Louise Juhl

destory.dk

Bella ciao

Jeg meldte mig ind i SFU, det var en onsdag i 89, jeg var 16 og følte mig for første gang rigtigt voksen, samme aften forelskede jeg mig i Esben, Esben spillede guitar, sang ‘Bella Ciao’, jeg var sikker på, at det var mig, han sang for, han boede på teknisk kollegium, anden sal værelse 9, havde et femten tommer fjernsyn gemt i sit klædeskab, han påstod, at han kun tog det frem Nytåraften og kun for at buh’e af dronningen, han sagde også, at han ikke var forelsket i mig, trak så min bluse af, kyssede mine brystvorter, jeg vidste godt, hvordan det ville ende og nød det, bagefter var vi enige om, at det var det, vi sås kun til møderne, mandag og onsdag, Esben fortsatte med at dynge ‘Bella ciao’, men det var ikke længere for mig, til sidst meldte jeg mig ud, det gjorde simpelthen for ondt at blive, min veninde skældte mig ud, sagde: ‘tænk at opgive så vigtig en sag for en simpel charmør’, jeg kunne ikke andet end at give hende ret.

Ret og pligt og culottesteg

Langt de fleste var var enige om, at de svageste skulle have hjælp: De ældre skulle have pleje, børnene omsorg, fuglene brød. Men det viste sig hurtigt at være mere kompliceret end som så.
For hvem var egentlige syge, og hvem bare hyklere, hypokondere, hysteriske? Hvornår var man ‘rigtig’ gammel, ikke bare oppe i alderen, og havde man krav på offentlig hjælp, hvis man selv havde midlerne til at betale.
Hvad betød det at yde omsorg: Var det en fast og myndig forældrehånd eller omvendt – barnets frihed til at fejle, tegne med tusch på tapetet, nægte at spise op. De unge råbte højest, mente, at de voksnes forstenede perspektiv var bagstræberisk og fremtidsfjendsk. “Erfaring er ikke nødvendigvis et spørgsmål om alder”, fremturede de, uden at nævne, hvad det så bestod i – smed en rullekravesweater over skulderen og forsvandt ud i natten, der var jo et liv, der skulle leves, før man groede fast, som ‘de gamle’.

Der var dem, der mente, at mennesker vokser i mødet med krav. At selv store og uoverstigelige forhindringer var et redskab til forandring og vækst, et strygestål man kunne skærpe sin modstandsdygtighed på. Den personlige frihed vigtigere end alt andet. ‘Har den enkelte ene det godt, vil alle have det godt.’ En logisk model, nem at følge i teorien men ikke altid holdbar i praksis.
Andre forholdt sig skeptisk til Schlüters noget-for-noget moral. De mente, at den enkeltes frihed uundgåeligt ville føre til, at andre måtte indskrænke i deres. “Vil alle have alt, er der ikke nok til nogen”, lød argumentet.

Diskussionerne foregik overalt, i bussen, på TV, til middage hos venner. Der blev drukket vin, stemmernes styrke tog til. “Uden det private erhvervsliv, ville der ikke være nogen til at betale vores velfærd’, blev der råbt og svaret faldt prompte: ‘Uden manden på gulvet, de ansatte, ville der ikke være noget erhvervsliv’. Fra for enden af bordet sendte værtinden et undskyldende blik, spurgte til culotten: “Skal jeg skære noget mere?” Gav børnene love at rejse sig fra bordet, nu hun ikke selv kunne slippe derfra.

Familiefoto

Sommerdage tilbragt på terrassen i familiens sommerhus, en ikke tvungen men alligevel ufrivillig tavshed, udsigt til nåletræer. En far læser i et fagblad, noterer tal og enkeltord i margin. Vifter et insekt væk fra under det ene øje, tager en slurk af den lunkne te. 

Ved siden af en sjældent rolig stund for moren. Hendes ben er placeret på en skammel af træ, en foranstaltning for at modvirke senere gener med blodomløbet. Hun bladrer i et Bo Bedre, betragter billederne med omhu, ser så frem for sig, forestiller sig vel en af de slanke vaser på stuebordet derhjemme – med enkelt pæon eller farvestrålende Gerbera. En drøm, hun ved, hun kan opnå, sådan er hun. Ønsker sig aldrig det umulige, frihed og tid til sig selv, indretter sig med simple vaser en blomst, de små glæders Gud.

Lidt derfra roder en dreng i skovbunden med en pind, spider en børsteorm, ha! Fægter i luften med byttet, siger lyde, tju, tja. Så smider han pinden fra sig, forsøger i stedet at kravle op i et udgået fyrretræ, en kvindestemnes ‘pas på’ i samme øjeblik som den døde gren knækker. Der opstår et øjebliks almindelige postyr, ‘av, av’ og en anden stemmes ‘må jeg se?’ En mindre hudafskrabning, drengen får et plaster på knæet, bander af smerte og den milde ydmygelse ved at behøve hjælp fra en voksen.

I en stol i terrassens fjerneste ende: En pige med stramt flettet halepisk fordybet i en bog. Hun sanser hverken nåletræerne eller brorens ulykke, hun er væk i tanker om sorg og smerte, en forældreløs piges usle kår, mangel på føde og omsorg, hun hedder Anne. Pigen forestiller sig at være dér, i smerten og forældreløsheden, mere ensom end helt alene, værre end det, større også. En fortabthed så stor, at den ikke kan rummes, men må skæres væk, sultes ihjel, ties bort. Ingen ænser pigens indre oprør. Ingen ser, at hun rynker sine bryn, bider neglene til blods, gennemlever en andens smerte lige så stærkt, som var det hendes egen.

Mel, mælk, ris

Der var altid en mor et sted. Et ophav, et menneske, der havde ladet sin krop invadere af først et foster, siden et spædbarn. En byrdebærer, en mælkeøse.
Vi havde drukket af deres bryst, tømt dem for mælk og nætterne for søvn. Gylpet og skreget på mere. Mere mad, mere omsorg, mere mere.

Og vi fik, hvad vi forlangte, der blev læst bøger om barnets tarv, nødvendigheden af varmt tøj – ikke for varmt, et køligt soveværelse, fingerlunken grød. Hele tiden tog de temperaturen på alt og alle, undtagen sig selv. Passede job, brugte weekenderne på tøj og vinduesvask, indkøb af basisvarer, alt det tunge: mel, mælk, ris.

De fik ikke meget til gengæld. Vi spiste, hvad de satte på bordet, mumlede noget, der kunne minde om et ‘tak’, og fortrak så til vores værelser. Vi havde andet og væsentligere at tænke på en fysisk føde og praktiske gøremål, alt det overlod vi trygt til vores mødre, forvænte som vi var.
Imens gled vi ned blandt skibsbriksens hynder, fordybede os i romaner og tegneserieuniverser, trak gardinerne for også i dagtimerne. Spiste cornflakes til frokost og aften igen, lod de beskidte skåle stå i køkkenvasken.

Blev vi spurgt til, hvordan det gik, hvordan vi havde det, svarede vi med himmelvendte øjne: ‘Fint nok. Hvorfor?’ Og bad dem så om at lukke døren efter sig, når de opgav og gik.

Et ben i hver lejr

Vi lyttede til Lone Kellermann og Annisette, to stærke kvindestemmer.
Den ene rå og ligetil, lyden af værtshus og cigaretrøg. Den anden sang hæst og hemmelighedsfuldt om Dødens Triumf på bare tæer.
For de fleste af os var begge dele ukendt terræn. Vi var vokset op med parcelhushverdag og vejfester og kendte kun til døden fra film eller TV-avisens reportager fra katastrofeområder, sulthærgede børn med fluer omkring øjnene og kæmpestore maver. ‘Det er et spørgsmål om timer..,’ berettede journalisten, før vores forældre slukkede for skærmen.
Alligevel sang vi med på sangene, som var deres fortællingerne vores. Måske fordi vi mærkede, at her var noget på færde, noget virkeligt og vigtigere end terminsprøvekarakterer, en punkteret cykel. Noget større end os vores eget, os selv.
Det var en hårfin balance, en umage kombination af tæt og tilrøget værtshussolidaritet overfor en vidtfavnende verdensvision. Det var dansksproget ’Se venedig og dø’ overfor det udenlandske: ’Dear Little Mother’. – Hvad Fanden var der nu galt med at synge Kære Lille Mor, fnøs nogen, mens andre fandt det det velgørende med tekster på engelsk. Det var den ’den ægte’ arbejder overfor ’den skolede’, de fleste af os stod med et ben i hver lejr, vekslede tankeløst mellem den ene til den anden, fordi vi kunne, fordi vi havde friheden, trygheden og pengene til det. For nogle fremstod vi utro og kunstige, forkælede også.
Vi selv, vi betragtede os som fordomsfri og favnende.

Next stop

Vi så nyheder om Apartheid, om undertrykkelsen af de sorte i Sydafrika og sang med på Peter Gabriels “Biko.” Skrev SS Hell med store bogstaver på bagsiden af korte læderjakker betalt af vores forældre, som vi på samme tid skældte ud for at købe orangemarmelade produceret af de hollandske Boere.

Nogle meldte sig ind i politiske ungdomsorganistationer, VSU og SFU, andre i deres modsætning: KU og VU. Skolen blev en kampplads, eleverne delt i to: diskere og flippere. De var uenige om alt, måske lige med undtagelse af en fælles modvilje mod anarkisterne, der hævdede, at venstre- og højrefløj begge var et onde, ødelæggende fraktioner af samme kvælende struktur.

Flipperne gik med partisantørklæder og norske sweatre og meldte sig til Next Stop Nevada i protest mod amerikanske atomprøvesprængning. Andre, med knap så meget mod, nøjedes med at sove i telt foran Eternitfabrikken på Sohngårdshomsvej i solidaritet med de asbestramte arbejdere. Blev vækket af sirener og store maskiner klokken seks, varmede sig med øl og kaffe. Senere kom en sekretær fra direktionsgangen med gifler. De var blevet tilovers fra et bestyrelsesmøde, forklarede hun, og takkede ja til en kop kaffe. Altsammen foregik i god ro og orden, måske fordi vi en eller anden udstrækning ønskede det samme, var enige om målet. Det var vejen derhen, midlerne, der skilte os, men altså ikke mere, end at vi kunne drikke kaffe sammen.

Når vi dannede kæder, blev der holdt i hånd, og hænderne var svære at slippe, når demonstrationen var forbi. Så nogle holdt fast. I hånden og ham, den sad på. 
Vi vidste godt, at det var en glidebane, sådan at gå med følelserne fremfor med sagen, så det foregik i smug. På ti kvadratmeter store kollegieværelse med transportabelt fjernsyn gemt i klædeskabet, og en seng der, trods pladsmangel. altid var stor nok til to. Men kendte knap hinanden, men kunne altid finde et kinesisk ordsprog, der bekræftede, at man var på rette spor: En kold gryde på et varmt komfur er bedre end en varm gryde på et koldt komfur. Så vi valgte den tændte kogeplade, brændte os med vilje og brugte fire uger på at komme os mentalt. I mellemtiden måtte verden så klare sig selv, andre holde fanen højt. Vi havde for et øjeblik valgt kroppen fremfor kampen, vi vidste, at det var forkert, men gentog alligevel det hele måneden efter med en anden i hånden.

Restaurant Dragen

De fremmede var få, flest var fra Tyrkiet, kvinder med tørklæde og børn med dybe brune øjne, der havde navne som Meryem, Asli og Milas. Ved aftenstid blev der råbt på dem fra vinduerne øverst oppe, vi forstod ikke, hvad der blev sagt, men at dømme af duften handlede det om mad. En sjælden gang imellem fik vi lov at komme med op, der var rigeligt til os alle, peberfrugter med fyld af krydret ris og kød eller saftige dönerruller, vi knap kunne gabe over.
Et lille fremmed himmerige, en overflod af dufte og smage. 

Nogle få familier fra Kina fandt også vej. En af dem åbnede restaurant på hjørnet af Limfjordsbroen, restaurant Dragen. Der blev rejst et enormt skilt over døren, et drageansigt med vilde øjne og blottede tænder, lige dele fascinerende og frygtindgydende. I restauranten spiste vi os mætte i en overdådig buffet, de fleste retter var vendt i en sursød sovs, som fik selv de for os så mistænkelige grøntsager til at smage af mere. Ris og minimajs, bønnespirer og vandkastanjer, bambusskud, fritterede lotusblomster. Svin og and og kylling og rejer, det hele for næsten ingenting. Hele den kinesiske familie hjalp til i restauranten, de yngste med at fylde buffetens fade, de næsten voksne med at servere, mens de ældste stod i køkkenet. Stegte og kogte til efter midnat.
*

På toppen af Sohngårdsholmsbakken lå Grønlandstorv. Det hed sådan, fordi vejnavnene i kvarteret var opkaldt efter grønlandsfarere. Fridtjof Nansens Plads, Mylius Erichsens Vej, Peter Freuchens Vej. De fleste af os troede dog fejlagtigt, at stedet hed, som det hed, fordi det var beboet af grønlændere, en slags koloni, ligesom Solvang i USA eller Chinatown i New York.
Grønland kendte vi kun fra TV, når nyhederne viste klip, smilende børn, der tog imod dronningen, deres forældre i smykkede folkedragter bagved, stolt smilende. Men modsat TV-avisens festlige indslag, herskede der i den brede befolkning en anderledes fortælling, man talte om vold, incest og alkoholkultur. Nogle eksperter havde talt for, at grønlænderne ligesom de oprindelige nordamerikanske indianere, var særligt disponeret for afhængighed. Ingen talte om kolonialiseringens betydning, hvordan fordanskningen af grønlændernes land og identitet kunne være medvirkende til de mange sociale problemer. Det var ligesom mere bekvemt at tale om biologi og arvemæssige faktorer, end at pege på sig selv.

Højhuset midt på torvet blev kaldt Selvmordsbunkeren, fordi der alt for ofte var en, der kastede sig ud fra aller øverst eller tog så mange piller, at han eller hun ’glemte at trække vejret’, som var den forklaring, vi børn fik fortalt. Vi kendte ikke meget andet til stedet end dets dårlige ry. Vi holdt os på behørig afstand, pegede mod den høje bygning, hviskede ’har I hørt, at..’. Og så faldt der en af de mange historier, vi alle havde hørt, uden helt at kunne huske hvor. Historier om, at elevatoren blev brugt som toilet og hver morgen var fuld af tis og lort og bræk. Eller at r en gammel dame på fjortende etage, havde ligget død så længe, at der kun var knogler tilbage, da en fjern tante endelig anede uråd og fik døren brudt op.

Myrna

Husene bag seminariet var alle af træ.
De fleste brugte blev kun brugt om sommeren, men Myrna boede der året rundt. Hun var kogekone på et plejehjem, indtil den dag hendes søn tog livet af sig. Så satte hun et skilt udenfor huset: ‘Nej tak’, stod der.

I over en måned viste hun sig ingen steder, til sidst måtte kommunen rykke ind, de sendte to biler. Det var ikke nok, politiet måtte også tilkaldes. Da de brød døren ind, havde hun siddet foran TV’et med fjernbetjeningen i den ene hånd og et smykkevedhæng i den anden. Hun havde tabt over elleve kilo, tøjet, hun sad i, var det samme som det, hun havde haft på til sønnens begravelse.

Hun blev indlagt på et aflastningshjem, fik lidt at spise og nogen at tale med. Fjorten dage senere var hun igen hjemme, og købte sig en gravhund. Den kørte hun rundt i den samme klapvogn, som den, hendes søn havde brugt. Ind imellem gav hun hunden tøj på, sokker fra da sønnen var barn eller en kyseligneden jordbærhue. Ingen forstod, hvorfor hunden fandt sig i det, men den virkede tilpas.

Så begyndte folk at snakke. Det var jo synd for hunden, den burde fjernes, mente de. Hun var da vist heller ikke helt normal længere, alt det med sønnen og sådan.
Hvor meget af alt det, der blev sagt, Myrna hørte, er ikke til at sige, men hun begyndte at give igen.
Kun i det små, når en nabo gik forbi, for eksempel. Så lænede hun sig ned over hunden og hviskede: ‘Ham der? Schweinhund!’ eller ‘Hold dig fra ham!’.
De ramte lod som ingenting, men kontaktede i anden anledning myndighederne: Om det overhovedet var lovligt at bo i sådan et hus året rundt?
Kommunen sendte hende et brev: hun skulle være inden månedens udgang.

To dage senere blev gravhunden fundet skudt på plænen foran hendes hus. De fleste mente, at det var hendes eget værk, andre, at det var bestilt arbejde. Det blev aldrig opklaret, men den her gang kom Myrna kom sig ikke. Hun blev siddende foran sit TV. Det var først, da det begyndte at lugte, at der blev tilkaldt hjælp, men da var det for sent.

Øl og usikkerhed

Alle morgener bar på et løfte, der trak os ud fra dynerne. 

Hver dag sin følelse.
Mandag var en snoet konkylie, susende lang og trang, et nødvendigt skridt på vejen mod tirsdag. I frikvartererne blev weekendens erobringer delt i en åben fortrolighed, alle hurtigt blev en del af. Tirsdag braste drømmen, fyrene fra i lørdags viste sig at værelse alle de andre, “det er ikke dig, der er problemet, det er mig”, svarede han, når man spurgte til -hvad efter? I tankerne spyttede vi dem i ansigtet, planlagde vodoo-seancer med brandvarme nåle, men svarede påstået rolig: “det er fint, jeg havde heller ikke planlagt mere.” 
Onsdag var vendedag, fra nu talte vi ned mod endnu en weekend, tre to en. Torsdag sluttede skoledagen først sent, klokken fire, det var som en sidste prøve i tålmodighed, vi skulle bestå, for at få del i det, det hele handlede om. Krop og kærlighed. 

Hjemme foran spejlet vaklede vi mellem militærstøvler med lang snøreluk og velourovertrukne kinasko, sej eller sart, punket eller pæn. Endte med at trække lod: mere sikre var vi alligevel ikke på, hvem vi var eller hvad, vi ville. Og så – endelig fredag. Forløst i høj musik og sukkersøde drinks med papirparaplyer. Et uønsket gib, når ham fra sidste fredag gik forbi med en anden i hånden.
“Selv tak for lort,” mumlede vi og greb så ud efter efter den næste, vi fik sjældent fat i navnet. De smagte alligevel ens – af øl og usikkerhed. 

Her og der

Døren derhjemme var af gult matteret glas med tre brede træbjælker på langs. Den bandt en smule, så for at åbne, var det nødvendigt at presse en skulder imod, mens man drejede nøglen rundt. Alle kræfter blev lagt i, indtil døren – uden varsel – gav efter, og man ligesom faldt ind i huset. 

Den tunge glasdør udgjorde en skillelinje. Mellem der og her, ude og hjemme, vi og jeg. Om den skærmede eller lukkede ude, tænkte vi ikke videre over, det var jo bare en dør. Men inde bag døren fandtes vores hjem. Et helle, et sted vi kunne være uden tanke for hvordan eller hvorfor. 

Parcelhuset var i et plan med både entre og bryggers, den ene til fin brug, den anden til daglig. Stue og køkken var adskilte, og selvom der var spiseborde i begge rum, blev det i stuen kun brugt, når der var gæster og til jul.

Huset havde to toiletter, et med badekar og et uden. Begge steder var gulvet belagt med mønstret terrazzo, som man, hvis man havde tiden til det, let kunne fortabe sig i. Men det varede kun indtil nogen bankede på døren og utålmodigt råbte ‘er du snart færdig?’ 

Så så man op, som vækket af en dyb søvn, og lige ind i badeværelsets vindue, der, ligesom glasset i døren, var i mat glas. En klar, køligt lysende firkant. ‘Ja, ja,’ svarede man og søgte efter papiret i holderen, men forgæves. Og så måtte man strække sig så langt man kunne, ud efter en af de mange, der stod stablet på en bænk overfor. I et sirligt system, hver række af ruller var ligesom forskudt i forhold til rækken under. Selv det papir, vi tørrede røv i, var del af en ordentlighed, måske endda æstetik, vi ikke forstod, men som vi, med vores klodsede hænder, gang på gang lykkedes med at ødelægge, når vi rakte ud. 

Alt det arbejde, vores mødre havde lagt i at stable – og så bare forgæves.