Louise Juhl

Tirsdag har jeg lukkevagt i butikken, det tager tid. Alle oste og pølser skal pakkes ind i Wita Wrap og flyttes i frysehuset. Glasmontrene skal pudses, gulvene vaskes. Der hænger en lang liste på bagsiden af døren til frokoststuen: 
Husk:
– Rengøre alle håndvaske, pålægsmaskinen. 
– Tømme affaldsspande 
– Lukke vinduer
– Tilslut alarm

Den er lidt over syv, før jeg når hjem. Entreen flyder med møbler og sager. Billedrammer, hynder og også kontorstolen med alle klistermærker under bunden. “SIG FRA!”  
Jeg råber hej, men ingen svarer. Jeg forsøger igen:
– Hej? 
Gennem døren ind til stuen slipper en smal stribe lys ud, grel og skarp. Jeg åbner forsigtigt døren derind. Han sidder på knæ på gulvet og har fjernet al tapet. Dækket gulvet med gennemsigtig plast. Det lugter af maling, en kemisk og kvalm lugt. Overalt står der bøtter uden låg, hvid i et utal af nuancer. Knækket hvid, råhvid, mathvid og blank. Han ser op, hej. Fortsætter så med at røre i en af bøtterne, trækker mønstre i den seje maling. Hvad laver du, vil jeg vide. Han slipper pinden og rejser sig uden at bruge hænderne til hjælp, en næsten akrobatisk øvelse. Han får det altid til at se så nemt ud. 
– Hvad synes du, jeg ser ud til at lave?
Han river et stykke papir af køkkenrullen, tørrer hænderne: 
– Har du bare tænkt dig at blive stående og glo?

Der er ikke nogen tvivl, det er en af dé dage. Hvis jeg er heldig, slipper jeg med tavshed, opsmøgede ærmer og én øl, der bliver til seks, før han falder i søvn. Måske vågner han midt på natten med rejst lem og trænger ind i mig bagfra. Hurtige hårde stød, indtil han falder sammen over min krop, som en ballon, der har mistet luften. Måske kalder han som et skræmt barn fra mørket, nej og hjælp. Fanget som så mange gange før i et mareridt om tunneller uden lys og et omrids af en mand, der kunne være hvemsomhelst, men også hans stedfar. 
Men i dag er jeg ikke heldig, han tager fat om min arm, hiver hårdt.
– Har du tænkt dig, at jeg skal gøre al arbejdet alene, spørger han. Jeg forsøger at trække armen til mig, men han holder fast, i armen og mit blik, stirrer hårdt: 
– Har du tænkt overhovedet?