stumt h
by Louise Juhl Dalsgaard
digte er nemmere end
virkeligheden
i digtet er jeg ikke
mig og du er
ikke nogen
her kan jeg skrive om
skammen som om
det var hunden og
ikke mig selv der
sked i kurven i nat
om vreden og
vrangen som ord med v
som i vable og vold og valium
voxpop, vulva og vanrøgt
og ikke som fugle
der hver morgen pikker hul
i min hjernes bark
og til middag og aften igen
det er så grimt med alt
det blod der samler
sig efter sådan et angreb
og så trivielt med al den snak
om fugle og skam og om at skide
så jeg digter i stedet
skriver hjælp i sjette-
sidste linje og deler den
på midten sådan som
digte og digtere gør
så står det dér og shiner
hjælp