Louise Juhl

Som et barn, der altid sad på bænken, ikke fordi nogen satte mig der, men fordi jeg bedst kunne lide det sådan. Lidt på afstand og i fred for pludselig tilråb – “Hér!” – og hårde tacklinger, har det at lege på egen hånd altid været det, jeg foretrak. Alene kunne jeg indrette verden, så den passede med mit gemyt og mine drømme om at være smuk og sart og klog og mystisk – på den gode måde, det vil sige ikke tandløs og sær, men sfærisk og tankefuld. I virkeligheden var jeg aldeles ordinær, langt tykt hår, bøjle på tænderne og med knortede knæ. 

Af samme grund passede afstanden mig godt. Afstanden til en virkelighed, jeg på en og samme tid længtes efter og frygtede. Jeg kunne lide at sidde på terrassen i sommerhuset og vente på, at et firben pilede forbi, og i tankerne fulgte jeg efter, over plankerne, ud i skoven til mos og kogler og sten, der kunne tale. Til stier, der ændrede kurs alt efter mit humør, nogle dage fulgte de til havet, så svømmede jeg i høje bølger og måtte kæmpe med en brandmand på størrelse med en boreplatform. Jeg sejrede og brød ud i jubel og dagen var reddet, selvom intet var sket eller selvom alt, hvad der var sket, var fri fantasi.

Jeg ved ikke, om det er det samme, der får mange til at søge mod de store nationalparker. Til at vandre i dagevis, leve af postevand og pulvermad, sove i en pose. Få vabler og ondt i ryggen, blive forbrændt eller få forfrysninger. Men jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom flugten fra de hårde tacklinger. At man søger et sted, med fred fra den slags. Det man overser er dog, at skoven og vidderne ikke bare er kulisser for ens indre, en scenografi man kan tilpasse den drøm, man har bygget op. Naturen er ikke symbolsk, den er ikke et eventyr, den er god og ikke ond. Den er, hvad den er. Smuk og hensynsløs. Min mands kollega druknede for to år siden, da hun og hendes mand ville tage en hurtig dukkert. De vendte aldrig tilbage, måske var det et hestehul, måske en uventet bølge, uanset hvad så kostede det dem livet. I de amerikanske nationalparker dør der hvert år i omegnen af 150 mennesker, måske mest tragisk er poseringsulykkerne: Dér, hvor den vandrende ønsker at forevige sig selv fra en høj klippe og falder de mange hundrede meter ned. Men druknedød og kulde hører også med, for selvom landskabet er ubegribelig smukt og vidderne har karakter af noget himmelsk, ja så er det stadig rå virkelighed. Et fald er et fald er et fald – og at overleve minus ti grader uden den rigtige påklædning kan være fatalt. 

Mine drømme legede med det fatale, jeg forestillede mig at jeg var alene på arktisk og måtte varme mig ved en isbjørns pels. Tal lige om disneyficering – for mig var det store smukke dyr ikke et farligt rovdyr, men en bamselignende erstatning for moderlig omsorg, jeg faldt i søvn i dens favn og vågnede ved, at en snestorm føg forbi os. Andre gang blev den lille villavej, jeg voksede op på, karakter af en mongolsk slette, og jeg tæmmede de vilde heste og red på tværs flere tusinde kilometer med lasso og en ørn i kredsen over mit hoved – som min totem. 

Jeg skulle blive ti, før jeg opdagede, at naturen ikke var en bænk, man kunne hvile sig på, men en virkelighed, der var mere barsk end håndboldhallens tacklinger. Jeg sad som så mange før i sommerhuset, det var august, temperaturen tæt på tredive grader. Og dér kom firbenet, åh!, og jeg rakte ud og aede det over ryggen. Og så: Halen faldt af, dyret flygtede, og jeg måtte indse, at selv omsorg kan være farlig. 
Senere blev jeg brændt af en bjørneklo, fik et slemt udslæt og måtte behandles med tentanusvaccination og smertestillende medicin. Det var ikke bjørnekloens skyld, ligesom det ikke var min skyld, at firbenet smed sin hale. Virkeligheden er bare kompliceret og i hvert fald mere end et Disney-eventyr, hvor østers synger flerstemmigt og mus syr kjoler til Askepot.

Eske ser stadig op. Mod himlen og den bølgende båd af stjerner, han er træt, siger han, udmattet. Ikke af mørket og ikke af kulden, men af mennesker. Som nu han selv, der knuser en fugl i hånden, fordi vi tror, vi ved, hvad der er fuglens bedste. Men hvad om fuglen ved noget andet eller bare foretrækker at dø for sig selv? Han taler hurtigt, hektisk, rejser sig og sætter sig igen. Og hvad er det for noget med min far, med al den jamren, en død kat, et løftet gevær. 
Han foregiver at lade en bøsse, løfter armen og sigter. Mod mig. 
– Bang! 
Jeg lukker øjnene og tager mig til brystet, som var jeg svært såret. Lader mig falde bagover, ned fra rækværet til de fugtige blade og mosset. 
– Hold ud, griner Eske og løber til, lægger sig oven på mig og lægger sine læber mod mit bryst. Stopper blødningen med kys og en kælen tunge. Jeg holder vejret – af kulde og af gys. En fugl høres et sted i natten, jeg dækker mig ind bag dens skrig og lader mig falde ind i mørket. En eksplosion af lykke og lyst, krop og kød. Eske bider mig i skulderen: – Jeg vil have det hele, hvisker han, og jeg tager hans hånd, lægger en over mit lem: – Alt mit er dit.

Skovbunden er et tæppe af insekter og lav, af små skarpe sten, av!
Vi ruller rundt, vi er nøgne, vi er små, hviner af kulde og begær, af hænder og hud. 
– Eske af verden, råber jeg og trækker ham tæt, tegner et hjerte med min tunge på hans hals. En fugl forlader flaksende sit træ, flyver tæt hen over hvor vi ligger. Jeg følger den med øjnene. – Er du bange?, hvisker Eske og sætter sig overskrævs på min mave, trommer med en finger mod mit brystkasse. 
Jeg ser på ham: – Skal jeg være det?Vi elsker og elsker igen og kysser og falder i søvn først på morgenen. Vågner med frosne hænder og fødder, forvirrede, leder efter vores tøj. Finder undervejs den knuste fugl, helt stiv, stille og med vidtåbne øjne, åh nej, siger jeg, åh jo, svarer Eske. En strømpe her, en trøje der, stoffet er stift af kulden. 
– Dine læber er helt blå, siger Eske og kysser mig, men dagslyset har stjålet mit mod, og jeg vender ansigtet væk: 
– Hvor er mine bukser? spørger jeg, nok mest mig selv, og finder dem lidt derfra. Trækker dem på, lukker knappen om livet. Eske laver kuskeslag: 
– Fyforfanden. Hopper på stedet, laver grimasser. Han er gudesmuk, selv med morgenhår og forsovede øjne. Min krop sitrer – af kulde, af glæde, af skam, det er umuligt at afgøre. 

Jeg går tilbage mod huset, gardinerne er stadig trukket for. Eske kalder bag mig: 
– Hvad nu? Jeg svarer ham ikke men går videre. De sidste skridt til jeg er fremme ved døren, jeg trykker håndtaget ned, træder ind. 
Og der ligger Svea, nøgen, lagnet er gledet af hendes krop og afslører alt på nær hendes fødder. Hun har mærker på armen og brysterne, en lille rift ved læben, hun ser tryg ud, som hun ligger og sover. Ved siden af min far, tung og savlende. Hans hænder er samlet lige under hagen, hans ben ligger krydset, der er noget sært rørende ved at se ham sådan. Hud og krop og søvnens uskyld. 
Jeg går baglæns, tilbage mod terrassen, lukker døren bag mig. Eske er nået frem, forfrossen og utålmodig: 
– Lad os komme ind i varmen, skynder han, men jeg holder fast om dørgrebet: 
– Nej! 
– Nej? Eske lader sig ikke standse, han insisterer: – Jo! 
Hiver fat i min hånd, folder fingrene ud, en efter en, fjerner dem fra dørhåndtaget. Trykker ned, træder ind. Jeg har lyst til at råbe, hive hår ud af hovedet, slå mig på brystet, kaste mig ned. Alt for at fange hans opmærksomhed, tvinge ham væk fra sengen, fra min far og Svea, fra savl og bryster, begær og blå mærker. Men han er allerede inde og har set, hvad der er at se: 
– Mein Gott, råber han og slår hænderne sammen, klapper i hænderne: – Jamen, sådan kan man jo også holde varmen. Han ler påtaget: – Hahaha! 
Jeg beder ham holde op, – Eske!, beder jeg, men for sent. Svea er vågnet, hun sætter sig op, griber om lagnet og dækker sine bryster. 
– Det er ikke, hvad du tror, det er. Hun kravler forsigtigt ud af sengen, min far sover stadig. 
– Hvad tror jeg da, det er? vil Eske vide og lægger hovedet på skrå: – En såret mand og en lige så såret kvinde? 
Jeg genkender ikke hans stemme.
Svea klæder sig på, tydeligt besværet, hun er flere gange ved at miste balancen.
– Hakon havde mareridt, forsøger hun, men ændrer så forklaring: – Hans ben gjorde ondt, smerterne holdt ham vågen. Hun ser på Eske med et blik fuld af fortrydelse: 
– Han havde brug for mig. Hun hvisker nu, men med tydelig vægt bag hvert ord, og Eskes ansigt forandres, de hårde øjne fyldes af noget andet, en omsorg. Han nikker: 
– Ja, alle kan få brug for nogen.

Da jeg var syg gik jeg af og til i kirke. Ikke fordi jeg troede på Gud, men fordi der var fred og ro. Her var der ingen, der spurgte, hvorfor jeg kom, hvad jeg ville. Selv mine egen skam og skyld holdt et øjeblik kæft, de ellers konstante anklager: – hvad fanden render du egentlig rundt og laver? Synes du selv det er smart at sulte sig, at suge anerkendelse for sine lidelser?
Nogen gange tændte jeg et lys, tænkte på min morfar, der, da jeg ringede, og fortalte ham, at jeg var blevet syg, svarede: – Kom hjem. Det er de københavnere, de er ikke rigtig kloge.
Jeg gjorde, som han sagde, flyttede tilbage til Jylland. Tre måneder senere døde han, det var ikke hans skyld, alligevel følte jeg mig svigtet.

I mange år var julen for mig et mareridt, en konstant påmindelse om, hvor rart og hyggeligt alle andre havde de. Med adventskrans og fælles konfektbagning, Christmas carrolls og kalendergaver. Jeg forsøgte virkelig. Købte pyntegran og tørrrede skiver af æble i ovnen, spiste en kvart ring, men fortrød og måtte løbe tyve kilometer. Ud forbi Annebergvejens svømmehal, lystbådehavnen, videre ud, væk. Og så tilbage igen. Til lejligheden og de nøgne grangrene. Æbleringene måtte jeg smide ud, jeg var simpelthen bange for min egen sult. Juleaften bad jeg til den gud, jeg ikke troede på. Om ikke han ville gøre mig rask. Kun for sekundet efter fat frotryde. For julen handlede jo om at gøre ANDRE godt, ikke om at ville sit eget bedste. – Fyforfanden, jeg stak mig selv en lussing, og bad så forfra . Om tilgivelse for egoisme tog i fitness og stod tre timer på en stairmaster som ens lags bod

Juleaften medbragte jeg min egen mad, en rødkålssalat af – nåja snittet rødkål og lidt æbleeddike. Spiste det med en langsommelighed, der gav min mor tårer i øjnene og fik min brors pis i kog. – Du kunne også vælge ta tage hensyn til os andre, hvæsede han og hældte brun sovs over min salat, og så var julefreden forbi. Jeg skreg af ham: Du er en satan, han svarede: Lige over.
Vi havde vel begge to ret.

Det jeg tænker er, det er svært med glæden. At lige så vidunderlig, den kan være, lige så tungt et åg kan den føles, for den, der ikke har del i den. Glæden må aldrig blive et påbud, et krav, det er okay at sørge, at skumme af vrede, at melde sig ud. Køre med bus langt væk. Ud til til kysten , for eksempel, og skrige med mågerne.
Det gjorde jeg selv året efter. Det var ok. Koldt som ind i helvede, men også smukt, skumringen fik hav og himmel til at gå i ét. Månen hang helt alene og lignede noget, nogen havde glemt.
– Så er vi to, hviskede jeg.

Det har stormet hele natten, vindes rusken har holdt os vågne. Min far går rundt som en løve i sit bur, bukker sig og tager en slurk vand fra hanen, ser ud af vinduet. Store kviste har revet sig løs, de ligger hulter til bulter, han lægger hænderne mod vinduet for bedre at kunne se. Så lyder en tung dump susen, dernæst et brag. Det er den høje bjergfyr, der er faldet, nu ligger den på tværs af grunden, den har trukket en birk og to begyndende egetræer med sig ned. – Satans, mumler han, ikke ligefrem vredt, men mere som en besværgelse. For det her er satans værk: – Jeg ved det. 
Så finder han en flaske frem fra den lave skænk, og fylder det halve af et krus, tømmer det i tre store slurke. Han skærer ansigt, og slår så kruset i bordet. – Med hårdt skal hårdt bekæmpes, siger han henvendt til ingen og finder den uldne frakke, vanterne af skind, huen. 
– Skal du bare stå der og glo? spørger han, før han går ud, uden at lukke døren bag sig. 

Stormen har efterladt skoven som et åbent sår. Hundreder, nej tusinder af stammer ligger hulter til bulter, som var de faldne soldater på en slagmark
Min far går hvileløst omkring, hiver i én stamme, så i en anden, forsøger at lave en sti. Fuglene er i alarm, de svæver i luften over os, skriger på kryds og tværs, en infernalsk larm. Min far råber imod himlen: – Så skru dog ned. Mister balancen og falder, river en flænge i frakkens ærme. Han rejser sig hurtigt igen, besigtiger skaderne. Det revnede stof, et sår i håndfladen, blod. 
Jeg står på afstand og ser slå sig selv i panden, så på kinden, som for at vække en vrede, en kampgejst. Så hviler han ansigtet i håndfladerne, hans skuldre ryster, ryggen er bøjet som på et anskudt dyr. – Min gud, hvorfor har du forladt mig? 
Så ser han op og får øje på mig bag rodet af væltede stammer. Hans blik forandres, og han retter sig op, stadig usikker på benene. Råber imod mig: – Stå dog ikke der. Han støtter med hænderne mod en falden eg: – Det er muligt, at du er sinke, syg i hovedet. Men dine hænder fejler vel ingenting. Han står lidt, venter måske på, at jeg skal svare, men da det ikke sker, fortsætter han selv: – Så kom dog i gang, gør lidt nytte.

Vi går en hel dag, slæber faldne grene, saver, hugger. Ingen af os siger noget, det er alligevel så godt som umulig at få ørenlyd i den stadigt hårde vind, fuglenes forvirrede kald. Kun en enkelt gang ser jeg min far holde en pause, han bukker sig ned, ikke for at samle noget op, men for at samle sig selv. Det varer kun et øjeblik, så er han tilbage i oprejst, sparker til en bunke blade, spytter. Løfter en stamme og slæber den afsted. Hans ansigt er ildrødt og musklerne på halsen spændt til bristepunktet.

Jeg ved ikke, om det er det tunge løft eller eller stormens skader, de mange faldne træer. Jeg ser kun, at han falder og at stammen, han støtter mod skuldrene, falder ned, lægger sig over hans brystkasse. Jeg hører ham kalde, måske råber han om hjælp, måske forbander han det hele, mig, katten, vindens ødelæggelser. Og så, som ud af ingenting, dukker naboen op, hun holder med to hænder om et slag, hun bærer om kroppen. Hun løber alt, hvad hun kan, løfter benene højt, henover afrevne grene, blotlagte rødder. Hen til min far, der nu er helt tavs, det bløder fra hans næse, hans øjne er vidtåbne, som ser han noget, vi ikke kan se. Noget truende et sted bag hans blik. Et vanvid, et fald uden ende. 
Naboen slår ham på kinden, råber hans navn: – Hakon, knapper hans frakkes øverste knapper op, løsner hans skjorte: – Bliv her, bliv! 
Jeg når frem men står til ingen verdens nytte, jeg er tavs for ord og står som lammet. Men naboen kræver sit. – Løb efter hjælp, råber hun og jeg før som hun siger, jeg løber. Uden at vide hvorhen. Løber og falder og rejser mig igen. Langt væk aner jeg røgen fra et skorsten, det er der, jeg må hen, til røgen og varmen, der må stå mennesker bag. Det brænder i halsen, hovedet gør ondt, jeg tænker på min far, som han lå dér: under stammen, med blødende næse og angstfyldte øjne, jeg har aldrig set ham sådan før. 

Han hiver mig op af vandet med en næsten brutal kraft, slår mig på kinden, – hvad fanden i helvede, råber han og begynder at trække sten op af mine lommer, kaster dem fra sig med en kraft, så de laver mærker i den hårde jord, der, hvor de rammer. Så flår han i det tykke lærredsstof, famler efter knapperne, hiver dragten af mig med en voldsomhed, så jeg mister balancen og falder på knæ. Min krop er så kold at jeg intet mærker, ikke gruset, der sætter sig som små søm i benenes hud, ikke slagene, der rammer min nakke, mit bryst, hvad er du for et umenneske, hvad tænker du på. Han bukker sig ned og løfter med en hånd under hagen mit ansigt, stirrer mig i øjnene: – Tænker du overhovedet?
Jeg prøver at komme på benene, men kroppen er stiv af de mange minutter i det kolde vand, lemmerne vil ikke lystre. Mine fødder er som tunge klodser, umulige at flytte. Jeg opgiver og lægger mig i græsset. Min far bliver ved med at råbe, højere og højere, som tror han at hans røst alene kan vække noget til live. Noget mand, noget styrke. Noget andet end den klump kød, han med undren konstaterer, er hans søn. – Sten i lommerne, skriger han. Var det så endda i hjertet, en pilespids af flint Alt andet end det kujonagtige forsøg på flugt, jeg har gjort mig skyldig i. Flugt er de fejes valg. Flugt fra verden, fra smerten. Og hvordan, skriger han, forestiller jeg mig, at det efterlader ham.
– Din far, der har puklet og slidt for at gøre en mand af sin yngste søn?
Jeg svarer ham ikke, men vægrer for mig med hænderne, hiver efter vejret. Min nøgne hud er knoppet af kulde. Et spættet mønster af blå og røde plamager tegner breder sig over min ryg, armene, mine fødder. 
Jeg er ligeglad. Med kulden, min far, hans råb. – Dit feje dyr. 

Jeg er en sten, jeg efterlader mit hjerte i vandet, iskoldt.
Så bider jeg mig selv i hånden så længe, at det sætter mærker og smiler ved tanken om aftrykket af mit tandsæt i huden, som et søpindsvin aflejret i et fossil. Om ti tusind år vil nogen måske finde min krop og koble det til bækken, måske vil hjertet have udviklet sig til en Marmennil.
Måske er hele lortet gået under.
– Og godt det samme, som min far ville sige til det. 

Nu det her.
Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive mere. Alle der ord. Hvad skal de gøre godt for. De er vel bare brænde på talepressets i forvejen alt for iltre bål.
Jeg skriver om en ydre krig. Og krigen fortsætter.
Jeg skriver om en indre krig, og intet forandres.

En facebookven skrev for nylig og roste mig. “Du har ordet i din magt”, skrev han. Intentionen var god, problemet er bare, at jeg ikke ønsker magt. Jeg vil være ordenes tjener. Da jeg første gang læste Agota Kristofs “Det store stilehæfte” oplevede jeg, hvordan sprog kan være mere præcist, end den virkelighed, det beskriver. Ømmere, ondere. Sproget sandere end det, det siger noget om. To tvillinger øver sig hver dag i at skrive. De giver hinanden et emne og en time, til at udfolde det det i, og bagefter læser de hinandens stil igennem, retter stavefejl og beslutter sig for, om det skrevne er godkendt eller ikke. Bliver det ikke godkendt, smider de papiret i komfuret og prøver forfra. Lige indtil det rækker. Til det, der står, er sandt. Det er nemlig tvillingernes eneste krav. At alt, de skriver, skal være sandt. De kan altså ikke skrive, “bedstemor er ond”, for hvad vil det sige at være ond. Nej, de må skrive “bedstemor slår os med et bælte” eller “bedstemor nægter os noget at spise”. De kan ikke skrive, at natten er farlig, for natten er ikke nødvendigvis farlig, den kan også være et skjul for mennesker på flugt. Så de må skrive: “natten er mørk og vi er bange for mørket.”

Jeg savner at være der. Hvor mørket er mørkt, og sulten er knyttet til mad og ikke til et savn, jeg søger at fylde med vingummiflæsk og brændte mandler. Jeg savner at skrive. men der er noget indeni, der sidder fast, noget, der forhindrer mig i at tale sandt. Noget, der ser ordet “ond” før handlingen bagved. Bæltet, den manglende føde. Noget, der kun ser det farlige i mørket og ikke også det ly, det tilbyder.
Nu sætter jeg et kryds på min hånd. Kalder det en start.
På hvad, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være anderledes. Om vinduerne kunne være med sprosser, haven med stier af trædesten. Om mine venner kunne være flere, tættere, om Aksel kunne hedde Jon og Alma være halvt hollænder og bære et von som mellemnavn. Alma von Madsen.
Jeg er bare fulgt med tingene som de var, taget dagenes gøremål for pålydende. Mandag er mandag, praktisk, kvadratisk, lunken. Tirsdag forbilledligt simpel, arbejde, indkøb, en tv-serie at falde i søvn til. Onsdag er vendedag, torsdag er alting kommet nærmere. Nærmere hvad, kunne man spørge, men det er der ingen, der gør, man køber bare lidt snollet som en slags forfest til fridagene og vågner så fredag på sofaen med en skumfidus klemt flad mod kinden og må ringe og sige, at man bliver forsinket.

Jeg er ok lykkelig. Det kunne være meget værre, jeg fungerer, er glad for græskar bagt i ovnen, en billig og taknemmelig spise, der tilmed kun belaster klimaet minimalt. Jeg har lært at tackle mine følelser, som andre tackler vasketøj, vinduespudsning: Som et nødvendigt onde, der, sat i system, kan klares med varmt vand og sæbe, håndfaste skrub.
– Dont go there, lærte jeg af en kæreste, engang jeg foreslog ham ,at vi skulle tale om vores forhold. Og da jeg spurgte ham hvorfor han værgrede sig, svarede han, at det var med følelser, som det er med dej. At det vokser, jo længere man ælter, vælter ud over skålens kanter.
Han foretrak handling, sagde han, og knappede min skjorte op, begravede sit ansigt imellem mine bryster. – Uhm. Lukkede så læberne om vien højre vorte og bed til:
– You get what I mean?

I dyreverden synes det så simpelt. Her er parrringsakten reduceret til ren forplantning, det handler ikke om, hvilke følelser, der ligger bag, men hvad de fred til. En unge, to, tre, og herefter står den på redebygning, at mætte sit afkom, holde rovdyr på afstand.
Jeg prøver at finde et lignende system. det vil sige, ikke følge efter, hvad der føles rigtigt, men hvad der leder mig fremad. Problemet er, at jeg stadig er i tvivl. Om hvad der venter der fremme, hvad jeg så at sige følger efter. Er det bare flere lunkne mandage, flere skumfiduser, flere forsinkede fredage? Eller er der noget andet et sted, en strandeng, en ufarlig sol, en kæmpe kantarel?

Nu ringer telefonen. – Hallo?
Der er ikke nogen i den anden ende, alligevel prøver jeg igen: – Hallo?
Måske er der en pointe i det: at jeg skal svare mig selv, klare mig selv. Ikke med skumfiduser, men en tidselkugle, måske. Eller to timer uden tanker, kun lyden af træernes toppe, et hav af grøn.

Jeg stod engang foran et vindue
og så på alt det bag ved
jeg ønskede mig og tænkte
at vinduet imellem mig og tingene
var problemet

Men så sagde en mand
der havde papir på sin viden
at vinduet slet ikke var et problem
at det var den længsel hvormed
jeg søgte om bag den
der var selve smertens kerne

Jeg har ikke papir på noget
hverken på viden eller mig selv
men jeg ved at jeg har lyst til
at smadre ruden fordi alternativet
er at smadre mig selv

En kvinde, jeg kender, tegnede i går en pige på et stykke papir. Eller det var vel egentlig bare en trekant, der skulle gøre det ud for en pige, en kjole hvorfra der stak to ben, to arme. Øverst en cirkel som hoved. Tegningen fik mig til at græde. Her er det måske nødvendigt at tilføje: Jeg græder ellers uhyre sjældent. Jeg har ofte trang, mærker et pres fra bag øjnene, men det bliver ved det. Gråden vil ikke slippe, den sidder fast et sted indeni, bag ved, under, eller hvor nu gråden gemmer sig, når ikke den flyder.

Jeg kan huske en episode, jeg har vel været ni år, i hvert fald var jeg bevidst om, hvornår noget var rigtigt eller forkert. Jeg kunne læse det i de voksnes ansigter, den milde foragt, hvis jeg uden egentlig at ville det, kom til at sige noget upassende. “Jeg er ked af det”, for eksempel, der tilsyneladende virkede som en forstyrrelse af den eller velfungerende orden. Ked af have?, blev jeg spurgt, og når jeg ikke kunne svare, fik jeg at vide, at det kunne man altså ikke. Være ked – uden at være ked af “noget”. Det samme gjaldt det at være bange, “det nytter ikke noget”, fik jeg at vide, og så stod jeg der med min aldeles unyttige angst, der kun voksede af at blive diskvalificeret.
Men den her dag, i en niårigs krop, græd jeg altså, vist nok fordi min nabos hund, Bonzo, var død. Bonzo var en Airedale terrier, stor af sin slags, dens hoved nåede mig til midt på brystet. Jeg var, som jeg husker det, egentlig lidt bange for Bonzo. Ikke fordi han var truende, men fordi han ind imellem blev så voldsom i sin leg, at han af bare begejstring hoppede op og slikkede mig i ansigtet, så jeg faldt bagover og slog mit hoved mod ting, en kommode, en ramme med Monet-motiv, der faldt ned og gik i stykker mod en kommode. Alligevel græd jeg den dag, jeg hørte om dyrets endeligt, og så var det, at jeg fik at vide, at det ikke kunne nytte. Min flæben ville næppe vække hunden til live, blev jeg fortalt, og så stå da fanden at tude højlydt, at man knap kunne høre radioavisen med sidste nyt om situationen i et land, hvis navn, jeg ikke engang kunne udtale.

Efter den dag græd jeg kun, hvis der ikke var nogen i nærheden, og selv da, slog jeg hver gang mig selv i hovedet med, hvor dumt og tøset og selvmedlidende en handling det var, at give efter. For flæb og følelser, hvad fanden skulle det hjælpe? Havde man måske nogensinde hørt om nogen, der var blevet klogere af at tude? Stærkere, mere levedygtige?
Lige sådan lærte jeg at pakke angsten væk, pynte mig med smil og affærdigende snak: “Mig? Åh jeg er ikke værd at beskæftige sig med, jeg er bare fuld af føøølelser”, vrængede jeg ad mig selv og med tiden blev jeg så god til at udstille mig selv, at jeg fandt tanken om min egen gråd og angst latterlig. Loulou smertesvælger, kaldte jeg gerne mig selv. Eller Gurli grædekone, ha, ha.
Og da jeg på en spejderlejr fik tjansen med at tømme toiletter, erklærede jeg hånligt og højlydt: – Det er sgu da bedre end at jeg går rundt og tømmer mit eget indre lort.

Man lærer at føje sig, bøje sig.

Måske var det derfor, jeg ikke kunne lade være med at græde i dag. Det her pindede monstrum på papiret, der skulle gøre det ud for en pige. Det var mig. En trekant, en stang. En nyttig idiot, der i årtier lærte at pege fingre ad sig selv, for at undgå smerten ved at andre skulle gøre det samme. “Det kan ikke nytte noget”, blev til “jeg kan ikke nytte noget”. Jeg kan ikke betale sig. Mine følelser er kun til besvær. Latterlige og uproduktive.
Det er oppe i tiden at smykke sig med stoisk ro, at hæve sig over pøbelens patos, tale i termer af påstået fornuft. Og jeg får lyst til at råbe, som barnet i “Kejserens nye klæder”: De har jo ikke noget tøj på. De råber for at overdøve deres egen udsathed, for at dække over den nøgne hud dér, lige under den selverklærede stoicisme. Som en nyslået konfirmand pakket ind i et alt for stort jakkesæt – hokus pokus – så blev man voksen. Tag slippet af ham og se, hvor han længes efter at bygge huler, klatre i træer. Men alt det kvæler man bag et slips. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.
Følelser er ikke en sygdom. Vi er født med dem, de har en funktion. Det er ikke for sjov, at barnet græder, det er et kald, et kald på mad, på varme, tryghed. Uden gråden risikerer det at dø. Når vi skriger af smerte, er det for at få hjælp. Til at stoppe blødningen, sorgen. Man kan dø af ensomhed, det er empirisk bevist. Levealderen for svært isolerede mennesker er tæt på et årti lavere end for gennemsnittet.
Jeg hørte engang et barn spørge sin mor, “går det nogensinde over?” Hun havde grædt et kvarter, ulykkelig over en venindes svigt. Og moren svarede: “Den slags slipper du nok ikke for, det bliver ved, så længe du lever. Men det er bedre at være ked af det, end slet ikke at være.”
Og det er jo rigtigt nok.

Jeg tror forresten, jeg skriver og spørger kvinden fra i går, om jeg må få hendes tegning. Ikke af nogen grund, men bare fordi.

Fuglene er tavse den dag. Spurvenes sang, der plejer at lyde fra mellem tjørnebuskens tætte grene, er væk.
Nogen kalder fra bag hende: Hey!, og hun vender sig for at se, hvem det er. Så sker det.

Sker hvad?
De vil vide alt. Hvad var der at se, hvem? Han, hun? Bredskuldret? Tæt af bygning? Bar det en jakke? Et våben? Blev hun spurgt om noget, hendes navn, klokken. Om vej?
Men hun husker intet. Udover lyset altså, et voldsomt og skærende lys, som en sol skudt ud gennem en krop, intens og brændende. Hun havde ikke været i tvivl, det var en engel, et sendebud. Hun havde kastet sig mod jorden, tryglet. Tilgiv mig! Rakt ud efter den lysende krop: Tilgiv!

Tilgiv for hvad? spørger de.
Men hun ryster på hovedet, af sig selv eller måske til svar. Fordi hun fortsat er i chok. Hun tror ikke på den slags, på mirakler eller guder, på overnaturlige væsner. Hun tror på handling, et skridt og et skridt til, hun tror på at an må gå for at finde frem. Hun tror på mel og vand og gær og på livet som et vilkår, ingen undslipper. Mandage, tirsdage, onsdage og så videre. Timelange møder, deadlines, høje hæle.
Noget for noget.

Og så pludselig det her, “hey”, et strålende skær, en omsorg så stor, at det kan favne alle. Alle dyr og mennesker, stjerner og sole, en helt ubegribelig kærlighed, der her, i lægens konsultationsværelse synes så fjern, ja næsten umulig. Så hun undskylder. For sit vanvid. Taler om en slumrende epilepsi vakt til live af lys og fuglenes tavshed. En kortslutning i hjernen. Og hun lover at opsøge at lade sin hjerne scanne, sin krop, pupillernes bevægelser, sin puls.
Lægen lægger en hånd på hendes arm, – pas nu godt på dig selv, siger han, før hun går. Og det er ikke før da, at hun vender sig rundt, og han ser det. Hullet i hendes ryg og derindefra: Et lys og bag lyset. Mere lys!