Louise Juhl

destory.dk

Cirkus JedenTag

Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: 
rimelig dumt at vælge at være digter/ men jeg tror også på linjebruddet/ på det trodsige håb og det smukke i faldet”
Det smukke fald, det håbløse håb.
I går skrev jeg en sætning og slettede den igen, noget forbliver bedst sådan. Usagt, henkogt, fermenteret. Schh. (Hver gang nogen tysser på mig, tænker jeg på den listige slange i Junglebogen, Kaa, de hypnotiske øjne) I dag har jeg planer om at skære brød i skiver, klippe karse, se angsten i øjnene. Tælle til ti, tyve, trække nitten fra sekshundrede og finde et facit på ingenting:
“Meine Damen und Herren, herzlich willkommen i Cirkus JedenTag: Her kannst du opleve hamstere på hjul, tandlose Teater und Todes träumen. Det ender som forventet mit ein trauriger Clown, men der er popcorn unterwegs und i morgen gibt es atter ein Tag.” 

PS: ❤️

En tilstand af tø

Et hjerte var ikke andet end en muskel sagde Ellen, ligesom februar virkeligheden ikke var andet end en tilstand af tø.
Det var i samme måned, min nabo aflivede sin hund, en airedaleterrier med overbid. Det var tid, forklarede han, da jeg spurgte hvorfor og fra den dag, blev jeg bange for bare at se på klokken.
Jeg havde sparet sammen i halvandet år, ti kroner hver uge, nu havde jeg 800 kroner og købte en sættekasse og toogtredive bittesmå ting til at stille på hylderne.
En grøn fluoritsten, et fingerbøl, to keramikhuse hver på størrelse med en negl.

Min far hjalp mig med at hænge kassen op over min seng, tilpas højt til at jeg ikke stødte hovedet imod, når jeg satte mig op, men dog ikke højere, end at jeg kunne nå hylderne og de små nips.
Nogle gange vågnede jeg om natten og greb ud i mørket efter nips. Det var lidt som en lykkepose fra materialisten, nogle gange var man heldig at finde en rejsetandbørste og et sæt kunstige negle, andre gange var der ikke andet i posen end en tættekam og en pakke plaster.
Det bedste var, når jeg fangede en tabt mælketand på hylden, det betød held, havde jeg læst i en bog om drømmetydning, forandring, nye vinde, frisk mod. De fleste nætter greb jeg dog i blinde og fangede ikke andet end nat og mørke og blev bange for mine hænder, deres uformåen.

Måneden efter måtte min far pille sættekassen ned, han rystede på hovedet: Al det besvær og så til ingen verdens nytte. Jeg græd og undskyldte, knugede den grønne flourit i min knyttede næve, fuld af skam. Senere byttede jeg de to keramikhuse til et tallerkenstort glansbillede af en engel med glimmer på vingerne. Jeg voksede fra det mørkerædde, men frygten for mine hænder og at gribe i blinde forblev den samme. Ligesom angsten for februar og for klokken, at nogen skal se på mig og sige, at det er tid.

Sådan én

ikke male de blå mærker over med slettelak, ikke pisse på en tændstik, ikke gribe om pigtråd med vilje, trygle om nåde, ikke løfte hænderne som værn mod det usagte, det sivende had, den her hvisken bag ryggen, du er jo syg i hovedet, sådan én som dig. Ikke vige udenom, ikke tale  i tunger, men klippe tungen af, række den frem som en gave, et offer, værsgo, kan du høre, hvor kæft, jeg holder?

Den leende ko

Min far siger, det er bedre at kaste penge i grams end at tabe dem på gulvet. Han siger: den, der leger med ilden, holder varmen. Han kaster en kæp efter en fugl. Deres kvidren giver mig pip, siger han og lægger hovedet på skrå, smiler spørgende: Fangede du den?

Han har to armbåndsure, et på hvert håndled, han trækker ikke nogen af dem op. Han har også en bog med nøjagtig optegnelser af benzin hældt på bilen, dato og antal liter. 83 km/timen er optimal hastighed, sådan kører den længst på literen. Vi er seks en halv time timer om at nå til København, den ene bil efter den anden overhaler os på motorvejen. Blinker og dytter. – Det var Povl Kjøller, råber min far og ruller vinduet ned, vinker til en bistert udseende chauffør med skulderlangt gråt hår.
På en rasteplads lidt udenfor Slagelse spiser vi frokost, en pose optøede miniflutes smurt med trekanter af ost. Den leende ko. Vi drikker vand af hanen på toilettet, selvom der hænger et skilt med en hane, et glas vand og henover begge: En rød streg som i nej. Min far siger: Hvo intet vover, intet vinder og tager en ordentlig slurk, Tørrer sig med bagsiden af hånden. Ingen af os bliver syge.

I april vinder han 600 kroner i Landbrugslotteriet og køber en ny brødrister med optøningsfunktion. Vi fejrer det ved at bage snobrød henover risten. Det bliver ikke helt bagt, men min far siger, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten og æder den rå dej af pinden

4 lyder af død og dum

For nylig læste jeg, at tallet 4 i Japan anses for at bringe ulykke, ingen vil bo i et hus, der har nummer 4 og børn, der er mere end tre år men under 5 år gamle, kalder sig ældre-end-tre eller lige-straks-fem. Frygten for tallet menes at bunde i, at det udtales næsten som ordet død. 
Og hvem vil bo i dødens hus, hvem vil være død år gammel?

Jeg husker ikke ret meget fra da jeg var fire år, men min mor har fortalt, at jeg var godmodig, grænsende til godtroende, det vil sige: 
Hvis nogen bad mig om at hente deres vanter, så hentede jeg dem. Hvis jeg fik besked på at holde min mund, så holdt jeg den. Når naboens dreng slog mig i hovedet med en legetøjsskovl, lod jeg ham slå. Så længe, faktisk, at han til sidst fandt min manglende reaktion kedelig og gik. 
Jeg tror ikke, det var nogens skyld, jeg er aldrig blevet truet til tavshed derhjemme eller er blevet lært at udholde alt. Måske var det bare sådan, jeg var. Observerende. Afventende. Min mor kaldte mig af og til for sin lille astronaut, fordi min væren i verden mindede hende om moonwalking og knitrende forbindelser, beskeder sendt med lysårs forsinkelse. På samme måde bevægede jeg mig gennem verden. Med langsomme prøvende bevægelser. 
”Where is everybody?”

I børnehaveklassen kom jeg til at sidde ved siden af en dreng, der hed Kaspar. Han havde kridhvidt hår og bukser, der hang som sække omkring hans ben, så tynd var han. Faktisk så tynd, at han fik lov at leve af Nutella madder. Kl. 9.00 fik han to stykker knækbrød med Nutella og til frokost to skiver lyst brød med chokoladecreme. Klokken to, lige før han blev hentet, fik han en lille pakke i folie, og indeni pakken lå to mariekiks smurt med både smør og Nutella. Men Kaspar takkede næsten altid nej, jeg forstod ikke hvorfor.
Selv havde jeg altid den samme madpakke med: Fire halve skiver rugbrød. To med leverpostej, to med æg og karse og ved siden af det to ringe af rød peber. Jeg drømte om at blive tynd ligesom Kaspar, så jeg kunne få lov at spise Nutella dagen lang, men noget stod i vejen. Min far sagde, at det var mine gener, ”du har arvet familien Justesens brede bag.” Min mor sagde, ”du er fin, som du er” hun kaldte mig, min krop, for ”lige tilpas”. Jeg var ikke sikker på, hvad det betød, lige for hvem og tilpas for hvad? 

En dag var pladsen ved siden af min tom. Kaspar kom ikke i skole, det var vist nok noget derhjemme. At Kaspars far var meget ked af det. Så ked af det, at han ikke længere kunne passe på Kaspar, knap nok på sig selv. Så nu skulle Kaspar bo hos sine bedsteforældre på en gård langt væk. Det var tæt på vand og han ville få to hunde og et loft fyldt med hø. ”Det bliver så dejligt,” forklarede Mette, vores lærer, men det eneste jeg kunne tænke på var, om han så stadig ville få Nutella på alle sine madder. Men jeg spurgte ikke, for jeg vidste godt, at det ikke var det, det handlede om. Det handlede ikke om Nutella, men om Kaspar og om hans far og om at være ked af det, at man ikke kunne passe på andre og slet ikke på sig selv. 
Da Kaspar havde været væk en uge, fik vi nye pladser. Jeg kom til at sidde ved siden af Birgitte, hendes mor var frisør. Birgitte havde både extensions og lyse striber og fik klippet pandehår hver uge. Jeg drømte om det samme og spurgte om lov derhjemme, men igen fik jeg at vide, at jeg var fin, som jeg var. ”Lige tilpas”, sagde min mor og trak mig i min kommunefarvede fletninger.
Så tog jeg på biblioteket, slog ordet ’tilpas’ op: det kom af middelaldertysk, stod der, og betød ”tilstrækkelig, ok, acceptabel.” 
Af en eller anden grund ville jeg gerne noget andet end det, jeg ville hellere spise Nutella og have lyse striber end at være ok eller acceptabel. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var jo heldig at have både en mor og en far, der kunne passe på mig og en frisør, der hed Åse, der havde løver af gips foran sin dør. Det var først, da jeg skulle konfirmeres, at jeg gjorde noget som helst udover det lige og tilpassede.
Jeg købte en flaske brintoverilte og dyppede mit hår i den kraftige væske. Jeg lod det sidde en halv time, og da jeg skyllede det ud havde mit hår næsten samme farve som en jordslået påskedug. En falmet ujævn orange. Min mor græd, det gjorde jeg også, så ringede vi til Åse og fik en tid, og hun lykkedes med at klippe de værste cigaretskodgule totter af og få håret farvet til en næsten jævn leverpostej.  

Jeg ved ikke, hvad der blev af Kaspar, men Birgittes mor fik dårlig ryg og blev omskolet til dagplejer. Jeg fik lavet permanentkrøller, det var ikke helt som jeg havde forventet, alt andet forblev det samme: det leverpostejsfarvede og det lige tilpasse. På min sidste skoledag drak jeg mig fuld i Marcanta helt alene på en motorvejsbro, det føltes som et oprør, en lille protest mod alt det lige. Det var sent og torsdag, bilerne på motorvejen ræsede forbi med det lange lys tændt, jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede mig. Da jeg kom hjem, børstede jeg tænder og gik i seng. 

Næste morgen stod jeg op, tog på arbejde som bogopsætter på det lokale bibliotek og hjalp en ældre dame med at finde en strikkeopskrift på en poncho i et gammelt nummer af Hendes Verden. Efter ferien startede jeg på gymnasiet, matematisk-musisk linje, i den lange middagspause løb jeg hen til bageren på Holbølls Plads, købte et flute og fire små pakker Nutella, satte mig i parken og spiste. Jeg valgte musik på højniveau og lærte at undgå parallelle kvinter og oktaver i koralharmonisering, og at bruge ord som ”massesuggestion” og ”autorespons,” når jeg skrev stile.
Jeg lånte også fire tusinde kroner ud til en virkelig sød fyr på et diskotek, der kaldte mig sin ”frelsende engel,” kyssede min hånd og lovede at betale mig pengene tifold tilbage. Jeg så selvfølgelig hverken ham eller pengene igen og fortalte det heller aldrig til nogen.
Jeg skulle jo nødig virke dum.

Døden er et rum af sorg og lys og småkager

Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, at dem omkring mig skal dø. Min mor, min far. Hunden.

Da jeg var seks, døde min mormors hund. Den løb ud foran, jeg husker lyden af dæk, der hvinede og hunden, der hylede og min morfar, der måtte gøre en ende på den lidelser ved at hente en hammer og slå hårdt mod hovedet. Bedst husker jeg dog stilheden derefter, det var som om tiden blev trukket lang som et stykke tyggegummi, chaufføren, der stod i grøftekanten og så på sit ur, fordi han jo havde en køreplan han skulle overholde, min morfar der løftede hunden og bar den ind på gårdspladsen, de lange krøllede ører, der hang slapt ud over hans hænder.
Den blev begravet under et træ med Ingrid Marie æbler, det var i september, og jeg havde lige fået nye gummistøvler. Gule Viking med en hvid kant foroven, og jeg gjorde mig meget umage for at den fede lerede jord ikke skulle sætte spor op langs kanten af støvlerne. Min morfar gravede i tavshed, smed hunden ned og dækkede hullet til, stampede jorden hård med sin træsko. Så gik vi tilbage til huset, min mormor havde tændt levende lys, hendes øjne var røde, hun havde fyldt et fad med finsk brød og Dronningemandler, og jeg tænker stadig på døden sådan. Som et rum af sorg og lys og småkager.

Senere begravede vi også min mosters kat, Kurt, ved siden af hunden, lagde en sten. Græd lidt for dem begge. Det viste sig dog, at det var den forkerte kat, vi havde begravet, for en uge senere kom Kurt spankulerende gennem stuen med stolt ryg og rejst hale og lagde sig i vindueskarmen, bred og tilfreds. Jeg kom i tvivl, om ikke vi skulle grave den forkerte Kurt op, men min morfar rystede på hovedet til nej. – I døden er vi alle lige, insisterede han, og så mod vi den ligge den rigtige Kurt endte med at blive tudsegammel, 18 år, før den døde, som om den ved sin blotte tilstedeværelse protesterede over at være blevet lagt i graven før tid.

Jeg havde i mange år svært ved at forstå det. Livet – men nok især døden. Min mor forklarede mig, at det ikke handlede om at forstå, men om at rumme det uforståelige.
‘Forstå’ kommer af det nedertyske vorstan ‘for-stå’ – altså at stå stille overfor – eller at stille sig hen til noget for at undersøge det. Det er også derfor, det ikke giver mening at tale om at ‘forstå’ døden: Der er jo ikke længere noget at stille sig hen til; at undersøge. Den, man søger, er væk. Det, man stiller sig overfor, findes ikke mere. Der er ikke længere noget, nogen at forstå, men kun tilbage at stå. Blive stående.
At blive ved med at elske, også det og dem, der ikke længere er.

Om ridning og rend-mig-i-røven

Jeg boede engang på et ridecenter. En lang historie, men den korte version er, at det var kommunen der betalte mit ophold. Jeg fik et værelse med himmelseng og skråloft, lærte at ride, men aldrig at holde af det. Jeg kunne bedre lide alt det udenom, at strigle og muge ud, tyde dyrets tegningerne af dyrets ånde i frostvejr. 
Det var også på ridecenteret, jeg begyndte at tælle. Fuglene på himlen, antallet af linjer i min hånd: Livs- og hjertelinje, skæbne- og rend-mig-i-røven-linjen, som var den der stod tydeligst frem. Jeg talte også antallet af dun i min hovedpude, teglsten på taget, grus på gårdspladsen, jeg talte og talte, som om jeg ad den vej kunne nå frem til et facit. Slog op i telefonbogen for at tælle, hvor mange der hed Andersen til efternavn i Hundested. Holbæk. Holstebro. Lagde kvadratroden af min mors cpr-nummer sammen med tværsummen af mit eget, det gav 20,73. Skar et brød i en centimeter tykke skiver og lagde dem oven på hinanden og målte højden. Jeg fyldte fire bøger med den slags noter, tilfældige tal i tilfældig rækkefølge, 36 måger på himlen i havnen i Korsør, 82 dåser flået tomat på hylden i Løvbjerg, 3 uafhentede recepter på angstdæmpende medicin. 
Seksogtredive plus toogfirs plus tre giver hundredeogenogtyve, tværsummen af hundredeogenogtyve er fire som også var min mors fødselsdato – den 4. juni. På den måde fik jeg altid tingene til at gå op – også selvom de ikke gik op i noget. Alligevel gav det en slags ro eller i hvert fald en følelse af at gøre noget. Ikke noget af betydning, men alligevel. Det her er ikke et forsøg på en forklaring, heller ikke en undskyldning, jeg ved faktisk ikke hvad det er.

Gemmeleg

Jeg taler til ingen.
I går græd jeg i bilen, måske på grund af træernes raslen, måske på grund kridtgravens hvide. Gazas blødende røde. Jeg holdt så stramt om rattet, at jeg fik kramper i min venstre hånd og måtte holde ind til siden. Tænde katastrofeblinket, vinduesviskerne også, det sidste i håb om at feje noget bort, viske det ud, væk. Træernes toner, måske. og svulsten, svulsten for fanden, denne klamme klump af savn og sorg, hjertets voldsomhed, knæenes roterende vanvid.
Jeg er begyndt at kalde sandhed for løgn. Det er nemmere sådan.
Sandhed som i send had. Omsorg som i mors go. Løgnen er nøglen.
Jeg finder på, lægger til, leger gemmeleg med mig selv: “Kuk kuk, nu kommer jeg.”
Og så sidder jeg – et sted i teksten – og venter på at blive fundet.
Jeg har ventet længe nu.

Døden er konkret, det er kærligheden også

Efter at min morfar døde, begyndte jeg at læse dødsannoncer, bemærkede mig fonte og skriftstørrelser, og hvor mange bogstaver der var i den afdødes navn. Jeg regnede på, om tværsummen stemte overens med fødsels- eller dødsdag. Den slags. Eller jeg gik på kirkegården og læste på stenene, et barn fik kun otte dage på jorden: ”Himlen er blevet en stjerne rigere.” På Mariannes sten var der indgraveret en kajak, på Evys en traktor med lad. 
På Toves stod der nederst ”Ring, når du er hjemme.”
Det kan måske lyde vulgært, at jeg sådan at snagede i andres død, men jeg håbede sådan, at nogen ville læse med, når jeg var død. Jeg har ikke selv børn, tæt på tyve års braklægning af min krop havde lagt den øde. Jeg gik eller til lægen og fik målt mine æg, de viste sig at være for små. Mine hormon-tal for skæve. Chancen for at opnå graviditet var under 8%, risikoen for spontan abort stærkt forøget. 
Alligevel stak jeg mig med nåle i årevis, målte min temperatur, spiste tabletter med ekstra jern og zink, mediterede, gik i varmtvandsbassin, lagde hænderne på mit underliv og bad til, at noget ville vokse – ud af mig selv, over. Men uanset hvor meget jeg gjorde og hvor tit, var min krop et dødfødt link, der var ingen vej ud, ingen vej videre væk fra mig selv, mine dårlige rim: Tabte handsker rimer på kejtet dansker. 

Jeg ved af samme grund ikke, om der er nogen til at rejse en sten for mig, når jeg dør, måske er det også lige meget, jeg er formentlig ligeglad med det hele, med himle og stjerner og tværsummen af bogstaver i mit navn.  

I mange år troede jeg på legenden om, at gamle elefanter søgte væk fra flokken for at dø. At de bevægede deres tunge kroppe henover savannen for at finde et skjul, et sted at gå bort, ud af øje ude af sind. Der var noget sært smuk ved den tanke, noget værdigt i på den måde at skåne sine fæller for sorgen ved at miste. Alligevel fyldte fortællingerne mig med rædsel, nogen gange lå jeg søvnløs og tænkte på at dø sådan, alene og uden at efterlade sig noget, et savn, ikke andet knogler og et gammel vedhæng fra en sølvkæde, et halvt hjerte. Senere fandt jeg ud af, at historien bare var noget, nogen havde fundet på, et dramatisk påhit i en Tarzanfilm. 
I virkeligheden dør elefanterne af sult. Udover to store stødtænder har dyret seks sæt kindtænder i over- og underkæbe, men kun ét sæt er funktionsdygtigt ad gangen. Når et sæt er slidt i bund, skubbes det ud af det bagvedliggende sæt, som overtager tyggefunktionen. Når det sidste sæt tænder er slidt ned, kan elefanten nikke længere bearbejde sin mad og dør af sult, som regel i 50 årsalderen. Elefanter er flokdyr, det gælder både i livet og i døden, og når et af de store dyr dør, bliver flokken gerne ved liget i flere dage, puffer med snablen, skubber med en af de tunge fødder, jeg ved ikke, om det er det samme, som det vi kalder sorg, men det giver mig et håb om, at selvom jeg aldrig lykkedes med at få et barn, så behøver jeg måske at være alene om at dø.

Pårørende efterlyses

Jeg husker, at jeg engang så en journalist efterspørge dødsannoncer med efterlysninger af pårørende. Så vidt jeg ved, resulterede det både i en bog og en serie radioprogrammer om de mennesker, der engang havde været nogen for nogen, men som tilsyneladende var endt uden særlig betydning for andre end dem selv. Måske knap nok det. Jeg ved også fra min tid som kirkeanger, hvor tom en kirke kan føles, et kapel, når man står og synger “Altid frejdig når du går” med udsigt over rækker af tomme bænke og en bar kiste. Jordpåkastelsen og præstens ord “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.”
Men hvad mening giver det at genopstå, hvis ikke man har noget at genopstå til. Nogen. Hvad er et liv, hvis ikke de samtaler, du har ført, de dyr og mennesker, du har elsket. Er det nok at trække vejret kun for sig selv, sin egen skyld, at spise og sove, trække uret op, fordi tiden i sig selv bliver et mål for væren. Seksogtyve år, femogfyrre, treogtres, niogfirs. Bingo?

Jeg har lige læst en artikel i The New Yorker om en kvinde, der beslutter at ville leve alene og fuldkommen isoleret i en grotte i femhundrede dage. Lige siden, hun var barn, har hun holdt af at gøre ting på egen hånd, holde forelæsninger for sine dukker, svinge sværd i luften, katjon, kapow. Senere uddanner hun sig til sportsinstruktør, lærer at klatre og give førstehjælp, og da hun fylder treogfyrre rammes hun af en klassisk krise. Hvad nu, hvorfor, hvor længe, hvorhen? Hun beslutter at flytte for sig selv, i en autocamper et øde sted, men selv der bliver hun forstyrret af tyve, der forsøger at stjæle bilen, og hun kører længere væk, til et øde bjerg Catalonien, opretter en profil på Instagram og poster billeder fra hverdagen i ødemarken. Tilføjer hashtagget #autosuficiencia som både kan oversættes med selvforsynende og selvtilstrækkelig.
Lang historie kort: Kvinden, Beatriz Flamini, beslutter sig for at tilbringe 500 dage i en grotte, isoleret fra og uden kontakt til omverden udover proviantering og en nødknapper, hun kan trykke på i tilfælde af akut opstået sygdom. Hun har ikke meget andet med en to tøjdyr, en bamse og en heks, bøger, mad, gryder, en sovepose. Almindeligt overlevelsesudstyr. Hun har en envejs-wififorbindelse, hvilket betyder, at hun kan sende beskeder, men ingen kan svare hende tilbage. Hendes mål er efterfølgende at tilbringe flere år i Gobi-ørkenen, men først vil hun bevise sin styrke og sin evne til at undvære – ikke alt, men i hvert fald alle andre.
Hun gennemfører faktisk projektet, og synger da hun bliver hevet op fra grotten. Hun udtaler sig til pressen, siger at det har været hårdt men også de bedste 500 dage i hendes liv. Senere undersøgelser viser dog, at hendes isolation ikke har været uden omkostninger: Hun har – helt bogstaveligt – fået tunnelsyn, i 500 dage har hun skulle fokusere sit blik på én ting ad gangen. Det har haft indskrænket hendes synsfelt, ligesom hendes hørelse er blevet påvirket, selv de mindste lyde bringer hende i affekt. Hendes korttidshukommelse er svækket, der er jo ingen grund til at tænke hverken et minut frem eller tilbage, når tiden står stille. Det handler kun om at holde ud. Til en start bruger hun sin menstruation til at måle tiden, men den bliver uregelmæssig, senere måler hun længden på sine armhulehår, bruger det som et centimetermål for dagene.
Der er meget mere i den artikel, når hun tegner sig selv, for eksempel, er det med bind for øjnene. Jeg ved ikke hvorfor den detalje gjorde sådan et indtryk på mig, måske fordi jeg tænker, at det er et udtryk for, at det at leve uden andre, er at miste blikket for livet. Måske er jeg bare romantisk, banal.
Da jeg var fem legede jeg mest med mig selv, jeg interesserede for dukker eller legetøj, jeg foretrak at forestille mig verdener, en hule beklædt med mos og med gulv af orange kantareller. Jeg lukkede øjnene og groede nedad, til jeg var på en størrelse med en kogle og kunne ligge på langs og knitre, som kogler jo gør, når de bliver varme. Det er noget med at sporene udvider sig, tror jeg. Andre gange forestillede jeg mig, at jeg var alene på isen og lavede ild ved at banke så hårdt med mit hjerte, at det slog gnister.
Min mor tog mig med til lægen, der spurgte ind. Om jeg hørte stemmer, om jeg var bange for hunde eller hvilke fire ting jeg ville tage med på en øde ø. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men det må have beroliget både lægen og min mor, for jeg fik lov at lege videre med mos og kogle og is, og da jeg begyndte i første klasse, fik jeg en veninde, der hed Lea, og i flere år efter var vi uadskillelige. Vi tog med hinanden til frisør og tandlæge, meldte os begge til spejder og blokfløjte, tegnede de samme tegninger og forærede hinanden. Så blev hende forældre skilt og Lea flyttede og man skulle skifte bus to gange for at besøge hende og af en eller anden grund slog det et hul imellem os. Afstanden altså, den helt fysiske afstand fra en bydel til en anden, fra Gug til Hasseris, og så var jeg igen alene.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvorfor den spanske kvinde, Beatriz Flamini, så brændende ønsker at bevise, at hun kan klare sig selv uden andres hjælp, leve under jorden og uden lys. Hvad det er, der har gjort, at verden synes hende så forstyrrende, at hun hellere er fri. Hvilke oplevelser, der har gjort, at hun foretrækker at vende verden ryggen – måske for ikke at undgå, at verden skulle vende sig væk fra hende. Selv skriver hun nogle måneder efter sine 500 dage i isolation på instagram: “No es Huir. Es Ser.” Det betyder “det er ikke flugt, det er væren.”
Jeg har ikke drømt om at bo i en hule, siden jeg var fem. Men jeg elsker stadig skoven og roen og havet og himlen og koglernes knitren, som man kun kan høre, hvis der ikke er andre lyde, der forstyrrer. Jeg elsker at være alene, men kun fordi jeg ved, at det er en stakket frist, at lige om lidt, kan jeg fortælle nogen om det altsammen, om skoven og havet, om aleneheden som kun er rar, fordi jeg ved (eller i hvert håber), at den ikke varer ved, til jeg dør. Flamini bliver næppe begravet fra en tom kirke, det har hendes forsøg gjort hende for kendt til. Måske var det ligefrem derfor, hun søgte væk, isolerede sig i 500 dage, længere end nogen anden menes at have opholdt sig i en grotte alen før. For på den måde at sætte et aftryk, et spor. Måske var hendes rejse væk i virkeligheden det modsatte, en måde at sikre sig imod at dø ukendt og alene.