Louise Juhl

I går læste Michael højt for mig fra en artikel om unøjagtigheder. – Vidste du, sagde han, at vandstanden ved ækvator er højere end ved polerne? Det var noget med jordens rotation om solen, centripetalkraften, altså den kraft, der skal til for at holde et legeme i en jævn cirkelbevægelse. – Aha, mumlede jeg uopmærksomt fra sofaen. Vandstandsmålinger har aldrig ligget øverst på min top-ti over emner, jeg ønsker at fordybe mig i. Men så toppede han sin nyerhvervede indsigt med nogle tal, der alligevel var svære ikke at lade sig imponere af: Vandet står 21 kilometer højere ved ækvator end ved polerne. 21 kilometer! Det har enorm betydning fordi alle højder som udgangspunkt er målt fra havets overflade. Et bakke, der på nordpolen er målt til at være 500 meter høj, ville således, hvis den lå ved ækvator, være et himmelhøjt bjerg på 21,5 km. Det er selvfølgelig ikke sandt – men blot for at illustrere at meget af det, vi tager for at være hårdkogte fakta, indiskutable og videnskabeligt evidente, ikke er mere håndfaste, end at de afhænger af, hvorhenne på kloden de måles.
For nogle år siden blev jeg ramt af alvorlig øresten, det varede lidt over en uge. Den eneste position jeg kunne holde ud at være i, var på knæ med min overkrop bøjet fremover, så min isse rørte ved gulvet. Jeg sad sådan, som en angrende munk i alle døgnets vågne timer, simpelthen for ikke at dratte omkuld. Det var en voldsom oplevelse, hvordan alt, jeg indtil da havde taget for givet, hvad der var op og hvad der var ned, pludselig var vendt om. At lave en kop kaffe blev noget nært umuligt. At drikke den en endnu større udfordring: Det forlangte, at jeg løftede hovedet fra gulvet, hvilket medførte akut svimmelhed, kvalme og en angst, jeg bedst kan beskrive som altopslugende.
Øresten, også kaldet Godartet (benign), anfaldsvis (paroksysmal), stillingsafhængig (positions), svimmelhed (vertigo), skyldes en forskydning af de små krystaller i balanceorganet, det er dem, vi også kalder øresten. Der er altså intet forandret i den ydre verden, vandret og lodret har ikke byttet plads, selvom det opleves sådan for den ramte. Jeg nåede på den uge, anfaldet varede, at forsøge mig med cirka alt. At holde mine hænder om mit ansigt, for at få det til at stå stille. At lukke øjnene så hårdt, at det sortnede, i håb om, at det sorte ville skygge for det svimlende ubehag. Jeg prøvede at holde fast om en stol, for ved tankens kraft at overbevise min hjerne om, at tyngdekraften virkede, som den plejede, at vinduesrammerne ikke forskubbede sig i en uendelighed, at verden ikke var løbet løbsk i sin bane om solen. Men intet hjalp. Uanset hvor hårdt jeg pressede øjnene i eller hvor fast jeg greb om stolen, så fortsatte væggene med at falde sammen omkring mig, gulv og loft byttede plads, og når det var værst greb jeg mig selv i at tænke, at hvis dette skulle vise sig at være en permanent tilstand, så ønskede jeg ikke at være en del af den.
I dagens Information fortæller den canadiske forfatter Anne Carson om at være blevet ramt af Parkinsons. Lægen har anbefalet hende at bokse, det handler om at genvinde ejerskab over sine bevægelser, at fokusere, højre, venstre, højre, højre, venstre. Boksning hjælper med at genskabe nogle af de tabte nervebaner: “Neurologer ser nu ud til at mene, at hjernen er plastisk, og at visse aktiviteter kan omkoble den ved at generere nye neuroner til erstatning for tabte eller ved at aktivere neuroner, der er blevet inaktive eller langsomme. Boksning anbefales,” skriver hun.
Jeg ved, at øresten på samme måde kan afhjælpes ved hjælp af øvelser. Ganske simple, for så vidt, man skal holde øret mod skulderen i vandret position, for så at rejse det til opretstående. Derefter det samme igen men nu til den modsatte side. Og op igen. Som med al anden træning, er det hårdt. Måske særligt i dette tilfælde, for øvelserne provokerer netop den svimmelhed, man som ramt, forsøger at undgå. Jeg faldt i gulvet flere gange under mine forsøg. Hvis man holder et spejl op foran ansigtet og virrer med hovedet fra side til side, kan man forstå hvorfor. For når du ophører med bevægelsen og ser dig selv i spejlet, vil øjnene under normale omstændigheder falde til ro. Men ved Benign paroksysmal positionel vertigo (BPPV) fortsætter øjnene med at flakke sidelæns, også efter at dit hoved er i ro. Din hjerne er så at sige stadig i bevægelse, selvom din krop ikke er. Efter 8 dage fortog svimmelheden sig. Jeg husker glæden ved noget så simpelt, som at kunne sidde på en stol uden at føle trang til at kaste op. At vågne uden at være sendt i cirkulation om mig selv.
Verden er konkret, men det konkrete er ikke entydigt. Når man taler om højde over havoverfladen har vi at gøre med differencer på 21 kilometer, det er alligevel en slat. Se på Carson, for hvem det at sætte sin underskrift på et stykke papir er gået fra at være en bevidstløs handling til at være en kamp. Hun er stadig sig selv, men hendes bevægelser er blevet nogle andre, en andens? I nat vågnede jeg og mærkede et anfald være på vej. Loftet drejede rundt, gulvet også. Selv mørket drejede rundt i skypumpeformationer.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det, jo læs det fine essay af Anne Carson i Information og husk at læse det med småt. Det med småt har hverken noget med vandstand, Parkinson eller øresten at gøre, det er bare et godt råd.