Louise Juhl

I The New Yorker læser jeg brancehanalytiker Kristen McLean, citeret for at sige, at to tredjedele af de udgivelser, der stammer fra USAs ti største forlag, sælger færre end 1000 styk. Som forfatter er det en både forfærdende men også lidt fantastisk nyhed, det sidste sådan at forstå, at ens egne salgstal måske ikke er så lunkne, som man skulle tro, sådan overordnet betragtet.
Jeg ville gerne sælge flere end 1000 bøger per titel, jeg udgiver, også gerne flere end de 20.000 som de 4% bedst sælgende amerikanske udgivelser opnår at sælge. Men selvfølgelig ikke for enhver pris, jeg skriver ikke på bestilling, det har jeg ganske enkelt hverken evner eller lyst til, så selvom jeg kan læse mig frem til at flest foretrækker krimi, dernæst historiske romaner og på en tredjeplads fantasy, ja så er det ikke indenfor de genrer, jeg kommer til at gøre mig gældende. Faktisk skriver jeg som udgangspunkt sjældent med tanke for hverken genre eller tematik, men fordi jeg bliver hjemsøgt af en undren, jeg ved hjælp af fortællingen, forsøger at besvare .
Når jeg derfor kunne drømme at skrive en bestseller, så er det vel egentlig mest for at please mit ego. For at føle, at jeg kan være bekendt at kalde mig forfatter. At jeg ikke behøver at undskylde, hver gang jeg skriver: tage alverdens forbehold om at være for meget og for ligegyldig. Talentløs. Solgte mine uger 20.000 eksemplarer ville jeg da i det mindste have dét talent: At tjene penge på min metier. Selv har jeg læst bøger, der næppe har sprængt den salgsmæssige richterskala men som ikke desto mindre skabt stort litterært røre, måske fordi værket er sprogligt virtuost eller har været stilistisk overlegent (her tænker jeg for eksempel på Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og Det ensomme og Anders Abildgaards digtsamling IBIS) Jeg ved ikke, hvor meget en gennemsnitlig dansk skønlitterær udgivelse fra et større forlag sælger, men jeg forestiller mig, der findes forholdvist få – mellem 500 og 1000. Og så er der selvfølgelig storsælgerne, Kim Blæsbjergs De bedste familier, hører til i den kategori. Måske også Linda Maja Ernst’s Kun til navlen. Og selvfølgelig (og hver eneste gang, han udkommer med nyt): Jussi Adler Olsen, som har i hvert fald har stået i reolen i samtlige sommerhus, jeg har lejet gennem årene.
Lige nu læser jeg en fremragende bog, den er ikke udkommet og jeg holder derfor kortene tæt til kroppen. Det er en bog, der oser af litterært overskud, læserens forventninger bliver hele tiden sat på prøve: Bedst som man tror, man har greb om fortællingen, vender den sig mod sig selv. Afsnittene tillader sig spring, der hos de fleste redaktører ville afføde en bemærkning om, at her skulle der arbejdes med overgangen, men ikke her, og det er effektfuldt og velgørende i en tid, hvor selv fiktionen og den litterære kunst forsøges tilpasset markedet krav om bekvemmelighed, også hos læserne. Jeg er ikke sikker på, den når top tre på bestsellerlisten, dertil er den simpelthen for insisterende i sit kunstneriske projekt (og tak for dét), men det er jo ikke ensbetydende med, at den derfor er en mindre succes, end nummer et og to og tre på disse lister.
Tilbage til artiklen i The New Yorker, som fokuserer mere på markedskræfternes logik end på den litterære kunsts vilkår. Og det er bestemt også relevant: For hvordan sælger man en bog, hvor sælger man den. Hos den lokale boghandler? Ikke hvis man skal tro artiklens forfatter. Ifølge denne sker langt det største salg online, særligt Amazon og i Danmark Saxo. Disse sites kan tilbyde helt enormt mange titler, modsat en fysisk boghandel, der jo har begrænset plads. Lige sådan kan de – blandt andet ved at spare udgifter til lokaler og personale, gerne sælge bøgerne op til 30% billigere end hos de mindre boghandlere. MEN: Ved den form for salg, bliver din eneste betjening en række algoritmestyrede forslag til “Bøger som denne ” eller “Andre, der har købt denne bog, har også set på” – altså bøger, der i en eller anden grad ligner det, du allerede har købt. det vil sige: Laver du noget nyt, noget anderledes, noget skævt, noget originalt, ja så er din mulighed for at optræde i de foreslåede titler lille, ja faktisk minimal. Det betyder også, at de bøger, der ligger øverst på bestsellerlisterne typiske vil ligne hinanden. Ikke sådan at forstå, at de alle vil være gule, eller at vi nu ser et boom i bøger om Cheminova, men de vil appellere til de samme læsere, formen og opbygningen, strukturen vil typisk være den samme. Og ikke et ondt ord om det, det er ganske ofte fremragende bøger, der ligger i toppen, men det har jo som konsekvens, at vi rent kunstnerisk måske ikke ser de store fornyelser.
Her har de fysiske boghandlere deres helt store berettigelse. Jeg oplever, at de – modsat papirvarekæderne og supermarkederne – har personale, der ikke bare er virkelig belæste, men som også ser det som deres opgave at pege måske mere oversete titler ud, lægge dem frem på bordet som med overskrifter som “For feinschmeckere” eller “Til læseren, der vil udfordres” Jeg elsker boghandlere, der tror på deres kunder, tror på, at de gerne vil overraskes, pirres, provokeres. Det samme konkluderer artiklen i The New Yorker, fremtidens boghandler vinder på dedikation, på faglig viden, personligt engagement. Jeg lærte engang, at god service er at give kunden mere, end de forventer. Hvor de store onlineboghandlere holder sig til det forventede, så er boghandlernes fremtid at give læserne mere end dét. Pege de oversete bøger ud, hjælpe stilistisk overrumplende værker frem. Kærligheddigtene, de dystopiske noveller. Lave en udstilling med “Romaner man ikke vil hjem fra”. Jeg tror på det. Og hepper❤️