Louise Juhl

I går besøgte jeg en ven. En god og klog ven, en kærlig ven også. Vi talte om bøger, vores egne og andres, og om sushi og butter chicken og usikkerhed og grundtvivl. Om frygten for at være meget. For kert. Jeg fortalte om en dårlig vane, jeg har, med at knytte mig for tæt til mennesker. Til dyr også: Da min kanin, Smutti, døde, hulkede jeg så hårdt og længe, at jeg endte med at kaste op. Kaskader af en ildelugtende gul galde. Og da min chinchilla nogle år senere døde (af en tarmbetændelse, jeg muligvis havde forskyldt ved at fodre den med rosiner), mistede jeg appetitten i flere uger. Ikke engang min yndlingsspise, ristet rugbrød med smør og skiveost og flagesalt, kunne jeg klemme ned. Det er det samme med venner, jeg knytter mig for tæt, spørger til for meget og deler endnu mere, og når det så viser sig, at de ikke har samme lyst eller behov for at dele deres tanker og følelser, så bliver jeg ked af det. Flov, skamfuld, for hvorfor er jeg så dum og så dåser, hvorfor føler jeg så meget og så tit, hvorfor kan jeg ikke bare nøjes med hej, hvorfor skal jeg skrive Kære og endda med stort – og Kh stedet for Vh. Min ven kendte det godt, også han har oplevet at brænde sig, at fortælle, betro og få tavshed retur. Ghosting kaldte han det, det, at et menneske pludselig forsvinder, undlader at svare på ens beskeder eller måske bare bliver fåmælt. Ja, nej, nå.
Vi talte om den sorg, det kan være, gang på gang at træde forkert, ved siden af, den smerte, der følger med at blive valgt fra eller “muted”. Måske skulle vi lære at screene vores beskeder, foreslog jeg – at sortere i vores tanker, gemme det vigtigste til skuffen eller senere endnu: tage det med os i graven.
Det, som ingen ved (og aldrig får at vide), har ingen ondt af.
Men jeg gider ikke at vente til graven. Jeg vil ikke slutte mine beskeder med vh. Jeg vil ikke begrænse min væren i verden til høflige samtaler om elpriser og solceller på taget. Nordlys og nye retskrivningsregler. Majonæse. Ikke fordi, der er noget galt med hverken solceller, nordlys eller retskrivning, bestemt ikke, men fordi der er så meget andet også. Flåede drømme, rablende remser, skøre ideer, smertefulde savn. Der er bøger, der fortjener at blive nævnt, digte, der ikke må blive glemt. Og helt ærligt, hvad er det, vi griner over, når vi mødes, det er jo alt det pinlige, det skæve, det akavede, som nu dengang jeg forvekslede mind mand med en fremmed – og kyssede denne i nakken. Ups – sorry, undskyldte jeg og fik heldigvis et stormsilende: – Ingen årsag, retur. Det er så fint, at nogen begrænser deres betroelser til nummeret på deres hundefrisør og opskriften på hjemmesyltede løg. Jeg vil bare gerne mere end det. Jeg vil gerne tale mere – sammen. Det er nok at tage fat på:
Hvad med hyggeracismen, hvad med det massive fald i bestanden af fuglearter i Europa. Hvad med ensomhed. Hvad med angst.
Hvad med fællesskabet, kærligheden.
Hvad med dig❤️?