Louise Juhl

Enhver henvendelse er en invitation og enhver invitation risikerer et afslag, et nej tak, desværre eller det høfligere: åh det ville jeg gerne, men. Efter et vist antal af den slags, lad os sige nitten eller fireogtredive, lærer man at tage sine forbehold, man inviterer ikke længere, henvender sig ikke direkte, men skriver i tredje person: 
“Hun er ensom”, skriver man eller: “Det blev sent i går”. Man skriver om fugleformationer og om træernes blade, den måde, de vender sig lige før regn. Eller man skriver om et menneske, en kvinde, for eksempel, der skriver et brev til sin Nanny. Noget om grød og gråd og flækkede negle, og den gamle kvinde svarer hende: 
“Mener du brød og bål og dræbersnegle?” 
Men nej, det var ikke det, hun mente, og sådan bliver det ved.