Louise Juhl

Det år jeg fandt ud af, at tiden gik helt uanset, om min morfars stander-ur blev trukket op, eller om tallene på mit digitalur skiftede, var det samme år, som min matematiklærer kørte en rå ned og tog det døde – stadig varme dyr – med ind i klasselokalet, så vi selv kunne se og mærke, at døden ikke var en sort mand med le, men et smukt dyr med pels og store brune øjne. Begge dele ændrede alt og så alligevel ingenting. Jeg blev ved at cykle uden hænder på styret og at spytte over skulderen, hvis en sort kat gik over vejen. Senere blev det mere kompliceret, min nabo fik en hund,. Bonzo, og det viste sig, at ét af hundens år svarede til syv af mine. På TV forklarede en journalist, at astronauter, der blev sendt ud i rummet, bevægede sig hurtigere end tiden og derfor kunne vende hjem yngre, end de var, da de tog afsted. Det var i hvert fald dét, jeg hørte, at jeg drømte om at komme en tur ud i rummet og vende tilbage et par måneder tidligere, hvor jeg havde sendt et brev til Martin,og spurgt, om vi skulle være kærester. Han havde svaret: “Nej!!”

Jeg synes stadig, at tiden er en mærkelig størrelse. Var jeg en hund, ville jeg være syv år, det passer sådan cirka, men jeg ved godt, at det ikke er sådan, det fungerer. Jeg er ikke en hund og Martin fik faktisk mit brev dengang, og det “Nej!”, han sendte tilbage, forfølger mig stadig. I morgen skal jeg svare “2023”, hvis nogen spørger mig, hvad år vi er i. Det lyder som titlen på en Sci-fi-serie i 1341 afsnit. Hver sæson varer et år og det er det samme, der sker igen og igen, bare på forskellige måder: krige starter og slutter , mennesker bliver født og dør. Ind imellem lever de lykkeligt – andre gange med røven i vandskorpen. Hvert år i april blomstrer kirsebærtræerne på Assistens Kirkegård, i oktober samler alle kastanjer og holder lidt længere om hinanden, når de giver et kram. 
Jeg ved ikke, hvordan serien slutter, det er nok meget godt. Men hvis jeg får lov at skrive et afsnit, kommer det til at handle om bænkebidere, skæreost og en uventet solrig januar. Der bliver plads til ni minutter undervejs: I en nåleskov under en høj skovfyr uden andet end dét. End langsom tid og mos i uendeligt mange nuancer af grøn. Vendepunktet er der, hvor en knaldorange kantarel popper op af jorden helt uden for sæsonen, bum: What to do – and where did it come from? 
Jeg ved ikke, hvornår serien får premiere, men jeg lover, at den bliver fuld af kærlighed og omsorg, salte knækbrød og at man ikke behøver abonnement for at se den. 
Godt nytår og fred ❤️

Jeg begyndte at gå til foto, det var i sjette. Underviseren hed Jens og havde skæg og store hænder. Det kostede 200 kroner, men jeg fik lov at være med gratis mod at holde øje med tiden og tømme karrene med fremkaldervæske, når undervisningen var slut. 
Det første billede, jeg tog, var af en fuld måne: “Ja den er fin og rund,” roste Jens, ”men næste gang svil jeg gerne, at du har har noget med, der er vind og skævt.” I en hel uge gik rundt med mit kamera om halsen overalt, hele tiden på jagt efter et motiv. Jeg fandt et læhegn med stærk slagside, men endte med i stedet at tage et billede af min mor, der stod bøjet over køkkenvasken derhjemme. Jens hang de to fotos op ved siden af hinanden. Månen til venstre og min mor til højre. Så talte vi lidt om hele og halve måner og glas, vinkler og køkkenarmaturer. Jens foretrak den slags, hvor den kolde og varme hane var adskilt, selv var jeg mest til dem, hvor det var den samme hane, man brugte til begge. Så fik jeg besked på at tage et billede af en hane, og jeg gjorde, som Jens bad om, og han hang det op ved siden af de to andre. Sammen fandt vi på en historie om en nedtrykt kvinde fanget mellem hverdag og drøm, hun var født i Vægtens tegn, og til sin fyrreårs fødselsdag fik hun en spray med olie til sin cykel. Jens mente, det var den sørgeligste historie, han nogensinde havde hørt, og til gangen efter tog jeg et billede med af fagot. Jens ville vide, hvad det skulle hjælpe? Jeg svarede: ”Det er da bedre end et foto af en kædespray.”

Der findes ikke noget bryllupsbillede af min mor og far. Min far spøger altid med, at han kun sagde ja til at gifte sig på betingelse af, at der ikke blevet taget billeder af de to på dagen. Måske fandt han den slags klichefyldt, ideen om mand og kone, han i sort, hun i hvid. En lidt for pæn og påstået idyl. Måske mente han bare, det var spild af penge. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste, min far er en fornuftig mand. Økonomisk også. 

Jeg ved ikke, hvad min mor tænkte: Om hun omvendt drømte om at forevige af øjeblikket. Se sig selv -den ene dag – med slør, høje hæle og lange broderede handsker. Så ulige hvordan hun ellers gik klædt i praktiske vide jeans, fornuftige sko og en t-shirt i klassisk blå. Jeg ved ikke, om hun ville have genkendt sig selv på billederne eller følt sig tilovers, som en fremmed: ”Hvem er den kvinde, den drøm?”

Det eneste billede der findes af de to fra aftenen er mørkt og grynet. De danser i tæt omfavnelse, man aner min mors ansigt over min fars skulder. Hun ser ud skræmt ud eller i hvert fald genert. Min far er klædt i en mørk nistret tweedjakke med forstærker i skulderen. Man kan ikke se hans ansigt, kun hans ryg, den er bred. Det er, som om den er mere åben end min mors blik.

Jeg ved ikke, hvor de tilbragte bryllupnatten, om de sov i hver sin seng, sådan som de gjorde alle årene efter – ifølge min far, fordi min mor sov uroligt. Jeg ved kun, at jeg aldrig så mine forældre intime, at jeg aldrig så dem kysse eller flirte, ikke engang holde hånd. Måske husker jeg forkert. 
Deres forhold var langtfra ukærligt, det virkede mere som om de havde en indbyrdes forståelse af, at alt hvad der involverede fysisk kontakt, skulle foregå bag lukkede døre og med slukket lys. Måske var aftalen et hensyn min far viste min mor, en måde at respektere hendes blufærdighed og kropsskam på.​

I mange år troede jeg af samme grund, at kærlighed var en intellektuel disciplin, en slags ophøjet øvelse mellen to voksne mennesker. Mens krop, begær og sex alene var en praksis, en skjult og forbudt praksis, man henlagde til lukkede rum og nattemørke. 

Engang gik jeg ind i en butik og bad om hjælp. Det var den 21. december, årets korteste dag. Jeg var vågnet ved, at mine hænder og fødder var svulmet op til dobbelt størrelse, de var kolde og gjorde ondt, og jeg var bange. Jeg kunne have ringet til min læge, men undlod, long story short: Jeg vidste, hvad hun ville sige: Du er nødt til at spise. Og at jeg ikke kunne følge hendes råd. Så i stedet for at ringe fandt jeg den her butik, i vinduet hang et skilt “Personlig Pleje” og i karmen stod der poser med helsekost og Tigerbalsam. Inde i butikken stod Anette, hun havde et skilt på brystet med sit navn og et logo med en hånd, der holdt om et hjerte. Hun havde helt kort hår og meget brune øjne, jeg viste hende mine hænder: “åh nej,” svarede hun og tog en hånd op foran munden. Vi snakkede lidt – om hvorfor og hvor længe, jeg holdt det kort: Forklarede, at jeg var ked af det og havde været det et helt liv, men at det med de hævede hænder og fødder var nyt. 
Anette foreslog et tilskud af planteproteiner, Aroniasaft og zoneterapi, hun havde en briks stående ude bagved. Hun satte hun skilt på døren “kommer straks” og tog mig med derud. Lavede te og fandt en skammel, smurte mine fødder ind i fed creme. “Kan det trænge det gennem huden?” ville jeg vide, skræksslagen ved tanken om fedt gennem fødder. Men hun lovede mig, at jeg ikke vil blive fed af hendes creme “promise!” og trykkede så på min fødder. Nedenunder, ovenpå: Av! Alt gjorde ondt og over det hele, så hun endte med bare at stryge, forsigtige strøg fra tæerne og op til anklen, hele tiden samme vej. Det var noget med, at føre mit blod tilbage til hjertet. “Menneskehænder,” sagde hun “du trænger til menneskehænder.”
Nogle timer senere gik jeg derfra og Anette tog skiltet ned fra døren. Udenfor havde der samlet sig en kø. Jeg gik hjem og sov ni timer i træk, og da jeg vågnede var mine fødder lige så hævede som før, men jeg mindre ked af det, mindre bange også. Jeg besøgte ikke Anettes butik siden, men hver gang vi nærmer os jul tænker jeg på hende og på hendes hænder, menneskehænder, og på, at vi allesammen trænger.

Her, hvor jeg bor, cykler der hver dag en mand rundt på sin cykel med en pandelampe om hovedet. Uanset om det er dag, nat, sol eller skyet. Han har en transistor bygget ind i cykelhjelmen, den spiller næsten altid Medinas “Baby er du ensom?” Jeg kender ham ikke, men tæller ham som en ven.

Jeg drømte, at jeg skulle trykke på en knap. Men mine arme var for korte, og hver gang jeg bøjede fremover for bedre at nå, skrumpede de præcis med samme længde, som kroppens hældning tilføjede. 
Så vågnede jeg.
Udenfor var det frostklart; aller øverst på himlen hang månen og kuglede sig rund. Nu tænker jeg, at den måske er en knap i nogens drøm, og at det er virkelighedens arme, der er for korte til at nå den.

Fra jeg fyldte 20 og til jeg blev 30 flyttede jeg fjorten gange. Jeg nåede at bo i Skælskør, Hundested og syv steder i København. Jeg fik stjålet fire cykler og et pulsur, tog livet af en bændelorm (det var ikke med vilje) og købte en norsk skovkat, der nogle år fik al den omsorg, jeg ikke undede mig selv. Jeg var kæreste med en brandmand og en russisk musiker, begge dele endte galt, det var ikke deres skyld. Jeg var indlagt tre gange, et år og ni måneder tilsammen, jeg blev ikke rask, alligevel var det langt fra forgæves. Jeg fik fjernet en nedgroet negl og to visdomstænder, neglen groede ud igen, visdomstænderne kunne ikke erstattes, “men man kan leve fint uden”, lovede tandlægen. Jeg mistede fyrre kilo, min morfar og min farmor, jeg tror ikke tabene hang sammen. Til min tredive års fødselsdag fik jeg Marian Keyes “Sushi for begyndere” og to eksemplarer af Brøggers ”Tone”, jeg har dem alle endnu. Vi spillede rundbold og skrev visdomsløse visdomsord “Hvis ikke vi har en elefant, hvad skal vi så fylde rummet med?”
Næste år bliver jeg halvtreds, det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nå til. Jeg ønsker mig en af min fars figurer i træ, et bed med markblomster, en sang af Bjørn og mere ømhed i verden.

Engelsk havde alle i klassen, men vi var delt på tværs. I dem, læreren kunne lide og så alle de andre. Jeg var heldig at høre til i den første gruppe, ikke fordi jeg var god, men fordi jeg var velforberedt og altid rakte en hånd i vejret, når han spurgte os om noget. Jeg havde en mening om alt og hvis ikke, så fandt jeg på en – og det uanset om læreren spurgt til flertalsbøjninger eller Skotlands krav om selvstyre. I februar fik jeg kyssesyge, de første fjorten dage sov jeg ud i ét kun afbrudt af skolen, som jeg passede, selvom mine led gjorde ondt og jeg min hals føltes som sandpapir. Jeg kæmpede mig igennem dagene på en cocktail af kodimagnyl og Snickers, min engelsklærer kaldte min pligtfølelse for forbilledlig. Vi var i gang med William Golding’s ‘Lord of the flies’, bølgerne gik højt. Vi diskuterede moral og naturlov, De fleste mente, at alle levende væsner – også mennesker – var underlagt de sidste. At vi allesammen – stillet overfor et valg mellem vores egen og andres overlevelse – ville vælge os selv, vores egen.
Jeg fastholdt stadig stædigt, at tingene ikke var så simple som det. At selv i dyreverden var der eksempler på det modsatte, på altruistisk adfærd. Præstekraven, for eksempel, satte sit eget liv på spil for at redde sine unger. Jeg fortalte også om en engelsk forsker, jeg havde læst om: Hun var selv blevet reddet fra en bilbrand af et menneske, der aldrig gav sig til kende. Nu brugte hun sit liv på at undersøge, hvad der kunne få mennesker til at handle sådan – uselvisk. Hun havde opdaget en klynge af nerver i hjernen, ”Mandelkernen”, hvis størrelse hang sammen med menneskets evne til at producere og mærke følelser. Blandt anonyme organdonorer var mandelkernen for eksempel op til 20 procent større end hos gennemsnittet af de undersøgte. Studiet pegede altså på, fastholdt jeg, at medmenneskelighed faktisk lå gemt i den menneskelige genetik. At vi var biologisk disponeret for at hjælpe hinanden og det endda uden gevinst for øje. De andre grinede, kaldte mig naiv og sagde, at der jo også fandtes forskere, der mente at Gud virkelig fandtes. de påstod at have målt hans tilstedevær som sort stof i universet. En uforklarlig masse uden hvilken, alt andet ville bryde sammen. Diskussionen endte uforløst.
Der gik næsten fire måneder, før min kyssesyge var ude af kroppen. Min læge mente, at havde jeg taget det lidt mere med ro, holdt mig hjemme de første uger for eksempel, og derefter en måned på lavt blus, ville virussen have været overstået på den halve tid. “Men det er jo for sent nu,” tilføjede han og gav mig et klap på skulderen.

Randi og jeg blev hurtigt bedste venner. Vi læste poetikker og dryppede mønstre af stearin i høje glas, drak kvæde-te og gjorde os umage for ikke at forelske os i de samme fyre. Randi blev kæreste med Samuel, han var fem år ældre og læste idehistorie i Aarhus. De skændtes for det meste men altid kun om meninger, aldrig om følelser, og på en eller anden måde var det som om det det, der holdt dem sammen. uenighederne. Jeg forsøgte mig også med at mene noget, men det var svært, jeg endte for det meste med at føle en masse i stedet. “Måske er det bare sådan, jeg tænker, med hjertet altså”; forsøgte jeg, men Randi mente, at det var noget pis. Hjerter kunne ikke tænke, mente hun, hjertet var en muskel. Tænkning, derimod, foregik i hovedet, inde i hjernen – og det nyttede altså ikke at blande tingene sammen. Metaforer og virkelighed. Jeg hang fast i de første, påstod Randi, “og jeg foretrækker det sidste.” 
I 2.G valgte hun samfundsfag og idræt på A-nivea. Jeg valgte musik og matematik -måske i et forsøg på at blande hjerne og hjerte- og læste op på begge dele. På alt om hjernens, frontal- og isselap, det limbiske system, thalamus, hippocampus. Og om hjertet også, de fire kamre og sinusknuden, som udløste signaler, der blev til hjerteslag. Det var vildt og fascinerende, men meget langt fra mig og mit, fra Randi og det, vi havde sammen. Det var ikke sådan, at vi ikke længere talte sammen. I hverdagene var der bare så mange afleveringer, og i weekenden kom Samuel hjem fra Aarhus, og så var der ligesom ikke flere dage at give af, ikke mere tid tilovers til os.

Sidste skoledag kastede jeg op i en hæk og betroede mig om min ensomhed til en tilfældig fyr på et værtshus. Han hed Troels og var mere interesseret i at drikke gajolshots end i at lytte til mig, og da værtshuset lukkede klokken fem, var han pludselig væk. Jeg fik prajet en taxa ved Tyren på Vesterbro. Han var egentlig på vej hjem, forklarede chaufføren, men tilbød alligevel at køre en sidste tur. Han hjalp også med at spænde min sele, virkede i det hele taget rar. ”Du ser sørme træt ud,” sagde han og lagde en hånd på mit knæ. Så begyndte jeg at græde, måske var det det med Troels, at han bare var forsvundet uden at sige farvel, måske var det noget andet. Uanset hvad fik min gråd chaufføren til at fjerne sin hånd, vi kørte hjem i tavshed. Turen endte med at koste to hundrede og ni kroner, det var næsten dobbelt så meget, som det plejede at koste. Jeg protesterede ikke, rodede bare i min jakkelomme, fandt en bunke sedler og nogle mønter: “Behold resten”. Indenfor faldt jeg om på min seng og vågnede få timer senere, stadig påklædt. Børstede tænder og hastede hen på biblioteket, lidt for sent til at passe min lørdagstjans som bogopsætter. Jeg havde svært ved at balancere den tunge bogvogn, det var også som om mine fødder ikke forstod, hvad jeg bad dem om. Højre, venstre. Jeg kunne lige så godt have bedt dem gå tomat og persille. Hele tiden tænkte jeg på Troels, på hans mange tatoveringer og hans øjne, der på én gang var blå og brune og grønne. 
Efter en time gav jeg efter og satte mig på hug. Kastede op mellem hylderne med 56.5 – mosser og bregner – og 57.5: Frøplanter. Inger oppe fra skranken hjalp mig på benene og fandt også en klud at tørre op med. “Hvad hjertet er fuld af, flyder munden over med”, hviskede hun, og selvom jeg havde det ad helvede til, fik det mig til at le.
I august begyndte jeg på gymnasiet. Der var tre af dem i byen, et med klassisk sprog og kopier af Thorvaldsens gipsafstøbninger stående omkring på skolen. Et andet med elitelinjer for særligt begavede elever – og to årlige gallafester. Endelig var der gymnasiet jeg valgte, det var hverken klassisk eller smart, men virkede hyggeligt. På knagerne hang parkacoats, rulamsfrakker og partisantørklæder og elevtavlen var fyldt med opslag om sangere, der søgte bands og invitationer til fredsdemonstrationer.
Den første uge var en introuge. ”Her er der tid til at lære hinanden at kende”, forklarede rektor fra talerstolen. Mest tid brugte vi nu på at finde rundt på skolen: Alle gange lignede hinanden med rækker af helt ens døre og grå linoleum på gulvet. Vi var fireogtyve i klassen, men Monika var egentlig bare med “på en kigger”, som hun sagde. Hun var stadig i tvivl om gymnasiet var det rigtige: Hendes familie var mormoner, og hun var allerede forlovet med en amerikaner, Gary fra Salt Lake City, de planlagde at flytte sammen derovre. Hun ville helst vente, men hendes forældre mente, at hun gjorde bedst i at tage afsted med det samme. Hun blev kun i klassen to uger, så forsvandt hun. 
På andendagen skulle vi stå i en rundkreds og kaste bold til hinanden. Den, der greb skulle huske navnet på den, der kastede. Det var helt umuligt: Sandra blev til Sussie og Thomas til Morten og alle grinede lettet, hver gang en af de andre, ligesom dem selv, måtte give fortabt. Jeg fik plads ved et bord ved siden af Randi. Hendes forældre var begge to socialpædagoger og arbejdede med voldsramte kvinder. Det lød vildt eksotisk i mine ører, de fleste voksne jeg kendte, var ingeniører og arbejdede med tal og teknik. Jeg besøgte Randi allerede den første weekend efter, at vi fik startet, der var rødbedebøffer og humus til aftensmad. Jeg havde aldrig smagt nogen af delene, det var på én gang fuldkommen fremmed og på samme tid mere hjemligt end derhjemme.