Louise Juhl

destory.dk

Elsa

Jeg har altid haft slagside til det melankolske. Til efterår og dybe skove, Finland. “Kærligheden må erfares igen og igen med det altid uerfarne hjerte,” skrev Elsa Gress engang. Dét hjerte, det uerfarne, holder jeg med. Nogle gange står jeg op om natten og reder min hund med en børste, simpelthen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op med mine hænder. Med den kærlighed, jeg har tilovers. Andre gange koger jeg bær til marmelade og hælder på glas. Skriver små etiketter og sætter udenpå: “Intet nyt er intet nyt” og “Når fugle drømmer, flyver de baglæns.” De er svære at omsætte på det frie marked, marmeladerne, stregkodelæserne går i sort, når de forsøger at tyde, hvad der står. Så nu står alle glassene herhjemme og venter, jeg ved ikke på hvad. Måske er dét problemet: At jeg ved for lidt – om streger og koder og supermarkeder. For meget om bær og børster. Måske er problemet, at jeg glemmer alt om omsætning, sådan er det nok med uerfarne hjerter. De forstår for lidt og for sent. Alligevel bliver de ved med at slå.

Ballonen

Jeg havde lovet ikke at sige det til nogen. Aldrig at sige det til nogen. Og nu stod jeg så og sagde det til Ann. At det var sådan, det var. At det var præcis sådan og ikke på nogen anden måde, at det hang sammen. Og det var som at lukke en ballon ud af mit bryst, som om noget, der alt for længe havde holdt på sit vejr, endelig fik luft. Og ballonen steg til vejrs, den steg højt op på himlen, op over over husene, hvor alle kunne se den. Og Ann ville vide, om det virkelig var sandt, om det virkelig var sådan det hang sammen Og jeg svarede hende, at ja, det var sandt, det var virkelig sådan, præcis sådan og ikke på nogen anden måde. Så kom jeg i tvivl. Jeg kom i tvivl om ballonen virkelig var en ballon, eller måske bare en hemmelighed. En løgn? Og jeg kom i tvivl, om den virkelig var sluppet ud af mit bryst eller bare af min mund. Om sådan nu også virkelig var sådan og om præcis var helt præcis eller bare cirka. Og jeg så op på himlen, på den røde ballon, der svævede højt oppe over husene, og jeg vidste, at det var for sent. At ballonen var ude af mit bryst, og at jeg aldrig med sikkerhed ville kunne svare. Hverken Ann eller nogen andre, ikke engang mig selv  🎈

Bladguld

Jeg har altid været optaget af ting, der kan gå i stykker men uden at gå i stykker. Som når et firben smider halen og gror en ny. Ikke den samme men en anden hale, mere stiv, men også mindre sårbar overfor brud. Hvis en hund mister et bagben, lærer den overraskende hurtigt at fungere på tre ben, den løber og leger som før, måske ikke helt så hurtigt, men lige så godt.
Da jeg fyldte atten, fik jeg en meget smuk tepotte i gave af min kæreste. Den var blå og med små mønstre i bladguld, og den kunne holde to liter te varm i flere timer uden en hætte. Senere gik han fra mig, tepotten beholdt jeg. Jeg flyttede til Jægergårdsgade – ind hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva havde krusede krøller, som aldrig rigtig blev våde – hun behøvede hverken at tørre dem med håndklæde eller at fønne, når hun havde været i bad. Jeg fik et stort værelse med franske døre og silkegardiner med sirlige mønstre. De holdt ikke lyset ude, kun nysgerrige blikke. 
Vi drak te af min potte, Eva var mest til Ceylon te fra Sri Lanka, jeg var glad for Husets Urtete fra Brovst, hver aften slog vi om, hvad det skulle være. Jeg vandt for det meste og uden snyd. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg havde jeg slog sten og Eva papir, og hun gik i køkkenet for at brygge sin Ceylon, og så lød der den her lyd. Ikke nogen voldsom lyd, mere som når man taber et brød på gulvet, et bump. Alligevel var der var noget i stilheden efter, der fik mig til at rejse mig og gå ud til Eva i køkkenet, og der lå potten på gulvet med knust låg og tud.
Jeg tror nok, at jeg satte mig på knæ og forsøgte at samle stumperne, men forgæves, der var alt for mange, og de var ikke til at kende fra hinanden. Eva stod bare med en hånd for munden, mumlede noget bag. “Åh nej” tror jeg, det var: “åh nej åh nej”. 
Tepotten blev aldrig tepotte igen, Eva købte mig en ny, den kunne det samme: holde to liter varm i to timer, men den var ikke med bladguld, og den blå var ikke den samme blå. Jeg flyttede til Frederiksberg, det var ikke pottens skyld, resterne af min potte flyttede med. Den fik lov at stå i vindueskarmen i min nye lejlighed, og hver gang jeg fik besøg, gik gæsterne direkte hen til den skårede keramik. Rørte ved den, aede tør jeg næsten kalde det, og ville vide, hvad der var sket og hvordan. Flere gang overvejede jeg at finde på en historie. Om afmagt og vrede: At jeg havde knust kanden mod gulvet, da min kæreste gik fra mig. Tusinde stykker af ituslået drøm, gråd og tænders gnidsel. Men for det meste fortalte jeg bare sandheden, at tepotten var faldet på gulvet helt uden dramatik – og måske lidt om Evas krøller. 

Sådan noget lort

Eigil har lavet lort i bukserne.
Det fortæller han til personalet i Centrets information: Undskyld.
Han beder om hjælp: Om damen bag skranken vil ringe efter en taxa?
Damen træder baglæns, spørger, om han har råd til sådan en?
Eigil hører ikke, hvad damen spørger om, men jamrer sig højlydt:
– Det klør, råber han og kører hånden op og ned af bagsiden af bukserne.
Han sætter sig på gulvet.
-Lort, råber han, og tager hånden (den samme, som han lige har brugt til at klø sig bagpå) op til næsen, lugter til sine fingre: Lort!
Damen bag skranken laver en tydelig utilpas grimasse og taster et internt nummer på telefonen.
Lidt efter dukker en af centrets vagter op, han er bredskuldret og klædt i en hvid skjorte, han har stukket ned i et sorte pressefoldede bukser. Fra kanten af buksernes ene lomme hænger en walkie-talkie.
Eigil får øje på apparatet, rækker instinktivt hænderne frem imod den.
Damen bag skranken råber: Ikke røre, ikke røre!!
Vagten, der ikke ved, hvem Eigil er, eller hvorfor han er blevet tilkaldt, spørger:
Hvad sker der?
Eigil smiler og svarer:
Jeg har lavet LORT.
Damen bag skranken forsøger:
Jo altså herren her har… han beder om hjælp til at….ja det er meget uheldigt, men ….
Vagten, der nu er synligt mere irriteret end forvirret, spørger:
Hvad er det, I behøver min hjælp til?
LORT, råber Eigil.
Damen tysser, vagten udbryder:
Er det mig, du kalder en lort?

Først efter tyve minutter får de ringet efter John. Vagten finder nummeret i Eigils lomme.
John kører taxa, det har han gjort tredive år.
John kender Eigil:
Har du lavet lort? spørger han som det første, da han når frem, og Eigil nikker.
Det er jo den slags, der sker, svarer John, så må vi se at få dig hjem, så du kan få vasket halen. Ellers scorer du sgu ingen damer, Eigil, og det er jo dét, der skal til, ikke? -Kærlighed!
Eigil nikker og holder fast i John, der hjælper ham ud i taxaen.
Tak, mumler Eigil, da de når frem til bilen:
John klapper ham på skulderen:
Det er mig, der takker, svarer han og hjælper Eigil det sidste stykke ind på bagsædet.
Noget, der ligner en dækkeserviet, ligger på sædet, hvor han skal sidde.
– Der ér endda dækket op til dig, smiler John og peger på plastikdugen.
Så kører de.

Logik og lys

Solen er ikke beregnet til at skinne på os
Det kan godt være lidt svært at forstå, når nu det er så dejligt, de gange den gør det.

Estelle

På højskolen deler jeg værelse med Helene, vi taler ikke så meget sammen. Vi er ikke uvenner, bare heller ikke rigtig venner. Jeg står op længe før hun, tager en pandelampe om hovedet og løber ud i morgenmørket. Ti kilometer langs vandet, sandet giver efter for hvert skridt, jeg tager. Tilbage igen er Helene akkurat på vej ud ad døren. “Hej,” og “selv hej” 
Jeg bliver ikke så længe på højskolen, det er ikke Helenes skyld. I stedet finder jeg et værelse tæt på Peter bangs vej station,indretter mig med et slå-ud-bord og en madras og lytter til lydbøger: “Begynderfransk I og II”, jeg efterligner stemmen på båndet, så godt jeg kan: “S’il vous plait” og “Comment ça va” 
Jeg tror det er der, det går op for mig, at det ikke går godt.
Nogle måneder senere kommer jeg på sygehuset, og får en fast vagt. Hun hedder Anna og er lægestuderende på 4.år. Hun hjælper mig med at klippe mine spidser og forsøger at lære mig at skelne træernes blade fra hinanden. Bøg fra birk og lind fra hassel. I virkeligheden er jeg helt ligeglad med blade og med at skelne, jeg synes alt er fedt, skudt og kanel, lort og lagkage, jeg vil bare gerne væk eller måske er jeg allerede væk og vil findes.
Men Anna er ikke sådan at slippe af med, hun holder øje og holder fast, siger hele tiden “godt så.”
En dag fortæller mig, om dengang hun arbejdede på en cafe i Paris. Alle de kvindelige ansatte skulle bære den samme uniform. En bordeauxrød skjortekjole, med V-hals og knapper til knæene. De havde ingen pauser, men kørte  igennem fra ti formiddag til midnat på en cocktail af baguette-endestykker, efterladte rødvinssjatter og isterninger.Efter et par uger var hun begyndt at være svimmel, hun faldt i søvn ude på toilettet flere gang om dagen, hendes chef havde klaget over, at hun var for længe væk. Til sidst faldt hun om, en onsdag formiddag på cafeens gulv. Da hun vågnedeigen  kunne hun hverken huske, hvor hun var, eller hvad hun hed. Cafeejeren mente helt bestemt, at hun hed Josephine, og hun blev indlagt sådan. Som Josephine – i det 12 arondissement, Hospital Saint-Antoine. Alle på sygehuset kaldte hende for Josephine, laboranten, sygehjælperen, hun måtte bruge lang tid på at overbevise dem om, at hendes chef havde taget fejl og at hun i virkeligheden hed Anna. Hun var blevet fløjet hjem et par dage senere, herhjemme blev hun undersøgt på kryds og tværs, blodprøver, ekg, scanning, men alt var helt normalt. 
Jeg ved ikke, hvorfor Anna fortæller mig alt det, men bagefter joker vi om V-hals og rødvinssjatter og om, hvad der ville være sket, hvis hun havde grebet chancen og levet videre som Josephine. De næste dage insisterer jeg på at blive kaldt Estellé, så Catherine, så Monique – indtil Anna får arbejde på en anden afdeling. Så er jeg bare mig selv igen.

Blod, sved eller tårer

Blod, sved – eller tårer: Det sker ikke ret tit, at jeg græder. Jeg har gjort så mange andre ting i tidens løb i stedet. Jeg har løbet mere den tredivetusinde kilometer tilsammen, jeg har undladt at spise og talt cirka alt, hvad der kan tælles. Lygtepæle, kalorier i maden, bestik i skuffen, kerner i brødet, streger på fortovet. Eller skrevet linjer af fra bøger, fordi jeg ikke ville glemme dem: “If poetry is dead, act like a zombie” og “Der er noget galt med mine øjne”.
Engang forsøgte jeg mig med at klippe i huden imellem mine tæer. Jeg brugte en neglesaks, det blødte helt sindssygt og meget længe, og jeg måtte ligge på knæ flere timer bagefter for rense mellemrummene mellem badeværelsets klinker (jeg brugte min tandbørste). Men selvom der var meget blod, var der ingen tårer, kun hadske kommentarere til mig selv i spejlet: “kæmpe spade” og “hvor dum kan man være”
Nå, men det jeg egentlig vil sige er, at det er nemmere for mig at bløde, end det er at græde. (Og at jeg savner min morfar.)

Kanin

Jeg plager længe og får til sidst lov at få en kanin. Jeg køber en saltsten og en drikkeflaske med røde hjerter og forer buret med helt frisk hø. Hver dag, når jeg kommer hjem, tager jeg kaninen op ad buret, lægger den i mit skød og aer den over pelsen. Jeg aer og aer så længe, at dyret får skaldede pletter af slid, og de voksne må lave regler for hvornår og hvor længe, jeg må kæle.
Så sidder jeg med mit armbåndsur i hånden og holder øje med, hvornår det er tid for omsorg og pels. Først klokken fire får jeg lov, ti minutter med “nååh” og “søde søde”, jeg klapper og stryger og aer og kysser alt, jeg kan, så er det slut.
“Hvis du bliver ved længere, tager dyret skade”, forklarer de voksne, og jeg sætter kaninen tilbage i buret.
Mit hjerte banker så hårdt, at jeg må holde mig for ørene.

Frank Zappa og Liebfraumilch

Tore ville ikke være venner med mig. Jeg spurgte ham ellers tit. Både i ni-frikvarteret, i spisepausen og efter skole: 

“Skal vi være venner,” spurgte jeg, men Tore gjorde sig ikke engang den umage at ryste på hovedet eller svare nej. Han gik bare videre, som om han ikke havde hørt, hvad jeg spurgte om. Eller som om han ikke ville høre.
Det værste var ikke Tores tavse afvisning, men at jeg blev ved med med at spørge.

“Skal vi være venner,” spurgte jeg. Igen og igen. På vej ind i klasselokalet, på vej ud, ned ad trappen, i skolegården, bussen. I  beskeder efterladt på hans telefonsvarer:
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
Jeg skrev endda sedler, jeg lod vandre fra hånd til hånd hele vejen gennem klassen, men uden held. Ingen åbnede sedlen, ingen læste den og ingen svarede.
Alligevel blev jeg ved. Ikke kun med ord, men med alt, min krop: et lidt for kælent smil, et lidt for langt kram, mine øjnes evindelige: “Skal vi..?”

Til sidst kunne jeg ikke engang holde mig selv ud. De sleske appeller, eftergivenheden, mine evigt udstrakte hænder.
“Skal vi være venner?”
Så jeg ændrede taktik. Piftede Tores cykel når ingen så det. pissede i en skraldespanden på et offentligt toilet. Efterlod min skrift på en mur bagved skolen: “Back off!”
Det varede ikke så længe, det hårde blev blødt og jeg lærte i stedet slet ikke at spørge – hverken om venner eller hjælp. Jeg holdt mine egne fester, alene og låst inde på mit værelse. Hørte Frank Zappa, drak mig fuld i billig Liebfraumilch og skrev digte om diamanter. Om måden de gik i stykker på, delte sig efter et indre gitter, det smukkeste sammenbrud.
Jeg ville være smuk, have et indre gitter, jeg kunne bryde sammen omkring. Så jeg skrev lister.
Med mad, jeg ville spise:
Blomkål, agurk, kogt torsk.
Og meget længere lister med ting, jeg ikke ville spise:
avocado, banan,
brød, pasta, ris, kartofler,
nødder, sukker, smør, olie,
druer, kiks, knækbrød,
ost, æg, mælkeprodukter
alt, der smagte godt og af mere
Jeg ville være en sten, en ædel sten, en diamant. “Skære som lys igennem mørket,” skrev Michael Strunge et sted, og jeg skar og skar. Men der kom ikke noget lys og jeg blev ikke spor ædel, bare tynd og mørk og uden følelser.

Lydløs udrykning

Jeg kan huske det år, alle malede deres vægge gule. Også jeg selv. 
Jeg boede i en etværelses med skråvægge og udsigt til en grumset spildevandssø. Min mor hjalp mig. Vi købte to natursvampe i Helskosten og bevægede dem i cirkler henover væggen. En hel dag malede vi, gjorde kun få holdt. Min mor spiste en bakke kirsebær, det var det eneste mad, jeg havde i huset. Hun gemte alle stenene, ville plante dem ud. Det blev mørkt før vi var færdige, fabrikkens mange neonpærer lyste rummet op. Et bleg og medicinsk lys. 
Min mor spurgte, om hun skulle blive og sove. Jeg svarede nej. jeg kunne lige så godt vænne mig til det fra start. Til det gule og ensomheden. 
Da hun var gået, skyllede jeg svampene i lunkent vand. Om og om igen, til de ikke afgav mere farve. Det var midnat nu, en ambulance med udrykning -men uden lyd- kørte forbi på gaden udenfor. Jeg har altid syntes, at det var de værste. De lydløse udrykninger. Som om deres tavshed forstærker alvoren bag.  
Jeg lagde svampene til tørre på en tilbudsavis, det glittede papir krøllede sig sammen under. Jeg tænkte: Hvis jeg lægger mig til at sove nu, når ambulancen ikke frem. Så jeg holdt mig vågen til det blev lyst, gik ned på havnen og så på mågerne, der skiftevis sad og fløj og skreg. En mand på cykel kørte forbi, han ringede med klokken, jeg ved ikke, om det var af mågerne eller mig. 
Året efter gik gul af mode. Jeg havde tabt elleve kilo, orkede ikke at male om, så i årevis levede jeg med cirklerne, det gule, medicinske lys, uroen. 
Det var ikke så slemt, som det lyder.