Louise Juhl

Jeg fik at vide, at jeg havde fået tingene galt i halsen, min vrede, min sorg, min døde tvilling. Det hele var bare noget, jeg fandt på, sagde de, og derefter pakkede jeg alting ind. Mine tanker i cellofan (svært knitrende), og mine følelser i witawrap (svært klæbende). Sagde ja, når jeg blev spurgt.
– Er du sulten, ja, – er du træt, ja, – er du en kokosnød, ja.
Og så tog de en hammer og slog mig i hovedet, – for at flække skallen, forklarede de, og jeg lo, for det var bedre at flyde med end det var at at kæmpe imod, det havde jeg lært til svømning. Det var noget med hestehuller og død, – flyd altid med strømmen, råbte vores svømmelærer og kastede sig til højre, og jeg gjorde, som han sagde, flød og flød. Ud over det hele, som en vildt voksende dej, en ondartet svulst, og en der hed Vilhelm, spurgte om jeg ville være hans kæreste, og jeg svarede ja. – Er du dum eller hvad? svarede han mig og så ud som om, jeg havde tilbudt ham at blive kæreste med en død fugl. – Ja sagde jeg og trak hans ansigt tæt til mit og kyssede ham, men min tunge fast i hans togskinner, og han rev mit ansigt væk, og jeg blev syet med ni sting og måtte ikke spise andet end flydende kost i en uge. Jeg fortalte det til de voksne: Der går sjældent røg uden en brand, svarede de mig, og jeg forstod ærligt talt ikke, hvad en økse og ni sting i tungen havde med ild og røg og bål og brand at gøre, men jeg nikkede alligevel, ja.