Louise Juhl

For nogle måneder siden skrev jeg om mine tiltagende problemer med min hals, ømhed og problemer med at synke, tør hoste, en følelse af, at noget sad i vejen, en knude måske. Min læge lyttede og mærkede, sendte mig til scanning, testede min lungefunktion, alt var så såre gennemsnitlig som den slags kan blive. “Stresshals”, kaldte hun min tilstand, det var langt fra første gang hun stødte på fænomenet. Halsen forbinder hoved og krop og er af den grund særligt udsat, når fornuft og følelser taler hver sit sprog, som tilfældet ofte er, når man rammes af stress. Hjernen dikterer ét, kroppen og følelserne noget andet, og på et eller andet tidspunkt kolliderer de to. I heldigste fald slipper man med hovedpine og to uger på langs, i værste fald kan det koste livet. 
Mit ubehag var langt fra livstruende, men ikke desto mindre invaliderende nok til, at det fratog mig modet til det meste. “Opsøg en osteopat,” foreslog min læge, og min første reaktion var osten-hvad-for-noget, jeg havde aldrig hørt om sådan en fidus og forestillede mig vel noget i retning af en åndemaner-møder-overtonesanger. Det viste sig dog at være langt mindre eksotisk, osteopati er en manuel behandlingsform baseret på traditionel sundhedsvidenskab – anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik og patologi. I Danmark kan osteopati læses som en 4-årig overbygning på fysioterapeutuddannelsen, det er altså ikke en seksugers coachuddannelse, vi har med at gøre. Således overbevist bestilte jeg en tid hos Danni, første gang var i midten af juni og i dag besøgte jeg ham for tredje gang.
Danni er en mand af få ord. Han spørger ind og noterer til problemstillinger og udvikling siden sidst, derefter beder han mig om at lægge mig på ryggen på en briks. Bøje benene. Strække dem igen. Løfte bagdelen, trække vejret ind, sænke bagdelen igen, mens jeg puster ud. Min første tanke: Kan det virkelig kræve en overbygningsuddannelse at foreslå den slags bevægelser. En vis portion skepsis er sundt, konstant skepsis er undergravende for enhver oplevelse. Jeg har slagside mod den usunde slags. 
Hvad der herefter sker, har jeg svært ved at gengive. Ikke fordi jeg er bevidstløs eller har fortrængt det, men fordi den osteopatiske tilgang til kroppen er så fremmed for mig. Jeg er vant til at løbe for at nå bussen eller for at tabe mig. Jeg kan finde på at cykle, hvis bilen er til mekaniker. Jeg går, fordi min hund skal luftes, og fordi jeg har hørt, det er sundt. Jeg beskæftiger mig kun med min krop, når den skal præstere eller hvis, den gør ondt. Min mave er bare et ord på fire bogstaver, mine knæ et sæt mildest talt akavede kuglelignende lejer midt på benene. Mine fingre er mest til besvær, når de gang på gang hæver og gør ondt, som følge af en bindevævssygdom.
Så når Danni beder mig trække vejret dybt og strække nakken, så er jeg på dybt vand. For hvad vil det egentlig sige at trække vejret dybt og hvordan er det nu lige med nakken, hvordan får man den til at makke ret. Jeg må lukke øjnene og bede om lidt tid, og endelig lykkes det. Jeg trækker vejret – dybt – og forsøger at gøre halsen lang. “Sådan”, opmuntrer Danni, og jeg føler mig som en motorisk udfordret femårig, der for første gang skal binde sit snørebånd. “Først en løkke og så rundt og så en løkke igennem og trække til”. Jeg var frygteligt længe om at lære det, da jeg var barn, og det var kun fordi velcro bød mig så meget imod, at jeg blev ved, indtil det lykkedes. 
På samme måde er det hos Danni. Jeg bliver ved, til jeg lykkes med at trække vejret uden at tænke over det. Bøje benene uden at komme i tvivl. Til jeg har vænnet mig til at min mave er andet end et ord, et let buet område under navlen, der gemmer på al den mad, jeg stadig skammer mig over at spise. I dag græd jeg, da han lagde hånden over solar plexus. Ikke af sorg, heller ikke af rørelse, jeg tror det var forundring. Forundring over, hvordan jeg er lykkedes med at leve et halvt århundrede uden nogensinde at forbinde mig med min krop. At bo i et hus, hvis rum, jeg ikke kender. Alt det, jeg begriber med hovedet, men ikke fatter med som andet end det, teorier og tanker. Alle ved, at det værste, der kan ske, når man kører bil, er pludselig at tænke over, hvad man gør. Hvilken fod, der håndterer bremser og hvilken, der styrer speederen. Hvordan man skifter gear. Den slags er nødt til at sidde på rygraden, ellers er risikoen for at køre galt for stor. Faren for at trykke farten i bund i stedet for at standse for rødt.
Jeg tror jeg skal have generhvervet mit kørekort til kroppen. Lære alle legemsdelene at kende forfra. Arm, skulder. Knæ. Bryst. Hals. Jeg starter i det små. Holder om mine tæer med mine hænder. Vrikker dem op og ned. Hej, hej. Det er meget mærkeligt. Men også spændende. I morgen går jeg videre til anklerne. Ae, ae.