Louise Juhl

Jeg troede, at ordene ville finde sig selv, at vi ville finde hinanden. Men det viser at sværere end dét, mere mudret, mindre mundret. Måske fordi alt har betydning. Præcis hvilke ord, vi bruger, og i hvilken rækkefølge: 
Hortensia, tåge, vanvid. 
Vildkat, guldregn, laks og løgne.
Undskyld, om forlov, jeg beklager.

Vold
Vold?

Hvordan ser angsten ud, når den er gemt bag to lag bomuld? Kan man holde så kæft, at man bliver hæs? Er det ok at ridse sin kind med kattens poter, for at dække over andre sår?

Jeg læste engang at kroppen indeholder nioghalvfjerds organer, og at huden er det største af dem. Et kæmpe lærred, en kødelig seismograf. Længere nede stod der, at der var flere muskler i en elefantunges snabel, end i hele menneskekroppen tilsammen, og at der fandtes en vandloppe, der kunne overleve at blive skåret over to hundrede og elleve gange. Det var også grænsen, stod der: Tohundredeogelleve.
Skar man den over flere gange end det, ville loppen dø.

Jeg ved ikke, hvor min grænse går.