Louise Juhl

I nat drømte jeg om huse i keramik, de var beboet af insekter med lange lysende følehorn. De åbnede ikke, da jeg bankede på.
Så stod jeg dér resten af natten. Udenfor husene og bankede, vågnede med hovedpine og ømme knoer.
De her dage føles længere end tiden. Hvert minut varer en time. Jeg spiser knækbrød og kirsebær, læser om træsorter, deres hårdhed. Tæller alt. Bryster (2), negle (20), antallet af linjer i hånden (mange.) Jeg noterer det hele i et hæfte, en slags logbog over ensomhed: 
11.24: Jeg hoster, hunden løfter hovedet. 
14.06: Regnen lader vente på sig. 
16.11: Nogen burde gøre noget 
18.12: Koger kartofler.
Hvis jeg noterer længe nok, vil tiden måske indhente timerne og insekterne besvare min banken, lukke op. Jeg ved ikke, hvad jeg vil spørge dem om, det er derfor, jeg skriver:
Så jeg kan læse med, se, hvad der sker.