Louise Juhl

I et essay af Annie Ernaux ‘Landscapes of Cancer and Desire’ beskriver hun et sygdomsforløb med brystkræft i 2003. Teksten er ikke, som man måske kunne forvente, trist, snarere tværtimod, det er en nøgtern gennemgang af fotos og dagbogsnotater hun har gemt.
Opdagelsen af hendes sygdom falder sammen med, at hun møder en ny mand: M. Hun fortæller ham om sygdommen uden omsvøb: – Jeg vil gerne invitere dig med til Venedig, siger hun, – men ikke lige nu, for jeg er syg af kræft. Han reagerer ikke som forventet, han virker hverken forskrækket eller frastødt. Det eneste, der falder ham svært er, at den frisure, han flere gange har komplimenteret, er en paryk.
Ernaux vælger i sit essay at fortælle sin historie ved hjælp af fotografier hun har gemt fra tiden omkring kræftforløbet: Primært fotos af mennesketomme rum fyldt med tøj og ting, et par gamle sneakers, en morgenkåbe, BH, to dybe tallerkener og en vinkaraffel. Selv erindrer hun ikke, hvad der ligger før billedet, om de har smidt tøjet i ophidselse, eller om det omvendt er lagt frem til vask. Heller ikke, hvad der fulgte umiddelbart efter.
“It’s my imagination that deciphers the photos, not my memory.” Det er en meget vigtig pointe: At det sted, hvorfra hun genkalder sig sin fortid, ikke er hukommelsen, men fantasien. Når hun i dag tolker billedet, er det som at udlægge en Rorschach tekst blot med lingeri i stedet for farvede pletter. Der findes ikke længere et “svar på billedet”, en sandhed om, hvad det forestiller. Ingen kan længere med sikkerhed sige, hvilke lyde der lød i baggrunden, da det blev taget, om de dybe tallerkener indeholdt stærkt lugtende madrester, om en kat lige havde pisset i hjørnet. Alt det, er noget hun som forfatter tilskriver tingene, ikke fordi det, hun ved hvordan, men fordi hun forestiller sig, hvordan tingene må have hængt sammen.
Jeg har en lang række fotos fra da jeg var helt lille, men så godt som ingen, fra da jeg var 7 og frem til jeg fyldte 18 og blev student. Det er slående, hvordan det påvirker min hukommelse – eller min fantasi. Hvordan jeg er langt mere “sikker” på den 3-årige Louise end på den 11-årige ditto, hvilket jo virker usandsynligt. Det må alt andet lige være nemmere at genkalde sig ting fra mine ældre år, end fra da jeg var 3.
Da jeg blev syg, fik jeg taget kliniske fotos af min magre krop. Det var en del af behandlingen, et bevis for, hvor tynd og syg, jeg havde været. Lægernes erfaring var nemlig den, at patienterne havde lettere adgang til at huske deres tilstand, hvis de havde billedmateriale til hjælp, end hvis de kun blev konfronteret med data: blodtryk, puls, vægt. Det tror jeg, er sandt.
En af mine helt store sorger er, at jeg har mistet et foto fra. da jeg var indlagt på Frederiksberg Hospital. Jeg sidder i opholdsstuen med min ven Benny. Han i en dyb polstret stol, jeg på armlænet. Jeg smiler, mine tænder virker uforholdsmæssigt store i mit indfaldne ansigt. Bennys øjne er blanke hans skæg nytrimmet. Han er i en hospitalsskjorte, man kan ane hans brysthår mellem de øverste knapper. Der står en stuebirk i baggrunden.
Jeg kan ikke længere finde billedet. Det var i A4format, og altså ikke sådan at overse. Jeg husker, at jeg sendte billedet i forbindelse med udgivelsen af min første roman ‘Det dér og dét der’. Måske til en avis, uanset hvad fik jeg det aldrig tilbage. Det er som at miste en lille smule af sig selv, også selvom det jo er noget pjat, det eneste jeg har mistet er et stykke papir. Men. Måske er det ikke sandt, hvad jeg husker, måske var Benny klædt i sin sædvanlige rød og sortstribede skovmandsskjorte? Måske var det ikke en stuebirk i baggrunden men en violinfigen.
Mens Ernaux er syg læser hun alt i sine omgivelser som varsler. Hvad klokken er, bliver et muligt tegn på, hvor langt (eller kort) tid hun har igen. Kirkeklokkernes ringen får hende til at tænke på sin egen begravelse. Hun går endda så vidt som til at bestille det sted på kirkegården, hvor hun vil stedes til hvile. Kvinden bag disken spørger til hendes alder. Det viser sig, at hun er for ung, man kan ikke reservere et gravsted, før man er fyldt halvfjerds. Den 1. september fylder Ernaux 84 år. Brystkræften tog ikke livet af hende, hun er her endnu
Benny er her ikke, hans sygdom tog livet af ham, til sidst var der næsten ikke noget tilbage. Han havde nervebetændelse og skreg, både når han fik strømper på og når hans kæreste forsøgte at rede hans hår. Jeg vil så gerne finde billedet af os sammen. Det bringer ikke Benny tilbage, men måske kan det et kort øjeblik bringe mig tilbage til ham.