Louise Juhl

Min første forelskelse var i en pige. Ikkeast det i sig selv var bemærkelsesværdigt, men det var alt andet omkring hende. For eksempel havde hun klippet håret helt kort i den ene side men ladet det vokse langt i den anden. Det gav anledning til mange rygter, nogle mente, hun var opereret for en hjernesvulst, andre at hun havde en halvsidet hudsygdom, der blandt angreb hårrødderne. Når nogen spurgte, svarede hun: – Det er kompliceret, hvilket kun pustede til de mange teorier om hendes frisure. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, om det var et æstetisk valg eller symptom på en sygdom, jeg var også ligeglad, for det, der optog mig, var alt det andet. Hendes aldrig vigende blik og måden, hun kunne vende en samtale på ingen tid: – Hvem siger, det normale er at foretrække, kunne hun spørge, og forklarede, at der var flere bakterier i ét gram lort, end der var mennesker i verden. – Om bakterier dermed var at foretrække fremfor mennesker, fordi de var flest? Det var selvfølgelig et helt urimeligt argument, men ikke desto mindre skabte det altid diskussion, folk råbte højt, nogle forlod selskabet, en enkelt smed tøjet og erklærede sig inhabil, ingen fattede, hvad det gik ud på.
Selv var jeg mindre modig, tænkte altid længe før jeg talte, ja som oftest var samtalen forbi, før jeg var klar med et synspunkt. Jeg brugte cykelklemmer for ikke at snavse mine bukser til, jeg skrev med blokbogstaver for at være sikker på at blive forstået. Jeg var praktisk anlagt, pakkede tasken, så de bøger, jeg skulle bruge i første lektion lå forrest, og resten fulgte samme princip. Time to lå næste, tre og fire nederst.
Så mødte jeg Pi, og jeg var først forfærdet men meget hurtigt efter fortvivlende forelsket. Hendes kinder og fingrenes måde at holde om styret på, blødt men også bydende, som om hun vidste, hvad hun ville, hvor hun var på vej hen. Og jeg fulgte efter. Overalt, til demo for dyrevelfærd, til raveparty på teknisk kollegium. I skoven for at sanke ramsløg, på toppen af Hote Hvide Hus for at råbe slagord: “Sort eller hvid/ det betyder ikke en skid.”
Jeg kyssede hende flere gange, hver gang var det som at blive født på ny, vi flettede fingre og delte sovepose, jeg duftede længselsfuldt til den savl, hun efterlod på min pude. Hun var troløs som en kat, gik sine egne vegne, jeg faldt i søvn ved hendes side og vågnede op alene, hun købte en motorcykel og blev medlem af en klub, blev kærester med en fyr fra Polen, han hed Pietr og piftede så højt efter, at Pi sprang sine ene trommehinde. Hun elskede det hele, det højlydte, det sprængte, jeg opgav at vinde hende tilbage.
4 uger senere mødte jeg Martin, det var dødsdømt på forhånd, hans hår var klippet som de fleste andres, i spiste popcorn ig så Ondskabens Øjne, jeg gemte mit ansigt mod hans hals, når Hannibal Lecter dukkede op på skærmen, det var trygt og ømt men meget langt fra mere end det.