Louise Juhl

destory.dk

En mur af drømme

Jeg vågnede ved, at jeg græd. Ikke i virkeligheden men i søvne. Jeg sad på mine knæ og hulkede, og da jeg vågnede havde jeg ondt i hovedet af gråd, der var trukket striber ned ad mit ansigt.

Jeg har i tidens løb talt med flere om, hvad det skyldes. Hvorfor jeg er så ked af det, når jeg ikke har noget ‘det’, at være ked af. Hvorfor jeg hver nat drømmer, at verden er en mur eller en afvisende dørmand, der mumler: Ingen adgang. Præcis, som jeg selv gør, når min hund skal forstå at noget er slut. Så lægger jeg armene over kors og vender ryggen til. Hunden forstår det med det samme, den begriber ikke alle de ord, vi bruger hele tiden og i flæng: nej og stop og slut. Men den forstår en mur er en ryg, en fysisk afvisning. “Hertil og ikke længere”. 

Det virker altid, hunden sætter sig med det samme,  eller den vender om, hopper op i sofaen og krøller sig sammen i et hjørne. Giver op. En ryg er overraskende effektiv, et kropsligt hegn, der siger: Ingen adgang. 

Jeg drømmer tit om det hegn, den krop, jeg drømmer om den hund, der krøller sig sammen i et hjørne, giver op. Det er kun en drøm, det ved jeg godt, virkeligheden er helt anderledes. Virkeligheden er fuld af nåletræer og mos og billedtæpper og levende lys. I virkeligheden har jeg en bulet tuba af messing stående i et hjørne af min stue – den kan godt nok ikke spille, men den er min, og den gør mig glad. I virkeligheden er jeg omgivet af gode mure af sten, der beskytter mig og hunden mod slagregn, fugleklatter og vildfarent fyrværkeri. 

Men når jeg drømmer, er det anderledes. Når jeg drømmer er murene høje og afvisende. Når jeg drømmer sidder jeg udenfor og indenfor findes virkeligheden, og jeg har ingen adgang. Så er det, at jeg græder, jeg ved godt, at det er dumt, fjollet endda, men drømmene er ligeglade, de efterlader mig sådan. På knæ og hulkende, helt til grin.

Liste over ting at kæmpe med og mod og for

Ting, der siger sig selv:
spurv, mule, pote, elsk, jord, se

Ting, der siger noget andet:
nå, hm, aha, virkli’, lad os nu se

Ting, der prøver så godt, de kan:
Ler, sol, sne, sten, sand, tirsdag

Ting med k:
kat, kys, kuk, krop, kraftpetervæltemig, kæmp!

Alkove

Der er så mange regler, jeg følger. Det er ligesom med hunden: Det gælder om at være på det rette sted og på det rette tidspunkt. Gøre det rigtige, når det forventes. Løbe efter en pind, når de kaster, sidde pænt, når de siger ‘SIT!’. Så får man godbidder og nogen siger: ‘God hund’, ‘dyyygtig’. 
Jeg vil gerne være god, jeg vil gerne være dygtig. Så jeg forsøger det samme som hunden. Jeg står op, når vækkeuret ringer. Tænder for vandet, går i bad, trækker i tøjet. Jeg tager gerne den strikkede sweater med striberne på. ‘Den klær dig så godt’, siger alle. 
Jeg spørger dem aldrig, hvad de mener med det.
Jeg spørger dem aldrig: Hvorfor?

Hver dag leder jeg efter en udvej. Eller nej, det er ikke rigtigt, jeg søger hverken ud eller væk. Jeg leder bare efter en alkove, et lille indelukke i væggen, jeg kan tage et hvil i undervejs.
En alkove kaldes forresten ‘et senghul’ på Bornholm. På Fanø hedder det ‘en tætseng’. 
Tætseng lyder rart, synes jeg – ikke udenfor, ikke væk fra, men tæt på. Et lille hul at gemme sig i midt imellem mennesker, marehalm, mandag. 
Her ligger jeg så lidt, før jeg går ud med hunden. Jeg har planlagt en rute. Otte og en halv kilometer. Vi har ingen mål med turen, bare ud og hjem, det er alt nok.

Begyndelsen

Man siger så tit: ‘Det begyndte med, at’.
Men sandheden er, at det ikke begyndte. Det var bare, sådan som det altid havde været:
Mor i sine lidt for korte bukser og med de lidt for lange ben.
Mor, der hvisker: ‘Det er allerede alt for sent, Lille lille, kan du nu lægge dig til at sove.’ Hendes hud dufter af creme og vaskepulver, jeg kan høre maskinen, der kører i rummet ved siden af. Om to timer vil den være færdig, så skal al tøjet hænges op. Sokkerne, undertrøjerne og fars lommetørklæder.
Det bliver sent, før hun kommer i seng, det gør det altid. Alligevel stiller hun vækkeuret, så hun kan nå at lægge tøjet sammen, før hun skal på arbejde. Sokkerne i bundter, to og to. Trøjer og tørklæder foldet og lagt sammen i stakke. Sådan.

Der er det med begyndelser, at de er gode at komme videre fra. Det er godt at have et sted, man kalder “Start”, for så vil alt, der følger efter, være bevægelser fremad. Henimod noget andet, noget mere.
At fylde seks år, for eksempel, eller ni. Blive færdig med skolen. Stjæle, fordi det har man ikke prøvet før, og “én gang skal jo være den første”.
Alting skal ske en første gang:
Bage pandekager, skide i en skraldespand, flette mælkebøttekranse. Pifte en cykel og sige ‘jeg elsker dig’ uden at mene det.

Sandheden er, at det aldrig begyndte. En morgen vågnede jeg bare, sådan som jeg er vågnet så mange gange før. Udenfor hang mor tøj op, indenfor forsøgte en halvstor humlebi at slippe gennem ruden; forgæves.
Jeg fjernede dynen, satte fødderne på gulvet og tænkte ‘fra nu af’.
Og sådan blev det.

Når elge brøler

Annemais far flyttede og tog alle møbler med sig pånær tre campingstole og et slåudbord i plast. Da jeg spurgte, hvor han var flyttet hen, svarede hun, “det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad,” men hun lød ikke sådan. Ligeglad altså.
De voksne sagde, at det var, hvad man kunne forvente sig. Sådan sagde de ind imellem ting uden egentlig at sige noget. Jeg fik aldrig svar på, hvem der forventede hvad eller hvorfor. Det var det samme da Karins mor blev indlagt, fordi hun ikke kunne stoppe med at græde. Hun havde grædt uafbrudt i mere end en uge, også om natten, og til sidst kom der en læge og senere en ambulance, og så blev hun kørt væk. Så var det, at de voksne sagde: “Det kommer vist ikke bag på nogen”.
Igen var jeg i tvivl, hvad var “det” og hvem var “nogen”. Men jeg spurgte ikke, tænkte, at det nok bare var mig, der var dum, og undlod flere år at græde, med mindre jeg var jeg var alene og sikker på, at ingen så det. For tænk, hvis jeg blev hentet og kørt væk.
Annemai og jeg lavede en klub, den hed De Hemmelige Beskeders Klub. Vi sendte breve til hinanden, men ikke i vores eget navn. Jeg kaldte mig for eksempel Alexia og fortalte, at jeg var født af en ensom kvinde i Finland, men var blevet adopteret af en bjørn. Nu boede jeg i en hule og levede af bær og skrev vers i barken på birketræerne nær Rovaniemi:
“Støv og negl og frihed”
eller: “menneske, væsen, jord: Se!”
Annemai skrev tilbage, at hun kendte alt til bjørne og til at bo i huler uden andet end mos og søvand og sårede elge omkring sig:
“Lad mos være mos og sø være sø og de sårede elge om at brøle”, skrev hun.
Og så satte vi os sammen under plastikbordet og brølede:
Aaarrrgggguuuuuaaahhh!!!!
Senere fandt vi en pakke cigaretter, hendes far havde glemt i en skuffe, og brækkede dem i stykker. Først i halve, så i kvarte, smuldrede dem mellem fingrene. “Pist væk”.
Det var en forbavsende god følelse.

(Jeg savner indimellem den elg, de brøl og de breve, vi skrev)

revolutionær ordbog

klov, klo, kløer, mule, snude, pels, pote, næb, skjold, skind, vinger, luffer, labber

hår, negle, hud, snot, spyt, gråd, sved, hånd, knæ, bryst, baller

hjerte, milt, lever, lunge, nyre, nerver, årer, blod

vend, slå, elsk, favn, sug, kast, vælt, kæmp

blød, blid, blidme, blødme

menneske

væsen

jord

se

Adgang

Nu har jeg i flere timer forsøgt at formulere noget om klasser og adgang til litteratur. Noget om hvordan vores defintion af fri og lige adgang, måske ikke er så fri og lige alligevel. At vores definitioner indimellem kan minde lidt om de der stykker legetøj, hvor det handler om at få klods og hul til at passe sammen: Cirkler skal i det runde hul, firkanter i det firkantede og så videre. Puttekasser, kaldes de vist.
Problemet er bare, at der findes mennesker, der ikke vil puttes. Børn, unge,voksne, der hverken cirkler eller firkanter, men noget helt tredje. Skolebørn, for hvem det ikke giver mening at formulere deres tanker og følelser, sådan som det forventes i undervisningen: Med en indledning, en analyse, fortolkning og konklusion. Børn, der lever med en alkoholiseret forælder, der slår. En psykisk syg, der truer med at tage livet af sig selv. En lillebror, der drikker sig fra sans og samling inde på sit værels, før han er fyldt tolv. Hvordan analyserer man lige den følelse, det vækker?
Hvordan perspektiver man sin egen fars vold?
Jeg kan mærke, at der er noget i det her, noget vigtigt. Noget om at vores frie og lige adgang er skabt af mennesker, der passer ned i de huller, de skærer ud til klodser, og som vi andre skal passe i. Cirkler, firkanter, trekanter. Er du halvmåneformet eller bare uens fra dag til dag, risikerer du, at der ikke er noget hul. Du risikerer, at den frie adgang er stoppet til, og at du den snorlige line, vi kalder lighed, er for tynd til, at du kan balancere på den.
For et års tid siden blev jeg inviteret til at lave et skriveforløb for nogle hjemløse i Aalborg. Jeg forberedte mig godt, fandt tekster, jeg mente kunne inspirere, lavede øvelser, der var nemme at gå til. Jeg fandt papir og blyant. Planen var så, at de hver især skulle skrive deres historie ned og bagefter læse den op. Endelig skulle vi se, om ikke vi kunne få historierne til at indgå i en slags dialog, et kor af stemmer på kryds og tværs – en samtale. Alt var planlagt, og deltagerne mødt op med åbent sind og hjerte.
Jeg havde bare lige overset den detalje, at ingen af dem kunne skrive. De kunne faktisk heller ikke læse. Jeg havde altså – i den allerbedste mening – forberedt et kuglerundt forløb, men for en række otte og ellevekantede mennesker. Det var ikke deres klodser, den var gal med, det var mit hul.
Måske starter det der: Med at vi kigger på de huller, vi har skåret ud og ser, om de kan gøres større, mere mangfoldige. Måske endda bede nogle andre om at skære et par stykker eller ti, så det ikke kun bliver de former, vi allerede kender, der bliver plads, til men også nogle former, vi ikke kender til. Nogle af de knap så priviligerede, for eksempel, eller nogle af de akavede, de udfordrede, de skæve, dem, der taler for højt, for meget, for kert.
Jo flere huller, vi skærer i den kasse, jo flere adgange, får vi, og jo mere lige bliver ligheden også. Tror jeg.

refleks

“Jeg savner ikke noget”, siger jeg og håber, at du vil spørge: “heller ikke mig?”
Men du spørger ikke, du lukker bare spændet på din taske, svarer “glimrende”. Og kysser mig på kinden med samme selvfølgelighed, som når du binder dine sko. Heller ikke dét er noget, du tænker over længere, men ren refleks: først binder du en løkke, så fører du snøren rundt om og så  en løkke igennem igen. Voila. 
På samme måde med os, vores afsked. Det er ren refleks: Læber mod kind og så “hej hej.”

Verden er ond det ved selv et barn

Kasper, min nabo, slog mig med en skovl i hovedet. Vi sad i en sandkasse i gården og byggede slotte med spir og voldgrav, da han løftede skovlen og slog. Jeg tror ikke, jeg græd, jeg var vel i chok. Hvor kom det fra: skovlen og slaget – og hvorfor? Det tog mig mange år, ja faktisk var det ikke før i begyndelsen af tyverne, at jeg indså, at det ikke er alting, der har en grund. At nogen ting bare sker, fordi de kan ske, eller fordi nogen har magt til at lade det ske. Kasper var født i maj, jeg havde fødselsdag juli, han var præcis tre måneder og syv dage ældre end mig. Det var ligesom grund nok. Han var ældst og han var dreng og så havde han en fjernstyret bil, TV på værelset og en hund, der hed Bonzo, som var ret stor, eller også var jeg bare lille. Der var i hvert fald et hav af grunde til at han slog, til at han turde og følte, at når han havde en skovl, så havde han også retten til at slå med den.

Der er ingen retfærdighed til, synger C. V. Jørgensen på det fuldkommen vidunderlige nummer ‘Til skaberens fulde tilfredshed’ Hele verset lyder: 
Verden er ond det ved selv et barn/ Der er ingen retfærdighed til/ Når drømmene brister & jorden ta’r sig ud/ Som en trekant i et glasperlesperlespil

Det lyder måske kynisk, men der var en vis lettelse i at opgive at finde en mening. Opgive at finde en grund eller i hvert fald en god grund, til at tingene, var som de var. Det giver jo ikke mening, at nogen skal slå, bare fordi de kan. At nogen bestemmer, kun fordi de ejer mest eller er ældst eller kender de rigtige. Ikke desto mindre ved vi jo godt, at sådan er det. Dem, der har mest, bestemmer mest. De, der sidder med skovlen, har magten. Til at slå uden anden grund end “fordi, jeg kan!” Jeg kunne have protesteret, råbt op og forsøgt at få skovlen fra Kasper, måske endda væltet hans sandslot. Noget for noget, slot for slag. Men det gjorde jeg ikke, for Kasper var jo ældst og også stærkest. Og hvad ville der i øvrigt ske, hvis jeg fik skovlen fra ham, hvis jeg ødelagde hans slot: Ville han så slå med næverne, sparke, vælte mit slot, som jeg havde brugt timer på at rejse?
Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Eller jo, jeg sladrede til min mor, der ikke reagerede ved at gå til Kasper og bede ham om at opføre sig ordentligt, men i stedet tog mig med til en børnepsykolog, der lavede en række test for at fastslå, om jeg havde en vigende natur, om min manglende modstand var tegn på en adfærdsforstyrrelse. 
Det var det ikke, jeg var indenfor normalkurven, måske lidt rigelig tænksom, og tænksomhed har det jo med at være et mindre magtfuldt redskab end både skovle og fjernstyrede biler. Vi fortsatte iøvrigt med at være venner, Kasper og jeg.
Med tiden lærte jeg at svare igen: Godt nok var han tre måneder ældre end jeg, medgav jeg, men til gengæld havde jeg så tre måneder mere at leve i. Argumentet var måske ikke helt så effektivt som at slå med en skovl, men det gav mig lidt tid at løbe på.

Vi fandt en vej, jeg hjalp Kasper med at skrive stile, til fik jeg gengæld lov at gå tur med Bonzo. Jeg har ikke set ham i mange år, Kasper altså, jeg ved kun, at han blev frisør. Og hver gang han har fødselsdag (tre måneder og syv dage før min egen), køber jeg en kage, tænder et lys, lukker øjnene og puster og ønsker ham alt det bedste.

Hæk

Jeg lærer at spare op. Jeg får fem kroner for at støvsuge, og to for at gå ude med skraldet. En tier, hvis jeg slår græsplænen og tyve, hvis jeg hjælper far med at klippe hæk.
Det med hækken tager hele dagen, så det kan ikke betale sig, siger min storebror.

Det der med om ting kan betale sig, det er vigtigt. Også om mennesker kan.
Vores nabo, Kaja, bliver indlagt på noget, der hedder psykiatrisk, som man kun bliver indlagt på, hvis man fejler noget inde i hjertet eller oppe i hovedet.
Hun forsøger at hænge sig i et træ i haven. Hun har stillet en havestol i hvid plast under, men noget går galt, måske giver grenen efter.
Hun græder, da de henter hende. De er tre. Allesammen mænd i jakker med gule striber på ærmerne. En af dem lægger et tæppe om Kaja skulder, selvom det er sommer og meget varmt.
Mor er også i haven, måske er det hende, der har ringet. Kaja gentager de samme ord igen og igen, “jeg kan ikke finde ud af noget, ikke engang at dø”.

Da mor kommer tilbage er hendes øjne røde og hævede. “Bare jeg kunne stille noget op,” siger hun og pudser sin næse i et stykke køkkenrulle. Men far svarer, at det jo for fanden ingenting nytter med al den hjælp, det ender jo alligevel altid på samme måde. “Det kan ikke betale sig,” tilføjer han, og jeg tænker, at det måske er ligesom med hækken. At det er for meget arbejde og for meget tid og for næsten ingen penge.

Da Kaja bliver udskrevet inviterer mor hende på boller. Der er dækket op med dug og mor har foldet servietter, så de ligner svaner med vinger og stolt hals. Kaja har tårer i øjenene: “Du skal virkelig ikke gøre al den umage for min skyld,” men mor protester.
“Vi gør det for hinanden, ikke sandt. Jeg folder servietter og du gør mig selskab.”

Jeg får lov at spise to boller og at få både min mors og Kajas svaner, og jeg skal ikke engang gøre noget til gengæld. Det er en god eftermiddag.