Louise Juhl

Hun blev begravet den 4. december. Kirken var fuld, jeg sang ”I skovens dybe stille ro,” hendes børn havde spurgt mig, om jeg ville. Jeg holdt sammen på mig selv lige indtil de afsluttende linjer af første vers:og hjertets længsler tie her,hvor fred og hvile er. Så brød jeg sammen. Jeg kunne simpelthen ikke få […]

Anne døde i november. To uger forinden var vi mødtes alle tre. Min mor, Anne og mig. Det var ved rulletrappen på Aarhus Banegård. Perron 2. Vi kørte op og ned flere gange – min mor og jeg i én retning og Anne i den anden. Hver gang vinkede vi til hinanden, som om det var […]

Lange dage i sommerhuset. Vi vågnede sent, spiste ristede boller med orangemarmelade, jeg fik lov at gå i bare tæer. Men pas på hugormene, advarede min mor, og jeg nikkede med tilbageholdt rædsel blandet med fryd: verden var mere vild, end den var virkelig. Senere hjalp hun mig med at presse blomster, kløver, tusindfryd, gederams, […]

Da jeg blev syg, i starten af halvfemserne, var dét at være mor til en datter med anoreksi, det samme som at afsløre sig som et monster. Et kvindemonster, et moderDYR: Altdominerende og med sygeligt høje forventninger til sit afkom, følelseskold og kontrollerende. Meget kunne man kalde min mor, konfliktsky, overkompenserende, behagesyg – men dominerende, var hun i […]

Så blev hun syg. En knude i brystet. Hun ringede selv og fortalte det: ”det er ikke noget du skal bekymre dig om”, beroligede hun mig, ”læger er trænede i den slags. For dem er det ikke anderledes, end det er for en cykelsmed at lappe en cykel.” Det var moren, der talte til sit barn. […]

Jeg må have været omkring de syv år, da jeg stjal en halvtredskroneseddel fra min mor. Jeg listede gennem huset om natten, fandt min mors taske, så hendes pung, og bagerst i pungen rummet med alle sedlerne. Jeg hev en halvtredskroneseddel op, sneg mig tilbage til mit værelse og gemte sedlen imellem to sider i […]

Jeg tænker på alle forventningerne, der var. Tanten, der sagde: ”vi vil bare have dit gamle jeg tilbage”. (hvad for et Jeg)Min mor, der sagde ”når bare du bliver rask.” (hvordan rask)Afdelingens: ”når du når et BMI på 19, så”. (Så hvad) Jeg tænker på det, som om jeg var en klods, der forsøgte at passe […]

Mange år senere blev jeg indlagt på en specialafdeling for spiseforstyrrede. Det var i 2001, jeg var otteogtyve år gammel og havde allerede kæmpet i ni år mod (eller var det med) undervægt, svære ødemer, tvangsmotionering, social isolation, ubalancer i hjerte- og lever, depression og sporadiske selvmordstanker. Jeg var i vildrede, min hjerne og mit […]

Mens jeg skriver, kan jeg ikke lade være at tænke på, hvem der var hvem, hvad der var hvad. Den gode mor, den dårlige mor. Var den gode mor hende, der trodsede sne slud og vintermørke morgener og cyklede til arbejde, en tur på syv kilometer hver dag i næsten 40 år, fordi hun VILLE. […]

Hun arbejdede effektivt og hurtigt, fandt sin største stolthed i det hårde arbejde, som hun ellers skældte ud over, storvasken, slibningen af gulvet i stuen med ståluld. Hun kunne aldrig hvile sig eller sætte sig og læse uden en undskyldning som for eksempel ”nu har jeg fortjent at sidde lidt ned” Sådan skriver Annie Ernaux […]