Uden tilbagekøbsgaranti

by Louise Juhl Dalsgaard

4_5_familie-der-krammer.jpg  Haves : Forvirret, yderst skeptisk og overdrevet forbeholden pige med al tænkelig tvivl om alt og alting – ikke mindst eget værd. Ambivalent, tudladen og udstyret med et hypersensibelt følelsesregister med dårligt fungerende filter. – Mildt sagt små-autistisk for så vidt angår vaner, ritualer og fastgroede overbevisninger: Don´t try to change, or you´ll regret! Der forefindes kun et minimum af bryster, rygrad og konfrontationslyst, men til gengæld en kedelig tendens til at gå itu, når verden viser tænder (klar K3´er!). Der hersker et stort potentiale udi verdensfjerne drømmerier, ligesom et virvar af sindrige, spiralformede tankestrømme forefindes i overflod (desværre uden retning og med stor risiko for at gå i ring)

Ønskes: Sprødrøstet, blid og afdæmpet kvinde med selvtillid og lækkert hår. Uforbeholdent hvilende i sig selv og eget værd og indeholdende vindermentalitet. Grænseløs rummelighed ses gerne, hvorfor det naturligvis forventes, at du er absolut fri af tidligere fordomme og sårede følelser. Barmfagerhed vil være et stort plus, ligesom eventyrlyst, fokus og afklarethed prioriteres højt. En oprejst pande, fødder solidt forankret i den gode muld samt en strygende karriere vil blive foretrukket.

Sælger er interesseret i en hurtig handel så et vist afslag kan forventes, ligesom hurtig overtagelse vil blive honoreret rundhåndet. Der gøres opmærksom på, at handlen IKKE er indeholdt en tilbagekøbsgaranti!

Har dette vakt din interesse, kan mægler kontaktes via kommentarmuligheden umiddelbart under denne annonce. (Og da denne sjældent modtager kommentarer, og savner dem så grumme, er du også velkommen til at efterlade et fodspor, uantastet at du ikke har handel i tankerne 🙂