Louise Juhl

I går lyttede jeg til en podcast med Sørine Gotfredsen. Hun havde inviteret Jens Albinus i studiet til en snak. Den første halve time var jævnt hen kedelig. Vi fik en rørende fortælling om Albinus opvækst som søn af en præst, et tidehvervsk hjem med klare holdninger men uden megen snak. Som præst burede skuespillerens far sig ofte inde bag låste døre for at koncentrere sig om livets “egentlige” kerne: At forkynde Guds ord.
I en salmebog som Albinus fik i gave til sin konfirmation, havde hans far skrevet “Den kærlighed du har til mig”. En sætning, der blev titlen på Albinus’ bog, men også et udsagn der i årevis marterede sønnen. For indeholdt den sætning ikke indirekte et påbud om, at det var hans opgave, hans ansvar og lod at elske. Ikke faderens eller Guds – men Jens Albinus’?
Der stod jo ikke “Den kærlighed jeg har til dig”.
Senere i udsendelsen fortæller Albinus om et vendepunkt i sit liv. I mange år havde han gået rundt og søgt en overensstemmelse mellem sit ydre og sit indre. Håbet på, at han som scenekunstner ville opnå en fuldstændig sammensmeltning af karakter og Selv, sådan som blandt andet Lars von Trier og andre dogmeinstruktører havde prædiket. Skellet mellem skuespiller og rolle skulle udviskes, det, der blev vist, skulle være det samme, som det, der var.
Men på en tur til Grækenland med sin forlovede læser Albinus Primo Levis vidnesbyrd “Hvis dette er et menneske”. I forordet gør forfatteren det klart: Hvis du forventer at få en fuldstændig beskrivelse af koncentrationslejrens rædsler, så går du forgæves. Der findes ikke noget sprog, for den slags. Skrev jeg det ned, siger han, ville det være umuligt at forstå.
Alligevel skriver Levi sin bog. Han bruger sproget til at pege på det, der ikke kan siges, til at sige noget andet. Og det får skuespilleren til at forstå, at han ikke skal VÆRE sin rolle, men BÆRE den. Frem på scenen, så publikum kan se den. Han skal ikke sætte ild til sig selv, men derimod bære en fakkel og tænde en kunstnerisk ild.

I lidt over atten år sultede jeg mig selv. Jeg brugte min krop og mit liv, til at fortælle, hvad jeg i virkeligheden skulle have båret i mine hænder, vist frem.
Og selvom det fyger med beskyldninger om selviscenesættelse, selvoptagethed og egocentrisme, når vi taler om nutidens mange autofiktive værker, så er der noget sært selvmodsigende i, at så mange peger fingre og gør sig til doms, når den position i sig selv er selvhævdende. Det at dømme andre til at være forkerte, narcissister, forkælede, whatever – er jo dybest set en måde at hæve sig over forfatteren, dennes intentioner, nutidens ånd. En særlig ophøjelse af sin egen person – “jeg ved bedre”.
Af samme grund tilgiver Jens Albinus sig selv for at være egoist, og for at gøre det til en levevej at sætte sig selv i scene. – Det er ikke mig, siger han, – der er vigtig, men det, jeg bærer frem. Jeg synes, der er stor kærlighed at hente i den tilgivelse. Alle de kræfter, vi – eller i hvert fald jeg selv – hver dag bruger på at afsky mig selv, min skrift, min væren i verden. Mit evige behov for at italesætte mine tanker. Tænk hvis jeg i stedet kunne se det som, at jeg stiller nogle ord til rådighed. Ikke mig selv, ikke min – iøvrigt temmeligt gennemsnitlige og jævnthen kedelige person – men overvejelser, refleksioner. Som den tyske filosof Hannah Arendt er citeret for at have sagt: Jeg er ikke sikker på, at jeg har ret i mit håb, men jeg er overbevist om at det er nødvendigt at tale om det.
Nødvendigheden af at tale. Retten til at håbe. At gøre sit bedste vel vidende, at det langt fra er nok.
Lad os bære over med hinanden og os selv.

Ole Bjerg er ikke ond. Nej, Ole Bjerg er fuld af kærlighed. Han har lagt vreden bag sig, han kommer med fred. Ole Bjerg er – med egne ord: “færdig med »alt det der«. Han vil ikke »evangelisere«, han har ikke »nogen ambition om at overbevise nogen om noget« 
Ole Bjerg var engang lektor på CBS. Han skrev bøger pm bitcoin og pengesystemer: Hvor kommer pengene fra, spurgte han i bogen ‘Gode Penge’: Hvem laver dem og hvem burde lave dem? Men så kom Corona og Ole blev skeptisk. Han genkendte ikke tallene i statistikkerne og forstod ikke hvorfor samfundet skulle lukkes ned. Og så kom “indsprøjtningerne”, som han kalder covid-vaccinerne, og han skrev et brev til sine kolleger på CBS. En, ifølge Dagbladet Informations journalist, Mathias Sindberg,
“lang svada om »kropslig suverænitet«, »genterapi-indsprøjtninger« og mundbind som »dehumaniserende symboler på underkastelse«.”

Ole Bjerg er et menneske, du ikke kan finde på. Han er simpelthen for utrolig. Han mener for eksempel, at Bill Gates vil slå halvdelen af jordens befolkning ihjel. At Onkel Reje er satanist. Og at klimaforandringer er et redskab, som onde mennesker har fundet på for at sikre sig befolkningens underkastelse. Han elsker kvinder, beundrer deres kroppe og evnen til at få børn og mener, at det er deres bestemmelse. At føde børn, altså, og passe hjemmet. Drage omsorg – ikke at føre politik eller tjene penge.
Det er nemt at pege fingre ad Ole Bjerg. Ad hans konspirationsteorier. Men hans vrede kommer et sted fra, den startede, da han kæmpede for at få samværsret med sin søn og følte, at systemet svigtede ham. Det blev kimen til en voldsom skepsis, for hvem var de mennesker, han kæmpede imod? Hvem udgjorde “systemet”? En skepsis han tog med sig i sin interesse for pengesystemet, bankvæsnet og bitcoins. Så langt så godt, hans bog ‘Gode penge’ om netop sidstnævnte emne blev godt modtaget, mange hyldede hans kritiske endevending af kapitalismen og de bagvedliggende mekanismer. Men så kom Corona, og Ole Bjergs skepsis blev pludselig mødt af forargelse. Hans påstande gik fra at være præget af sund skepsis til at bære tegn på en syg mistro – eller sådan oplevede dem omkring ham det. Selv er Ole Bjerg uenig, han mener tværtimod, at det er os “i den anden verden” der er blinde og bange:
“Min metier er at søge mod grænsen. Hvad er de blinde pletter? Hvad er det, man ikke må sige? Det er altid det, der har drevet mig intellektuelt,« siger han. Han ser sig selv som en slags frelser, en helt, en seer – med langt hår og skæg. Ikke ulig Jesus, hvis ord han da også forkyndere i en frikirke lidt udenfor Løkken. Gud er kærlighed, og kærlighed har vi brug for i en verden fyldt med ondskab, prædiker han. – Halleluja. – Amen.

Det er en virkelig god artikel, Mathias Sindberg har begået. Han formår at formidle uden at dømme, men også uden blindt at videregive alt, hvad Ole Bjerg siger og mener. Sindberg er “nysgerrig efter at forstå, hvordan tingene tager sig ud ovre i den anden verden. Konspirationsteoretikernes verden, som vi går og kalder det i verden ét – og måske først og fremmest, hvordan vejen derhen ser ud, og hvorfor så relativt mange mennesker vælger at følge den.” Det er en vigtig åbenhed, synes jeg, og selvom jeg har svært ved at følge et menneske som Bjerg, hvis mantra lyder: “Ja til Jesus. Ja til konspirationsteorier”, så vil jeg gerne prøve at forstå. Vreden, mistroen, frygten for fremtiden. Frelserfortællingen og den identitet, der kan være i at være udstødt, foragtet, forhadt. Martyr betyder en person, der lider eller dør for sin sag. Jeg tror, Ole Bjerg føler sig som en martyr. En frelser, der er klar til at dø for det, han tror på. At månelandingen var fake, for eksempel, eller at Obama var Antikrist. Det kan lyde vildt, men for Ole Bjerg er det fakta.
Det er en forrygende artikel, anderledes og øjenåbnende. Den åbner en dør til en verden, vi helst – og af gode grunde – holder lukket, men som vi måske gør godt i at banke på, sådan som Sindberg gør det. Ikke for at flytte ind, men for at få en kop te, en snak og en slags forståelse af det uforståelige.

I de seneste måneder har der været store diskussioner om såkaldt virkelighedsnær litteratur. Hvad kan man være bekendt at skrive om, og hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Må Thomas Boberg skrive om en ø, hvis indbyggere minder om virkelige, levende mennesker og afvise deres vrede med, at det er fiktion? Kan jeg skrive en bog om en barndom, der på afgørende måder minder om min egen, og samtidig påstå, at det, der står, alt sammen er sandt, men meget langt fra virkeligheden? Hvad er overhovedet forskellen på noget sandt og noget virkeligt? I Judith Hermanns essay “Vi ville have fortalt hinanden alt, udtrykker citerer hun sin mangeårige terapeut for at udtrykke forskellen sådan her:
“Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
Man kan måske sige, at for god fiktion gælder det, at summen af alle bogens løgne, udgør en sandhed.

Helt afgørende for mig er det, om noget, en bog, en artikel, en reportage, påstår at formidle virkelige hændelser, sådan som de er fundet sted, eller om der åbenlyst deklareres, at her er tale om en subjektiv formidling, en kunstnerisk bearbejdelse eller pure opspind baseret på noget, der har fundet sted i virkeligheden. Når vi ser en buste i ler af Rudolph Tegner, så er alle klar over, at der ikke er tale om en præcis gengivelse, men at leret og kunstnerens formgivning netop har til hensigt at vise noget andet og mere end blot og bar fotografisk præcision. Der er jo en grund til at man skriver en roman og ikke et indlæg i en avis. En grund til at skabe en skulptur, fremfor at tage et foto. Som kunstner påstår man sjældent at gengive virkeligheden, men som oftest at sige noget sandt, ja sandere endda, end de egentlige hændelser eller personernes gøren og laden.
Når det er sagt, så kommer al væren i verden med et ansvar. Det uanset, om det gælder dine madvaner – køber du opdrættet fisk, medvirker du (sandt nok, i begrænset omfang og muligvis økonomiske begrundet, men stadig) til en udnyttelse af dyr, der kan synes unødigt brutal – dine transportvaner, din prioritering af ressourcer (bruger du dine sidste 50 kroner på en sandwich i 7eleven eller donerer du dem til Dyrenes Værn). Det samme gælder en forfatter. Uanset hvad og hvor vi skriver, har det en betydning i verden og følges derfor af et ansvar. Men hvor journalistikken har et sæt spilleregler, faktatjek, neutralitet, citationsskik, kildekritik og så videre, så gælder den slags ikke i kunsten. Ingen forlanger eller forventer, at Shakespeares skuespil er en korrekt gengivelse af et egentligt hændelsesforløb. Det store i hans kunst er jo netop, at han ved at sætte menneskets natur på spidsen, kondensere, fokusere og zoome ind, formår at sige noget om virkeligheden, der er mere sandt, end virkeligheden selv. Ikke korrekt, nej, ikke faktuelt og langt fra objektivt, men måske netop derfor så meget desto mere tankevækkende. Afskyvækkende, rystende, morsomt, hjertegribende.

I en artikel med overskriften “Whats a Fact, Anway?” spørger journalist Fergus McIntosh til præmisserne for god formidling. da The New Yorker, hvor han arbejder, blev grundlagt i 1925 udlagde de deres profil sådan her: “As compared to the newspaper, The New Yorker will be interpretative rather than stenographic.” Det er altså ikke i så høj grad et magasin, der videregiver nyhedsbureauernes seneste nyt, men derimod et medie, der går bag om nyhederne, analyserer bevæggrunde, nuancerer tal og statistikker, spørger til baggrunde for de ting, der sker i verden. Et eksempel: Der er store uenigheder om tabstallene på begge sider i krigen i Gaza. det samme gælder i krigen i Ukraine. Hvad er sandt, hvilke fakta er troværdige. Kan vi stole på de videoer, vi får sendt fra verdens brændpunkter, det er jo ikke så mange år siden vi selv oplevede, at en journalist genbrugte billedmateriale fra en krigszone i sin reportage fra en anden. Nu er der så også AI-manipulation at kæmpe med, man kan med ganske få klik producere et foto af to politiske modstander i kærligt kram og omvendt: Et billede af Mette frederiksen der giver Trump fingeren. det almindelige øje vil have svært ved at gennemskue, om der er tale om fup eller fakta, og det stiller så mange desto flere krav til den almindelige medieforbruger om at være kritisk. Ikke bare imod sine modstandere, men også i forhold til de kilder, man finder troværdige. For ingen har vel lyst til at bygge sin holdninger på manipulation og usandheder, uanset hvor god en sandhed, løgnen fordrer?
Det gode ved litteratur er, at man som læser af en roman, et digt, en novelle el.lign. fra start ved, at der med er sandheder i spil, men næppe virkeligheder. Kong Lear er ikke en virkelig person, selvom det føles sådan, når man læser de vidunderlige scener om konflikt og længsel efter forsoning. Når jeg læser Ming af Bjørn Rasmussen, genkender jeg det hele, selvom jeg ikke selv har kæmpet med psykoser eller mistet min far. Det er fuldkommen ligegyldigt, alt, der står, er nemlig så sandt, at det rækker langt ud virkeligheden og den direkte spejling. Hvor vi i medierne må forlange stadigt større fokus på kildekritik, nuancer, faktatjek og korrekt citation, er det omvendt så vigtigt, at der i kunsten og litteraturen er plads til mere og andet end det faktuelt foreliggende. En sten, der kan flyve, for eksempel. Eller en bror, der hverken din eller min eller nogen andens bror, men ikke desto mindre føles mere virkelig end alle virkelighedens brødre tilsammen.
Journalistikkens ærinde er virkeligheden, kunstens er sandheden.

Vi hørte Bachs violinkoncert i A-mol, jeg lyttede med lukkede øjnene, nogen hviskede noget om ugler. Det sidste er noget, jeg finder på. Det er det første også.

Jeg vågner gerne og er forberedt på det værste. At solen har sagt op eller mine bryster er blevet for tunge at bære. Det er som regel en lettelse at opdage, at på nær et truende bankovertræk og begyndende slidgigt i min højre tommel, er verden som den plejer. Fuld af lort men ikke mere, end at det stadig giver at kæmpe. For sørgekåber og blåtidsel, højsang og citronglasur. Jeg er født melankoliker, jeg har det på skrift, et journalnotat fra 2004: “Adspurgt svarer pt., at hun ikke frygter, at livet vil skuffe men derimod, at hun vil skuffe livet”. Det er i begyndelsen af august og kun få uger før, at ‘Skriget’ bliver stjålet fra Munch-museet i Oslo. Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to hændelser.

Selv synes jeg, at taknemmeligheden fylder langt mere end tristessen. Har man set en hest på en mark i frostvejr, ved man, hvad jeg mener. Dampen fra mulen, der skyldes at hestens varme ånde møder den kolde luft. Det er så smukt, at jeg får lyst til at græde. Derfor tror folk, at jeg er trist, men i virkeligheden er det bare kærlighed. En lykke så stor, at der ikke plads til den indeni men må falde som tårer. Banalt, ja gudfrimigvel, men det er der jo så meget der er. Et sandslot, for eksempel, og et nedfaldsæble. Kilometersten og bogstavrim. Jeg elsker det hele, så simpel er jeg.

Da jeg fyldte ti, måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville have til middag. Jeg valgte ristet rugbrød med ost og smør. Abemad med råcreme til dessert. Skiver af banan, halverede druer, æbler og pære i tern. Vi knækkede en pakke pålægschokolade og dryssede over. Piskede en creme af æggeblommer og sukker og vendte den i fløde.
Min bror havde snittet en vandrestav i gave, jeg er den dag i dag stadig i tvivl om hvorfor. Jeg hadede jo at vandre, fandt altid på undskyldninger. Enten var det min pande, der brændte, eller mine ankler, der var i panik. Eller min næse løb, der var ikke den undskyldning, jeg ikke fandt på. Men nu havde jeg en stav at støtte mig til, mente min bror, og så gik det nok. Den forsvandt desværre sporløst i løbet af natten, jeg mente, der måtte være tale om et termitangreb.

Det har jo ikke noget med min melankoli at gøre. Det ristede brød, altså, eller abemaden. Termitangrebbet heller ikke. Det er bare for at forklare det med det simple. At bare fordi man spiser ristet rugbrød til sin fødselsdag betyder det ikke, at man er asket. Ligesom man ikke behøver at være trist, bare fordi man græder. Eller at være banal, fordi man elsker heste og råcreme. Vel?

I den ualmindeligt smukke udgivelse ‘Hjertet er en fold med heste’ fortælle forfatter Gry Dalgas om alt det, der følger med, når hele verden sætter spørgsmålstegn ved ens tanker, følelser, krop. Første gang hun er til møde på Sexologisk klinik, bliver hun spurgt: Beskriv din barndom for mig. Eller: beskriv din dysfori.
Hvad er en barndom?, spørger hun og svarer selv: “Det er alt for stort”. Hun gør sig umage med at mime, hvad hun tror er det rigtige svar. Noget med mor og far og tilknytning. det samme med hendes krop, dysforien. Hun fortæller noget om forkerthed, men den er svær at placere. En nat drømmer hun, at hun taler med en ældre transkvinde, der siger til hende: “Det er vigtigt at have et sted i din tekst, som du kan tappe blod af, det skal give noget at leve af resten af livet, so, en pension [..] Jeg prøvede at forstå, skrive videre, rette til”
Det er helt urimeligt. At afkræve et menneske at kunne berttige sin eksistens, sine drømme, sine følelser. Må jeg havde det, som jeg har det? Må jeg være ked af det, glad, forvirret? Må jeg drikke havremælk, selvom det ikke er sundt, må jeg gå uden BH i blæsevejr, er der regler for, hvordan man må smile, hvor længe og til hvem?
Da jeg var tilknyttet psykiatrien var spørgsmålene ikke ulig dem, som Gry blev stillet. Fortæl om dine første år, dine brødre, sin appetit. Søgte du bøgerne, for at slippe væk. Og fra hvad? Og jeg svarede det bedste, jeg kunne. Om de lange somre i huset i skoven, om tranemarch og stilhed, svenskrøde vinduesrammer og en sær sitren, der slog gnister uden at nogen, andre end jeg, tog notits. Om Dumbo og Lille Hiawatha og en titel i reolen, jeg ikke forstod: ‘Nøglen sidder i døren’. Og psykologen noterede og senere læste jeg, at jeg udviste en særlig sensibilitet for det usagte, at jeg forbandt mad og nåletræer med tryghed, og at bøgerne blev en slags helle. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, jeg ved bare, at jeg lige så godt kunne have fortalt om natsværmeren, jeg slog ihjel en nat, jeg ikke kunne sove. Eller om stenen, jeg bar i lommen, og betroede alt – også mere, end jeg selv vidste, jeg rummede. At jeg begravede den langt væk af frygt for, at den skulle tale over sig. Hvad havde der stået i min journal, hvis det havde været min fortælling. Læser vi ikke altid hinanden med et sigte for øje, en slags forventning om at finde noget, vi allerede ved, hvad er.
Er der en forventning om, at vi kan leve op til vores sorger? Berettige at vi længes, at vi er vrede eller bange.
Hvad er du bange for?, spørger de, og jeg kunne svare:
Jeg er bange for jeres spørgsmål.
For at blive spurgt: Hvad er du ked af – og ikke kunne svare med andet end: “Appelsin?”
Mit hår er hvidt, fordi min frisør har afbleget det. Mine fødder er lilla, fordi jeg har en bindevævssygdom, der forhindrer mit blod i at løbe frit. På min ryg er en bule på størrelse med en halv mandarin, den er medfødt og helt ufarligt. Jeg lider af tør hud og øjne. Mine bryster er ok, omend det venstre er lidt tungere end det højre. Mine knæ er grimme og knortede, men jeg er glad for, at de ikke gør ondt.
Jeg kan ikke forklare mig bedre end det. Lidt her, lidt der, et knæ, et bryst, en tristhed, et hjerte.
En sten gemt væk langt borte.
Er det nok – og hvem bestemmer, om det er?

PS: Læs den vidunderlige antologi, læs bare hvad Melanie Kitte skriver om en oplevelse på Bispebjerg psykiatriske akutmodtagelse:
“Legen sa: “Jeg synes det er ekstremt mærkeligt at du ligger ned under samtalen”.
Jeg sa “ja, da er jeg vel merkelig da”.
Jeg forstod ikke helt, hva jeg skulle gjøre med den informasjonen.”

🔥🔥

Jeg beder tit til gud, også selvom jeg ikke tror på sådan noget. På en almægtig og indgribende kraft fra oven. Jeg tror, at den slags kommer nede fra, som en tidselsvækst, der pludselig stikker hovedet frem fra en sandklit i Thy. Eller indefra og ud, som når en mor holder sit nyfødte barn i armen for første gang. En knytnæve af kærlighed så stærk, at den kan slå hul i lydmuren.

Alligevel beder jeg. Om alt muligt og umuligt. At bilen kan starte til morgen. At søen ligger, hvor den plejer at ligge. At vanviddet stopper, og at USAs kommende overhoved får en sur måge i øjet og må tage orlov for at pleje sit synstab. Jeg beder til at dagen går, men at tiden bliver tilbage. At min ven får retfærdighed og at det engang kan betale sig at handle omsorgsfuldt, og ikke som nu: at handle smart og i en fart.

Det er snotdumt. At bede. Jeg mener. Hvem skulle lytte til en midaldrende jyde med slagside til det melankolske. Hvorfor skulle en gud kere sig om begyndende motorproblemer for en rød Skoda eller for en sur måges kollision med en galning. Jeg aner det ikke, men det er heller ikke min pointe. Pointen er, at så længe, jeg beder, holder jeg fast i håbet. Om at noget vokser. ikke oppefra og ned, men nedefra og op. Indefra og ud. Kald det kærlighed. Nej, kald det lige, hvad du vil.

Da jeg var barn tilbragte jeg næsten alle somre i familiens sommerhus. Det lå på en stor naturgrund i en nordjysk klitplantage. Høje fyrre og graner, insisterende enebærbuske, en enkelt kristtjørn. Græsser, lav og mos. Min far rejste en del med sit arbejde, og de lange monotone dage i skoven uden andre afbrydelser end døgnets tre måltider og måske en kort gåtur, var for ham et tiltrængt åndehul fra hverdagens tætpakkede kalender.
Jeg, derimod, fandt dagene uendeligt lange og varme. Jeg fik soleksem og talte i vildelse, senere lå jeg i underkøjen i et af de to børneværelser og læste Jumbobøger og drømte om charterferier ved swimmingpools, børnesafari og slik så syntetisk, at tungen blev selvlysende. Ind imellem kravlede jeg dog ud fra under dynen til de voksne på terrassen. Tidligt teenagemut og med suk så højlydte, at det gav genlyd mellem stammerne. Mine forældre tog det pænt, tilbød mig et glas saft og en bog af Sigrid Undset, – hun skriver sørme godt, forsøgte min mor sig. Men jeg var ligeglad, lod mig falde tilbage i en solstol og stirrede påtaget intenst ud på landskabet foran terrassen.
Det var sådan, jeg opdagede insekterne. I min stirren. De var jo allevegne. Guldsmede store som en knyttet barnehånd. Sommerfugle med så skrøbelige vinger, at jeg blev bange. For mine hænder, altså, hvad de kunne finde på. Tænk, om jeg greb og klemte om den smukke vingede skabning. Jeg endte med at bide mine knoer til blods, så voldsomt, at min mor råbte op, – du bløder, og så kom hun løbende med jod og plaster, og dagen blev på den måde mere dramatisk end de foregående ti tilsammen.
Senere fandt jeg ørentvister, mariehøner, grankogletæger, kæmpetræhveps, store nåletræsnudebiller og et hav af myg. I reolen fandt jeg et opslagsværk, Hvad finder jeg i skoven, og læste, at insekterne var overalt og til alle tider. Millioner, milliarder. Trilliarder. 80 % af alle levende væsner udgjorde de.
Jeg var ikke længere alene i skoven buret inde med mine forældres mangel på gøremål, nej jeg var en del af af titusindvis af kravlende kryb, flyvende insekter. Og selvom angsten for at gøre dem ondt, fange en flue under glas og se den dø, den slags, en lyst, jeg frygtede skulle finde vej til mig, så var glæden større, tænk at jeg var forbundet med de små dyr.

I dag læste jeg så en artikel, der rejser spørgsmålet: Kan insekter føle smerte? Er det vigtigt, kunne man spørge, og ja, det er det. For hvis de gør, hvis de er i stand til at ikke bare at registrere men også at reagere på kulde, varme, smerte, sult, tørst, ja så har det betydning for, hvordan vi mennesker forholder os til vores levende venner. Da Storbritannien forlod EU betød det også, at de fratrådte den europæiske Lissabontraktaten, der anerkender dyr som sansende væsner. Der var således ikke længere noget, der beskyttede ikke-menneskelige væsner mod smerte, sult og frygt. Nogle år senere vedtog de dog en lignende lov, men kun for hvirveldyr. 97% af alle dyr er hvirvelløse – og således uden beskyttelse. Vi taler her om f.eks. blæksprutter, som er almindelig anerkendt som virkelig begavede dyr med umiskendelige følelsesmæssige reaktioner og et yderst veludviklet sanseapparat.
Jeg har selv en rem af huden. Jeg har lagt gift ud for at undgå myrer. Jeg har utallige gange kvadrer en myg, de havde sat sig til rette på min læg. Jeg har endda slået en natsværmer ihjel med en fluesmækker, fordi den blev ved at forstyrre min nattesøvn. Det er jo “bare” et insekt.
Men hvem er jeg til at vurdere, hvad der er mere, og hvad der er mindre. Hvem, der “bare” og hvem, der ikke er. Jeg har flere gange råbt op, når jeg har hørt om folk, der drukner kattekillinger. Om misrøgt af hunde på avlsfabrikker. Grisenes frygtelige vilkår på de store kommercielle farme. For ikke at tale om kyllinger, der står så tæt, at de brækker brystbenene mod hinanden. Men insekterne… ja dem har jeg tilsyneladende i en slags almagtsfølelse glemt. Indtil den dag på terrassen med blodige knoer og frygten for mig selv og mine hænder.

Vidste du forreste , at en guldsmed har 30.000 øjne? At en løvgræshoppe hører med sine knæ? At en termitdroning kan blive 25 år – mod døgnfluens få timer?

Forskere forsøger nu at finde beviser for, at også insekter kan sanse og opleve smerte. For hvis de kan, så vil det alt andet lige betyde, at vi mennesker får sværere ved at forsvare vores overgreb mod dem. Det bliver sværere at gasse bier, hvis vi finder evidens for, at det påfører dem lidelse.
Men det er svært. Vi har jo ikke engang sprog for menneskelig smerte. Av, måske. Men “hvor” av. På en skala fra et til ti – fucking av eller irriterende av eller uudholdeligt av? Med så fattig en evne til at artikulere vores menneskelige erfaringer, hvordan skal vi så lykkes med at forstå dyrenes oplevelser? Rene Descartes mente eksempelvis, at det var unødvendigt at overhovedet at forestille sig nogen form for følsomhed hos ikke-menneskelige dyr – de var jo bare stimulus-responderende maskiner.
Alligevel er forskerne nået frem til, at bier, der normalt undgår meget varme fødeemner (sukkervand), udsat for sult synes at tolerere stadigt varmere sukker. Det peger på, at deres reaktion ikke er instinktiv, men motiveret af sanset sult. De kan således trænes til at udholde stadig større smerte, hvis de lokkes med føde. Målinger af kakerlakkers hjerne viser tydelige udsving, når de udsættes for stærk varme. Alligevel udsættes insekter i fødevareproduktion for en grillovns varme for at kunne sælges som sprød snack i supermarkeder, det til trods for, at forskerne mener, at dyrene lever i op til en time i den glohede ovn, før de dør af udtørring.
(Der har også været udført fuldkommen uetiske og grusomme forsøg. Eksempelvis skar man bagkroppen af en guldsmed og oplevede, hvordan den efterfølgende åd af sin egen krop – der frarøvet tarme – gled ud af brystkassen. Dét er rendyrket ondskab.)
Sammenfattet er forskernes konklusion, at der er “stærke beviser for oplevet smerte” hos voksne fluer, myg, kakerlakker og termitter. Hos andre insekter er resultaterne knap så åbenlyse, men dog så overbevisende, at de finder det “ud over rimelig tvivl”, at alle insekter oplever både smerte, sult og tørst.
Uanset hvad, så er det indlysende at lade enhver tvivl komme insekterne til gode.

For ikke så mange år siden lavede vi sjov med, at landmænd spillede klassisk musik for køer for at dæmpe deres stress og hjælpe dem til en rarere hverdag. Og nok har dyrerettighedsaktivister i årevis kæmpet mod pelsindustrien, men jo da ikke mere, end at det stadig kan betale sig at drive blandt andet minkfarme i Danmark. Det kan virke stadigt mere uforståeligt, at vi ikke simpelthen forbyder misrøgt eller dyrehold, der påfører levende væsner lidelse. Jeg mener: Vi kunne lukke landet ned i godt et år, da det viste sig nødvendigt for at undgå stor menneskelig lidelse og død. Det var hårdt, ja, men vi lykkedes med det. Hvorfor ikke gøre det samme for dyrene. Lukke hele dyreindustrien ned, indtil ordentlige vilkår er sikret. Kræve at alle med haver laver et område med kvas og stensætning, vilde blomster, og ukrudt.
Jeg ved godt, at den slags forslag får de fleste til at trække overbærende på smilebåndet. “Lille ven, kom nu tilbage til virkeligheden”. Men hey: jeg ER jo lige præcis i virkeligheden. Den, der tæller både planter, dyr og mennesker.
Det er derfor jeg råber op.

Der er ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. Nej. Men det er jo ikke det samme, som at man ikke kunne ønske sig, at det var det. Nemmere. Mindre ensomt.
Efter henover julen at have tilbragt ti dage på en nordjysk klithede, må jeg konstatere, at også her er det svært. Marehalmen er strid, og vinden hård. Havet raser og himlen truer. Med en vindstyrke på 22 sekundmeter føles temperaturen som minus 9 grader. Hundens snude slår revner og trædepoterne sprækker.

Alligevel er der noget at hente. I det svære, der heroppe er konkret. En varmepumpe, der strejker, er voldsomt irriterende, men kalder på handling. Man trykker på alt, der er at trykke på i huset. I timevis og uden held. Men så pludselig er der noget, der virker, man ved ikke hvad, men apparatet begynder med ét at sende varm luft ud i rummet. Glæden er til at tage og føle på. Jubeldans og formiddagsflødeboller. Termometeret stiger langsomt fra 18 til 21 grader. Det er muligvis ikke et stort skridt for menneskeheden, men til gengæld et kæmpe fremskridt i et forblæst hus i klitterne en iskold januardag.
Vi laver en puré på kogt blomkål, tilsætter kun salt og peber og en spiseskefuld fløde, og voila, føler vi os hensat til en ypperlig gourmetrestaurant med eget bandarolemærket smør og stjerner på tjenernes skjorter. Det kræver ikke andet end glubende appetit at lade sig rive med af simpel kost, vi ender med at tømme en hel skål og hæver glasset for hver portion vi sætter til livs: Skål. For blomkål og fløde. For jordens gaver og mavens rumlen. For simple glæder og for pokker.
Vi finder et spil i en glemt kommode: Idiotkundskab. Og lærer, at fisk, der lever på bunden af havet, rent faktisk kan blive ramt af søsyge, at Sverige er det land, hvor folk er ældst, når de gifter sig, at det er muligt at tatovere en tunge og at en hotdog har sit navn, fordi den særegne ret engang gav en bladtegner mindelser om en gravhund – “varm hund.” Således oplyst om tilsyneladende helt ubrugelig viden, falder vi i søvn under det samme hæklede tæppe på sofaen og vågner en halv time senere, pinligt bevidste om til stadighed intet væsentligt at have bedrevet. Udover – selvfølgelig – at have det godt.

Og det er her, det sært fordømmende “der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt”, dukker op. For der er altid en vis skam forbundet med det nemme. Den simple glæde er tossen forundt. Hunden også. Men vi mennesker, vi skal kæmpe for tingene, der er en forventning om, at det skal gøre ondt for at gøre godt. At tilegne sig unyttige viden, at sove på sofaen. At duppe hundens snude med kokosolie for at læge vindens bid. Ikke at kæmpe mod vindmøller, men blot mod en simpel varmepumpe. Det er simpelthen for… nemt. Det kan ikke være så simpelt, for hvis det er det, hvorfor gør vi det så så uendelig svært?
Jeg indrømmer. Det er et fejt trick, at bruge en helligdagsferie som billede på livet. Tilværelsen er jo ikke et højskoleophold, det er momsregnskab, korrekturlæsning, influenzavaccinationer, støvsugning, huller i nedløbsrøret, spegede mails med dobbelte budskaber. Det er begyndende eksem under brysterne, dårlige hårdage, morgenangst og en lille tvivl om næsten ingenting. Alligevel er det værd at tænke over, om man skulle satse lidt mere på blomkålspuré og ubrugelig viden. At sove til middag. At lyne frakken og gå ud, selvom vejrapp’ens forudsigelser viser alt andet end sol og sommer.

Min kloge kollega, Maja Elverkilde, har skrevet en bog om at plukke græs. Det lyder jo umiddelbart meget småt. Men tanken er stor: At kere sig om det mindste strå. Dufte og smage. Ikke for at blive klogere, nødvendigvis, mere robust, mere effektiv. Men fordi, det er det, vi er skabt til. At være i verden med krop og sanser, mærke os smagen af havets salt på tungen, lyden af rim på græs, der knækker under vores fødder. Nu er hende bog indstillet til en pris af Politiken. Det er velfortjent. Måske er dagene på klitheden slet ikke spildte, selvom de har været nemme. Ikke lette, men simple. Spise, sove, læse, gå ture, kysse, grine. Fryse og tø hinanden op.

Der er muligvis ingen, der har sagt, at det skulle være nemt. men det er jo ikke det samme, som at det ikke kan være det. Nemt, altså: Flødeboller for at fejre, at vi kan holde varmen. En lur, når vi er trætte. At nyde et blomkål i januar, som man nyder en softice i juli. Det behøver ikke at være så svært. Eller sagt på en måde: det svære er måske at leve med, at det simple er ok og endda nok.

I en novelle af den norske forfatter Ingvild H Rishøi om en mor og hendes datter, går de i dagene op til jul omkring i byen, prøver tøj og “glemmer” at tage det af igen. Udenfor indkøbscentret møder de en hjemløs, der spørger efter penge, men moren afviser hans bøn. De har jo knap nok til bussen hjem, barnet insisterer, det hele ender i et søle af tis og gråd og kulde og fortrydelser.
Fortællingen findes i samlingen “Vinternoveller,” og er så stærkt fortalt, så levende og mærkbart, at jeg i årene efter har gået rundt og husket episoden i omklædningsrummet og det umulige valg mellem at hjælpe sin næste og hjælpe sig selv, som var det min egen. Jeg kan tydeligt genkalde mig det kolde sneslud, lygterne fra bussen. Følelsen af at bære noget tøj, jeg ikke har betalt for. Det er selvfølgelig en falsk erindring, eller. Det er en fiktion så stærkt formidlet, at den har taget form af virkelighed i min hjerne.
Da jeg var syv mistede jeg min farfar, Anders, han døde uvarslet af nyresvigt. Jeg nåede aldrig rigtigt at lære ham at kende, han sad gerne på sit kontor bagerst i murmestervillaen på Villagade og gennemgik gamle regnskaber, eller han tog sig et hvil i den kongeblå lænestol ved vinduet ud mod gaden. Jeg hilste på ham med hånden og kendte ham bedst som min fars far, en sær konstruktion, jeg ikke helt begreb, for min far var jo far, og hvordan kunne han så også være nogens barn? Jeg fik ikke lov at komme med til begravelsen, men sad derhjemme med besked om at passe min farmors gravhund Ib, og jeg forstod at døden var noget, de voksne hviskede om, ligesom op til jul, når de gemte gaver i skabene, de først fandt frem den 24. december. Jeg gik således længe og ventede på, at min farfar ville dukke op igen, som en overraskelse en dag i december måske. I mellemtiden erstattede jeg ham med Mattis fra Brødrene Løvehjerte, den hjertevarme ældre mand, der redder Tvebak fra Tengilsmændene ved netop at påstå at være hans farfar. I flere år efter min farfar var død, gik jeg rundt og pralede med, at han var i live, nu hed han bare Mattis, og sad et sted på en bænk og ventede på, at jeg kom forbi. det slog mig aldrig som en løgn, jeg huskede ham jo tydeligt, ja bedre end min egen farfar, og så var det vel sandt?
Jeg er meget optaget af sådanne erfaringer, ting, man husker med næsten fotografisk præcision, selvom de aldrig har fundet sted. Lærer Andersens forfærdelige endeligt på altanen, som alle husker uanfægtet, at scenen aldrig har fundet sted er et efterhånden fortærsket men ikke desto mindre godt eksempel på det samme. Det, vi har levet os ind, uanset det er fiktion og fantasi, føles lige så reelt som de faktuelle hændelser, vi har oplevet.
Det er både godt og skidt. Godt jo, at få en ekstra og endda meget kærlig farfar, når den, man havde, er død. Også godt, at kunne leve sig ind i et barns fattigdom sådan som Ingvild H Rishøj så fremragende tilbyder os med sine noveller. Ikke bare forstå men også føle ubehaget og skammen ved at stjæle, og splittelsen mellem at skamme sig over- og på samme tid ubetinget elske en forælder. Det er en styrke at kunne begribe andre virkeligheder end ens egen. På samme tid kan det være en alvorlig trussel: Tænk på, hvordan masserne i tiden op til anden verdenskrig lod sig forføre af Adolf Hitlers retoriske forvanskninger af virkeligheden. Han påstod sammenhænge, der intet havde på sig, men som var så levende beskrevet, så patosfyldt og fyndigt, at folk så det for sig som sandheder. De så en fremtid af stolte kvinder med fletninger og børn med runde kinder, der legede lykkeligt i kornet. De så flittige mænd, orden og renhed. Diktatorens løgne blev i de længselsfulde tyskeres bevidsthed til faktuelle forudsigelser. Hvis bare de lykkedes med at holde den ariske race ren og holde de nationalsocialistiske dyder højt, ville fremtiden være lys og evig.

Jeg ved at fugle kan finde frø, de har gemt ti måneder tilbage. De kan ganske enkelt styre direkte mod et træ blandt tusinde og finde et skjult forråd under et stykke bark. Deres hukommelse er så præcis og rumligt forankret, at den sikrer dem overlevelse i strenge vintre, hvor der ikke er andet føde at finde, end hvad de har gemt. Vi mennesker, derimod, har ofte svært ved at huske fra næse til mund. Hvor lagde vi bilnøglerne, hvornår er det, vi har bryllupsdag? Fuglene er således mennesket overlegne i deres evne til at kortlægge hændelser, der går langt tilbage. Til gengæld: flytter du deres frø tre centimeter til højre for dets oprindelige placering, kommer fuglene til kort. Deres præcision skygger for evnen til at tænke ud over det eksakte, de ender ved konklusionen: Frøet var ikke at finde, hvor det skulle være, men tænker ikke ideer: Hvor kan det så være?
Når vi mennesker ind imellem mere eller mindre uforvarende kommer til at blande fiktion og fakta eller praktiske erfaringer med teoretiske forudsigelser, så giver det også en mængde muligheder for at operere i verden. På trods og i trods. Hvis nogen flytter vores frø, så finder vi sgu bare nogle andre. Eller vi protesterer: Hvem har taget vores frø?
Fuglene, derimod, dør af sult.
Faren er så, at vi i vores medleven, vores forsøg på at finde en forklaring, kobler ting fra den virkelige verden med ting, der kun eksisterer i vores hjerner. Vi giver måske naboen skylden for de frø, vi selv har forlagt. Måske synes vi ligefrem at have set tegn i sol og måne på hans mistænkelige adfærd. vasker han ikke sin bil lige lovlig tit – hvad mon han prøver at skjule? Og hvorfor har han lyset tændt om natten? Pludselig er det så åbenlyst, at han er kriminel, måske har han ikke bare taget vores frø, men er også skyld i klimaforandringerne og hullet i asfalten lige ud for vores indkørsel?
Jeg var faktisk så glad for min nye farfar, Mattis, at jeg – foreholdt af en voksen, at han ikke fandtes – brød ud i gråd og insisterede: Han FINDES, jeg sværger. Lige sådan, da jeg tretten år senere blev meget syg af anoreksi: Også her løj jeg uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Jeg var så overbevist om, at jeg ikke snød men bare gjorde, hvad jeg måtte for at overleve, at jeg pure nægtede at gemme mad i strømper og trusser eller at dyrke motion i det skjulte.
Det jeg vil sige er, at virkeligheden ikke er nok. Det er ikke nok at kunne finde frø, man må også have en plan B, hvis frøene pludselig forsvinder. Her er fantasi og forestillingsevne afgørende. På samme tid er virkeligheden helt afgørende. Frøene findes – og vi kan ikke overleve alene ved tanken om dem.

Der er den her filmscene, jeg bliver ved at vende tilbage til. En ældre kræftsyg far nægter at forholde sig til alvoren af hans situation, men hans søn insisterer: “its in stage four, dad!” Faderen smiler afvæbnende: “At least it’s not stage five”, svarer han. Hvortil sønnen trist, ja næsten tryglende understreger sin pointe: “There IS no stage five.”
Jeg nævner scenen, fordi den siger noget vigtigt om sprog. At de ord, vi vælger, de termer, vi bruger til at forklare os med, kan virke oplysende – men også modsat – fremmedgørende, forvirrende. I tilfældet ovenfor er det jo åbenlyst, at sønnen benytter en målestok for sværhedsgraden af en sygdom, som faderen ikke forstår. Stadie fire lyder jo i sig selv uskyldigt, især hvis det er målt på en skala, der går helt til hundrede. Men det er det ikke – “there IS no stage five”. Stadie fire betyder terminalt syg, sidste stop før døden, og selvom faren forsøger at bevare optimismen, må selv han erkende, at fornægtelse ikke virker, når det drejer sig om livets Endeligt. Du kan godt vælge at se væk, men den forsvinder ikke af den grund.

I en artikel af professor i antropologi Manvir Singh med titlen “How Much Does Our Language Shapes Our Thinking”, filosoferer han over, hvordan forskellige sprog og sprogkulturer har betydning for, hvordan vi forstår verden. Tænker om den. En kendt eksempel er inddeling af tid. I vesten benytter vi tre tider: fortid, nutid og fremtid, i nævnte rækkefølge, sådan at fortiden er bag os, nutid er ved os, og fremtiden ligger foran. Men uanset det synes indlysende for os europæere, så er det langtfra givet, at det er sandheden om tidens beskaffenhed. I visse amazonstammer er det faktisk omvendt. Den nære fortid er den, vi stadig kan se/husk, og er af samme grund placeret lige foran os. Fremtiden derimod, kan vi ikke se, vi kender den jo ikke, hvorfor den er placeret bagude. I atter andre sprogkulturer taler man om, at fremtiden flyder OP af bjerget, mens fortiden løber NED ad bjergets sider. Vi har her ikke længere at gøre med en vertikal lineær tid, men med tiden som en horisontal størrelse.
Det lyder måske nørdet og abstrakt, men det har afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til verden. Om de politiske visioner, til eksempel, er vandrette – fremad, videre, vækst. Eller om de har et mere horisontalt sigte, højere, mere himmelsk. Lige sådan har det betydning for oplevelsen af alder, forestiller jeg mig. Herhjemme er ældre nogle, der i kraft af deres begrænsede mobilitet og hastighed er til gene og står i vejen for fremskridtet, mens de i kulturer, hvor tiden opfattes som opstigende, himmelstræbende, snarere ses som vise, erfarne, nærmere toppen.
Lige sådan er der forskel på, hvor gode vi er til at sætte ord på vores sanseoplevelser. I Vesten har vi længe prioriteret syn og hørelse over følesansen, lugt og smagssansen, og det afspejler sig i vores sprog. Vi har et langt mere veludviklet vokabular for det, vi kan se, end vi har for eksempelvis smage. Sidstnævnte vil ofte blive reduceret til en sammenligning: Det smager lidt af citron og ingefær. Mens der på andre sprog, hvor smag og duft rangerer på lige fod med syn og hørelse, er langt mere præcise og varierede begreber for netop den slags sanseindtryk. Det er klart, at den slags har betydning for vores tænkning og væren. Tænk hvis vi i Danmark havde lige så mange ord for smagsindtryk, som for vores visuelle verden. Artikler og opslag, litteratur og dans ville sig anderledes ud. Vores nyhedsdækning.

Da jeg blev forsøgt udredt for kroniske smerter, var jeg ad flere omgange i kontakt med en reumatolog, der blandt andet havde deltaget i en verdenskongres om emnet. Verdens fremmeste forskere på feltet havde været samlet i fem dage for at tale om de forskellige typer kroniske smerter, de var stødt på, og behandlingsmuligheder. Det havde på een og samme tid været en storslået og trist affære: Det vokabular forskerne havde til at beskrive smerterne på, var så godt som alene en skal fra et til ti, hvor et var næsten ingen smerter og ti var voldsomme smerter. Og grupperingen af smertebilleder var lige sådan mangelfuld. Man skelnede mellem dumpe, vedvarende smerter, jagende smerter og et par stykker mere. “Så længe vi ikke ved mere om, hvad dump og vedvarende dækker over”, sagde han, “så får vi svært ved effektivt at behandle med andet end det, vi allerede har at gøre med. Morfinpræparater og andre bedøvende midler.” (Det mest effektive våben mod kroniske smerter, betroede han mig i øvrigt, var søvn)
Det er derfor det med sprog er så vigtigt. Fordi jo mere præcist, vi kan beskrive hvad vi ser og hører, mærker og oplever, des større er sandsynligheden for, at vi kan gøre os forståelig for andre. Hvis jeg ikke behøver at nøjes med at sige om en politiker, at denne er dum og uduelig, men kan forklare, hvorfor og hvad, jeg er uenig i og ikke mindst, hvad jeg ville foretrække i stedet, så er sandsynligheden for, at modparten ville lytte, langt større. Hvis vi fik gjorde os umage for at finde flere ord at sætte på naturen, ville vi med stor sandsynlighed også blive mere omsorgsfulde i vores omgang med den. Sheküfe Heiberg har forsøgt sig med en verbalisering, helt bogstaveligt, af naturbegreber. Livets verber, hedder værket, hvor hun forsøger at give sprog TIL naturen, i stedet for kun at skrive OM den. At flode, kunne for eksempel betyde at strømme rislende gennem verden. Eller at Birke, som kunne være at stå som en lysende gul fakkel ved en sø i efteråret.
Jo mere umage, vi gør os, med at udvide og udvikle sproget, des større bliver verden omkring os. Ikke i kvadratmeter men i indsigt og forståelse. Hvis tiden ikke bare er før, nu og efter, som vi forstår den her i vesten, men også under og over os, som andre kulturer oplever det, ja, så har vi meget til gode at opdage.
Verden er jo rund af en grund?