Louise Juhl

Da jeg første gang bad lægen om hjælp til at blive gravid, var jeg 36. Det er sent, jeg ved det, men indtil da havde muligheden ikke syntes relevant. Jeg havde i årevis kæmpet med en alvorlig spiseforstyrrelse, og selv da jeg sad ved lægen i mit seksogtredivte år og fortalte hende, at jeg drømte om at blive mor til fire, og allerede havde planlagt børnenes navne, Aleksander, der betød hjælper og Stella, der betød stjerne, var jeg stadig så påvirket af mit usunde forhold til krop og mad, at jeg var svimmel af sult. Jeg levede af druer og syltede agurker, et enkelt knækbrød nu og da.
Lægen var rar, hun spurgte til mit parforhold, mit sexliv, mine menstruationer, og jeg svarede hende efter bedste evne. At jeg elskede min mand, at mine menstruationer var ophørt med min sygdom og ikke vendt tilbage siden. At jeg dyrkede motion, tog tilskud af selen og sørgede for at tilgodese min vitamin og mineralbalance med særligt jernholdige grøntsager. Hun nikkede til det hele og sendte mig videre til en klinik på Kystvejen. En kælderlejlighed med fjorten stole i venteværelset, men kun én læge.
Sekretæren hed Dorthe og havde verdens måske mest lige page, selv pandehåret var klippet som efter en lineal. Hun bad mig udfylde et skema, fire sider med spørgsmål om alt fra boligform og kønssygdomme til antallet af søskende og sygdomshistorik på mødrene side. Jeg svarede det bedste, jeg kunne, at jeg boede i et to-plans-byhus fra 1904. At min partner var født rødhåret og holdt af at fiske. At den nærmeste jeg havde været en kønssygdom, var da min bror havde kyssesyge tilbage i 1988.
Lægen hed Jørn og var bemærkelsesværdig lav af vækst, han gav hånd uden at se mig i øjnene, pegede på en stol: Værsgo’. Konsultationen varede seksogtyve minutter, på den tid nåede jeg at fortælle cirka alt om de mest intime dele af min hidtidige tilværelse, fik undersøgt mit underliv og udleveret tre pjecer, alle med overskifter a la “Når drømmen lader vente på sig” og tegninger udenpå – af menneskehænder. En stor, der holdt om en helt lille.
Jeg husker ikke præcis, hvad han sagde, da jeg gik, men jeg mener, at det var noget i retning af: “Vi skal nok finde en vej for dig også”.
Det lille “vi” som jeg tillagde urimeligt stor betydning, for ligeså stor tillid, jeg viste autoriteter, lige så forbandet lille var min tro på mig selv. Så Jørns “vi” og Dorthes velplejede page gav mig en fornemmelse af, at nogen nu tog hånd om mit liv, gav min krop, hvad jeg de seneste atten år ikke selv havde undet den. Omsorg og opmærksomhed. Jeg græd af lettelse og købte en skub-op-is, den første i måske tyve år, og den smagte af sommer og himmel og håb. Lige dér troede jeg faktisk, at det ville lykkes, at “jeg” ville blive til et “vi”, og jeg forestillede mig, hvordan jeg ville lære mine børn at bage snobrød over ild, at passe på dyrene, selv de mindste: Stankelben og sørgemyg, bænkebider og dværgbiller – og ikke ét sekund overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke det lykkedes.
Hvad jeg så skulle stille op med al min kærlighed?

Jeg er et meget priviligeret menneske. Jeg lever af litteratur, ikke bogstaveligt nej, men jeg skriver bøger, underviser i skrivekunst, faciliterer litterære arrangementer. Det er en kæmpe glæde, og jeg kunne virkelig ikke tænke mig noget andet.
Når det er sagt, så er det en økonomisk prekær levevej. Jeg skovler ikke ligefrem penge ind på bogsalg, og selvom jeg flere gange er blevet tildelt legater af Statens Kunstfond, er jeg nødt til også at lave andet end blot mine egne ting, for at betale min husleje. Det er så her, jeg igen har haft heldet med mig, disse løsansættelser har alle handlet om bøger, hvadenten det har været at støtte folk i selv at skrive dem eller at formidle de , der allerede er skrevet til læserne. Foruden mit job som kunstnerisk leder af Forfatterlinjen på Dansk talentakademi, så arrangerer jeg også litterære masterclasses og mentorforløb i regi af Aarhus Litteraturcenter, ligesom jeg ind imellem modererer litterære samtaler. For at få de to sidstnævnte ting til at lykkes, arrangementer og samtaler, er det nødvendigt at søge midler. Jeg har ikke et firma i ryggen, der kan bekoste de honorarer, lokaler og transport, et litterært arrangement kræver. Heldigvis findes der en række fonde, ikke mindst Statens Kunstfond, der støtter sådanne tiltag, hurra for det og for dem. det kræver selvfølgelig, at man har en god ide, at man har kontaktet de ønskede oplægsholdere/oplæsere og ikke mindst, at man formulerer en tekst, gerne et par sider eller fire, der ret præcist beskriver arrangementet, hvad det gør godt for, hvem det kommer det til gode og hvordan det bidrager til at løfte litteraturen. Det lyder måske ikke af meget, men den slags tager tid. Både at generere ideen, at tage kontakt til relevante parter, lægge budget, afsøge fondsmuligheder og endelig formulere det hele. Vi taler ofte om ugers, ja nogle gange måneders arbejde – vel at mærke uden løn, for ingen ved, om ansøgningerne fører til tilsagn, og -hvis heldet går ens vej- hvor mange af de ansøgte midler, man så er heldig at blive til del.
Når jeg skriver ud og inviterer folk, er det derfor altid med det forbehold, at jeg lykkes med at skaffe de nødvendige midler. Jeg foreslår så et honorar med baggrund i de erfaringer jeg har med projektstøtte, altså hvor meget man kan forvente at hjemhente, arrangementets størrelse taget i betragtning. Mit mål og min ægte intention er altid at varetage oplægsholdernes interesser bedst muligt. Jeg vinder intet ved at underbyde dem eller holde dem hen med varm luft og lovning om en flaske vin. Som forfatter tager jeg heller ikke selv imod sådanne invitationer.
Når det er sagt, så er jeg også nødt til at tilgodese mit ansvar som arrangør, det vil sige så vidt muligt at give alle optrædende det samme honorar for samme stykke arbejde og at holde mig inden for den forventede budgetramme. Så selvom jeg under mine kolleger 25.000 hver for deres indsats, så er det ganske enkelt ikke en mulighed. Jeg har som udgangspunkt INTET at tilbyde, andet end hvad jeg kan håbe at få tildelt af diverse fonde. Jeg selv er den, der bliver tilgodeset sidst. Det vil sige: Får jeg 4/5 af det ansøgte beløb, ja så er det mit eget honorar, der skæres i først. Og det vel at mærke et honorar, der omregnet til timeløn ofte er under, hvad en flaskedreng tjener.
Som indledningsvis nævnt er jeg selv forfatter. Jeg er således hundrede procent på kunstnernes side, når de forsøger at få en økonomi til at hænge sammen. Alligevel kunne jeg ønske mig, at der ind imellem var samme forståelse den anden vej. At man som kunstner forstod, at der også blandt arrangører findes en masse freelance- og frivillighedsbåret arbejde sted, mennesker, som pukler for at få det litterære kredsløb til at fungere, bøgerne til at blomstre, litteraturen til at leve. Jeg er helt med på, at man ikke skal arbejde gratis som forfatter, men husk, at det samme gælder mange af dem, der tilbyder kunstnerne en sceneplads. Vi er i samme båd, så lad os bruge alle kræfter på at sejle den båd i land SAMMEN. Pls

Jeg har brugt timer på at overveje, om jeg skulle afslutte en kommentar med et lilla eller et rødt hjerte. Grønt måske, det er jo håbets farve. Brugt dage på at fortryde en lidt for direkte sætning. Eller omvendt, en formulering pakket ind i vat og tåge. Vel, nok, til dels, måske. Jeg har startet tusinde henvendelser med at undskylde. Undskyld, at jeg skriver (underforstået: undskyld, at jeg findes og spørger så dumt.) Jeg har bidt negle i bund og længere ned, der gik betændelse i såret og lægen skældte mig ud henover en halvbrille : – Det er ikke for sjov, det her, sagde hun og udskrev en recept på et bredspektret antibiotika. En pille 3 gange daglig i 10 dage. “Mod flossede nerver og neglerødder.” Jeg har brugt tusindevis af kroner på Stimorol, V6, Wrigleys, kørt min tanker træt ved at tygge og tælle, enogtyve, toogtyve, treogtyve. Jeg har lært mig Fibonnacis talrække udenad, 55, 89, 154, 233, 387, 620, for ikke tænke på noget andet og betroet mine hemmeligheder til en sten, for ikke at belaste andre med dem. Jeg har bygget sandslotte og set havet skylle dem væk og følte en sær tilfredsstillelse ved det. Jeg har pillet en kogle fra hinanden og forsøgt at finde et mønster i de afpillede skæl. Opgivet. Hængt tøj på snore, mundbind, trusser, tørklæder, trøjer, fordi jeg havde læst et sted, at hændernes arbejde var mere værd end alverdens tanker. “Handling skaber forvandling.” Jeg ved ikke, om tøjet på min tørrestativ har ført til noget. Om koglen i skoven har. Uglen i hulen, havet i munden. Om det nødvendigvis skal føre til noget, om jeg skal.
Inger Christensen skriver i ‘Alfabet’: “Der er noget særligt/ ved duernes måde/ at leve mit liv/ som en selvfølge på.”
At kurre kun for at kurre. Plirre, pikke og æde. Ja, hvorfor egentlig ikke.

I går græd jeg. Og tog bad i Vesterhavet. Spiste grillede blomkålsbuketter og læste en bog færdig: Det var Elizabeth Strouts “Lucy by the sea”. En meget lavmælt roman om en ældre kvinde, der under pandemien flytter fra sin lejlighed i New York og til et dødsbo i Maine for at undgå storbyens galopperende smittetal. Hun er ikke alene, hun har sin eksmand, William, ved sin side, en fåmælt pensioneret professor, med hvem hun har to børn. 
Romanen udmærker sig ved at sætte fokus på hverdagen. De samtaler, der fylder 98 procent af et menneskes liv og som handler om sko, der ligger og flyder i entreen, dynens tyngde, fordelingen af sol og vind. Lucy, som romanens hovedperson hedder, fordriver tiden med at gå ture, tænke tilbage på sin barndom, der var præget af fattigdom og morens særlige perfiditeter. Hun får øje på ting, der altid har været der, men først nu – hvor selv de mindste ting får stor betydning – bliver synlige. De mange roller, hun udfylder – med varierende succes. Morrollen, partnerrollen, søsterrollen. “We all have to feel important,” lærte hendes mor hende som barn, og hun ser, hvordan hun selv har misset netop denne essentielle oplevelse. At føle sig betydningsfuld, vigtig. Ja, hun har forsøgt sig – hun har oparbejdet en karriere som forfatter, sat to børn i verden, været gift, men i ingen af disse roller, har hun følt sig tilstrækkelig. Nok bliver hendes bøger læst, men da hun besøger et college, er de unge helt uvidende om hendes bøger, og helt uinteresserede også. Hun har født to døtre, Becka og Chrissy, men de er voksne nu, og føler sig mere beklemt ved – en lykkelige for – deres mors omsorg. Hendes første ægteskab forliste, ægtemand nummer to er død. We all have to feel important. Lucy føler mange ting, men vigtig er ikke en afdemokratiseringen. Hvad stiller man op med sådan en erkendelse, og hvornår kan man egentlig siges at gøre en forskel? Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt, hvem der er. 
Jeg er meget optaget af Strouts virkemidler. Hendes sprog, der hverken er særlig præcist eller særskilt smuk, men måske netop derfor rammer så rent. Hendes situationsbeskrivelser, der hverken dramatiske eller omvæltende, men alligevel mærkbare og rørende. Som nu dette: 
“But I will say this: 
There were times, as William would sit at the small table in the corner of the living room working on that puzzle of Van Gogh’s self-portrait, when I would suddenly sit across from him – as I said I hate doing puzzles – but I might find a piece of Van Gogh’s cheekbone, lets say, and I would snap into place in the unfinished puzzle, and William would nod, “Good job, Lucy”, and I would think to myself: I am not unhappy”

En ved første øjekast ligegyldig parentes, og så alligevel så genialt god. Og hvorfor er den så så god, jo det er tonen, nærværet. Det er fortroligheden: “But I will say this” – som om hun læner sig frem og hvisker det til én i pausen mellem to symfonier, og som hun understreger med den lille tilføjelse, lets say, der mere hører samtalens tone end skriftsprogets til. Og så den helt geniale sætning: “As i said, I hate doing puzzles.” Lucy har ikke sagt noget om puslespil tidligere, det er indforståethed, hun tillægger læseren, og som forstærker følelsen af, at vi er helt tæt med hovedpersonen, forstår hende, er fortrolig med hendes sym- og antipatier. 
Og så den afsluttende erkendelse, helt nede på jorden, trøsterig: “I would think to myself: I am not unhappy.” 
‘Lucy by the sea’ er ikke et manifest, det er ikke et opråb, ikke en revolte. men det er så meget andet. Et lærestykke i overlevelse. Et indblik i det ikke-ulykkelige. En hyldest til de u-vigtige, de mildt mislykkede. De mange.

Jeg vil gerne prøve at sige noget, men det er svært. Det er svært, fordi det handler om ironi. Den ironi, de fleste af os er vokset op med, og som kan fungere som kærligt dril, en lim mellem mennesker.
Men også som noget andet: En subtil form for mobning, for eksempel, ydmygelser forklædt som sjov.

Da jeg var barn samlede jeg på glaskugler, jeg ejede henved 300 af dem nogle helt gennemsigtige men de fleste i farvede mønstre. Jeg kunne få timer til at gå med at sortere dem i bunker efter systemer, kun jeg selv kunne gennemskue. Noget med striber på tværs og på langs, sommer og vinterfarver, S og K. Min mormor syede små poser, jeg kunne opbevare bunkerne i, af lyserød satin, bordeaurød velour, blå denim, jeg havde mere end femogtyve sådanne poser, og jeg vidste præcis hvilke kugler, der lå hvor. Jeg var meget glad for mine kugler, ja de var vel som en slags familie, nogle nære, andre lidt fjernere, men alle betød de noget, udfyldte en plads. En sommer havde jeg taget kuglerne med på stranden og gravet små huller, de kunne ligge til skue i, det var en balancegang at grave hullerne så tæt på vandkanten, at elementerne spillede sammen, vand og sand, og himmel og glas, men ikke så tæt på, at kuglerne risikerede at blive skyllet væk. Flere kom forbi og satte sig på knæ for at betragte udstillingen, sagde ord og næ og hvor er de fine, og jeg nikkede stolt: Tak. De kunne ligeså godt have sagt det om mig selv: Næ, hvor er du fin, så tæt var jeg på mine glaskugler, så meget betød de for mig. En mand på alder med min far spurgte om han måtte holde kuglerne i hånden, mærke sig deres tyngde, glassets materialitet. Jeg vidste ikke, hvad tyngde betød, heller ikke materialitet, men ja, han måtte gerne prøve at holde nogle af dem i sin hånd, værsågod. Han tog imod og lukkede hånden, tak, sagde han. Og gik. Med kuglerne gemt i sin hule hånd og et lille smil om munden. Tak. Jeg husker, at jeg først lod mig forvirre. Hov? Det er jo mine kugler, du har i hånden? Han gik meget langsomt fra stedet og med den fyldte hånd bag på sin ryg, så jeg kunne følge den med øjnene. Jeg husker ikke, om jeg råbte Stop. Hallo. Hey. Det er mine kugler. Jeg husker kun fortvivlelsen, jeg kunne jo ikke følge efter ham og dermed efterlade de andre kugler ubevogtede og i risiko for at blive taget af bølgerne. Og så begyndte jeg at græde. Nej, stortude. Hulke helt fortvivlet. Endelig stoppede manden op, han var på det tidspunkt nået 40-50 meter væk fra mig. Vendte sig hovedrystende rundt, storsmilende og påstået uforstående. Hvad jeg dog flæbede for? Han havde jo ikke tænkt sig at bortføre kuglerne, han havde dem jo bare til låns. De tog jo ikke skade af at blive luftet lidt, berørt af en fremmed hånd. Jeg var vel ikke et pattebarn, en tudemarie, jeg var da gammel nok til at tage lidt sjov? Og så smed han kuglerne fra sig i sandet med noget, der lignede foragt, i hvert fald et lille fnys: – herreste gud, pigebarn.

Ind imellem oplever jeg noget lignende i opslag og debatter rundt omkring. Sådan en opførsel, der ene og alene har til formål at hævde sin magt, teste den andens grænser. Ydmyge men uden at stå ved, at det er det, man gør. Man tester, man leger med den andens følelser. Man går til grænsen og lidt over, for så at kunne pege fingre og råbe: Krænkelsesparat.
Var jeg krænkelsesparat, da jeg ikke fandt den voksne mands humor sjov? Var det pattebarnsagtigt af mig at reagere med gråd? Gjorde manden nogen som helst andre end sig selv en tjeneste? Blev han klogere af sin leg, blev jeg?
Jeg ved ikke, om min pointe fremgår klart, men jeg er så dødtræt af bidrag, hvis eneste formål er at såre. Gøre grin med. Udstille fremfor at fremstille. Vi har en verden, der i den grad kalder på løsninger, på at vi finder et eller andet fælles sprog, hvormed vi kan tale sammen. Hvorfra vi kan tale sammen. Og jeg tror simpelthen ikke på, at ironi er dette sprog.
Hvis du er fuglekigger og gerne vil lære noget om fugle. Blive klogere på dem, forstå dem, eventuelt danne en form for venskab eller samhørighed med dem, så er det dumt at sætte sig bag en rude og kalde på fuglen. Sætte frø frem, bær, andet, der kunne lokke den til. For selvom du lykkes med dit forehavende, lokker fuglen til dig, så vil den med 99% sandsynlighed flyve direkte ind i glasset og komme til skade. Og godt nok vil du dermed have ret nem adgang til fuglen efterfølgende, du vil kunne dissekere den, lade den udstoppe, tilberede den på panden. Men du vil aldrig lære den at kende. Og det er vel det, en god debat går ud på: Ikke at slå hinanden i jorden men at komme hinanden nærmere. Hvorfor ellers overhovedet diskutere?

Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Om det overhovedet lader sig sige.
I går så jeg en rovfugl æde en due lige udenfor mit vindue. Fjer og ferie. Død og brød.
Jeg åbnede vinduet og tog øjeblikket ind. Det mindede mig om noget.
Det er dette Noget, jeg vil fortælle. Det er dette Noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal få sagt.
En kæreste sagde engang: “Hvis ikke du har noget godt at sige, så lad vær’ med at sige noget.”
Jeg tav, sådan, som jeg tier nu.
Hvis jeg siger lyng og lilla, dåse og skjul. Sandhed eller konsekvens.
Hvad siger du så?

Jeg bad om hjælp.
Kære Gud, bad jeg, selvom jeg ikke troede på den slags. Nisser og trolde og guder og tandfeer.
Jeg fik da heller ikke noget svar.
Undrer det dig, hvis jeg siger, at jeg alligevel følte mig snydt?

Nogen sagde: Hvordan kan du forvente at finde hjælp, hvis ikke du ved, hvad du vil have hjælp til.
Måske var det Gud?

Ja, le bare, jeg vil heller være til grin end til besvær.

Der findes en leg, blindebuk, der går ud på, at en deltager får et bind for øjnene og så skal fange de andre. Man m gerne narre ved at lave lyde, og ad den vej forvirre og forvilde. Råbe “hér,” for så at flytte sig til et andet sted. “Hér”. Og så en tredje “Nej, hér”.
Jeg har løbet sådan i årevis, fra et sted til det næste, rendt efter ethvert kald, og ladet mig gribe af tilfældige hænder, jeg ikke vidste, hvem tilhørte.
Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har mærket dig, dine hænder. Overalt og allevegne. Hér og dér.

Skøge kommer af svensk sköka, der betyder “at strejfe omkring”.
Er jeg en strejfer, en skøge?
Er du en buk eller blind?

Jeg husker, jeg besøgte en veninde på hospice, en ældre kvinde, hun var terminalt syg af kræft, det havde spredt sig til lungerne, hendes slimhinder var helt udtørrede af strålebehandlingen, hun måtte sutte på isterninger for at fugte munden, ganen, læberne. Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke et besøg, jeg så frem til, jeg mener, hvad siger man til et menneske, der kun har tilbage at dø: Hvordan går det? Får du læst nogle bøger? Er du bange? Lige meget hvad man siger, virker det forkert. For dumt, for ligegyldigt. Så da jeg ankom og så, at hendes seng var blevet flyttet ud på den lille terrasse, der hørte til hendes stue, var det en stor lettelse. Det er noget med himlen, at der helt bogstaveligt er højere til loftet udendørs, mere plads at fordele stilheden på, så den føles mere som et lagen end som en tung dyne. Vi sad bare. Lyttede til fuglene og en fjern hunds gøen, hun bad om hjælp til få hendes hovedgærde lidt op. Jeg stillede en buket tusindfryd, jeg havde plukket i haven, i et lille glas på bordet foran hende, hun sagde – åh og smilede. Så fortrak hendes ansigter sig i smerter, alt gjorde ondt på hende, de mindste bevægelser, at trække på smilebåndet, løfte hovedet bare få centimeter.
Hun var egentlig ikke meget for besøg, jeg ved ikke, hvorfor hun lod mig komme. Hun var træt af folks opmuntringer, – er det ikke et skønt vejr, – se, hvor flot roserne står. Nogle kom med lydbøger, hun kunne lytte til, den ene mere ligegyldig end den anden, sagde hun. Hun lød vred, men jeg tror egentlig, hun var ulykkelig, men bare havde nemmere ved at skælde end ved at græde.
Hun fortalte mig, at hun samme morgen var vågnet og et øjeblik, tre måske fire sekunder, havde glemt, hvor hun var, og at hun skulle dø. Og på den korte tid havde hun nået at tænke på, hvad hun ville gøre af dagen, spise druer og bestille tid ved frisøren, for så at blive ramt af det mest forfærdelige klarsyn. At der ikke var noget tilbage at planlægge, at hendes dage var talte, at hun ikke længere kunne synke ordentligt, at hun havde tabt sit hår. – Forstår du? Og jeg nikkede, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod, jeg havde jo ikke en dødsdom hængende hovedet.
Jeg fortalte hende ikke, at jeg samme morgen havde tabt det foster, jeg i syv uger havde båret i maven, håbet og bedt til, skulle blive mit barn. Det var tredje og sidste forsøg, vi havde besluttet at det var nu eller aldrig, omkostningerne ved gang på gang at drømme forgæves, var simpelthen for store. Hvis ikke denne graviditet lod sig gennemføre, måtte det være det endelige bevis på, at min krop ikke var skabt til at bære et barn, at naturen ville det anderledes. Jeg havde vidst det så snart jeg mærkede varmen fra blodet mellem min ben, og jeg havde sat mig på toilettet og lagt ansigtet i mine hænder, hulket men uden at græde, tårerne ville simpelthen ikke slippe.
Jeg havde stadig livet foran mig, hun kunne ikke engang nyde saften fra en drue. Alligevel følte jeg, at vi var fælles om sorgen, som vi sad der på terrassen og lyttede til trætoppenes svaj, der lød som bølger, der slår mod en bred. Jeg rakte hende en isterning fra en ske, hun åbnede munden og tog imod. Hun sagde: – Nu skal du gå, og jeg rejste mig og skulle lige til at sige noget, men hun satte en finger for munden, som for at stoppe mig, og jeg tav, vinkede i stedet, sendte hende et luftkys.
Hun døde tre uger senere, jeg tænker stadig på de sekunder, hun nåede at have den morgen, jeg besøgte hende, det øjeblik, hvor hun et enkelt øjeblik glemte, at hun skulle dø og drømte om noget så simpelt som en drue.

I går lyttede jeg til en udsendelse om retsarkæologi.
Det viser sig, at hvis du vil sætte dig et spor i tilværelsen, der aldrig forsvinder, så skal du grave et hul i jorden. Det behøver ikke at være hverken tyve meter dybt eller fjorten meter bredt, det kan såmænd være et ganske lille hul med plads til kun en sammenfoldet tommestok eller to hattepomponer. Pointen er, at et hul i jorden sætter sig varige spor, man vil efterfølgende altid kunne aflæse, at jordlagene under har ændret sig, at porøsiteten er en anden end det omkringliggende jord. Man kan i særligt gunstige år endda fotografere de forlængst fyldte huller fra flere tusinde meters højde, de kunne aftegne sig som cirkler i kornet på en mark eller kun knap antydningsvise pletter på bar jord. Helt lyse fregner på verdens kind.
Da jeg var lille, blev jeg ofte fortalt, hvor betydningsløse vi mennesker i virkeligheden var. Uanset at de fleste af os følte os enten sære, pinlige, utilstrækkelige eller for andres vedkommende helt unikke, fantastiske og uundværlige, ja så var vi bare kortvarige og temmelig ubetydelige forstyrrelser i verdenshistorien. Hvad er ét liv at regne for antallet af stjerner i universet? Træer på jorden? Vand i havene? Min far hældte vand i et glas, stak en finger ned og trak den op igen: “Her kan du se, hvor stort et aftryk, du sætter dig”, forklarede han, og jeg forstod, at det var så godt som intet. Jeg tror, det var ment som en trøst.
Men udsendelsen i går lærte mig, at huller ikke er ens, og at selv dem, der bliver fyldt op igen, sætter spor. Ikke nødvendigvis afgørende og uundværlige aftryk, men ikke desto mindre små ændringer i jordlagene lige omkring og under. Restarkæologen havde på den vis fundet frem til både biskopvælder, bortskaffede lig og ofringspladser. Mindre kan heldigvis også gøre det, man behøver hverken at være biskop, morder eller stærkt religiøs, det er ok at grave et hul med de bare næver, hviske en remse ingen forstår og dække det hele til med jord igen.

Nå ja: Gårdsdagens næstbedste oplevelse var Groucho Marx: “If I held you any closer I would be on the other side of you.”
God søndag.

Jeg læser Lucy by the Sea, Elizabeth Strouts seneste roman, den handler om tiden under covid, ingen af os magter vel egentlig at tænke tilbage, tænk, at det kun er fire år siden. Det føles som fire årtier, og så alligevel: Jeg led mindre end de fleste, tror jeg, mit liv forandredes ikke det store, jeg skrev, som jeg plejede at gøre, gik tur med hunden, talte i telefon med min mor. Hun kunne fortælle, at min far havde lånt et el klaver og var begyndt at lære noder, selv var hun endnu engang begejstret over biblioteksvæsnet, der havde oprettet en servicetjeneste, hvor man afhente en pose blandede bolcher på et rullebord. Bøger, hun ellers aldrig ville få læst, blev hende nu til del, en lang række fiktive verdener åbnede sig, nu den virkelige verden var lukket ned.
Det var pandemien, der lærte mig, at jeg ikke – sådan som jeg ellers i årtier havde bildt mig selv ind – var et stortalende, frygtelig frembrusende og midtpunktsøgende menneske. Til min store overraskelse befandt jeg mig godt i stilheden, med de lange ture alene i skoven, de talrige timer foran skærmen med at skrive, mens min mand sad ovenpå og udviklede systemer til sygehuse, der kunne redde liv. Det var her, jeg skrev “I dag skal vi ikke dø”, det var her, jeg skrev “Ting jeg tænker på”, det var her, jeg fandt ud af, at jeg egentlig altid har levet i en undtagelsestilstand. At jeg altid har henvendt mig til nogen, noget udenfor mig selv, noget lukket eller i hvert fald udenfor min rækkevidde. At det, at verden nu ikke længere bare oplevedes som fjern og fremmed, men helt bogstaveligt var det. “Vi må stå sammen ved at holde afstand” blev den stamme, vi faldt og rejste os ved, jeg var ikke længere en særling men en slags hverdagshelt, når jeg foretrak at skrive om – i stedet for at involvere mig i – virkeligheden. Det kan virke besynderligt usselt at vedkende sig sin egen fremmedhed, at indrømme, at man trives bedst ved at elske længselsfuldt og på afstand, livet, menneskene. Skrive om det, fremfor at leve med det, i det. Jeg ville ønske, jeg i stedet havde modet, evnen, kræfterne til at lægge mig i båsen hos de grise, der hver eneste dag lider under kummerlige forhold i stordriftsstalde. Jeg ville gerne huse en fremmed på flugt, en hjemløs, en herreløs hund, men jeg kan knap nok rumme mig selv, og så er det svært at åbne sig for andre. Under pandemien blev det skamfulde fravær af handling til et vilkår, vi var allesammen bundet til vores hjem, vores tanker, til forestillingen om et liv:
At stå op, fordi det gør man, børste tænder, klæde sig på, drikke kaffe, vande en blomst, klippe lidt karse, klappe hunden, ringe til en ven. Det blev så tydeligt. Alt det, vi gør, for at holde sammen på os selv, på dagene, alt det, vi tror, vi skal nå, uden at have gjort os selv klart hvorfor. Hvorfor skal vi nå på arbejde til præcis klokken otte? Hvorfor skal vi hellere male stakit end at læse en bog? Hvorfor bage surdej, brodere, skrive bøger. Og ikke mindst: Hvorfor ikke. Alt blev kastet op i luften, vendt rundt på hovedet og tilbage igen. De rige oddsede på, hvor mange, der ville dø af Corona, tjente penge på ulykken. Det blev så åbenlyst, hvad der mentes med ordsproget ‘Det enes død, den andens brød’.
Og jeg befandt mig midt i stormens øje. Solen syntes særligt strålende det forår, den skinnede iskoldt og smukt, og jeg var som altid helt alene – men denne gang sammen med millioner, ja milliarder af andre. Det, jeg i årevis havde fundet fuldkommen uforståeligt, dagenes rækkefølge, timernes tempi, måden græsset fordelte sig henover plænen. Harernes hop, tilfældighedens algoritme. Alt det, var jeg nu ikke længere alene om at undre mig over, alle indså i nogle frygtelige måneder, hvor aldeles ensomme og samtidig ubrydeligt forbundne, vi mennesker var. Er.
Jeg savner ikke mundbind, hidsig håndhygiejne, vejrtrækning på særlige vilkår. Jeg føler for de mange, der mistede undervejs, blev syge og fik mén. Tro mig. Men jeg kan i særligt udsatte øjeblikke godt savne at være sammen om ensomheden, at dele savnet efter verden med nogen. At række ud og vide, at det ikke var forgæves, at de mange måneders isolation lærte os noget. Om os selv og ikke mindst om hinanden:
Ingen kan alt/ alle kan noget/ sammen kan vi det hele

Igår læste jeg igen Elizabeth Strout, novellen ‘Søster’, eller måske er det et kapitel, på forsiden af bogen står der i hvert fald “roman”. Strout selv taler om bogen som en række sammenhængende noveller. Måske betyder det ikke så meget, det er uanset hvad fremragende litterær kunst, det er på én gang massive og samtidig uendeligt porøse beskrivelser af mennesker, der alle gør deres bedste, men sjældent helt nok.
I ‘Søster’ vender Lucy hjem til sin fødeby, Armgash, for at besøge sin bror. Det er flere år siden, hun har besøgt byen sidst, hun bor nu i New York og har en karriere som forfatter. Hendes søskende, Pete og Vicky, der aldrig er kommet videre, bor stadig i byen, og ser kun deres berømte søster, når hun optræder på skærmen: Lader sig interviewe eller deltager i oplæsninger. Det, de ser, er en fremmed kvinde, slank og velklædt, velformuleret, altid parat med svar. Helt modsat dem selv, der kæmper med dårligt betalte jobs, overvægt og en hverdag, der kun knap, hvis overhovedet, hænger sammen.
Men nu bekendtgør Lucy altså sit besøg, broderen Pete glæder sig. Han føler sig beæret over visitten, men også en kende nervøs. Hvad vil hun tænke, hans berømte søster, når hun ser hans hjem, deres følles barndomshjem. De slidte møbler, de lurvede lameller. De tomme vægge, gulvets falmede klinker? Han køber et gulvtæppe som en slags bod, forsøger ad den vej at tilføre hjemmet lidt varme, en akut ansigtsløftning.
Søsteren ankommer i bil, Pete betragter hende fra køkkenvinduet, bemærker hendes påklædning, ankellange sorte støvler med lynlås bagpå. Sådan nogen kender han ellers kun fra film. Hun har tabt sig, Lucy er mager og synligt ældet, ligner ikke sig selv fra TV. Men hendes stemme er fuld af overskud og oprigtig glæde ved gensynet: Hej Pete.
De krammer lidt kejtet, sætter sig ned, Lucy fortæller fra sit liv som kendt, hvordan hun har mødt folk fra byen på sin bogturne, folk, der tidligere harvendt hende ryggen, taler nu til hende, som var hun en dronning. Beder ydmygt om hendes signatur, takker overstrømmende for en krusedulle. Lucy og Pete taler sådan et stykke tid, frem og tilbage og udenom:
Lucy har også skrevet til sin søster, Vicky, og fortalt om sit besøg, men Vicky har afvist. Hun har ikke tid til at ses, siger hun, og heller ikke lyst. Måske er hun træt, måske er hun vred, måske noget tredje?
Midt i deres forsøg på at forstå og forklare hendes fravær dukker hun så op. Pludselig står Vicky i døren, Strut beskriver hende således:
“Vicky var klædt i en blomstret bluse og marineblå bukser – der måtte være en elastik i linningen om hendes tykke mave – og bar på en rød håndtaske, hendes briller var gledet halvvejs ned.”
Kontrasten er åbenlys, Lucy, der er mager og klædt i stramtsiddende sorte bukser, smarte støvler, overfor Vicky i blomstret bluse, rød håndtaske, kejtede briller. Tyk. Ja, det er måske en massiv modsætning Strout fremstiller, men den er også effektiv og vigtigst af alt:
Det massive opløses, som man lærer karaktererne at kende, Vickys overvægt viser sig at være velbegrundet, og Lucys næsten faretruende lave vægt har lige sådan sin forklaring.
Herefter udrulles en fuldkommen forfærdelig fortælling om misrøgt og perfide opdragelsesmetoder. Børn, der bliver bedt om at æde af skraldespanden, toiletkummen, hvis tøj bliver revet i stykker som straf for deres gråd. For Vicky har opvæksten sat sig som en forråelse, hun taler grimt og forsøger at dulme smerten over svigt ved at vende vreden udad, kaste den i hovedet på sin succesfulde søster:
“Jeg kommer her i dag for at sige til dig: Jeg brækker mig over dig […] Det gør jeg altså, Lucy. Hver eneste gang jeg ser dig på nettet, hver eneste gang jeg ser dig, spiller du så sød og flink, og jeg er lige ved at brække mig over dig”.
Hvad svarer man på det?Ja, Lucy svarer:
“Jeg brækker mig også over mig selv”.
Det er det, jeg mener, tingene er kun tilsyneladende simple, men de er også meget mere end det. Det simple er udover at være simpelt også uendeligt ensomt. Det forstørrede er også forstærkende
Udsigelsen: “Jeg brækker mig over dig”, bærer foruden hårdhed, brovten adfærd og afstumpethed også på en ømhed. Et råb, en bøn om at blive mødt. Og Lucy møder sin søster, hun siger ikke “jeg forstår”, men derimod: “jeg brækker mig også over mig selv”, som er en meget større solidaritetserklæring, end blot og bar forståelse.
Når jeg læser sådan et stykke litteratur, får jeg – omend kortvarigt – en tro på, at det nytter. At det nytter at fortælle, skrive, brække sig på skrift og tørre op igen. Det er en helt forfærdelig novelle – og helt forfærdelig god.