Louise Juhl

måske vil jeg engang huske alt dette
som tiden
der aldrig gik:
et håndpustet æg
hængt over
en gul forsythiagren

eller
en tavle med tips til lege
skrevet med en stump kridt:
Kast med konsonanter

D for Deterheletidenheletiden
P for de Primtalte
dem som ingen
går op i

dén ensomhed

måske vil den her virus
al ventetiden
falde ud
som en blindtegning der
-som det jo er med den slags-
viser sig at være
alt andet end blind

det findes jo stadig
alt det åbenlyse:
græsset der knirker
osten der løber
brysternes hængsel

pludselig død

måske får vi øje på det altsammen
en tilfældig søndag vi fordriver
med at glo gennem hullet
på en femkrone
eller en eftermiddag sidst på måneden
hvor skabene er tæt på tømte
og vi
som ellers aldrig
spiser arme ridder
fordi vi har tid

Se!
er der så én der med munden fuld
af brød og smør og kanel
der udbryder
og peger på en blød stribe på plænen:
Se!

og et kort øjeblik
ser vi det allesammen
og det samme