Louise Juhl

Det stod klart allerede fra begyndelsen, alligevel blev jeg hos ham i seksten måneder, vi nåede at plante hjertesalat og ærter i højbede, gulerødder og skovjordbær og at få papirer på et rækkehus lidt udenfor Lystrup, før jeg lagde kortene på bordet. Sagde det, som det var, at det ikke skulle være os to og at han fortjente noget bedre: Én, der satte pris på hans umage, hans grundighed, fortsatte jeg. og Martin gentog: – Umage, grundighed? som om jeg havde talt på et fremmed sprog, eller bare håbet på noget ømmere, mere kærligt end lige grundighed.
Jeg kan vel bedst sammenligne det med det år, jeg spillede håndbold. Det var en katastrofe allerede fra start, jeg kom en time for tidligt og sad alene i det tomme og mørklagte omklædningsrum og talte til tres et utal af gange, om og om igen, før de andre begyndte at ankomme. Ikke én bemærkede min tilstedeværelse, hilste på, så jeg fulgte bare efter dem, da de én efter én rejste sig og løb ind på banen og alle syntes at kendte deres plads i rækken, og jeg var den sidste. Jeg blev aldrig fortrolig med spillet, var bange for bolden og rystede på hovedet, hvis en af de andre spillere så i min retning, og valgte de så alligevel at trodse mine signaler og kaste boldentil mig, greb jeg den uden at vide, hvad jeg skulle stille op herfra. Om jeg skulle løbe eller blive stående, kaste eller drible. Jeg stod bare som en tung sæk og håbede, at det spillet ville blive fløjtet af og alle løbe af banen og at jeg ville forsvinde og aldrig mere vende tilbage hallen og stemmerne. Men spillet fortsatte, og de andre råbte, “Kom nu for helvede!” og så kastede jeg, men til den forkerte og en eller anden råbte: “Helt ærligt, har nogen byttet om på dit hoved og din røv?”
Jeg tryglede mine forældre om at få lov at stoppe, fortalte dem om mørket, følelsen af at min krop var tung som en sæk og alle råbene, der sprang som bomber omkring mig: “Hér” og “Ind over” og “jeg er fri”. Men de mente, at jeg var nødt til at give det en chance, at al begyndelse var svær, og nu havde de jo også betalt kontingent for et helt år, næsten 800 kroner. Om jeg vidste, hvor mange penge det var? Jeg rystede på hovedet, og min far trak sin pung frem og hev en halvtredser op – og én til og en mere, og og jeg forstod alvoren og torsdagen efter klædte jeg igen om i rummet sammen med de andre og sådan fortsatte jeg, hver tirsdag og torsdag et helt år. Og året efter igen, for nu var jeg jo kommet så godt igang, sagde min mor, og jeg nænnede ikke at sige hende imod.
Med Martin var det selvfølgelig noget andet, her var der ingen, der råbte, og heller ikke noget kontingent, der skulle betales. Alligevel var det svært at give slip, noget holdt mig fast, det var ikke kærlighed. Måske var det tesen om, at begyndelse er svær, at man skal give både boldspil og parforhold en chance. Der var jo heller ikke noget galt, hverken med Martin eller mig, det var bare kombinationen, der ikke helt fungerede. Dagene gik, han købte en kolonihave lidt udenfor byen og opkaldte hytten efter mig, og det blev stadigt sværere at tale uden om. Han kaldte mig sit hjertes fe og “Elskede, elskede” og jeg lagde hovedet tilbage og lo overstadigt, og han håbede vel, at jeg på samme måde ville kalde ham ved navne, Min Hjertefordobler eller bare “skat”, men jeg kunne ikke få det over mine læber.
Han købte mig en håndkultivator og en haveskovl og vi lå på knæ sammen i kolonihaven og gravede bede og en dag vi lå sådan fandt han en æske frem af lommen, og jeg vidste med det samme, at det var nu, jeg måtte sige tingene, som de var: At det var slut. At han var en fin fyr, en god fyr, en rar fyr, men at jeg bare ikke elskede ham.
Men så åbnede han æsken, og ringen var så fin og hans øjne så bedende, og så kom jeg fra det igen, tog bare imod og sagde: “Åh, Martin altså”.