by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg forstår ikke tavshed. Jeg ved ikke, hvad man gør ved den. Jeg taler ikke om stilhed, men om den klæge slim af usagthed, der kan få folks læber til at klistre sig sammen.
Det er lidt som at gå i biografen for at se en film, der så viser sig at være på et sprog, der ikke findes. Når filmen slutter, klapper alle, men uden at vide af hvad. Hvor for er der ingen der spørger:
Hvad handler det her om?