Jeg bar barnet på ryggen. Varmen fra hendes åndedræt mod min nakkes hud. En forsigtig påmindelse. Hun græd ikke. Sad helt stille og lod sig bære, uvidende om hvorhen, hvorfor. Af hvem. Jeg nynnede. Lyden satte mørket i bevægelse. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. At vi skubbede mørket foran os, bar det som et skjold, et værn mod verden. Lygterne fra en bil lidt skar en en søjle af lys gennem natten. Jeg dukkede mig, så vi ikke kunne ses.
Senere fandt jeg læ og hjalp barnet ud af selen. Kyssede hende på panden, strøg en finger over hendes kind. Hviskede: “Lille fingerbøl”, “Elskede elskede”.
Kan man drømme så hårdt, at det slår buler i virkelighedens karosseri. Er det løgn, hvis jeg siger, at jeg er vågnet med selen, der bar hende, i mine hænder? At jeg stadig mærker hendes ånde mod min nakke? Elskede elskede. Hvad stiller man op med al den kærlighed, der bliver tilovers, når virkeligheden har taget sit, men langtfra alt, man havde at give?
Hvis man har gået langs en sø i streng frost., kender man nok lyden af is, der giver sig. En langstrakt vånden, som lyden af en hval, der kæntrer, eller: sådan som jeg forestiller mig, en hval. der kæntrer, ville lyde. Jeg nævner det, fordi den minder mig om den lyd, min mor gav fra sig, når hun, i en migrænetilstand så uudholdelig, at hun afstod fra alt, lys, selskab, mad, drikke. Hun lå bare med dynen trukket op over hovedet, ude af stand til at finde hvile, fordi smerten stak som en syl mod hendes kranie, hendes tindinger. Øjnene. Ørene. Hun stod kun op, når kvalmen blev så stærk, at hun var nødt til at rejse sig for at tømme mavens indhold i toiletkummen. Men maven var jo tom, hun havde i dagevis ikke indtaget føde. Det eneste der undslap var gullig galde og så den her lyd. Som vand, der krymper i kulden, eller som en hval, der giver op. lader sig synke. Det med galden var i tidligere århundreder en tese, læger brugte som forklaringsmodel. Det skelnede mellem sort og gul galde, som en slags væskernes svar på yin og yang, og mente, at folk med migræne havde en ubalance i forholdet mellem de to. Om det var for meget sort galde eller for lidt gul, det husker jeg ikke, men man forsøgte i hvert fald med præparater, der skulle øge mængden af den éne slags -og hvis ikke det virkede, med andre udtræk, der skulle sænke mængden af den anden. Min mor var undersøgt på kryds og tværs, hun havde efter sigende ingen ubalancer, på nær hendes fingre, der blev hvide i frostvejr og så en lilletånegl, der groede indad. Ingen af delene mente lægerne kunne forklare hendes migræneanfald, faktisk er og bliver lægevidenskaben forholdsvis afmægtige, når de møder patienter med Hemicrania, som er den latinske betegnelse for den lidelse, der giver sig udtryk i en periodevis kraftig pulserende og ensidig hovedpine.
Min mors anfald kunne vare fra tre dage til en uge. I den periode var huset i undtagelsestilstand, vi måtte kun benytte toilettet længst fra hendes soveværelse, legehuset, der lå umiddelbart udenfor vinduet, hvor hun sov, var strengt forbudt område. Vi levede af risengrød og æbleskiver, som var de eneste to retter, min far følte sig tryg ved. Den dag i dag har jeg det svært med begge, ikke fordi de smager grimt, men fordi de giver mig mindelser om dage med tilbageholdte vejrtrækninger og så meget bortgemt smerte, at det kunne mærkes i gardiner og vægge. Børn er børn. Jeg hadede, når min mor var syg. Ikke kun – og måske mindst af alt – fordi hun led, men fordi jeg måtte undvære hende så længe. Jeg ville have min mor, og havde svært ved at forstå, at det virkelig var så slemt fat, at jeg ikke kunne lægge mig ned ved siden af hende i mørket. Det tog mange år for mig at forstå, at det ikke var mig, min mor ikke udholdt, men smerterne og sig selv, og den dag i dag skammer jeg mig over, at jeg havde mere ondt af mig selv end jeg havde af hende.
Når jeg nævner alt det her, så er det fordi jeg er i gang med at læse en bog af den svenske psykolog Celia Svedhem. ‘Det mørke rum’ hedder den og fortæller om forfatterens egne og hjerteskærende erfaringer med sygdommen, men også om migrænens kulturelle og medicinske historie: Freud lindrede sin migræne med kokain, Salvador lod den løbe som smeltede ure gennem sine værker. En amerikansk kvinde forsøgte at bore hul i sit kranie, i et desperat forsøg på at lette trykket mod tindingerne. En vigtig pointe i bogen er også, hvordan lidelsen altid har været omgivet af en vis mistro. Er det nu virkelig også så galt. De fleste har oplevet slem hovedpine, og tror sig derfor i stand til at sætte sig i den migræneramtes sted. Men det svarer til at påstå at man kan forstå en benamputerets fantomsmerter, fordi man engang har fået fjernet en flis i foden. Det er nu engang ikke det samme. Med Matador blev den sengeliggende kvinde symbol på overfølsomhed og letter hysteri: “Jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”, og samme urimelige etikette har i mange år forfulgt de kvinder, der var ramt af en invaliderende migræne. de var nok bare sarte og sygdommen en måde at slippe fri af hverdagens mange krav. Livets også. I dag ved man, at migræne er en livsindgribende sygdom med alvorlige konsekvenser for den ramte og dennes pårørende. Lægevidenskaben er ikke meget længere end for tre århundreder siden. Godt nok borer vi ikke længere i migrænikerens kranium, men de fleste medicinske præparater er på forsøgbasis og med så varierende effekt, at det vel næppe kan kaldes en egentlig behandlingsform. Alene i Danmark menes 200.000 at lide af sygdommen, alligevel er det de færreste der står frem. For hvad er der at sige: Det er en rædselsfuld lidelse, og der er så godt som intet at stille op imod den. Lev med det, er lægernes bedste bud. Mediter. Undgå stress. Kæmp ikke imod, når et anfald rammer, men lad dig glide med. Det er nemt at sige, lidt som at sige til en iskold sø: Lad være med at vånde dig, det bliver jo forår engang og så vil du tø. Det er en virkelig god bog, svenske Celia Svedhem har skrevet. Den findes endnu kun på svensk men jeg ved at den om godt 14 dage findes på dansk også. Oversat af Anna Malou Dahl Andersen og udkommer på Frydenlund.
I går ringede jeg til min mor. Det gør jeg tit. Jeg sad i karnappen, som en nyklækket kylling med eftermiddagssolens stråler som varmelampe og talte med hende. Hun fortalte, at en tidligere nabo var kommet på plejehjem, diagnosen var træthed, udmattelse simpelthen. Efter flere års tiltagende sygdom var smerterne nu så omfattende, at de gjaldt alt. Alt gjorde ondt, at åbne øjnene, bære tøj på kroppen, synke sin mad. Det sidste betød at han var i fare for underernæring. Det var meget trist. Lægerne kunne ikke stille noget op, han var undersøgt for alt, men alle test, prøver, røntgenfotos viste alt normalt. Han fejlede ikke noget, alligevel var han så syg, at han ikke længere kunne være hjemme. Vi snakkede lidt om det med smerter. Hvordan noget kan gøre ondt, selvom der tilsyneladende ikke er noget at have ondt af, ondt over. Smerter er jo ikke en faktuel størrelse, det kan være mindst lige så grusomt at have helvedesild, som at være forbrændt over hele kroppen. Lige så forbandet at have migræne som smerten ved et kraniebrud. Tygger du på en chili og tager efterfølgende en slurk kold kaffe, vil du opleve, at du brænder dig på den ellers kølige drik. Du spytter kaffen ud. AV. Oplevelsen er sand nok, smerter er ikke andet end signaler sendt fra hjernen, og hjernens forveksler i dette tilfælde chiliens styrke med temperaturen på din kaffe og så kortslutter lortet. Uanset hvad der er op og ned, kold og varm, er følelsen helt reel.
Jeg led i mange år af voldsomme smerter, i lænden, i nakken, i hovedet. Jeg fik medicin – mod epilepsi, mod depression, mod opioid-overdosis. Ikke fordi jeg havde epilepsi, var nedtrykt eller havde problemer med stoffer (jeg har aldrig forsøgt mig med den slags), men fordi lægerne greb i blinde. Hvad skulle de ellers gøre, hvordan skulle de reparere noget, der tilsyneladende ikke var i stykker? Desværre virkede hverken Gabapentin eller Naltrexon, mine smerter forblev de samme. Til sidst endte jeg i en gruppe med en psykolog, der opfordrede os til at lytte til en rosin. Ja, den er god nok, vi fik alle udleveret en skrumpen rosin og blev så opfordret til at lægge den mod øret og lytte til, hvad den havde på hjerte. Det lyder absurd, det var det også, men det fik os til at le, og det lettede et kort øjeblik smerterne. De er svært at rumme, at nogen har ondt, når ikke man kan se hvorhenne eller forstå hvorfor. 18 år med spiseforstyrrelser har lært mig, at det kan virke som en rød klud i omgivelsernes øjne. Hvad klynker hun over? Hvorfor kommer hun ikke videre? – Spis dog din mad og tør’ øjnene.
Ai, ai, Captain, jeg er ked af ikke at kunne passe i din kasse.
Mine forældres nabo vil gerne hjem. Ikke fordi det gør mindre ondt derhjemme, men fordi han der føler sig mindre til besvær. Mindre tilovers. Mindre forkert, følsom Du kan ikke skælde et barn, der er blevet væk fra sin mor, ud. “Hold nu op, hun kommer om et øjeblik” For barnet er moren forsvundet – måske endda for evigt. Rædslen er hundrede procent sand, også selvom hun blot er få meter væk skjult bag en meterhøj reol med konservesvarer. Naboens smertehelvede er muligvis indbildt. Det ændrer ikke på omfanget af hans lidelser. Han er reelt ved at dø af sult, fordi det at spise, gør så ondt, at han foretrækker at lade være. Det jeg vil sige er: Man kan ikke måle andres smerte med sin egen lineal. En meter er en meter, men samme definition gælder ikke følelser. Man kan ikke besvare spørgsmålet: Hvor meget elsker du din hund, med: 2,8 kilometer. Eller det kan man godt, det siger bare ikke rigtig noget om kærlighed. Og heller ikke om smerte.
I Politikens podcast, ‘Den levende’ taler Lotte Folke og Eva Eistrup den 6. februar om den tiltagende psykologisering af sproget. Om begreber som gaslighting, triggere og traumer, der strøs med løs hånd, når der skal sættes ord på et menneskes problemer og udfordringer. Det er en god samtale, de involverer også en ungdomsforsker, Anne Gørlich, der arbejder på at kortlægge unges oplevelse- og brug af psykologiske begreber i hverdagen: Hvordan hjælper det dem, og hvordan kan det omvendt også virke uhensigtsmæssigt til at forstærke mistrivsel og fokus på det, der gør ondt. Mest interessant fandt jeg måske den faldgrube, der kan ligge i, med et øget fokus på de psykologiske smertepunkter, at overse, hvordan også samfundsstrukturerne er med til at skabe usikkerhed, ubehag og en følelse af at være udenfor. Selv har jeg længe været optaget af hierarkier. Ikke bare de åbenlyse, monarkiets guldkaret eller bankernes bestemmelsesret: Hvem vurderes gode nok, stabile nok og tilstrækkeligt arbejdsduelige til, at de kan tilbydes et huslån. Nej, hierarkier findes overalt, og det er min opfattelse, at meget af den usikkerhed, vi mennesker plages af, skyldes vores placering eller tvivlen om vores placering i disse.
Nu er det jo farligt at fremdrage sig selv i en debat, der handler om individualisering og psykologisering, men jeg vil nødig tale på andres vegne. Så: Jeg er halvtreds (51) og kvinde. Det betyder, at jeg i det hierarki, der handler om at tiltrække sig opmærksomhed på grund af udseende og ungdommelig appel, er trådt flere skridt ned ad rangstigen de seneste år, og kun har udsigt til at fortsætte min nedtur. Som barnløs er jeg udelukket fra den samtale, der handler om omsorgsarbejdet derhjemme: Det tæller ganske enkelt lige så højt, at nusse sin hund, kalde ham for “elskede agurk”. Som forfatter står jeg altid med hatten i hånden i det litterære hierarki, der handler om at nogen vil tage imod det, jeg tilbyder, mine bøger. Uanset hvad jeg skriver og eventuelt hvor godt, forbliver det jo en dunkel hemmelighed, hvis ikke et forlag nikker ja til at ville lægge bogryg til mit litterære arbejde. Som kronisk patient er jeg – i forsikringsøjemed – en dårlig forretning og kan ikke tegne en sundhedsforsikring. Som kollega er jeg vellidt men en kende for produktiv til helt at blive taget alvorligt, som låntager kun akkurat tålt og som udfordret på min tandstatus – efter et uhensigtsmæssigt forbrug af rå citron tredive år tilbage – er min anslåede middellevetid under gennemsnittet.
Set i det lys er min usikkerhed næppe alene et udslag af mangel på psykiske stamina, men i lige så høj grad et resultat af de talrige hierarkier, jeg som menneske i verden, borger i et samfund og del af et fagligt fællesskab, indgår i. Måske skyldes min ængstelighed faktisk, at jeg helt reelt risikerer at blive ringet op ad min bankrådgiver med besked om, at jeg er for dårlig forretning til, at han vil fortsætte samarbejdet. Måske skyldes min tristhed (også), at jeg, min alder taget i betragtning, ikke længere er så interessant, som jeg var for tyve år siden. Måske skyldes mit behov for at henvende mig ikke bare oversharing, men at jeg, qua min status som barnløs og således udelukket fra en del kvindelige fællesskaber, rent faktisk kan siges at være mere alene end de fleste. Og nej, det handler ikke om, at det er synd for mig. Slet slet ikke. Det handler om at se udover de psykologiske symptomer og ind i de samfundsmæssige strukturer der (også) ligger til grund for den, jeg er, dem, vi er.
PS: Jeg kunne tilføje et langt rant om, hvordan jeg modsat den psykologisering, der påstås at finde sted overalt med en uhensigtsmæssig diagnosekultur til følge, er opvokset i en tid, hvor psykolog var noget, man blev, hvis man havde en skrue løs, og hvor kvinder med depressioner, til stor morskab blev tildelt termen “nedsunket livsmod”, som en pendant til nedsunken livmoder, som iøvrigt også – særligt af datidens mænd – blev anset for en pseudodiagnose. Det vil jeg gemme til en anden gang, men bare for at sige, at alternativet til øget psykologisering IKKE er at rense sproget for følelsesmæssigt begrundede udsagn.
I Nobelprisvinderen Han Kangs roman ‘Lektioner i græsk’, møder vi en kvinde, der pludselig mister talens brug. Hun forsøger at forme ordene i munden, tager tilløb, trækker vejret ind, men alt sammen uden held. Hendes stemme forbliver tavs, og resten af bogen forsøger vi, sammen med kvinden og hendes lærer i græsk, at finde ud af, hvor den er forsvundet hen. Hvad hendes tavshed holder tilbage. De første år af mit liv gik jeg selv i en børnehave for døve, vi kommunikerede ved hjælp af tegnsprog og lyde, der ikke var ord i almindelig forstand, men en slags lydlig scenografi. Skrig, der fortalte, at det her var sjovt, smældende kald, der gjorde det ud for et STOP. Det var ikke altid nemt, jeg havde svært ved helt at afkode de døves signaler, og ofte betød det, at de for at opnå kontakt slog hårdt eller nev mig på overarmen for at få min opmærksomhed. Jeg, for min del, reagerede som de fleste: Ved at vende mig om, vredt, udstøde et av! og være alt andet end tilbøjelig til at lytte til, hvad de var kommet for at sige. Ikke desto mindre holdt jeg utrolig meget af min tid i børnehaven, af min omgang med de døve, der var noget befriende i det sprog, de brugte. Hænder og en tydelig ansigtsmimik, entydige lyde, som regel kun bestående af vokaler, Aae, Uue, Eei. Det var på mange måder nemmere at begå sig her end derhjemme, hvor ting kunne betyde flere ting samtidig, et nå, kunne være udtryk for et ligegyldigt svar på en betroelse, men også for en mild mistænksomhed: nåå?, når man fortalte, at man havde set en søko danse ballet og glemt at tilføje, at det var på film og vel at mærke en animeret en af slagsen. Jeg havde det svært med de mange dobbeltbetydninger og ord, der intet betød og dog syntes så afgørende. Et aha som svar, var i bedste fald kort for “nå for pokker, det vidste jeg ikke”, en slags anerkendelse af en viden, man netop havde delt. Men det kunne også – og som oftest – være et tydeligt tegn på mistro, aha, et skjul for det mere direkte “den må du længere ud på landet med”.
Jeg ved ikke, om jeg var et særlig sart barn – overfølsomt – eller om jeg bare havde et veludviklet sprogligt gehør, der ikke handlede om bøjninger eller udtale eller men i stedet om intention, som alle ved, er en virkelig svær hvis ikke umulig størrelse. For hvordan med sikkerhed vide, hvad et menneskes mål med en besked er. Hvad hedder du, kan lige så godt være en invitation til at lære hinanden at kende, som det kan være et inkvisitorisk spørgsmål, en slags forhør. Jeg fór gerne vild, værst var det når de voksne brugte ironi, den her særlige form for tale, hvor de man siger, er det modsatte af, hvad man mener. “Flot!”, betyder således ikke, at man er lykkedes med noget men tværtimod, at man har fejlet. Et meget brugt udtryk i halvfemserne, sammen med det velkendte “hvordan synes du selv, det går?”, hvor man risikerede at blive slemt til grin ved at besvare det, der lignede et spørgsmål, men som i virkeligheden var et svar. En konstatering af, at man i værste fald var til grin, i bedste fald til besvær.
Jeg udgav min første bog i 2011, den havde titlen ‘Mit ønske om at dø er rent hypotetisk’. Den og alle ni efterfølgende værker handler om at aflæse verden. Forstå tegn, dem hænderne former, kroppen, mimikken. Men også det talte sprog: alt det, vi siger, for ikke at sige noget andet. “Du ser godt ud”, som udover at være en kompliment, også kan være udtryk for en med- og merviden. En ikke udtalt, men i formuleringen iboende, jeg-ved-at-du-har-haft-det-svært-men-det-ser-ud-til-at-du-er-i-fremgang. Jeg bliver aldrig færdig med at udforske det område mellem mennesker. Det usagte, det på-anden-vis-udtrykte. Ironien eller den latente vrede i det lille “nu”, der tilføjes et ellers harmløst spørgsmål: “Hvad er du nu ked af?
Jeg blev engang fortalt, at jeg var dum. Snotdum faktisk. Ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi dét, jeg forstod, var noget andet end det den, der beskyldte mig for at være dum, havde forstået. Sådan er verden for nogen så simpel.
Tidligere samme år havde jeg farvet mit hår rødt med henna og meldt mig som besøgsven for en døvblinde og stum pige på 16. Det var på alle måder en smuk og svær beslutning, pigen rakte hånden frem og jeg blev hendes adgang til verden. Jeg trykkede og tegnede, men uden at kende til det specifikke sprog, der knyttede sig til hendes handicap. Jeg satte mig altid, så hun ikke fik solen i øjnene og rørte forsigtigt ved hendes skulder, så hun var klar over, at jeg var kommet. Så tog jeg gerne hendes hånd og klemte, indtil hun gav et klem igen som tegn på, at jeg var velkommen, og at hun var klar. Jeg fandt hurtigt ud af, at det vigtigste ikke var, hvad jeg tegnede i hånden, men den umage jeg gjorde mig. Med mine fingre mod hendes hud. Hele og halve cirkler, tegn af form som en Cashewnød. Det vigtigste var ikke, hvad jeg tegnede, men hvad den unge kvinde læste og langsomheden, med hvilken det hele skete. Nogle gange rakte hun ud og rørte min pande, det var som et tryk på en pauseknap, nu skulle jeg holde inde, og så var det hendes tur. Hun så måske ned på sine fødder, vippede op og ned, trak det højre ærme på blusen op og greb om sit håndled. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde forstod, hvad det gik ud på. Hvad jeg tegnede, altså, og hvad hun viste, men det er nogle af de bedste timer, jeg har haft. Et helt særligt nærvær, taktilt og uden forventning om andet end dét, om tid og hænder. Pander og pauser.
Jeg lærte meget af de besøg. Om min egen utilstrækkelighed, når det kom til at forstå et oprullet ærme, en vippende fod. Nogen gange talte jeg til hende, selvom jeg vidste at hun ikke kunne høre mig. Så sagde jeg, at jeg var glad for, at hun ville bruge tid på mig, selvom jeg var så håbløs til at tegne og særligt i hånden og havde det så svært med pauser. Og jeg tør næsten sværge på – og det er her, nogen vil sige, jeg er dum, snotdum – at hun smilede ad mine betroelser, løftede en forsigtig hånd hilsen: Det er ok.
Hvis man nu gerne vil lære at lukke munden på sig selv. Eller røven, tastaturet og ikke ved hvordan, så skal man bare skrive noget, ingen gider at høre. Som for eksempel, at man engang har knust et glas med kun én hånd, og at det gav anledning til en del bekymring, mest fordi blodet plettede gulvets planker og hunden jo risikerede at få skår i poterne. Heldigvis blev skaderne hurtigt minimeret, vi grinede lidt af situation og os selv, og jeg kunne til alles beroligelse forsikre om, at hændelsen ikke på nogen måde havde rod i vrede eller andre uhensigtsmæssige følelser som sorg eller savn, men ene og alene var et uheldigt sammentræf af hånd og glas og så en kortvarig muskelspasme, der måtte skyldes mangel på C-vitamin eller måske bare, at det var længe siden, jeg sidst havde været til selskab og drukket vin af et højstilket glas.
Der var engang en klog mand, der sagde til mig: Hvis du vil vide, hvor let du kan undværes, så stik en finger i et glas vand og træk den op igen. Det hul, som fingeren efterlader, svarer til det, der vil stå tilbage, når du forsvinder herfra: Et stort fedt ingenting. Det var selvfølgelig ikke særlig henvendt til mig, men en helt generel observation, alligevel kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, at han gjorde sig besværet med at betro netop mig sin livsvisdom.
Skårene blev fejet op og pletterne strøet med salt og senere kartoffelmel og hunden slap uskadt fra optrinnet. Jeg selv blev syet med otte sting, fire på håndryggen og fire i håndfladen. Det sidste efterlod et lille ar, der lige akkurat skar igennem hjertelinjen. Ikke at nogen af os troede på den slags, på håndlæsning og linjer eller overskårne hjerter, gudfrimigvel. Så jeg holdt min kæft, selvom jeg ikke var i tvivl om, at det ikke kun var hånden, jeg havde skåret.
Jeg læser stadig Primo Levis ‘Hvis dette er et menneske”, det er tæt på ubærligt, så meget lidelse, så mange håbløse dage. Alle kæmper mod alle. At hjælpe andre i lejren kan koste fangerne livet, det svarer sig bedre at være hård end at være omsorgsfuld, jo mere du kan rage til dig – og om nødvendigt på bekostning – des større er sandsynligheden for at du slipper ud i live – tilbage til dem, du elsker og som savner dig. Fangerne må passe på alt, de ejer, den ske, der er afgørende for, at de kan spise den vandede kålsuppe, der serveres. I bunden af deres suppeskål skriver de deres navn eller det frygtelige tal, de er blevet tildelt ved ankomsten til lejren. Primo Levis nummer er 174517. En medfange, Clausner, har i stedet for navn eller nummer i sin skål skrevet “Prøv aldrig at forstå.” Det er så frygtelig – og frygtelig sand – en sætning. I en verden, hvor kun ondskab hersker, de stærkes ret, giver det ikke mening at prøve – der er ikke noget at forstå. SS-kommandanternes ydmygelser, piskeslag, hån, spark, har ikke noget formål, de er udslag af den laveste menneskelige drift: at hævde sig på andres bekostning. Prøv aldrig at forstå det uforståelige. Det bliver du sindssyg af, du farer vild i det, du kender som kompasset – den sunde fornuft – men som her ikke virker, fordi polerne er byttet rundt, fordi ret her er vrang og lys er mørke. Det er svært at holde ud, men også stærkt nødvendig læsning. For at undgå, at vi nogensinde igen får et samfund, en verden, hvor vi må ofre vores Næste, for at klare os selv. For ikke at få en virkelighed, hvor vi umenneskeliggør hinanden, taler med foragt om dem, der ikke ligner os selv, taler samme sprog, har det samme køn, den samme hudfarve, den samme tro.
Mere opløftende er afsnittet, hvor barakkens piccollo beder Levi om hjælp til at hente den daglige ration suppe. Det er tungt arbejde, gryden vejer 50 kilo, men turen er en tiltrængt tur i det fri og undervejs kan de tale sammen. Piccoloen og Primo Levi: hvor er du fra?, hvor mange søskende har du, hvem er din mor? Det er den slags samtaler, der gør os til mennesker og ikke blot levende maskiner. Og Levi fortæller – også om Dantes Guddommelige Komedie, han anstrenger sig for at gengive alle linjer og rim med fuldkommen præcision, det er svært. Men det svære gør ham godt, poesien gør ham godt, at tale om noget skønt og smukt, noget større end brødskorper og sæberester. Selve livet:
“Tre gange Skib og Bølger rundt de drejes, men fjerde Gang – det var en andens vilje -“
“det er helt nødvendigt”, skriver Levi, “og meget vigtigt at han lytter, at han [piccoloen red.] forstår dette “en Andens Vilje” før det er for sent; i morgen kan han eller jeg være døde..”
Den nødvendighed skal vi virkelig huske på. Den glæde ved poesien, ved at løfte os over livet og sammen se. Det er jo det Primo Levi gør med sit vidnesbyrd. Han løfter os op over grusomheden, lader os se den, uden at vi selv bliver en del af den. Det er en ubegribelig bedrift, en uvurderlig gave også.
Der er kampe, man med glæde stiller sig op for at udkæmpe. Og så er der dem, hvor man tøver en kende, fordi man ved, at det kan have omkostninger. Til de første hører at kæmpe for hjemløses vilkår, bedre kræftbehandling, flere penge til psykiatrien. Ingen ved deres fulde fem vil vel reagere negativ på den slags, at kæmpe for de svageste, de syge, de udsatte. Det er straks værre, når det, man vil slå til lyd for, kan virke provokerende – måske endda på ens egne familie, venner, kolleger. I går havde jeg den kæmpe fornøjelse at høre Maja Elverkilde fortælle om sit liv og sit forfatterskab. Jeg havde inviteret hende til Dansk Talentakademi for at undervise mine elever på forfatterlinjen, og det var i den forbindelse, hun holdt oplæg på biblioteket. Det var en gribende time, Maja fortalte om at flygte til den svenske vildmark. Bogstavelig talt, hun havde mistet alt, et ægteskab, sin lyst til at skrive, ja til at leve. Alt i hendes krop gjorde ondt. Og så tog hun til Värmland med sin 2-årige søn uden nogen plan og uden andet mål end at komme væk. Fra alt det, der ikke fungerede, ikke virkede: otte til fire job, betonmure, køb-og-smid-væk, friserede plæner. Ti år levede hun sådan, før hun – af hensyn til sin søn – flyttede tilbage til byen. Ti år, der var hårde og travle og fulde af tvivl. Men også af frihed og lykke og en følelse af at gøre ting af lyst fremfor af nød.
Jeg nævner Maja, fordi hun – konfronteret med en kulturmedarbejders udsagn om, at “det er hos kunstnerne vi skal finde fremtidens løsninger” – overraskende nok tøvede. For Maja brød sig ikke om at sætte en bestemt befolkningsgruppe op på en piedestal, det uanset, om der var tale om præster, forskere, konsulenter eller kunstnere. Hun foretrak derimod en flad struktur, hvor alle havde samme relevans og fik samme taletid. At alle fik mulighed for at byde ind med deres særlige kompetencer. Tømreren med sin håndværksmæssige kunnen, bageren med sin. Pædagogen kunne lære os lytte, og lægen hjælpe gennem sin medicinske fagkundskab. Billedhuggeren kunne bidrage med buster og forfatteren med sine ord. Alene kan vi ingenting, sagde Maja, men sammen kan vi det meste.
Jeg blev voldsomt rørt. Og følte mig også talt til, for lige netop det med hierarkier og piedestaler har altid været en torn i min sko. Jeg har det svært med dem. Allersværest har jeg det dog med dem, der påstår at de ikke findes. At hierarkierne ikke findes, altså. At der eksempelvis ikke længere eksisterer en ulighed mellem kvinder og mænd, der er værd at tale om. At der ikke findes sociale klasseforskelle af betydning i Danmark. Og – her brænder jeg måske nallerne – at der ikke findes et hierarki indenfor mit eget fag: Litteraturen. At alle forfattere er lige og har samme adgang til udgivelser, medier. At forlagene alene vurdere ens litterære kunnen uden så meget som at skele til netværk, personlig gennemslagskraft, uddannelsesbaggrund og så videre. At samme manuskript, indsendt af to forskellige forfattere, en kendt og en ukendt, har samme mulighed for at opnå antagelse hos et forlag. At der er præcis de samme muligheder for at at blive tilbudt oplæsningsarrangementer, foredrag, få taletid i medier, anmeldelser i dagblade. Som en (etableret og anerkendt) kollega engang udtalte: “De, der påstår, at der ikke findes et litterært hierarki er dem, der befinder sig øverst i det”.
Min fars onkel havde sin egen isenkræmmerbutik, men havde egentlig altid drømt om et liv som storvildtjæger. Så da han lod sig pensionere brugte han en del af sin udbetalte aftrædelsesgodtgørelse til at rejse til Sydafrika, her fik han fik kontakt til en velhavende boer, fik logi på hans farm. Han blev kørt rundt i Jeep og fik lov at nedlægge en antilope med et lånt gevær. Hjemme igen kunne jeg ikke lade være at spørge, om ikke det havde været svært at finde sig til rette i en virkelighed med apartheid. Om ikke han havde haft det skidt med at lade sig opvarte af tjenestefolk, spise god og rigelig mad, mens størstedelen af befolkningen levede i ghettoer og på sultegrænsen? Min fars onkel forstod simpelthen ikke mit spørgsmål: Der var ikke noget apartheid i Sydafrika, insisterede han. Alle de ansatte på storvildtjægerens farm var glade, de fik rent tøj og mad og en seng at sove i. Alle havde det godt, ingen led nød! Han havde jo selv set det med egne øjne: – Og det er mere, end du har!, satte han trumf på.
Jeg nævner det, fordi det minder mig om min kollegas udsagn om, at man næppe får øje på et hierarki, hvis man selv sidder solidt placeret over midten. Man for ikke øje på de sultende, når man sidder på verandaen hos en velhavende boer. Man får ikke øje på udskamningen, hvis man selv er heldig at gå fri. Man oplever ikke kønslig ulighed, hvis man tilhører et køn, som uligheden ikke rammer og ikke social uretfærdighed, hvis man tjener 60.000 kroner om måneden. Derfor var det så vidunderligt at høre Maja tale i går. Fordi hun taler for en verden, hvor vi ikke ophøjer nogen, fordi det næsten altid betyder, at nogle andre tillægges mindre værdi. Hierarkier har det med at være til størst gavn for de, der befinder sig på toppen af det. Derfor: Kunstnere er ikke større eller bedre sandhedsvidner end en tandlæge eller et postbud. De, der lever i vildmarken er ikke mere autentiske eller geniale, end dem, der lever i Nordvest. Jeg er ikke en skid mere bevendt i verden end alle andre. Det er ikke en skam, det er heller ikke et problem. Det er en gave. For det betyder, at i stedet for, at verden hviler på ti kloge hoveder, så hviler den på 7 milliarder! Alle med vidt forskellige kompetencer og bud og bidrag. Og det er røvfedt. Tak, Maja!!
Det er vidunderlige Kathrine Sørensen Bech fra Holstebro Bibliotek, der så smukt flankerer Maja.
Ingen skal nogensinde fortælle mig, at det ikke betyder noget, om en bog er skrevet af en maskine og ikke et menneske. – Hvad forskel gør det da, hvis ellers det er de samme ord, der står på skærmen eller papiret. Hvis indholdet, budskabet er ens? Ingen, måske, og så alligevel: Al. Det gør al verdens forskel. Lige nu læser jeg Primo Levis “Hvis dette er et menneske”. Jeg kan kun beklage, at det tog mit et halvt århundrede at nå frem til den bog, men nu er jeg her altså. Og jeg bliver aldrig den samme igen. Det er en fremragende bog. En frygtelig bog. En bog, der ændrer alle, der læser den. Det er et vidnesbyrd, ja, men det er også en beretning om menneskets natur. På godt men mest på ondt. Den foregår under nazityskernes hærgen i 1944 og 45, men kunne – er jeg oprigtigt bange for – lige så godt finde sted i dag. Udrensning, tortur, sult, ydmygelse, masseudryddelser. Så sent som i går læste jeg en artikel i Dagbladet Information, hvor journalisten Anton Geist citerer USA’s leder, Donald Trump, for at mene, at Jordan og Egypten bør tage imod palæstinenserne fra Gaza, helt præcist udtaler Trump: “Det drejer sig om halvanden million mennesker, og vi renser bare det hele ud.” Hvor er det nu, man har hørt den retorik henne før? Jeg ved godt, det er ufint at trække nazikortet, men det er endnu værre at lade som om, det ikke ligner Hitlers retorik. Minder om. Ja ligefrem spejler en situation ikke langt fra den, Primo Levi beskriver i sin bog. Jeg kan næsten ikke få mig til at skrive det her. Men det sker. Lige nu. At vi udpeger hinanden til umennesker på hver sin side af forskellige konflikte. Og med umenneskeliggørelsen er afstanden til at spytte, sparke, voldtage, udsulte, ja endda udrydde, frygteligt kort. Levi kalder sin bog “Hvis dette er et menneske”. Det er ikke tilfældigt. Så længe vi vedbliver at se på hinanden som mennesker, er vi nødt til også at behandle hinanden som sådan. Det vil også sige, at vi IKKE behandler hinanden som kakerlakker eller rotter eller hvad vi ellers kalder de vi kalder skadedyr og uden videre udsletter. Der findes ikke skade-mennesker. Der findes kun mennesker. Vi slår ikke hinanden ihjel. Vel?
Et sted i bogen er bogens fortæller så tæt på at give op, så træt, så ydmyget, så trøstesløs, at han ikke længere under sig selv et bad. Til hvad nytte, spørger han sig selv. ”Vi kreperer jo alligevel alle sammen?” Men en medfange, Hr. Steinlauf, svarer ham: Netop fordi lejren er én stor maskine, beregnet på at reducere os fanger til dyr, må vi IKKE blive til dyr. Det er hele bogens ærinde. Vi må aldrig blive til dyr, uanset om vi er jøder eller muslimer, kristne eller ateister. Om vi er røde eller blå eller sorte eller noget fjerde. Uanset om vi er magthavere eller underklasse, om vi er på den ene eller andens side af en konflikt. Vi må ALDRIG blive til dyr. Det er vores eneste chance. Eller som Hr. Steinlauf udtrykke det: “Vi har en mulighed tilbage, som vi må forsvare af alle kræfter, fordi det er den sidste. Vi kan nægte at bøje os” Vi må aldrig bøje os for umenneskeliggørelsen. Vi må aldrig reducere hverken os selv eller hinanden til de dyr, som lejren, krigen, konflikter ønsker at gøre os til.
Og det får mig tilbage til det med bøger, der er skrevet af maskiner. Mennesket er ikke en maskine. Maskiner er alt muligt, kan alt muligt. De er stabile, hurtige. De forlanger ikke ferie med løn eller plejeorlov ved en nær slægtning sygdom. Der er meget godt at sige om maskiner, men de er ikke mennesker, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at de aldrig – aldrig – ville kunne skrive et værk som Primo Levis “Hvis dette er et menneske”. De vil aldrig kunne skrive med samme kærlighed for livet, for de kender ikke til livet. De vil aldrig kunne skrive med samme frygt for døden, for døden er for dem bare et ord på fem bogstaver, ikke en afsked med børn, børnebørn, Tusindfryd og solsorte. En maskine vil muligvis kunne skrive de samme sætninger, men aldrig med samme nødvendighed. Ingen maskine vil aldrig nogensinde kunne overbevise mig som Primo Levi med denne sætning: “Og natten kom, og det var en af den slags nætter som man aldrig rigtig overlever, selvom man står den igennem.” For sætningen får sin kraft og styrke, sin ubærlige skønhed, fra det menneske, der har skrevet den. Fra det levede liv, der ligger bag. Lad os holde fast i mennesket. I det menneskelige. Lad os aldrig overgive os til maskinerne – til det nyttige, det effektive. Til kolonner og regneark. For det er lige netop dér, i det effektive, det tilstræbt fejlfrie, at mennesket ophører med at være menneske.
