Louise Juhl

Jeg samler på glaskugler, jeg køber dem i små farvede net ved legetøjshandleren i gågaden. Jeg har mange kugler, de ligner hinanden og alligevel ikke helt, det er det jeg kan lide: At få øje på forskellen.
Det er bedst, når jeg holder dem op mod lyset, så er det tydeligt hvem, der er ens og hvem, der er forskellige.
Jeg har talt dem mange gange, jeg deler dem op i bunker af ti, der er mere end tyve bunker med ti i hver, bror siger, at det betyder, at jeg har mere en tohundrede kugler. Jeg har dem i en høj lyseblå metaldåse, der står “Flour” udenpå, der er plads til mange kugler i den.

Jeg holder af at tage dem i hånden, kuglerne, den lyd, når de rører ved hinanden, som vand, der står stille. Jeg er glad for dem og stolt, jeg kender ikke andre, der har så mange glaskugler, som jeg. Mor synes også at det er fint, og at jeg er dygtig, at jeg sådan kan passe på mine ting og lade dem vokse.

Morfar er på besøg i dag, det er ikke så tit, det sker, men i dag er han her, for bror har fødselsdag og det skal fejres, siger mor.
Morfar har en gave med til ham, det er en dolk med skaft af koben, den er meget fin. Morfar siger, at den skal bror have, fordi han er en ung mand nu, og så er det på tide, at lære at håndtere en kniv.
Bror bliver glad, han viser mig kniven, “se lige”, siger han. Jeg vil også gerne gerne røre, men morfar standser mig.
“Den slags legetøj er ikke for børn”, siger han, og bror gentager, “Nej, mit legetøj er ikke for børn.”

I stedet henter jeg dåsen med glaskugler og bærer den hen til bordet, hvor morfar og bror sidder. Jeg tager en håndfuld af kuglerne og lægger dem på bordet.
“Se!”, siger jeg.
Morfar ser på kuglerne, “de er fine”, smiler han.
“Jeg har mere end to hundrede”, svarer jeg, “det er mange og de er allesammen lidt forskellige.”
Morfar nikker, vender sig så om mod bror, der har dolken i hånden: “Du skal huske at holde den ren, ellers ruster den og bliver sløv” siger han.

Jeg rækker en håndfuld af glaskuglerne frem mod morfar: “Vil du røre?”
Morfar tager kuglerne, og folder sin store næve omkring dem.
“Haps!”, griner han.
Jeg smiler: “jeg kender ikke andre, der har så mange kugler,” siger jeg stolt
“HokusPokus”, siger morfar “nu har du ikke helt så mange”.
Han gemmer næven bag sin ryg.
Bror griner: “Hokus Pokus,” efterligner han morfar.
Jeg løber om bag morfars ryg, men nu flytter han hånden om foran brystet
“Hokus Pokus”, gentager han.
“Ja, Hokus Pokus”, griner bror.
Jeg synes ikke det med hokus pokus er sjovt: “Jeg gerne have mine kugler”, siger jeg og rækker mine hænder frem.
“Hokuspokus Pokushokus”, griner morfar og gemmer igen hånden med glaskuglerne.
Jeg er lige ved at græde, jeg ville ønske, at jeg aldrig havde vist ham mine kugler:”Giv mig dem.”
“Har man først sagt A, må man også sige B”, siger morfar “Ellers er man ikke gammel nok til at lege”

Jeg ved ikke, hvad morfar mener med A og B, jeg har jo bare vist ham mine glaskugler, mere end to hundrede, og ladet ham røre ved nogen af dem, måske er det et af den slags legetøj, der ikke er for børn?

Jeg løber frem og tilbage, forsøger at fange morfars hånd, men hver gang jeg er lige ved at nå, flytter han hånden.
Jeg begynder at græde, det er mine kugler, jeg har talt dem og passet på dem og det er kun mig, der ved, hvilke der er forskellige og hvilke, der er ens. Jeg slår med hånden ud i luften: “Giv mig mine kugler, jeg vil have dem tilbage”
Morfar griner: “Du er da vist for lille til at lege med os, sådan som du piver”, siger han og rækker mig kuglerne, “Pjat med dig.”

Jeg er ligeglad med, om det er noget pjat, og om brors legetøj ikke er for børn. Jeg vil aldrig mere lege med de voksne, hvis det alligevel er sådan noget A og B og Hokus Pokus.