Louise Juhl

For tiden kører det pænt geniale tidsskrift Atlas Magasin en serie, hvor forfatter Katrine Marie Guldager og kritiker Kamilla Löfström diskuterer en række anmeldelser, deres styrker og svagheder. Henvendelsesform, involvering, eksempelunderbyggelse, læserens plads i teksten. Al den slags, det er interessant og velgørende med et fokus på den så udskældte anmelderstand, der ofte beskyldes for både arrogance, bevidst fejllæsning og dovenskab. Flere forfattere har fravalgt at sende deres bøger til aviser fordi de har oplevet at blive læst som Fanden læser bibelen, eller med et akademisk begrebsapparat, som deres bøger måske netop forsøger at undslå sig og/eller tilbyde et alternativ til. Lidt som at bede en ateist om at vurdere bønnens kraft: Det er i udgangspunktet forskellige diskurser, der kolliderer og sandsynligheden for at der kommer noget godt ud af det er så godt som ikke-eksisterende. Selv er jeg anderledes positiv overfor anmeldelsen som praksis, jeg bliver oprigtigt glad, når aviser, magasiner og læsere giver sig tid til at gå i dybden med et værk, jeg har begået. Det er jo i sig selv en kompliment, at de finder det umagen værd. Når det er sagt, så er jeg enig i, at der findes læsninger, der synes mere underbyggede, mindre selvtilstrækkelige end andre. Det er vel med litterær kritik som med alle andre fag: Der er forskel, ligesom der er forskel på tandlæger, terapeuter og tømrermestre.
Jeg har læst anmeldelser, der har efterladt mig mere undrende end afklaret: Hvad er det for en bog, jeg lige har set beskrevet? Hvor anmelderens behov for at udstille sin egen viden har stået i vejen for at formidle bogens budskab. Andre gange synes anmeldelsen at være en øvelse i fingerpegen, et indiskret mobberi. Det er heldigvis sjældent, men når det sker, er det tåkrummende. Ikke bare for bogen, men også for anmelderen. Hvad skal en læser med den slags – andet end at agere medskyldig, løbe med hånen, ha, ha? Heldigvis har jeg også læst fortryllende anmeldelser, der med eksempler fra bogen har understreget forfattertone, tematik og ved hjælp heraf tegnet et billede af værket. Tilgængeliggjort dets kvaliteter og måske mindre heldige sider, så læseren herudfra kan gøre sine egne overvejelser. Som i denne anmeldelse af Fine Gråbøls ‘Hundrede Børn’ af Beate Skakkebæk Lindegaard, hvor hun om værket slutteligt konkluderer:
“En af mine professorer sagde engang, at alt det, vi ikke kunne forstå eller forklare, kunne kaldes magi. Det tror jeg er en god måde at forstå, hvorfor Fine Gråbøls nye bog fungerer så godt. Alt det mystiske og magiske er uigennemskueligt og svært at forstå. Men netop derfor spejler det så godt barnetilværelsen, hvor man er dumpet ned i en verden, man ikke har lært at gøre mening af endnu, og hvor man, når man endelig har lært at være barn, pludselig skal til at være voksen.”
Det fine her er, at jeg kan mærke anmelderen som andet og mere end en analytisk pegepind, hun inddrager egne referencer men uden at det bliver personligt, hun lader en professors udtalelse stå som forklarende for hendes egen oplevelse. “Det, vi ikke [kan] forstå eller forklare, kunne kaldes magi.” Og bruger dette til at beskrive værket som nok en kende ubegribeligt, men så meget desto mere tro over for sit eget projekt, som er barnets oplevelse af verden som netop: Ubegribelig. Det er godt gjort; som læser forstår og fornemmer jeg værkets diskurs og er således bedre forberedt på at læse det.
Af mindre gode anmeldelser må jeg ty til det anekdotiske: Her til morgen ville jeg bestille en bog, jeg for nylig blev introduceret til af Asta Olivia Nordenhof. ‘Overskridelsen – fabrikken’ hedder den, et værk fra 1982 af Leslie Kaplan. AON præsenterede et uddrag, alt var skrevet i “man”:
“Man cykler klokken fem om morgenen, i mørket. Man når frem, fra den anden side af broen får man øje på fabrikken. Man skulle tro, den stod på vandet. Man går derhen. Overskridelsen – fabrikken.”
Jeg lod mig straks indfange af den fremmedgørende effekt, man-beskrivelserne havde, som jo netop var en måde at tegne et billede af arbejderen som en skrue i et uendeligt maskineri, en brik i et puslespil uden andet motiv end profit. Vanvittig stærkt.
Men da jeg nu skulle bestille bogen fik jeg samtidig vist et citat fra en anmeldelse i Politiken. Tre hjerter og ordene: “Så hellere arbejderlitteratur med bøvs og prut”. Jeg har ikke læst den fulde anmeldelse, så det er naturligvis urimeligt at vurdere den på baggrund af en enkelt linje, men det understreger måske problemet med anmeldelser. Det er ofte det lidt skingre, det enten ukritisk hyldende eller fuldkommen fordømmende, der fremhæves, og dermed går kritikken – alle mellemregningerne – tabt. Og som en, der trods alt er ret velbevandret i læsning, også kritisk læsning, vil jeg meget gerne modsige det trehjertede let brovtende udsagn overfor:
‘Overskridelsen – fabrikken’ er et originalt, sjældent gennemført og uhyre velskrevet stykke litteratur. Jeg vil nødig uddele stjerner eller hjerter, men på en skala fra et til ti når jeg frem til et: LÆS!