Louise Juhl

Der er ting, det er svært at komme overens med, men som det ikke desto mindre er umuligt at løbe fra. For mit eget vedkommende gælder det blandt andet en periode med permanentkrøller og en villighed til at gå på kompromis med alt, ikke mindst mig selv, for at komme til at ligne alle andre. Min utroligt dårlige men uhyre vedholdende vane med at spise om natten. Ikke en fornuftig skive brød med ost formen dumme ting, en håndfuld skumfiduser, tre kogte kartofler, en rest smørristede croutoner efterladt i en skål på bordet. For nogle år siden var jeg så inviteret til at udfylde rollen som DJ ved en lydlitterær festival, jeg skulle sammensætte en playliste med numre, jeg holdt af og som jeg mente flere skulle nyde godt af. Det var vel i den forbindelse jeg indså, at jeg er en countrypige, ikke med boots og rottehaler og linedance, men med en slagside mod det ensomme og ofte plagede udtryk, der går igen i countrytraditionens sange. Vi kender det fra Dolly Partons ‘Jolene’: Please dont take my man/ just because you can. Det er ikke stor sprogkunst, men det er simpelt og fuld af følelser og så er det leveret så autentisk og overbevisende, at alle krav om originalitet og nyskabelse, og hvad vi ellers forventer os af kunstneriske udtryk, viger til fordel for en umiddelbar lyst til at lægge en hånd på hjertet og synge med. 

Min glæde ved countrygenren starter mange år tilbage, først det simple, det ligefremme, The Gambler, Highwayman, Apple Jack, senere sendte min bror mig et kassettebånd med blandet godt, jeg var syg og min eneste glæde var musikken. Et af numrene var Neil Youngs Old Man, som muligvis ikke er klassisk country, men som bærer de samme kendetegn, det tilbageskuende, det følsomme, det simple (nogle vil nok insistere på at kalde det for banalt): “Old man look at my life, Im a lot like you were […] I’ve been first and last/ Look at how the time goes past / But I’m all alone at last /Rolling home to you” Jeg husker at trave stierne tynde i Aarhus Nord, iklædt forede gummistøvler og ankelvægte om benene for at forbrænde mest muligt for hvert skridt. Og så dén sang: “Old man, look at my life/ Twenty four and there’s so much more,” og jeg var i tvivl om der var mere til mig, og jeg græd og skruede lyden op på max, og der var ingen andre at se i miles omkreds, for klokken var fem om morgenen og det var pivkoldt, og man skulle være mere end almindelig tåbe for at vade rundt så tidligt og så i det vejr. 

Senere introducerede min mand mig for beslægtede genrer, Martha Wainwrights folk-rock, Sam Amidons neo-traditionelle bålsange, jeg lærte ikke at skamme mig over min smag, men med stolthed at elske musikere som Willie Nelson, der jo indiskutabelt hører til blandt de allerstørste og som indiskutabelt leverer den mest overbevisende præstation på “We are the world”. Jeg er ikke længere flov over at skråle med på Islands In The Stream med Kenny Rogers og Dolly Parton, deres sceniske tilstedevær er nok til at genskabe troen på menneskeheden, kærligheden, det er så rørende og fint. Og helt ulig men også virkelig fantastisk i den danske version, Skib foruden Sejl, med Anne Grethe og Peter Thorup.

Med tiden er min glæde ved genren blevet mere omfattende, dybere, det samme er rækkevidden af, hvad jeg putter i den kasse, jeg kalder country. Helt helt særlig er min glæde ved Gene Clarke, hans album ‘No Other,’ som ikke vandt den helt store udbredelse, da den udkom i 1974, ikke mindst fordi hans udgiver, David Geffen (min autocorrect insisterer på at kalde ham David Ueffen) mildest talt ikke var begejstret. Faktisk var han voldsomt utilfreds med Gene Clarkes præstation “Du har skrevet otte fucking sange af seks minutters, hvad fanden skal jeg stille op med det? Giv mig for helvede et ALBUM,” var hans reaktion, da Clarke præsenterede ‘No Other’, der dog senere – naturligvis efter hans død, same old story – blev vidt berømmet af hans kolleger med bandet Beach House i spidsen, der genopførte hele albummet med hjælp fra medlemmer af blandt andet Fleet Foxes, Grizzly Bears og Walkmen. Det er et fuldkommen absurd godt album, lyt for eksempel the Strength of Strings, så indfølt, så musikalsk nervespændt, så ubegribeligt og samtidig aldeles nærværende. 

Der findes rigtig meget, lad os kalde det .. mindre god countrymusik. Mildest talt. Men når det er godt, vil jeg vove at påstå, at det er bedre end noget andet. The Gambler holder hundrede procent, hvem andre end Kenny Rogers kan synge som en frø, der har punkteret stemmebåndet, og alligevel slippe helt helt utrolig godt fra det? Lyt til Americas “A Horse with no name”, Carly Simons “You’re so vain”, det er jo rasende fed musik, muligvis mere folk end country, but who cares? Emmylou Harris, James Taylor, Johnny Cash, det er himmelske perler på en snor, og man behøver hverken at være til frynser eller dyrskuer for at holde af musikken. 
Jeg vedkender mig at være A cattlegirl, at tude til Towns van Zandt, at danse henført til Gordon Lightfoot. Jeg har en fest med at overgive mig til det uprætentiøse, til lejrbålslugt og knuste hjerter, hvis nogen vil lytte med, findes min playliste på Tidal og hedder “loulous Lounge”