bestemme, hvad vi skulle stille op med dagene. Jeg foreslog at tage hjem, han kaldte mig en utaknemmelig kælling og forlangte forsoningssex, sådan var der hele tiden noget. Jeg ville ud til fjorden at gå, han ville ligge i en stol ved det indendørs bassin, jeg ville spille scrabble, han ville tage nøgenfotos af os i umage situationer, med en støvsuger i hånden eller i gang med at snitte grøntsager, han brugte et semiprofessionelt kamera, et Nikon D50 med stativ. Jeg sagde ikke fra, før han forlangte, at jeg stod på hænder med en banan i munden. Han mente, jeg var hysterisk, – man har kun det sjov, man selv finder på, og da jeg svarede, at jeg ikke syntes, at det var sjovt at stå på hovedet med en frugtpik i munden, foreslog han mig, at jeg tog hjem.
Det gjorde jeg så. Stillede mig ved den lange lige landevej, der fører fra Søndervig til Ringkøbing med en tommel i vejret og blev taget op af en lastbilchauffør, der var glad for fugle, særligt vadehavsfugle: klyder, viber, snepper og klirer. Og dig? spurgte han og jeg fortalte, at jeg var på flugt men han grinede bare: – Aint we all?
Det jeg vil sige er, at Rungsted og luksus er uvant fedt og meget ulig, hvad jeg i lang tid troede, var tildelt mig. Kh