Louise Juhl

De følte sig ikke trygge længere.
Sådan forklarede de det, eller måske var det mest Solveig, der forklarede. Man kunne vel forestille sig det, tænk sig at vågne et morgen til et vindue uden hverken glas eller ramme, et stort tomt stirrende øje. Tyvene, eller hvad der nu var tale om, havde fjernet det hele og med stor omhyggelighed, der var hverken tegn på brækjern eller skruetvinger, det kunne såmænd have været glarmesters værk, så yndefuldt var det gjort, hvis ellers det gav mening at tale om ynde i samme sætning som en forbrydelse. Det mærkelige var, at der ikke var nogen tegn på indtrængen, hverken fodspor eller fingeraftryk, ligesom intet var fjernet fra huset, smykker, malerier, møbler, alt stod som det plejede den morgen. Kun det manglende vindue vidnede om nattens hærværk, og det var næsten det værste. Ikke at vide hvorfor, til hvad nytte, i hvert fald satte oplevelsen sig som et skudhul i Solveigs i forvejen skrøbelige psyke, hun vågnede om natten badet i sved og kunne høre lyde, vejrtækninger, trin, en mystisk mumlen. Om dagen følte hun sig overvåget, hun forestillede sig, at nogen stod udenfor et sted og noterede sig alt, hun foretog sig, når hun strøg et sjal, læste i et blad, tjekkede mobilen for beskeder. Stefan havde leet af hendes frygt, hun foretog sig jo så godt som intet, den gode Solveig, altså udover at bævre og bekymre sig, der var sgu ikke meget for en forbryder at holde øje med, og selvom jeg protesterede, – det er ikke fair at tale sådan om en genbo, insisterede jeg, så var det svært ikke at give ham ret. Solveig var født med en særlig sarthed, hendes hud reagerede på alt, temperatur og luftfugtighed, vindforhold og skydække. Om sommeren kæmpede hun med soleksem og insektstik, om vinteren med ufrivillige kramper i læggene og søvnløshed.
De flyttede i september, Stefan hjalp dem med at pakke bilen, de kørte tre læs, Solveig græd mere og mere for hver ting, de bar ud, den falmede parasol, stuebirken, datterens knaldgule FatBoy. Det var umuligt at blive og men også uendelig sorgfuldt at forlade huset, – hvis bare, blev hun ved at mumle og mente vel på det manglende vindue, og Stefan kom træt hjem og hviskede “hvis min bare røv” og det lød mere omsorgsfuldt end egentlig irriteret.

For Alma var det en katastrofe. Sisse var ikke bare hendes bedste veninde, hun var et livsvidne, en fortrolig, hun vidste hvad Alma tænkte, før hun selv kom på det, – drømte du noget om heste i nat, kunne SIsse spørge hende og med det samme huskede Alma sin drøm, fire hvide Shagya’er på en stejl skråning, den ene var halt og tumlede ned ad skrænten, de andre havde bare set til, det nyttede ikke at forsøge at standse faldet, det ville koste dem deres eget liv.
Nu flyttede Sisse sammen med Solveig og Jens, og kun husets tomme skal stod tilbage. I flere måneder stod det sådan, uden at nogen kom og bød, det var ellers et smukt hus med en stor veranda og kvist på taget og en have fuld af frugttræer. Om det var den mystiske hændelse med vinduet, der holdt køberne tilbage, eller bare det faktum, at det blev vinter og vejene ufremkommelige, var svært at sige, men for Alma blev det tomme hus til et åbent sår, der ikke ville læges, hun gik forbi flere gange dagligt og forsøgte at komme i tanke om, hvad hun havde drømt samme nat, men forgæves. Nætterne blev til sorte huller i hendes hukommelse, et vindue uden hverken glas eller ramme, bare et stort stirrende øje. Stefan forsøgte at tale hende til fornuft, han købte fodboldtøj og støvler, et net til haven og sparkede på mål og lokkede: Kom så Alma, vis mig at du kan slå din gamle far. Og Alma sparkede til bolden, der fløj langt forbi mål og uanset, at hendes far blev ved at kalde opmuntrende, kom så, sparke og juble, et-nul, to-nul, tre-nul, forblev Alma uberørt: – det er fint, far, lad os bare sige, at du har vundet. Han forstod det ikke, blev vred, det var vel ikke for meget at forlange, at hun i det mindste prøvede. – Kom nu for helvede, brølede Stefan og tyrede bolden i hendes retning og Alma måtte dukke sig for ikke at blive ramt i hovedet. – Undskyld, mumlede hun og smed skoene på græsset, gik i strømpefødder tilbage over plænen, satte sig på sit værelse og googlede fakta om heste. Welshponyerne: urolige og flyvske, oldenborgeren: godmodig og arbejdsom, shirehesten: høj og tung. Araberen var kendt for sit flyvske og utilregnelige temperament, der gjorde den så velegnet til væddeløb, ilterheden som drivkraft, videre, videre, videre.
Det var Stefans ide, at hun kunne tage op og besøge Sisse. Hun kunne jo overnatte og de kunne samle op på månederne, de havde været adskilt. Først afviste Alma hans forslag, hvad havde hun at fortælle andet end at hun havde spillet fodbold mod sin vilje, men efter nogle dage var hun selv vendt tilbage: Måske var det slet ikke nogen dårlig ide, til sidst havde hun ringet og spurgt, om hun måtte komme. De kunne cykle en tur og købe is, Almas stemme havde været fuld af forventning, og finde et sted med heste? Men Sisse havde svaret, at det passede dårligt, hun havde så travlt og da Alma ville vide med hvad, havde hun svaret: – Med alt muligt andet end dig. Jeg havde trøstet hende, det lød nok hårdere, end det var ment, forsøgte jeg men uden overbevisning, børns ærlighed kunne være nådesløs, Alma bad mig holde op, – stop dig selv, mor, jeg er ikke dum, hendes stemme lød så sikker.
Hun begyndte til ridning samme sommer, begravede sine hænder i manen på de store dyr, brugte alle sine vågne timer i stalden. En dag kom hun ikke længere hjem, men blev ude hos hestene, red med dem, spiste, sov, drømte deres drømme.

I går læste jeg en bogblogger citere en kendt dansk forfatter for at have sagt: “Skriv aldrig om din barndom, det er næsten altid kedeligt at læse”. Jeg skrev det ned blandt de omtrent halvtreds andre nylige påstande om Do’s and Dont’s for litteraturen, jeg er faldet over.
“Skriv aldrig fra hovedstolen. Sommerhusfortællinger nej tak. Ikke mere moderskab. Ikke mere psykisk sygdom. Ikke mere socialrealisme. Ikke flere bøger uden stort begyndelsesbogstav efter punktum. Rim aldrig digte. Fugle er kliché. Hjertet en klodset metafor. Hvis du vil skrive politisk så skriv en kronik.” Jeg kunne fortsætte, de fleste råd er langtfra elendige, de kan såmænd have deres berettigelse. Sommerhusfortællinger uden blik for andet end afskallede vinduesrammer og træernes svaj kan hurtigt virke verdensfjerne og kedelige. Versaler – eller modsat insisterende minuskler – som alene et kækt virkemiddel, kan have den modsatte effekt, det kan virke trættende og som en slap og tom gestus. Psykisk sygdom, fugle på træk, mødre i flæng, barndom på barndom, alt kan blive for meget, for tungt, for indadvendt, for opadvendt, forceret. det gælder såmænd også overklassefortællinger, underklassefortællinger, universel poesi, gaderim. Det, jeg opponerer imod er således ikke så meget de enkelte råd, som det docerende, der ligger bag. Den stemme, der mener at kunne udstikke regler for god og dårlig kunst, rigtig og forkert, væsentlig og uvæsentlig. Diskussionen er god, hvad virker, hvad virker ikke. Hvad vil det overhovedet sige at virke. For hvem og hvordan?
Skal en bog føre til en nedsættelse af en undersøgelseskommission for at have en berettigelse i verden. Skal et digt redde liv?
Hvordan måler man betydningen af et værk, dets rækkevidde: I længden eller i højden, på antal solgte bøger eller anmeldelsesstjerner?
Altsammen superspændende spørgsmål og med konstant foranderlige svar, og netop foranderligheden får mig til at reagere imod det dogmatiske, imod regler, docerende og mildt selvtilstrækkelige konstateringer ala: Skriv aldrig om din barndom. Undlad versaler. Drop udråbtegn. Ingen taksigelser. For det hele afhænger af værket, måden der skrives på, stedet, der skrives fra, indlevelsen, det skrives med.
Personligt kunne jeg såmænd godt ønske mig en bog alene med taksigelser. Tak for nåleskoven. For cikoriens blå og pitabrød med falafler. Tak for den lille skelen på venstre øje hos ham, jeg elsker. Tak for lort, gødningebiller og sølvpapirshatte. Tak for nu.
Jeg er således ikke imod råd, men jeg har det svært med regler. Særligt den slags, der læner sig op af det uangribelige. Sandheder med stort. “Skriv aldrig om din barndom”. – Hvad med alderdommen, må man skrive om den. Hvad med smagsdommen. Og må man skrive om fugle, hvis man skriver fra venstre mod højre. Hvad nu hvis sommerhuset, man skriver om, er i beton og ligger i en russisk spøgelsesby. Er det så ok?

Jeg skulle spørge fra en ven.

Da hun fortalte, at de skulle skilles, var min første tanke, at han havde været hende utro. Eller det, der var værre, måske: havde han mon slået hende, holdt hende som gidsel i et fængsel af tavshed og trusler? Men sådan hang det ikke sammen, vi er bare vokset fra hinanden, forsikrede hun mig. Hans glæde ved arbejdet og store biler var vokset med årene, hendes had til samme var fulgt med. Når han foreslog en tur i cabrioleten, gjorde hun fagter og lod som om hun stak en finger i hilsen: I’d rather die. Hun var begyndt til overtonesang, havde fundet melodien, bogstaveligt talt, et sted midt imellem nedre brystben og hendes navle. Han gik hjemmefra, når hun øvede sig, det næste blev vel, at hun fik en slange tatoveret på anklen, himlede han. Eller kun ville spise ost lavet på brystmælk?
I starten havde de lavet sjov med deres forskelligheder, hun kaldte bilerne for penisforlængere, han pegede fingre af det, han mente var hendes Morder-Jord-Kompleks, en sygelig optagethed af alt, der rimede på kvinde og krop.
Det var ikke til at sige, hvordan det var gået fra sjov til alvor, en dag havde han lagt en japansk vaginadukke på køkkenbordet. Der var sgu mere sjov i sådan et stykke oppusteligt plastik, end der var i hende, sagde han, og sparkede til hendes lædersandaler. Han savnede ærlig talt lidt kød og blod. Hun havde grinet af ham, set henover tekoppen med et hånligt blik. Honestly? Til sidst havde det været det eneste, de havde at give hinanden, sære gaver. En pandelampe: så kan det være du kan finde vej ud af dit åndelige pis?
Nu havde de så valgt at gå videre hver for sig, og pludselig var alt forandret. Hun var begyndt at læse om hestekræfter og ørkenrace, han om stemmens kraft og energier, det jordnære. Caminoer og pilgrimsfærd. Selv deres sexliv havde fået en opblomstring, en særlig ømhed havde indfundet sig når de fandt hinanden under dynen, en nysgerrighed. Hun kunne få timer til at gå med at tegne kort på hans hud, ruter fra hoved til fødder, (dér, et rejst lem) og han faldt i søvn under hendes fingres søgen. Faktisk havde de aldrig elsket hinanden så højt som nu, hvor de vidste, at det var forbi. Som om deres bånd var forvandlet til en line fremfor en lænke, de havde kysset farvel udenfor huset, han havde grædt, hun havde kysset ham på kinden, halsen, lagt hovedet mod hans bryst.

Jeg mødte hende mange år senere, hun talte stadig om ham: det dumme svin, det dejlige svin, nu arbejdede hun som teknisk tegner i et tøjhus, i sin fritid lærte hun sig tegnsprog, så hun kunne fungere som frivillig tolk. Han var flyttet til Schweiz, de havde købt en fælles hund, en Bernhardiner, et værre bøvl sådan at pendle mellem her og der med dyret, vaccinationer og karantæner. Men de elskede den hund, og det var vel det mindste, man kunne gøre for kærligheden. At anstrenge sig, køre lidt frem og tilbage, bøvle.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har fået at vide, at det nok ska gå. At med al den viden og indsigt jeg har om- og i min egen situation, er jeg heldig stillet. Det kommer hver gang fra et godt sted. Det er en kompliment og en opmuntring: Du har alle redskaberne, nu mangler du bare at tage dem i brug.
Det er muligvis rigtigt nok. Jeg kender efterhånden mig selv temmelig godt, ved, at mit hjerte er en åben bog, at jeg har flair for tal og har en god hukommelse, at jeg reagerer voldsomt på docerende råd og selvtilstrækkelighed. At jeg taler meget og har en uvane med ikke at snøre mine sko op, før jeg træder ned i dem, og derfor ofte ender med slidte og bøjede hælkapper. Problemet er altså ikke manglende viden eller indsigt, men at det ikke altid fører til handling. Jeg binder stadig ikke mine sko op, velsagtens er mit ræsonnement, at fordelen ved hurtigt at kunne komme i skoene er større end ulemperne ved de nedtrådte hæle. På samme måde bliver jeg også ved med at begrave mit ansigt i hundens pels, sove tæt op ad den, selvom jeg kender til risikoen for at få flåter ad den vej. Fordelene synes tilsyneladende større end risikoen.
For nylig talte jeg foran et publikum om netop uoverensstemmelsen mellem rationel indsigt og følelsesmæssig adfærd. Ikke, at måden jeg tilgår mine sko på, har noget med mine følelser at gøre, men det med pelsdyret og flåter er vel derhenad. Et udtryk for, at mit behov for varme og nærhed er udtalt større end den statistiske risiko for at få overført en flåtbåret sygdom. Det er altså ikke fordi, jeg er dum eller uvidende, at jeg lægger mig ved siden af hunden, men fordi jeg kender mig selv og ved, hvor godt dens selskab gør mig.

Når vi derfor forsøger at forstå mennesker, der trods hjælp og indsatser vedbliver at handle uhensigtsmæssigt, så er det vigtigt at huske, at de ikke er dumme, men at de har en oplevelse af og erfaringen med, at fordelene ved at gå i hundene, drikke sig fra sans og samling, skade sig selv, arbejde som en sindssyg, er større end de ellers temmelig forfærdelig gener, der er ved deres misbrug eller skadelige livsførelse. Nå et ungt menneske skærer sig i armen, er det jo ikke fordi hun ikke ved, at det gør ondt, at hun får grimme ar og at det med næsten hundrede procent ikke løser det problem, han eller hun forsøger at overdøve. Nej, det er fordi den akut opståede smerte ved knivsåret er mere håndgribelig, nemmere at forholde sig til, end det diffuse savn, der ellers fylder. Når en alkoholiker, selv efter at benene er begyndt at svigte, familien er faldet fra og maven har opgivet at holde på mad, alligevel knapper en øl op, så er vedkommende kun alt for klar over, hvad konsekvenserne af et fortsat misbrug er. Men det uoverskuelige i at skulle bygge sig selv op forfra, undskylde alle de forspildte år, finde en mening udover rusen, føles så langt mere smertelig end at forgifte sig med alkohol. Da jeg undlod at spise og tabte mig så hurtigt, at min bror havde svært ved at genkende mig, da han så mig efter en måned, vidste jeg godt, at man kan dø, hvis ikke man spiser. jeg vidste også godt, at jeg risikerede at ødelægge min mors liv, min fars, at en sengeplads på et sygehus kostede flere tusinde kroner i døgnet, atter var mennesker andre steder i verden, der havde det langt værre end mig. At jeg burde skamme mig, og jeg skammede mig, I guder, hvor jeg skammede mig (det gør jeg stadig), alligevel fik det mig ikke til at spise. Det kan virke komplet ulogisk, provokerende også, og ikke mindst uendelig dumt. Men jeg var faktisk ikke dum, jeg havde bare oplevet en smerte indeni, der var så stor, at sulten var at foretrække, at mærke et hul i maven var bedre end at mærke et i hjertet. Jaja det lyder måske som en poetisk omskrivning, det er det ikke. Det var helt konkret sådan, at min sult overdøvede alt andet, jeg blev som en sulten løve på savannen, alt lignede mad og af en eller anden grund var det nemmere at forholde sig til angsten for en is, en ostemad, en frikasse, end at forholde sig til frygten for fremtiden og tvivlen om mit eget værd.
I morges læste jeg en novelle af den norske forfatter Marie Aubert. I den møder vi en ung kvinde, hvis liv er i opbrud, hendes forældre skal skilles, hele huset er fyldt med flyttekasser, faderen har fundet en anden. Hvad skal der ske, vil hun vide, hvor skal vi hen? Moren svarer hende, at det skal hun ikke tænke på. Men hvordan lader man være med at tænke? Den unge pige undlader at tænke på det, ved at tænke på noget andet, hun kaster sig selv i grams, låser sig ind i naboens hus (de er på ferie). Inviterer en veninde og to fyre, Johan og Kristoffer, de tømmer fryseren, barskabet, ser tv. Pigen kysser kristoffer, han smager af cigaretter og sprut. Hun klæder sig af og stikker en hånd ned til hans rejste lem. De dyrker sex, hård sex, det er så langt fra elskov som noget kan være, hurtige stød, de slåsser med deres køn, ind, ud, en lige højre, en våd venstre. Slutningen skal jeg ikke afsløre, det vigtige her, hvordan den unge pige så helt bevidst vælger at handle imod bedre vidende, kaste sig i armene på en ærlig talt ret usympatisk fyr, lader sig bruge og misbruge, fordi alternativet er at tænke. På det, hun ikke må tænke på, livet derhjemme, der er ved at smuldre, forældrenes kærlighed, der er forbi.
Der er ting, der forstås med hjernen og andre, der kun kan forstås med kroppen, og vi tager fejl, hvis vi tror, at det ene er det andet overlegent. Mennesker er ikke matematik, seks plus to kan godt give fire, hvis verden er blevet revet over på midten. Mørke kan føles som lys og smerte som en gave, hvis alternativet er slet ingenting at mærke.

Da huset på nabogrunden brændte ned, var jeg otte år. Jeg husker de blinkende blå lys, der slog hul i nattemørket, de mange mænd med hjelm og uniformer. Den sært sitrende stilhed, der kun blev afbrudt når endnu et tagspær styrtede sammen og derefter vandets tryk fra de tykke slanger, schsss. Og så midt i alt det. Et brøl, et rasende kald, noget om onde øjne og russere i forklædning, han var nøgen, svingede et håndklæde over hovedet, måske for at holde røgen væk, måske for at jage onder. Han nægtede at lade sig føre bort, sparkede og bed, min mor holdt mig for øjnene, det var ikke noget for et barn at se. Han var blevet tosset, forklarede hun senere, og da politiet rejste en sag om forsikringssvindel, påstod, at hans galskab var et skuespil, fastholdt hun stædigt sin forklaring. Ingen ville vel løbe rundt sådan, nøgne og te sig som en galning, uanset hvor mange, der var på spil.
Han fik fire år. Mentalundersøgelsen viste, at han ingenting fejlede. Mange år efter forklarede han sig til en avis. Noget om et finanseventyr, en drøm, der havde udviklet sig til et mareridt, rockergæld og en truende skilsmisse. Branden havde været det mindste blandt flere onder: børnebortføring, dyretortur og falske penge for bare at nævne nogle. Han havde mistet af alt, hus og firma, sin kone. Selv børnene havde frabedt sig kontakt. Nu havde han udstået sin straf og håbede på en eller anden form for tilgivelse, måske kunne han gøre gavn som besøgsven for andre dømte?
I mange år efter havde jeg det underligt med nøgenhed. Jeg mistænkte det for at være bluf, en udklædning på linje med krigsmasker, et udstyrsstykke, der skulle dække over noget andet. Se min hud, se mine bryster. Mit lem, min bagdel. Se, hvor ægte, jeg er, se hvor åben. De var ikke fordi, jeg følte mig utilpas eller fandt de udækkede kroppe smagløse. Langt fra. Jeg kunne bare ikke afstå fra den tanke, at der bag ved det åbne, det ægte, det udækkede gemte sig noget andet, hvis ikke ligefrem en forbrydelse, så noget andet, der ikke tålte dagens lys. Jeg talte med en terapeut om det, hun kaldte mit forhold til hud traumatisk og sammenlignede det med en slags allergi. Det var ikke huden eller nøgenheden, der var noget galt med, forklarede hun, men min reaktion på det. At nogle mennesker fik eksem af tomater, var jo heller ikke tomatens skyld.
Det forstod jeg vel?
Grunden, hvor huset brændte ned, stod i mange år tom. Der klæbede sig en vis uhygge til stedet, historier om en gal og nøgen mand, der råbte op om russere og onde øjne. Forbrydelse og straf. Nu ligger der et hvidt murstenshus dér, hvor flammerne stod højest. Med bonsaitræer i forhaven.

Alma vil ikke omfavnes. Hun siger ikke nej, men vender siden til, når jeg forsøger, eller hun bukker sig ned og strammer snørebåndene på sine sko. Spørger om ting, jeg ikke kan svare på, som om hun tester mig, som om hun vil se hvor langt min tålmodighed rækker. Min viden, min kærlighed. Kan man koge et æg i stykker, kommer rød før gul, hvid før sort. Hvorfor har jeg egentlig ikke nogen søskende? Jeg svarer hende, at farver ikke har en rækkefølge, at det ikke er nogen regler, ingen farver er over eller under en anden. Det er dumt, siger Alma, at der ikke er nogen regler, altså, at alt er lige godt. 
– Eller lige dårligt, fortsætter hun, – hvordan skal man så vide, hvad man skal vælge? 
Og jeg forsøger igen, forfra, rækker armene frem til et knus, men igen undviger hun, denne gang med, – nej, mor. 
Forlanger, at jeg svarer hende: 
– Hvis der ikke er nogen regler, hvad er der så?

Det var Stefans valg. Han havde insisteret på, at alt skulle forblive det samme. Hun skulle have præcis samme værelser begge steder. Samme seng, samme bord. Samme kontorstol, samme menneskestore pandabamse med store runde øjne og bløde ører. Alt skulle være det samme, sagde han, nu bare to steder. 
– Ikke halvt- men dobbelt- så godt. 
Alma havde nikket, – fint, fyldt en tallerken med cornflakes og hældt mælk over. Stefan havde fundet en ske frem af  skuffen, rakt den frem –værsgo’, og hun havde taget imod uden at se op. 
– Tak. 
Og sådan var var det blevet besluttet. At Alma skulle bo syv dage hos mig og syv dage hos Stefan, at hun skulle have to senge, to borde, to hjem. At alt skulle være præcis som før: 
– bare bedre. 
I dagene efter havde vi søgt på nettet. Efter et marsvin, Alma havde længe ønsket sig en pelset ven, helst en hund eller en kat, nu blev kompromisset et marsvin. Eller rettere: To marsvin, et hos Stefan og et hos mig. To helt ens væsner, på nær en brun plet på ryggen. Hun brændte deres navne i træ, Dupont og Dupond, satte skiltene fast med ståltråd til burets tremmer. 
Dupont hos Stefan, Dupond ved mig. 
Jeg ved ikke, om det var de to marsvin, eller om det var Stefans vedholdende insisteren på at tale tingene op: To værelser var vel bedre end ét, sagde han, to hjem, to marsvin, lommepenge både her og der? Til sidst behøvede han bare at åbne munden, før Almas vendte blikket ind ad, væk, og et lille nik, jaja, fortalte, at hun var holdt op med lytte. Et nik og et ja og så ikke mere, for han havde jo ret, to var vel bedre end en, og det var først senere, at hun begyndte at stille spørgsmål. Er rød bedre end gul, ville hun vide, og hun kunne lige så godt have spurgt, om to altid var bedre end én, og jeg kunne have svaret hende, at det var svært at afgøre. At det kom an på, hvad vi talte om. Om det var én eller to dage, én eller to kommoder, ét eller to tusinde kroner. 
To halve eller en hel.

Vi er enige om det. Onsdag lige over middag, hun skriver det endda ned, lyden af læber, der bevæger sig, mens hun noterer på papiret. Måden hun former læberne for hver stavelse, små stød af åndedræt: ons-dag o-ver mid-dag.
Jeg har taget ekstra sko med. Til besøget på kirkegården, det er snart et år siden, jeg har besøgt min fars grav sidst. Min mor, derimod, tager en taxa hver anden uge, nipper forsythiabusken og fjerner græs fra mellem gruset, vander trædestenene. Det sidste har jeg aldrig forstået.
– Det behøver du heller ikke, svarer hun, når jeg spørger.

Landskaberne glider forbi togets vinduer som et flimmer af farver, korngul og kalket hvid, grøn og blå. Jeg lukker øjnene, tænker på samtalen i går. Stefan havde ringet, det var det sædvanlige. Om Alma der græd hele tiden og uden grund, i skolegården, på toilettet, hen over maden. Fortvivlelsen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, heller ikke selvom han forsøgte at vende det til vrede: Jeg gør jo for helvede mit bedste, ja mere til, og alligevel er det som om, det ikke er nok? Jeg forsikrede ham: du gør det godt, Alma er ok, det er kompliceret.
– Kompliceret, gråd er vel gråd? og jeg havde undskyldt, naturligvis, det var ikke sådan ment, der var ikke almas gråd, der var indviklet, men alle følelserne bag.
Jeg er stadig i tvivl. Hvad skal vi stille op med de samtaler, Stefans frustration, min. Med Almas gråd, det komplicerede. De siger, det nytter, at vi er de voksne, og til det voksne hører, at man ikke giver op. Vi må fortsætte med at tale, sætte ord på. Det handler om nærme sig. Sammen, som den familie, vi engang var og vel stadig er. Vi må famle i fællesskab, siger de, at slå ring om barnet. Om ikke andet så for Almas skyld.

En kontrollør går gennem toget, hun smiler og nikker, som vi viser vores billetter, tak og tak, et barn peger se, kontrolløren vender sig rundt og ser, smiler og nikker, ja, svarer hun, ingen ved vist rigtigt til hvad. Jeg rækker hånden frem, viser hende min billet, tak, hun minder om præst, der trykker hånd til de efterladte, samme lidt knugede omsorg. Måske er det bare mig, der suger marv ud af enhver knogle.
– Selv tak.

På perronen vinker en pige, allerede før toget standser. Hun står på tæer og vifter med begge hænder over hovedet, hopper så op og ned. Hendes glæde er som en knytnæve i mit ansigt, hendes jubel så ulig mit eget barns gråd. Jeg løfter tasken ned fra bagagehylden, den slipper ud af mit greb og lander tungt på gulvet. Jeg samler den op, går efter de andre, der også skal af. Dér står hun. Min mor, hun ser så lille ud imellem de mange ventende, det er næsten ikke til at forstå.
– Det behøver du heller ikke, ville hun vel svare til det, og måske har hun ret.
Jeg behøver ikke at forstå.

Aftenen før havde vi set en film sammen. Om en mand, der lå lammet efter en ulykke. Fra halsen og nedefter, nu behøvede han hjælp til alt, til at spise, tisse, tage bad. Han var for længst holdt op med at græde, det nyttede ingenting, lammelserne fortog sig jo ikke, uanset hvor meget han hulkede, skreg. Det meste af tiden tilbragte han på sin altan, lænket til sin kørestol og et iltaparat, der hjalp ham med at trække vejret. Drømte om at dø.
Efter filmen skrev jeg en seddel, det var i juli, udenfor var det netop holdt op med at regne, luften var tæt af fugt og flyvemyre. Jeg ved ikke hvorfra den kom, sætningen, eller fra hvem, men jeg skrev den ned og gemte den i en skuffe:
“Mit ønske om at dø er rent hypotetisk.”

Jeg tror, det altid har ligget til mig. Slagsiden mod mørket. Jeg har altid elsket tunneller og butikker efter lukketid, de store mørke vinduespartier. Og fra jeg var helt lille har jeg holdt af dyr, men mest af bænkebiderne. Disse sære skabninger, gemt bag skjold, der lever i skjul under sten og tunge pilrådne stamme. Jeg har løftet tusindevis af den slags, sten og stammer, og set de små dyr flygte fra det pludselige lys, der slap ind. Og jeg vel har tænkt, at jeg var ligesom som den, at jeg søgte mørket og flygtede fra lyset. At det var min natur. 
Jeg ved ikke.

I Alice Munros novelle ”Nat” fra novellesamlingen ”Livet”, skriver hun om en pige, der efter en blindtarms betændelse må ligge på langs flere uger en hel sommer igennem. Dage og nætter flyder sammen, hun halvsover det meste af tiden, men falder aldrig rigtigt i søvn. Dagene flyver forbi som et flimmer af farver og sage: morens gøremål, faderens milde rømmen. Lillesøsteren Cathy i køjen under hendes seng. Om aftenen ligger hun vågen i mørket og får sære tanker, uhyggelige også: Tænk om hun kvalte sin elskede søster, hun kunne ikke finde på at gøre alvor af det men tanken martrer hende uafbrudt, som en doven og døsig ide: Hvorfor ikke prøve det værste? 
Hun beskriver det sådan her:
”Det var kun en ting at gøre. Stå op, tvinge mig ud af værelset, ud af huset. Jeg klatrede ned ad stigen og kastede aldrig så meget som et blik på min sovende søster. Ned ad trappen, stille, stille..”
Pigen begynder at gå rundt sådan hver nat, stå op, flygte de halvdovne tanker, der kredser om søsteren, om at slå hende ihjel, som summende fluer om koens kasser. Hun lister udenfor. I nattemørket: 
”Alting var større. Træerne omkring huset blev altid nævnt ved navn. Bøgen, elmen, egen. Ahornene talte vi om i flertal uden at skille dem ud som enkelttræer, for de stod i en klynge. Nu var de dybsorte”. Også den hvide syren (uden blomster på denne tid) og den lilla; de blev altid kaldt syrentræerne, ikke buskene, det var de blevet for store til.”

Det er det samme mørke, jeg taler om, når jeg siger, at jeg altid har haft slagside mod mørket. Mod de store træer i mørket med navne, som nogen, man kunne betro sig til. Kære Elm. Kære Bøg. Kære Eg. Dét mørke, der på en og samme tid befrier én fra vanviddet og berøver dig fornuften. Lige dele tryg hule og sort hul. Jeg har aldrig drømt om at kvæle nogen, slå nogen ihjel. Men jeg har set ind i mørket og tænkt på, hvor langt derind, man kan gå, før det ikke længere er muligt at vende om. 
Bænkebiderne er de eneste landlevende gælledyr, der findes. Jeg har ofte tænkt på den ensomhed, der kommer af, at være den eneste af sin slags. De lever af alger og svampe og nedfaldne blade. Alt, der falder til jorden af sig selv, de tilhører derfor den gruppe af dyr, man kalder nedbryderne. De deler bladene op i småbitte stykker med store overflader, som svampe og bakterier kan vokse på og træer senere vokse af. Der findes 27 forskellige arter af bænkebidere i Danmark. De tre mest kendte er Gråsvin (Porcellio scaber) og Skrukketrold (Oniscus asellus) og Kuglebænkebideren. Sidstnævnte kan bukke sin lille leddelte krop helt sammen til en helt rund og -af sit skjold- beskyttet kugle, hvis den bliver forstyrret.

Jeg er aldrig gået længere ind i mørket, end at jeg har kunnet se mig tilbage, finde hjem. Til køjesengen og til træerne. Kære Elm. Jeg har aldrig overvejet at gøre nogen ondt, aldrig tænkt, at jeg ville kvæle en søster, en bror, men jeg har engang holdt en flue fanget under et glas, set den flakse mod siderne, først hidsigt, så fortvivlet, for til sidst at sidde tilbage. Ubevægelig, lammet. Da jeg endelig flyttede glasset, forskrækket over mit eget forsøg, var det for sent. Jeg forsøgte ellers at vække den til live, prikkede til den med en tandstik, flyv nu, lille flue, flyv. Men den faldt bare om på siden og blev liggende. 
Senere straffede jeg mig selv for min udåd, jeg låste døren til mit værelse og bandt en snor om mit håndled og trak til, indtil hånden blev kold og hvid og følelsesløs. Men så kaldte min mor ude fra bryggerset, at jeg skulle hjælpe hende med at klappe strygebrættet sammen, og jeg løsnede snoren og gik ud og glemte et øjeblik alt om fluen og mørket.  

Man siger, at tiden læger alle sår, at man lærer at leve med de døde fluer og med mørket og med ensomheden. Med gællerne også. 
Jeg venter stadig, og imens vander jeg stenene, klapper min hund, elsker min mand. Vænner mig til mørket.

Må man nu ikke engang flirte længere?
Sådan spørger mange – flest mænd, men også kvinder – der nødig vil være den kærlige leg mellem to mennesker foruden. Og fair nok, jeg holder meget af, når min mand siger, at han elsker den måde, jeg er mig eller når han kysser mig i nakken så forsigtigt at jeg får gåsehud af skræk og fryd. Men skal vi ikke lige slå fast, at ingen vil forbyde flirt, det, der der opponeres imod er grænseoverskridende adfærd. Uønskede tilnærmelser.

At flirte er noget, der foregår IMELLEM mennesker, det er en gensidig udveksling af kropssprog og komplimenter, det er et Safe Space, hvor begge parter er enige om at lege med hinanden, grine, drille, udveksle blikke, strejfe en hånd, en skulder. Grænseoverskridende adfærd er, som navnet antyder, fysiske og verbale tilnærmelser uden gensidighed. Det er et bombardement, hvor den ene part føler sig under beskydning og ønsker at søge læ. Det er sådan noget, man lærer at skelne imellem allerede som barn, forskellen på at lege og på at slås. Det er det øjeblik, hvor den ældre søskendes kilden udløser først et STOP! hos en lillesøster- eller bror. Siden et NEJ! så måske et hjælpeløst kald på sine forældre og til sidst en hulkende gråd, men uden at nogen af de foregående signaler får den ældre søskende til at stoppe sin handling. Her vil en mor eller far kunne korrigere, trække den ældste til side og forklare, at når nogen siger nej, så betyder det nej, og når en yngre søster græder, ja så er det fordi, hun føler sig magtesløs og utilpas.

Når man er blevet voksen, skulle en sådan forståelse gerne sidde på rygraden, man ligesom ved, hvornår noget går fra leg til mobning, fra kilden til ubehag, fra gensidighed til magtudøvelse. Der er ikke længere forældre til at korrigere, det forventes man at kunne klare selv. Jeg tror virkelig, de fleste kender forskel på rigtig og forkert, på gensidig og ligeværdig flirt og magtudnyttelse. Jeg er selv underviser og kan garantere, at jeg aldrig har sendt beskeder til mine elever om deres læber, mund, bryster, bagdel eller udseende generelt. Jeg har heller aldrig skrevet og inviteret dem til at overnatte hjemme hos mig.
Jeg har set dokumentaren om sexisme i musikbranchen og er ikke i tvivl om, at de involverede kvinder har følt et stærkt ubehag ved at blive komplimenteret for alt muligt andet end deres musik. Jeg er også ret sikker på, jeg selv ville have klædt mig nøgen i en video, hvis magtfulde mennesker, som jeg stolede på og som bedyrede mig, at deres foreslag alene var for at tjene min karrierers bedste, bad mig om det. Og nej, jeg synes ikke dermed, at jeg selv ville være skyld i, at min krop blev allemandseje, ligesom jeg ikke synes, at en lillesøster, der først ler af at blive kildet, men siden græder over det, ligger som hun selv har redt. Indrømmet, det er kompliceret, men så svært er det altså heller ikke.

Jeg er i gang med at skrive en bog, det er en meget nøgtern bog, en hånd er en næve er et slag i ansigtet og så alligevel – nej. For det skete jo ikke noget, han slog jo ikke, vel, og hvad tænker du egentlig på, ja tænker du overhovedet, vil han vide, og jeg kan ikke huske nogensinde at være blevet slået sådan, men jeg ved, hvad det vil sige at være, at nogen spørger: hvad tænker du på og tænker du overhovedet?, jeg ved, hvad det vil sige at være i tvivl om det, man siger, nu er sandt, om det, man husker, er rigtigt, om man egentlig bryder sig om den butterdej, man åd af hans hånd i går, hans fingre man slikkede rene, og det er hele tiden et valg mellem mild angst og kvalmende rædsel, for hvad er egentlig værst, at ofre sig selv eller at ofre alt andet, lejligheden, katten, kolonihaven, at ofre alle andre, de fælles venner, én gang blev jeg så fortvivlet, at jeg drak jeg mig fuld – i belgisk øl, ti procent, indehaveren i den butik arbejde forærede dem til mig, de var over sidste salgsdato og jeg drak alle tre og selvom klokken ikke var mere end syv, var det bælgmørkt udenfor og kulden knivskarp, og jeg måtte holde om flasken med begge hænder, og bagefter cyklede hjem, jeg husker at måtte bruge alle mine kræfter på at huske, hvordan man gjorde, hvordan man cyklede altså, holdt om styret, drejede til højre, så mod venstre, og derhjemme sad han foran og spillede, bang bang du er død, og jeg listede mig forbi hans ryg og ind i soveværelset og lagde mig med alt tøjet på, overfrakken og de forede støvler, og drejede rundt sammen med sengen og loftet og tankerne, og et øjeblik kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg lå sådan, i sengen og græd, hvem det var, der græd, hvad hun græd over, om det var øllene eller ham, skærmen, hovedtelefonerne, hans ryg. Bang. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var dråben, at jeg næste dag forlod ham, sagde op, valgte mig selv fremfor kattene, men sandheden er, at jeg stod op og lavede pandekager til ham, skar skiver af banan til fyld, klatter af nutella, og han spiste fire og satte sig ind igen, foran skærmen, – han var så tæt på, sagde han og lavede V-tegn med pege- og langfinger, så tæt på, at man skulle tro det var løgn, og jeg nikkede, så tæt på, og cyklede tilbage på arbejdet og solgte en hel side røget iberisk skinke til en kvinde, der ville give den i julegave til sin forlovede.