Louise Juhl

destory.dk

Det ligner en dans

Hun læser finske digte og maler på sten. Giver dem mund, øjne og et hjerte i panden. Det er spildte kræfter, hun ved det- men sikke et spild.
Der, hvor hun sidder, er det vindstille og sommer. Stenene ligger og dovner i græsset som slumrende slanger i tæmmede kurve. Hver tirsdag og lørdag spiller hun fløjte for dem, så rejser de sig på deres manglende ben og danser – yndefuldt som intet. Det er let at se, at de har ventet længe på netop dét. At nogen så dem, de malede øjne og dansen. Hjerterne i deres pander, ikke mindst.

Det ligner noget småt

Jeg skrev en sang om en myg i nat, som fik et sæt regntøj i gave. Men enten var tøjet for stort eller myggen for lille, i hvert fald fór den vild i et ærme. Så sad den der, helt alene, og tænkte over, hvorfor mon alle altid taler om ‘elefanten i rummet’, men aldrig om myggen.
Det ku’ vi andre måske oss’ tænke lidt over.

Det ligner en hest

Hun har alle dage drømt om at få sin egen, en araber med stolt ryg og rustrød mane. Hun sparer op, sælger det meste af, hvad hun ejer, i lejligheden, hvor hun bor, er der hverken møbler eller gardiner, kun en madras på gulvet. Hun klager ikke, hun ved jo hvorfor. Så møder hun Eik, han har stærke kindben og viljestærke øjne, mødet er voldsomt, vulkansk. Jorden åbner sig under dem begge, bagefter deler de et glas vand. Hun vinker til ham på trappen, men da er han for længst ude af døren. 
To uger senere viser det sig, først bare som to streger. Så følger indkøb af barnevogn, amme pude, puslebord. Pengene, hun har sparet op gennem alle årene, får hurtigt ben at gå på. Vandet går klokken to om natten, klokken tre er forløsningen fuldendt. Først er der stilhed, ikke engang en klynken, men læger fat om benene. Vender den nyfødte på hovedet, slår på ryggen, tre hurtige slag “Heya, heya, heya”. Og så giver den lyd fra sig, den lille araber, først kun svagt, men snart helt tydeligt. Nat på nat, skrig efter skrig.

Det ligner Finland

Her er selv søerne lykkelige. Som skrukke høns på æg ligger de og ruger på alverdens hemmeligheder, der drypvist klækkes, dråbe for dråbe, sø for sø. I alt tusinde betroelser, et helt land af vand og hvisken. 

Hvis så

I går morges åbnede jeg en mail. I mailen var der et link til en sang. Jeg trykkede på linket, hørte sangen. Den handlede om hvidtjørn, blodbøg og birk. Det fik mig til at stikke en finger i jorden på min potteplanterne i min vindueskarm, åbenlyst udtørrede. Jeg rejste mig og fyldte en kande med vand, gav dem hver en sjat, men mine bevægelser må have været for voldsomme eller også var pladsen for trang, i hvert fald endte en af basilikumplanterne på gulvet. Skår, jord og et utal af små grønne blade spredt ud over trægulvet. Et værre rod, som jeg heldigvis hurtigt fik af vejen – værre var det ikke. Men hvis nu nogen var trådt ind i stuen, før jeg havde fået fejet op, og havde set skårene, den ituslåede potte, ville de med stor sandsynlighed have tænkt, at noget voldsomt var gået for sig. Et skænderi. Blod, tænder og basilikums gnidsel. De færreste ville vel forestille sig, at skårene skyldtes en sang om hvidtjørn, blodbøg, birk.Det får mig til at tænke på, hvor meget af alt det, vi ser og oplever, der handler om at læse. Eller rettere: det handler om, hvordan vi læser. Altså hvordan vi læser verden, naturen, hinanden (og os selv). Virkeligheden – og bøgerne. Vi har en forventning om, hvordan ting hænger sammen, og er derfor tilbøjelige til at finde sammenhænge- også der, hvor de ikke findes. Som i tilfældet med basilikummen, den mulige læsning af situationen: Der lå jo hverken ægteskabelige skærmydsler eller indre personlige kampe bag. Såmænd bare en linje fra en sang, noget om hvidtjørn og birk (og gule hoteller.) Vi læser ofte andet og mere, end det vi ser og hører. Vi lægger til og trækker fra for at få virkeligheden til at overens stemme vores forventning. Som regel lægger vi til: vi leder efter (og skaber) en mening, der er større end de ofte helt tilfældige hændelser, der tilsammen danner vores liv. I mange tilfælde er det en god egenskab, nødvendig også, hvis ikke vi skal ende i generel håbløshed og afmagt. I andre tilfælde er det en uheldig egenskab, der medvirker til sølvpapirsteorier og fanatisme.
Vi er allesammen læsere. Af virkeligheden og af de mange fortællinger, der findes i den og om den. Måske er det derfor, så mange læsere (og derfor også forlag, der jo lever af at sælge bøger til de samme læser) foretrækker litteratur, der lever op til deres forventninger. Bøger man ikke farer vild i, men tværtimod finder vej med. Genkendelse, ro, Bøger, der svarer på mere, end de spørger til og som tilfredsstiller en eller anden form for logik: Hvis –> så. Som regel udmøntet i et klassisk narrativ og et sprog, der forbinder det hele: Den ene sætning leder frem til den næste og så videre. Når det fungerer bedst, er den slags bøger opskriften på en god pageturner. Af en eller anden grund er jeg nu mindst lige så glad for litteratur, der gør det modsatte. Den, der ikke besvarer de tre H’er, hvad, hvordan, hvorfor, men i stedetudfordrer dem: Hvorfor ’hvorfor’? Hvordan ’hvad’? Bøger, hvor årsag-virkning-sammenhængene er brudt sammen eller i hvert fald er hullede, som i Naja Marie Aidts mesterværk ’Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage’. Her ophører kausalkronologien, tiden falder sammen, nuet eksisterer ikke mere. Tilbage er et ansigt skjult i en hætte, et digt gemt i en lomme. Her giver det ingen mening at stille spørgsmålene hvordan og hvorfor. Carls død giver ingen svar udover en knust krop og politiets mangelfulde journalnotater. En telefon, der ringer. “Hvem ringer så sent en lørdag aften?” Uanset hvad eller hvor meget, der spørges, gør det til hvad og hvordan, bliver sønnen ikke levende og konklusionen den samme: Den 16. marts klokken 15.45 bliver Carl erklæret hjernedød. Der kommer ikke mere end et par linjers tekst efter denne konstatering, og det er ikke sætninger, der samler op eller giver svar. Hvis Carl er død, så –> Så ikke mere. Logikken, kronologien kommer til kort, det samme gør sproget, der derfor fremstår brudstykkevist, tilsyneladende tilfældigt, afmægtigt. Fraværet af mening spejler sig i formen. Epikken bryder sammen, Carls fortælling har en start “Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften” der bliver og ved og ved med at gentage sig, som et bånd, der er gået i båndsalat – en slags ledemotiv, men ikke ét, der ikke som vanligt leder til udvikling, men tværtimod til sammenbrud. Det er ikke til at bære at læse – og lige præcis derfor er det vigtigt at læse den. Fordi livet nogle gange er ubærligt – og døden næsten altid.Jeg holder meget af bøger, der tør efterlade os dér. I det ubærlige. Eller i det groteske, det umulige, det gakkede. Bøger der viser os alt det, vi ikke selv tør eller kan se, høre og mærke.

Det ligner noget andet

Hun har lært sig selv at trække glæden ud. Hun lader den simpelthen løbe som et garn, hen forbi huset med katten uden hale, gennem regnen og op på toppen af bakken. Til det udbrændte træ, ingen ved, hvor kommer fra. Her står hun et øjeblik, lægger kinden mod et muldvarpeskud.  Så vender hun om, på vej tilbage vikler hun garnet op igen og ender med en våd og knudret nøgle. Den lugter lidt af kattepels og lidt af noget andet. Al farven er løbet ud. Sådan er det tit med glæde, den ligner noget andet, lugter også sådan. Men den er god nok.  🧶

Til Eske

Ind imellem sker det, at verden slår om i mol. Så lyder viberne som pukkelhvaler, smukt og lidt sørgmodigt. Men på samme tid og under vand låner hvalen vibens næb: Synger i grøn og om grene. Tilsammen et ægte verdensorkester, fugl og fisk, den fineste morgens musik.

Lyden af en dieselmotor

Til morgen hørte jeg en amerikansk radiovært. Han talte egentlig om angst og meditation, men udsendelsen kom også til at handle om følelser. Følelser. Åh gud nej. Følelser er af en eller anden grund blevet noget, vi peger fingre af, en slags candyfloss: lyserød og lokkende, men fuld af luft og tomme kalorier. Men sådan behøver det ikke at være. Der er jo også følelser forbundet med det rå og det usødede. Selv er jeg frygtelig led ved lyden af en dieselmotor, fordi den taxa, der overleverede telegrammet om, at min mormor lå for døden, kørte på diesel. Lyden af diesel er er jo bare en lyd. Leden er en følelse. En urimelig følelse, kan man sige, men den findes af en grund. Ikke nødvendigvis en god grund, men en grund, der er værd at kende, om ikke andet så, fordi den findes og jeg findes med den. I udsendelsen var der også en etymologisk pointe. Det er jo ikke var tilfældigt, at følelser hedder FØLelser. FEELings. Det er jo fordi, det kommer af at mærke. Og stedetm, vi mærker, er i kroppen. En klump i hilsen, en knude i maven. Flimmer for øjenene. Følelser er altså også krop:”Følelser er en kropslig aktivering med et psykisk udtryk. Følelserne fortæller os, hvad der giver os glæde og hvad, der forårsager smerte. De mobiliserer os til at handle på egne vegne, for bedst muligt at overleve og tilpasse os den verden, vi lever i. Både i de nære forhold og på samfundsplan.” Følelser er altså et redskabmidt imellem krop og tanke, en bro, en ret vigtig bro, fordi vi er nødt til at krydse den for at kunne overleve og handle. Man kan næste sammenligne den med halsen. Halsen, der forbinder hoved med krop og den, der lader mad og drikke nå fra mund og til mave – så vi ikke dør af sult. Følelser er umulige at komme udenom. Jeg siger ikke, vi skal dyrke dem, heller ikke at vi skal elske eller hade dem. Men vi er nødt til at være – ikke i dem – men med dem. I hvert fald, hvis vi vil “overleve … den verden, vi lever i. Både i de nære forhold og på samfundsplan.

Det ligner en ugle

I nat drømte jeg om en sten. Stenen havde ikke noget ansigt og ikke noget navn, og ingen ville kendes ved den – ikke engang den selv. Den lå bare, mens ting skete. Et træ skød op og stjal al lyset, en spætte skiftede køn fra fisk til fugl. To kogler videde sig ud og trak sig sammen. Indimellem forsøgte stenen sig også: klædte sig ud som en anemone men uden held. Afprøvede en ugles kald, uh uh uh, men lyden sad fast i halsen, så kun det stumme h slap ud: h h hNu er jeg vågnen, stenen findes, men ikke her. Udenfor hænger månen helt gennemsigtig og bleg, den ligner en fortrydelse og morgenen dét, den har fortrudt.

Det ligner et spor

Ingen har ringet, men nogen har efterladt en besked. Jeg aflytter den ikke, men forestiller mig, at det er fra en ukendt søster. Hun ringer fra Pyhä-Luosto, skovsamernes hellige sted og har noget, hun vil sige, noget vigtigt. Men hun famler på sit frønnede finsk og alt for langsomt, og beskeden løber ud, før hun får lagt sit navn og sit nummer. Det er cirka sådan, det går for sig: Hver eneste dag de her mystiske opkald, der aldrig finder sted. Halve beskeder fra ingen steder. Spor der farer vild og mig, der farer efter. Det er svært at vide, hvor det ender.