Louise Juhl

De fjerner hendes bryst under fuld bedøvelse. Bagefter husker hun intet. Først var det der, siger hun, – og så var det der ikke. Jeg spørger, hvad de gør af den slags bagefter. Af det fjernede bryst. Hun trækker på skulderen, siger: Mon ikke de brænder det? I radioen advarer de om kødannelser ved Limfjordstunnellen. En mand i Holstebro har reddet en kalv fra at drukne.
Arrene vil læges i løbet af nogle måneder, siger overlægen, derefter vil hun blive tilbudt en protese.
Jeg går i hospitalskiosken for at veksle en seddel til mønter. En sovende mand bæres væk af to vagter. Han har skidt i bukserne. Undskyld, mumler han. Jeg løber og når akkurat elevatoren, før dørene lukkes. Trykker på knappen til femte etage, hun ligger på ottende. Det er vane jeg har fået. At gå ad trapperne det sidste stykke, seksogtredive trin.

Senere siger hun: “En vranten kvinde er som skidt under Herrens negl”. Hun er så tapper. Jeg spiser en grapefrugt, jeg har læst et sted, at frugtens bitterstoffer påvirker centralnervesystemet, narrer kroppen til at tro, at den er mæt. Men jeg får blæner om læberne og blister i munden og må opgive. Hun køber en badedragt med vandskyende fyld der, hvor brystet engang sad. Jeg står på kanten af bassinet og vinker.